Harpiks

Oprettet: 02.12.2015 - 22:42

Bog: "Harpiks" af Ane Riel

Bogens forside

Fortælling om et barns opvækst i en anderledes familie; Det er en historie om kærlighed, loyalitet og omsorg, men også en uhyggelig fortælling om angst for at miste, 

Forfatter: 
Ane Riel
Udgivet: 
2015
Forlag: 
Tiderne Skifter
Sidetal: 
256
Lån bogen - Køb bogen

Månedens bog i april 2016. Velkommen til debatten om den femte nominerede til DR Romanprisen 2016. Ane Riel deltager i debatten.

 

Links til inspiration:

Litteratursidens anmeldelse

Litteratursidens analyse

Konkurrence: Vind en middag med forfatteren 

Politikens anmeldelse

Forfatterportræt

Danmarks Radio

Og husk: Når du har læst bogen er ingen kommentarer for store eller små til at komme med her i vores læseklub. Skriv frit fra leveren, det er meningen med det hele.

Venlig hilsen

Erling Lykke og Jørgen Dissing, tovholdere på DR Romanklubben

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Jørgen Dissing ...

    tir, 09/08/2016 - 14:33

    Ja - det er fantastisk! - Tillykke til Ane Riel!

  • I Moritzen

    tir, 09/08/2016 - 13:01

    Harpiks har fået Glasnøglen, der gives til seneste års bedste krimiudgivelse i Norden.

  • erlinglykke

    man, 02/05/2016 - 16:22

    Så sluttede april og dermed debatten om Ane Riel's roman, Harpiks. Tusind tak for alle bidrag og også en stor tak til Ane Riel for at bidrage med svar og kommentarer.

    God sommer

    Erling Lykke

    Aalborg Bibliotekerne

     

  • Connie

    fre, 29/04/2016 - 14:28

    Jeg har ikke noget nyt at tilføje debatten, men vil sige ligesom "Ålen" fra Zentropa. ( efter hukommelse fra et interview i Politikken den anden uge.)
    "Læs den , det er en god bog"
    -og som læserne i dette forum også har givet udtryk for , er det netop en af den slags bøger der giver plads til mange overvejelser og tanker også efter endt læsning.
    Bravo !

  • bjarne laursen

    tor, 28/04/2016 - 20:23

    Jeg læste bogen lige den var udkommet, så det kan godt være, at der er smuttet et par detaljer. Det der greb mig hele person galleriet, sproget, og ikke mindst til groteske og det morsomme. Jeg har været mest optaget af Liv. Årsagen til Maria og Jens's liv går som det går, kan man nok finde mange steder. Og det er jo personer, som også findes i virkeligheden. Men for at få personen Liv, er det den perfekte baggrund for at romanen kan tage form. Liv er jo lydige pige, som retter sig efter de normer, som familien har, og hun har ingen forudsætninger for at sige, at det er forkert, og hun elsker jo sine forældre.
    For Liv er døden lige så naturlig som fødslen. For hende og Jens er der liv overalt, og alt dør på et tidspunkt.
    Hele romanen glimrer iøvrigt ved (næsten) et fravær af myndighedspersoner. Der er lige postbudet, men han er drevet af nysgerrighed.
    Jeg tror LIV VIL, meget hurtigt tilpasse sig en ny tilværelse, men med sin opvækst/normer i baghovedet. Man aner det allerede, når hun omtaler "myndighederne" som damen med navnesklitet, som slet ikke har opdaget det hele. Jeg tror hun har fået en god ven i Roald, og det på en eller anden måde vil knytte dem sammen.
    Tilsidst tror jeg, at hun om nogle år, vil sætte sig ned og skrive en roman om sine opvækst på Hovedet.

  • I Moritzen

    tir, 26/04/2016 - 08:58

    Ja, den er også en af mine favoritbøger. Også til at vinde dette års pris. Jeg har også et ambivalent forhold/indstilling til de mange dødsfald. Jeg har en indre ide om, at det er ligeså meget symbolske dødsfald. Dødsfaldene eksskalerer handlingen.
    Men bogens favoritstilling ville være dybt truet, hvis en anden bog om et tilnærmelsesvis ensartet tema var med. Så når I er færdige med at nyde Harpiks så læs: RUM af Emma Donoghue.
    Jeg ved ikke, om forfatteren til Harpiks har kendt RUM, men der er tema i synsvinklen for LIV, der ligger på linie.

  • Hanne Ingerslev

    man, 25/04/2016 - 15:03

    Ja -  HelleQ - jeg synes også det er et meget afgørende øjeblik i romanen - da han ikke fortæller Maria sandheden om, hvordan Carl dør. Og det er mærkeligt, at han ikke gør det, for hun ville bestemt have forstået det og tilgivet det. Alting var lidt sært indtil da - men det er, somom lavinen begynder at skride derfra  

    Man havde jo funderet på, hvad der var sket, og fra det øjeblik man hører/ser sandheden, får man en meget stærk AHA-fornemmelse. Det er noget af det, der gør denne her roman helt speciel og dyrebar !!!!!

  • Helleq

    man, 25/04/2016 - 12:13

     Jeg tænkte meget på, hvorvidt Maria havde støttet Jens, hvis hun havde vidst hvorfor Carl døde... Og om hele historien i så fald havde været anderledes.

  • Mormor

    søn, 24/04/2016 - 12:29

    Hvor sjovt. Ville ønske min mor havde lært mig det! Jeg vil bestemt gøre det fra nu af og håbe det hjælper på figuren.

  • Ane Riel

    søn, 24/04/2016 - 09:09

    Det var dog en skøn videredigtning på Livs liv, Mormor. Hvad angår det med at knække småkagerne og ryste kalorierne ud af dem så var det noget, min mor lærte mig, da jeg var barn, og jeg troede naturligvis på det. Min mor holdt sig nemlig slank, selv om hun spiste rigtig mange – halve – småkager!

