Hundedreng

Oprettet: 13.02.2013 - 16:31

Bog: "Hundedreng" af Eva Hornung

Bogens forside

Romochka har taget alt det tøj på, han kunne finde i den tomme lejlighed, som han i så mange dage har overlevet helt alene i. En dag kom hans mor ikke hjem mere.

Forfatter: 
Eva Hornung
Oversætter: 
Eva Eistrup
Udgivet: 
2013
Forlag: 
Klim
Sidetal: 
288
Lån bogen - Køb bogen

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Michael Krarup

    ons, 06/03/2013 - 18:06

    Fra Bogbrokken

    Man kunne måske tro på navnet, at Eva Hornung kunne være en ny dansk forfatter, men hun er australier og vandt i 2010 den største litteraturpris i sit hjemland for denne bog om en forældreløs dreng i Moskva.

    Og historien er god: Den fireårige Romochka bliver forladt, først af sin mor og siden af sin "onkel" i en betonslumejendom i udkanten af Moskva. Sulten driver ham ud, og han møder en klan af vilde hunde, der tager ham til sig og opdrager ham til at være i klanens hierarki og lære deres "sprog". Han lærer at jage i flok og behandle sine egne og de andres sår ved at slikke på dem men også at vise hengivenhed og respekt på hundske måder.

    Men de militser, som jager både vilde hundeflokke og gadebørn i Moskvas postkommunistiske fattigdom, er til evig fare, især efter at Romochka bliver et prestigefyldt mål for indfangningerne, og efter at adfærdspsykologen Dmitri for alvor begynder at interessere sig for ham.

    Det er en så anderledes roman, at jeg aldrig har læst noget, der ligner den. Det nærmeste, jeg nok kan komme, er Emma Donaghues bog Rum om moderen og drengen, der bliver holdt indespærret af en Joseph Fritzl-lignende figur. Men her er det en flerårig identifikation med hunde og liv som hund, der skaber Romochka og hans liv - og det er vanvittigt spændende og siderne sluger sig selv i både de dramamatiske episoder og i hverdagsbeskrivelserne. Og så er det en bog, der kan lugtes - en stank af fordærvede ådsler, hundepels, snavs, råd og lort.

    Hvor meget, jeg bruge bogen til på den helt lange bane, er jeg ikke helt klar over - men historien er fremragende skruet sammen om end til tider nok noget romantiserende over det liv, der skildres.

    Men jeg er klar til at anbefale Hundedreng varmt, når den kommer på hylderne på biblioteket. Det bliver en bog, som jeg vil huske.

  • henfoss@gmail.com

    man, 04/03/2013 - 20:46

    Lad mig sige det med det samme. Jeg kan ikke lide slutningen. Måske er der andre, når vi når dertil, der vil forklare mig hvordan den giver mening. 

    Bortset fra det, er den en yderste velskrevet roman Eva Hornung har bedrevet. Vi har at gøre med en observerende og alvidende fortæller, som overraskende formår at være troværdig, selv om man som læser til at begynde med skal acceptere, at fortælleren filtrerer et 4-5 års barns tanker, så de bliver koherante og meningsgivende, udover et niveau man ellers vil mene er realistisk.

    Der er fokus på Romochkas grundlæggende overlevelse i et udkantskvarter i Moskva, efter at han er blevet forladt af sine omsorgspersoner. Læseren bliver præsenteret for Romochkas lynadoption af nogen af gadens vilde hunde, hvorefter vi sammen med Romochka entrerer en dyrisk tilværelse, hvori der f.eks. ikke umiddelbart stilles spørgsmålstegn ved at det er en naturlig og klog handling, at urinere på sin egen mad for at opbløde den fra en frossen og uspiselig tilstand.

    Hornung er i denne fase af bogen god til at beskrive følelser som vage fornemmelser med tillægsord der giver saft og kraft til stemninger som irritation, vrede, legesyge og fællesskabsfølelse. Det er helt tydeligt at Hornungs beskrivelse af hundes socialisering og samvær er gennemresearchet, observeret og særdeles nuanceret opfattet. Det i sig selv er noget af en bedrift.

