Erindring om mine bedrøvelige ludere

Oprettet: 27.12.2009 - 15:20

Bog: "Erindring om mine bedrøvelige ludere" af Gabriel García Márquez

Bogens forside

Fortælleren fylder 90 år og køber sig en nat med en ung jomfru. Han er enspænder og har aldrig følt kærlighed, kun lyst, så hans forbrug af ludere har været stort.

Udgivet: 
2005
Forlag: 
Samleren
Sidetal: 
99
Lån bogen - Køb bogen

Bogen er til debat i januar 2010.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Margrethe

    tor, 28/01/2010 - 23:03

    Hej Bendt

    Godt at se dig igen:-)

  • bendt lund nielsen

    tor, 28/01/2010 - 20:59

    Ja, så er jeg igen klar til at læse her i februar og de næste måneder. Det er jo et spændende program.

  • Margrethe

    ons, 13/01/2010 - 13:11

    Fordi jeg finder følelser og kærlighed vigtigst.  

  • Bjarne Dahl

    ons, 13/01/2010 - 11:02

    Der er da ikke noget i vejen med kærlighed heller ikke i sublimeret form som tilfældet var med Goethe ,og vi kunne også tage vores egen Kierkegaard med. Følelser, set på baggrund af sin modsætning fravær af følelser, er heller ikke nogen dårlig ting. Men hele følelsespaletten er jo en noget broget affære som også indbefatter had, misundelse, jalousi etc. etc. Men det er jo alle de farver god litteratur maler med. Er man interesseret i hele paletten er Shakespeare nok et godt valg :-) Hvorfor spørger du for øvrigt om det Margrethe ??

  • Margrethe

    tir, 12/01/2010 - 13:41

    Hvad er der i vejen med kærlighed og følelser?

  • Bjarne Dahl

    tir, 12/01/2010 - 12:18

    Jeg læste ”Erindring om mine bedrøvelige ludere” første gang for fem år siden. Dengang gjorde jeg mig ikke nogen særlige overvejelser over at sætte min oplevelse på begreb men nøjedes med at lægge bogen fra mig og  nyde den stemning den efterlod.

    Det er spændende nu, her ved min anden læsning, at prøve at udrede de tråde, som ligger gemt i historien; men jeg er overbevist om, at uanset hvor mange tråde man får redt ud, vil fortællingens grundstemning være indtakt. En hyldest til livet, som Kirsten skriver.

    Det besynderlige er jo, at uanset hvor grumme detaljerne tager sig ud set i analysens bengalske belysning ( fortællerens forspildte liv  , hans forkvaklede forhold til moderen, Delgadinas elendige  sociale vilkår med hårdt slid og tvungen prostitution for ikke at tale om hele den latinamerikanske bordelindustri som vi får indblik i) , så er det ikke nogen tragisk historie.

    Kirsten kalder den en hyldest til livet og kærligheden og når jeg kun tilslutter mig det første, er det fordi jeg er i tvivl om kærlighedens rolle i historien . At den måske kun er anledning til at eksponere en bestemt tilstand, jeg tør næsten ikke skrive ”eksistentiel fylde”.

    I aftes tog jeg afsked med dagen ved at læse novellen ”Maria dos Prazeras”  fra Gabriel Garciá Márquez´  novellesamling  ”Tolv vandrehistorier” som herned anbefales. Jeg fandt her en vis lighed med ”Erindring om mine bedrøvelige ludere”. Den handler om en seksoghalvfjerdsårig pensioneret ludder, som i detaljer forbereder sin egen død og eftermæle på grund af forkert tolkning af en drøm, som hun tolkede som sin forestående død. Som i ”Erindring om mine bedrøvelige ludere” bliver Mario dos Prazeras taget med bukserne nede midt al sin geschæftighed og får lov at opleve ” øjeblikke som har været hele livet værd.”

  • Mis

    man, 11/01/2010 - 17:23

    Kære Anne.

    Gabriel García Márques er altid fantasisk at give sig i kast med. Det er ikke første gang jeg læser denne fortælling, men ved genlæsning dukker der altid nye elementer op.

