Hyænerne

Oprettet: 23.02.2012 - 15:19

Bog: "Hyænerne" af Hanne Ørstavik

Bogens forside

En psykologisk roman, hvor vi følger den kvindelige forfatters krise med sig selv og med det at skrive efter bruddet med kæresten

Forfatter: 
Hanne Ørstavik
Oversætter: 
Charlotte Jørgensen
Udgivet: 
2012
Forlag: 
C&K
Sidetal: 
250
Lån bogen - Køb bogen

Der debatteres flittigt om bl.a. fortæller-stemme, rytme og anmeldelser. Klik ind og deltag i debatten. Bogen var til debat i Smagsdommerne 1. marts og her i klubben hele marts.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • octavius

    man, 26/03/2012 - 13:09

    hallo

    Har efter lang tid så entlig laest klart den bog jeg fik tilsent af Dr

    Jeg har laest de fleste inlaegg og har noteret at de fleste synes at de kan lige HÖ:s pröven på skrive en lidt lysere historie än hon plejer. Det er lige der jeg er på vej at stige af, det er som om hon pröver for meget at nå en större laesecirkel än den hon redan har etableret genem de tidligere romaner.

    Då og då skiner dock "den gamle" HÖ igennem og der er flere stycken der er virkeligt nydbare Jeg kan og virkelig lide faktaen om hyenerne sjelv, de er virkeligt fascinerende dyr lidt som om de hörde til i tidens begyndelse med den magi det tilförer dem Hvor det i saer lyder skaevt i mine örer/ögen er at hovedpersonen kan vi kenne fra di mörkere sprogligt taette

    fortellninge hon gennem årene spoiliert os med og når det nu skal spilles op i pastellfarver så holder det simpelt hen ikke. jeg kan kun håbe at hon finder tilbage til den "sande"HÖ 

  • kirstinelæser

    ons, 07/03/2012 - 01:53

    Hyænerne skal læses for Hanne Ørstaviks fantastiske sprog, der en gang imellem får romanen til at lede tankerne hen på en digtsamling.
    Bogen fungerer bedst i beskrivelserne af Siv og forholdet til moderen, hvorimod mange af de andre karakterer og handlingerne omkring dem ikke rigtigt blev levende for mig.
Som Mette skriver, er farvebeskrivelser meget fremtrædende i romanen, hvilket bidrager til det lyriske udtryk, men som samtidigt også kan ses som et udtryk for Sivs følelse af "ikke at være rigtig til" i denne verden og som et udtryk for hendes udvikling gennem romanen: Hun prøver på et tidspunkt at udskifte sin beige jakke med en mere sprælsk farvet jakke, men:
    "Hendes egne farver virker for svage, pludselig er det kun jakken man ser. Som om hun er usynlig i den." 

    Efter at have nået til erkendelse omkring sig selv og forholdet til moderen og ekskæresten, skifter hun den beige jakke ud med en grøn – og den gamle jakke beskrives nu som noget, der ligner en fremmeds.
    Romanens omdrejningspunkt er identitet og krop. Igennem hele romanen beskrives kroppen og Sivs eget køn som noget tomt, fx:
    "Det er mere som om kroppen er en skal,"
    ”Kønnet, som et hylster under maven.”
    På et tidspunkt beskrives også Pips mandlige udseende, og i den sammenhæng hvordan Siv føler sig fremmedgjort over for hende. Hyænerne som naturligvis er et gennemgående billede romanen igennem adskiller sig heller ikke fysisk meget fra hinanden - hannerne og hunnerne ligner hinanden.
    Romanen handler om, hvad et menneske egentlig er, og hvilken betydning kønnet har. Siv rejser bort for at finde ud af, hvem hun er. Også læseren inddrages i teksten med et "du" og opfordres til at kigge indad:

    "Verden begynder i de hænder du holder bogen med." 

  • Lit-chick

    man, 05/03/2012 - 23:02

    Hej Anita!

    Det er forskelligt om jeg læser anmeldelser inden jeg starter på en bog. Oftest hører jeg om en udgivelse inden den udkommer, MEN jeg kan ikke lade være med at være lidt forudindtaget. Så læser jeg nogle af de første anmeldelser og tænker; det var da utroligt, at den bog skulle være så god eller dårlig og så bliver jeg nysgerrig. Men jeg er langt fra enig med de anmeldelser jeg læser. Efterhånden har jeg dog fundet ud af at hvis en bestemt anmelder kan lide en bog, så er der stor sansynlighed for at jeg også selv kan.

