Fra læseklubben Ad libitum
Et minuts stilhed
Læseklub
Af Malene Majchere.... Publiceret 13/07/2009. Opdateret 18/02/2010.
Bogen var til debat i januar 2010
"Historien er lige så enkel, som den er fortryllende. Faktisk er den meget, meget sørgelig, men den er også så smuk, at den løfter sin læser op i den syvende himmel. Hvordan Siegfried Lenz bærer sig ad med at skrive så ligetil og med dette fysiske nærvær, så klogt og så raffineret? Det må være geni." Claes Kastholm Hansen, Berlingske Tidende d. 19. december 2008
Anbefaling af bogen på Litteratursiden
Anmeldelse af bogen i Bogrummet
Wikipedia-portræt af Siegfried Lenz på enten tysk eller engelsk
smag på bøgerne – en bid om dagen
Nu har jeg haft mulighed for at snakke med min kollega Astrid om den tyske omtale af bogen. Astrid er som sagt født og opvokset i Østrig, så jeg tænkte, at hun om nogen måtte være den rette til at læse mellem linierne på det tyske forlags beskrivelse af bogen ;-)
Hun siger, at det tydeligvis handler om en kærlighedsaffære mellem Stella og Christian, men hun læser ikke omtalen som om der nødvendigvis er tale om en ligeværdig/gensidig kærlighed. Hun synes, der er en nuanceforskel mellem, at de har en affære og så begrebet "gensidig kærlighed" - og hun læser altså ikke det sidste ud af omtalen.
Så måske har det danske forlag være lige lovlig hurtig i deres bagsidetekst... I hvert fald får vi her i klubben opbakning fra min kollega, når vi tillader os at tvivl på, om Stella har de samme dybe følelser for Christian, som han har for hende.
Jeg tror, jeg lukker debatten helt om et par dage, men skulle Astrids tolkning have givet nogen af jer lyst til en sidste afsluttende kommentar, så lader jeg muligheden være åben lidt endnu :-)
Det kan godt være, at Christina faktisk har ret... Måske smiler Stella og ser glad ud, fordi sådan gør man, når der bliver taget billeder af en. Noget, som kunne støtte den opfattelse, er faktisk Christians egne ord på s. 98:
"Det kan nok ikke undre dig, Stella, at jeg straks næste morgen tog vores fotografi i hånden for at prøve at finde dét, som min mor mente, hun kunne læse ud af det, jeg opdagede intet, som gav hende ret eller bekræftede hendes anelser."
Det er da egentlig meget sigende, at Christian (som jo er forelsket og måske netop ønsker at se tegn på Stellas kærlighed) ikke kan se det i billedet...
Da jeg ikke er helt sikker på, om alle føler sig fuldstændigt færdige med januar-bogen, venter jeg lidt med at lukke kommentarfeltet. Hvis min stakkels kollega er nået at blive rask igen, så har hun ferie i denne uge, så det kan godt være, der går et stykke tid, inden vi får hørt hendes tolkning af den tyske tekst.
Det skal dog ikke afholdes os fra at kaste os over februar-bogen, så der er frit valg på hele to bøger i øjeblikket :-)
Kære Suzanne
Mail notifikationerne er en funktion, som er kommet med på den nye Litteratursiden.dk. Du ændrer selv dine indstillinger i din profil og kan slå notifikationerne til og fra, som det passer dig :-) Tanken er dog, at det er nemmere at følge med i sin læseklub og deltage aktivt, hvis man automatisk får besked, når der er skrevet nye indlæg. Førhen krævede det, at man selv klikkede sig ind og holdt øje med debatten løbende - det slipper man for nu, hvis man slår notifikationerne til.
