Fra læseklubben Ad libitum
Karlsvognen - februar 2012
Læseklub
En midaldrende kvindelig psykiater og en teenagepige er på tvunget ophold i en weekend. Tiden går med at psykiateren fortæller om sin barndom samtidig med at hun forsøger at forstå den mutte teenager.
Bogen er til debat i februar 2012
Under overskriften "Selvransagelse på islandsk" skriver anmelder Henriette Bacher Lind i JyllandsPosten d. 4. november 2010 bl.a.: "Kristín Marja Baldursdóttir har begået et fortættet, allegorisk drama om at miste og vinde."
Og i anmeldelsen på bloggen "Ny Nordisk Litteratur" skriver Maria Ibsen d. 26. november 2010: "'Karlsvognen' er i høj grad et værk, der ønsker at beskæftige sig med kvinder og deres forskelligheder fra barndom til voksen. Jeg fandt 'Karlsvognen' særdeles underholdende på alle 175 sider, og jeg vil især anbefale den til dem, der leder efter en roman med stærke kvindeportrætter."
Anbefaling af bogen på Litteratursiden
Har du svært ved at skaffe månedens bog? Så lån Karlsvognen som lydbog via netlydbog.dk, hvis biblioteket i din bopælskommune deltager i samarbejdet.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- 565 visninger
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Jeg tror det er meget naturligt, at ikke alle har samme oplevelse af en bog, Per. Og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over din beskrivelse af, at en kaffepause kunne lokke dig væk fra læsningen, hvilket måtte være et tegn på, at lige denne bog ikke fangede dig på samme måde som os andre - for hvor er det dog rigtigt!
Vi kender med garanti allesammen følelsen af at være så opslugte af en bog, at vi både glemmer tid og sted (og måske springer et måltid over bare for at læse lidt videre). Det er jo noget af det helt unikke som gode bøger kan, nemlig få os til at glemme alt omkring os, fordi vi er så travlt optaget af den historie/de personer, der udfolder sig foran os.
Ikke alle bøger/historier kan (eller skal?) ramme os alle læsere på samme måde - men der skal helst være noget for enhver smag i sådan en læseklub, og så er det godt, at vi har Dragemand på i næste måned, som jeg jo ved du allerede har læst (og nydt) ;-)
Jeg er, som andre har tilkendegivet, glad for slutningen. At den slutter med et smil er et godt udtryk. Jeg sidder også med en fornemmelse af, at de to kvinder sammen har fået bearbejdet nogle tanker og oplevelser, og at de nu er klar til at tage hul på deres nye liv.
Jeg må desværre droppe ud af diskussionen, for bogen er kommet for langt væk i min bevidsthed.
Jeg ser i stedet frem til at diskutere Dragemand med jer og Finn Wilkens i næste måned.
Fortsat god diskussion!
Nu har jeg endelig fået den læst, og jeg kan da godt se, at det er et vældigt drama, der foregår mellem de to kvinder i vinterhuset. Jeg har læst flere anmeldleser, og en skriver, at dette er litteratur, der handler om stærke kvinder. Nok underforstået, at det har vi ikke for meget af.
Jeg må tilstå, at jeg kunne nyde forfatterens tydelige måde at beskrive deres forhold på. Bogen er heltstøbt og slutter som sådan. Den viser, at de to personer er nået et stykke vej og er parat til at gå videre ud i verden.
Min tilståelse rummer desværre også et lille suk eftet et eller andet. Jeg ved ikke helt hvad. Men jeg savner noget i den bog. Humor? Mænd? At blive revet med?
Når jeg læser en bog, vil jeg helst læse den ud i en køre. Her var der talrige afbrydelser, som var vigtigere. Vil du have kaffe, sprøger konen. Straks lægger jeg bogen. Det vil jeg ikke gøre, hvis bogen har sat sig i min hjerne. Når alle I andre er enige om, at denne bog er fantastisk, er jeg godt klar over, at det må være mig, der ikke helt læser det ind i den, som I gør.
Malene spørger hvad vi synes om slutningen. Jeg er vild med den. Jeg føler ikke jeg mangler noget, men at jeg som læser har fået de svar jeg havde behov for og samtidig en god slutning, hvor der er lagt op til videre udvikling for begge hovedpersoner. Man kunne godt forestille sig, at der ville komme en 2'er, men hvis ikke der gør, så er det også fint. Hinden og Gunnurhar været en del igennem i løbet af de tre dage i vinterhuset og er nu klar til at tage hul på "deres nye liv".
