Esme Lennox forsvindingsnummer

Oprettet: 09.09.2009 - 12:21

Bog: "Esme Lennox' forsvindingsnummer" af Maggie O'Farrell

Bogens forside

I 60 år har Esme været indlagt på et psykiatrisk hospital  - Da det nedlægges, hentes hun af sin søsters barnebarn, Iris - Langsomt oprulles en usandsynlig og uretfærdig familiehistorie om en selvs

Forfatter: 
Maggie O'Farrell
Oversætter: 
Toril Brekke
Udgivet: 
2007
Forlag: 
Cicero
Sidetal: 
222
Lån bogen - Køb bogen

Bogen er til debat i oktober og november 2009

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Britt

    tir, 24/11/2009 - 19:11

    Hej Marianne

    Det er sjældent, navnene på en romans personer er de rene tilfældigheder. Slår man op i Wikipedia, står der om Euphemia: "Euphemia (d. c. 307) was a Christian martyr and saint". En helgen var hun vel ikke ligefrem, men kan man sige, at hun er en martyr ved at tage straffen for Jamies, klassens piger (uniformen) og til dels sin søsters ugerninger? Jeg læste engang en roman - har glemt navnet - der gav langt mere mening, da jeg fandt ud af, at kvindens navn, Moira, er den græske skæbnegudindes navn :-)

    Kitty associerer sig til en kat; kælen, indsmigrende, snedig, uafhængig / sin egen. Giver det mening?

    Selv om jeg er gået i gang med en ny bog, sidder denne stadig i mig - det er længe siden, en bog har rørt mig så meget. Derfor har jeg også anbefalet til flere allerede.

     

  • Marianne Träff

    tir, 24/11/2009 - 14:12

    Kære Alle!

    I følge den store danske ordbog betyder: Eufemisme formildende omskrivning af stødende realiteter; fx gå bort eller sove hen for at dø.

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på Euphemia /Esme,

    Euphemia har valgt at hedde Esme ( Is me?), hun hed det selvfølgelig før hun blev tvangsindlagt men alligevel er det næsten en uhyggelig forudanelse og et dybt ønske om at være sig selv og ikke en formildende omskrivning af noget andet...(sød føjelig ung kvinde)

    Er det for langt ude?

  • Marianne Träff

    fre, 20/11/2009 - 14:51

    Kitty , eller nærmere Esme og Kittys forældre har jo stjålet Esmes liv, derfor stjæler Esme Kittys liv ved at kvæle hende. Men samtidig udfrier hun hende også.  Kitty er jo "tvangsindlagt" med  alzheimer og er institusionaliseret  resten af hendes liv. Og det kender Esme jo alt til , så på en måde sparer hun hende for meget, med sin egen frihed som indsats. Det er meget smukt og meget dramatisk, for Kitty har jo stjålet Esmes liv.Og man kan vel både tolke kvælningen som en barmhjertighedsgerning og som regulær hævn eller?

    Kitty var den ældre søster hverken så køn eller livlig som Esme, som alle mændene gerne ville have. Hun var 6 år ældre og var helt klart giftemoden, og så er det Esme der bliver feteret og lagt an på. Kitty har sikkert hadet hende, men selvfølgelig ikke så meget at hun ønskede hende ekspederet væk  på en galeanstalt i 61 år. Da Esme bliver voldtaget og gravid, har familien ikke følt at de havde anden udvej end at få hende af vejen , hun havde allerede været umulig nok og har bragt skam nok over familien.

    Jeg husker også scenerne du nævner Britt, det er hjerteskærende. Men jeg husker også et stykke stof??...var det den døde lillebrods eller var det den lille nyfødte søns?

    Jeg kan ikke huske det, bare følelsen at det var det sidste hun havde tilbage...så trist. Jeg læste bogen i sommerferien, så min hjerne kan ikke rigtig genkalde...måsk skulle jeg lige genlæse.

     

    Jeg kan huske at jeg synes at Iris lignede Esme, med sin utilpassethed og søgen, men de var jo også tættere i familie en de havde troet...

     

     

  • Britt

    tor, 19/11/2009 - 17:28

    Hej alle. Jeg tillader mig at "gæsteoptræde" her i klubben, da jeg - inspireret af jeres læseklub - tog netop denne bog ned fra bibliotekshylden ved sidste besøg. Jeg ville aldrig selv have fundet frem til denne bog, så tusind tak, for det er ved gud en af mine allerbedste læseoplevelser!