    Forside illustrationen giver et indtryk af , hvad det handler om: kvinden som både Maria og Maria Magdalene.

    Forordet lægger også op til bogens indhold: "De bør ikke foretage dem noget usømmeligt... Nok se men ikke røre.

    De sovende skønheder.

    Først som en gammel mand på 90 år lærer han kærligheden at kende, vil gå i døden for sin kvinde. Han forelsker sig i en purung pige, som bordelværtinden skaffer ham, på hans foranledning. Han rør hende ikke men tilbeder hende som den tavse smukke skabning hun er.

    Han bekymrer sig om hende, prøver at give hende viden, ved at spille klassisk musik for hende mens hun sover ( rævesøvn), Og læse højt for hende fra sit righoldige bibliotek. Også billedkunsten søger han at indvi hende i.

    Han køber en cykel til hende, og bliver ude af sig selv af angst, da hun er borte, ogb han samtidig erfarer at en ung pige på cykel er kommet slemt til skade. Men det er ikke hende, det er ikke hendes fødder. Hun betyder noget for ham, er ikke blot et nr. på hans Leporelloliste, som han har betalt for.

    Efter en periode, hvor hun har været forsvundet for ham bliver han ude af sig selv af raseri, da hun bliver præsenteret for ham liggende i det samme værelse, som han efterhånden har udstyret med ting fra sin egen bolig. Hun er klædt og sminket som luder, og han søger en tornerose.

    Bordelværtineden forklarer senere at det altsammen er lånte fjer, og  Delgadina, det poetiske navn, han har givet pigen, faktisk er forelsket i ham

    Ikke alt er, hvad det giver sig ud for at være, hverken pigens smykker eller moderens smykker som han forsøger at sælge. Det er slebet glas og ikke ædelstene.

    Men han har nu i sin høje alder oplevet kærlighedens væsen, og hans klummeskriveri ændrer karakter og får form af kærlighedsbreve. Breve han skriver til sin sovende skønhed.

    Han er mere rask og levende nu da han er 90 år, end da han var 70. Han har stadig livet foran sig og er ikke mere bange for at dø.

    Det er en smuk historie, og den beskriver også på forunderlig vis og ikke uden humoristisk sans det barske milieu i den colombianske havneby ved Madalena flodens udmunding.

    Ind imellem er det svært at skelne mellem drøm og virkelighed, men det er netop det forunderlige ved at bevæge sig ind i García Márquez magiske verden.

    Kærlighed som inspiratio er ikke noget ukendt fænomen. Jeg vil blot nævne Goethe der i en alder af 73 forelskede sig i en 19 årig pige, friede og fik en kurv, og skrev så på det grundlag " Marienbader Elegie"

     

     

  • Bjarne Dahl

    søn, 10/01/2010 - 12:31

    Du har lidt svært ved at forstå deres kærlighed Ann ,og det forstår jeg godt, for som Henrik siger ,så er der ikke nogen ”deres kærlighed” at forstå. Set i kærlighedens lys er det en temmelig ensidig affære. Men bortset fra det, så forstår jeg ikke kærlighed overhovedet i nogen som helst form. Jeg er ikke sikker på det hører hjemme i nogen forståelseskategori. Det er forbavsende, at en sådan synkron vanvid ofte danner basis for livslange forhold. Skilsmisseprocenten burde set i fornuftens lys være et hundrede Nå, det var lidt af et sidespring :-)

    Forsøget på at danne et psykologisk profil af fortælleren ved at trække tråde tilbage til forhold til moderen og opkaste temaer som forældre/barn, ligger uden for min forståelsesramme. Man reducerer for mig at se hermed historien til en psykologisk case story.  Der er for mig noget andet på spil i fortællingen. Det vil altså sige jeg ganske enkelt læser bogen i et helt andet spor.

