Fra læseklubben Ad libitum
Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg
Læseklub
Af Malene Majchere.... Publiceret 12/07/2011. Opdateret 03/10/2011.
En alvorsfuld og humoristisk roman om angsten for livet og døden. Mathea er en gammel dame, som hele sit liv har været bange for at møde andre mennesker. Nu nærmer hun sig døden og er bange for at dø uden at nogen levende ved, at hun har levet. Hun gør nogle bizarre krumspring for at komme i kontakt med andre, inden hun dør.
Bogen var til debat i september 2011
"'Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg' er en velkomponeret, lille debutperle. Men den er også et trodsigt dementi af påstanden om, at unge forfattere har svært ved at rumme andet end deres egen erfaringsverden. Eller måske er Kjersti Skomsvold selv så fortrolig med ensomheden, at hun kan holde den ud i strakt arm, pirke til den og give den et kærligt knus." Birte Weiss, Weekendavisen d. 13. maj 2011
Anbefaling af bogen på Litteratursiden
Anmeldelser af bogen på LibraryThing.com (på norsk, svensk og engelsk)
smag på bøgerne – en bid om dagen
Hvor har det dog været en dejlig bog at dele med jer! Og selvom vi har haft godt gang i snakken hele september er der stadig flere aspekter vi ikke har været omkring - en lille bog som bare vokser og vokser :-)
Der er f.eks. hele afsnittet hvor Epsilon (måske) er lige ved at forlade Mathea til fordel for Junes mor på s. 126-133 og da han ikke kan få det sagt, begynder han at tegne små cirkler som symbolisere ham, Mathea og en trejde part (sikkert Junes mor...) Det har ikke kun været nemt og lykkeligt i deres lille sære ægteskab, og det kunne også have været spændende at snakke mere om, hvad Epsilon er for en type... Men det når vi ikke :-)
Vi skal nemlig videre med oktober bogen, Mandfolk, hvor forfatteren Finn Wilkens vil deltage i debatten. Pudseløjerlige lille Mathea vil ikke sådan gå i glemmebogen hos mig lige foreløbig - men nu er det tid til at tage os lidt af den stakkels lille Hans Theodor :-)
Jeg ved ikke, om jeg ligefrem har noget revolutionerende at sige ang. tænderne ;-) Nogen decideret afklaring bliver det i hvert fald nok næppe...
Jeg har nemlig genlæst afsnittet, og denne gang undrede jeg mig næsten mere over, hvorfor i al verden Epsilons chef har de tænder liggende i første omgang?! En ting er at vores lille sære Mathea (som jo er noget af en enspænder) finder logik i at samle på gamle tænder - men hvorfor har chefen de tænder liggende i en gamle cigaræske til at begynde med? Det var jo ikke kun mælketænder som måske kunne være blevet gemt efterhånden som eventuelle børn tabte dem - det står på s. 44 at der (ud over mælketænder) er både kindtænder, guldtænder og visdomstænder!
Det er altså sært ;-)
Men i samme kapitel (hvor Mathea leder chartollet igennem efter ting til sin tidskapsel - og derfor finder posen med tænder) får vi at vide, at Mathea er en "samler":
"I de øverste skuffer ligger bunker af gamle telefonbøger, hvis nogen spurgte mig om jeg havde en hobby af nogen slags, kunne jeg svare at ja, jeg er samler." s. 41
På s. 44 fortæller hun også, at hun selv begyndte at tabe sine tænder tidligt, da hun ikke kunne overskue at gå til tandlæge, så hun har altid været misundelig på folk med mange tænder. Sammen med Connies observation omkring det "tandløse"/ikke rigtig at kunne "bide sig fast" kan det være vi begynder at nærme os en slags forklaring... Jeg siger ikke, at det er særlig logisk ;-) Men samler vi op på alle de forskellige tråde, så er det måske derfor Mathea stjæler posen med tænder...(?)
