God pointe fra Bendt, og god udgangsreplik for månedens debat. Vi kommer jo netop alle med forskelligt i bagagen, som danner grundlag for vores individuelle opfattelse af de historier vi læser - ja ikke kun litteratur, hele livet præges vel af vores personlige erfaringer og bagage.

Og netop derfor er det skønt med et litterært fællesskab som en læseklub, hvor andres tolkninger er med til at give os selv hver især nye vinkler på teksterne :-)

Tak for en god debat her i oktober - glæder mig til at høre om jeres oplevelser med den næste lille bog i november.

For at vende tilbage til slutningen af novellen Vadehavet, så er jeg nået frem til, at der simpelthen bliver nødt til at ske noget dramatisk/uventet.

Hvis mor og  barn bare gik tur i tågen og så vendte hjem igen og fortsatte livet som hidtil, så ville det ikke give nogen mening med bemærkningen omkring den multiallergiske kvinde: "Jeg kan ikke sige hvorfor, men jeg tror, at hun vidste det. Nogle gange laver man om på de ting, man husker, når man ved, hvad der siden skete, men det, der skete, var, at mor og jeg fortsatte udad." (s. 145-146).

Hvad er det hun ved? Har vi ikke to muligheder, hvis det skal være rigtig skelsættende/dramatisk? Måske enten en vished om at det vil gå "gruelig galt" eller "gruelig godt" der ude i tågen? Og så kan det simpelthen være, at det er op til os læsere at bedømme, om det går godt eller skidt...

Jeg synes virkelig, det er den helt rigtige novelle at slutte samlingen af med!! Man kan jo enten tolke, at det går skidt - fordi man har læst en masse andre historier med tryggende stemning og skæve episoder i folks liv. Men man kan også lade sig påvirke af de små sødmefyldte overraskelsende lyspunkter (som f.eks. Den store tomat) og tolke, at slutningen på både novellen men også hele samlingen vil være endnu en af disse små overraskelser, hvor tågen gør den lille familie godt, og moren nu for alvor finder ro og kommer på ret køl...

Bendt fremhæver også novellen Hos frisøren... og her kan man faktisk også overveje, hvem historien handler om. Hovedpersonen eller den gamle dame i ejendommen? Måske tror hovedpersonen, at hun fortæller os om den gamle nabo - men ender i virkeligheden med at fortælle en masse om sig selv. Jeg læser det helt sikkert også til at være et forstadskvarter i hovedstadsområdet - måske Nordvest? Eller evt. længere ude (hvor "city" ligger mere fjernt i bevidstheden og dagligdagen).

Først opfattede jeg den gamle dame/nabo som lidt anstrengende, men egentlig er det da enormt positivt, at hun lever sit liv så udadvendt (på sin egen specielle måde). Hvor ofte hører man ikke om ensomme ældre, der lukker sig inde - og her er det stik modsat, den anmasende gamle nabo blander sig i livet og sin omverden, imens hovedpersonen forsøger at isolere sig/lægge afstand. Jeg tror faktisk, det er ret sundt for hovedpersonen at møde den gamle dame og derved blive presset til at forholde sig til andre. Det har jo f.eks. skabt et samtaleemne med den lokale frisør...

Det har været rigtig spændende, at have Dorthe med i klubben og høre hendes tanker og kommentarer til sin novellesamling. Men efter at have været med til at sætte skub i debatten er hun dog nu nødt til at trække sig tilbage – vi andre fortsætter selvfølgelig på egen hånd resten af oktober.

Det er helt i orden, Marisse :-) Lige nu går jeg selv og rumsterer over Vadehavet. Håber at kunne nå at genlæse den i løbet af weekenden (igen-igen), så jeg kan blive lidt klogere på slutningen ;-) Har også fået nogle tanker omkring Den store tomat, som også kræver genlæsning, inden jeg er klar til at uddybe nærmere... Det var Dorthes kommentar (i forhold til Nat Newsom novellen) om, at man måske ikke altid skal stole på en jeg-fortæller, som satte det i gang.