Mht. de selvmodsigende hovedpersoner, så tror jeg bestemt ikke det er noget overset eller tilfældigt fra forfatterens side. Tværtimod er selvmodsigelserne med til at gøre karakterene helstøbte og menneskelige. Det mener jeg i hvert fald. Hvad siger I?
Ligesom Christina er jeg også begejstret for forfatterens evne til at beskrive sine personer, og noget jeg har smilet lidt af de sidste par dage, er den måde hun "udleverer" dem på ;-) Hist og her dukker der små selvmodsigelser op, som jeg synes er ret underholdende. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er "med vilje"! Man kunne jo med nogle forfattere få den tanke, at de ikke selv have helt styr på deres persongalleri, men her tror jeg fuldt og fast på, at det bare er nuancer i deres personlighed, som Kristin Marja Baldursdóttir prøver at vise os.
Et eksempel har jeg allerede nævnt i et tidligere indlæg, nemlig da Gunnur får så ufattelig ondt af sig selv, s. 111:
"...stakkels mig, som lige havde haft et alvorligt indbrud i mit liv og knap nok er i stand til at tage vare på mig selv for slet ikke at tale om andre."
Hvilket jo er ret morsomt, fordi hun slet ikke har nævnt indbruddet i over 100 sider ;-)
Et andet eksempel er på s. 20, hvor Gunnur er lidt hånlig omkring Hindens "tv-afhængighed":
"...for at vise pigebarnet, hvor indholdsløst hendes liv er med tossekassen som eneste interesse."
Når hun kun få linier senere selv er ved at gå i spåner over at undvære sin mobiltelefon og computer ;-)
"...der mangler noget, ved, at det er den bærbare computer og mobiltelefonen. som jeg altid stiller ved siden af lampen, så snart jeg er kommet op i sommerhuset [...] Jeg sidder sammensunket ved skrivebordet, stirrer frem for mig fuld af afsky..."
Gad vide om Gunnur overhovedet selv lægger mærke til disse uoverensstemmelser ;-) Det får i hvert fald mig som læser til at trække lidt på smilebåndet over hende.
Hvad synes I om slutningen?
Da jeg skrev mit forrige indlæg kom jeg til at tænke lidt over slutningen af bogen, s. 175:
"Det er ikke et spørgsmål om at snakke, det er et spørgsmål om at give. Jeg gav dig mine minder. Det er op til dig selv, hvad du bruger dem til.
Men jeg ved slet ikke, hvad jeg skal give.
Brug nogle hændelser fra dit eget liv.
[...]
Er du parat?
Jaeh. Det er jeg vel så.
Så overtager jeg styringen af dukkerne."
Det er jo en åben slutning i den forstand, at vi som læsere ikke får Hindens historie at høre. Der er kommet små hentydninger undervejs i romanen, men den primære historie har været Gunnurs. Hvordan har I det med den slutning?
På den ene side er jeg dødnysgerrig efter at høre mere - men faktisk passer slutningen mig rigtig godt alligevel :-) Det er som om hele bogen har været en indledning til Hindens historie. Der hvor Gunnur og Hinden stod da de mødte hinanden på s. 12 ville de aldrig have haft den nærhed og forståelse, som er nødvendig for at Hinden får delt sin historie, så det var nødvendigt for Gunnur at åbne sig først for at lede frem til slutningen, hvor Hinden kan komme på banen. Og selvom jeg er nysgerrig, så føles det på en måde helt naturligt, at romanen slutter, hvor den gør.
Eller hvad synes I? Savner I "resten" af historien eller synes I også, at Baldursdottir har endt fortællingen et godt sted?
I har ramt flere af de overvejelser jeg også gjorde mig undervejs. F.eks. havde jeg selv som læser fuldstændig glemt indbruddet indtil Gunnur selv nævner det på s. 111 - og sikken en spøjs måde hun bringer det op på:
"...og jeg, stakkels mig, som lige havde haft et alvorligt indbrud i mit liv og knap nok er i stand til at tage vare på mig selv for slet ikke at tale om andre."
For det første virker det på mig klart som om, Gunnur overdramatiserer, fordi hun er stødt over Hindens teenageadfærd og derfor har brug for at have lidt ondt af sig selv ;-) Hvis det virkelig var så "alvorligt" så havde hun jo bekymret sig meget mere om det de foregående 100 sider, og hun nævnte jo også selv, at de ting, der havde virkelig værdi, ikke var blevet stjålet. Og lagde I forresten også mærke til formuleringen "et alvorligt indbrud i mit liv" - liv, ikke hjem/hus/lejlighed, men liv...!?