Jeg har desværre også været nødt til at aflevere, så jeg kan heller ikke være med på en genlæsning af tand-afsnittene - er spændt på at høre mere fra jer
Jeg har afleveret mit eksemplar af bogen på biblioteket og kan derfor ikke være med på genlæsning af "tand-afsnittene". Jeg har virkelig vredet mit lille hoved men kan ikke finde nogen fornuftig forklaring på det med de tænder. Er spændt på at høre hvad Malene og evt. andre kan komme frem til.
Kh Gitte
Det er godt nok blevet oktober, men jeg lader lige debatten om "Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg" være åben weekenden over. Jeg kan nemlig heller ikke blive klog på det med tænderne! Så jeg vil lige se, om ikke jeg kan finde afsnittene i bogen og genlæse dem - måske går der et lys op for mig ;-) I andre er også meget velkomne til at byde ind, hvis I pludselig øjner en forklaring.
Ja, jeg er enig med Gitte i, at Mathea nok ville blive helt forvirret, hvis telefonen pludselig ringede! Jeg kan næsten forestille mig hendes indre dialog med selv sig - forundringen og argumenterne for og imod at tage telefonen. Og til sidst ville den nå at ringe ud liiiige inden hun løftede røret...
Jeg er helt ening i at Mathea nok håer at nogen vil finde tidskapslen og derefter ringe, men ville hun turde tage telefonen? Jeg tænker at hun ville blive så befippet over en ringende tlf. at den ville ringe ud inden hun ville nå at tage den.
Den der med tænderne kan jeg bare ikke regne ud. Jeg har også spekuleret over hvorfor arbejdsgiveren har en pose tænder i skuffen og var det virkelig pga. tyveriet af tænderne at hun blev fyret? Eller er der mon en helt anden grund?
Jeg ser indholdet/det manglende indhold i tidskapslen som endnu et udtryk for, at Mathea ikke har noget, som hun synes er værd at lægge i. I sine egne øjne er hun ikke noget værd, der er ikke noget at fortælle og derfor ikke noget at gemme. At hun lægger en seddel med sit telefonnummer i, opfatter jeg som udtryk for, at hun tænker, at det kunne være dejligt om nogen ringede - og altså at tidskapslen gerne skulle findes, mens hun endnu lever.
Jeg har været syg her henover weekenden (øv!) så jeg har ikke fået svaret på jeres indlæg, selvom jeg havde taget bogen og mine notater med mig hjem fra arbejdet...
Jeg har ligesom flere af jer andre også undret mig over det med tænderne (adrr :-p) men kan faktisk godt li' Connies analogi med ikke at få "bidt sig fast" (det tandløse) når det kommer til relationerne til omverdenen ;-) Det forklarer dog ikke, hvorfor hun stjæler posen med tænder til at begynde med(!?)
Men hvad tænker I så om den "tidskapsel" hun gravede ned på den fælles græsplæne i boligforeningen? Da jeg først læste om den, troede jeg at hun havde gemt alt muligt spændende i den - men så viste det sig på s. 151 at det kun var en seddel med hendes telefonnummer(!) Det er da en sær ting at gemme i en tidskapsel... Det siger jo ikke noget om hvem hun er/var - slet ikke hvis det er tanken at tidskapslen først bliver fundet om mange år - længe efter hendes død. Så kan de jo ikke engang ringe til hende, hvis det var dét er var tanken... Men måske tænker hun, at den bliver fundet hurtigt og nogen så vil ringe til hende? Er det mon så Matheas egen (særprægede) måde at komme i kontakt med omverdenen på?
PS: Gitte, jeg kan rigtig godt li' din tolkning af scenen med væddemålet om ballonen! Så Matheas ønske er at glæde Epsilon - derfor lukker hun luften ud af ballonen? Ikke for at ødelægge sin egen mulighed for at vinde - men faktisk for at de begge kan vinde væddemålet :-)
Jeg vil tilslutte mig gruppen af dem, der er kommet til at holde af Mathea. Hun er da en dejlig og finurlig gammel dame, som er det er vanskeligt at slippe igen. Jeg glæder mig, når noget ser ud til at lykkes for hende og føler med hende, når det alligevel går galt. Det med tænderne og det tandløse, som Connie er inde på, havde jeg ikke tænkt på; men jeg har undret mig over, hvad det var med den pose tænder, hun stjal - hvad ville hun med dem?