Men i dag skal jeg til kulturnat i Kbh. og har vagt på arbejdet i morgen, så vi må se, hvornår jeg får en ledige stund.

God weekend til alle!

Det er egentlig interessant, hvor forskelligt vi mennesker opfatter kirkegårde. Efter Dorthes kommentar begyndte jeg at tænke over, hvorfor jeg synes, de er hyggelige og stemningsfyldte.

Mit bedste bud er, at bogbussen (som jeg flittigt brugte som barn) havde holdested ved den lokale landsbykirke. Når jeg så stod og ventede på, at bogbussen skulle dukke op, var det jo nærliggende at gå rundt på kirkegården og læse gravsten; navne, datoer, citater og den slags. Måske er det derfor, at jeg ikke forbinder kirkegårde med noget uhyggeligt eller ulækkert :-)

I samme forbindelse kan jeg fortælle om nogle amerikanske venner, jeg havde på besøg i sommers i forbindelse med mit bryllup. Det ene vennepar holdt en længere ferie hos os i København og var selvfølgelig rundt på sightseeing. En af de ting, som undrede dem meget, var, at folk slog sig ned på Assistenskirkegården med tæpper og solcreme - som om det var enhver anden park. Jeg tror ikke, de syntes, det ligefrem var ulækkert - men måske en smule makabert ;-) Og i hvert fald slet ikke noget de kunne forestille sig at gøre hjemme i USA, hvor imod os, der bor i København, har vænnet os til det som et del af gadebilledet på Nørrebro.

Jeg har netop genlæst historie om kirkegården. Jo, der er både en stilhed på kirkegårdene og en mystik. Og som Malene fortæller om i sin historie fra Lolland: Et tågeslør, der gør at man ikke er klar over om det er virkelighed eller ej. Et slags ingenmandsland, hvor man kan gøre sig tanker, blive bange eller angst, drømme osv.
Jeg opfatter ikke kirkegårdene som et uhyggelig sted. Jeg går også tit på kirkegårde og reflekterer over livet, som personen i fortællingen. Er hun forelsket, skal hun gifte sig eller give sig tid, hvad har fortiden bragt? Og hvad med nutiden og fremtiden? I København har jeg bl.a. besøgt kirkegårdene: Assistent Kirkegård, Frederiksberg Kirkes kirkegård og Brønshøj Kirkes kirkegård og i det øvrige Danmark et hav af kirkegårde. Jo, kirkegårde et et reflektionssted. Og for mig betyder hav og vand meget. (som et reflektionsrum)Og ikke mindst stilheden i skovene. I ved: "I skovens dybe stille ro". Ja, hvor finder man stilhed i byerne? Der er højt til loftet!

Ok. Jeg elsker at høre historier og har da ogfså fået udgivet min egen og min fars historie på eget forlag. Ja, til venner og bekendte. Jeg har haft og har et spændende liv.
Ok. Til sagen:
I to år boede jeg på Mors i et pragtfuldt fisker hus på Mors fra 1909 (Ja, nu er huset 100 år): Jeg boede på et område der hedder Refshammeren. Det er en er en af de to tunger (halvøer) ved Nykøbing Mors, som Sandemose iøvrigt kaldte for krebsens kløer! Det er et herligt sted med sommerhuse, nye huse og meget gamle fiskerhuse. Jeg købte huset af en ældre dame, men det var hendes forgænger i huset historien drejede sig om og historien (som er virkelig) fik jeg hørt på et beboermøde i beboerforeningen på Refshammeren.
Her er den så: I huset boede en krejler, der solgte østers. Han købte og solgte og sejlede rundt på Mors med sine østers, som han solgte til en god pris. Han var altså rigtig driftig. På Refshammeren havde han frugt og dyr, som han også solgte og til sidst solgte han det meste af jorden på Refshammeren til "nybyggere", så den karrige jord lige pludselig blev forvandlet fra gold sandjord til et nybygget område med plantager osv. Han blev en holden mand. Han levede i huset med sin kone, men efterhånden blev han "tosset", som man siger. Han forlod huset med konen indespærret og opførte sig mærkeligt. Jo, konen fik nok og forsøgte at forgive han med stryknin/bladan. Hun fik vist en lang straf. Jeg er ikke helt klar over hvad der skete med ham, men huset hed derefter i folkemunde: "Bladanhuset". Ja, jeg sov udmærket efter mødet i beboerforeningen!!!

