Ann, jeg tror du har ret i ,at de manglende mails hæmmer diskussionen i klubberne, men jeg har ikke den samme irritation over Gösta eller den samme forståelse af ham, som en mand uden rygrad, som du har. Manglende rygrad finder jeg hos Henrik Dohna!
Gösta har Skæbnegudinderne valgt at se skævt til. Eller som Gösta selv konstaterer i starten : Gud driver gæk med mig.
Det kan godt være Selma Lagerlöf  ,set lidt fra oven og på afstand, laver nogle poetisk oplivende beskrivelser af naturen i Wärmland, men at leve i den for 200 år siden med jordbundne forpligtelser har ikke været den rene spas. Storm og regn og sne og frost og fattigdom og hvad ved jeg. Det har så været Göstas  opgave , fra sin teologiske outsiderposition , at lindre denne jordiske jammer for folkene . Dog uden selv at måtte gøre brug af  folkenes egne virkemidler til at gøre livets gang på jorden lidt lettere. At drikke sig fuld ved enhver lejlighed.
Alligevel lykkedes det ham under sit livs prædiken ,med biskoppens tilstedeværelse ,at få løftet stemningen og få overbevist folkene om sin duelighed. Hvad kommer der ud af det? Göstas gode hensigter profaniseres af Kaptajn Kristians trussel mod biskoppen.
Gud driver gæk med mig, tænker Gösta og smider ornaten og drager udi Wärmland for at blive drevet gæk med af Vorherre.

Beslutningen om at forlove sig med Kostepigen kan ligne et forsøg på at tage skæbnen i egen hånd. Et bevidst valg fra Göstas side. Alle de øvrige forhold har altid været uden for hans kontrol, og har fået uønskede konsekvenser. Han er blevet suget ind i dem. Nærmest fortryllet af en ond skæbne.

Men Gösta undgår ikke skæbnens lange arm. På selve dagen for forlovelsens deklaration bryder dæmningen sammen, og Gösta møder Elisabet som er på vej for at forhindre forlovelsen. Han følger hende hjem. Dagen efter afslører Elisabets svigermor hændelsen over for sønnen, , og Elisabet forstødes som hustru og starter et liv med   ydmygelse og pinsel i eget hjem for sener at flygte for at leve et kummerligt liv i skovene. Får sit ægteskab ugyldiggjort. Føder et barn som dør. Altså! Gösta ville bare forlove sig med den Kostepige :-)

Jeg synes, du har ret, Bjarne, når du skriver, at bogen kan være lidt vanskelig at få styr på, så man kan diskutere den.  Både fordi der er så mange personer at holde styr på, og - som du også skriver - fordi man kan have en tendens til at læse den som mange små enkeltstående fortællinger fremfor en samlet roman og hvor man nemt mister handlingsforløbet af syne. Måske er det derfor vores diskussions-iver her i klubben er lidt mere nedtonet end sædvanlig ;-) Men jeg tror nu også, det kan skyldes, at der pt. er problemer med de notifikationer, der skal give os hver især besked på mail, når der er nye indlæg i debatten. Jeg kender det i hvert fald fra mig selv, at det er meget gavnligt med en lille "reminder" af og til, så man får klikket ind og læst, hvad de andre har skrevet. Jeg håber på, at det snart kommer i orden igen - der bliver i hvert fald arbejdet på sagen, ved jeg.
Nå, men med hensyn til Gösta - er jeg så den eneste, der blev en smule irriteret på ham under læsningen? Han virker af og til som om han absolut ingen rygrad har, men bare flagrer rundt og gør tingene uden at tænke dem igennem. Som f.eks. at forlove sig med den små-skøre kostepige, som også Margrethe nævner. Hvad tænkte I andre om Gösta undervejs i romanen?

Hej Lise Lotte

Jeg har slet ikke været opmærksom på dét med det mandlige og det kvindelige, som du nævner, men det lyder som et interessant aspekt. Har du lyst til at uddybe det, så vi, der kun har læst bogen én gang, også kan få den del med?  ;-)

Historien om Gøsta foregår i 1820'erne i et "fjernt sogn i det vistlige Värmland" 15 hvor mange drak for at klare tilværelsen.

Præsten står på prædikestolen og forventer, at han i dag skal holde sin sidste prædiken, fordi han.skal fyres. Menigheden har indberettet ham til biskoppen for pligtforsømmelse på grund af druk. Og i dag sidder biskoppen og nabopræster bænket for at lytte og dømme. Men netop i dag - hvor præsten føler, at han holder sin sidste prædiken - bliver han grebet af " inspirationens ildtunge" og forkynder en usædvanlig god prædiken til "Guds ære." 10

På det efterfølgende menighedsmøde gentager biskoppen kritikken af præstens levevis m.m. Men menigheden er vendt 180 grader. De tager præsten i forsvar - at præsten er ung - at alle begår fejl.

Til den følgende middag i præstegården har en nabokone "overtaget besværet med festen, for præsten var ugift" 11

Præsten føler sig så godt tilmode, at han ønsker/har lyst til at blive befriet for sin trang til druk.