Jeg har lige læst hele den foregående debat , og hvor er det nogle gode pointer i kommer med. Jeg kan godt lide jeres overvejelser om hvad der skal stå på gravstenen, og hvem der mon skal sætte den ? Lidt sørgelig syntes jeg nu alligevel historien er, men på den tankevækkende måde, der får os til at tænke over livet , og døden .
Hende Marthea Martinsen vinder ved nærmere bekendtskab, men hvor er det dog ærgerligt at hun ikke overvinder sin sociale fobi, for hun kunne jo give så meget godt -f.eks. boller og syltetøj, men hun er jo også en meget underfundig kvinde , med meget humor i tankevirksomheden.. Har tænkt lidt over det der med at hun ikke rigtig får bidt sig fast nogen steder, og det med det tandløse er jo også et tema forfatteren sværmer om. Forstod nu ikke rigtig det der med at hun huggede nogle tænder hos arbejds giveren ? Men meget sigende er det vel at hendes fortand røg ud da hun opgav at deltage i huskareens oprydningsweekend, og selv må kløjs i alle bollerne- uden syltetøj. Hvor må det være frustrerende at være så genert og selvudslettende at man ingen gang kan bede et andet menneske om hjælp
Ang. kronologien .
Som mange af jer andre også bemærker vil jeg tilslutte mig en svag undren over historiens kronologi som også virker lettere konfus og lidt mystisk på mig.
Jeg tror det er rigtigt set / fortolket / læse oplevet at det er fordi hun er blevet så gammel, at det hele flyder lidt sammen. I starten havde jeg meget svært ved at hitte rede i om hun var alene eller hvem ham Epsilon var ,- på et tidspunkt troede jeg faktisk at det var en kat , og der er da iøvrigt også en skrækkelig historie med hunden der druknede, men mon ikke det er bevidst konstrueret fra forfatterens hånd ? Jeg syntes det er en meget tankevækkende bog, men nem eller hurtig læst er den altså ikke for mig !
Jeg tror ikke Mathea ønsker at tage sit liv s. 106. Jeg tror modsat at hun vælger livet. Jeg tror, at Mathea beslutter/ønsker at leve for Epsilon, når hun nu ikke kan få barnet. Jeg troede næsten ikke jeg kunne klare det, men jeg stod op, og så fandt jeg en strikkepind i kisten. Mod sin vilje kæmper hun sig ud af sengen og sorgen for at punktere ballonen. Således vinder Epsilon væddemålet og hun har får sit ønske opfyldt ved lade ham vinde og derved gøre ham glad.
Gad vide om Epsilon overhovedet ville kunne leve uden Mathea?
Er der mon noget der hedder associations-kronologi? Jeg tror, Mathea er kommet til et sted i livet, hvor tid og sted er ligegyldig. Epsilon er der ikke mere til at skabe systemer, så Mathea flyder på en bølge af minder og associationer og den bølge kommer læseren til at drive med på, hvad enten vi vil det eller ej. Man kan lige så godt lade sig rive med på associationsbølgen, ellers vil man bare stå forvirret og uforstående tilbage.
Jeg strikker selv og kan levende forestille mig hvordan Matheas jakke ser ud, hvis det er syet sammen af pandebånd. Har et skønt billede i hovedet af en lille, krumbøjet og meget farverig gammel dame :-)
Jeg bliver altså mere og mere begejstret for den bog!
Jeg havde også problemer med at holde styr på kronologien - nok fordi, som én af jer nævner, Matheas erindringer kommer lidt hulter til bulter. Hun bliver også ved med at have Epsilon med i sine overvejelser, selvom han er død.