    (jeg gør det stadig) 

  • Mormor

    lør, 23/04/2016 - 13:58

    Harpiks er virkelig en bog der klæber sig fast i en, og den virkning er for mig kun blevet stærkere af de glimrende kommentarer her på siden, ikke mindst forfatterens. Der er så mange detaljer i sproget, kontrasterne, karaktererne, handlingen. Og der er styr på det hele midt i det kaos der også udfolder sig. Det er lidt af en bedrift. Og jeg vil ikke lægge skjul på at bogen er min klare favorit til at løbe med prisen!
    Og der er bestemt stof til at digte videre. Hvordan vil det gå med Liv? Det vil forfatteren så lade os læsere om, og det er sikkert en rigtig beslutning, selvom man jo kommer til at holde så meget af hende at man gerne så en fortsættelse fra forfatterens hånd, hjerte og hjerne. I min videredigtning får Liv et godt liv, hvor hun kan fungere blandt mere almindelige mennesker samtidig med at hun bevarer sine særheder. Det bliver ikke kedeligt. Men hun vil måske have svært ved at finde "den rigtige." Og hun vil sikkert komme ud for mange situationer hvor hun lader sig styre af egen moral fremfor forventninger og normer, både som barn og voksen, så mon ikke hun stadig vil bevæge sig på kanten af loven. Og hun vil stadig knække småkager i sengen.
    Mht. til mordet på Maria tror jeg ikke der var nogen vej tilbage for Jens, og det ved de begge.

  • Ane Riel

    lør, 23/04/2016 - 12:30

    Det er virkelig interessant for mig at læse jeres betragtninger om handling, karakterer osv. – og dejligt at konstatere, at der har været noget at snakke om ude i læseklubberne. Jeg skal forsøge at svare på de spørgsmål, der er dukket op.

    Marianne Träff og læseklubben spørger om Jens' forhold til sin far: Ja, jeg mener bestemt, at Silas og Jens har haft en meget nært og godt forhold til hinanden. Og nej, jeg har ikke tænkt det som incestuøst. Silas har så haft sine små pudsigheder, som Jens overtager. Men hvor Silas nok var nogenlunde ... men kun nogenlunde ... klar over, hvordan tingene hang sammen, så er Jens mere godtroende og tager alt, hvad faderen siger, for sandhed (også når han er ironisk). Da så Silas dør, lever de sandheder videre i Jens. Og senere i Liv.

    I det hele taget kan man vel sige, at de tre på flere måder ligner hinanden, altså at både Silas og Jens går igen i deres barn. Også deres oplevelser kan ligne hinanden. Mens jeg redigerede bogen, kunne jeg selv komme til at forveksle nogle af dem. Fx kunne jeg et øjeblik komme i tvivl om, hvem der havde siddet i jollen med sin far.

     At Liv har noget af sin far med sig – også til sidst da hun er blevet 'fri' – bekræftes i bamsescenen til slut, som nogle af jer nævner. For hende er det stadig 'normalt' med den lillesøster. Hvad angår det sidste kapitel så ville jeg gerne have, at man skulle forstå, at Liv er på vej til at få det godt, men at hun dog stadig bærer på en lidt aparte bagage (ja, også bogstaveligt). For mig er det optimalt, hvis bogen kan slutte på en måde, med et twist, som sender historien/læseren i en lidt uventet retning. Frem for at lukke alt ned vil jeg altså hellere give læseren mulighed for at fantasere videre. 

    Jeg har lyst til at tilføje lidt i forlængelse af dette med, at karakterne griber ind i hinanden: Liv har på et tidspunkt den tanke, at hun og Carl 'flyder sammen' (s. 179), ligesom hun nævner et par gange, at tiden og erindringerne flyder sammen for hende (s. 5 og s. 253). Der er med andre ord en del, der flyder i den bog, samtidig med at der er meget, der forsøger at blive holdt fast. Jeg ved ikke, hvor meget man som læser bemærker det, men ikke mindst er der mange kontraster, der flyder sammen/indeholder hinanden – som når Liv meldes død, de døde holdes i live, det er mørkt og lyst på samme tid (da de går på jagt i måneskin), de tamme kaniner er de vilde, venner er fjender (naturen vender sig mod Jens), de onde er de gode (for Liv) … og ja, som I selv er inde på i læsegruppen: kultur bliver opløst i natur. 

    Hvad angår det gode og det onde er det ikke så let at holde de to størrelser klart adskilt. Er Jens god og blid … eller er han ond … eller begge dele? Jeg ved det ikke. Men det var netop sådan, jeg gerne ville have, at bogen skulle være: kontrastfyldt ligesom menneskesindet. Uden klare svar. Dem må læseren selv forsøge at finde.

    Jeg skal så heller ikke udelukke, at dette svar endte med at blive en anelse uklart. :-)

    I spørger om navnet 'Haarder'. Uh ja, det har i høj grad med 'hoarder' at gøre – og intet med Bertel (med mindre han har indrettet sit hjem på samme måde). På grund af lydsammenfaldet var det simpelthen bare det navn, der dukkede op, da jeg skulle hitte på et efternavn i en fart. Jeg har det med at gribe, hvad der kommer, mens jeg skriver, for jeg kan jo altid ændre det senere. Og jeg havde faktisk tænkt mig at ændre det, fordi det var lidt plat, men da jeg nåede til redigeringen, kunne jeg alligevel ikke finde ud af at smide det ud (!!).

     Sjov idé med bogstavlegen i læsegruppen.

    Også tak til dig, Jytte P., for de fine kommentarer. Jeg bliver så glad, når folk fremhæver naturbeskrivelserne. De betyder meget for mig, fordi jeg her forsøger at formidle min egen kærlighed til naturen, skoven i særdeleshed. Og ja, du har ret, det var en utrolig interessant artikel om træer i Politiken! Jeg må jo indrømme, at jeg altid har oplevet træer som meget 'levende' og da også har mine favorittræer ude i Asserbo Plantage, som jeg tit får en lille sludder med. ;-)

    Du og andre nævner også humoren, og det glæder mig, at den kan spottes i al alvoren (selv om jeg godt er klar over, at ikke alle læsere vil bemærke den). Der skal helst være noget til at opveje det tunge lidt, og det kan humoren hjælpe til med, samtidig med at den på forunderlig vis også får alvoren til at stå skarpere. Efter min mening rummer al god humor i øvrigt også en grad af alvor, så det går begge veje.

