Jeg fik i weekenden læst Eksil, den første bog i triologien. Selv om denne debat handler om Liberty synes jeg godt der kan klemmes en kommentar om Eksil ind også. I denne er det Samatha der fortæller. Jeg siger jer jeg var rørt, vred og chokeret. Fantastisk bog! Hvis I får tid, så læs den. I forhold til Liberty synes jeg der er mere rød tråd og klimax i Eksil. Jeg siger det følgende ganske forsigtigt, fordi jeg også var vild med Liberty, men jeg synes faktisk Eksil var endnu bedre. Læs den, læs den, læs den!!!

Jeg blev færdig med Liberty i går aftes, meget sent. Gik så i seng og lå vågen! Dels fordi jeg tænkte på hvad jeg skulle skrive om bogen, dels fordi jeg på en eller anden måde følte mig opløst. Det er jo ikke en bog, hvor man undervejs i læsningen bliver blændet af tårer, det er heller ikke en bog hvor man kommer til at holde helt sindssygt af hovedpersonerne. Alligevel er jeg opløst. Jeg er, som Marcus, totalt med tårer fra øjnene.
Jeg synes på ingen måde bogen bliver for lang. Jeg ville ikke have kunnet undvære dens længde, for det er også det jeg synes giver den tyngde.  Det er gennem de mange mange sider at problematikkerne folder sig ud og vi lærer Christian og Marcus at kende.
Christian og Marcus opløses efterhånden som læsningen skrider frem, opløses i form af deres valg, opløses af håbet og kærligheden, opløses af løfter ingen kan holde og opløses af hinanden. Jeg ser ikke at bogen kunne have sluttet anderledes end den gør. Christian SKAL rejse tilbage, Afrika er slut for ham. Både det Afrika, som han gør et ihærdigt forsøg på at blive en del af men også det hvide i Afrika som han er en del af.  Marcus når, hen imod slutningen, måske også en erkendelse af at han aldrig bliver hvide drøm om mabwana makubwa som længe holder ham oven vande.
Jeg er opløst af dem. Opløst af fortællingens intensitet. Den vil sidde i mig længe og der vil være mange episoder jeg vil komme i tanke om igen og igen. For selv om fortællingen er mørk og ikke efterlader meget håb, for hverken Christian eller Marcus, eller for den sags skyld for Afrika, så er det også en fortælling der rummer mere end mørke. Ejersbo´s måde at fortælle på, især Marcus ”stemme” er så rammende og så afsindig morsom, at jeg flere gange har læst lange passager hulkende af grin. Jeg ved godt at der sådan set ikke er så meget at grine af, men ehhh…hvor er det bare typisk afrikansk.
Jeg kan kun give Liberty mine alle varmeste anbefalinger, læsningen har været, nzuri sana, fra start til slut. Men den skal stå sammen med ”Eksil” og ”Revolution” på bogreolen. Ligesom de nu står på min. Jeg glæder mig allerede til at genlæse dem alle tre.

"Jakob Ejersbo sidste roman, Liberty, som sætter punktum for både hans samlede forfatterskab og den posthumt udgivne Afrika-trilogi fik generelt fine ord med på vejen i Smagsdommernes den 5. november, men der var dog uenighed at spore blandt de tre dommere. 

Barbara Stephensen syntes bestemt, at Liberty har været ventetiden værd, og hun kaldte den for en stor læseoplevelse af en stor forfatter. Til gengæld havde hun et aber dabei i forhold til den kynisme, hun oplevede i bogen. ”Jeg spørger mig selv, om det også er det, hans talent skal bruges til,” sagde Barbara Stephensen, som på ingen måde anfægtede den autoritet, Jakob Ejersbo udviser i forhold til dette prægnante værk. Spørgsmålet i Barbara Stephensens optik var mere, om Liberty virkelig skal stå ”den store roman om Afrika og relationen mellem mennesker”.

Rosa Lux var ligeledes meget optaget af bogen og ikke mindst dens tematik, som hun mener, fortjener al mulig fokus. Personerne i bogen var desværre for pubertære og usympatiske til hendes smag, og hun efterlyste andre sanseoplevelser end blot de minutiøst beskrevne seksuelle passager.

”Et monumentalt værk...verdenslitteratur...et mesterværk” var blandt de fornemme gloser, Simon Andersen valgte at beskrive den 700 sider lange roman med. Han var mildt sagt gennemgrundbegejstret og ikke følte ikke trang til at fremføre kritikpunkter i modsætning til sine opponenter i studiet. ”De piller i detaljer,” sagde han henvendt til både Barbara Stephensen og Rosa Lux og kunne hverken forstå kritikken af bogens sortsyn eller dens selvoptagede hovedpersoner. Han fandt nemlig begge dele temmelig realistiske.   

