Fra læseklubben Chicks
Ind i kampen
Læseklub
Af Marianne Agger. Publiceret 07/05/2010. Opdateret 08/06/2010.
Bogen er til debat i maj, og bogens forfatter, Anette Vestergaard, deltager i debatten.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Selv tak til jer alle sammen, det var både lærerigt og inspirerende at være med.
Held og lykke med den videre læsning :-)
kh Anette
Hej Læseklub.
Så er maj måneds debat forbi.
En rigtig stor tak til Annette, fordi du ville være med. Jeg synes det skabte en rigtig levende debat.
Vi glæder os vist alle til at læse fortsættelsen til "Ind i kampen"!
Juni måneds bog er "Tak for alle minderne" af Cecilia Ahern - og som sædvanlig håber vi at der vil komme gang i en god debat.
MVH Merete
Hej Læseklub.
Hvor har det været dejligt at læse jeres indlæg om veninder.
Jeg har både nye og gamle veninder, og jeg har også mistet veninder pga. svigt. I en svær periode i mit liv mistede jeg to veninder - det var rigtig hårdt - men til gengæld fik jeg også to andre - der på det tidspunkt var en "kollega" og en "bekendt". Hvor de to jeg troede var mine veninder ikke var der for mig, når jeg var nede og ligge, viste de to andre sig at være der for mig, både i gode og dårlige tider. Det opvejer til hver en tid sorgen over at have mistet de to andre :-)
Er der andre der har tanker om veninder, som de vil dele med os andre her på falderebet?
Er der flere spørgsmål, som I gerne vil nå at stille til Annette inden den dejlige maj måned er ovre og vi tager hul på juni og en ny læseoplevelse?
Merete
De mange indlæg om veninder har fået mig til at tænke over, hvad en veninde er (i modsætning til en søster, eller en ven eller en bekendt) Og hvem i min bekendtskabskreds, der er veninder i den betydning, som jeg nu vil lægge i det.
Min personlige konklusion: En veninde er hende, som jeg altid kan regne med. Som vil komme og besøge mig hvis jeg kom i fængsel. Som vil låne mig penge, en seng eller sit øre, når det brænder på. Som kender mig så godt, at hun ved, hvorfor jeg er som jeg er, og som derfor også kan klare mine særheder. Hun er en tilvalgt familie.
Jeg har selv kun få, der passer til den definition. Min ældste veninde har jeg kendt fra vi var 3 år gamle. Sikke en glæde at kende et menneske ud over familien, der har fulgt mig hele vejen gennem barndom, skole, kærester, flere ægtefæller og børn. Den anden er kommet til i en svær periode i mit liv for 30 år siden. Og netop, at det var en svær periode gjorde nok, at hun så mig i min mest sårbare skikkelse. Og at hun alligvel satte pris på mig. Ja - 2 veninder har jeg.
resten er såmænd ok, Tak for jeres input, som fik mine tanker og overvejelser gjort mere præcise. Jeg vil ringe til begge veninder idag og sige tak for det lange venskab
Jeg vil gerne knytte en kommentar til det med veninder, og om man gror fra hinanden.
Når jeg tænker på mine egne veninder (har få men gode), så er de kommet ind i mit liv på meget forskellige tidspunkter, så vi kender hinanden med udgangspunkt i forskellige stadier af hinandens liv. Jeg oplever måske ikke så meget, at man vokser fra hinanden, men mere at forskellige omstændigheder kan have indflydelse på, om man bliver ved med at have et fællesskab.
Mine veninder er også meget "valgt til", hvis det giver mening, så jeg har ikke nogen, som bare er blevet "hængende" fra barnsben eller andet. Til gengæld har jeg mistet tæt kontakt med nogle stykker, hvor vi enten er flyttet i hver sin ende af landet (eller bare nogle få km.) eller hvor vores liv er skiltes på andre måder (stor aldersforskel på vores børn og andre underlige begrundelser).