    Erling er inde på det med døden, som unægtelig findes i lidt forskellige afskygninger i bogen. Marias død er ikke helt ligetil at definere, synes jeg. Er der tale om overlagt mord eller aktiv dødshjælp? Bemærk, at hun nikker, da hun tager imod pillerne, og bagefter skriver til Liv, at det vist er slut. Hun ved altså godt, hvad der foregår. Ville Jens mon have tvunget hende til at tage pillerne, hvis hun havde rystet på hovedet i stedet?

    Som I nok kan fornemme, rejser bogen også en del spørgsmål hos mig selv!

     

  • Jytte P

    fre, 22/04/2016 - 13:13

    Ja, Ane Riel, det er dejligt at få et indblik i en kunstners værksted.

  • Jytte P

    fre, 22/04/2016 - 13:11

    Du har ret, at de forskellige dødsfald kan være værd at sammenligne. Om de er i orden drejer sig vel om vi hverdagsmenneskers syn på døden, og det syn gælder selvsagt ikke lige her. Drab er ikke overlagt i modsætning til mord. Så sådan set bliver farmoderen myrdet, da det er aldeles overlagt. Men almindelige moralske betragtninger dur ikke rigtigt i denne romans sammenhæng. Jens og familiens skæbne og tragedie er allerede udviklet så langt, at det må gå, som det gør. Drabet på Maria ser jeg som et medlidenhedsdrab, som sker i kærlighed og afmagt.  Der er en uafvendelighed i denne historie. Livs drab på hunden er smukt beskrevet, som to væsener, der forstår hinanden. Hun måtte gøre det i kærlighed til hunden.

  • Hanne Ingerslev

    fre, 22/04/2016 - 11:35

    Tusind tak for for historien om den store, tyste dame. Den er bare SÅ interessant

  • Ane Riel

    ons, 20/04/2016 - 22:31

    Hanne Ingerslev har opfordret mig til at fortælle historien om stemmen, der forsvandt (se min forrige kommentar), så den kommer her: Da jeg skrev om Maria, lod jeg mig som sagt inspirere af en meget stor kvinde, jeg kender fra virkelighedens verden. Det gjaldt ikke ikke bare i forhold til størrelsen, men også mht. stemmen. Jeg lærte i sin tid denne kvinde at kende over nettet dvs. vi kommunikerede udelukkende via skrift. Vi skrev lange, kloge mails (hendes var i hvert fald kloge) til hinanden om alt mellem himmel og jord, og jeg var fuld af beundring for hendes smukke, nuancerede skriftssprog. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hun også måtte være et smukt og snakkende menneske i virkeligheden, og derfor blev jeg noget forbløffet, da hun – et stykke tid før vi faktisk skulle mødes – advarede mig om, at hun pga psykiske blokeringer stort set ikke ville være i stand til at sige et ord til mig. Hun forberedte mig også på sin størrelse (jeg skal for god ordens skyld lige sige, at hun altså godt kunne komme ud af soveværelset, men stor var hun!). Begge dele gjorde dybt indtryk på mig, men altså ikke mindst dette med stemmen. 

    Ganske rigtigt sagde hun næsten ikke noget til mig i de dage, vi var sammen, men jeg vidste jo, at hun havde dette vidunderlige sprog i sig, som ikke kunne komme ud! At der boede en skøn og snakkende kvinde inde i hende. På dette tidspunkt vidste jeg så også, at hun engang havde oplevet et alvorligt tab/svigt, som hun havde reageret på ved at vokse voldsomt (hun var meget bevidst om, at det var en slags beskyttelse) og i en periode også resignere totalt. Og ja ... sådan blev jeg altså inspireret til Maria.

    PS. Jeg skal nok svare på de andre spørgsmål snarest. :) 

  • Jytte P

    søn, 17/04/2016 - 17:25

    Jeg blev færdig med bogen i går efter at have læst og læst, lagt den fra mig i dybe tanker og læst igen, så havearbejdet ikke blev til noget. Det er en dejlig roman og samtidig grufuld. Da jeg startede, var jeg bange for, om det var om sexuelt misbrug af børn, og det er det jo langtfra. Om det er misbrug, kan vel diskuteres, da det afhænger af omstændighederne. Som andre, kan jeg se, har jeg fået mange associationer undervejs. Bl.a. mindede Livs tyvetogter lidt om Oliver Twist, og så er det helt anderledes, idet hun jo ikke er tvunget og truet, men af loyalitet og nødvendighed opretholder familiens fornødenheder med en vis fornøjelse.

    Bogen er i sin opbygning både spændende og rørende, en pageturner. Men så holder en sammenligning med  thrilleren også op. Den starter egentlig som en smuk historie om en anderledes familie (bortset fra 1.kap. med mordet på farmoderen). Som moderen skriver i det første brevt til Liv. Hun ved ikke, om deres liv er et eventyr eller en gyser. Begyndelsen var et smukt eventyr, Silas og Else og de to drenge Jens og Mogens. Silas lærte, især Jens, alt det om naturen, de ikke lærte i skolen. Der er et tæt forhold mellem Silas og Jens, de ligger kisterne til!! Bizart? Ja men også en demonstration af kærlighed og nærhed. Beskrivelsen af træer og Silas' forhold til træer og senere harpiks er smukt og næsten lyrisk. Der er flere af sådanne beskrivelser, som hæver bogen op. Apropos associationer var der i fredags i Politikens bogtillæg en stor artikel om træers hemmelige liv, som beskrevet i en ny tysk bog. Men eventyret fortsætter ikke. Silas bliver ramt af lynet, og allerede her bliver man klar over, at Jens bærer på en svaghed. Det nævnes, at Else er utryg, fordi hun ikke lukkes ind i hans verden. Samtidig er hun bange fir, hvad hun vil finde der.

