Hildegard

Oprettet: 20.11.2010 - 11:38

Bog: "Hildegard II" af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Bogens forside

Biografisk roman om middelaldermystikeren, komponisten, abbedissen og meget mere, Hildegard von Bingen (1098-1179)

Udgivet: 
2010
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
482
Lån bogen - Køb bogen

Stærkt og velskrevet portræt af Hildegard af Bingen. I januar/februar debatterer vi 'Hildegard' af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Deltag i debatten, hvor forfatteren også deltager.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Michael Linde Larsen

    man, 21/03/2011 - 15:43

    Hej Ridder1. Du kan altid skrive i debatten så længe bøgerne ligger fremme på siden. Så jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad som er kikset ved dine forsøg på at lægge en kommentar ind. Men dejligt at læse jeres betragtninger fra klubbens møde:-)

    Inde på DR's side kan man også skrive kommentarer fra de afholdte møder. Men det kan jeg se, at du også har gjort!

  • ridder1

    man, 21/03/2011 - 15:23

    Kan man kun melde sine stjerner ind i den måned romanen er udvalgt til månedens bog? Vores anden romanklub, som er selvstyrende, har først i torsdags diskuteret Hildegard. Nu har jeg forsøgt at sende deres vurdering ind tre gange, men kan ikke se at den bliver optaget. Det er meget ærgerligt, da klubben naturligvis gerne vil være med i afstemningen.

    Deres vurdering kommer i stedet her:

    Vi havde en rigtig god snak om Hildegard og Anne-Lise Marstrand Jørgensen. Med en enkelt undtagelse var vi alle meget glade for at have læst bogen, og vi endte med at give den 5 stjerner, idet "undtagelsen" undlod at stemme. Hun var ikke godt tilpas med den megen religion; det var simpelthen for meget. Alle var dog enige om, at den var fantastisk godt skrevet. Hvis jeg som "ordstyrer" skal fremkomme med en samlet omtale, må det blive således:

    "Anne-Lise Marstrand Jørgensen har med roman(erne) om Hildegard levendegjort 1100-tallets samfund og især klostervæsen. Hun fortæller i den middelalderlige kontekst, men i et nutidigt, meget smukt sprog, spækket med naturbeskrivelser og metaforiske billeder. Hun giver et fint billede af klostervæsenet med alle dets samfundsbærende funktioner, lige fra kulturinstitution, hospital og sjælesørgerinstitution til forsyningslandbrug og centrum for det omgivende samfund. Herudover beskriver hun konflikterne mellem kejser og pave(r), knægtelsen af katarerne, adelens medvirken og frem for alt kirkens magt.

    Historien er fortalt af en alvidende fortæller, der beskriver hændelserne fra de forskellige personers synsvinkel, skønt Hildegard naturligvis er den centrale. Hendes forhold til sine nærmeste, til sine foresatte, til forældre, ja til hele hendes omverden er beskrevet på en måde, så man finder problemstillingerne nutidige. De grundlæggende temaer er menneskelige vilkår som kærlighed, tro, tvivl, synd og kampen mellem det gode og det onde. Vi genkender mange af situationerne, og vi genkender også Anne-Lise i Hildegard, med hendes eftertænksomme væsen og indlevelse i naturen."

     5 stjerner.

     Ordstyrer: Lise Selvig Olsen, Halsnæs Bibliotekerne - Romanklub 2 ( den selvstyrende)

     

     

     

     

     

     

     

     

     

  • Anne Lise Marst...

    fre, 04/03/2011 - 14:11

    Nej, jeg synes ikke, det er anstrengende at tale om Hildegard, selvom det er et stykke tid siden, jeg blev færdig med at skrive bøgerne. Nogle gange må jeg trække mig lidt fra hende, for at kunne skrive noget nyt, men det er mest for at rense tankerne og holde fokus. Jeg møder så mange dejlige og inspirerende mennesker, når jeg er ude og holde foredrag om mine bøger - og det er inspirerende. Så det jeg synes kan være anstrengende er rejseriet - frem og tilbage og rundt i hele landet. Men det er der jo ikke noget med, når jeg skal sidde ved skrivebordet og svare på spørgsmål fra Litteratursidens brugere.

    Mange venlige hilsner

    Anne Lise

  • Connie

    ons, 02/03/2011 - 22:50

    Tak for dine udførlige svar og uddybning af forskelligt vedr. bogen om Hildegard.

    Er det  ikke anstrengende at skulle snakke så meget om noget man har afsluttet ? -( eller det er vel egentlig ikke værre end at være et band på turne`). Måske finder I forfattere også selv ud af noget nyt om jeres fortællinger ved at snakke med læserne om historierne ?

    Jeg takker i øvrigt for boganbefalingerne :) 

  • Katharine

    ons, 02/03/2011 - 14:36

    Hvordan kan jeg bedst følge med og få besked om en evt. engelsk oversættelse. Jeg har flere familiemedlemmer og venner i USA, som er interesserede i at læse "Hildegaard 1 og 2".

  • Anne Lise Marst...

    man, 28/02/2011 - 10:57

    Kære Connie

    Tak for dine ord om Hildegard. Jeg er rigtig glad for at høre om de ting, du har hæftet dig ved.

    Jeg genlæste (og genså) selv Rosens navn som led i min research - den er jo fabelagtigt spændende og godt skrevet. En anden forfatter, jeg havde meget glæde af undervejs var Sigrid Undset med hendes Kristin Lavrandsdatter trilogi. Hvis du ikke har læst den, vil jeg virkelig anbefale den.

    Da jeg gik igang med Hildegard, forestillede jeg mig, at jeg først skulle sætte god tid af til at læse og sætte mig ind i ALT og først derefter påbegynde skrivningen. Sådan blev det slet ikke, for jeg blev så inspireret til at skrive, hver gang jeg læste et eller andet. Derfor skrev og læste jeg samtidig - som regel skrev jeg om dagen, når børnene var i skole og læste om aftenen, når de var gået i seng. I begyndelsen bestræbte jeg mig først og fremmest på at få overblik over perioden, senere blev det mere detaljeorienteret. Det blev meget omfattende, for det var ikke nok for mig at kende til de store linjer (og Biblen, som jo fylder en del for Hildegard) - jeg var nødt til at vide nok til, at jeg kunne opbygge en verden, som jeg frit kunne bevæge mig rundt i. Så jeg kom til at læse om mange ting: Landbrug, vindyrkning, husdyrhold, tekstilfremstilling, byggematerialer, værktøj, botanik, folkeviser, traditioner, sagn. Når jeg nåede til et sted i teksten, hvor jeg havde brug for viden for at fortsætte, skrev jeg enten en hel række x'er og vendte tilbage, når jeg havde fundet ud af, hvad der manglede eller også standsede jeg og læste, indtil jeg kunne skrive videre. 