Jeg har et andet spørgsmål om veninder. Kan man slå op med en veninde? (Ikke, at det er aktuelt for mig lige pt.)
Ja, nu er jeg også færdig med bogen. Og så det er da også på tide at komme ind i diskussionen :-). Fedt, at I andre har debatteret så ivrigt. Nå, men her er lige noget, jeg har tænkt over: Jeg synes først og fremmest, at det er en meget kynisk og forfærdelig verden, medarbejderne på forlaget lever i. Er det virkelig sådan i den branche? Ja, sådan er det sikkert mange steder!? Jeg er godt nok glad for, at jeg arbejder et sted uden de store intriger og magtkampe, for det må godt nok været frustrerende og stressende. Og ødelæggende for ens arbejdsglæde, mon ikke? Noget andet er forholdet mellem Helene og Asger. Man hører ikke så meget om, hvorfor det er gået galt ,og hvorfor de ikke snakker sammen om det (som en af jer andre også har nævnt). Hvorfor er han så kedelig? Og har Helene kæmpet for at bevare forholdet? At gøre det mere spændende og livligt? Jeg synes, det er helt vildt så mange, der bliver skilt i dag. Og man skal helt sikkert ikke blive sammen, hvis det slet ikke går, men jeg tror altså mange gange, at folk virkelig er for dårlige til at snakke sammen. Derudover skal alt være så perfekt - huset skal renoveres, og det skal vi tjene penge til, så vi næsten ikke ser hinanden, og alle har travlt med at pleje sig selv udover at være familie, medarbejder, kæreste, osv. Hvornår slapper man af og nyder hinanden og livet? Jeg har selv svært ved at slappe af engang imellem og vil også gerne have det perfekte hus, osv., men hvor vigtigt er det egentligt? Vi har kun det ene liv, og er det det vigtigste, at ens hus er tip-top? Eller er det vigtigste, at man bruger livet på det, der virkelig tæller: oplevelser, rejser, kærlighed, grin, leg, osv. Nå, men ellers synes jeg da, at Helene er rimelig godt med i kampen, er hun ikke? Hun vælger og fravælger mænd og har da alligevel også noget at skulle have sagt på arbejdet. Jeg synes generelt heller ikke, at kvinder er det svage køn. Jeg synes, mænd og kvinder er svage og stærke på hver sin måde. Meget diplomatisk, ikk? Nej, men jeg er enig med Connie om, at kvinder fx bedst kan klare sig efter en skilsmisse, og vi fører jo også an på videregående uddannelser. Jeg ved godt, at der stadig mangler mange kvinder i lederstillinger, osv, men jeg tror også, det har meget at gøre med, hvordan vi prioriterer og gerne vil leve vores liv. Jeg er også enig med jer i, at det er svært at opfylde alle "krav" om den moderne kvinde anno 2010. Det der med at være den perfekte mor, medarbejder, kæreste/kone, veninde, kreative sjæl, praktiske gris, osv. kan tage pusten fra enhver. Men her er det så, at vi burde være ligeglade med alle andres forventninger og have det godt med, hvem vi er og ønsker at være. Så det er udelukkende vores egen skyld. Vi vælger i høj grad selv, hvem vi er. Men det er svært at ignorere omgivelsernes (og dermed også ens egne!) forventninger. Selvom mænd generelt tager mange ting mere afslappende, tror jeg heller ikke, det er let for dem at være macho og blød på samme tid. Med hensyn til veninder, er de da også nogle, der skal vedligeholdes. Med tiden - og som en af jer nævner "i perioder" - kan man i gruppen udvikle sig i forskellige retninger og have forskellige holdninger til ting. Men jeg synes, det er vigtigt, at man er der for hinanden ,og at man er bevidst om, at man kan lære en hel masse ved veninders forskellighed. Bliver spændende med en to'er til bogen! Puha, nu er jeg helt skør i hovedet af al den skriveri. Håber, I hænger ved endnu, ha ha...