    Jeg blev færdig i går aftes og kan slet ikke slippe den, den kværner rundt i mit hovede - det er bare så forfærdelig en historie.

    Noget af det, der var allermest stærkt for mig, og som I ikke har været inde på, er slutningen. Nu håber jeg ikke, jeg røber for meget for igangværende læsere, men er vi ikke enige om, at Esme kvæler Kitty med den bourgognefarvede pude - samme farve som den kjole, hun havde på, da hun blev voldtaget af Jamie, hvilket var den direkte årsag til, at hun blev tvangsindlagt (s.218-219: Esme holder puden i begge hænder. Betrækket er vævet damask i en dyb bourgognerød farve .... Hun går to skridt hen over gulvet i sin søsters værelse, og hun lægger den tilbage på sofaen). Derefter sidder hun og nyder solen og lyset fra vinduerne, inden hun har til hensigt at  trække i snoren fra loftet, som vil tilkalde personalet. Med andre ord: Hun ved godt, hun aldrig vil få solen at se igen, for denne gang vil hun blive spærret inde på livstid. Dermed løser hun også Iris' problem, for hun skal nu ikke længere lede efter et sted, hvor Esme kan bo. Alt dette sker nøjagtig samtidig med, at sandheden går op for Iris, nemlig at det er Esme, der er hendes rigtige bedstemor! Hold fest, det er stærke sager!

    Jeg har sat nogle gule post-it ind, hvor scenerne gjorde specielt indtryk, fx 1) i bilen, hvor Esme er lige ved at græde, fordi Iris slukker for orkestermusikken, så hun kan sove - det er den sødeste handling, Esme har oplevet i meget lang tid, 2) skuffelsen over, at hun alligevel ikke skal hjem, men blot overføres til en anden afdeling, 3) scenen, hvor sygeplejerskerne tager det nyfødte barn fra hende. Og jeg kunne blive ved!

    Mht. titlen, så opfatter jeg også "forsvindingsnummeret" som Esmes forsvinden fra det virkelige liv. Hvordan kan man bare forsvinde, uden at familie og omgivelser reagerer? Det forstår man jo ikke, men de fleste havde haft en bemærkelsesværdig oplevelse med hende og stillede sig ikke kritisk ved hendes skæbne. Det sker jo også i dag. Der findes flere lande, hvor handicappede officielt ikke findes - et af de grelleste er vel Nordkorea - men tænk på Rumænien og andre østlande for ikke så mange år tilbage.

    Jeg glæder mig til den videre debat, for jeg selv er slet ikke færdig med den ...

  • Marianne Träff

    lør, 14/11/2009 - 11:58

    Ja som en artist i et cirkus "tryller" Esme sig selv og alle sine følelser væk. Hokus pokus  - 61 år er gået og jeg er stadig ved mine fulde fem. Uden den evne at "kunne forsvinde" lægge låg på alle følelser og bare flyde , så må man antage at hun var blivet aldeles binde gal.

    Jeg ser ordet forsvindingsnummer som en evne en kunst , som langt fra alle ville kunne mestre.

    Hvad synes I om Iris figuren?

  • Birgitte Pedersen

    fre, 13/11/2009 - 20:03

    Hej Malene.

    Ja sådan opfattede jeg også først ordet forsvindingsnummer - altså som tiden hvor Esme er forsvundet fra omverdenen.

    Men da titlen hedder Esme Lennox' forsvindingsnummer, indikerer det, at forsvindingsnummeret er noget som sker på Esmes initiativ. Derfor min bemærkning om at Esme har even til at overleve på hospitalet, ved at tilsidesætte sine personlige behov og indordne sig under hospitalssystemet - ved at forsvinde.

  • Malene M. Bisgaard

    tor, 12/11/2009 - 12:29

    Jeg tillader mig at blande mig lidt her i klubben, da jeg også har læst bogen og var meget begejstret for den. Det er godt nok efterhånden længe siden, men jeg husker den som virkelig rørende - en bog der bestemt bed sig fast hos mig!

    I har talt lidt om titlen, og hvad man skal lægge i Esmes "forsvindingsnummer". For mig handlede det om alle de år, hvor Esme er indlagt og dermed "forsvundet" for omverdenen. Og jo ikke kun for omverdenen men i høj grad også for sin familie! Det er jo helt groteskt, at Iris aldrig har så meget som hørt om Esme - et ganske godt "forsvindingsnummer", omend ikke frivilligt.

