Forvandlings- og sammenhængskraft, refleksion over egen ind- og udånding, aflevering og indtagelse af verden som levende individ og "medvoksende" i skabelsen af den. Det er de første tanker, jeg får, når jeg genlæser det sprog, som Peter Nielsen har skrevet "I sommervinden" med. "I sommervinden" og desuden alle øvrige samlinger jeg har læst af Peter Nielsen er et sprog der kræver en kontrakt fra læserens side. Jeg fik et billede af hvad den kontrakt går ud på da jeg læste nu her igen og det er et blad der tages af en vind, læseren er bladet, sproget er vinden. Jeg føres ind i en erkendelsesverden og ud i en verden der modtager erkendelsen med åbne arme for derefter at omformulere erkendelsen fordi den nu engang ligger klar til fri fortolkning og derved viser subjektet sine egne formularer, sine egne opskrifter på hvad det ser og ser med. At vælge at blive ført af et sprog som ligner en vind har en berusende, en opløftende virkning på mig, og jeg føler mig direkte privilegeret som læser med al den detaljerigdom, mildhed og skiftende synsvinkler, "konklusioner" der bliver vist i al deres tragikomiske banalitet overfor livets uendelige kompleksitet og det store suk af lettelse når kroppen får lov til at overtage udtrykket og forfatteren skriver helt enkelt som her:

"Jeg havde helt glemt
at man bare kunne stå på en mark,
hente sig hjem fra overalt i kroppen.

Lykkelig satte en sig nær ildstedet."
(s. 14)

Jeg er helt sikker på, at det ikke er tilfældigt at der står "... satte EN sig nær..." og ikke f.eks. "jeg". Det er helhedsfornemmelsen af sig selv og verden der her bruser af nærvær, synes jeg.

Peter Nielsen er en stor fortaler og skaber af oplevelser og måder at opleve på. Jeg tænker, at det er én slags frihed, der spejler sig i en anden slags frihed i en konstant vekselvirkning, en konstant glæde ved modigt at kaste sine ideer ud i praksis for med vilje at se dem smuldre og dernæst forstøve til noget langt smukkere og mere dybt fængende end sproglige definitioner af tingene kan alene. Rejsen er som altid vigtigere end målet, og i Peter Nielsens bøger er rejsen altoverskyggende og selve meningen både som ren hedonistisk læsning og som værk til fri fortolkning er rejsen, fordi essensen folder sig ud og ud (og rundt og snirklende) og får en til at miste et evt. illusionært fodfæste og overgive sig til det frydefulde og tankevækkende ved sådan en befriende glæde ved at opleve via både intellekt og sanser uden at skelne så skarpt mellem det ene og det andet.

"I sommervinden" er en yderst gavmild og virkelig frugtbar samling. Jeg bliver høj af at læse den slags litteratur, som det her er. En litteratur som tør noget, som vil noget, og som i den grad kan noget. Det som jeg blandt meget andet hæfter mig ved, er den friskhed der konstant bliver et udgangspunkt for oplevelsen, fordi rejsen både er en kredsen om sig selv og en opsummering af hvor åbent alting kan være og netop i det åbne kan tage sit udgangspunkt bedre, mere egensindigt og mere dybtgående undersøgende end fra nogetsomhelst andet udgangspunkt.

Ligesom jeg altid bliver grebet af at læse Peter Nielsens digte, blev jeg også grebet af at skrive lidt om det her.

"I sommervinden" er en helt igennem vidunderlig bog, synes jeg. Jeg vil anbefale alle at købe og læse den. Nu.