"Men beruset blev han" og sidder ved nattetide ved sit vindue, da hans drikkebror - den store kaptajn Kristian - banker på ruden.

Kaptajn Kristian fortæller, hvordan han sørgede for, at biskop m.fl. kom hjem - for ikke at komme igen. Kristian gav dem en tur over markerne i "..fuldt firspring." Præsten bliver rasende og rædselslagen og forsvinder fra præstegården. Bedre selv at gå end at blive gået.

Anna Stjærnhøk har forlovet sig med den gamle Dahlberg og ladt den fattige Ferdinand i stikken. Gøsta tilbyder at hjælpe og hente Anna Stjærnhøk tilbage til Ferdinand på Berga. Fint klædt på med don juan spændt for, begiver Gøsta sig afsted til bal på Borg.

På ballet foranlediger Gösta, at Anna sidder 10 danse over og han foranlediger, at hun efterhånden væmmes ved den gamle mand Dahlberg. Herefter overtager Gösta selv den rige Anna Stjärnhök og "De adlød kærlighedens bud og lod Don Juan bortføre sig."

Men er det Gud eller Don Juan, der sætter dagsordenen? Ulvene jager dem. Men de når uskadte frem til Borg. Gösta siger, at han ".har ejet lykken og har jaget den fra mig." igen. 67

Og han efterlader Anna Stjärnhök hos den fattige Ferdinand. Anna Stjärnhök lover Gøsta, at hun vil elske den fattige famile lige så længe som hun elsker Gösta. 66 Men hvem elsker Gøsta?

Fjorten dage efter ballet på Borg er der fest og teater på Ekeby. Blandt gæsterne er den unge grevinde Dohna og den endnu smukkere Anna Stjärnhök. 100 mennesker er samlet i salen der er lavet om til et teater. Julius har instrueret et stykke, hvor en don juan - er klædt ud som en munk - skridter scenen i fuldmåne. En smuk ung kvinde - attrået af enhver - går ham i møde. Scenen slutter med at de fængslende øjne tiltrækker den smukke kvindes læber. Hun kysser ham igen og igen. Rollerne er spillet af Gøsta og Marianne.

Det unge par føler selv, at de spillede roller. Marianne skammer sig over at have kysset og Gösta fortvivles over, at han er en afsat præst som ingen vil have. De unge forlader stuen.

I sin jagt på Marianne nærmer Gøsta sig herefter spillebordene, hvor den gamle Sinclaire - Mariannes far fra Björne - sidder og spiller. Og Gösta ender med at vinde Marianne. Marianne er et objekt - en genstand/mammon - man kan spille om.

Da den gamle Sinclaire får at vide, at hans datter har kysset en afsat præst på scenen, tager 'fanden' fat i ham og han og konen tager hjem uden Marianne. Og da Marianne kommer træt hjem efter at have gået i kulde og sne, har forældrene smækket og låst porten. Moren forsøger - der midt om natten - at få hende til at gå til forvalterens gård og søge beskyttelse der. Men Marianne lægger sig trodsigt i sneen uden sin pels i håb om, at faren vil finde hende - død af kulde i sneen - på sin morgentur.

Kavalererne - med Gösta i spidsen - finder Marianne. Og Gösta tager Marianne med hjem til Ekeby som sin.

Den gamle Sinclaire kan ikke acceptere, at hans datter har kysset med en afsat, fattig præst. Han sætter en auktion i gang for at gøre Marianne arveløs. Alt skal væk. I mens auktionen løber af stabelen har den gamle Sinclaire låst sin kone inde i spisekammeret, så hun ikke kan omstøde auktionen. Men Gösta får imidlertid held med at spore Gustava Sinclaire og låser hende ud fra spisekammeret.

Gøsta tror ikke på, at Marianne kun har elsket ham.143 og afslører vel her sine egne lunkne, don juan følelser for Marianne."Kærligheden lever af kærlighed og ikke af tjenester og gode gerninger, sagde Gøsta." 142

Kapitlet ender med at den gamle Sinclaire henter Marianne hjem. Og Gøsta afslutter forholdet til Marianne: "Du taler ikke sandt, sagde han med isnende ro. Jeg ved ikke hvad du vil mig, men jeg kan se at du lyver ." Rollerne ender med at krakelere for Mariannes vedkommende. Hun er kommet til at holde af Gøste. Hvorimod Gøsta forsvinder ud af Mariannes liv.

Den unge grevinde kommer fra Italien, hvor hendes mand - 'dumme Henrik' - har hjemført hende til den protestantiske tro.