    Få anmeldelser kan få mig til at ændre mening.

    Vh

    Mette

  • Lit-chick

    man, 05/03/2012 - 22:50

    Bogen er en lyrisk fortælling om hvordan man trods livets omstændigheder kan finde vejen hjem eller nærmere ind til sig selv.

    Jeg har ikke tidligere læst noget af Hanne Østavik, men hold da helt op – sikke en positiv oplevelse. Til at begynde med havde jeg næsten lyst til at lægge bogen fra mig. Jeg holder ikke specielt meget af lyriske tekster. Alligevel formåede bogen at holde mig fast, fordi der er kælet så meget om hver eneste sætning at man glider igennem...fra sætning til sætning.  Hanne Ørstavik skaber musik i teksten med de mange gentagelser og bogstavrim:

                                 ”For efter en tid kommer tanken og trækker i hende, op fra sofaen, op fra gulvet, trækker hende op”.  

    Det er lækkert at læse. Det er lækkert at sige.

    En anden bemærkelsesværdig ting i bogen er fortælleren.  Man fristes til at tro, at det er en jeg-fortæller, men det viser sig hver gang at der står ”jeg” er det i forbindelse med direkte tanke eller tale.  Det gør det lidt ”spændende”, hvem der egentlig siger tingene…og det gør det ikke nemmere at der ikke er noget der indikerer talen eller tanken. Ikke andet end ”siger hun” eller ”tænker hun” eller lignende.

    Men noget af det jeg altid godt har kunnet lide er når fortælleren taler direkte til læseren. I denne bog på side 125 (midten præcis), får læseren en ordentlig opsang. Sådan noget elsker jeg!!! Den sarkasme fortælleren anvender gør at jeg føler mig talt talt og ramt;

     ”du har haft betændelse, har du ikke. Højre arm, musearm, som det hedder? Har du prøvet at mærke længere oppe. Længere ind. Mærke efter der hvor dit hjerte sidder, hvordan føles det? Hvem er du, dér? Kan du mærke det?”

     Igen en smuk rytme. H’erne nærmest spyttes ud.

    Og på side 133 hvor fortælleren har fortalt en del om Leos mor, kommer følgende bemærkning;  ”Måske var det sådan. Måske var det helt anderledes. Leo ved det ikke…” Man fristes til at spørge; "...men ved fortælleren det"?

    En ”drilsk" fortæller som jeg holder forfærdelig meget af.  Som jeg synes bærer hele historien, hvilket man også kan sige, at en fortæller skal, men denne her fortæller gør meget tydeligt opmærksom på sig selv.  Han/hun er ikke kuet af janteloven i hvert fald. Overtager visse steder rollen som hovedperson.

    Det er også fantastisk som fortælleren kan dreje synsvinklen fra Sally og tilbage til Siv flere steder.

    Det gennemgående i bogen er det paradoksale. Det smukke sat overfor det grimme.  Se blot på ovenstående, men også det korte over for det lange.  Egentlig får vi mere konkret at vide om Pip og Gil på få sider end vi gør om Siv på mange sider. De runde bløde former og de kantede stive, som også bliver nævnt tit.  Der er rigtig mange ting at tage fat i.

    Der er også alle farverne som bliver malet ud til læseren. De hvide huse, de røde mure, og mange andre farver der bliver stillet skarpt på.

    Alt i alt en meget sanselig tekst

    Jeg synes også at det er en skøn måde, at mor-datter- konflikten bliver taget op på. Man mærker sorgen og længslen på egen krop pga sanseindtrykkenes beskrivelser.

    Generelt synes jeg at det er en meget smuk tekst, der nærmest suger læseren ind i bogen, ja, næsten bogstavelig talt.

    Læs den…og læs den så igen!!!