    Jeg læste generelle værker om perioden - både politisk, religiøst og hverdagshistorisk - specifikke værker om alle mulige emner, Biblen, dele af Koranen (for at få indtryk af dens billedsprog i forhold til biblen), Hildegards egne bøger og salmer, fagbiografiske værker om Hildegard, værker af andre middelalderlige mystikere og meget, meget mere. Derudover hørte jeg hendes musik (og læste om den) og så alt hvad jeg kunne komme i nærheden af af film, der foregår i middelalderen. Jeg har også været på en del middelaldermarkeder undervejs og besøgt så mange ruiner, borge, klostre, urtehaver og slotte, som jeg kunne komme til.

    Jeg brugte naturligvis meget tid på Hildegards egne værker - både indholdet og billedsproget. Jeg har vævet nogle af hendes ord og billeder ind i min egen tekst for at være så loyal overfor den historiske Hildegard som muligt. Hun skriver meget sanseligt og meget feminint.

    Jeg rejste i hendes fodspor to gange. Første gang tog jeg alene til området, da jeg lige var gået igang med at skrive. Anden gang tog jeg mine børn med, da jeg var ved at være færdig med Hildegard II. Det blev to meget forskellige og meget dejlige rejser. Det jeg primært hæftede mig ved begge gange var ting, der hører til den mere "bløde" research: Lyset, planterne, floden, landskabet. Alt det andet kunne jeg læse mig til hjemme ved skrivebordet.

    Som du kan høre, levede jeg i den grad med Hildegard og middelalderen. Det var en temmelig vild oplevelse, ikke mindst fordi jeg aldrig har interesseret mig synderligt for historie, før jeg mødte Hildegard. Det - og meget andet - er i hvert fald anderledes nu.

    Mange venlige hilsner

    Anne Lise

  • Connie

    søn, 27/02/2011 - 13:45

    Jeg er nu nået til vejs ende i din historie om Hildegard, Anne Lise, og jeg må sige at det er svært at være uenig med dem der mener at det er en god og velfortalt historie, der skaber en fremragende indsigt i middelalderens levevis , og tænkemåde. 

    Særlig klostrenes og pavemagtens skærmysler og skismaer får du beskrevet, så jeg bliver helt nysgerrig efter at læse mere om denne tidsperiode. Jeg har faktisk " Rosens navn " af Umberto Eco  stående på min boghylde,-  måske er det nu den skal genlæses ? 

    Jeg kunne godt tænke mig at du fortalte os lidt om din skriveproces. Hvordan har du brugt dine kilder , ud over at læse dem selvfølgelig ? Har du været på studierejse til Rupertsberg / Dissibodenberg ? ( jeg følte næsten at jeg var der , da jeg læste din meget sanselige beskrivelser. Særlig de kolde årstider beskriver du så overbevisende at jeg næsten kom til at fryse med de medvirkende i bogen - men kyndelmisse  vejret  passer jo fortrinligt på årstiden p.t.f.eks er der en sekvens hvor Hildegard er sneet ude af kapellet, og den beskrivelse passede bare fuldstændig til min asen forleden da driverne l¨å metertykke udenfor mit skur, på den måde oplevede jeg flere steder at bogen i sine beskrivelser er tidløs. 

    Jeg bider mig fast i at du trods fremstillingen af Hildegard som et sammensat menneske, der både er utålmodig og til tider utålelig for sine nærmeste, alligevel får mig (som læser )til at holde af hende.Måske netop fordi du formår at fremstille hende , ikke kun som særligt udvalgt , men ogsåsom menneske på godt og ondt. 

    Især syntes jeg godt om at hun tager sig af de udstødte som de personer jeg nævner i min overskrift på dette indlæg. Hvor er det godt at der findes sådanne mennesker med overskud.

    Med de episoder du vælger at fokusere på, får du netop det tilgivende element frem i Hildegards personlighed, og det gør at hun også - ud over at være " guds talerør" bliver en personlighed man også idag bør have respekt for. I det hele taget syntes jeg bogen byder på mange alment eksistentielle problemstillinger, der også er gældende i dag, netop menneskets tvivl, søgen og selvtilstrækkelighed får du på overbevisende måde formidlet igennem dine to bøger om Hildegard, og derfor vil disse fortællinger blive stående på nethinden længe efter at bogen er lukket. 

    Både form og indhold i bogen er smukt, og hænger for mig at se fint sammen med den tidsperiode der forsøges at beskrive.

    Jeg giver dig rigtig mange stjerner, og glæder mig til at læse mere fra din hånd :) 

    Venlig hilsen Connie 

  • Hanne Ingerslev

    man, 14/02/2011 - 14:57

    Tak fordi du satte tingene så godt på plads, Anne Lise.

    Det er som vigtige brikker i et puslespil -  brikker, som gør himlen fredelig og smuk.

    Venlig hilsen fra Hanne Ingerslev

  • Anne Lise Marst...

    man, 14/02/2011 - 13:35

    Nej, jeg har ikke planer om at skrive en roman om Richardis selvom jeg også synes hun og hendes forhold til Hildegard er spændende!

    Mange hilsner Anne Lise

  • Anne Lise Marst...

    man, 14/02/2011 - 13:33

    Så er jeg tilbage efter sløjhed og travl weekend!

    Det er spændende at læse det, I skriver om Hildegards personlighed. Jeg holder naturligvis meget af hende, men kan sagtens forstå, hvad I mener med, at hun kan være både hård og usympatisk. Jeg opfatter hende som et meget sammensat menneske ... og frem for alt netop et menneske på godt og ondt. 

    Hun oplever selv, at hun har en stor gave, der giver hende indsigt og glæde. Den samme gave er med til at gøre hende anderledes end andre, og jeg forestiller mig, at det også må have været en byrde. At skille sig ud, at erfare verden på en anden måde end andre, at have erfaringer som man ikke kan dele med nogen må give en dyb ensomhed i forhold til andre mennesker. Udefra betragtet har hun jo alting: Sine evner, sine visioner, sine trofaste støtter, sit velhavende kloster. Ganske vist møder hun modgang, men hun har jo sin tro og sit kald som styrke, så hvordan kan det blive så stort et problem? Fordi hun er menneske. Sart og nogle gange overfølsom, irritabel og umulig når andre ikke kan følge hende, ikke er lige så hurtige eller ikke med det samme forstår hvad der er det rigtige at gøre. Samtidig lever hun i et evigt dilemma: Hun ved godt, hvordan hun bør leve, men er også et menneske og mennesker kommer altid til kort overfor idealer om perfektion. 