Kære Lise, ja, du har nok ret i, at man spejler sig selv i den mand, man vælger. På godt og ondt. Og at det er nemmest, i vores alder (nu taler jeg på egne vegne), hvis mændene forstår, at de ikke skal være en af veninderne. Jeg interesserer mig egentlig ikke så meget for mine veninders mænd, selv om de skam er flinke nok. Der er et helt specielt sammenhold mellem kvinder, som Connie også er inde på, og det er enkelt og indforstået. Men det kan også blive kompliceret, hvis der sker forskydninger i magtbalancen eller udskiftning af roller.
Meget tankevækkende note fra lammet om, at det var nemmere at blive 'set' som kvinde i 60erne. Det får mig til at tænke, at kønskampen muligvis er blevet mere brutal. Mændene har opdaget, at kvinder er en reel trussel mod deres position på arbejdsmarkedet og så ryger fløjlshandskerne.
Det må heller ikke være nemt at være mand. Blød derhjemme, hård på arbejdet, hvem er de egentlig, når det kommer til stykket? Jeg tænker, at mange mænd nok ligner deres far, først og fremmest. Men det er måske en forenkling?
kh Anette
Jeg får lige lyst til at kommentere på dit spørgsmål, om vi kender det der med at vokse fra hinanden.
Dug friskt eksempel fra den virkelige verden.
I weekenden mødtes jeg med en fasttømret venindegruppe ( Vi har kendt hinanden siden folkeskolen ) . Vi plejer at være 4 " tøsser" , men denne gang var det kun de tre af os der blev inviteret, da arrangøren af dette lille rendes vous simpelt hen bare ikke "orkede" at være sammen med - lad os kalde hende 4.makkeren lige nu .
Her bagefter ærgrer det mig, at vi da ikke i det mindste havde spurgt hende , men vi vægtede altså samvær med dem vi syntes stadig var i udvikling, og det er vel okay- ( skønt den der dårlige samvittighed melder sig - især da alle vores døtre blev dybt forargede - for vi holdt jo ude / mobbede ? og os der er så politisk korrekte...JA DER FIK VI DEN AT TYGGE PÅ -men svaret på dit spørgsmål kan jeg kun nikke bekræftende til- Ja,jeg kender godt det der med spændinger i venindegruppen, og at vokse fra hinanden sker også blandt veninder, men det kan jo også bare være det bare er en periode i livet, som flere af jer andre er inde på.
Ofte er det jo netop de mænd vi finder der splitter os veninder.
Nå men i øvrigt syntes jeg det er rigtig rart at mødes med nogle " gamle" veninder der kender alt til ens baggrund, og ofte har haft en sammenlignelig opvækst,
Nogen man har delt sorg som glæde med gennem et helt liv, dem smider man ikke lige væk, men - en pauseknap kan der nu godt være brug for engang i mellem.
Det er så dejligt trygt at mødes med nogen man ikke altid behøver at forklare så meget, og så er det befriende at kunne gi`den gas sammen i nye oplevelser.
Noget helt andet er at vi så længe vi ikke er solidariske med vores eget køn , får svært ved at få ligestilling i praksis.Vil lige her på falderebet gøre opmærksom på en ny bogudgivelse af Dorte Toft- (Var det iiøvrigt kke hende der " knaldede" Stein Bagger - altså knaldede i forståelsen fældede ?)
Lykkelig i Nørdland,hedder den og den handler netop om at der er hårdt brug for pigerne i de mere tekniske" fag, og så - for min egen regning - lad os få nogle flere mænd ind i de kvindedominerede verdener. På den måde kan det være at vi kommer ligelønnen nærmere ? Der er i følge nogle fagforeninger stadig 17,7 procent forskel på sammenlignelige lønninger mellem mænd og kvinder. Grrr!!!! Nå- det var lige en lang tankerække, men jeg glæder mig i øvrigt rigtig meget til at læse mere om Helene og ikke mindst hendes veninder ;-) Og nu vil jeg gå ud og nyde en forbavsende varm maj aften her på Ærø.