    Så fortsætter historien med mennesker, der som tiden går, bliver mere og mere fremmede for det samfund, der findes i Korsted og omegn. Det begynder godt med, at Jens bliver gift med Maria, som i ham ser det blideste menneske; men de får tvillinger, og en dag finder Jens spædbarnet Carl liggende i en blodpøl. Læserne ved ikke på det tidspunkt, hvordan ulykken er sket. Men det er vendepunktet i det, jeg næsten læser som en klassisk tragedie. Begyndelsen med Jens, der er blidheden selv med kærlighed til Maria, Liv og naturen og  fornemmelsen for ting, som for ham er mere end blot ting. Alt det udvikler sig til først beskyttelse, siden fastholdelse, kaos og opløsning. Man ved fra begyndelsen, at døden har været et problem for Jens. Hvad sker der, hvad bliver vi til? Og ja, harpiks får en ganske særlig betydning, som er Poe værdig.

    Undervejs er bogen ud over gruen og de dejlige beskrivelser også humoristisk, især på grund af Livs barnlige, naive opfattelse af, hvad hun ser. Man holder vejret, for hvordan skal den dog ende? Som slutningen skrider frem, blev jeg næsten lidt skuffet. Kunne det gå så let trods alt? Jeg måtte læse den endelige slutning med bamsen et par gange. 

    Der er bare så meget at diskutere og snakke om i denne bog, om overskrifter i medierne og historierne bag, hvad samfundet bør og ikke bør, hvad et godt liv er. Måske også hvad en genre er? Jeg glemmer den sent.

     

     

  • erlinglykke

    fre, 15/04/2016 - 10:42

    Der er mange former for død i denne bog. F.eks. slår Liv hunden ihjel som medlidenhedsdrab, da den sidder uhjælpeligt fast i rævesaksen. Og jeg havde det med drabet på farmoren sådan, at det var i orden. Hun udgjorde en trussel mod den lille families enhed, hvor aparte den end var. Drabet på Maria har jeg det sværere med, selv om hun syntes redningsløst fortabt. Men i den del af romanen var min sympati for Jens tippet over til det modsatte og jeg ønskede bare, at han blev stoppet. Balsameringen af babyen var næsten for meget, selv om barnet ikke blev myrdet. 

  • Marianne Träff

    fre, 15/04/2016 - 09:47

    S som samlermani

    Der var ingen tvivl, da vi mødtes i Ishøj DR Roman Læsekreds, at Harpiks havde gjort stort indtryk. Nogle brugte ord som aparte, forfærdelig, uvirkelig, og andre sagde, at de havde været totalt bjergtagne, at bogen var intet mindre end fantastisk, at den var nyskabende, fantasifuld og genkendelig på en og samme tid. Men vi var alle enige om, at det var en virkelig skøn roman, og selvom den var slem til tider, så var den også fuld af kærlighed, hvilket var så formildende og smukt. Og så var den så godt skrevet og godt fundet på, med et letflydende og letlæseligt sprog, og så satte den så mange tanker og associationer i gang. En del havde set programmer om amerikanske sygelige samlere, de såkaldte ”compulsive hoarders” – Og vi vil gerne høre, om det er derfor de hedder Haarder til efternavn? Hva’ så Gilbert Grape, E.L. Doctorow’s Holmes og Langley, Hans Henrik Lerfeldt, Glasslottet af Jeanette Walls, ”Valomanden” var nogle af de mange film, bøger og personer vi kom til at tænke på, og de fleste af os genkendte også mennesket Jens Haarder, der ikke kunne smide ud. Og måske i en betydelig mindre målestok samlede de fleste af os også på ting, der ikke altid gav mening. Tænk bare på alle de glas, der vaskes af og stilles i skabet til senere brug, eller alle de bluser og bukser man gemmer til, når man skal male.

    Vi syntes, at alle personerne var meget spændende, og vi talte en del om Jens, der havde lidt så store tab i sin ungdom, at han forvandler sig til et meget sygt menneske til sidst. Og hvad det var, der gjorde, at han endte med at gå sådan til grunde? En enkelt læser spurgte, om vi syntes, det var ”naturlig/normalt” at sove i kisterne, og om der måske havde været noget incestuøst mellem Sigurd og Jens? Det troede vi nu ikke der havde været, men alle mente, at det var aparte at prøveligge kisterne om natten. Vi mente, at Jens havde været meget knyttet til sin far, på den gode måde. Er det sådan du har tænkt relationen, Ane Riel?

    Vi talte om Jens og senere Liv som naturmennesker, der nærmest besjælede naturen og gav den menneskelige egenskaber, og at naturen til sidst overtog huset, stuerne og livet for alle. Alt der lignede kultur forsvandt, og det der var tilbage blev langsomt ’levende’, gik i forrådnelse og forsvandt i forfald .

    Marie var vi også meget forundrede over. Hun der ender med at lade stå til og ikke gør noget, da hendes mand begynder at forpuppe sig. Flere undrede sig over, at det var muligt at blive så grotesk stor, og om det måske var en fødsels-depression og det at de miste Carl, der var begyndelsen på det langsomt fremad skridende forfald og ligegyldighed. Og at hun ikke evnede at stoppe op og spørge sig selv, om Jens’s virkelighed ikke levede en omvendt og på hovedet virkelighed, og om det var godt for Liv at vokse op sådan et sted? For hun var en klog og kærlig kvinde, der måske ville have kunne tale med Jens om, hvad der skete. De havde jo kærligheden til hinanden. Hvorfor gav hun op og lod sin elskede mand gøre det unormale normalt? En læser mente, at det at æde sig en pukkel til var en forsvarsmekanisme, at æde sig fra sit ansvar, at resignere og derfor ikke kunne blive stillet til ansvar, når man lå deroppe på værelset stor og umælende som en kæmpebaby.