Desværre får man ikke kun en mail, når der er nye indlæg - man får også en mail, hver gang et medlem går ind og retter/redigerer i sit eget indlæg. Derfor vil jeg opfordre alle til enten at leve med de stave-/slåfejl, man naturligvis kommer til at lave ind imellem, eller læse grundig korrektur inden indlægget gemmes. Er indlægget først gemt, så får alle vi andre nemlig en mail, hver eneste gang man vælger at gå tilbage og redigere i det ;-) Brug evt. funktionen "Gennemse" for at se, hvordan indlægget kommer til at se ud, inden man gemmer rigtigt.
Tak for velkomsten. Jeg ser frem til nogle gode debatter. Det undrer mig dog, hvorfor jeg også´får debatindlæggene på min private mail. Jeg troede kun, at debatten foregik på bogklubbens hjemmeside. Det gjorde det i hvert fald sidste gang, jeg var medlem af en af bogklubberne.
Kan jeg undgå at få medlemmernes indlæg på min private mailadresse?
mvh Suzanne
Den tyske bagsidetekst har et afsnit, der (med mine bedste evner) kan oversættes således:
"Siegfried Lenz fortæller med mesterlig indfølingsevne, hvordan lidenskaben må måle sig op mod realiteterne, og hvordan det hele lige med ét er slut - og så alligevel ikke. Hvordan kærligheden bliver udødelig netop gennem døden."
Det må vist siges, at der her står "gensiden kærlighed" i mellem linjerne...eller hvad? Er det kun Christians kærlighed, der er udødelig, og er det netop fordi Stella dør, at Christians kærlighed kan leve videre? Ville hans kærlighed være nødt til at dø, hvis Stella levede videre og ikke gengældte hans kærlighed?
Det er rigtigt, at moderen omtaler deres kærlighed, da hun står med billedet. Det kunne sagtens tale for, at kærligheden er gensidig, men kan det ikke også være hende - og ikke faren, der tager fejl? Ser hun sin søns kærlighed, men overser hun, at Stella "blot smiler", som man nu gør på et billede? Jeg så engang en film, hvor en kvinde bliver myrdet. En af politibetjentene har svært ved at forlige sig med, at den myrdedes mand bliver hovedmistænkt, da de finder ud af, at han har voldelige tendenser. Hun har svært ved at se ham, som voldelig/morder, fordi de har set på en masse billeder af ham og konen, hvor de "ser så lykkelige ud", som hun siger. Hendes kollega svarer tørt dertil: "Har vi ikke alle sådanne billeder?!". Kunne billedet af Stella og Christian være sådan et billede? Et billede, hvor Stella ser glad og forelsket ud, fordi "sådan gør man", når der tages et billede?
Bendt: Du mener ikke, at Stella begår selvmord. Jeg synes heller ikke, at der er ret meget, der taler for det. Faktisk kun den udtalelse om, at "der ikke var en anden udvej for hende". Hvordan forstår du den, hvis ikke der tales om selvmord?
Ja, så er jeg her igen. Jeg har læst en del andre bøger i juleperioden og i begyndels af dette år og haft andre gøremål. Bogen er nu afleveret, så jeg kan ikke citere fra bogen, men har dog et svar angående spørgsmålet: Begår Stella slevmord? Nej, det var absolut ikke mit indtryk. Om Stella er forelsket i Christian er et åbent spørgsmål, men som mangeårig lærer har jeg da oplevet elever, der er "forelsket" i deres lærer (og sikkert også nogle gange omvendt).
Og velkommen i klubben til Suzanne (suza0037)! Dejligt med nye "ansigter" :-)
Førhen (på den gamle Litteratursiden.dk) fik jeg som tovholder altid automatisk besked, når nye medlemmer havde meldt sig ind i klubben. Den funktion er desværre forsvundet, med mindre jeg vil "lukke" klubben, så alle medlemmer skal godkendes først - og det har jeg ikke lyst til! Alle skal være mere end velkomne til at deltage :-)
Det betyder dog også, at der nogle gange kan gå lang tid, inden jeg tilfældigt opdager nye medlemmer - og derfor ikke lige får budt velkommen med det samme (som den glade værtinde jeg gerne vil være). Men bedre sent end aldrig :-) Velkommen til!