    Hun er slet ikke rimelig overfor Richardis. Hun er til tider ganske forfærdelig. Og selvom hun har fornemmelse for og viden om mange ting, har hun næppe haft psykologisk indsigt på den måde, som vi har. Hun er blevet taget fra sin familie som lille barn, hun har tidligt oplevet at miste dem hun elsker og stoler på og må have følt den store rungende sorg og ensomhed ved det. Jeg tænker, det også er derfor, hun senere har så svært ved at give slip på de mennesker, hun føler sig knyttet til (og ved at knytte sig til nogen i det hele taget). Truet af tab presses hun til det yderste og vil gøre hvad som helst for ikke at skulle føle den forfærdelige smerte. Og så tror jeg også, hun kommer til at se Richardis som en forlængelse af sig selv istedet for som et selvstændigt menneske. Hun er så sikker på, at hun ved, hvad der er godt for Richardis, hvad hun tænker, føler, mener og skal. Så hun glemmer at se hende ordentligt og kræver det umenneskelige af hende. Det ser jeg også som en variant af en klassisk mor-datter-konflikt... der i dette tilfælde får alvorlige følger. 

    Set med Richardis øjne må det have været både svært og vidunderligt at være den udvalgte. Vidunderligt fordi Hildegard giver så meget og er så inspirerende, når hun har overskud. Svært fordi hun er lunefuld, men også fordi hun er vanskelig at leve op til. Hvis man har en "mor" der er Guds talerør, hvem skal man så selv være?! Og endelig er Hildegards fascination overvældende og på en måde grænseløs. Selvom hun har valgt seksualiteten fra, er hun sanseligt optaget af Richardis skønhed og ungdom, hun virker forelsket og besat oven i alt det andet. Det må have været en svær cocktail at stå model til. 

     

    Mange venlige hilsner

    Anne Lise

    Men jeg synes ikke selv, det gør Hildegard usympatisk. Jeg ser det snarere som hendes begrænsning på samme måde, som alle mennesker har begrænsninger i større eller mindre grad. Hendes svageste punkt som hun tvinges til at se i øjnene og som også få betydning for hendes syn på mennesker senere. Hun siger vi skal stræbe efter at opnå balance, men ved godt at det ikke er let med alt hvad vi er oppe imod. I Hildegards verden er løsningen at alliere sig med "guds-kræfterne" (f.eks næstekærlighed) for at udligne alt det, der trækker i en anden retning i et menneske.

  • Anne Lise Marst...

    man, 14/02/2011 - 13:11

    Jeg ved ikke om Hildegard kommer på engelsk, men jeg håber det kommer til at ske hen ad vejen. De ville jeg i hvert fald være meget glad for. Indtil videre er den solgt til udgivelse i Italien (udkommer senere i denne måned) og i Norge (hvor den vist udkommer til efteråret). Det bedste I kan gøre er vist at krydse fingre :-)

    Mange venlige hilsner Anne Lise

  • Rikke Smith

    søn, 13/02/2011 - 17:47

    Jeg har selvfølgelig også lagt mærke til Hildegards personlighed. Først syntes jeg at hun udviste stor selvsikkerhed og power (det gør hun igennem hele bogen) ikke mindst overfor munkene, biskopperne ect. Jeg er ret imponeret af hendes styrke

    Men da nonnerne flytter til Rupersberg er det som om hendes vrede/frustration? går ud over nonnerne. Jeg tror det er en kombination af flere ting. Tabet af Richardis, presset udefra(politik, paven, kongen), opbygningen af klosteret, manglende syn i en periode.

    Jeg synted det må have været ulideligt for nonnerne at skulle omgås Hildegard med de luner hun havde, ikke underligt at der var snakken i krogene. Og så ud af det blå kan hun rose og være omsorgsfuld.

    En spændende, men svær personlighed.

    Fandt dette billede af Rupertsberg på nettet.

    De bedste hilsener

    Rikke

  • JOHI

    søn, 13/02/2011 - 10:10

    Jeg har læst Hildegard-bøgerne i omvendt rækkefølge, fordi vi i den læsekreds, jeg deltager i, læste Hildegard II.Efter at have læst den opfattede jeg Hildegard som et manipulerende og ret usympatisk menneske, men jeg var blevet nysgerrig efter at læse mere om hende. Der var også flere i læsekredsen, der havde læst begge bøgerne, og de var meget begejstrede for hende, så jeg måtte alligevel købe Hildegard I og har da også ændret indtryk efter at have læste denne og forstår hende meget bedre bedre med den baggrund, hun har haft.

    Det er ikke mit indtryk, at hun har noget imod mænd generelt. Det virker som om, at hun trods de strenge klosterregler, hun er vokset op under, har svært ved at acceptere, at der er nogen - ud over gud - der vil bestemme over hende.

    Gode bøger som har gjort, jeg har lyst til at læse mere om hende.

  • JanHanPetersen (ikke efterprøvet)

    fre, 11/02/2011 - 18:11

    Hvem tør sige Gud imod!? Og hvem tør sige: jeg er Guds talerør? Med de konflikter det vil medføre både ind- og udadtil?

    Hildegards forhold til Volmar og Richardis har ikke været så meget diskuteret her, da også ALMJ har sagt, at det er lidt irrelevant, når Hildegard flere gange og på flere planer frasiger sig evt. kødelige længsler. Men lidt interessant er det jo unægteligt, hvad angår de tvivlsspørgsmål, som Hildegard gennem hele livet er tvunget til at besvare på egen hånd.

  • Hanne Ingerslev

    fre, 11/02/2011 - 17:37

    Fin og interessant beretning, Tina. Spændende tanke med en roman om Richardis. Jeg tror, den ville blive sørgelig, men hvad ved man?  Mon Anne Lise har tanker om sådan en???

    Mange venlige hilsener fra Hanne Ingerslev

  • Tina Karina Mor...

    fre, 11/02/2011 - 17:24

    "I er nu lidt hårde ved Hildegard" var der en af deltagerne i Svendborg Biblioteks læseklub der sagde, efter vi en tid havde talt om Hildegard og hendes forhold til bla Richardis og Volmar - og andre mennesker. Måske er det fordi vi - præcis som Hildegard - forlanger det fuldkomne af en så speciel og højt begavet kvinde. Sammenligningen med din mormor, solskin123 synes jeg er rigtig god.
    I læseklubben tale vi om at Hildegard er så fast besluttet på at nå sit mål, at hun tager alle midler i brug, og at hun handler på flere planer. Dels det nære plan, hvor hun forsøger at holde lige meget af alle mennesker - og det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, ej heller for Hildegard :-) Dels på det politiske plan, hvor hun bruger bruger sin magt som den der ser lyset - hvem tør sige Gud imod, men også sit sproglige overskud og snilde. En af mine yndlings passager i bogen er der hvor munkene klager over en lille dråbe blod på en underkjole efter en nonnes menstruationsblod. Hvor er det bare morsomt og viser tydeligt Hildegards evne som politiker. Hun gør munkene til grin og vender konflikten til nonnernes fordel - præcis som hun gør, da nonnerne lærer at behandle boggedernes skind. Man kunne næsten kalde det manipulerende ;-)

