Kødet letter

Oprettet: 14.01.2012 - 11:21

Bog: "Kødet letter" af Harald Voetmann Christiansen

Bogens forside

Eksperimenterende roman, der følger personen Kühleborn og hans arbejde på et talgsmelteri og hans aldring og begyndende opløsning klippet sammen med forfatteren Harald Voetmanns mislykkede psykoter

Udgivet: 
2012
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
135
Lån bogen - Køb bogen

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • TrineB

    tir, 24/01/2012 - 16:41

    Voetmanns roman er i format tæt på undseelig. Men så sandelig ikke i påvirkning på denne læsers mentale aktivitet.

    Jeg er hæsblæsende efterladt uden at kunne artikulere megen anden verbal respons end "fucking hell yeah!". Ligesom jeg under læsningen har haft en meget basal indre dialog, bestående af eksklamationer som "ja!", "ja, ja!" og "præcis! PRÆCIS!".

    Dette giver jo unægteligt det indtryk, at jeg er overvældende enig med Voetmann i romanens pointe.
    Men det kan jeg ikke bekræfte, for jeg ved ikke, hvad pointen er, endsige om der er en.
    Jeg kan blot sige, at Voetmann og hans figurer bringer nogle ... ting i spil, som giver ekko et sted i dybere afkroge af mit kød.
    Romanens verden er i en regnbue af grums, og det er sgu' så herligt befriende at få lov at fralægge sig en påtaget/tvungen illusion om, at dette aldrig er tilfældet. For gu' er det så.
    Og med denne accept, letter fortønelsen over verden sig med kødet.

    Jeg oplever ingen løftede pegefingre i denne tekst, ej heller en leflen for noget eller nogen.
    Måske en stille opfordring til at, ved lejlighed, sætte os ned og filosofere lidt over om f.eks. de historier, vi fortæller os selv er sande. Eller over hvordan vi nu en gang egentlig er blevet lige netop os, hvilke mundfulde fra idenitetsopbygningens store gryde vi har fyldt i os, med mere eller mindre vellyst.

     

  • elars

    tir, 24/01/2012 - 09:32

    Tværfaglighed er oplagt, når man underviser i så mange fag på en lille øskole som jeg; faktisk lige for med en så mange facetteret bog som Kødet letter. Biologi og dansk og historie fx Det næste er begreber som eleverne skal anvende i arbejdet. Fra biologifaget skal de - helst af sig selv - finde og bruge (-ellers har læreren en liste klar): mikrokosmos, økosystem, symbiose, naturlige fjender, hierarki, livscyklus, forpupning, kønsmodenhed, ejakulation, kannibalisme, dødskamp - blot for at nævne nogle.

    Begreberne må ikke stå alene, de skal som altid underbygges med citater og sidehenvisninger (af copyrighthensyn er dette desværre ikke muligt her… men måske får du alligevel lyst til at læse bogen). Tilbage til tværfagligheden: Den kvikke elev vil bemærke, igen med rigeligt brug af citater, at sproget, følelserne og erindringen/historien er fremmede for og forstyrrer biologien. De skaber uorden i systemet, med deres eget system så at sige, så meget endda - og her bevæger bogen og vi os, lidt tidligt, fra analyse til fortolkning – at fx forfatterens navnebror må på banen i sidste del for at forsøge at skabe orden. (En så kompliceret sætningskonstruktion som denne ville jeg normalt fraråde eleverne) Her går der meta i bogen: Kunsten og systemet spejler sig i sig selv, ikke én men flere gange, en slags sklerose, nu skal biologien sættes på plads. Lykkedes det så? Vinder kunsten over biologien?

    Lad os lige vente lidt med svaret for analysen er ikke ført til ende, en egentlig personkarakteristik af bogens vigtigste personer er på sin plads, og gerne med biologiens blomstring og nådesløse tilintetgørelse som udgangspunkt. Hvad betyder hovedpersonernes navne? Kælebarn og.. Andre begreber i analysen kunne være – igen: eleverne skal helst selv – miljø, og her kommer historiefaget naturligt ind: Sagabio, bløde hatte, ugerevyer, afrikanske ludere med dynejakker og miniskørt, gaslamper i smedejern, bybusser der strejker, polske fårefedttransporter, tatovørklininikker osv. Hvordan hænger det lige sammen? Som en slags tidsløs biologi måske. Komposition, showing/telling, synsvinkel, intertekstualitet, tema mm. Sproget: Bogen er godt skrevet. Det er nemt sagt, så eleverne har tre citater som viser det.