Barbara Stephensen indvendte derefter, at hun især savnede en artikulering af hovedpersonernes følelser og en refleksion over deres handlinger. ”Hvor er de gode intentioner blevet af?” spurgte hun retorisk fra sin orange stol.

Simon Andersen havde til gengæld intet problem med kynismen, og selvom bogen var lang havde han ved endt læsning lyst til mere fra den desværre nu afdøde forfatters skrivekyndige hånd."

Jeg er kun halvvejs igennem Ejersbos murstensroman, og Liberty er mit første "litterære" bekendskab med Ejersbo. Bogen har indtil nu formået at holde mig fanget omend med nogleblandede følelser.

Det er et barsk miljø Christian og Marcus befinder sig i. Der er ikke mange følelser i liberty,og det er også et univers der beskrives med "maskuline" øjne. Kvinderne hungrer helt klassisk efter opmærksomhed og kærlighed og mændene løser der problemer med druk og apati. Christians far siger et sted "at nogle mennesker mister al moralsk fundament, når man fjerner dem fra moralsk kontrol". Om noget,er det tilfældet med de personer der beskrives i romanen.

Man får lyst til at råbe "så tag jer dog sammen" og hungrer efter noget positivt. Hvem kæmper f.eks. for de værdier, der fik disse europæere til at komme til afrika in the first place. I bogen kommer de frem i Christian mors indignation over hvordan afrikanerne behandles(bl.a. af John) For nogle af dem f.eks. Christians forældre synes afrikaeventyret også at være en måde at begynde forfra, probelmerne flytter dog med.

De få lyspunkter(så langt som jeg har læst) er Samantha, der på trods af at hun selv har sine problemer, formår at være der for Christian da han har det svært. Også Marcus og Christian træder frem og Marcus med hans fine og tætte forhold til Jonas og Katrines børn. Jeg holder fast i de små lyspunkter og glæder mig til at læse resten!

Liberty...

Bogen er mit første møde med Ejersbo forfatterskab, og jeg vil med det samme indrømme, at der er en noget ambivalent forhold jeg har fået til ham efter læsningen af Liberty.

Liberty er for mig en stor og grufuld roman om forældre, der ikke er forældre for deres børn, og børn, der taber deres liv på gulvet. Der bliver røget og drukket, kæmpet, horet, snydt og elsket igennem 700 sider, hvor vi følger det to hovedpersoner i deres forsøg på at bygge deres eget liv op og skabe en identitet i et land, hvor intet fungerer og alt er til salg.

Ejersbo formår at beskrivet et Afrika og dens multikulturelle rodløse ungdom så den står helt klart og skarpt for mig. Det er en utrolig fasinerende verden Ejersbo fortæller om, og det er spændende at følge de mange forskellige skæbner vi møder igennem bogen. Der sker konstant noget nyt, alt bliver bygget op for at rives ned igen, og de to hovedpersoner, sorte Marcus og hvide Christian, får aldrig fred.
Alligevel blev jeg ikke fanget af bogen. Det er et spændende univers, men jeg blev aldrig overrasket over en ny drejning og jeg synes fortællingen bliver noget monoton i det lange løb.
At bogen skifter imellem de to drenge, der fungerer som Jeg-fortællere, er et virkemiddel der giver os et indblik i to forskellige opfattelser af begivenhedderne. Det bliver dog, for mig, mere noget der hiver bogen ned end løfte den op til et “genialt” niveaur som anmelderen i Berlingske tidende hævder. Jeg synes fortælle-formen skaber et sprog der er for fladt og for mig virker kunstigt. Sætningerne er korte og dialogerne hurtige hvilket skaber en, til tider, meget fangende dynamik, men som i det store hele giver romanen et lidt for hektisk og anstrengt tempo. Jeg formår simpelthen ikke at føle noget for nogle af de forskellige personer.

Det er altså alt i alt en flot bog om et anderledes og spændende emne men efter min mening ca 400 sider for lang. Trods det spændende emne sidder jeg tilbage med følelsen af at have set det hele, skrivestilen, problematikken, temaerne mm,  før, hvilket giver en lidt flad fornemmelse.

Er jeg den eneste der har det sådan?
Alle andre anmeldelser jeg har læst er helt oppe i skyerne.