    I del 2 bliver Romochka grundet sit liv med hundene præsenteret som et fysisk pragteksemplar. Det er i denne del af romanen at konsekvenserne af Sovjetunionens sammenbrud og Ruslands overgang til kapitalisme for alvor begynder at træde frem. Beskrivelsen af hvordan hundene i den barske, dybe og ubeskrivelig kolde moskovitiske vinter overlever ved at æde af ligene af samfundets udstødte - "vintergækkerne" som dukker op når isen forsvinder om foråret, er særligt prægnant. Romochka er blevet "the leader of the pack", han er både et af byens fortabte børn hvis antal er "for overvældende til at nogen enkeltperson kunne overskue at få øjnene op for dem", men også en successrig anskaffer sammen med hundene. Jagten på mad er den primære bevæger for handlingen, og der er i denne del af romanen rasende velskrevede passager som fungerer som fortløbende visualiseringer, der virker stærkt på læserens forestillingsevne - et drab på en påfugl, er særligt mindeværdigt.

    Romochka overlever tre vintre i Moskva sammen med hundene. Kulde og sanseoplevelser spiller en stor rolle i bogen. Ikke underligt er især lugt et vigtigt element. Romochka STINKER - faktisk er det hans stank som gør ham synlig og er medvirkende til at skabe et territorie omkring ham, som han tager med alle vegne. I denne fase af bogen præsenteres Romochka som værende i besiddelse af et hundejeg, der fjerner ham mere og mere fra hans egen menneskelighed i form af følelser og tanker. Hornung gør mesterligt brug af ordbilleder og metaforer, og der er et godt narrativt drive på færde.

    Bang lige pludselig - kæmpe overraskelsesmoment, hvor intensiteteten stiger kraftigt ca. 166 sider inde i romanen. Det skal opleves. Dernæst foretager Hornung et kunstgreb - hun skifter den indre synsvinkel til forskeren Dmitry. Her kommer så det rationelle og socialkritiske indhold som sigter på at belyse Moskvas menneskebundfald. Det sker i form af refleksioner over de ca. 5 millioner limsniffende, tiggende, autonome, småkriminelle og socialt afstumpede gadebørn i Rusland og  alt det øvrige, almindelige (i bogstaveligste forstand) sociale vraggods, Bomzhierne som driver rundt i Moskvas metro og gader og på skraldebjerget i udkanten af byen - "en omvandrende anklage mod samfundet, en omvandrende menneskelig tragedie".

    Hen imod slutningen af romanen bruger Hornung, Dmitry til at studere fænomenet "Hundedreng" i videnskabelige termer. Det er også her at de oprindelige, autentiske sager om fundet af hundedrenge, som har inspireret Hornung til historien, bliver nævnt. Læseren bliver oplyst om at Romochka først og fremmest er interessant for Dmitry, fordi han kan fremme hans karriere, der er bare en hage ved det. Det som er en anomali for Dmitry er at Romochka ikke viser indre tegn på vanrøgt - alt tyder på at han er blevet elsket og passet på - (læseren ved godt at det hænger sådan sammen). Dmitry og hans kæreste sætter sig for at få Romochka ind i menneskesfæren igen.

    Så langt så godt. Jeg gik i stå 20 sider fra slutningen fordi jeg var begyndt at ane hvor det bar hen - resocialisering og en ny fremtid som menneske, og jeg vil faktisk gerne lægge op til læserdebat her.

    Er der en indre logik i romanen som fører hen imod den givne slutning?

    I det omfang, der er tale om en åben slutning - hvad indebærer Romochkas sidste handling så?

    Jeg vil varmt anbefale at læse bogen, om ikke andet så for dens sproglige velskrevenhed, forfatterens evne til at stimulere læserens visuelle forestillingsevne, og den fremmedartethed der over bogens dyriske univers som ER fascinerende i al sin gru og ynde.

     

     

  • Michael Krarup

    søn, 17/02/2013 - 19:18

    I dette forum står jeg nu i den lidt mærkelige situation at være blevet færdig med bogen, inden debatten overhovedet har rokket sig ud af stedet.