For mig var noget af det sørgeligste i romanen omkring s. 100-106 hvor Mathea er blevet gravid men ender med en spontan abort juleaften - så det stakkels par forbliver barnløse hele livet.
Efter aborten er Mathea meget nedtrykt i flere måneder, og i maj kommer Niels/Epsilon hjem med en ballon. Han prøver at opmuntre hende og vil have hende med på et væddemål om, hvor længe den bliver hængende. Hvis han vinder væddemålet, skal de ud og spise sammen og i teatret (selvfølgelig for at lokke den deprimerede Mathea lidt ud). Mathea ved først ikke, hvad hun vil ønske sig, hvis hun vinder, og da hun finder ud af det (og er lige ved at vinde), lukker hun luften ud af ballonen, så Niels vinder:
"Dagen før jeg ville vinde væddemålet, kunne jeg mærke hvad jeg ønskede mig. Jeg troede næsten ikke jeg kunne klare det, men jeg stod op, og så fandt jeg en strikkepind i kisten. Luften sivede ud af ballonen som et lettelsens suk. Da Epsilon kom hjem fra arbejde, havde jeg gjort mig i stand. Jeg havde sat håret op med et spænde og knebet mig i kinderne. Han så forbavset på mig som jeg stod parat der i entreen med skoene på, min jakke var blevet for stor. 'Du vandt' sagde jeg." s. 106
Hvad i al verden mon Mathea ønskede sig? Hvad kan det være, siden hun beslutter sig for at lade Niels vinde? Umiddelbart tænkte jeg noget der alligevel ikke kunne lade sig gøre - så som ikke at have mistet barnet... Men kan det allerede dér ha' handlet om at tage sit eget liv?
Har I nogle bud?
Gitte nævner i sit indlæg Niels/Epsilons død med kommentaren "...hvornår det så end er" og jeg ville høre om I andre også nogle gange havde svært ved at få styr på kronologien i romanen? Jeg har tænkt på, om det også er fordi Mathea selv nogle gange har lidt svært ved at holde styr på minderne, eller om det mon skal afspejle den måde hun husker tilbage/kommer i tanke om ting lidt hulter til bulter?
Det lyder dejligt, Connie - du skal være velkommen! :-)
Kære Gitte
Tak for dine betragtninger :-) Jeg er så småt ved at affinde mig med Matheas selvmord i slutningen af bogen... For jeg tror du har fuldstændig ret - hun finder ro til sidst! Og når alt kom til alt var det nok den bedst tænkelige slutning for hende.
Men ja, hvor må Mathea dog ha' været et syn for guder i sin ørevarmerjakke! :-D Jeg tror du har ret i, at hendes "ørevarmere" er det, vi nok ville kalde pandebånd. Når nu det er noget hun strikker, så kan det i hvert fald ikke være de klassiske ørevarmere med en plastikbøjle, som vi kender herhjemme. Jeg har en kollega som strikker meget, og hun viste mig en hjemmeside med en masse opskrifter - personligt tror jeg, det er noget i den her stil Mathea strikker. Mon ikke man kan sprætte dem op et sted, så man får små stykker strikkede firkanter - og så sy dem sammen til en jakke (ja, jeg gentager: Syn for guder! Hihihi).
Jeg er også igang med denne lille perle, på jeres opfordringer :) og jeg vender tilbage efter endt læsning, og her vil jeg delagtiggøre jer i min refleksion over historien.
Så er jeg blevet færdig med "Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg". Selvom det er en lille og kort bog, må jeg nok erkende at den vækker store tanker og fylder meget i hovedet.