    Fortælleren lever et til det karikerende kontrolleret liv. Når han gør sig i stand, gør han det ifølge Damiana rituel som en biskop. Men det gælder ikke kun når han gør sig i stand. Det gælder hele hans liv. Hans forhold til kvinder fastholdes, via et betalingsritual, inden for fastlagte rammer. Når Henrik siger at fortællerens  forhold til kvinder er uforpligtende, er det ikke helt rigtigt. Ved det økonomiske mellemværende skabes et fælles forpligtende ramme om forholdets indhold ,som nogle af kvinderne, uden succes, forsøger at bryde. Hele dette kontrollerede liv, som fortælleren selv beskriver som sit fortabt li v, tager sin begyndelse da moderen, bag hans ryg, betaler sig til hans litterære debut. Jeg vægrer mig lidt ved at sige, at han ved at erfarer at blive styret vælger selv at overtage kontrollen. Når jeg vægre, mig er det fordi det ud over at være inciterende ved at passe en i en slags årsagskæde også er ligegyldig for fortællingens grundstemning. Fortællerens fortabte liv kunne have taget sin begyndelse på utallige måder uden at ændre noget som helst. 

    Efter således at have levet et helt liv, plus 15 procent som man siger i reklamerne  , eller rettere sagt efter at have levet  et sådan kontrolleret skinliv , indtræffer der en brat ændring af hans  livsforståelse forårsaget af-- hvad ? Det spørgsmål vil jeg gerne give et svar på til  sidst, men først vil jeg pege  på nogle interessante forhold ved hans civile beskæftigelse ,dels som telegrampolerer ,dels som klummeskribent på El Diario de La Paz.  Begge beskæftigelser handler om at fortolke (fortælle) fra et medie til et andet.
    Som telegrampolerer ” komplettere og genskaber” han de nyheder, som opsnappes  via morsesystemet. Som klummeskribent kompletterer og genskaber han udvalgte begivenheder. Her ligger det så lige for at citere Marques credo : ”Livet er ikke, som man har levet det, men som man erindrer det, og hvordan man erindrer det for at fortælle om det.”. Atså et komlementær forhold mellem det at leve og fortælle.

    Tilbage til fortællerens åbenbaring. Hvad forårsager denne åbenbaring. Læsning af  Platons samlede værker ? Læsning  David McDonald Wrights : Få et bedre liv før det er for sent ?
    Nej årsagen er en uberørt fjorten år gammel pige som ligger afklædt på en seng i en bromidrus uden at ytre sig om noget som helst ! Her er jeg parat til at ændre mit syn på fortællingens overordnede tema fra en fortællingen om kærlighed til en fortælling om væren ,dets højtidelighed til trods.
    Livet er såre enkelt. Det er alle bivirkningerne der skaber problemerne :-)

  • hythlodaeus

    fre, 08/01/2010 - 16:08

    Tak til Ann for en spændende kommentar. Særligt forældre / barn problematikken er interessant og godt set, for forholdet til Delgadina er jo noget anderledes, end hans øvrige omgang med kvinder. Helt uproblematisk er tolkningen dog ikke: Han insisterer jo på at være sammen med hende mens hun er nøgen og sover.

    Ellers vil jeg præcisere, at jeg personligt ikke mener, at fortælleren har haft et seksuelt forhold til moderen, men blot at han har en meget stærk moderbinding, som gør ham ude af stand til at have et ligeværdigt forhold til andre kvinder.

    Generelt er jeg nok noget mere mistænksom overfor fortællerens motiver og fremstilling end Ann og Bjarne. Jeg bemærker f.eks. at Ann taler om "deres kærlighed", selvom Delgadina er en mindreårig prostitueret, der får penge for at opholde sammen med ham. Ganske vist påstår bordelmutteren til sidst, at hun er "vild af kærlighed" til ham, men er der virkelig grund til at stole på en kvinde, der uden at tøve bryder lovgivningen for at tilfredsstille en ældre mands pædofile lyster og i øvrigt nådesløst udplyndrer samme mand for hans gamle arvestykker, da hun får en økonomisk klemme på ham?