    Så jeg vil ikke sige så meget indtil debatten kommer i gang, andet end, at jeg synes, at det var en fængslende og fascinerende historie - men at jeg også har nogle men'er til den, som jeg ikke selv har fået opklaret med mig selv.

    Jeg vil ikke lægge min anmeldelse på debatten endnu, men vil du alligevel se den, kan du se den på min egen blog, Bogbrokken.

    Jeg skal nok være der, når debatten går i gang og give mine besyv med.

  • henfoss@gmail.com

    tor, 14/02/2013 - 22:15

    Min første forventning om bogen bekræftes af forsidebilledet som er er holdt i gråbrune toner. Man ser en storbys skyline og havnefront i baggrunden. I mellemgrunden er der gråt vand, imens man i forgrunden ser en sort silhuet af en dreng i løb fulgt af 3 hunde i skarpt trav. HUNDEDRENG står der med store røde bogstaver, i hvilke en ornamenteret struktur signalere forfald og beton som forvitrer. Umiddelbart føler beskueren ikke at den løbende dreng er på flugt fra hundene, men snarere at han er et med dem, at han følges med dem.

    Bagsideteksten lover læseren en historie om et barn der er omgærdet af tomhed, kulde, angst, sult og ensomhed, men som i skikkelsen af en hund møder den omsorg han mangler. På bagklappen er der et sort/hvidt billede af forfatteren - australske Eva Hornung, hvor hun afbilledes i leg med en hund.

    Bagsideklappens tekst fortæller os en smule mere om indholdet af bogen; romanen gør brug af et historisk litterært motiv knyttet til myter om "vilde børn" - f.eks. Romulus og Remus som voksede op hos ulve inden de grundlagde Rom, Tarzan barn af Lord Greystoke som voksede op hos menneskeaber dybt inde i den afrikanske jungle, og Rudyard Kiplings Mowgli som de fleste af os visualiserer som Disneys Mowgli i rødt lændeklæde sammen med panteren Bagheera og bjørnen Balou. Her får vi også at vide at romanens hovedperson er en dreng som lever blandt hunde i Moskvas slum.

    For mig som læser er det ikke myten om vilde børn som tænder min nysgerrighed, men derimod de to ord "Moskva" og "slum". Det gamle Rusland, Sovjetunionen og det nye Rusland - er alle tre faser i verdens kulturhistorie som har fascineret mig meget. Hvem og hvordan tænker og lever det russiske folk? Hvordan er russerne i dag præget af den chockterapi, det var at gå fra lurvet kommunisme til kynisk kapitalisme?

    Dernæst ordet slum; jeg har alle dage interesseret mig for mennesker der lever på samfundets bund. Hvordan er de havnet der? Hvilke vilkår er man udstukket når man er fattigst af alle? Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at mennesker til stadighed udholder det ufattelige, det uretfærdige, det urimelige, men frem for alt hvordan overlever man den den faktiske elendighed i slummen?

    Således ekviperet giver jeg mig i kast med læsningen.

  • Michael Krarup

    tor, 14/02/2013 - 21:26

    En indledende kommentar til Hundedreng:

    At man kan tro på præmissen i en fortælling og derefter være i troen, er ofte forudsætningen for at kunne leve sig ind i en bog. Og det kan nogle gange være svært. Og det synes jeg, det indtil nu har været med Hundedreng - eller rettere: jeg har har egentlig været der hele tiden, men med forbehold. For jeg stiller så mange men'er undervejs til handlingen, at det bliver lidt svært.

    Men det korte af det lange er, at jeg valgt at tro på historien og være i troen, uanset mine spørgsmålstegn. Og det giver en oplevelse, som er meget stærk så vidt jeg er nået (s. 75).

    Ramochkas liv hos hundeklanen i kælderen i Moskvas yderkvarter er et flot, men måske også lidt kulørt, billede på, hvad mennesker kan formås til at gøre for at overleve i den allerværst tænkelige situation under de værst tænkelige betingelser i alles kamp mod alle - og alligevel finde en form for tryghed og kærlighed.

    Jeg ved at bogen udvikler sig i andre retninger senere, men mere om det senere. Fin bog indtil videre - med tvivl - men med valgt troskab for historien.