    Vi havde en rigtig god snak om bogen, og er langt overvejende glade for at læse bogen og lære Hildegard at kende.
    Dog kunne vi rigtig godt tænke os at høre mere til Richardis og hendes side af historien.
    Kunne du ikke Anne-Lise tænke dig at skrive en bog om hende og om, hvordan hun mon opfatter forholdet til Hildegard ? - skulle jeg spørge fra flere af læseklubmedlemmerne
    Mange hilsner  og ønsker om en god week-end fra Tina
    Svendborg Bibliotek

     

  • Karen Bertelsen

    fre, 11/02/2011 - 14:51

    Hildegards personlighed er jo ikke nem at komme om ved, man bliver uundgåeligt optaget af denne begavede, lidenskabelige, dedikerede person. På et tidspunkt tænkte jeg, at hun har frygtelig let til vrede, hun bliver vred både på dem hun foragter mest og på dem hun elsker mest, hun kræver undertiden en temmelig stor tålmodighed af sine omgivelser og virker meget selvcentreret. Det er måske derfor, man kan få den opfattelse, at hun mangler empati og tromler henover folk - at hun er usympatisk.

    Jeg beundrer hendes mod og hendes fordomsfrihed, hendes klare forståelse for ganske verdslige, familiemæssige og profane forhold, hendes snusfornuft og hendes kreative, skabende evner. Hun bliver særlig interessant, hvor hendes klogskab kolliderer med hendes viltre temperament. Hun er vel også meget empatisk, men det er som om empatien ikke altis kan følge med hendes tempo!

    Hendes empati forsvinder helt i forhold til Richardis, som synes at føle sig meget ilde berørt over Hildegards dyrkelse af hende (eller af det billede, hun har af hende), hvor Hildegard ustandselig udtrykker vrede og stiller uudtalte krav om absolut perfektion, som Richardis bliver urolig og forvirret over, fordi hun slet ikke føler, hun kan leve op til disse forventninger. Sådan set forstår man godt, at Ricardis's mor trækker hende ud af klosteret.

    Hildegard er overvældende og omklamrende, både i sin vrede og sin gavmildhed.

    Forresten: På vores lokale romanklubmøde sluttede vi af med at lytte til et par CDer med Hildegards sange, det var virkelig intenst. Især den ene, som "tilhøreladende" var optaget i et kirkerum, sunget af en sangerinde med en fin, klar sopran - det var som at høre Ricardis's stemme! Det kan kun anbefales.

    Mange hilsner

    Karen

  • Hanne Ingerslev

    fre, 11/02/2011 - 11:26

    Jeg er også helt vild for at få en oversættelse. Mon en underskriftssamling ville gøre indtryk. Hildegard "er"  jo en meget international personlighed. 

    Hanne Ingerslev 

  • Hanne Ingerslev

    fre, 11/02/2011 - 11:21

    Ser nu, at du hedder Tina, undskyld.  Jeg er meget spændt på at høre, hvordan diskussionen på Jeres bibliotek faldt ud.

    Venlig hilsen fra Hanne Ingerslev

     

  • Hanne Ingerslev

    fre, 11/02/2011 - 10:54

    Til Maria og JanHanPetersen

    Det er en rigtig god diskussion denne her. JanHanPetersens omhyggelige forklaring fik mig til at forstå Jer. Hildegard minder mig i den grad ( på et mindre plan) om min mormor, som både var meget kærlig og "effektiv". Jeg må have fortrængt, hvor irriterende og dominerende hun lejlighedsvis kunne være, når hun ville nå et mål. 

  • JanHanPetersen (ikke efterprøvet)

    fre, 11/02/2011 - 01:20

    Jeg er overvejende enig med solskin123, men kan nu også godt se de lidt dystre sider af Hildegard. Hun er  jo tydeligvis en kvinde med en meget stærk personlighed, hvilket i sig selv kan være skræmmende for omgivelserne.

    Når hun så hele tiden kæmper med sig selv om sine følelser for Volmar og Richardis, sit hovmod og sin tvivl på, om hun virkelig gør, hvad Gud ønsker af hende - så er hun måske tilbøjelig til at lade det gå lidt hårdt ud over specielt de "døtre", hun forventer meget af. Som om hun kræver af dem, at de skal være lige så stærke, som hun selv er nødt til at være.

    I nogle - måske de fleste - af de møder hun har med Kuno og Simon, bevæger hun sig jo på kanten af magtmisbrug, hvilket må svært at forene med en kristen overbevisning. Hun kender godt sin status (hovmod), og på trods af stor tvivl bruger hun den til at få sine ønsker påfyldt (grådighed).

    Men som solskin123 vel udtrykker det: Hildegard er et menneske først og fremmest. Det er helt klart sympatisk.

  • Hanne Ingerslev

    tor, 10/02/2011 - 23:47

    Jeg fatter ikke hvordan man kan opfatte Hildegard som et usympatisk menneske. Hun beskrives jo netop som et menneske , der trods sine budskaber, hvor hun jo virker som et rør, som de himmelske budskaber kommer igennem, netop også er et menneske med svagheder .Måske knytter hun sig nærmere til Richardis end de andre "døtre", men det ved hun selv er forkert.

    Hvordan man kan læse bogen uden at komme til at tænke på, om man nu selv så vidt muligt opfører sig som et ordenligt menneske, er for mig ubegribeligt. Det er da en enorm trøst, at et menneske, som man, hvis man bare læste om hendes bedrifter, ville tro var uden angst, uden indre konflikter uden tvivl, faktisk har kæmpet mod så meget. Mit liv er blevet meget lettere efter at jeg har læst Hildegard I og II. Det har været en enormt berigende oplevelse.