Nej, jeg synes ikke du skal sige, at den er pessimistisk, hvis du ikke mener det. :-) Jeg beklager, hvis jeg lød påståelig, men uanset dine intentioner med teksterne, så var det min oplevelse af mødet med det univers du har skabt. Den oplevelse forsøgte jeg at uddybe og forklare, når du nu ikke delte min opfattelse af, at det var selvindlysende klart. ;-) Det var hverken ment som kritik af tonen i bogen - tværtimod sætter jeg meget pris på, når en bog giver mig en klar fornemmelse eller følelse - eller en påstand om, at du personligt mener, at verden er ved at gå rabundus, for det ved jeg ikke noget om.

Jeg regner mig selv for en ganske almindelig læser, der skriver om mine oplevelser med de bøger, jeg støder på, og jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg ellers skulle gøre det, hverken her eller på min blog. Jeg afviser ikke, at litteratur kan diskuteres ud fra objektive kriterier, men jeg kan i hvert fald ikke. Jeg har hverken professionelt eller på amatørbasis studeret litteraturteori eller litteraturhistorie, og det håber jeg da heller ikke, at jeg giver indtryk af.

Selvfølgelig vil jeg gerne være den tredje type læser, og det synes jeg da også jeg er - selvom jeg også vil have lov til ikke altid at være overbegejstret for det, jeg finder.

Om novellerne er "eksistentielt empatiske" aner jeg ikke. Jeg skriver udelukkende ud fra min læseoplevelse, og den formede sig just, som jeg har beskrevet: Fra almindelig fremmedgørelse og gradvist længere ind i mørket.

Når jeg skriver pessimisme handler det mest om, at novellerne i det store og hele ender skidt og kredser om, at vi som mennesker næsten aldrig kan nå hinanden, uanset om vi prøver at åbne os for mænd, vi godt ved er nogle børster, følger vores mor til verdens ende eller aftaler at aflive hinandens kæledyr, fordi det nu engang er det mest praktiske. Læser jeg kun en enkelt novelle kan ironien og humoren godt overskygge det, men læses samlingen i sin helhed, så tegner den et temmelig trist billede af tilværelsen. (F.eks. ville Verdensangstens rejse være umådeligt morsomt skildret, hvis Vadehavet havde været bogens første historie, men efter at have læst de 14 andre noveller, fandt jeg det bare trist og ildevarslende.)

(Iøvrigt kan jeg sagtens have misforstået Nat Newsom - jeg var noget i tvivl om, om den overhovedet skulle nævnes i indlægget.)

Jeg flyttede fra Odense til Nakskov for et par år siden, og jeg kan også genkende det rammende i beskrivelsen fra Sønderho. Jeg gad vide, om tilflyttere, rige mennesker med sommerhus osv. stikker mere ud i provinsens små samfund, eller om vi bare er bedre til at se kontrasterne der, fordi vi er blevet fodret med historier om storbymennesker, der flytter fra anonymiteten til det nære samfund?

Selvom luftforandring KAN være godt, så er det en illusion at tro, at det alene løser alle problemer. Det er derfor naturligt, at moderen bliver indhentet af sine dæmoner fra København - som jeg tolker som "almindelige" psykiske problemer ud over alkoholmisbruget - og at den eneste flugtmulighed til sidst er ud af denne verden og ind i den mystiske trekant midt i Vadehavet. Tågen er afgjort et ildevarslende symbol at slutte med, og hvis novellen ikke havde haft en jeg-fortæller, ville jeg have gættet på, at de begge døde. Godt går det i hvert fald ikke.