Der er bal og den unge grevinde takker nej til en dans med Gösta. Gæstebudet og dansen når sin afslutning og folk forbereder sig på at forlade stedet. Ind ad døren kommer Gösta og kidnapper den unge grevinde ud til hesten don juan og kusken Beerencreutz, som i vild gallop styrter/styrer mod Borg - grevindens bopæl. Gösta hævner, at grevinde Elisabet takkede nej til at danse med ham. "De skulle ikke have tirret mig." Gösta er underlig glad, når nogen lider. "Fryd fylder hans (Göstas) vilde hjerte ved den flyvende fart. Forfølgernes råb er for ham jubelsang. Fryd fylder hans vilde hjerte da han mærker grevindens krop ryste af skræk, da han hører hendes tænder klapre."163 Og videre siger Gøsta: "Jeg er begæret som fængsler viljen. Og sådan trækkes det afmægtige menneske stadig dybere nedad." "Jeg er Gøsta Berling ......herre over ti tusind kys og tretten tusind kærlighedsbreve." 163

På Borg beordrer dumme Henrik - grevindens mand - at hans kone kysser Göstas hænder og undskylder, at hun har ydmyget ham ved ikke at ville danse med ham. Grevinden nægter at kysse Göstas hænder og siger at han kun er ude på at ydmyge hende. For at modbevise at han kun er ude på at ydmyge grevinden, stikker Gøste begge sine hænder ind i flammerne, "så huden krøllede sig sammen, neglene knitrede.." 170 Dette overbeviser den unge grevinde om, at Gøsta ikke er ude på at prale og hun ender med at stortude og vender 180 grader med hensyn til Gösta "..blev han for hende som en åbenbaring af en ukendt vidunderlighed." Og Gösta er vildt forelsket i grevinden - så meget at han vil "bygge et slot til den unge grevinde, et slot af marmor" fortæller han de andre kavalerer.

Intet for stort - intet for småt - når det gælder om at sone sin brøde: "Han (den bodfærdige) kan ikke føle sødme i andet end lidelsen, ikke liflighed i andet end sorgen" 236

Nøgen går den bodfærdige ud i verden, "på vej til de hellige grave."

Den unge grevinde Elisabet må sone sin synd, som består i, at hun har været - sin mand - utro med Gøsta. "..da lidenskaben, mægtig og uimodståelig kom over" hende 239 En slags sado masokisme "Straffen skal falde som lindrende balsam på syndens sår...hjerte længes efter lidelsen." 240

Selv føler hun glæde ved at lide: "Grusom ulykke bragte hun over sig selv, mens hun jublende steg ned i lidelsens nat." 236 Og hun deler ansvaret for sine lidelser med Gud: " Hun gik ikke sin vej for at slippe for pinsler og lidelser. Men nu mente hun at Gud havde givet hende et tegn, at hun havde lov til at gå, at hun måtte tage vare på sin krops helbred og kræfter." 245

I det blå kabinet - på Borg - sidder Anna Stjærnhøk og grevinde Elisabet og snakker. Anna Stjærnhøk fortæller om, hvordan Ebba Dohna døde. Moren - den gamle grevinde Mærta - ville have at Elsebet skulle giftes med Gösta. At Ebba Dohna ikke kan svigte "Herrens tusindeårsrige" - og hvis moren tvinger Ebba til ægteskab med Gøsta, skiller moren Ebba fra Gud: "Mor jeg siger dig, at hvis du bortgifter mig til ham (Gösta), så skiller du mig fra Gud."199 og Ebba pådrager sig selvforskyldt en lungebetændelse og dør.

Gøsta er i færd med at forlove sig med en stakkels kostepige, som ikke er ved sine fulde fem. "Men køn er hun" 222

Da Elisabet hører, at Gøsta er ved at forlove sig med en tosset, får hun skyldfølelse og vil stoppe det. "Og til syvende og sidst var skylden hendes (Elisabets)"224

I mørke begiver hun sig ud på den farefulde færd mod Ekely, hvor et redningsarbejde er i gang med at beskytte Ekely mod bølger og storm. Og kapitlet slutter med, at Gøsta og den unge (gifte) grevinde forsones og bliver venner igen. "...hans vilde hjerte fryder sig ved faren, ængstelsen, kampen." 230 - "Han må beslutte sig til at svare hende og gøre en ende på hendes ængstelse skønt han føler en stor fryd ved den." 233 Igen denne nydelse ved andres lidelse.

Eros dør aldrig selv om det godt kan se sådan ud.

Broby præsten - klædt i pjalter og tigger hos de vejfarende - "en foragtet usling, som ikke er værdig til det embede han har påtaget sig" - elsker guld så højt, at han vil "krybe efter det i det værste skidt - "sultet sit barn" - "pint sin kone" - "et udyr." 286 får besøg af sin ungdomselskede - grevinde Elisabet - i hvis hjem han engang var huslærer. Der er gået 40 år siden de sidst har set hinanden.

Klædt i den stiveste puds får han provstens kone til at hjælpe ham med - i løbet af ganske få timer - at gøre hans ubeboelige hjem beboeligt. Og den fine lille grevinde ankommer. Præsten bærer hende ned og bliver 20 år igen. "Hun ser ham, han er ung, han kan kysse, han kan elske" 283.

I tre dage har hun "Aldrig, aldrig.....været så lykkelig." 286 Og derefter skilles de og præsten græder. Vil ondskaben vende tilbage - foragten for ham?