  • Tina Karina Mor...

    tor, 10/02/2011 - 19:12

    Kære alle
    I morgen mødes en af DR romanklubberne her på Svendborg Bibliotek, hvor jeg arbejder. En af deltagerne er blevet forhindret af en rejse syd på, men har selvfølgelig ;-) sendt sine tanker til mig på en mail, så jeg kan tage dem med til vores læseklub. Hun skriver noget, som jeg faktisk selv har tænkt lidt over. "Hildegard fremstår som et meget usympatisk menneske, hård at være i nærheden af - jo hun var gudsfrygtig, men hun er ikke medmenneskelig, kærlig, empatisk og varm".
    Jeg glæder mig meget til at mødes med Læseklubben og bringe netop dette spørgsmål på bane.
    Selv tænker jeg, at Hildegard er urimeligt hård over for f.eks Richardis, men også overfor nogle af de andre unge piger. Samtidig er hendes menneskesyn overfor anderledes og psykisk syge mennesker jo ret enestående. Måske kan man ikke komme helt tæt på Hildegard. Jeg tror, det har været svært at være Richardis og Volmer - til trods for at Hildegard uden tvivl elsker dem begge 2 - måske endda er forelsket i dem begge 2 ?
    Mon I kan følge mine og min læseklub kammerats tanker ?
    Jeg skriver mere efter Læseklubbens møde.
    Hilsen Tina

    ps - tak for en god debat, hvor ordene på et tidspunkt fløj gennem luften. Hvor er det godt med uenighed - ellers kommer vi jo aldrig nogen vegne :-)

     

  • Katharine

    tor, 10/02/2011 - 10:37

    Jeg har læst Hildegaard 1 og er i gang med Hildegaard 2. Fantastiske læseoplevelser begge to! Tusind tak, Anne Lise Marstrand-Jørgensen! Jeg vil så gerne give de to bøger til min mor, som er amerikaner. Er der planer om en engelsk oversættelse?

  • Anne Lise Marst...

    ons, 09/02/2011 - 17:24

    Ja, det er noget af en lussing han uddeler :-) Jeg har nydt mange af hans bøger, så jeg bliver selvfølgelig rigtig glad for, at han kalder mine bøger for mesterværker. Og at han synes, de er i den liga.

    Mht at blive forbigået, så føles det heldigvis ikke sådan. Det er sjovere at glæde sig på andres vegne ... der er jo ikke nogen, der har taget noget som var mit ved at blive nomineret. Ikke at det ikke ville have været fantastisk, men ...

    Så jeg holder også armene oppe ;-)

    Mange hilsner

    Anne Lise

  • JanHanPetersen (ikke efterprøvet)

    ons, 09/02/2011 - 15:15

    Har lige læst Ib Michaels spydige kommentar, som man må nikke til og klukke over hele vejen igennem. Og så dette skulderklap til ALMJ:

    "Undskyld, men det siger noget om den herskende litterære kompetence, at man kan skrive mesterværker som ’Hildegard I’ & II (Anne Lise Marstrand-Jørgensen, red.) og så blive forbigået af en forfatterskoleelev i indstillingen til Nordisk Råds Litteraturpris".

    Wow - kan vi få hænderne ned? :o)

    Eller ja, det er måske ikke så svært, når man nu er blevet gået forbi, men anyway...

  • Anne Lise Marst...

    man, 07/02/2011 - 22:55

    Tak fordi du gav min bog chancen og også kunne se kvaliteter i den - det er jeg mægtig glad for. 

    Jeg synes også Jutta er mildest talt uhyggelig. For mig repræsenterer hun noget af det mørkeste og mest uhyggelige ved religion. Den måde hun får overbevist sig selv om, at hun tjener sin gud bedst ved at pine og plage sig selv - det er skræmmende. Og desværre har den kropsfornægtelse jo præget store dele af kristendommen i det hele taget. Der kommer Hildegard - hendes egne særprægede sider ufortalt - med et alternativt billede, når hun siger at krop og sjæl er lige vigtige og at vi skal sørge for at skabe balance mellem dem. 

    Mange venlige hilsner

    Anne Lise

  • Anne Lise Marst...

    man, 07/02/2011 - 22:47

    Jeg er helt enig med dig i, at det må have været svært for Kuno og de andre at acceptere alle Hildegards syner og idéer. Jeg synes også, deres modstand er både forståelig og naturlig. Selv for dem, der troede på hendes religiøse syner, kunne det vel være vanskeligt, når hun pludselig fik ordrer oppefra om et eller andet meget konkret. Det må have været svært ikke at få den tanke, at hun indimellem fik syner, der passede i hendes eget kram.

    Jeg tror ikke det ville have været så meget anderledes, hvis det havde været kvinder. Selvom jeg holder meget af Hildegard, synes jeg bestemt også hun kan være temmelig strid!

    Mange venlige hilsner

    Anne Lise

  • steenflemming1

    man, 07/02/2011 - 11:07

    Kære Anne Lise!

    Nu har jeg læst Hildegard I. Den var forøvrigt udsolgt i de fleste boghandler, men det lykkedes på Købmagergade. På biblioteket var der en lang venteliste.

    Jeg har fra begyndelsen af forsøgt at sætte mig ind i bogens univers og lade fordomme bliver væk. Det er lykkedes for mig 2/3 af bogen. I sær står den store børnefamilie stærkt i billede med Mechthild & Hildebert i centrum. Jeg kan sætte mig ind i denne middelklasse families liv i middelalderen. Med forøvrigt en meget liberal og sympatisk far, dem var der ikke mange af i årene omkring 1100.

    Jeg kan også følge den lille pige Hildegard med den sarte fysik og følelsesmæssige svage sind. Ind til hun møder Jutta, den meget psykisk syge pige/kvinde. At lade sig levende begrave som ung pige er ikke religion, men en alvorlig psykisk lidelse med en ekstrem eskapisme.

    Her falder jeg lidt ud af bogen desværre. Gud Ske Lov (hvis jeg må skrive det) så dør Jutta og man ser den lænke hun har båret gennem årene, der nu har gnavet sig ind i hendes krop. Sygt.

    Nu begynder bogen så igen at leve for mig, når Hildegard mere og mere bliver en selvstændig person.

    Når jeg skal gøre min litterære oplevelse op, så er min konklusion, at bogen har givet mig en god historie. Jeg har et godt kendskab til middelalderen og kan kun bekræfte alle kilder og det store forebyggende arbejde Anne Lise har lagt i bogen, rigtig godt.

    Men bogen med alle de religiøse/lyriske tendenser er mig fremmede og ikke så underholdene som jeg kræver af en bog. Men jeg skal skynde mig og tilføje det er mit synspunkt. Og jeg er hel opmærksom på at uden dem var det ikke den bog det er.

    Jeg fik nogle gode timer i Hildegards liv tak for det Anne Lise.

    Venligst

  • moldt

    lør, 05/02/2011 - 22:58

    Det er rigtig nok. Hildegard har ikke noget imod mænd, sådan læser jeg det heller ikke.

    Jeg forestiller mig bare, hvor svært det må være for f.eks. Kuno og Simon sådan lige at skulle acceptere hendes "syner", affinde sig med hendes ideer, tro på hvad hun siger, anerkende at det er Gud der taler gennem hende osv. Det er naturligt nok, synes jeg, at de ikke bare giver efter.  