    Da få og korte citater er tilladt, har jeg bedt hver elev om at udvælge ét og af dem har jeg igen valgt: ”(..) ”dadel” måtte være en slags eufemisme for disse sorte kvinders kønsorganer, og han kommer stadig til at tænke på det op til jul, når de laver de store opstillinger med dadler nede i Fakta.” ”Stillet over for den grå baggrund, han havde gjort sig til, opdagede folk, hvor forskellige de egentlig var, og ufred opstod.” ”Heldigvis hiver dejkrogen øjenlåget rent af, så hele hans hoved ikke bliver trukket ind i æltemaskine.”

    Jeg har også bedt hver elev om et og kun et udsagn/ord om bogen: ”überklam”, ”virkelig mærkelig og lidt spændende alligevel” og ”underlig fabrik” og ”jeg nægter at læse den igen”.

    (..)
    Vandt kunsten så over biologien? Jeg kan røbe det uden at fratage en kommende læser fornøjelsen med bogen: Nej, selvfølgelig ikke. Naturen ender som altid med at få ret, storhedsvanviddet kommer til kort, mennesket og kunsten må bøje sig. Som vi siger her på Øen: hvor komisk!

     

  • allanius

    tor, 19/01/2012 - 21:08

    Mine umiddelbare og spontane reaktioner på ”Kødets lyst” af Harald Voetman:                                                                                                              Min baggrund for anmeldelsen er dels arbejde som speciallæge (Med) + en BA i litteraturvidenskab (Lit). Under læsningen den 18. januar 2012 af ”Kødet letter” har jeg derfor spaltet mine umiddelbare og spontane reaktioner op i en Med og en Lit synsvinkel.

    Med: de første 74 sider er tunge at komme igennem. Havde jeg ikke forpligtet mig til at læse og kommentere bogen til 19. januar, havde jeg kastet den fra mig. Der vælter en kulde og menneskeforagt ud af fortælleren: s. 22 beskrives Kühleborn (K) som en ”mudderpøl af selvtilfredshed”, s. 31: ”hvor ligeglad fortælleren er med sin hovedperson”, K er dum, han får Godt til afgangseksamen og denne salut med på vejen, s. 41: ”find en ansættelse, hvor De ikke kan gøre megen fortræd”, s. 67: ”han er bedst til at lide” (underforstået: selvskabt).

    Efter de første 74 sider var jeg dog blevet nysgerrig på: hvor psykisk syge vil Fortælleren gøre sine 2 hovedpersoner, hvor god er hans beskrivelse af de deprimeredes vej mod selvmordet, hvor langt vil han gå i skildringen af ulækkerheder (s. 132: de garrotterede, kastrerede og afklædte lig i lygtepælene på Fælledvej) og seksuelle perversiteter? De to hovedpersoner K og Huldbrand (H) er ikke egentlig deprimerede, bare lidt ubegavede og s. 56: ofte sulten ellers ”trist og ensom”. K og H er dog i arbejde og langt fra førtidspension. De er lidt dysfunktionelle, K mere end H, der har et netværk, om ikke andet så med smeltehalsarbejderne.

    På et område finder jeg Fortælleren 50 - 100 år forud for sin tid, nemlig med PAD-klinikker (Pro Aktiv Dødshjælp). Disse klinikker for aktiv dødshjælp er vores samfund ikke moden til de første mange, mange  år. Læger, jurister og politikere må sætte sig sammen og finde indikationer for Aktiv dødshjælp og derved tillade mennesket at slippe nådigt herfra, dvs. at blive ligestillet med vore kæledyr.

    Lit: her føler jeg mig på gyngende grund, pyt, lad mig forsøge

    ”Kødet letter” er en kort roman på 136 sider med en alvidende fortæller, der kan springe ind og ud af hovedet på hovedpersonerne. På side 40 får læseren også et kort glimt af en jeg-fortæller. Det uventede og spændende ved romanen møder læseren på side 77, hvor jeg-fortælleren Voetmann gør sin entre.  Vi går på metaplanet. Han kommenterer sine skriverier og skildrer sig selv som deprimeret på niveauet med suicidaltanker (men uden tilløb til handling) og ønsker at være tilmeldt PAD. Her skulle livstrætte mennesker kunne få dødssprøjten af en lækker person af modsat køn til new age musik i Monet - og Chagal udsmykkede rum. Hvad man skal skylle musikken ned med, det nævnes dog ikke. En dansker skulle da nødigt PAD-dø uden et glas i hånden.