Jeg tilslutter mig Malene og Vibekes mening om, at dette IKKE er en sørgelig bog. Mathea er en pudseløjerlig lille dame, der har taget sit eget liv og skæbne i egne hænder. Hun har selv valgt at være alene og dyrke sig selv og den hverdag hun og Niels/Epsilon har skabt. Jeg tror først hun bliver bevidst om ensomheden, da Epsilon dør, hvornår det så end er. Nu er han der jo ikke til at huske og savne, når hun går bort. Hun nævner flere steder, at hun ikke ønsker at være til besvær og det vil hun jo blive når hun dør. Især hvis hun dør i lejligheden og ingen finder hende før hun begynder at lugte, hvilket vil være til gene for andre i opgangen. Og ja, hvem skal så skrive hendes gravskrift, når Epsilon ikke er der til det? Jeg synes Vibekes forslag til en gravskrift er rigtig godt. Hvis vi skal være tro mod Mathea og hendes trang til rim kunne man tilføje et lille "der" og det ville lyde "Jeg var her, men ingen så mig der."
Jeg har i øvrigt spekuleret meget over hendes mani med at strikke ørevarmere. Hvordan strikker man en ørevarmer og er de ørevarmere det man kalder et pandebånd i Danmark? Hvis det er, hvad der svarer til et pandebånd, så ville det være muligt at sy dem sammen til en jakke. Er det mon Epsilons mange ørevarmere fra kisten hun har syet sammen og hvordan ser den jakke mon ud? Jeg forestiller mig, at den søde Mathea har været et festligt syn i sin ørevarmerjakke med de mange forskellige farver og mønstre og jeg kan slet ikke forstå hvordan hun ubemærket kan opholde sig i ældrecenteret iført den jakke.
Jeg tror, at Mathea er lykkelig, da hun går ud i vandet til slut i bogen. Hun giver sig selv lov til at nøgenbade, hvilket hun har prøvet at lokke Epsilon til, fordi hun synes det lyder romantisk. Hendes hjerne er så kold at den rimer (jeg forstår det flertydigt), på himlen er der kyskager, som hun elsker og der er lyden af ambulancesirener i øret. Jeg oplever det som om hun finder en indre ro og lykke. Hun har været urolig og ubekvem over det ukontrollerbare ved døden, men ved at tage sit eget liv har hun fundet en måde at kontrollere døden på.
Jeg er sikker på at "usynlige" Mathea trods social amputation og uendelig lille-hed har sat sig store spor i læsernes bevidsthed og jeg vil på det varmeste anbefale denne skønne og let læste lille roman.
Hvad skal forfatterens lille note på den allerførste side (den før titelbladet) forstås som? >ε
Nu har vi jo talt en del om gravsten - er det måske Kjersti Skomvolds eget bud på teksten til Matheas gravsten? Altså "større end Epsilon" - hele mantraen i romanen går på, at sandsynligheden for at noget vil ske er "mindre end ε hvis ε er en forsvindende lille mængde..." Mathea selv er jo "forsvindende lille" i den forstand, at hun mangler mennesker/venskaber/relationer i sit liv, men efterhånden som vi læsere lærer hende at kende, bliver hun jo alt andet end "forsvindende lille", så måske er hun faktisk "større"(?)
Eller er der tale om en henvisning til Matheas afdøde mand Niels (som blev kaldt Epsilon). I hvilken forstand skulle Mathea så være større end ham? Selvom hun er hjemmegående (og måske lidt sær af og til), så synes jeg ikke der er nogen gennegående magtkamp mellem dem, hvor det drejer sig om at være "større" end den anden - vel?
Har I et godt bud på en tolking?
Jeg synes det er et rigtigt godt forslag til en tekst på Matheas gravsten, Vibeke. Det er både poetisk, kort og korrekt... Omend jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet og tænke, at Mathea selv nok ville have protesteret over, at det ikke rimer ;-)
Jeg har tænkt lidt over min egen grund til at gå og kigge/læse på gravsten, for det har ikke på samme måde som dig noget at gøre med at "følge med i sognet" over tid. Jeg kan sagtens finde på at gøre det, steder jeg aldrig har været før eller ikke har nogen forbindelse til. Jeg er nået frem til, at det måske hænger sammen med min fantasi ;-) Jeg har altid godt kunne lidt at digte små historier/dagdrømme når jeg ikke har noget bedre at tage mig til (typisk når jeg passivt venter på noget) - og så er gravsten med deres sparsomme oplysninger jo et godt afsæt! Værsgo; navn, alder, evt. familieforhold og et lille vers/citat - perfekt til at kickstarte fantasien og de små fortællinger...