    Og så tænker jeg pludselig på om det havde været så meget anderledes, hvis det var kvinder der sad på de to poster?  

     

  • Anne Lise Marst...

    lør, 05/02/2011 - 16:44

    som omgås Hildegard tror jeg nu ikke, du behøver have ondt af :-) De sad vist ret solidt på magten dengang. Der skulle mere end en Hildegard og temmelig mange århundreder til at rokke ved det. 

    Og så er der jo Volmar, han er hendes allernærmeste ven og rådgiver. Hun havde bestemt ikke noget imod mænd - men kunne nok være vanskelig at omgås indimellem af helt andre grunde.

    Venlig hilsen

    Anne Lise

  • moldt

    fre, 04/02/2011 - 23:11

    Jeg får lidt ondt af de mænd der omgås Hildegard. De har det ikke nemt.  

  • Eveline

    ons, 02/02/2011 - 16:59

    Kære Anne Lise

    foreløbig tusind tak for dit fine og seriøse svar - det var meget mere end jeg havde turdet håbe på.

    Jeg vil lige nærlæse det og vender sikkert tilbage.

    Mange hilsener

    Karen

  • Anne Lise Marst...

    ons, 02/02/2011 - 15:50

    Kære Karen Jørgensen

    Det glæder mig, at du har fået noget ud af bogen, selvom du synes, den er for meget indimellem, og at du ikke helt kan mærke Hildegard.

    Om man kan lide de lyriske passager eller ej, er naturligvis en smagssag. Det var vigtigt for mig at finde en tone, som gjorde, at jeg så at sige kunne følge med Hildegard ind i det allermest mystiske. Der blev det poetiske det bedste bud for mig, da jeg synes den måde at bruge sproget på giver nogle helt specielle muligheder for at skrive stemninger, sansninger og sære sammenhænge frem. 

    Samtidig var det vigtigste for mig at holde fokus på de menneskelige og eksistentielle dilemmaer, og derfor valgte jeg at lade sproget være moderne fremfor at forsøge at skrive i et tillempet gammeldags sprog - som alligevel aldrig ville ligne middelalderens, det har jeg ganske enkelt ikke forstand nok på datidens sprog til. 

    Mht genren og fremstillingen af Hildegard: Hvis man gerne vil have en mere nøgtern fremstilling af hendes syner, livshistorie og værker, er der rigtig mange fine bøger til rådighed. Kirsten Kjærulff har skrevet nogle danske fagbøger, og hvis man læser engelsk, er der meget guld at finde. Men jeg er ikke historiker eller fagforfatter, og det har hele tiden været min intention at skrive en roman med de muligheder, den genre har. Så selvom jeg har gjort, hvad jeg kunne for at være tro overfor historiske facts og det verdensbillede, der kommer til udtryk i Hildegard af Bingens egne værker, så er og bliver det min version af hende. Bogens Hildegard er min forestilling om, hvordan hun kan have været - andet kan det dårligt blive. Uanset genre iøvrigt. Heldigvis har netop Kirsten Kjærulff (som må betegnes som den danske Hildegard-ekspert) læst og anmeldt begge mine bøger, og det betød meget for mig, at hun kunne genkende den Hildegard, hun har beskæftiget sig så meget med og holder så meget af i min Hildegard. Hvis du har lyst, kan du læse anmeldelsen her: http://www.katolskorientering.dk/585/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=7306&cHash=e20bbc63ba0a11de7334e6222a2d30a1

    Hildegard var selvfølgelig før Luther, men selvom hun i bund og grund er religiøst konservativ, har hun også nogle ganske fremsynede tanker. Hun lægger f.eks vægt på det personlige gudsforhold, på kærligheden som den største forenende kraft, på at alting hænger sammen og på at vi er medskabere af verden. Og på at nåden netop findes som vores redningsplanke. Hun siger at ethvert menneske må stå frem for Gud, for ærligt og utildækket at vise præcis hvordan det er fat med ham eller hende. Så, siger hun i et ganske smukt billede, vil vores sår blive forvandlet til ædelsten og perler. 

    Men lad det være sagt med det samme: Jeg har ikke selv nogen religiøs baggrund og kan ikke siges hverken at være en god lutheraner, katolik eller noget som helst andet.

    Mange venlige hilsner

    Anne Lise

     

  • Anne Lise Marst...

    ons, 02/02/2011 - 15:21

    ...for dine smukke ord om Hildegard. Jeg er meget glad for din læsning, det er præcis sådan jeg håber, at mine bøger bliver læst.

    De bedste hilsner

    Anne Lise

  • Hanne Ingerslev

    ons, 02/02/2011 - 02:12

    Mit indlæg er et svar til Karen Jørgensen

  • Hanne Ingerslev

    tir, 01/02/2011 - 23:40

    Hvor er det interessant, at netop vendingen "lyset logrer" irriterer dig. Det er netop en af mine yndlingsvendinger. Man må jo tro at den Hildegard, Anne Lise tænker sig ind i hovedet på, elsker alt levende og sagtens kan se bevægelserne af lyset som en  hunds logren.

    I det hele er det en gave, at læse bogen uden alle de forbehold.

    Mon du ikke kan genkende noget af dig selv i Hildegard, hvis du giver dig selv lov?

    Og en god lutheraner  PYT!

  • JanHanPetersen (ikke efterprøvet)

    tir, 01/02/2011 - 23:36

    Jeg kan naturligvis ikke svare på ALMJ's vegne, men Karen Jørgensens ambivalens er vel også til diskussion...

    De lyriske passager er for mig at se nogle af de mest skarpe, gennemarbejdede og faktisk også mest sigende afsnit i bøgerne overhovedet - særligt når det handler om at komme ind under huden på Hildegard, som du også sætter et lille spørgsmåltegn ved, hvorvidt vi gør som læsere.

    Naturligvis kan lys logre - altså der er jo ikke tale om en hund per se, men måske om den naive glæde, imødekommenhed osv. en hund udstråler med sin logrende hale :o) Jeg er ikke blind over for det komiske her, men altså "logrende lys" - det er da smukt på et utal af planer. Det kan også være lys, der flagrer, eller lys, der venter på noget, lys, der lokker...

    Det er vanskeligt at forestille sig, at nogen nogensinde kan give et eksakt billede af, hvordan Hildegard reelt var som person. Da må vi vente, til tidsmaskinen bliver(?) opfundet. Hildegard-bøgerne er fiktion, så forfatteren har selvfølgelig helt frie hænder til at forme sine figurer - naturligvis ud fra de præmisser hendes research og de historiske kendsgerninger mere eller mindre giver på forhånd. Men det gør hun jo også meget godt, mener du...