    Romanen strækker sig over få døgn. Den forgår i København i spring indenfor de sidste ca. 80 år.

    Bogen er elegant, men tæt skrevet, hvorfor det er godt at læse den langsomt, gerne med notater i margin eller hvor det måtte passe læseren. Sort humor til det ulækre har jeg nævnt overfor. Ironien er bidende som H´s Waterloo i Kastrup Security (s. 110). Små stænk af racisme møder man på siderne 33: ”nogen arabere”, s. 47: ”tyrkisk rakkerpak” og s. 117: ”arabiske tricktyve” og ”polske pensionistskændere”. Man må jo også have læsere fra DF, Danmarks Fremmedhadsparti. Mig gav læsningen af ”Kødet letter” associationer som Stream of Conciousness, ”Frøkens Smilas fornemmelse for sne” (sidelange beskrivelser af ting eller personer), Det absurde teater repræsenteret f. eks ved Becket (”Mens vi venter på Godot”) og eksistentialistiske forfattere som Camus og Satre.  

    Hvad handler ”Kødet letter” egentlig om?

    At livet er den største forbandelse, der kan overgå et menneske? Vel lidt stærkt udtrykt. Den handler i hvert fald om forgængelighed og fordærv. Om menneskenes drøm om ømhed og nærhed, som de ikke selv kan samle sig til at give. Om de ensomme og triste mennesker, der ofte er dårligt udrustede til at klare vores komplicerede samfund.  Om et samfund der er koldt, afvisende overfor de svage. Om livets meningsløshed.

    Hvilke læsere vil ”Kødet letter” få?

    De litterære feinsmekkere, der kan lide den strømlinede litteratur præget af forfatterskole.

    Inspirerer bogen til at læse mere af Harald Voetmann?

    Ja, hos ovennævnte gruppe. Nej, ikke foreløbigt - hos mig – selv om den er sprogligt elegant skrevet. Jeg vil hellere bruge tid på at genlæse ”Pesten” af Camus. I ”Pesten” er budskabet, at midt i pessimisme / depression / lidelse gælder det om at vise sine medmennesker godhed. Om de gode gerninger ikke kan frelse os, er de i hvert fald til hjælp mod tilværelsens meningsløshed. Fællesskabsfølelsen tjener til at genrejse menneskets værdighed.

     Allan                                              19. januar 2012

     Tak for bogen! Skulle det være en anden gang ønskes en anmeldelse eller kommentar, så værsgod

  • Margit

    tor, 19/01/2012 - 15:48

    Er livet formfuldendt? Finder livet først sin form efter døden? Er det når kødet letter og knoglerne ligger blottede tilbage, at formen er fuldendt?

    Hele livet er menneskets form i konstant bevægelse – livet starter som en diffus tåge, i ungdommen finder kødet mere form, for blot at begynde at lette og gå i forfald midtvejs og til livet slutter, og kædet forlader knoglerne.

    For mig handler ”Kødet letter” om form, både livet men også selve romanen eller folkeeventyret. Som læser overrasker formen konstant, og det kræver arbejde at holde tungen lige i munden og holde rede på formen.  ”Kødet letter” kræver tilstedeværelse af sine læsere, for associationerne står i kø for at komme med højeste bud og blive set eller brugt i romanen. De forskellige historier kan i første omgang virke strukturløse, men jeg tror faktisk at associationsteknikken er gennemtænkt.

    Sprogligt er romanen tæt på formfuldendt. Beskrivelserne er et overflødighedshorn af detaljer – enkle dagligdagsbegivenheder bliver løftet op på et flot litterært plan med det sprudlende sprog. De forskellige universer som bogens personer bevæger sig rundt i er enkle, men alligevel finurligt beskrevet.

    I første omgang var jeg skuffet over selvportrættet, fordi sproget ændrede sig til noget ganske almindeligt, men da jeg fokuserede på form, fik det mening. Forfatterens liv kontra f.eks. Kühleborns liv er for mig to sider af samme sag.

    ”Kødet letter” kræver en del af sine læser, så jeg vil mene at det er en meget smal målgruppe Voetmann satser på. Jeg er blevet underholdt på et højere plan mens jeg har svælget i lækre sproglige detaljer.