    Liv elskede vi, og selvom slutningen med den indsyede baby i bamsen virkede lidt sygelig på nogle, så havde alle tiltro til, at hun nok skulle få et godt liv, selvom det nok ikke blev som de flestes. Hun har lidt omsorgssvigt, selvom hun var elsket og har været bange og påvirket af faderens tiltagende sindssygdom. Men hun var en på alle måder elskelig og hendes naive barne-betragtninger holdt vi meget af. Nogle syntes dog, at hun ræsonnerede lidt for voksent af og til, og at hun var en meget moden 7-årig.

    Som en sjov lille afsluttende leg, delte vi holdet op i fire grupper, udleverede et stykke A3 papir med hele alfabetet, og bad grupperne om at skrive de ord, de kom til at tænke på, når de så bogstavet. Det var en super god måde at få sat snakke i gang, og vi fik nogle helt fantastiske svar. En af grupperne havde nærmest lavet besvarelsen som et langdigt, og vi klappede spontant, da de læste det op. Sjove ord fik os til at genopleve romanen igen. B som bror, der kommer væk i tide, K som Kagerulle i kisten, eller P som Postbuddets kærlighed til breve, T som timeglassets betydning, Æ som ægteskab i hast.

    Tak til Ane Riel for en fantastisk dejlig roman.

  • moldt

    tor, 14/04/2016 - 22:15

    Hej Erlinglykke.  Er der nogen af de her dødsfald, der er i orden? spørger du. Ved ikke præcist, hvad du tænker på? Er dødsfald i det hele taget i orden, provokerede eller ej?

  • Hanne Ingerslev

    tor, 14/04/2016 - 16:36

    Jeg er super nysgerrig for at se kommentarer, hvis I, kære Dr-venner, ser traileren til What's eating Gilbert Drake på youtube. Man kan virkelig forestille sig Livs mor.

  • Jytte P

    tor, 14/04/2016 - 13:17

    Jeg modtog "Harpiks" med posten i morges og selv om jeg er i gang med John le Carré, The Night Manager, som jeg gerne vil have læst, før serien i TV, måtte jeg lige som så mange andre bogelskere læse den eller de første sætninger. Ja, men så er jeg jo fanget. Har kun lige nu læst de første 18 sider og kan ikke undgå at tænke på alle de forfærdelige historier om familier og børn i "udkantsdanmark", som vi har læst om i medierne i de senere år. Jeg vil ikke læse kommentarerne endnu, kan se, at Ane Riel er med. Jeg glæder mig til at fortsætte læsningen og læse kommentarerne senere. Så nu ser det ud til, at jeg har to thrillere i gang. Jeg må igen sande, hvor forskelligt god litteratur falder ud.

  • Hanne Ingerslev

    tor, 14/04/2016 - 11:37

    Jeg synes bestemt du skal fortælle historien om den veninde du havde mødt på nettet som viste sig at være meget stor. Det er så værdifuldt at kende inspirationen. TAK

  • Ane Riel

    tor, 14/04/2016 - 10:46

    Kære Hanne
    Jo, du har helt ret i, at jeg også har haft moderen i "What's eating Gilbert Grape" på nethinden, da jeg skrev om Maria. Da jeg så filmen i tidernes morgen gjorde den et uudsletteligt indtryk på mig, alene på grund af moderens enorme størrelse og det knirkende gulv under hende. Hvad den i øvrigt handler om, kan jeg slet ikke huske. 
    Det var dog ikke i første omgang den film, som inspirerede mig. Indledningen til 'Harpiks' kom – hvad nogen måske har hørt eller læst i interviews – helt spontant til mig, da jeg vågnede en nat og ikke kunne falde i søvn igen. Jeg havde pludselig denne barnefortællerstemme i hovedet og blev nødt til at stå op og skrive alle de sætninger ned, som kørte rundt i bolden på mig, fordi jeg ganske enkelt ikke kunne falde til ro ellers. Det blev til et par A4-sider, som utroligt nok, og kun med få justeringer, skulle ende med at blive bogens endelige intro. Den nat fik jeg altså – vel at mærke uden på nogen måde at have overvejet at skrive sådan en historie! –  serveret persongalleriet: den kæmpestore mor, den sygelige samler-far, barnefortælleren og hendes bror. Og derudover også en flig af et drama. Jeg var jo lige kommet til at slå en ihjel i første linje.
    Det gjorde mig altsammen afsindigt nysgerrig, og derfor skrottede jeg den bog, jeg var begyndt på, og gik videre med denne idé i stedet. Og først DA begyndte jeg at tænke over, hvor jeg kunne hente inspiration til de forskellige karakterer. Nu skulle jeg jo til at finde ud af, hvad de var for nogle!
    Først og fremmest måtte jeg i gang med at researche sygelig samlermani, men jeg skulle jo også finde ud af, hvad moderen var for en størrelse. Eller måske rettere, hvorfor hun var sådan en størrelse. :)  Og hvad angår hende kom jeg snart til at tænke på en veninde, jeg har i USA, som netop er ekstremt stor og da også rummer lidt af en fortælling. Hun – altså den virkelige – har i høj grad inspireret mig til portrættet af Maria, ikke mindst dette med at hun mister stemmen (det er en længere historie, men sig til, hvis I vil ha' den). 
    Ekstrem overvægt (såkaldt 'obesity') er jo desværre temmelig udbredt i USA, så det var naturligt at tænke i dén geografiske retning. Men apropos det med ikke at kunne komme ud af døren kom jeg nu også til at tænke på den velkendte og samtidig meget tragiske episode, hvor kunstneren Hans Henrik Lehrfeldts kæmpe kiste måtte hejses ud fra lejligheden på Østerbro med en kran. Så helt ukendt i DK er fænomenet jo heller ikke. Vi ser, af gode grunde, bare sjældent disse mennesker.
     