PS: Hvis jeg undervejs helt har overset nogen, så skal I ikke føle jer udenfor - jeg er glad for alle de interesserede medlemmer, vi har i klubben, uanset om jeg har misset en velkomst :-)
Min kollega er desværre syg i øjeblikket, men jeg snakker med hende om bogen og den tyske omtale, når hun kommer tilbage.
I mellemtiden kom jeg i tanke om noget, der måske kan kaste lidt mere lys over Stellas følelser. Jeg tænker på det afsnit, hvor Christians mor kommenterer deres forhold, og det billede Christian har af dem sammen på stranden (s. 96-98).
Ud fra morens tolkning er der i hvert fald tale om gensidige følelser. På side 97 ser hun ud til at mene, at der er tale om mere end blot en forelskelse:
"Sådan som de sidder dér på stranden, glade, hånd i hånd, han sidder hånd i hånd med sin lærerinde, og sådan som de kigger på hinanden: Det ser jo ud til, de har ventet på hinanden."
Lyder det ikke som om, Christians mor mener, at der er alvorlige følelser imellem de to? Senere slår faren det hen og siger, at det bare er ungdomsbeundring, fordi Stella er en flot kvinde - men moren fastholder, at der er mere på spil mellem de to. Nu har vi jo af gode grunde ikke set fotografiet af de to på stranden, men ud fra morens beskrivelse lyder det på mig som om, Stella faktisk også åbenlyst har følelser for Christian - at det er gensidigt. Synes I ikke også?
Det var hurtig ekspedition - her til eftermiddag tikkede bogen allerede ind til mig! :-)
Men det bliver vi i første omgang ikke meget klogere af. Den tyske udgave har nemlig ikke nogen bagsidetekst, som fortæller om indholdet! Der er kun fem citater fra forskellige anmeldelser (den samme fra Die Zeit som er oversat bag på den danske bog og så fire andre). Jeg var endda inde og kigge i kolofonen, og det er første udgave, vi har her på Frederiksberg (dog 8. oplag, men det burde jo ikke gøre nogen forskel).
Til gengæld gik jeg ind på det tyske forlags hjemmeside: http://www.hoffmann-und-campe.de/go/schweigeminute og dér finder man en omtale af bogen. Jeg ved ikke, hvor stærke I er i tysk - men I får lige teksten fra forlaget her:
"Wir haben Siegfried Lenz für ein poetisches Buch zu danken. Vielleicht ist es sein schönstes." Marcel Reich-Ranicki
Ein warmer Sommer an der Ostsee vor vielen Jahren. Benny Goodmann und Ray Charles sind noch en vogue, in den Gassen spielt der Drehorgelmann, man bezahlt in "Mark", und wenn die Englischlehrerin vor die Oberprima tritt, stehen alle auf: "Good morning, Mrs. Petersen."
Wie es zu der Liebe zwischen Stella und Christian kam, wie die Leidenschaft sich an der Realität messen muss und wie dann mit einem Mal alles zu Ende ist – und doch auch nicht. Wie die Liebe gerade durch den Tod unsterblich wird: das erzählt Siegfried Lenz mit meisterhafter Einfühlungskraft, mit Distanz und Humor. Im Thema des Vergänglichen, der Zeitverfallenheit irdischer Liebe, der Unmöglichkeit vollendeten Glücks, schwingt die Melancholie eines Theodor Storm. In der Lakonie des Erzählens spürt man die existenzielle Härte eines Ernest Hemingway. Und doch spricht hier die Sympathie und Integrität des Erzählers Siegfried Lenz, der im knappen Raum der Novelle eine Menschheitsfrage entfaltet, die immerzu gültig ist.