Tak for kommentarerne om rækkefølgen. Det er interessant, at spørgsmålene om, hvilke historier, der IKKE må være i nærheden af hinanden fylder så meget. Jeg lagde mest mærke til en langsom glidning i pessimistisk retning med Den store tomat og Nat Newsome som de mere optimistiske indslag. Men mens der ikke er mange mislyde i samlivet over tomaten, så er budskabet om Newsome vel snarere, at der nok findes gode mennesker, men at de er så sjældne, at de end ikke fortjener en fodnote.

I det lys er Vadehavet en glimrende slutning. Vi (læseren og fortælleren) er slæbt ud på farlig grund af vores forældre, hvor vi uden retningssans og mens uvisheden trænger sig ind på os endelig må gøre op med os selv, om vi vil følge moderen ind i mørket, eller om vi selv vil prøve at finde en vej ud af moradset.

Ja, hvor rigtigt. Nissen flytter med. Det er ikke lykken at flytte fra f.eks. København til Mors, hvis problemerne og angsten bare flytter med. Det oplevede jeg ved selvsyn de to år jeg boede på Mors. Læs bare Morsø Folkeblad!!! Uha. Der er både jantelov og alt andet der ikke er rart på Mors. Jeg har dog mange gode oplevelser med fra Mors og Thy, ikke mindst min tid som friskolelærer! Jeg har heldigvis mit gode humør (fra Fyn?) og mit livsmod/min energi. Og den har jeg stadig. Ja, jeg er meget betaget af Knud Sørensen og har mødt ham et par gange -både på Mors og i Hammel.

Ja, Dorthe. Tågen er en sindsstemming. Her kan alt ske. Det er det mystiske, grænselandet mellem liv og død. Det virkelige og det overnaturlige. Vores drømme osv? Og naturen påvirker os meget. På Mors var jeg meget påvirket at naturen. Og også i Thy: Havet er beroligende og faretruende. Det skal man ikke spøge med! Limfjorden kan være barsk og i mit lille fiskerhus på Mors hørte jeg alle lydene: Limfjordens brusen, en knallert i det fjerne eller tæt på, mågerne på taget og kirkeklokker i Nykøbing Mors. Jeg boede ca. 1 km fra Nykøbing Mors i et område, der hedder Refshammeren!!!!!! Et område med meget gamle huse, ny huse, sommerhuse, plantage, strandområder osv. Idyl og samtidig meget barsk. Et år havde vi oversvømmelse! Og samtidig er der mange historier på Refshammeren, f.eks. om mit forhenværende hus: Bladanhuset. Ja, vil I høre en historie....?????

Så har jeg genlæst Vadehavet. Jo, jeg kan godt lide noveller, der er velskrevet og handler om eksistens, f.eks. Peter Sebergs noveller.

Jeg er meget betaget af poesien i Vadehavet og det eksistensielle -i "udkantsdanmark"?? Ja, hvad er udkantsdanmark? Jeg har selv boet både i København og Århus, men også på Mors og i Thy! Jeg citerer lige fra indledningen: "I byen boede der mange kunstnere og spillemænd. Der var også mange rige mennekser, jeg ikke kendte, og så var der de lokale og byens alkohilikere.;Ligesom råger havde de det med at tiltrække hinanden, sådan at visse dele af byen var klynger af mennesker med utydelig udtale og klirende plasticposer."
Uha, hvor flot. Billedet med rågerne er fremragende og tågen til sidst. På Mors (Nykøbing Mors) og i Thy (Hundborg) var jeg tilflytter. Der var meget rige på Mors, almindelige lokale, tilflyttere og så alkoholikerne m.fl., som ofte bor/boede i faldefærdige huse (I ved: Låsby Svendsen og hans faldefærdige huse). I Thy oplevede jeg tilflyttere fra København og det øvrige Danmark. Nogle var rige og veletablerede og andre kom fra alkoholikermiljøer (og narkomiljøer). Nogle af disse blev medlem af Pinsemissionen eller søgte tilflugt i "det autentiske" miljø, naturen, økologien, det alternative osv. Ja,tågen over Limfjorden husker jeg og blæsten fra vest. Og strandturene langs Vesterhavet. Prøv at komme til f.eks. Stenbjerg eller Vorupør! Jeg har oplevet det for få år siden og for over tredive år siden. Sikken en forskel.
Et spørgsmål: Hvordan kan "man" slippe af med Verdensangsten, hvis man har den? Hver dag læses jo om vold, terror, magt, håbløshed osv i f.eks. BT og Ekstrabladet. Ja, en journalist sagde en gang på et kursus: Der er kun to sider i Ekstrabladet: Forsiden: "Godt det ikke er mig" og bagsiden: "Bare det var mig". Måske sat på spidsen, men alligevel.