  • Ane Riel

    tor, 14/04/2016 - 09:53

    Nemlig, Erling. 'Homer and Langley' er absolut en anbefaling værd. Fantastisk bog! Man bør dog nok lige være klar over, at Doctorow har ført historien lidt op i tid og tager sig en del friheder i forhold til den virkelige fortælling om de to. Men det gør bestemt ikke noget! Jeg selv har så bare det problem, at jeg sgu dårligt kan huske, hvad der er facts, og hvad der er Doctorow-digtet, når jeg skal fortælle om dem. :D 

     

  • erlinglykke

    tor, 14/04/2016 - 09:24

    Lige en tilføjelse til Anes oplysninger om samlere. E.L. Doctorow skrev i 2011 en lille roman om de to brødre, Homer og Langley., hvilket den også hedder. Det var et sidespor, undskyld

     

    Erling Lykke

    Aalborg Bibliotekerne

     

  • Hanne Ingerslev

    ons, 13/04/2016 - 23:54

    Tusind tak for de fortræffelige indlæg - Ane.  

    I vores gruppe sagde en af deltagerne, at hun da aldrig havde hørt om en så overvægtig mor, som ikke kunne komme ud af sit værelse - og da jeg nævnte en lignende figur i den skønne film : What's eating Gilbert Grape fra 1993 med en ganske ung Leonardo di Caprio og Johnny Depp, viste det sig ,at der faktisk ikke var nogen i den store gruppe, der havde set den. Jeg formoder, at du kender den rigtig godt Ane. Men måske kan andre læsere have glæde af at se den. På youtube kan man både se en trailer og hele filmen.

    Jeg gav bogen til mit HF-studerende barnebarn, og han vil lave en opgave om den. Den glæder jeg mig til at læse.

  • Ane Riel

    ons, 13/04/2016 - 14:53

    Kære alle

     Det er svært for mig at være andet end utrolig glad for jeres tilbagemeldinger. De drøje hug lader åbenbart vente på sig (men jeg beholder nu ringbrynjen på for en sikkerheds skyld). 

    Jeg har naturligvis været meget spændt på, hvad der mon ville fylde mest, når der blev talt om bogen, for – som Maria Guldager skriver – er der jo flere temaer at tage fat på. 

    DIVA nævner, hvordan Carls død sår mistro mellem Jens og Maria og ganske rigtigt sætter forfaldet i skred. Som jeg ser det, er det netop i det øjeblik, hvor Jens undlader at fortælle Maria sandheden om ulykken, at det hele begynder at skride for alvor. Kærligheden imellem dem er på dette tidspunkt endnu så stor og ren, at Jens burde have troet på, at den ville kunne bære dem igennem tabet, ja, overvinde alt. Han burde have stolet på, at Maria ville tilgive ham, og de kunne støtte hinanden i sorgen. I stedet vælger han løgnen som fundament, og på grund af dette valg øges afstanden imellem dem. Nok elsker de stadig hinanden, men kærligheden får ikke lov til at flyde naturligt imellem dem længere, og langsomt forkrøbles den. Selv om Jens helt sikkert har lidt af samlertrangen med sig fra faderen, var den næppe udartet til den ekstremt syge version, han ender med at lide af … lystigt krydret med en skizofren paranoia (hvad har jeg dog gjort ved den arme mand) ... hvis han havde fortalt Maria sandheden. Og hun havde næppe følt helt samme behov for at resignere og trække sig ind i sig selv. Tror jeg. :) Dog får de lov at møde hinanden igen – i ren kærlighed? – lige inden Maria dør. Og så er spørgsmålet, om det er en grusom død … eller en smuk død? 

    Nina Wegner er lidt inde på Jens' psyke, og det giver mig lyst til at knytte et par ord til den 'sygelige samlermani' ('hoarding' på engelsk), som Jens lider af, og som jo er et centralt tema i bogen. I min research har jeg gennem bøger, tv-programmer og interviews – dels med sygelige samlere, dels med diverse psykologer, forskere osv –  forsøgt at få et indblik i og en forståelse for, hvordan en såkaldt 'hoarder' tænker og sanser. Det er afsindigt interessant! F.eks. har man påvist, at en sygelig samler generelt har store problemer med at kategorisere og derfor vanskeligt ved at se/skabe den orden, vi andre tilstræber. Det er ganske enkelt et andet center i hjernen, der aktiveres. Og der er noget, der tyder på, at det er genetisk, for børn af sygelige samlere har ofte lignende vanskeligheder (jf. Silas/Jens). Samtidig føler hoaderen en uforklarlig emotionel samhørighed med deres genstande, hvor værdiløse tingene end må synes for os andre. Hvilket igen afføder en ekstrem smerte ved at skulle skille sig af med dem! 

    I forlængelse af dette bemærkede jeg, at det var kendetegnende for de hoarders, jeg læste om, at de havde lidt et stort tab fx havde de mistet en ægtefælle, et barn, et job. Som bekendt (og ond som jeg er) lader jeg derfor Jens lide lignende tab: Faderen, broderen, håndværket, barnet ... alt glider fra ham. Og altid i dagslys i øvrigt.   

    Særligt et, meget berømt og også meget ekstremt, tilfælde på sygelig samlermani gav mig ideen til at lade Jens blive mere og mere paranoid, nemlig tilfældet med de berømte brødre, Homer og Langley Collyer fra New York. I deres tætpakkede og i øvrigt uindtrængelige hjem i Harlem var der netop sat fælder op. Det blev fatalt for den ene bror.