    Jeg køber kort sagt ikke ideen om en kærlighed mellem Delgadina og fortælleren, selvom hans beskrivelse af, hvad forelskelsen gør ved ham er interessant.

  • Ann Luther Torp

    fre, 08/01/2010 - 09:39

    Det centrale for mig er den udvikling, fortælleren gennemgår og så beskrivelsen af kærlighedens væsen. For mig er det ikke så vigtigt, om det er ”kærlige følelser”, han nærer for Delgadina, som du nævner, Susanne, eller om det er ”ægte kærlighed”, som du mener, Bjarne. Jeg vil dog give dig, Bjarne, ret i, at der ikke er nogen forstillelse i hans adfærd. Jeg tror på ham, når han siger, at han elsker Delgadina – at jeg måske selv kan have lidt svært ved at forstå deres kærlighed er så en anden sag ;-)

    Jeg er enig med dig, Susanne: det er en spændende udvikling, han gennemgår ved mødet med kærligheden. Først da begynder han rigtigt at leve. Han udvikler sig fra først kun at være interesseret i det nemme forhold til et andet menneske, men ender med at værdsætte selv smerten, han føler, da han er ved at ”dø af kærlighed”, som han siger på side 75: ”jeg ville ikke have byttet det frydefulde ved smerten for noget i verden”.  Med kærligheden åbner han sig for livet, jf. slutningen hvor solen bryder frem, Damiana synger i køkkenet, han skal i gang med at skrive igen og ”det var endelig det virkelige liv.”

    Kærligheden mellem Delgadina og fortælleren bliver aldrig fuldbyrdet, og jeg kan ikke lade være at hæfte mig ved, at han kalder hende Delgadina. Et navn han kender fra en sang om ”Delgadina, kongens yngste datter, elsket for sin kærlighed til sin far” (51). Og som han siger til bordelmutteren Rosa: ”For mig er hun Delgadina” (61). Hvorfor vælger han at give hende netop det navn? Indtager hun i en eller anden forstand rollen som hans datter?
    Jeg synes også, der er en parallel mellem, at han delte sin seng med sin mor, og nu deler seng med den sovende Delgadina. Men måske handler det ikke så meget om noget seksuelt, som flere af jer har været inde på, jf. at han evt. er misbrugt af moderen. Måske har det i stedet noget med tryghed og ømhed at gøre? Når man ligger i sin seng, måske sovende, er det vel det tidspunkt, hvor man er mest forsvarsløs og sårbar? Da han ligger i sin egen seng nytårsnat, fornemmer han Delgadina ”liste sig ind på tåspidserne, lægge sig ved siden af mig og give mig et kys”. Hvorvidt hun så gør det rigtigt eller det blot er noget, han forestiller sig, er for mig uvæsentligt. Det jeg bider mærke i, er, at det skaber en forbindelse mellem Delgadina og fortællerens mor, at de nu begge har delt den samme seng med ham, hvor han endog selv blev født. Jeg siger ikke, at Delgadina er hans mor eller at han er hendes far. Men jeg synes afgjort, at der er en forældre/barn-tematik på spil, som dog ikke er helt nem at få hold på. Hvad siger I andre? Er jeg ude på tynd is? ;-)

  • Bjarne Dahl

    tir, 05/01/2010 - 20:41

    Vi er enige om det er en vidunderlig bog Susanne. Vi er derimod ikke enige om hvor vidt det er rigtig kærlighed fortælleren er blevet angrebet af.
    Jeg ser ikke nogen forstillelse i hans adfærd. Han befinder sig i den tilstand hvor det er meningsløs at tale om sandhed og falskhed . Han er ”faldet” i forelskelse som englænderne siger. Han teer sig netop så vanvittig ,som forelskede gør når kærlighedens gryde bulderkoge. Den slags følelser er der sjældent nogen fremtid i ,så man kan roligt sige han har alderen med sig !
    Der hvor man kan tale om sand eller falsk kærlighed ,er hvor kærligheden har allieret sig med fornuften. Der hvor man drager den elskedes behov og den virkelighed verden ind i forholdet. Der hvor kærlighedsgryden er gået lidt af kog og blot simrer lidt. Det er også den  kærlighed som er mest  langtidsholdbar og som man i det daglige forbinder med ordet kærlighed. Men der er fortælleren heldigvis ikke nået til endnu .Så var det blevet en  kærlighedshistorie i stedet for en historie om kærlighed.

