Jeg æder mig selv som lyng

Oprettet: 01.10.2012 - 17:25

Bog: "Jeg æder mig selv som lyng" af Olga Ravn

Bogens forside

Digte, der sprogligt går på opdagelse i kroppen, i den unges verden med venskaber, sex og kærlighed

Forfatter: 
Olga Ravn
Udgivet: 
2012
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
71
Lån bogen - Køb bogen

Bogen er til debat i oktober 2012

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Ole Knudsen

    tor, 08/11/2012 - 11:33

    Nu jeg ser navnene på tryk erindrer jeg at havde læst Asta Olivia Nordenhof og Amalie Smith samt Olga Ravn i Antologi 2010 fra forlaget Kronstork, men derudover kender jeg ikke de andre. (Tak for inspiration til kommende læsning)

    Den fælles tematik som du nævner syntes jeg giver mening i forhold til "Jeg æder mig selv som lyng". Du peger på vores samtids stræben efter det perfekte - enig. Et billede på denne destruktive kontrol, mener jeg bl.a. kan aflæses i reklamebranchens reducering af "det naturlige". Den tendens syntes jeg Olga Ravn i den grad gør op med i "Jeg æder mig selv som lyng". At vores forestilling om kroppen ikke altid stemmer overens med virkeligheden. (Jævnfør Interview) http://www.information.dk/290273

  • mie_obbe

    tir, 06/11/2012 - 21:56

    Jeg tænker især Bjørn Rasmussen med "Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legmet", der vandt året Montana pris. Men også Asta Olivia Nordenhof "Et ansigt til Emily", Stine Pilgaard "Min mor siger", Josefine Klougart "Hallerne" og månedens bog "I civil" af Amalie Smith. 

    Det er måske forkert af mig at kalde det en tendens inden for lyrikken, for de fleste a disse titler er pr. definition romaner. De benytter dog så mange lyriske virkemidler og er skrevet i en så lyrisk prosa, at jeg skærer dem over én kam.

    De nævnte titler er stil- og sprogmæssigt meget forskellige, men deres syn på kroppen er overvejende ens. Kroppen tingsliggøres; den prostitueres, den skades, den fremmedgøres.

    Jeg synes personligt det er en utrolig spændende tendens, der giver et billede af det (post)postmoderne menneskes konstante stræben efter det perfekte, men som så ofte ender med smerte og splittelse.

  • Ole Knudsen

    tir, 06/11/2012 - 16:18

    Tak for indlægget mie_obbe - nu har jeg endelig fået fat i bogen på biblioteket. Jeg har fået læst det første afsnit, som du også er inde på, Grammatisk ubehag, og så læst lidt mere spredt i den resterende del.. Jeg er enig med dig i at det første afsnit er flyvsk, og jeg syntes at det poetiske virkemiddel: Gentagelsen, måske bliver overbrugt, og derved mister sin formidlende kraft af sindsbevægelse, samt bremser læserytmen på en uhensigtsmæssig måde. På den anden side kan jeg godt lide at samlingen åbner med så fragmenterede digte.

    Et sted som ramte mig under læsningen af Grammatisk ubehag var linjerne (side 13) lort og potentialesymboler, symbolindifferent muldsavnende som jeg syntes kombinerer det lave og høje/ latrinære og intellektuelle, på en finurlig måde. Ordet "muldsavnende" læste jeg ved første øjekast som mundsavlende, fordi den betydning lægger sig helt naturligt op af den øvrige tekst, samt til titlen på digtet. Grammatisk ubehag syntes jeg er en rammende beskrivelse af prosadigtet, jævnfør det ovenstående.  I modsætning til den tunge kropsnære tone i Grammatisk ubehag, ramte en slags modsætning mig i digtet Front is matter  (side 29) hvor ordet akademiglæde i mine øjne er en dansende, flerstemmig metafor. Denne lette, dansende stemning videreføres så i næste sætning en røllikedrøm på papir er brystets små himmellegemer af væv. Brystets små himmellegemer kan også referere til billede på omslaget af bogen som forestiller vævet fra et bryst, som Anne Birgitte H  er inde på i anmeldelsen her på litteratursiden (Link i forrige indlæg)

    Digtsamlingen som helhed opererer for mig at se en del med metonymien hvor en del af helheden fremhæves, eksempelvis brystvorter, kønsbehåring osv. Det er for mig at se med til at underbygge kropsfikseringen som du også peger på i dit indlæg.

     Hvilket andre forfattere/digtere tænker du er en del af denne tendens?

  • mie_obbe

    søn, 21/10/2012 - 17:34

    Digtsamlingen er delt i 9 mere eller mindre forskellige afsnit. Grammatisk ubehag skiller sig særdeles ud, først og fremmest ved sit layout, men også ved de meget flyvske og associative sætninger. Personligt er jeg ikke fan af dette afsnit. Jeg synes egentlig det er pudsigt at åbne en digtsamling med så fragmenterede digte. 

    Tilgengæld er det efterfølgende afsnit En hvid ind i sig selv lige efter min smag. Det er ultra personligt og sætningerne er smukke og præcise. Digtene er tydelige erindringer fra barn- og ungdom (pigesind), hvilket gør dem utrolig stæke. Et drømmende tilbageblik formidlet med nutidig, næsten kynisk, bevidsthed. 

    Digtsamlingen som helhed giver et virkelig godt billede på de nye strømninger i dansk lyrik. Denne fragmenterede og kropsfiksede teksfremstilling, samt det autofiktionale. Kæmpe anbefaling herfra!

  • Ole Knudsen

    tir, 09/10/2012 - 21:55

    Jeg vil lige starte med at henvise til en anmeldelse her på litteratursiden:  http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/jeg-aeder-mig-selv-som-lyng-af-olga-ravn

    - og så glæder jeg mig ellers til at få lånt bogen og læse i den, kender den kun af omtale.