Flere har nævnt Vadehavet som en novelle, der gjorde indtryk, og jeg er enig med Tove i, at det er en rigtig flot afslutning på samlingen, som netop efterlader sin læser eftertænksom, når sidste linie er læst.

Jeg har gjort mig flere tanke om især slutningen af novellen, og vil godt dele dem med jer. Måske har nogle af de andre læsere et bud på en tolkning...

For det første - er vi enige om, at hovedpersonens mor drikker? På s. 143 lærer moren at bruge Brøndums Snaps i kaffepunchen i stedet for Rød Aalborg - og direkte derefter læser vi, at Verdensangsten hurtigt fandt vej til dem igen... Der bliver nu hentet "forsyninger" hos købmanden, og da mormoren kommer på besøg (stadig s. 143) bliver hun rystet over al medicinen ude i skuret - her læser jeg "medicin" som alkohol...

For det andet kan jeg ikke holde op med at tænke over slutningen af historien. Hvad sker der dog ude i tågen...? På vej ned til stranden møder de den multiallergiske kvinde:

"Jeg kan ikke sige hvorfor, men jeg tror, at hun vidste det. Nogle gange laver man om på de ting, man husker, når man ved, hvad der siden skete, men det, der skete, var, at mor og jeg fortsatte udad." (s. 145-146).

Hvad er det den multiallergiske kvinde ved/forudser/gennemskuer?

Hovedpersonen henviser til, at alle lokale ved, at Vadehavet kan være farligt, og man nemt kan blive væk derude - ligesom børn, der er vokset op nær store skove, ved, at man kan fare vild. Tågen virker på mig meget ildevarslende, og jeg overvejer om moren farer vild og drukner ude i Vadehavet den formiddag? Med eller uden overlæg...

Mht. at læse noveller så giver jeg Dorthe inderligt ret! Jeg er f.eks. ikke særlig vild med krimier (altså i bogform - ser meget gerne engelske krimier på tv). Men når nu jeg ikke interesserer mig for at læse kriminalromaner, så gør jeg det selvfølgelig heller ikke. Har aldrig åbnet en side i hverken Stieg Larsson eller Liza Marklund - og det tror jeg ganske enkelt, alle parter er bedst tjent med (både krimierne og jeg). Der er masser af læsere til kriminalromaner og masser af andre gode bøger til mig ;-)

Når det er sagt, så skylder jeg måske både nye medlemmer og Dorthe at fortælle, at novellerne også er et forholdsvist nyt forsøg her i klubben. Vi har i flere sæsoner udelukkende læst (korte) romaner, men gjorde i sidste sæson forsøget med en novellesamling, og valgte altså at tage endnu en (Kantslag) med på programmet her i efteråret. Tidligere har vi nemlig talt om, at de virkelig korte ind-til-benet romaner, nogle gange næsten havde karakter af forvoksede noveller (f.eks. Amelie Nothomb), og vi syntes derfor, det kunne være spændende at sætte en ægte novellesamling på programmet af og til.