    Omsorgssvigt! Ja, det er bestemt også et tema. Det var vigtigt for mig, at Liv ikke skulle være et 'misbrugt' barn (omend man nok kan sige, at Jens misbruger hende ved at dele sin paranoia med hende). Det skulle være et barn, som følte sig elsket. Et barn, der ikke blev slået. Et barn, der blev draget omsorg for – og alligevel blev svigtet i stor stil. Det gør unægtelig spørgmålet om omsorgssvigt lidt kompliceret, at Liv langt hen ad vejen ikke aner, hvor slemt hun har det. I øvrigt er det heller ikke så let at placere skyld, synes jeg. Naturligvis kan man sige, at Jens Haarder aldrig burde lade sin datter leve under så urimelige forhold, ligesom han ikke burde bilde hende ind, at andre folk er onde, at det er ok at stjæle, at mørket tager smerten osv. Men kan det forklares/retfærdiggøres med, at han selv faktisk har fået et lignende indtryk som barn, at det er sandhed for ham? At han er psykisk syg? Og hvor ligger skylden i så fald? Hos Silas, hos moderen, hos lokalsamfundet, der ikke gør noget? 

    Postbudet, der dukker op i begge bøger … og personlige traumer! Haha, nej, jeg har ingen traumer i den retning (hvis vi lige holder synet af rudekuverter udenfor). I min debutroman, 'Slagteren i Liseleje', er postbudet en velholdt, attraktiv og respekteret fyr, som ser tingene ret klart. I 'Harpiks' morede jeg mig så med at have det her ret kiksede og temmelig fantasifulde postbud med, som ingen rigtig regner for noget. Og alligevel har han jo fat i eller andet! Måske bliver jeg bare nødt til at have et postbud med i alle mine bøger. Som en slags 'rød tråd' ... 

     

  • erlinglykke

    man, 11/04/2016 - 12:56

    Kære alle læseklubmedlemmer

    Jeg kunne godt tænke mig at kaste et spørgsmål om døden ud til debat.  Døden fylder en del i romanen. Farmoren bliver myrdet. Carl omkommer, da han falder ud af vuggen som spæd. En hund bliver dræbt fordi den lider i en rævesaks. Liv bliver meldt død. Og endelig dør lillesøsteren og bliver balsameret. Er der nogen af de her dødsfald, der er i orden? I romanens univers eller i det hele taget?

     Erling Lykke

    Aalborg Bibliotekerne

     

  • I Moritzen

    søn, 10/04/2016 - 13:38

    Jeg er også med i en læseklub, vi drøftede stort set det nævnte. Og er enige, en fremragende frygtelig bog.
    Vi vendte også temaet: hvem griber ind, hvis mistanke om et omsorgssvigtet barn?
    Sproget og skrivestilen gør de frygtelige begivenheder for Liv til en næsten positiv verden, hendes og forældrenes.
    Jeg blev ikke skuffet, kendte godt til temaskift og genkender skrivestilen. Der er kun et gennemgående træk, bortset fra det med krimitvistet, nemlig postbudet.....vi småfilosoferede over om der lå et personligt traume der!

  • Maria Guldager ...

    ons, 06/04/2016 - 11:36

    Også Middelfart Bibliotek lagde i går (ligesom Horsens) hus til en DR Roman-læsekreds, som naturligvis havde "Harpiks" på programmet.

    Som læsere af bogen vil vide, er der nok af temaer at tage fat på, så som tovholder (og observatør :-)) var jeg spændt på, hvilke emner der ville komme til at fylde mest i debatten.

    Et af de områder, deltagerne greb fat om, var, hvor vidt pigen Liv er et omsorgssvigtet barn eller ej. Nogle fastholdt, at den enorme kærlighed Liv får fra begge sine forældre, samt det faktum at hun i lang tid ikke kender til andre forhold end sine egne, er grundlæggende for, at hun ikke umiddelbart lider nogen nød. Andre brugte ord som "indoktrinering" og "en form for overgreb", når de skulle beskrive Livs situation i det isolerede barndomshjem på Hovedet.

    Dog var der bred enighed om, at det er rigtig godt, at hun får den hjælp, hun får, da barndomshjemmet og forældrene til slut går op i røg. Det er også på det tidspunkt, det så småt begynder at gå op for Liv, at hendes barnelærdom måske kun er en halv sandhed - eller sagt med andre ord: Hendes fars sandhed.

    Det var en meget livlig og engageret snak, "Harpiks" kastede af sig. Bogen rørte alle - nogle p.g.a. det tiltider næsten poetisk sprog, andre p.g.a. den humor, der også findes heri, og atter andre p.g.a. den dybest set hjerteskærende historie det er.

  • Nina Wegner

    ons, 06/04/2016 - 10:48

    Fantastisk, barsk, godt sprog, let at læse, blanke øjne, oppe at køre, den greb mig, lidt gyser-agtig - det er blot enkelte af de udsagn som medlemmerne af DR-læseklubben i Horsens kom med, da vi snakkede om "Harpiks" i går eftermiddags. 

    Jeg havde selv lige nået at høre skønlitteratur på P1 med Ane Riels samtale med Helle Solvang. Det var en rigtig god hjælp i forhold til vores snak i gruppen. Vi snakkede meget om psykologien hos Jens og Maria og forsøgte at finde svaret på hvorfor Jens kører så fuldstændigt og  HELT af sporet, og hvorfor Maria ikke magter at gribe ind tidligere? 

    Ane skriver: Her har jeg sat min lid til, at man vil finde en genkendelighed i de følelser, som alt det ekstreme i bogen udspringer af, og at bogen på den måde kan blive nærværende og vedkommende. 

    og De kaotiske forhold og sind, jeg beskriver i bogen, er langt hen ad vejen inspireret af virkelige eksempler. 

    - og ganske rigtigt der kom flere genkendende  historier fra DR-klubbens medlemmer virkelige verden i snakken. 

    Tak til Ane for en fantastisk læseoplevelse. Vi havde en rigtig god eftermiddag på Horsens Bibliotek.