Bogens hovedperson er langt fra mig og min hverdag, både alder, job og familiesituation. Men jeg kan sagtens genkende rigtig mange af de følelser og handlinger, som beskrives. Jeg glædede mig meget over, at jeg selv var ung i en tid, hvor kvinder ikke deltog ret meget i magtkampen. Jeg har dog altid selv haft ambitioner, men det var faktisk meget nemmere at blive "set" i slutningen af 60'erne, og når man er set, så er vejen jo allerede lidt nemmere. For Helene er det en stadig kamp, som forfatteren er god til at beskrive. Det er Ikke nemt at være en yngre kvinde med ambitioner og samtidig med et følelsesliv der ikke lige kører på skinner.
Jeg kan sagtens forstå Helenes ønske om sex og spænding i livet. Hun er modig nok til at tage konsekvensen.
Forfatterens beskrivelse af, hvordan skilsmissen påvirker Helene er lige i øjet. Jeg genkender alle de følelser jeg selv havde for over 35 år siden, da jeg blev skilt. Hvor svært det var at miste sín bedste ven, og den partner, som man havde bygget et liv op sammen med. Og det er osse helt rigtigt beskrevet hvordan en fraskilt kvinde både mister status (fy for pokker) og mister ståsted.
En positiv læseoplevelse.
Bogens hovedperson er langt fra mig og min hverdag, både alder, job og familiesituation. Men jeg kan sagtens genkende rigtig mange af de følelser og handlinger, som beskrives. Jeg glædede mig meget over, at jeg selv var ung i en tid, hvor kvinder ikke deltog ret meget i magtkampen. Jeg har dog altid selv haft ambitioner, men det var faktisk meget nemmere at blive "set" i slutningen af 60'erne, og når man er set, så er vejen jo allerede lidt nemmere. For Helene er det en stadig kamp, som forfatteren er god til at beskrive. Det er Ikke nemt at være en yngre kvinde med ambitiooner og samtidig med et følelsesliv der ikke lige kører på skinner.
Jeg kan sagtens forstå Helenes ønske om sex og spænding i livet. Hun er modig nok til at tage konsekvensen.
Forfatrterens beksirvelse af, hvordan skilsmissen påvirker Helene er lige i øjet. Jeg genkender alle de følelser jeg selv havde for over 35 år siden, da jeg blev skilt. Hvor svært det var at miste sín bedste ven, og den partner, som man havde bygget et liv op sammen med. Og det er osse helt rigtigt beskrevet hvordan en fraskilt kvinde både mister status (fy for pokker) og mister ståsted.
En positiv læseoplevelse.
Hej Anette. Glæder mig til at læse din fortsættelse : )
Kender godt til emnet om at "vokse" fra sine veninder. Ofte sker det også naturligt ud fra de valg af mænd ens veninder har. Finder veninden en tyran, en kronisk taber uden hjerte (nu er jeg hård, ved det godt ; )) så bevæger man sig ofte langsomt væk fra veninden, idet ens personlighed ofte spejles i hvilken mand, elsker, kæreste man har. Det burde egentlig ikke være sådan, for kvinder og mænd er jo meget forskellige og mand og kone behøver jo ikke være ens eller evigt enige overhovedet, men så alligevel tænker jeg ofte : 'Hvis hun kan være sammen med en mand der så arogant, nedladende uhumsk o.l., så må hun selv være lidt derhen ad"
Jeg kan ikke tåle, når kvinder finder mænd, der tror de er bedre end kvinden, lækre osv. Arogante mænd er noget er det væreste. Arogante mænd er oftest små drenge uden selvværd, kun med selvtillid. Nåh nok om arogante mænd. Jeg kan vist skrive en roman eller ligefrem en faglitteratur om arrogante og bedrevidende mænd.