Det skal dog selvfølgelig være lysten der driver værket, så hvis man ikke brænder for at læse noveller, kan man jo bare hoppe månedens debat over og så være med igen til november. Jeg tror dog Toves pointe med at genlæse historierne kunne være en rigtig god idé. Jeg oplever nemlig nogle gange, når jeg læser noveller, at jeg koncentrerer mig på en helt anden måde om personer og handlinger, fordi historien netop er så "kompakt". Derfor er det nogle gange rart at genlæse novellen for i anden omgang at "opleve" den på en anden måde. Håber ikke jeg snakker helt sort, men det kan være svært at sætte præcise ord på forskellen i min måde at læse på :-)

PS: Jeg tror forresten, at alle er helt med på, at der er tale om fiktion.

Selvfølgelig lægger man arbejde og professionalisme i rækkefølgen af novellerne i en novellesamling. Og nej, en novelle kan godt sendes enkeltvis til Amerika. En novelle skal jo kunne stå alene. Alle noveller i Kantslag er skrevet til Kantslag og ikke ind i andre sammenhænge, men de skal - selvfølgelig (!) kunne læses som selvstændige værker. (!!)

Og tak for de pæne ord, Bent. Og ja, hykleri og dobbeltmoral er rigtig træls, opblæste ego-tilstande også.

Ang. Vadehavet - vil lige sige, at samtlige noveller i bogen er skrevet på baggrund af steder og miljøer jeg selv har opholdt mig i eller boet i - de danner så baggrund for FIKTIVE historier.

Det med rækkefølgen af novellerne, synes jeg er interessant! Med noveller er man er jo ikke garanteret, at læseren starter på side et og så læser sig kronologisk igennem samlingen.

Det er jo også relevant i forhold til musik og albums. I "gamle dage" ved jeg, at producere og musikere brugte rigtig lang tid på at sammensætte rækkenfølgen af numre på et album, så hele pladen også fremstod som et samlet "værk", der gav en helt særlig oplevelse/indtryk, når man hørte det fra ende til anden. Men efterhånden som cd'er blev mere udbredte, og folk nemmere kunne hoppe frem og tilbage mellem numrene, kunne man ikke længere regne med, at albummet blev hørt i en bestemt rækkefølge. Og endnu "værre" er det blevet nu, hvor man kan købe musik direkte over nettet og selv kan lave playlister på sin pc eller mp3 afspiller - fuldstændig uafhængigt af den oprindelige rækkefølge på albummet.

Gør man sig som novelle-forfatter lignende overvejelser, når en novellesamling skal stykkes sammen? Nu hvor Dorthes noveller f.eks. (enkeltvis) "flytter hjemmefra" over Atlanten til USA, så bliver de jo også løsrevet fra deres oprindelig kontekst i Kantslag. Giver det anledning til særlige overvejelser som forfatter?

Det er altid svært at gøre regnskabet op, når man har læst en novellesamling. Der er i sagens natur ikke en samlende historie, og med mindre det er exceptionelt godt eller dårligt, så vil der være nogle historier synes man godt om, og andre der ikke har gjort det store indtryk.

Sådan har jeg det også med Kantslag, hvor jeg nok synes, at de fleste historier cirkler om hverdagens små og store besværligheder, men hvor et par enkelte historier alligevel falder uden for. Buddhisten f.eks. med sin barokke humor, og Den store tomat med sit mere positive livssyn.

Jeg må indrømme, at de fleste historier selv nu, hvor jeg lige har lagt bogen fra mig, er ret ligegyldige. De var ok at læse, men de efterlod ikke mange spor. Sådan har jeg det med de fleste novellesamlinger, og det bliver i reglen værre, jo kortere historierne er. Jeg er den type læser, der skal have mere tid til at fordybe mig i personerne for at blive rigtig begejstret.

Når det er sagt, så var der nogle gode historier iblandt. Buddhisten har jeg tidligere rost, og jeg var også glad for titelnovellen og Vadehavet. Jeg har i hvert fald tit undret mig over kvinder, der altid synes at vælge den forkerte mand, og skildringen af Anne-Lise var et originalt bud på en forklaring. Vadehavet knyttede naturskildringen og den knugende sygdom tæt sammen. Jeg kunne godt mærke, at der lå førstehåndskendskab til grund, ikke bare af de lyse sommermåneder, men også af det knugende efterår.