Jeg er lige kommet hjem fra en kort rejse - og jeg glædede mig til at kigge efter nye indlæg i debatten. Mht læsning af inskriptioner på gravstene, så er det for mit vedkommende noget jeg kan huske, at jeg har gjort helt fra barn, og som jeg stadig gør. F.eks. var min mand og jeg fornylig på besøg i Vestjylland, hvor vi boede for 20 år siden - og hvad gjorde vi?! Jo, vi besøgte bl.a. 2 kirker med tilhørende kirkegårde - pludselig kunne vi på trods af mange års fravær "følge med i, hvad der var sket i sognene". I dette tilfælde var det for mig noget med at komme tilbage i tiden og få styr på nogle løse ender - og det tror jeg, det ofte er. Hvad angår Matheas gravsten, så er der ingen til at skrive den; hvis der skal stå noget, må hun selv skrive det - måske kunne det være: Jeg var her, men ingen så mig.
men glæder mig meget.
Ok, Vibeke jeg giver mig! :-D For du har jo ret i, at der er masser af mennesker, som kan komme til at læse Matheas gravsten :-) Men, men, men... Hvem skal finde på et par meningsfyldte ord om hende? Det var måske mere dét jeg tænkte på - at hun ikke har nogen tilbage i sit liv til at "forfatte" inskriptionen, fordi det aldrig rigtig lykkedes hende at få skabt nogle nære relationer/venskaber i sin sidste tid :-(
Men dit indlæg fik mig til at tænke over det med at gå og læse/kigge på gravsten - for det har jeg også selv gjort en hel del. Min mor bor langt ude på landet og da jeg var barn besøgte jeg flittigt den lokale bogbus, når den kom forbi en gang om ugen. Holdestedet var ved kirken, så når min veninde og jeg var for tidligt på den, gik vi tit rundt på kirkegården og kiggede på gravsten, imens vi ventede på bogbussen. Men hvorfor er det egentlig, at så mange af os godt kan li' at gå rundt på kirkegårde og kigge på gravsten?
Skulle jeg svare ud fra i dag, så kunne et "standard svar" handle noget om at finde lidt ro og stilhed i en ellers travl hverdag... Men mine egne "kirkegårdsture" som barn ligger snart næsten 20 år tilbage, og dengang var mit eget liv ude på landet i hvert fald ikke specielt travlt eller stresset ;-)
Nej, ligesom Vibeke synes jeg nemlig heller ikke, at bogen er sørgelig :-) Og det må simpelthen være pga. Matheas ukuelighed! For emnet og de mislykkede forsøg på at skabe kontakt til omverdenen er jo faktisk ret sørgerlige - tag bare scenen hvor der er arbejdsdag i boligforeningen. Mathea har stået og bagt for at have noget at bidrage med dernede, men ender alligevel med at stå oppe i sit vindue og iagttage de andre i stedet for at gå ned og deltage selv.
Nogen gange har jeg virkelig svært ved at forstå, at vi har med en debutant forfatter at gøre! For hvor ville det dog være nemt at falde i "sørgelighedsfælden" med sådan en historie - eller endda at more sig lidt på Matheas bekostning! Men det synes jeg slet ikke, man er tilbøjelig til som læser. Kjersti Skomsvold formår virkelig at vække noget i mig, så jeg sidder og holder af gamle Mathea hele vejen igennem.
PS: Og kære Gitte, det er helt ok! Du springer ind i debatten, når du har fået læst den - det er heldigvis ikke nogen murstensroman ;-) Og du kan godt glæde dig!!