    (Jeg er tidligere blevet lidt skældt ud for min "tone" i debatten. Jeg vil pointere, at jeg udelukkende forholder mig til indlæggets udsagn)

     

  • Eveline

    tir, 01/02/2011 - 19:34

    At du i det meste af romanen skriver fremragende, Anne Lise, er uomtvisteligt. Jeg mener bare, at det ind imellem kammer over - specielt i de lyriske passager. F. eks. at lyset logrer - ja du må undskylde, men jeg måtte le, og det var vel egentlig ikke meningen.

    Jeg er også betænkelig ved genren. Vi får præsenteret en version af Hildegard - men var hun nu også sådan i virkeligheden? Jeg er ikke i tvivl om, at du har været tro overfor de historiske kendsgerninger.

    Romanen er skrevet i moderne sprog og det udspringer jo af moderne tænkning. Måske er det derfor jeg føler, at jeg ikke rigtigt kan "mærke" Hildegard.

    På side 330 siger Hildegard, at nåden får man uden at have gjort sig fortjent. Som god lutheraner troede jeg, at det var noget Luther havde opfundet, og at katolikker mener, der skal gode gerninger til at opnå nåden. Var Hildegard så meget forud for sin tid?

  • Rikke Smith

    tir, 01/02/2011 - 11:17

    Jeg har bidt mærke I Gandhis indlæg, og nærmere denne sætning om bøgerne ".... et eksistentielt grundtema i bøgerne, der handler om, hvordan det må være at leve et så særpræget liv som Hildegards, hvor HUN jo oprigtigt tror på, at hun hører Guds stemme, og skal træffe en række ultimative og potentielt skæbnesvangre valg på den baggrund".

    Det har du ramt lige på kornet,

     Alt i alt mener jeg at bogen stoler på sin historie hele vejen, den er tro mod Hildegard, at vi har et indre liv, at alt kan ske hvis man tør åbne op -  dermed ikke sagt at vi alle kan, Anne Lise er inde på at " hendes tro, verdensbillede og selvopfattelse hænger jo uløseligt sammen med den tid hun levede i..."  - Der er en sammenhæng med hele datidens univers, uden det ene, får man ikke det andet...sådan lidt fladt sagt :-). Dette syntes jeg - og mange af jer andre, at bogens forfatter har indfaget og fortalt på en overbevisende måde at vi tror,

    Dejligt med en så livlig debat, jeg vil forsøge at at samle op på jeres guldkorn, men der er så mange, så det må komme lidt hen ad vejen. Og skønt at I, der ikke har været nær så begejsreret som jeg og flere herinde for bogen, at I også melder jer i debatten, skønt at se, at det ikke lader jer afskrække :-)

    De bedste hilsener

    Rikke

  • JanHanPetersen (ikke efterprøvet)

    tir, 01/02/2011 - 01:30

    "...under alle omstændigheder har Marstrand-Jørgensen begået et monumentalt mesterværk indenfor nyere dansk litteratur..."

    Gandhi udtrykker meget præcist, hvad en hel del læsere jo - heriblandt undertegnede - har erfaret. Hildegard-bøgerne handler slet ikke om tro, men om tillliden til og tvivlen på sine medmennesker - især dem, man føler sig personligt knyttet til og dermed også åndeligt beslægtigede med. Bøgerne er vitterligt litterære mesterværker om (u)menneskeligt overskud i en tid, da tro og overtro, fornægtelse og fristelse, "Gud" og "Belial" nærmest gik hånd i hånd fra kirkens velsignede lys til vinstuens ofte ensomme mørke. Fra vinter til forår, fra afsked til gensyn...som i relationen Hildegard/Volmar og til dels Hildegard/Richardis. Hvor er det dog til tider hjerteskærende smukt beskrevet...

    "Selv om man ikke deler Hildegards religiøse overbevisning, mister basale temaer som valg, fravalg, kald, afkald og ensomhed jo ikke deres betydning af den grund."

     

  • Gandhi

    tir, 01/02/2011 - 00:13

    Flere indlæg omhandler, om man kan få noget ud af at læse Hildegard uden at tro, og dermed uden at acceptere, at hendes syn(er) rent faktisk stammer fra Gud. Lad mig som inkarneret ateist gøre klart, at jeg synes begge Hildegard bøger er intet mindre end fremragende, og at jeg ikke tror jeg får spor mindre ud af at læse dem af den grund. Det er der flere grunde til. For det første er der intet missionerende over Marstrand-Jørgensens fortælling. For det andet er der et eksistentielt grundtema i bøgerne, der handler om, hvordan det må være at leve et så særpræget liv som Hildegards, hvor HUN jo oprigtigt tror på, at hun hører Guds stemme, og skal træffe en række ultimative og potentielt skæbnesvangre valg på den baggrund. Selv om man ikke deler Hildegards religiøse overbevisning, mister basale temaer som valg, fravalg, kald, afkald og ensomhed jo ikke deres betydning af den grund, og Marstrand-Jørgensen formår som få andre at lave en fortælling, der giver dem dybde og liv. For det tredje kan man jo vælge at forstå fortællingen som et fiktivt univers, hvor man indenfor det univers accepterer de religiøse præmisser. Under alle omstændigheder har Marstrand-Jørgensen begået et monumentalt mesterværk indenfor nyere dansk litteratur, og hun og det fortjener alt den hæder de kan få.

  • Anne Lise Marst...

    søn, 30/01/2011 - 20:09

    .. til afstemningen!

    Jeg er glad for hvert eneste klik :-)

    Mange venlige hilsner

    Anne Lise

  • Anne Lise Marst...

    søn, 30/01/2011 - 20:08

    Selv tak! Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om mine bøger.

    Mange venlige hilsner 

    Anne Lise

  • JanHanPetersen (ikke efterprøvet)

    søn, 30/01/2011 - 16:05

    Ja det er et stykke tid siden, jeg har fiflet med html...

    www.b.dk/bogpris

  • steenflemming1

    søn, 30/01/2011 - 15:42

    Kære Anne Lise mange tak for dit svar og din uddybning af problemstillingen i dine bøger vedr. Gud og mennesket.

    Du har ret jeg er ikke begyndt  at læse dine bøger på grund af mine fordommer ang. religion.

    Men jeg er nu blevet så interesseret i dine bøger, at jeg på mandag begiver mig til min boghandel og køber begge bøger og læser dem.

    Jeg kan ikke vente på bibioteket.

     

    venligst

     

    p.s. V tales måske ved om ca. 14 dage når jeg har læst dine bøger.

  • Anne Lise Marst...

    søn, 30/01/2011 - 15:23

    Jeg har naturligvis skrevet bøgerne i sammenhæng. Og jeg er sikker på, det giver mest at læse dem begge to i rækkefølge. Men jeg synes ikke det er en absolut nødvendighed og derfor har jeg - og forlaget - kaldt det en selvstændig fortsættelse. 