  • Ane Riel

    tir, 05/04/2016 - 12:01

    Tak, Mormor, for usandsynligt behagelige ord. :-)
    Når man er ude i den slags 'underligheder' og ekstremer, som jeg ganske rigtigt er i Harpiks, kan man jo godt frygte, at læseren står af. Her har jeg sat min lid til, at man vil finde en genkendelighed i de følelser, som alt det ekstreme i bogen udspringer af, og at bogen på den måde kan blive nærværende og vedkommende. Vi kender jo allesammen til kærlighed (forhåbentlig), barnets loyalitet, sorg, angst for at miste ... for nogen går det så bare grueligt galt.
    Dertil skal det siges, at der vitterlig er mange tråde til virkeligheden. De kaotiske forhold og sind, jeg beskriver i bogen, er langt hen ad vejen inspireret af virkelige eksempler. 
    Bedste hilsener, Ane 

  • Ane Riel

    tir, 05/04/2016 - 11:25

    Kære I Moritzen. Tusind tak, det er jeg glad for at høre! Nu håber jeg ikke, at Harpiks skuffer i forhold til debuten. Det er jo en lidt anden slags bog, omend der også er visse fællestræk. 
    Bedste hilsener, Ane 

  • Ane Riel

    tir, 05/04/2016 - 11:21

    Kære Hanne, det bliver sendt første gang i dag (tirsdag den 5. april) kl. 13.30 på P1.
    Her får du et link: http://www.dr.dk/p1/drs-romanpris-2016/drs-romanpris-2016-2/
    Tak for interessen – og for den fine kommentar om Livs far.  :)
    Bedste hilsener, Ane 

  • Hanne Ingerslev

    tir, 05/04/2016 - 10:46

    Hvornår kommer interviewet i radioen - og kommer der et link her?

  • Hanne Ingerslev

    man, 04/04/2016 - 22:25

    Jeg synes at Ane Riel så fint har gjort rede for hvordan Livs far bliver så mærkelig. Han kan ikke klare at miste den far, han holdt så meget af, som han havde  lært så meget om naturen af og som han havde de herlige stunder i kisterne med.  Og for hvordan samlermanien tager fart. Jeg havde den store fornøjelse at høre Ane Riel fortælle om sine forstudier bl.a. af samlere - og i følge det, hun fortalte, er de voldsomme mængder, folk samler sammen,  næsten som i bogen.

    Tabet af den ene tvilling gør ham jo også lidt skør. Ja - i begyndelsen er han meget sympatisk og henad vejen forstår jeg godt, hvordan det går med ham.

    I år har vi fået den ene herlige roman efter den anden !!!! Vi er bare SÅ heldige !!!!

  • erlinglykke

    man, 04/04/2016 - 11:50

    Jeg kunne godt tænke mig at drøfte Livs far, Jens Haarder, med jer. Jeg har det med denne skæve eksistens sådan, at jeg et langt stykke hen i bogen har ret meget sympati for ham, hvorefter det tipper over til det modsatte. Godt nok ved vi fra første side, at han slår sin mor ihjel, hvilket normalt ikke er særlig sympatisk, men han opfatter hende - med rette - som en trussel mod det liv og den verden, han har bygget op på Hovedet. 

    Men hvad siger I andre? Er han for mærkelig fra starten, eller har I en lille smule forståelse for hans måde at tænke på?

  • DIVA

    søn, 03/04/2016 - 09:02

    Forfaldet sat på spidsen - både det menneskelige og det materiellle.

    Vi får en god indlevelse i Liv, som får forældrenes fulde opmærksomhed, men efterhånde aner Liv, at der er andre værdier/andre måder at leve på qua de steder, hun  "kommer"  om natten.

    Vi synes, bogen er grotesk i sin fremadskridende forfald.

    Beskrivelsen af Carl viser de følelser, Liv ikke kan kanalisere.

    Der er jo også stærk kærlighed i familien - kærligheden mellem faren og moren - kærligheden mellem Liv og forældrene, der på hver deres måde måde viser Liv deres kærlighed og sætter hver deres præg på hende.

    Tvillingebrorens død sætter mistro mellem forældrene og farmoren, dødsfaldet  sætter for alvor forfaldet i- gang.

     

  • Mormor

    fre, 01/04/2016 - 12:36

    Jeg glæder mig meget til Ane Riels kommentarer. Dejligt at forfatteren, der ellers ser ud til at have travlt med mange arrangementer rundt omkring på biblioteker mv., vil prioritere at deltage her på siden. Respekt for det!

    Min egen foreløbige kommentar er at der med denne roman faktisk tilføjes noget nyt og særegent til dansk litteratur. En blanding af gys, humor og groteske indfald, en underlig hybrid, der ved hjælp af Ane Riels eminente sprogbehandling hænger rigtig godt sammen - og på trods af al underligheden giver et billede af livet og samfundet vi kan genkende.

  • erlinglykke

    fre, 01/04/2016 - 08:13

    Kære Læseklub-medlemmer. 

    Så blev det april og dermed tid til at debattere en ny bog. April måneds bog er Ane Riel: Harpiks. 

    Personligt synes jeg, det var et rigtig godt gys, men lad os læse om jeres reaktioner, synspunkter og oplevelser med denne bog. Ane Riel har sagt ja til at bidrage med svar og kommentarer, så det er bare om at få fingrene til tastaturet.

    Erling Lykke

    Aalborg Bibliotekerne

  • Emilie Fuglsang

    man, 21/03/2016 - 10:06

    Kære alle! Hvis I allerede nu har spørgsmål til Ane Riel om 'Harpiks', som vi debatterer om en god uges tid, så må I meget gerne sende dem her eller skrive dem til bogklub@dr.dk. Helle Solvang skal nemlig interviewe Ane Riel snart og vil - som sædvanlig - meget gerne have læserspørgsmål med!

    God påske!

    Kærlig hilsen
    Emilie Fuglsang

    DR Læseklubberne 

  • I Moritzen

    fre, 05/02/2016 - 14:37

    Til lykke med krimiprisen. Og så er dette en anbefaling af dagens artikel i Politiken. Jeg glæder mig til Harpiks. Er med i Romanlæseklubben, men ville have læst den under alle omstændigheder, nød i den grad din debutroman.