  • Marianne Träff

    tor, 12/11/2009 - 11:26

    Ja det er overraskende at Esme har bevaret sin mentale kapaciteter, hun er jo klart den mest sunde og raske af alle som barn og ung. Alle de andre er underlagt tidens normer. Kitti er den søde stille føjelige pige, moderen tier og fateren er en tyran. Mændene i det hele taget dem der udøver overgreb.At Esme reagerer på det åndsformørkede syn på kvinder er et sundhedstegn som koster hende dyrt. Med hensyn til diagnoser. ADHD diagnosen synes jeg ikke passer, den kører på opmærksomhedforstyrrelser, koncentrationsbesvær og hyperaktivitet. Mon hun ikke ville passe betydeligt bedre i 2009, hvor det er tilladt for børn (og piger) at sige nej og være lidt småfræk.

  • Bodil Dueholm

    tir, 10/11/2009 - 14:04

    Ja, bogen rammer mig lige i Solar Plexus - det er virkelig en forfærdelig uhyggelig historie. Og desværre alt, alt for sansynlig! Psykiske diagnoser er svære at stille og selv i dag presses patienter til at tage medicin og modtage behandling, der ikke er den rette for dem.

    Titlen: Jeg tror, Esme vælger at "forsvinde" da Kitty går med barnet. Da ved hun, at hun forladt af sin familie og ikke har noget at vende tilbage til og leve for.

    Jeg har tænkt lidt over, hvilket prædikat, der mon ville blive sat på barnet Esme i dag. Måske ADHD? Men hvilket menneske ville ikke tage skade af at være lukket inde helt alene med en elsket død lillebror. Og så oven i købet ikke måtte tale om det bagefter. Det sidste har dog været alt for almindeligt intil for få år tilbage.

    Jeg synes også forholdet mellem Iris og Alex er lidt uhygeligt. For det ødelægger Kitty jo også. Og jeg sad bare og håbede på, at de fandt sammen igen :-) Det står lidt åbent, så det vælger mit romantiske hjerte at tro på de gør.

    Med venlig hilsen Bodil

  • Marianne Träff

    man, 09/11/2009 - 15:46

    Hej Birgitte

    Dejligt at du ligesom jeg, synes forfærdelig godt om bogen. Jeg var også rystet, men jeg tror faktisk at man langt op i 50'erne og 60'erne behandlede psykisk syge (også dem der ved en "fejltagelse" var indlagt) som ikke eksisterende  og at rigtig mange kvinder fik det hvide snit, også i forbindelse med fødselspsykoser ol. Det var klart at en mand (far eller ægtemand) havde  uindskrænket råderet over kvinderne i familien.

    Men 61 år , fem måneder og 4 dage er en forbrydelse!

    Jeg synes både lillebroderens død, undertrykkelse, tvangsægteskab og voldtægt er hårrejsende .

    Men den bog er bare rigtig velskrevet, jeg synes også at Iris bliver beskrevet godt, hendes kærlighed til stedbroderen, og affæren er troværdige. Jeg synes også at det er dødspændende når Kitty "siger noget"...for hvad betyder det?

    Og titlen på bogen? Mon Esme ikke har haft brug for at trancendere , at forsvinde, 61 år overlever man ikke som sund og rask på sindsygehospital, uden at have visse evner for forsvinding.

     

  • Birgitte Pedersen

    fre, 06/11/2009 - 21:28

    Har lige genlæst Esme Lennox' forsvindingsnummer og synes stadig historien er "fængslende" i al sin grusomhed.

    Hvordan kan man dog behandle en pige sådan: Esme bliver slået efter at hun i smug har prøvet moderens selskabskjole. Esme bliver forbudt at tale om sin bror efter hans død. Som barn bliver Esme bundet til barnestolen, for at lære at opføre sig ordentligt.

    Man spekulerer på hvem der er mest syg her - Esme inde på hospitalet, eller familien udenfor!

    Det er skæbnens ironi, at Esme' søster Kitty får Alzheimers syge på sine ældre dage.

    Jeg kan ikke blive klog på hvad der ligger i titlen "Esme Lennox' forsvindingsnummer. Undervejs i historien, hvor Iris besøger Esme på hospitalet, viser Esme et eksempel på sin specialitet. "At fordufte, at få sig selv til at forsvinde..."

    Som jeg ser det, hentyder titlen til den evne hun har til at overleve, ikke bare alle årene på hospitalet, men også tiden inden.