"Kunsten at græde i kor"

Oprettet: 15.05.2012 - 09:44

Bog: "Kunsten at græde i kor" af Erling Jepsen

Bogens forside

En tragikomisk beretning om livet i en lille by i Sønderjylland i 1960'erne, fortalt af den 11-årige søn til den lokale købmand, der lider af "psykiske nerver", men er en glimrende taler ved begrav

Forfatter: 
Erling Jepsen
Udgivet: 
2002
Forlag: 
Borgen
Sidetal: 
213
Lån bogen - Køb bogen

Af Sanne, Mathilde og Tine 

”Kunsten at græde i kor” – af Erling Jepsen

 

Resume af bogens handling:

I Kunsten at græde i kor møder vi hovedpersonen, der er en dreng på 11 år, der bor i Sønderjylland med sin mor, far og søster, Sanne. Sønnen ser meget op til sin far, og synes at alt hvad faren gør, er det rigtige. Men faren har såkaldte psykiske nerver, og det gør at sønnen føler sig tvunget til at gøre faren i bedre humør. En af disse måder er ved at Sanne skal sove med faderen på sofaen.  Dette medfører, at Sanne får det dårligt og bliver psykisk ustabil og derfor skal hun medicineres. Og det ender med, at hun skal indlægges på Augustenborg psykiatrisk hospital, da hun bliver dårligere og dårligere og mere og mere ude af den. Drengen ved, at noget af det, der altid får faderen i bedre humør er når han snakker til begravelser og får folk til at bryde sammen ved hjælp af ordenes kraft. Og da der på et tidspunkt ikke er flere, der dør, beslutter drengen sig om at tage sagen i egen hånd, og lave en dødsliste over de folk, der er tæt på faderen, og som kunne få ham til at tale rigtig godt til deres begravelser, og at faderen på den måde ville komme i bedre humør. Drengen overvejer blot at dræbe disse mennesker, men gør ikke aktion af hans tanker, men han deler disse tanker med søsteren Sanne, der jo som førnævnt ikke har det psykisk godt. Men af mystiske årsager dør disse personer på denne liste, og man finder ud af, at det er søsteren der har dræbt disse personer. Hun indrømmer dette til både forældrene og den lokale politibetjent, men ingen tror hende grundet hendes psykiske ustabilheder.

Roman ender med at Sanne bliver flyttet ud af familien og sat i familiepleje, mens sønnen fortsat bor hos sine forældre. Alt dette har gjort faderen ekstra ked af det, og han ender med at forsøge at begå selvmord.

 

Bogens temaer:

Romanen ”Kunsten at græde i kor” behandlerstore temaer som død og sorg. Temaerne tager udgangspunkt i hovedpersonens familie, hvor temaerne behandles. Hovedpersonen føler generelt et stort ansvar overfor sin familie og føler, at det er ham, som skal sørge for alles lykke. Men den vigtigste lykke er dog farens. Den 11-årgie hovedperson argumenterer derfor for nødvendigheden af, at søsteren sover på sofaen sammen med sin far, da hovedpersonen oplever, at faren bliver gladere, når han har sovet på sofaen med datteren Sanne. Dette viser, at den 11-årige dreng ikke er bange for at ofre sine kære, når blot faren er glad. Af samme grund spiller døden en storrolle i romanen, da denne også gør faren i bedre humør. Faren holder gode begravelsestaler og opnår derfor anerkendelse, hvilket får folk til at handle i hans butik. Derfor laver drengen en dødsliste, som indeholder vigtige personer for faren, idet farens taler har større virkning, jo bedre han kender den afdøde. Forholdet mellem faren og sønnen er spiller en stor rolle, fordi faren har brug for sønnen, når han holder tale. Sønnen føler sig derfor vigtig, hvilket underbygger hans følelse af ansvar overfor sin far. Til at hjælpe sin far yderligere hælder drengen hovedet på skrå i håb om at påvirke lytterne til farens tale. Generelt er den lille dreng meget naiv, og det ses flere steder, hvordan et lille barn kan misforstå de ting han oplever. 

 

Betragtninger omkring det selvbiografiske i værket med inddragelse af relevante fagbegreber

Der leges med læserens forventninger til om handlingen er fiktion eller fakta. Bladres der et par sider ind i bogen, har forfatteren Erling Jepsen underskrevet en udtalelse om, at historien bygger på erindringer fra Sønderjylland. Alligevel understreger han, at alle personer, steder og tildragelser i romanen er opdigtede. Der oprettes hermed en faktakontrakt. På bogens forside står der derimod ”Roman”, hvilke giver associationer om opdigtning. Derfor kan det udledes, at fortællingen ikke er en selvbiografi, men at forfatteren derimod har overdrevet flere situationer, hvilket bevirker en fiktionskontrakt. Selvom meget af stoffet er selvoplevet, holder Erling Jepsen det ud i strakt arm og fortæller historien med lune og helt uden bitterhed eller had. Denne sammenblanding af kontrakter udgør endvidere, at en dobbeltkontrakt forekommer.

 

Der optræder ingen navneidentitet i romanen, eftersom forfatteren har valgt at holde hovedpersonen navneløs. Dette nødvendiggør, at læseren skal reflektere over, hvorvidt roman er selvbiografisk eller ej. Kortene bliver ikke lagt på bordet i så tydeligt et omfang. Endvidere sikrer Erling Jepsen sig ligeledes, at flere læsere dermed har en større mulighed for at relatere sig til historien, eftersom hovedpersonen holdes anonym.