    Om fortælleren har fået et forkvaklet forhold til det andet køn på grund af moderen finder jeg bedøvende ligegyldig. Det er jo ikke en socialrealistisk fortælling, som prøver at afdække konsekvenserne af menneskers interageren. Eller sådan læser jeg den i hvert fald ikke- man skal jo altid være åben for forskellige læsetilgange. For mig er det derimod en livsbekræftende fortælling om livets fantastiske irrationalitet.

  • hythlodaeus

    tir, 05/01/2010 - 18:59

    Jeg er selvfølgelig enig i, at kærlighed i bund og grund er irrationel, og fortællerens følelser for Delgadina kan godt udlægges som sådan. Det er bare en kærlighed til Delgadina som ide, ikke som person, for hende har fortælleren slet ikke lyst til at lære at kende.

    For mig er bogen en tragedie, fordi forfatteren selv som 90-årig ikke kan få sig selv til at elske et andet menneske med alt, hvad det indebærer af personlig bagage i form af holdninger, familie og problemer.

    Ann har afgjort en pointe i, at han har et meget mere "normalt" forhold til bordelmutteren, men det bliver heller ikke til noget. Han evner simpelthen ikke at skabe et forhold til en kvinde, der både er baseret på seksuel tiltrækning og ligeværdigt venskab.

  • Susanne Taub

    tir, 05/01/2010 - 12:30

    Ja, jeg har også nydt denne lille perle af en bog, som det snart er flere uger siden, jeg læste. Sproget er vidunderligt og fortællingen spændende, fodi man kommer ind på livet af denne gamle, ensomme, forstokkede og alligevel poetiske mand. Jeg mener, at han på grund af de kærlige følelser han nærer for pigen, som jeg ikke ser som ægte kærlighed, udvikler sig her i sin alderdom, på falderebet, men bedre end aldrig. Og det er især det bogen handler om for mig.

    Det er meget muligt, at han er blevet seksuelt udnyttet af sin mor, og derfor er blevet noget forkrøblet i forholdet til kvinder.

    Jeg vil helt sikkert genlæse bogen på et tidspunkt, for at leve mig mere ind i denne oldings følelsesliv!!

  • Bjarne Dahl

    man, 04/01/2010 - 18:45

    Ja, Henrik , det er kærlighed. Denne bog er en historie om kærlighed, hvis du spørger mig. Du skriver at fortælleren ikke veksler ord eller dyrker sex med  Delgadina. At han mangler evnen til at knytte sig meningsfuld til en kvinde. Du har ret i det første og muligvis ret i det sidste. Men det er lige som heller ikke kærlighedens domæne. Kærlighed er himmelråbende irrationel . Kærligheden er, hvis man læser Paulus første korinterbrev, mange ting, men er der noget den ikke er ,så er det fornuftig. Det bliver vidunderligt beskrevet på side 53 hvor fortælleren erindrer samvær med Delgadina  ,som ikke har fundet sted.
    Kærligheden er en ild der ikke næres af virkeligheden men af fantasien. Fortælleren er hele tiden spundet ind i denne følelse og hæger om den.Han reagerer voldsomt da Rosa med  misforstået omsorg udstafferer Delgadina. Ild har det med at gå ud! Derfor må han bekytte den mod realiteternes stormvejr!

    Lidt om sproget Magrethe. Når fortælleren på side 10 skriver, at  han ikke har evnen til at fortælle, synes jeg, at bogen er et stort dementi ! Der er noget magisk i den måde Marques folder en historie ud på, som jeg ikke kan gøre rede for. Uden den ville historien rasle fra hinanden. En olding som forærer sig selv en jomfru i fødselsdagsgave, har tilbragt  det meste af sit liv på bordeller, og som regelmæssig voldtager sin husholderske bag fra  etc. ( Leth blev hængt for mindre). Det kræver noget exceptionelt at få en god fortæling ud af det..