"Späte Sommerbilder, in einer Sprache wie aus Bernstein gegossen." Andrea Seibel, Die Welt
Begrebet "en vogue" er fransk og betyder at noget er "på mode" eller populært. Så det hjælper os i hvert fald med at tidsbestemme fortællingen til en tid, hvor Ray Charles og Benny Goodman var populære - og det sætter os (som Christina foreslår) rigtig nok i slutningen af 1950'erne/begyndelsen af 1960'erne :-)
Med hensyn til den gensidige kærlighed, så er jeg ikke helt god nok til tysk til at være 100% sikker på, om jeg fanger alle nuancerne i teksten... MEN! Jeg har en kollega, som er født og opvokset i Østrig. Hun er godt nok ikke på kontoret i dag, men når jeg ser hende i næste uge, skal jeg gerne bede hende skimme teksten. Så må vi høre, om hun (ud fra teksten) synes, at det lyder som om, der er tale gensidig kærlighed.
God weekend! :-)
Jeg troede egentlig, at det var forfatteren selv, der skrev bagsiden, men jeg kan godt se, at du nok har ret i, at det ikke forholder sig sådan. Det er nok forlagets "salgstale", og jeg er spændt på at høre, hvad den tyske version siger!
Det slog mig lige her til morgen - vi må da gerne være uenige med bagsideteksten! ;-) Vi bryder lidt vores hjerner med, om Stella virkelig gengælder Christians følelser oprigtigt, men er det ikke mest fordi, bagsideteksten "påstår", at der er tale om gensidig kærlighed...?
Jeg bliver nemlig mere og mere overbevist om, at det ikke er den helt store kærlighed fra Stellas side - men snarere en sommerflirt til at få tiden til at gå. Endnu et tegn er det krus han får sin te i, da han besøger hende (s. 66-67). Det har påskriften "The Friend" og neutraliserer på en eller anden måde deres forhold.
Bagsideteksten til en bog er vel ikke nødvendigvis skrevet af forfatteren? Er det ikke langt mere udbredt, at det er forlaget, som finder på den? Både så den passer med layout men også, så de føler, at den "sælger" bogen godt. Så det er vel ikke nødvendigvis udtryk for forfatterens holdning...
Jeg fik derfor den idé, at tjekke den tyske udgave af bogen, for at se, hvad der står på bagsiden af den! Men den er desværre udlånt her på Frederiksberg i øjeblikket. Jeg har reserveret den, men hvis en af jer andre falder over den, inden jeg får den i hænderne, så må I meget gerne melde tilbage :-) På tysk hedder bogen: Schweigeminute. Jeg synes, det kunne være lidt spændende at se, hvad der står bag på den tyske udgave.
Jeg ved ikke, om du er for hård ved Stella, når du foreslår, at det kan være kedsomhed, der får hende til at indlede et forhold til Christian. Jeg er selv lidt inde på hendes motiver, når jeg tvivler på, om hun reelt holder af Christian i et tidligere indlæg.
Jeg tror godt, at det kan være kedsomhed. Hendes 'Åh, Christian' kan måske tolkes i retning af...jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det...men det kan virke som om, at hun mener, at Christian ikke har fattet, hvad det hele drejer sig om. At han lægger alt for meget i hele situationen, og det vil jo netop passe med, at hun bare er ude efter lidt tidsfordriv, mens han leger far, mor og børn.
Jeg har også tænkt lidt på, hvornår historien foregår. Og ligesom dig, Malene, synes jeg, at det er svært at sige noget om. Det bliver gætværk, og jeg synes, at jeg har tendens til at sætte historien ind i en tidsperiode, hvor mine tolkninger blive mere plausible. Eksempelvis hører vi ganske rigtig ikke noget om, hvorvidt billedkunstlæreren er religiøs, men hvis historien foregår en del tidligere, end du foreslår, så vil religiøsitet være normen. Jeg er godt klar over, at det halter lidt med andre ting i historien, og at det derfor ikke kan være korrekt.