    Det vil jeg gøre. God fornøjelse!...og tak fordi jeg fik lov! Mette

  • Annakristiania

    tor, 01/03/2012 - 20:27

    Ørstavik skriver (igen) tilsyneladende med udgangspunkt  i sig selv. Jeg-personen er en ung kvinde, forfatter, og med et problematisk forhold til moren. Som karakter, kom jeg flere gange undervejs i tanke om Carrie i Sex and the City - dog som litterært modstykke. Det er meget smukt og poetisk. Det er også reflekterende som i en anden verden end Carries opsummering af NY life, men temaet sirkler rundt det samme som nok mange kvinder tænker meget på og taler endnu mere om. Er vi tilstede i vores liv? Er vi den vi ønsker at være - og føler vi alt vi burde føle? Siv, hovedpersonen i Hyænerne, har et problematisk forhold til sex - og tager allerede der fuldstændig afstand fra tidligere sammenligning. Sexen er dog blot en metafor for livet. Siv er ude af stand til at være tilstede. For mig beskriver bogens tema den største forskel mellem kønnene. Mens mange mænd måske ville se dette som en frigørelse, tror jeg det er de fleste kvinders marerit. At ikke være til stede, at ikke have evnen til at hengive sig ethundrede procent, at ikke nyde.

  • Annakristiania

    tor, 01/03/2012 - 20:27

    Ørstavik skriver (igen) tilsyneladende med udgangspunkt  i sig selv. Jeg-personen er en ung kvinde, forfatter, og med et problematisk forhold til moren. Som karakter, kom jeg flere gange undervejs i tanke om Carrie i Sex and the City - dog som litterært modstykke. Det er meget smukt og poetisk. Det er også reflekterende som i en anden verden end Carries opsummering af NY life, men temaet sirkler rundt det samme som nok mange kvinder tænker meget på og taler endnu mere om. Er vi tilstede i vores liv? Er vi den vi ønsker at være - og føler vi alt vi burde føle? Siv, hovedpersonen i Hyænerne, har et problematisk forhold til sex - og tager allerede der fuldstændig afstand fra tidligere sammenligning. Sexen er dog blot en metafor for livet. Siv er ude af stand til at være tilstede. For mig beskriver bogens tema den største forskel mellem kønnene. Mens mange mænd måske ville se dette som en frigørelse, tror jeg det er de fleste kvinders marerit. At ikke være til stede, at ikke have evnen til at hengive sig ethundrede procent, at ikke nyde.

  • Jeg læser - alt...

    tir, 28/02/2012 - 13:55

     

     

    ”Når det forholder sig sådan,

     at vi kun kan udleve en del af det vi har i os –

    hvad sker der så med resten”

     

    Dette citat fra en hel anden bog og forfatter end Hanne Ørstavik og hendes nye bog ”Hyænerne” siger, synes jeg efter at have læst de første 31 sider, overordnet det som hovedpersonen, har konfronteret sig selv med.

    De små detaljer omkring hendes observationer af Hyæner, som hun kigger på små filmoptagelser med, på You Tube er et fantastisk stærkt og bidende billede på hvor svært det kan være og hvor ondt det gør, hvis vi overforbruger dele af os selv. I det her tilfælde bogens Siv, der som forfatter, som jeg ser det, har jagtet og ædt for meget af hendes mørke og intellektuelle side, for at skrive hendes bøger. Som hun tænker om hyænerne, at når de flår deres bytte, så er deres skrig, som var det dem selv de jagtede.

    Siv bliver via hyænerne opmærksom på, at  hun selv ikke kan udvikles helt og være til sted i livet, når verden kun kommer til hende via ord, sprog og tanker.

    Hun får en erkendelse af at hun må sætte noget op mod mørket, vove at sætte lys, lyst, liv, hendes udtørrede områder på spil, mod mørket.

    Hovedpersonen i Hanne Ørstavik`s bog, bliver for mig næsten et billede på hende selv som forfatter. Personerne i hendes tidligere bøger bevæger sig altid på kanten til det mørke og i denne bog er der for første gang en person, som skal til at udfordre sig selv, ved at balancere på kanten af det lyse.

    Det bliver spændende at læse videre, hvad der sker med ordene for Siv, når de ikke længere er nok for hende.

     

    P.S. Når jeg starter på en bog, så undgår jeg til en start anmeldelser og lign, der kan farve oplevelsen af bogen. Hvordan gør i andre testlæsere?

     Anita.