    Summa summarum en vidunderlig lille bog som kan nydes en kold vinteraften .

  • Margrethe

    lør, 02/01/2010 - 18:03

    Hvis definitionen på evne til at elske et andet menneske er dets evne til at knytte sig til vedkommende, er jeg enig med Hytlodaeus i, at hovedpersonen og pigen ikke har kærlighed sammen.

    Men jeg har læst romanen som en kærlighedshistorie - forstået på den måde - at hovedpersonen tager konsekvens af sine følelser, som han evner/kan, ved at testamentere al sin ejendom til pigen. Alvorligere kan han vel ikke handle i den situation han er i?

  • hythlodaeus

    lør, 02/01/2010 - 16:24

    Fortælleren har selv travlt med at slå fast, at han elsker Delgadina, selvom han hverken har vekslet et ord med hende eller for den sags skyld dyrket sex med hende i traditionel forstand. Der er da heller ingen tvivl om, at eventyret får ham til at live op, skrive begejstrede hyldester til kærligheden i avisen og sætte resterne af formuen over styr på tant og fjas.

    Alligevel er forholdet, som jeg ser det, mest af alt en fortsættelse af hans manglende evne til at knytte sig meningsfuldt til en kvinde. Han konstaterer tidligt - og med en betydelig tilfredshed - at han kun har haft sex, som han har betalt for. Han understreger endda, at han har efterladt penge på puden, selv hvor kvinder frivilligt har været sammen med ham. Det må være udtryk for, at han ikke ønsker et gensidigt forpligtende forhold, men tværtimod vil have den distance, som betaling giver.

    Det er også tydeligt i hans næsten-ægteskab. Typisk nok er det rent erotisk begær, der sætter ham i gang. Efter egen vurdering var den nøgne Ximena Ortiz det mest ophidsende syn, han nogen sinde fik at se - så ophidsende at han næsten trodsede sine instinkter og indlod sig på ægteskab for at komme i nærkontkakt med hende. Alligevel kunne han ikke. Da dagen kom barrikaderede han sig hjemme i forældrenes lejlighed. Hvorfor?

    En mulig forklaring er en alt for tæt binding til moderen. Som Margrethe også skriver, så sov han i hendes seng - i hvert fald efter hendes død - og tilknytningen dukker op i mange sammenhænge: F.eks. hans dyrkelse af latinske digtere og brug af italienske gloser i sine artikler (hun var som bekendt italiener) og selv i den yderste nød kan han ikke få sig selv til at sælge "min mors hellige smykker" (s. 89). Da det viser sig, at moderen selv har solgt ædelstenene bliver det endnu værre, fordi nu vil et salg af guldet udstille hendes eget brud på etiketten. Selv næsten 60 år efter hendes død er mindet om hende vigtigere end hans eget liv.

    Fortælleren forelsker sig i Delgadina, fordi han kan være sammen med hende på en måde, der er erotisk uden af være seksuel, og fordi han kan tilbede hendes krop uden at få et egentligt forhold til hende. Hans bekymring for hende er slet ikke ægte - tværtimod vil han helst ikke vide noget om hendes virkelige liv med ansvar for små søskende og kedeligt liv på fabrik. Nok sætter hun fut i hans aldrende tilværelse, men et gensidigt forhold med en kvinde er han lige så meget ude af stand til at realisere som altid.

  • Margrethe

    søn, 27/12/2009 - 17:15

    Nok se, men ikke røre.