Jeg tror, at dit bud om 60'erne er mere korrekt, men ikke ud fra Stellas tøven mht. Christian. Som du selv er inde på, så ville det nok ikke være noget, som den brede befolkning ville støtte op om - heller ikke i dag, men jeg synes, at hele stemningen i bogen lægger op til, at det er i den periode, at historien foregår. Måske lidt tidligere, men efter krigen, så mit bud må ende med at blive et sted mellem 1955 (jeg tror, at vi skal lidt på afstand af 2. verdenskrig) og 1965 (lidt på afstand af 70'erne, som jeg ikke tror, at vi er i - uden overhovedet at have noget at hænge den hat på).
Selvom Stella først sejler afsted med Polarstern på s. 84, så har turen været planlagt længe inden Christian og Stella indleder deres forhold. Allerede på s. 16 bliver planerne nævnt:
"Hirtshafens strandfest lokkede jo mange mennesker til, men Stella rystede på hovedet: Nogle af hendes venner var undervejs med deres yacht, de ville tage hende om bord i Hirtshafen en af de nærmeste dage."
Planerne bliver dog udskudt (det er dét jeg tror, telefonopkaldet på s. 21 drejer sig om). Men jeg tror, det er turen til Danmark s. 84, som allerede bliver nævnt på s. 16.
Men er hele Stellas motivation for at indlede forholdet til Christian så måske lidt sommer kedsomhed/tidsfordriv?! Eller er jeg nu alt for uretfærdig ved hende?
Jeg har tænkt lidt over, om noget af sløret kan løftes for mysterierne, hvis vi vidste, hvornår historien foregår?
Tolkninger på forholdet mellem Christian og Stella og mellem billedkunstlæreren og Stella kunne måske hjælpes lidt på vej, hvis vi havde en tidsramme at sætte det ind i. Ligesom spørgmålet om evt. selvmord måske også ville være nemmere at forholde sig til, hvis vi vidste, hvornår historien foregår.
Den tyske orginaludgave er fra 2008, så det bliver vi ikke klogere af... Og som der står på bagsiden af bogen, så er forfatterens poetiske sprog med til at gøre oplevelse meget tidsløs - og afslører derfor heller ikke meget.
Jeg mener dog, at vi må være et godt stykke efter 2. verdenskrig, ikk? Er vi i 1960'erne måske? Her tænker jeg både på det indtryk jeg får af Christians fritidsjob, strandfesten (s. 22-29) samt Stellas rejse til Danmark. Jeg har ikke noget konkret "bevis" at hænge det op på - kun en generel fornemmelse.
Og faktisk er jeg heller ikke sikker på, om det hjælper mig med tolkningen, når det kommer til stykket :-D Selvom 1960'erne tit huskes som et meget frisindet årti, så slår den slags vel typisk først igennem i storbyerne - og her befinder vi os jo i provinsen. Derfor kan man sagtens forstå, hvis Stella frygter, at der vil blive set skævt på hende og Christians forhold. Men ville man ikke også stadig gøre det i dag? Jeg tror stadig, det ville være ildeset i dag, hvis en gymnasielærer indledte et forhold til en elev.
Så er spørgsmålet om selvmord måske nemmere at udlede noget om udfra årtiet. Hvis man er meget religiøst anlagt, vil mange i dag vel stadig opfatte selvmord som en synd? Men er det ikke langt mere almindeligt ikke at tænke sådan i dag? Men er billedkunstlæreren så meget religiøs? Faktisk har jeg svært ved at tro det, da han jo også har et forhold til Stella (og det ville vel også stride i mod hans overbevisning).
"'Jeg har holdt øje med dem, ham [hr. Kugler] og fru Petersen', og hviskende fortalte han mig, hvad der var sket på stranden, ved de tre fyrretræer. De havde begge ligget dér i deres badetøj, begge havde læst; Gernot regner med, at han havde læst højt for hende..." s. 44
Hvorvidt hr. Kugler og Stella egentlig havde et romantisk forhold, bliver vel aldrig 100% afsløret? Men jeg synes, det bliver kraftigt antydet.