Jeg har læst bogen og er meget optaget af den. Jeg synes ikke, den er sørgelig. Mathea er en fighter, der hele livet kæmper med sin manglende evne til at skabe sociale kontakter. Det er rørende at følge hende, når hun igen og igen forsøger. Mht inskriptionen på hendes gravsten, så er jeg ikke færdig med at tænke. Det er nok rigtigt som Malene skriver, at der måske ikke er nogen, der vil læse det - og så alligevel! Jeg har læst inskriptioner på rigtig mange gravsten uden at have kendt personerne, og i den forbindelse har jeg tænkt på, hvilken slags person afdøde mon havde været.
Vh Vibeke
Hej
Jeg har bestil bogen på biblioteket og er nr. 1 i køen, så jeg håber den er lige på trapperne :-)
Glæder mig til at læse den.
Kh Gitte
Noget meget sørgeligt slog mig lige nu, da jeg sad og grublede over en passende inskription til Matheas gravsten... Hvem vil komme til begravelsen? Hvem vil passe gravstedet? Hvem vil læse gravstenen? Det realistisk svar er jo nok desværre ingen - for hun når vel aldrig rigtig sit mål; at komme ud i verden og møde andre mennesker. Hun opnår vel "bare" at finde sig tilrette med sin egen alderdom og dødelighed... Men nogen egentlig "forbindelse" til de levende får hun vel ikke rigtig skabt - så hvem skal komme og besøge hendes grav? :-(
Men betyder det så, at det er en sørgerlig historie vi har læst? Det er jeg ikke så sikker på! Jeg sidder ikke tilbage og føler mig trist eller nedtrykt. Jeg synes derimod, at Mathea er noget så skøn og - ja vel egentlig - livsbekræftende at følge! Og det er jo også rart, at hun på sin egen måde tilsidst finder sig tilrette med den uundgåelige død. Så sørgerlig er romanen vel egentlig ikke, eller hvad synes I?
Jeg har stadig svært ved at forholde mig til hendes beslutning om selv at komme døden i forkøbet og afslutte sit liv tilsidst, men det kommer måske, når vi får talt bogen rigtig "på plads" i fællesskab :-)
Lagde I mærke til den små vers skrevet i kursiv rundt omkring i bogen? Det tog mig lidt tid før jeg regnede ud, at der var tale om de små rim man nogle gange ser på gravsten - tror først det var omkring s. 31 at det faldt på plads for mig...
Men hvad synes I så, det ville være passende at skrive på Matheas gravsten? Ordet er frit! :-)
Hmm... Havde ellers lige skrevet et indlæg, men inden jeg fik gemt det valgte min mands tablet at lukke browseren ned :-p Så nu er jeg online på min egen (trofaste) bærbare pc!
Mit oprindelige indlæg handlede om Mathea, og hvordan jeg synes der næsten er en form for "barnlig uskyldighed" over hende, som jeg rigtig godt kan li'. Syntes f.eks. hendes begejstring var så velskrevet i afsnittet hvor hun finder sit eget navn i telefonbogen ;-)
Men nu hvor jeg er nødt til at skrive mit indlæg igen, kommer jeg til at tænke lidt mere over Mathea... Hun prøver jo igen og igen at tage mod til sig, bryde sin egen isolation og få lidt kontakt til omverdenen. Men lykkedes det egentlig? Skal slutningen ses som en succes eller fiasko? Succes fordi det er hendes eget valg, og hun tager sit liv (og død) i sine egne hænder i stedet for bare at gå og vente på døden - eller fiasko fordi hun jo ikke rigtig får hul igennem til omverdenen (med mindre vi medregner Åge).
Oplevelsen i ældrecentret, som leder op til slutningen, kan vel næppe betragtes som nogen særlig stor succes. Men jeg synes på den anden side heller ikke, at stemningen var specielt sørgelig til allersidst.
Helt i orden, Christina - den er dog hurtigt læst, hvis du skulle være heldig at falde over den... Ellers høres vi bare ved senere på sæsonen :-)
Vh. Malene
Jeg har desværre ikke kunnet fremskaffe denne måneds bog, så jeg melder pas på den. Jeg vender dog tilbage!
Hilsen Christina Vikkelsø.