Fra læseklubben Lyrik Læseklubben
Jeg har ventet
Læseklub
Af Ole Knudsen. Publiceret 15/02/2010. Opdateret 29/04/2010.
Bogen er til debat i februar 2010
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- 968 visninger
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Hej alle sammen.
Jeg vil egentlig gerne lige præcisere det "vi" som jeg nævnte i forrige indlæg. Det var især det første digt jeg fokuserede på, men stedordet "vi" optræder også i store dele af samlingen hvor det erstatter et digterisk jeg. Det har for mig at se bl.a. den effekt at det peger på bondekulturen som en større enheds - og fællesskabsfølelse (på godt og ondt) end den der er fremherskende i dag, hvad der er med til at give en spænding mellem det fortalte (fænomener og fortiden) og den fortællende (digter - jeget).
En anden fin detalje (som måske i virkeligheden er en forlængelse af den første) ved bogen er at der foregår en vekselvirkning mellem den nøgterne barske beskrivelse af familien og landbrugskulturen (der er ikke meget Morten Korch over det), og til udsigelsespunktet hvor digter - jeget sidder i den urbane nutid. Det ses eksempelvis på side 19: "Jeg ligger på en briks i en by i et værelse med udsigt / til havnen. (...) Vi taler om staldsystemer (...) Min far er anmeldt for dyrplageri. / V samler orm efter ploven".En tredje raffineret detalje er at det skifte der foretages fra byen (nutid) og til landbruget(fortiden) ikke sker på det grammatiske plan - der er det i nutid -, men i overgangen fra "jeg" til "vi" samt i skiftet af miljø. (P.S. Jeg lavede ihvertfald automatisk det skift under læsningen)
Den kropslighed og følelse af nødvendighed blandet med ømhed eller (måske rettere) sårbarhed kan jeg nikke genkendende til (også selv om jeg ikke har en bror der er konkurrencepløjer) og det er vel et alment eksistentielt vilkår nogle gange at tage virkeligheden ved hornene og få det sagt? Det er ihvertfald en af de fornemmelser jeg sidder tilbage med efter at havde læst samlingen, og at digtene så træder frem for mig i et kunstnerisk flot tilrettelagt sprog, gør disse ord og de efterfølgende billeddannelser til en del af min personlige (poetiske) kanon.
Digtsamlingen ”Jeg har ventet” indeholder 39 digte. Det første ”Vores venner” beskriver, for mig at se, digter – jeget i en situation hvor han er inde og ude. Han tager del i de trivielle handlinger som foregår, og konstater at han er en del at dette ”vi” som er holdt op med at drømme. Det ”vi” som digter – jeget skriver sig ind i bliver ikke nærmere præciseret; umiddelbart er det for mig at se et tosomheds ”vi” men netop fordi det ikke er fastlagt får jeg også et billede af en uendelig række af mennesker i liggestole, der sidder og stirrer ud over landskabet som forstenet.
Digtet grafiske udformning rummer for mig at se en hårdhed, som giver en overensstemmelse mellem form og indhold. Linjerne bliver mere og mere isoleret, og den sidste linje står alene – som hugget i sten. Ved første øjekast kan den virke tyngende, som om den holder resten af digtet nede i sin stationære afslutning, men så pludselig sker der noget med det andet og tredje ord i sidste sætning. En spænding opstår mellem det uforanderlige som rokker, og den bevægelse får indflydelse hele vejen op igennem digtet. Personerne på terrassen, som ved første gennemlæsning er stivnet i deres tilstand af fravær, rør pludselig på sig. Det er som om noget sker uden om handlingen i digtet. Ordene får betydning i sig selv og skaber associationer og sammenhængene der driver frem mellem sprækkerne i digtet. Det sker for mig at se i bevægelsen af Påskeøens stenansigter der rokker hele huset. Huset kan symbolisere digter – jeget der bryder stilstanden og rokker ved fundamentet; erindringen. Han vågner og betræder erindringens fodspor i mørket. Disse erindringer skriver han så resten af samlingen på. Mange af digtene handler om forhold på landet, hvor Hans Otto Jørgensens selv er vokset op. F. eks. digtet på side 19 ”Kampestenene fra den væltede lade”. Her begynder digter - jeget at løsrive sig. I forhold til det første digt er selve fundamentet – bygningen – begyndt at smuldre.
På mange måder syntes jeg det er en barsk samling. Sætningerne virker hårde som om de er mejslet og filede til; men samtidig er der en blanding af ømhed og kynisme i forholdet til hjemstavnen, som samlingen rammer rigtig godt. Der er noget genkendeligt i splittelsen mellem at løsrive sig og samtidig bærer sit ophav med sig.