Gad vide om der skal lægges noget i den formulering? Baldursdottir slår mig ikke som en forfatter, der ville lade den slags formuleringer komme tilfældigt, men hvad skal det betyde? Henviser Gunnur måske ubevidst til alle sine samtaler med Hinden? Tit har hun jo ikke lyst til at snakke om sin barndom men overgiver sig, når Hinden plager/presser på - føles det måske lidt som et "indbrud" i hendes erindringer/liv?
Og ang. det med Hindens jalousi på de lykkelige minder, det kan jeg også sagtens følge jer i. Jeg studsede selv lidt over det, da Gunnur spørger, hvorfor hun så gerne vil høre historier om Gunnurs mor, og Hinden indrømmer, at hun måske gerne selv ville have haft sådan en mor (s. 122):
"Sig mig, hvorfor i alverden er du så vild med at høre om hende? Bare fordi. Siger hun og vil ud at skøjte igen, men jeg tager fat i hendes ene bukseben. Bare fordi hvad? spørger jeg og holder hende fast. Bare fordi jeg godt kunne tænke mig, at hun var min mor eller sådan, siger hun og river sig løs."
Min første tanke var, at det var da noget underligt noget! Gunnur havde jo ikke ligefrem noget varmt/nært forhold til sin mor, så hvorfor var Hinden dog misundelig...? Men det handler vel i bund og grund mere om, at Hindens egen mor er travl/flyvsk og meget lidt nærværende - og at hun derfor længes efter de faste rammer og regler fra Gunnurs barndom(?)
Jeg er også rigtig glad for både Christina og Gittes iagttagelser omkring det indbyrdes forhold mellem Gunnur og Hinden efter episoden på isen. Mine egne tanker var, at nu havde vi mest hørt Gunnurs historie igennem hele romanen, og endelig ville det været tid for Gunnur at høre Hindens historie (fortalt gennem anden akt af dukkespillet), men jeg havde ikke rigtig hæftet mig ved den ændrede stemning mellem de to. Jeg synes dog I har helt ret i, at de (på grund af "ulykken") står meget mere lige og kan nærme sig hinanden på en helt anden måde nu.
Og Per, rigtig god læselyst til dig :-)
Jeg er gået i gang - lidt forsinket må man nok sige - med månedens bog og kan se, den allerede har givet stof til masser af eftertanke.
Jeg har allerede bemærket, at forfattren ikke anvender anførselstegn eller bindestreger til at vise tale, men det ser ikke ud, som om det er et problem.
Nu skal jeg læse videre.
Jeg er også meget begejstret for bogen og synes som Malene at Baldursdottir er fantastisk til at skabe billeder og stemninger i en præcis og stram skrivestil. Jeg synes det er en meget smuk historie og ensomhed, respekt og ægte venskab.
Jeg er helt enig med Christina i at hændelsen på isen ikke er noget uheld. Hinden har ved flere lejligheder præsenteret og for et voldsomt og opfarende temperament, der kan slå ned som lynet fra en klar himmel. Jeg tror bestemt ikke hun er ond eller havde i sinde at slå Gunnur ihjel. Jeg tror at hændelsen på isen måske (som Gunnur selv funderer over på s. 137) kommer som reaktion på Gunnurs fortælling om den lykkelige familie. En type familie som hun aldrig selv har været en del af, men som hun måske drømmer om. Jeg tror Hinden handler uden at tænke over konsekvenserne og først bagefter kommer til at tænke på hvor galt det kunne have været gået.
Jeg er ikke sikker på at Hinden prøver Gunnurs venskab/kærlighed af ved at skabe uheldet. Jeg tror slet ikke hun tænker så langt i situationen. Men jeg tror som Malene skriver at uheldet er forudsætningen for det venskab der kommer. Med tilgivelse får HInden beviset for at Gunnur respekterer hende og vil hende det bedste.
Jeg er også sikker på at Gunnur lærer meget om sig selv denne weekend. Hun er tidligere flygtet fra problemerne men Hinden tvinger hende tilbage med de mange rejser ind i fortiden. Jeg tror de begge er blevet meget klogere på sig selv i kraft af hinanden og jeg forestiller mig at de vil få mange gode timer sammen efter denne weekend. To ensomme sjæle har fundet forståelse og respekt hos hinanden.