Hilsen Lise.
Kære Merete,
det er rigtigt at jeg planlægger en toer, som fortrinsvis skal handle om Helenes veninder, som jo efterhånden er voksne kvinder. Deres liv bevæger sig i hver sin retning, og det giver visse spændinger på kryds og tværs af gruppen. Kender I det? Og hvad mener I om udtrykket 'at vokse fra hinanden'? Gælder det også veninder?
Derudover kunne jeg, hvis omstændighederne tillader det, godt tænke mig at lave en afsluttende roman om Helenes videre skæbne. Jeg har det lidt skidt med at efterlade hende på en cafe i Nice. Og så i regnvejr.
kh Anette
Hen Annette.
Nu blive jeg altså helt nysgerrig :-)
Vil det sige at du er i gang med at skrive en fortsættelse til "Ind i kampen" - og at du også planlægger en treer?
Det kunne da være rigtig dejligt - jeg er sikker på vi er mange der vil læse dem!
MVH Merete
Kære Anne-Mette,
ja de der kvindefingre, de sidder godt nok løst. Det er der ingen tvivl om. Derfor ser jeg det også som en stor udfordring for mændene at stå fast, når kritikken hagler ned over dem - og det synes jeg personligt, at de er alt for dårlige til! (Endnu pegefinger). Defensive mænd gør mig utryg.
Der sker ikke noget med Helene før i treeren. Toeren kommer til at handle om hendes veninder og deres fællesskab, som trues af, at de hver især udvikler sig i hver sin retning.
Hej Anette.
Det tricker mig, når du skriver, at mænd går i defensiven overfor kritik. Jeg vil vende den lidt om... Hvorfor er det kvinderne skal kritisere? Når en finger peger frem er der jo fire, som peger tilbage på én selv.
Som jeg ser det, er der ikke noget galt med hverken manden eller kvinden (som regel) - heller ikke i bogen, men det er det, der sker imellem, der går galt!?! Altså må det jo være begges lige ansvar. Men tror jeg ofte, at kvinder synes, det er manden, som er den "forkerte", og hvis han bare være på en bestemt måde, så ville det være bedre osv.
Men det ville nok ikke være så interessant at læse en hel bog om, haha ;o)
Har du tænkt, hvad der videre sker med Helene? Ikke at jeg mangler en toer, men det kunne være interessant at høre dine tanker.
- Og rigtig fedt, at du vil være med. Det er sjovt at høre tankerne bag, og prøve at forstå dét at have en historie, som bare MÅ ud.
Kh, Anne-Mette
Kære Lise, Connie og Anne-Mette
Ja hvorfor talte Helene ikke med sin mand? Og hvorfor har Helene så nemt ved at få orgasme, uanset om hun ligger eller står? Haha :-)
TIl det første: jeg tror desværre at mange kvinder holder op med at tale med deres mænd, hvis der er noget, der ikke fungerer. Fordi mænd har en tendens til at gå i defensiven overfor kritik - og så lukker de af. Jeg synes det er megainteressant, det der med at lukke af. Hvornår og hvorfor sker det?
Lise, du har ret i, at det var lidt usportsligt at udstyre Helene med de evner, men det var egentlig mest ment som en metode til at få læseren til at forstå hendes handlinger. Hvad skulle ellers få hende til at forlade et såkaldt velfungerende ægteskab?
Og til dig Connie: Kærlighed, lidenskab og tiltrækning er stærke kræfter, som er gode til at handling. Ligesom desperation og kedsomhed. Helene keder sig i sit ægteskab, hun søger den spænding, som det hemmelige liv med Isak kan give hende. Sker den slags kun i bøgerne? Jeg ved det ikke. Men jeg synes da, at Helene skærer rimelig godt igennem til sidst. Hun afslutter forholdet til Isak, det er jeg da ikke sikker på, jeg kunne have gjort!
kærlig hilsen
Anette
Det er noget tid siden jeg læste bogen (på skiferie i februar, og mange bøger er kommet igennem systemet siden), men jeg kan huske, at jeg var MEGET opslugt af læsningen.