Blev vi en lille smule klogere? Jeg er ikke sikker... :-)
Jeg er ligesom dig, Malene, tilbøjelig til at mene, at der må ligge en dybere mening bag, når forfatteren vælger at lade Stellas kollega bruge ordene "var der da ingen anden udvej for dig". Jeg tolker også den sætning som noget, man ville sige vedrørende et selvmord, men hvorfor skulle Stella begå selvmord?
Da hun er på hospitalet, er hun ikke til at komme i kontakt med. Vi hører kun om en enkelt reaktion fra hende, og det er da drengene synger for hende. Da triller en tåre ned af hendes kind (s. 119-120). Det sker, hvor de synger om en møller, der er selvtilfreds og ikke misunder nogen, og heller ikke tror, at nogen misunder ham. Hvorfor reagerer Stella på dette? For mig kan beskrivelsen af mølleren lyde som en, der ikke har nogen problemer. For hvem livet er let og godt. Han har ikke for meget og ikke for lidt. Det er ikke sådan jeg opfatter Stella - slet ikke, hvis vi antager, at Malene har ret i, at Stella tøver med at indlede et forhold til Christian pga. de potentielle problemer, der vil opstå. Hvis hun virkelig holder af ham, så har jeg den opfattelse, at hun har for meget af det forkerte (let til venner og latter - men måske lidt overfladisk) og for lidt af det vigtige: kærligheden og fordybelse.
Jeg kan ikke huske, hvornår hun begynder at tale om at tage afsted med sine venner på Polarstern?! Kan det passe, at hun stikker af, da hun begynder at få svært ved at håndtere sine følelser for Christian? Og da hun så kommer tilbage, er der ikke noget, der har ændret sig, sådan som hun måske både har håbet og frygtet?
En helt anden tolkning på kollegaens udtalelse kunne måske være, at han er religiøs og mener, at det er noget gudsbestemt, at Stella skulle dø. At det var en udvej, valgt for hende af Gud?!
Er der noget hint i, at den eneste anden patient, vi hører om (ud over klassekammeratens bedstemor), er en selvmordspatient? Igen må der ligge noget bag forfatterens valg af dette - men hvad?
Nu blev det mest til en masse strøtanker. Jeg håber, at de kan bruges til lidt fundering hos jer!
Er Stella også forelsket i Christian?
Det er faktisk en ret interessant pointe, Christina her falder over! Jeg synes nemlig heller ikke, at forholdet virker særlig ligeværdigt. Efter deres nat sammen på hotellet er Stella meget tilbageholdende - og generelt så lover hun aldrig rigtig Christian noget:
"Jeg ved ikke rigtig, Christian, nu må også du til at overveje, hvad der er bedst for os." s. 42
Men er det fordi, hun ikke gengælder forelskelsen - eller er det fordi, hun som den voksne ved, hvor besværlig denne kærlighed vil være for dem begge?
Hvor er det sjovt, at Christina har læst bogen med helt særlige briller pga. en spirende debat her i klubben ;-)
Jeg tror dog heller ikke, at Stella med vilje sprang i havnen. Men om hun på en eller anden måde begik selvmord på hospitalet, er jeg mere usikker på. Set i bakspejlet så synes jeg, at det eneste i romanen, som gav mig tanken om et evt. selvmord, er billedkunstlærerens udbrud. Hvis det ikke havde været for hans kommentar, så ville jeg aldrig have tænkt, at hun begik selvmord.
Betyder det, at vi lægger for meget i det han siger? Eller skal det mon blot tolkes som et generelt udtryk for hans magtesløshed overfor tabet?
På den anden side, så kunne forfatteren have valgt at vise denne magtesløshed på mange andre måder. Og jeg kan ikke lade være med at tro, at ordvalget er ganske bevidst fra hans side!