Endelig vil jeg lige nævne Den store tomat, der nok gav mig bogens største overraskelse. Efter de triste afslutninger på de tidligere noveller var jeg fra starten overbevist om, at det ville gå helt galt for Gabriel og rengøringskonen (som i Babel) og så sker der ingenting - udover lidt godartet romantik på Brooklyn Bridge.

Og det får mig til at spørge Dorthe om, hvor gennemtænkt rækkefølgen og opbygningen af samlingen som helhed er?

Først et stort tillykke til Dorthe med udgivelserne i USA! Det må være rart at vide, at novellerne også kan bære uden for andedammen.

Jeg er kun halvvejs, så jeg vil ikke kommentere på samlingen som sådan endnu, men jeg vil gerne knytte et par kommentarer til Buddhisten, som har gjort det største indtryk indtil videre. Overordnet kunne jeg godt lide den, og jeg blev ikke irriteret på hovedpersonen som Malene. Jeg synes snarere han var en både komisk og tragisk skikkelse, og de to sider forstærkede hinanden. Det lyder måske ikke så pænt, men selvbedraget blev mere komisk, fordi der lå et reelt tab bagved - og de stadig mere absurde løgne gav dybde til hans tragiske side.

Jeg vil også gerne fremhæve et par virkelige perler: "... fordi Buddhisten var statsligt ansat tjenestemand kunne Udenrigsministeren ikke fyre Buddhisten. Til gengæld kunne Departementschefen køre i elevator med ham på en alvorlig måde, og det gjorde han så." (26-27) Fantastisk måde at presse en medarbejder ud på. Jeg var også helt vild med det kvindelige bestyrelsesmedlems sammenkædning af skindlapper og intellektuelle. Komisk og naturligvis også med en kerne af sandhed.

Til gengæld brød jeg mig ikke om slutningen. Da Buddhisten mistede jordforbindelsen knækkede novellen over fra skarp satire til noget andet, og det skifte var jeg ikke vild med.

Jeg har desværre ikke læst sidste måneds bog, nej - men kunne da være, at jeg skulle det. Nat Newsom er en elskelig figur. Jeg kan forsåvidt godt lide genetisk betinget troskyldige mennesker, for deres insisteren på at andre mennesker er gode, selv når de ikke er det :)

Så langt så godt er fem af bogen noveller oversat og afsat til amerikanske litteraturmagasiner, og vi prøver også at få alle novellerne ud derovre, men lad os nu se. Indtil nu er Buddhisten, Vadehavet, Gensidig aflivning, Den sommer gik hun på kirkegårde og Ællingen oversat til amerikansk og udkommer derovre. Og nej nej, jeg oversætter ikke selv. Jeg har en fantastisk oversætter ved navn Martin Aitken.

Hvorfor kan du ikke lide Buddhisten? Altså han er jo fantast, ud over alle grænser, så der er ingen grund til at bryde sig om ham, hvis man mødte ham i privaten. Men som fiktiv figur finder jeg ham lårklaskende sjov. I hvert fald var han meget meget sjov at skrive om.

Så blev det oktober - og jeg vil gerne byde velkommen... Ikke bare til Dorthe Nors, som deltager i debatten om sin novellesamling Kantslag, men også til de nye medlemmer, der er kommet til her på det sidste :-)

Jeg havde novellerne med på min bryllupsrejse til Sicilien her i september, og det var en skærende kontrast at ligge ved poolen med blå himmel og solskin imens jeg læste historierne om mere eller mindre stille eksistenser og ulykkelige skæbner.

Med mindre der er andre forslag, tænker jeg, at vi bare hiver fat i de enkelte noveller og debattere dem, som vi har lyst til(?) Jeg ved godt, hvilken novelle der specielt kravlede ind under huden på mig, men inden jeg løfter sløret for det, kunne det måske være sjovt at høre Dorthe, om der er et lille "hjertebarn" blandt historierne - en yndlingsnovelle som har betydet noget helt særligt? ;-)