Jeg har dog undret mig meget over hvorfor Gunnur ikke spekulerer mere over tyveriet i sit hjem end hun gør. Er turen til "Vinterhuset" endnu en flugt og er hun super god til at lukke af? Eller bliver hun så optaget af at komme ind under huden på Hinden, at hun glemmer problemerne hjemme? Eller måske er det fordi tyvene IKKE har taget billederne og bøgerne, altså de ting der for Gunnur har værdi (s. 11). Er tyvene rendt med ting, der er så ligegyldige at hun helt glemmer det fordi det er en bagatel?
Jeg kom til at tænke på en 'detalje'. Som jeg skrev i mit forrige indlæg, så opfatter jeg det som om, at Gunnur og Hinden bliver venner til sidst i bogen. Forudsætningen for at dette kan ske må være hændelsen på isen!
Inden da er deres forhold ikke lige, da Gunnur behandler Hinden dårligt, men med hændelsen på isen har de begge opført sig som fjolser. Så er de lige og kan komme videre derfra. Stiltiende tilgiver de hinanden deres svagheder og fejl, og dette danner grobund for gensidig tillid og accept.
Da jeg først begyndte at læse bogen, vidste jeg kun, at den handlede om en terapeut og en ung kvinde/teenager, der ufrivilligt skulle tilbringe en weekend sammen. Uden at tænke nærmere over det, antog jeg nok, at bogen så ville handle om den unge kvindes problemer, og hvordan terapeuten langsomt trævlede hendes sind op. Denne terapi ville så enten betyde, at terapeuten hjalp den unge kvinde eller selv kom i et dilemma, fordi hun fik ting at vide, som hun kvag sin tavshedspligt ikke kunne gå videre med. Noget i den stil forestillede jeg mig. Men som I sikkert kan tænke jer, så blev jeg jo klogere...
Jeg er glad for, at Gunnur selv fortæller, hvorfor hun ikke har været i (ordentlig) psykoanalyse under sin uddannelse. I modsat fald ville bogen have en alvorlig brist i mine øjne, men det giver fuld mening for mig, at Gunnur med al sin bagage (som hun ikke har lyst til at snakke om, før hun møder Hinden), vælger en terapeut, som hun kan narre, så hun undgår rigtig behandling.
I mine øjne er Gunnur et meget usikkert menneske. Hun bliver kaldt en stærk kvinde/pige, der kan klare 'alt' flere steder i bogen, men jeg mener ikke, at hun er stærk. Ikke mentalt i al fald. Hun er klart en overlever - det har hun været nødt til at være med sin barndom, men barndommen har også sat sine tydelige spor. Hun har et utroligt lavt selvværd og giver flere gange udtryk for, at hun har brug for at blive bekræftet. Eksempelvis bliver hun meget stolt, da Hinden finder hende morsom, for "det er kun interessante mennesker, der er sjove" (s. 112).
Derudover trækker hun sig hurtigt tilbage, når hun føler sig utilstrækkelig. Eksempelvis da Hinden kalder hende en dårlig svømmer, og hun påstår, at hun altid kun svømmer én bane (side 31). Det skal være nogle meget lange baner, før jeg tror på det!
Det er også vigtigt for Gunnur, at Hinden får gode minder med fra weekenden - eller rettere: At hun glemmer de dårlige, såsom at blive låst inde. Jeg tror, at Gunnur skammer sig over at have behandlet Hinden på den måde. Hun bryster sig af at behandle Hinden som en ligesindet/en voksen, men det synes jeg bestemt ikke, at hun gør.
Hinden minder hende om sig selv, og det er det, der sætter alle Gunnurs tanker i gang. Det har hun svært ved at håndtere, og hun bliver fyldt med mange modstridende følelser - hvilket hun kun kan rette et sted hen: Mod Hinden.
Jeg synes, at det er interessant at følge Gunnurs psykiske udvikling gennem bogen. Til at begynde med afviser hun som sagt at svømme med Hinden, fordi Hinden er bedre end hende. Sidst i bogen lader hun Hinden hjælpe hende med at skøjte, og (som jeg læser det) tilgiver hun Hinden, at hun røg i vandet. Vi hører også til sidst, at Gunnur forsoner sig med sin mor og dermed også med sig selv (S. 149).
...og jeg tror på historien hele vejen!
Så melder jeg mig under debatfanerne igen!