Noget af det, der undrede mig ved bogens hovedperson var, hvorfor hun ikke snakkede med sin mand om, hvordan hun havde det. Vores mænd er nogle "simple væsner" - no offense, mænd - men de kan altså ikke læse vores tanker, og jeg tror heller ikke manden i bogen har haft fornemmelsen af, at det stod så slemt til med deres forhold. Jeg blev faktisk lidt sur på hende over, at hun holdt ham lidt udenfor, når han var den person som måske? var en del af problemet.
Jeg hæftede mig ved, at hovedpersonen på et tidspunkt - et stykke inde i affæren med kollegaen - siger, at hun faktisk er i tvivl, om hun overhovedet er interesseret i at have en hverdag med denne hektiske elsker. Og det satte også nogle tanker i gang i forhold til det med, at mange kvinder tror de skal være perfekte på alle punkter: En god mor, en lyttende veninde, en forstående hustru og en forførende elskerinde osv. Måske skal man bare erkende, at man bliver nødt til at slække lidt på kravene til nogle af rollerne, og leve med at livet nogle gange kan være svært at få til at gå op i forhold til alle de ting, vi så gerne vil nå.
Hm. Alvorlige tanker sådan en mandag formiddag... Men TAK Anette for en skøn læseoplevelse. Den blev straks givet videre til min veninde, som også læste og funderede over eget liv.
Der bliver spurgt til hvad bogen efterlod af tanker , og jeg må sige at din bog efterlod mig med en lille følelse af forstemthed, forstået på den måde at jeg ikke syntes at det er vejen frem i ligestillingen hvis vi kvinder også bare overtager den maskuline seksualitet, og måden at forbruge andre mennesker på , for selv at blive tilfredsstillet.
Spændende indfaldsvinkel som Lise kommer ind på vedrørende klimaks. Nej - vi kvinder har ikke samme lette måde at blive tilfredstillet på som mænd, og i det hele taget er vi nok i bund og grund ret forskellige fra det andet køn, men svage ?
Nej- jeg mener vi ikke vi altid er det svage køn. . Tænk bare på hvem der kommer bedst ud af skilsmisser f.eks. Her viser tallene at det er mændene der oftest er de svage, og mange ender med en social deroute.
Jeg er enig med jer i at vi kvinder må hjælpe hinanden , måske allerede gennem den måde vi opdrager vores børn. Ligestillingen starter efter min bedste overbevisning med os selv, blandt andet gennem den måde vi opdrager vores børn.
Igennem opdragelsen kan vi tilfører både drenge og piger gode egenskaber der gør den kommende generation mere åbne overfor både de maskuline og feminine sider der jo findes i begge køn :-) Det skal ikke være et enten eller , men et både og, og jeg tror på at der er både biologiske og sociologiske faktorer der spiller ind på hvordan vi opfatter os selv og vores køn.
Tilbage til bogen. Helenes fremtid ?- Bliver den mere lykkelig , end da hun var i sit ægteskab ? Jeg tror det ikke.
Til min hilsen vil jeg også lige takke dig Anette for en bog der helt klart fik mig til at tænke mere over parforhold i en periode hvor mange ting stod stille i mit liv.