    Mange venlige hilsner Anne Lise 

  • Anne Lise Marst...

    søn, 30/01/2011 - 15:21

    Kære alle, især Steenflemming

    Selvfølgelig skal det ikke kun være rygklapperi til min bog - det er vel netop et debatforum. Jeg vil gerne deltage i debatten, men har tænkt mig, at holde mig lidt på afstand, så længe, jeg ikke bliver spurgt direkte om noget. 

    Dog vil jeg gerne knytte et par enkelte kommentarer til dine indlæg. Hvilke bøger man har lyst til at læse eller ej er naturligvis en personlig sag. Sådan skal det være! Jeg er bare lidt i tvivl om, hvorvidt du har læst mine Hildegardbøger eller ej? Muligvis har jeg misforstået det, du skriver, men det lyder som om du har valgt bøgerne fra pga din forestilling om emnet? 

    Under alle omstændigheder kan jeg fortælle dig, at jeg ikke selv har nogen religiøs baggrund, selvom jeg betragter mig selv som et troende menneske (uden at føle mig spor dummere af den grund). Og at jeg i særdeleshed ikke har noget ønske om at missionere (jeg ved heller ikke, hvad jeg skulle missionere om) eller overbevise nogen om eksistensen af hverken Gud eller overnaturlige evner. Det kan du læse mere om i det indlæg, hvor jeg fortæller om, hvad jeg mener om hendes syner. 

    Da jeg læste om Hildegard første gang, syntes jeg, det lød temmelig mystisk og fremmedartet med hendes syner og stærke tro og klosterlivet i det hele taget. Det gjorde mig nysgerrig efter at vide/udforske, hvordan der mon kunne have set ud inde i hendes hoved. Det var mit første udgangspunkt - altså at sætte mig i en andens sted fremfor at promovere egne holdninger/overbevisninger. Jeg ville gerne skrive om mennesket Hildegard og ikke fremstille hende som en helgen. Der tror jeg, at det hjalp mig, at jeg netop ikke har en religiøs baggrund. Hendes tro, verdensbillede og selvopfattelse hænger jo uløseligt sammen med den tid, hun levede i - en tid hvor mange sammenhænge, som vi tager for selvfølgelige idag, ikke var indlysende. En tid hvor Gud fyldte på en helt anden måde end idag og hvor klosterlivet også rummede muligheden for at kvinder kunne få en uddannelse. Jeg behøver jo ikke være enig med min hovedperson i alt, for at synes hun er fascinerende - tværtimod. Det er der, det bliver spændende for mig.

    Jeg synes, noget af det mest interessante er, hvad der gør os til dem vi er, hvorfor en tror det ene og en anden noget andet. Hvordan vi forholder os til smerte, sorg og udfordringer, til glæde, personligt ansvar og vores egen plads i sammenhængen. Det var nogle af de ting, jeg fik mulighed for at skrive om og tænke over ved at arbejde med Hildegard. Ligesom jeg syntes det var spændende at tænke over/udforske store, eksistentielle temaer som tvivl, tro, mangel på tro, at have et kald (og det behøver ikke være religiøst) etc. Som jeg ser det, er det noget rigtig mange mennesker forholder sig til på den ene eller den anden måde - uanset om man er ateist eller religiøs.

    Det var mit ønske at skrive en bog, som kunne sætte tanker igang hos læseren. Som kunne læses uanset overbevisning. Og jeg har været rigtig glad for at opleve, at bogen kan fange både dem, der tror og dem der bestemt ikke gør. Dermed ikke sagt, at alle skal kunne lide min bog - det ville selvfølgelig være dejligt, men nok en kende urealistisk :-)

    Venlig hilsen

    Anne Lise

  • JanHanPetersen (ikke efterprøvet)

    søn, 30/01/2011 - 12:12

    Som note til min egen kommentar, @Connie: Jeg har erkendt, at der beskrivelsen bag på bogen sørme står, at det er en selvstændig fortsættelse af "Hildegard I". Om det også er forfatterens helt skråsikre mening kunne være interssant at vide. Der er ingen tvivl om, at det som forlægger naturligvis er lettere at promovere en fortsættelse af noget, hvis den er "selvstændig", da evt. købere/læsere ikke forventes at have læst vol. 1.

    Jeg hælder nu rigtig meget til den opfattelse, at det vil være ret vanskeligt at komme ind i "Hildegard II"s univers og persongalleriet især, hvis ikke man gør sig selv den tjeneste at læse etteren først.

    Som både rygklapper og skamroser kan jeg kun nikke anerkendende til Michael Lindes seneste kommentar - og også hans første, da han udnævner bogen til "litterært mesterværk", inden debatten overhovedet er skudt igang :o) ALMJ modtog Weekendavisens Litteraturpris i 2009 for "Hildegard I" og vi kan hjælpe hende til at få en ditto fra Berlingske ved at klkke ind på www.b.dk/bogpris

    Det er dog lykkedes mig at finde en sprække i den mur af begejstring, jeg har rejst omkring ALMJ's lyriske sprog og den sparsomme, men meget effektive dialog. Jeg har ikke ledt særligt efter sprækker; men denne er opstået helt af sig selv under læsningen.

    Når personer siger noget, kan de jo gøre det på forskellige måder afhængig af sindsstemning, omstændigheder mv. Her i H2 - jeg husker ikke hvor evident, det var i H1 - synes jeg desværre, at ALMJ har en tendens til at vælge den "lette" løsning for ofte. Nemlig at skrive: "...siger skarpt", "...udbryder irriteret", "...udbryder rasende", "...svarer studst", "...spørger ængsteligt", "...siger utålmodigt", "...siger trøstende", "...hvisker forskrækket", og der er (desværre) rigtig mange flere eksempler. For det meste kan læseren sagtens fornemme, hvilket humør personen er i, så disse tillæg, humør-angivelser, bliver overkill - en slags glasur med glasur på. For sjældent vælger ALMJ den lidt vanskeligere, men så uendeligt meget smukkere vej:
    ">Hun er ikke så stærk, som man skulle tro<, fortsætter markisen. Hun trækker sjalet sammen om kroppen,..."
    "(abbeden)...sætter sig tungt på vågestolen ved sengen. >Du skal stå op nu, Hildegard<siger han..."
    "...en ufrivillig trækning om munden. >Rupertsberg<, siger hun, og hendes stemme er alt for høj"
    "...fortsætter Hildegard og kradser en flig af hegnspælen.

    Der er heldigvis også flere eksempler af denne type, men som det ses, er de lidt omfattende at citere :o)

  • steenflemming1

    søn, 30/01/2011 - 11:25

    Tak for dit tolerante svar. Det gør debatten mere rummelig.