    Seksuelt har alderen aldrig bekymret fortælleren, fordi hans formåen afhang af kvinderne."Med hensyn til det seksuelle har min alder aldrig bekymret mig, idet min formåen ikke så meget afhang af mig som af kvinderne, og de ved hvordan og hvorfor, når de vil". 12

    Flodbåden kommer sejlende ind i havnen en uge for sent og fortælleren udbryder, at der kommer hans halvfems år. Forsinket. Men ok. De sidste mange år - 20 år måske - har fortælleren levet lykkeligt med sin krop. 13 Men i dag - dagen før han fylder 90 år - blussede hans begær altså op - et vink fra Gud, kalder fortælleren det - og han greb telefonen og kontaktede Rosa. Den lokale bordelmutter.

    Fortælleren mistede sin mor, da han var 32 år. Om moren og fortælleren har sovet i samme seng, melder historien ikke noget om. Men det er tæt på. "Efter min mors død lå jeg søvnløs af skræk for, at nogen skulle røre ved mig, mens jeg sov. En nat kunne jeg mærke hende, men hendes stemme fik mig til at falde til ro igen: Figlio mio poveretto=(min stakkels søn - vist)."69-70. Moren var kun 50 år, da hun døde af lungetuberkulose. Faren døde efter Tusindedageskrigen, som efterlader en del løsslubne kvinder i byen.

    Fortælleren fører en slags dagbog over sine udskejelser - og som 50 årig har han haft sex med 514 kvinder. Altid betaler han for det. Disse hemmeligheder deler han ikke med nogen. Han har dårlig erfaring med at fortælle om den slags. "..intet er omkostningsfrit.." 14

    Men fortælleren har et forhold til sin husholderske Damiana (navnet er symbol på: urt, der anvendes som erotisk lyst og afhjælper impotens og for tidlig sædafgang) en årrække, som han et par gange om måneden tager bagfra til hendes kommentar: "..sådan gør man ikke for at komme ind, men for at komme ud.." 15

    Livet har ikke givet fortælleren - som 32 årig - andet end lidelse, smerte og savn efter fordums italienske tider: "Åh Fabio, hvilken smerte at skue disse ensomhedens marker, en vissen bakketop, der i fordums tider var det sagnomspundne Italica."Altså der hvor der før var italiensk sagn, er der nu smerte, ensomhed og vissenhed.

    Så han trøster sig med at gå i Kineserkvarteret 2-3 gange om ugen og opsnapper gennem papvæggen politikeres statshemmeligheder. Ligesom han hører sladder om, at han selv plejer seksuel omgang med forældreløse drenge. Han lever i cølibat, og det kan man da ikke, sladres der. Så der må stikke noget under.

    Fortælleren har ingen nære venner. De, han måtte have, er i New York og har fortrængt sandheden om sig selv. De er levende døde.

    Nu som pensioneret skriver han klummer, går til koncerter, på maleriudstillinger og i teatret.

    Folk synes han er fedtet og nærig, fordi han bor, hvor han bor. Han bor stadig i sine afdøde forældres gamle hus. Og sover i sin mors seng. Vismanden er 89 år.

    Men han er uden formue.

    Endelig ringer Rosa, at hun har fundet en jomfru til ham. Rosa bliver ikke meldt til myndighederne for misbrug af mindreårige, da selv samme myndigheder også frekventerer Rosas bordel.

    Fint klædt på og på vej til Rosa i taxa - taxachaufføren og en hjemløs kender fortællerens sex behov - tropper fortælleren op i Rosas forretning, vises skrækslagen (s.25) ind på værelset, hvor den nøgne, fattige pige ligger sammenkrøllet, narkotiseret på en seng.

     

    I spejlet spørger han sig selv/hesten:"Lort" og "Hvad skal jeg stille op, hvis ikke engang du elsker mig? 27

    Fortælleren bliver et split sekund ophidset, men hun "vristede sig ud af mine lår.". Han klæder sig herefter af og lægger sig til at sove ved siden af den baldrianpåvirkede pige og nyder at være befriet for sit begær og sin blufærdighed. "Den nat oplevede jeg den ufattelige glæde ved at betragte en sovende kvindes krop uden at være underlagt begæret og uden hæmmende blufærdighed."29 Fortælleren har ikke samleje med pigen. Om morgenen ligger pigen som et kors på sengen endnu bedøvet og sovende og "endnu i fuld besiddelse af sin mødom." For pigen handler det vel også om mad på bordet til sig selv, sin syge mor og sine små brødre?