Hej Alle
Jeg er lige nu igang med at læse Martin Østergaards "Vejen til mandens hjerte". (Mit personlige mål er at læse videre til parpsykolog med tiden.) Og kan ikke lade være med at tænke at Ind i Kampens hovedperson burde læse denne bog :) Den er fantastisk. For ja, vi kvinder er på mange måder (desværre) svagere end mænd på mange punkter. Vi tænker på andre, ofte før vi tænker på os selv. Mænd vælger sig selv, og ingen bebrejder dem. Kvinden ser nærmest bare mere op til manden og hungrer endnu mere efter hans kærlighed og hans styrke, ligesom hovedpersonen i Ind i Kampen. Vi kvinder anno 2010 må til at tage ansvar for vores sorger og bekymringer OG VÆLGE OS SELV FØRST OG FREMMEST. Jeg tror på, at manden derefter får mere respekt for os kvinder. Det er ikke nemt at ændre sig selv, men små skridt på vejen er også sejre. Vi må styrke og hjælpe hinanden kvinde til kvinde.
Til noget lidt andet.... Kære Anette: Hvorledes kan du fremstille kvinden (og dermed kvinden generelt, mener jeg, via din bog) som en der bare kan komme sexuelt HVER GANG hun har sex...om det så er stående, siddende, liggende osv osv.... Det er jo som kvinde til at få nedtur over at læse dette. Det er jo yderst sjældent at kvinden får skedeorgasme. Hvad er dit mål og årsag til at udstille kvinden således? Det provokerer helt sikkert mange kvinder - Er det dit mål?
Kærlig hilsen
Lise
Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Det er jo totalt tabu at tale om kvinden som det svage køn, fordi svaghed er det modsatte af styrke. Men hvis man tænker på, at en stor del af en kvindes såkaldte svaghed er forbundet med hendes yngelplejeinstinkter, så er det måske ikke så ringe endda. Vi bekymrer os mere end mænd af den simple grund, at vores børn ville dø, hvis vi ikke gjorde det. Læs Lone Francks 'Den femte revolution' om den nyeste hjerneforskning. Der er en grund til alt.
I øvrigt skrev jeg Ind i kampen for at få gang i en debat om sexisme. Det var egentlig historien om Martha og Frederik der fik mig i gang. Men fordi jeg synes det er kedeligt at være hellig, så synes jeg også lige, at der skulle være en anden kvinde, Helene, der gjorde det samme, set fra en personlig vinkel, ikke fra en principiel. Det har de fleste overset, men det er sådan set også underordnet. Som forfatter må man slippe kontrollen og se, hvad der sker. Man kan ikke styre det.
Lad mig høre hvad I synes om mine intentioner. Hvad gør bogen for jer? Nogen mener den er kynisk, andre mener den er rørende. Hvordan kan det lade sig gøre?
Hej Anette.
Velkommen i debatten og tak fordi du vil være med :-)
Det giver altid ekstra liv til debatterne, når forfatteren bag bogen kan give sine synspunkter og meninger til kende.
Jeg håber vi får en levende og god debat - med en masse interessante spørgsmål og svar.
For man må da bestemt sige at der er emner nok at tage fat på.
Er vi kvinder svage - eller er vi allerede "inde i kampen"?..
MVH Merete
Kære læsere,
jeg er forfatter til den bog, I skal læse her i maj måned, jeg sidder ved computeren i mit hus i Virum og venter på, at det skal holde op med at regne, så jeg kan komme i haven. Træerne er ved at springe ud, græsset vokser og jeg går så småt og varmer op til sommer - og til min næste bog.
Jeg glæder mig til at høre jeres kommentarer og svare på jeres spørgsmål. Det bliver helt sikkert inspirerende!
Vi høres ved på mandag,
mange hilsner
Anette Vestergaard
Ha ha, det lyder som en speciel og spændende bog om en kvindes forelskelse i Mads Mikkelsen : "Forlaget beskriver selv bogen som Helle Helle møder Anaïs Nin med en twist af Bret Easton Ellis". Måske skulle det være en af næste sæsons bøger?