Lad os endelig hoppe direkte til skøjteturen. Jeg var også lidt i tvivl, men jeg er kommet frem til, at Hinden gjorde det med vilje. Gunnur beder hende inden episoden om at blive sat af, men det får blot Hinden til at sætte farten op, og hun går fra at skøjte hensynsfuldt rundt med Gunnur til pludselig at køre stærkt, lave et skarpt sving og slippe halstørklædet lige ved vågen, hvor Gunnur så falder i.
Jeg tror, at du har ret, Malene, når du skriver, at Hinden nok ikke helt har tænkt igennem, hvad sådan en manøvre kan føre med sig. Jeg tror, at det er en pludselig indskydelse, der får hende til det.
Jeg tror, at hun på mange måder er ensom, ligesom Gunnur var (er?) det. I al fald har jeg et billede af, at hun ikke har mange stabile voksne i sit liv, og vi hører, at hun er meget overladt til sig selv. Nu er hun pludselig sammen med en voksen, der tager sig tid til hende! Hun kan jo ikke vide noget om alle tankerne om, hvor belastende Gunnur finder hende og oplever blot, at Gunnur taler med hende i længere tid og interesserer sig for hende (på trods af at Gunnur stort set kun taler om sig selv).
Jeg tror, at denne følelse af 'at være noget værd', som Gunnur også hele tiden taler om, kan være svær at håndtere for Hinden. Hun bliver nødt til at teste den, og det gør hun ved at gøre noget utilgiveligt! Hvis Gunnur stadig kan lide hende bagefter, så er det ægte. Det er også efter episoden, at de laver dukketeater med Hindens dukker og herunder aftaler, at det kunne være sjovt at ses igen. De bliver i mine øjne rigtige venner efter denne episode.
Med hensyn til at Gunnur skulle finde Hinden belastende tror jeg i øvrigt ikke rigtigt på. Jeg tror, at Hinden får Gunnur til at tænke på sin barndom, og det er DE tanker, der belaster hende. Gunnur overfører blot denne irritation på Hinden.
Jeg glæder mig til denne debat, for jeg synes, at bogen er rigtig god, og der er mange usagte ting omkring personerne. Det er altid spændende! Jeg holder mest af at diskutere bøger, der har 'hele' personer. Det er der, de gode diskussioner og ind i mellem overraskende tolkninger kommer!
Jeg måtte lige tage mig en omsorgsdag med lille Zakarias i går, men nu er jeg på banen til februar debatten...
Og sikke en bog!! Uhhh! Håber I andre var lige så opslugte af historien som mig :-) Jeg ved ikke, hvad der greb mig mest, men kunne slet ikke lægge bogen fra mig og gjorde det kun når det var absolut nødvendigt.
Jeg har ikke læst andet af forfatteren, men ved at flere af mine kolleger roser hendes bøger om Karitas til skyerne. Noget der hurtigt slog mig, var hendes evne til med ganske få ord at beskrive og skabe billeder i hovedet på mig som læser. Helt i starten af bogen (s. 10-11) hører vi f.eks. om Gunnur, at hun stadig også har en fastnet telefon, og at det er hendes bøger og malerier som har "virkelig værdi" for hende - og bom! Så har jeg som læser et helt klart billede af den person jeg bliver præsenteret for, fantastisk :-)
Men hendes naturbeskrivelser, frosten, søen, fuglene var også meget gribende.
Noget jeg dog bliver nødt til at høre jeres fortolkning af er "uheldet" på isen... Tror I at Hind gjorde det med vilje? Jeg ved godt, at jeg hopper direkte ned i en afgørende episode i bogens fortælling (og håber ikke jeg får spoleret noget for dem, der stadig læser). Men jeg sad næsten med tilbageholdt åndedræt, da jeg læste om skøjteturen, og kan altså ikke helt blive klog på, om det var overlagt(?) Hun benægter det jo først i hårde vendinger og senere (s. 156) da hun græder og siger:
"Jeg ville slet ikke være ond ude på isen, det skete bare, og jeg ved ikke hvorfor. Det er ren nederen. Jeg er vist bare totalt fucked up, sorry."
Tror I på Hind? Jeg mener, nogle gange kan børn jo godt have en "ond" hensigt (om f.eks. at såre nogen) uden at kunne overskue konsekvenserne af, hvad det egentlig vil betyde i sidste ende.
Det lyder godt :-) Jeg skal til Göteborg og besøge et par bekendte her i weekenden, så jeg har taget den med i tasken og regner med at være i "godt selskab" på togturen.
Jeg er kommet godt i gang med "Karlsvognen" og den tegner til at blive en rigtig god læseoplevelse.
Glæder mig til at debattere den med jer :-)