    For fortælleren handler det NU om kærlighed 51 og parathed til døden. Mærkelige øjeblikke bliver inspiration til at forsvinde ind i døden - ved siden af pigen. Og virkeligheden sender skæbnesvangre komplikationer. Men han forsoner til sidst og råder bod.

     

    Motiv og budskab

    : Fortælleren skriver sine kærlighedserindringer for at lette sin samvittighed. Men også i det håb at eftertiden kan bruge erindringerne. Nok se, men ikke røre er omdrejningspunktet for hovedpersonens gøren og laden og får de fatale konsekvenser, at han lever alene i så mange år.

    Jeg ved ikke, om eftertiden kan bruge fortællerens bekendelser? Men jeg kan svare for mig selv. At det formentlig er en af de mest rørende kærlighedshistorier, jeg har læst.

    Sproget

    : Jeg har en lille anke mod det - af og til - for hurtige sprog. Det egner sig ikke til oplæsning og fortællinger, hvilket fortælleren også selv indrømmer: "Jeg har aldrig lavet andet end at skrive, men jeg har hverken trang til eller evne for at være fortæller, jeg er aldeles uvidende om reglerne for dramatisk komposition, og når jeg overhovedet har givet mig i kast med dette foretagende, er det fordi jeg stoler på den indsigt, jeg har skaffet mig gennem alt det, jeg har læst i mit liv." 10 Det er bøgerne, der har givet fortælleren indsigt. Godt at vide:-)

    Mange andre emner er også interessante i Gabriel Garcia Marquez' Mine bedrøvelige ludere: hans følelsesmæssige udvikling, hans forhold til kvinder, de religiøse symboler, prostitution, arbejdsliv, dyr og mennesker og hvad ved jeg...........

    Godt nytår 

     

  • Ann Luther Torp

    søn, 27/12/2009 - 16:23

    Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede, men jeg kan virkelig godt kan lide denne lille roman. Og jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der lurer meget mere mellem linjerne end jeg umiddelbart opdagede ved første gennemlæsning.

    Det er en utraditionel hyldest til kærligheden og den magt, den har over os. Da den gamle fortæller endelig i en alder af 90 år oplever kærligheden, begynder han at leve. Han får energi til at sætte sit hus i stand og ligesom det ”genopstod af sin aske”, så gør han også selv.

    Han vil i begyndelsen kun have den nemme kærlighed: ”Jeg vil kun have det samme pigebarn ligesom de foregående gange uden nederlag, skænderier eller triste minder”. Og hvornår er kærligheden nogensinde nem? Senere lærer han da også, at med kærligheden kommer smerten.
    Det er et meget specielt forhold, han har til den 14årige Delgadina: hun sover altid, taler kun en gang og ligger altid med ryggen til ham. Han forbløffes hver gang, han hører noget med hendes liv, der minder han om, at hun er en virkelig pige, der fylder år, har en familie, syr knapper i, osv.
    Jeg er da også selv i tvivl om, hvorvidt hun findes eller om hun blot er et udslag af hans fantasi? Er værelset på bordellet, hvor de mødes, i virkeligheden tomt, men et sted, der gør han tryg og hvor han føler sig hjemme?

    Bordelmutteren Rosa Cabarcas siger til sidst i romanen, at Delgadina er ”skør af kærlighed” til ham, men måske er det Rosa selv, der er forelsket i ham? Rosa og fortælleren lader i hvert fald i langt højere grad til at have et gensidigt forhold; de spiser morgenmad sammen og taler sammen – i modsætning til fortælleren og Delgadina. Og deres aftale til sidst i romanen virker ret ”ægteskabelig”….

    Hm…glæder mig til at høre jeres bud på en mulig tolkning. Jeg har tyvstartet på debatten denne gang, da jeg – bortset fra i dag – holder ferie frem til d. 4. januar.

    Rigtig godt nytår til jer alle!