Jeg vil bare lige melde mig under "fanerne " og jeg forventer at jeg bidrager til debatten om månedens bog. Er helt opslugt , og føler mig allerede godt underholdt, skønt miljøet i forlagsbranchen er meget anderledes end mit eget liv på lille Ærø i " udkants-Danmark : Måske er der ikke så meget at misunde hvis ens karriere går ud på at tale med dobbelt tunge ? (- også kendt fra politikerlivet jvf. Gordon Browns mikrofonfadæse den anden dag ) - nå men noget helt andet er at jeg lige har læst en artikel fra politiken fra d. 27 / 4 Jeg indsætter lige linket , men hvis det ikke virker så find det på forsiden af litteratursiden.http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/article957873.ecepirre læseren..." - Artiklen er en foromtale af en bog skrevet af en norsk ung forfatter der er forelsket i Mads Mikkelsen.Den artikel var efter min bedste overbevisning vældig inspirerende at læse før læsningen af månedens bog. Vi høres ved senere, og jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med forfatteren selv, og tror lige jeg vil tyvstarte debatten med at spørge om inspirationen til handlingen kommer fra det virkelige liv, altså dine egne erfaringer ? eller om enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er tilfældig ?
Jeg læste denne bog i vinterferien foran pejsen i en hytte i Norge, og jeg var solgt. Har glædet mig siden til at diskutere den med jer, og nu er det endelig maj...
Hej alle.
Jeg glæder mig rigtig meget til at komme "ind i kampen" :-). Især fordi Anette vil deltage. Så jeg håber, vi får en god diskussion. God læselyst til jer alle!
Mange hilser fra
Marianne.
Hej Chicks.
Jeg har snakket med Anette Vestergaard som er forfatter til maj måneds bog "Ind i kampen". Hun vil gerne være med i debatten, og det er vi rigtig glade for :-)
Hun deltager indtil sidst i maj, hvor hun er bortrejst.
Det vil sige der er mulighed for at stille forfatteren spørgsmål til bogen, og vi håber det giver godt liv i debatten - for det plejer det jo at gøre :-)
MVH Merete
Nu gælder det snart denne månedsbog... Jeg har en del som jeg glæder mig til at snakke om vedrørende hovedpersonens mål med livet, familie, sex, arbejde samt om hun er kvinde anno 2010?
Kunne bogen ikke lige så godt hedde Kvindernes Kamp eller bare Kampen. For er hovedpersonen ikke allerede inde i kampen? Er alle kvindes liv ikke en kamp!? For uden at sige for meget, så bliver jeg lidt ramt over hvor svage vi egentlig bliver udstillet følelsesmæssigt, men måske er vi også bare sådan!?
Hilsen Lise
Hej alle.
Jeg synes, det kunne være fedt at få forfatteren med i diskussionen. Merete, vil du forsøge at kontakte hende?
Mange hilsner fra
Marianne.
Hej Læseklub.
Da jeg lige har været ude på en længere togtur, har jeg allerede fået læse månedens bog.
Jeg synes det var en god bog, og også en lidt anderledes type chick litt - hvilket jo lige præcis var hvad vi efterlyste i marts måneds debat.
Jeg tænker på om vi skal prøve at se om vi kan få forfatteren med i debatten - hvis I har lyst?
MVH Merete
Tak i lige måde : )
God påske
Hej Liselise.
Velkommen til :-). Vi glæder os til at diskutere med dig.
Mange hilsner fra Marianne.
Hej. Har hér til aften tilmeldt mig denne skønne læseklub...har allerede læst "Ind i kampen". En bog jeg glæder mig til at diskutere sammen med jer...når den er månedens bog.
Hilsen Lise.
Hej Mette.
Tak for tippet med "Alt for damerne"! Nu har jeg købt bladet og fået bogen :-). Har dog ikke haft tid til at smide mig i sofaen og kigge i hverken bladet eller bogen, men det kommer nok...
Maj måneds bog er med som særtryk i Alt for Damerne i denne uge - det er da en billig måde at skaffe sig bogen på :-) Og så får man endda Alt for Damerne med ganske gratis - eller hvordan man nu skal se på det ;-)