Kære Tove, jeg kender udmærket godt følelsen :-) Jeg har opdaget, at der for mig tit er tale om, at læseoplevelser "smitter af" eller har en selvforstærkende effekt. Hvis jeg kommer ind i en stime af gode og spændende bøger, så får jeg automatisk mere lyst og mod på hele tiden at kaste mig over nye bøger. Og omvendt, hvis jeg løber ind i et stak kedelige/besværlige/tunge bøger, så kan det godt slukke lysten til at læse andre bøger i et stykke tid.
Det er helt fint, at du hopper månedens debat over - og jeg håber, du finder en god bog inden længe, som rigtig kan fange dig :-)
Så er jeg her igen - for en kort bemærkning, for jeg skal begynde på arbejde efter min barsel lige straks, og så ryger jeg igen lidt ud på sidelinien.
Med hensyn til dit spørgsmål, Malene, så må jeg sige, ligesom Tove, at jeg nok ville have tænkt lige som dig, hvis jeg havde læst bogen på 'almindelig vis'.
Desværre fik jeg læst overskriften og første linie af dit indlæg, inden jeg gik i gang med bogen, og derfor troede jeg, at det var uvist, hvordan hun døde. At det var en åben slutning, og jeg læste derfor bogen med fokus på dette og prøvede at finde små tegn på et svar.
Jeg har prøvet at tolke i retning af, om det alligevel kunne være selvmord på en eller anden måde (hopper hun selv ned mellem skib og mole?), for at give billedkunstlærerens udtalelse mening. Jeg synes dog ikke, at der er belæg for at tolke på den måde, og jeg mener, at der er tale om et uheld. Men hvad betyder udtalelsen så? Begår hun måske selvmord på hospitalet? Hun beskrives som meget modløs og fjern på hospitalet. Er det kun ulykkens virkning på hende eller er der en historie, som vi ikke hører om? Er Christian en del af den?
Noget helt andet... Bag på bogen står der, at der er tale om gensidig kærlighed. Er I enige i det? Jeg spekulerede hele bogen igennem på, om Stella er forelsket i Christian. Jeg er ikke i tvivl om, at Christian er forelsket i hende, men jeg er ikke kommet til nogen konklusion med hensyn til Stellas følelser... På en måde har jeg indtryk af, at hun bare synes, at han er en sjov og sød dreng. Hendes "Åh, Christian...", som hun siger mange gange, lyder i mine ører lidt overbærende og netop som noget, som en lidt ældre ville sige til en lidt yngre, der lægger for meget i et forhold. Er det hele kun hygge og sjov for hende? Hun er ofte beskrevet som en kvinde, der lever livet og ikke tænker så meget på, hvad andre mener om hende. Måske var det den side af hende, der syntes, at det var sjovt at have lidt uforpligtende kørende med Christian?
Godt nytår til jer alle!
Allerførst godt nytår til Malene og jer, der læser med.
Jeg er inde i en periode, hvor jeg surfer rundt i forskellige romaner, men stort set intet kan fænge mig lige nu og her (kender I det?). Heller ikke denne bog. Temaet er for trivielt efter min mening, selvom Siegfried Lenz skriver godt på sine gamle dage. Efter knap 100 sider gav jeg op, men skimmede dog resten - lige præcis for at se under hvilke omstændigheder Stella døde, og så var det "bare" en ulykke. Så jeg havde vist tænkt lidt som dig Malene.
Rigtig godt nytår og velkommen til den første bog i vores klub her i 2010 :-)
Jeg lægger hårdt ud, med noget jeg simpelthen må spørge jer andre om: Var jeg den eneste, som troede, at lærerinden havde begået selvmord?!
På side 22 siger billedkunstlæreren: "Hvorfor, Stella" spurgte han, "hvorfor skulle det ske?" Jeg undrede mig ikke over, at han var på fornavn med hende, at han inderligt chokeret spurgte: "Var der da ingen anden udvej for dig?"
Det med "ingen anden udvej" læste jeg klart som om, der var tale om selvmord. Men i slutningen af bogen (s. 128) står der, at hun havde fået svære kvæstelser under uheldet, og dér synes jeg ikke, det lyder som selvmord.
Hvad siger I andre?