En kærlighedshistorie

Læseklub

Fra læseklubben Chicks

"En kærlighedshistorie" af Kamilla Hega Holst

Bogens forside

Laura bor sammen med en 15 år ældre forfatter og deres nyfødte søn på Nørrebro - Mens kæresten bliver mere og mere fraværende indleder Laura et kærlighedsforhold til den ældre mand, der bor i lejli

Udgivet: 
2010
Forlag: 
Samleren
Sidetal: 
173
Lån bogen - Køb bogen

Bogen er til debat i juli.

Laura bor sammen med en 15 år ældre forfatter og deres nyfødte søn på Nørrebro. Mens kæresten bliver mere og mere fraværende indleder Laura et kærlighedsforhold til den ældre mand, der bor i lejligheden ovenpå...

Connie, godt du også fik læst Juli-måneds bog, hva'? Jeg synes, du har fundet rigtig mange gode ting frem fra bogen. Jeg kan desværre ikke hjælpe med spørgsmålet om navnet Nagels betydningen eller henvisningen til Bjelkes fortælling. Faktisk lyder Henrik Bjelkes "Nattens Budapest og andre topografier" ret spændende: "Fem fortællinger, som er dobbelte rejser til hver side af virkeligheden, den ydre og den indre". Måske man skulle prøve at låne den med hjem en dag? Nå, men ja, jeg tror helt sikkert også at Laura leder efter en faderfigur i Orla. Orla er jo også så meget anderledes end hendes både fysisk og psykisk  fraværende mand. Orla er omsorgsfuld, tager ansvar, og jeg tror hun finder en stor tryghed i ham.

Mon ikke Kamilla Hega Holst har planlagt at skrive flere bøger til voksne (hun har skrevet børnebøger også)? Det håber jeg i hvert fald... Nu vil jeg snart i gang med august måneds bog :-)

Ja- så blev det august, men nu da jeg (med natten til hjælp) har fået læst En kærligheds historie, syntes jeg da lige at jeg vil komme af med et par bemærkninger.

Jeg syntes også det er en fin lille historie, der sætter mange tanker igang. For mig at se er temaerne mange, men mest om ensomhed og samhørighed. Fælles for Orla og Laura er at de begge har et menneske der er helt afhængige af dem, sønnen Nagel  og konen Ellen .

De har begge et meget begrænset netværk - og tiltrækkes måske derfor ekstra af  hinanden ? Jeg blev meget provokeret af hendes forfatter mand Jans måde at være udeltagende i familielivet på, og ret så chauvinistisk er han nu også , både i sin sexualitet, og i den ligegyldighed han forlader hjemmet med, og så bl.a. på s. 80 hvor han analysere på mor / barn forholdet " Jeg kan se I kommunikere"...ja- hvad med ham selv ?Han er da den mest fraværende far man kan tænke sig.

Barnets navn Nagel der skulle være en figur i en Knut Hamsun roman , Nal bliver kælenavnet - er der nogen dybere mening med disse navnevalg ? Jeg tror det er med til at vise hendes fødselsdepression, når hun sådan helt har ladet den ellers ligegyldige far foretage navnevalget.Er det ellers ikke noget man som forældre normalt har en god diskussion om ? 

Der er også en henvisning til en bog af  Henrik Bjelke " Nattens Budapest" ? Det gav ikke mig nogen mening, men måske er der nogen af jer andre der kender den historie ? og kan se en sammenhæng med denne bog ? Lauras forhold til moderen, og den fraværende far i hendes egen opvækst- begik han selvmord,( eller var det en drukneulykke ?)  er et helt kapitel for sig , og det er vel den savnede faderfigur hun får genfundet  igennem sit forhold til Orla . Jeg læser også gerne mere af Kamilla Hega Holst, hun er bestemt en spændende forfatter der formår at skrive om hverdagslivet på en rå og realistisk måde.

Jeg har netop fået fat i denne måneds bog, og er opmuntret af jeres indlæg, men om jeg når at give mit besyv med inden på søndag er nok tvivlsomt. Jeg har m.h.t. min sommerferielæsning nydt at dyrke liddt fri læsning og kan anbefale Johs Møllehave s før og eftertanker, og jette Kaarsbøls nyeste " Din næstes hus" - bestemt en bog med gode debatmuligheder for en læseklub. Eva jørgensens bog vil jeg bestemt også læse - på et tidspunkt, men der skal vidst tilløb til med sådan et alvorligt emne.

Slagtebænk Dybbøl har jeg stiftet overfladisk bekendtskab med da min mand lånte den i foråret, men den tror jeg alligevel bliver for barsk , men nu starter alle læseklubberne jo også  op igen, så det er bestemt ikke læsestof jeg mangler med alle de klubber jeg prøver at overkomme at være med i.

Vi høres ved, hvis ikke før - så til Priapus - som netop er bestilt.

Jeg håber, at Læsekredsen lever op til dine forventninger - og ja, det er vist Elizabeth Noble, der har skrevet den. Måske jeg bare er lidt grådlabil her i sommervarmen, men den ramte mig lige i hjertekulen ;-)

/Mette

Skønt, at I stadig er derude :-). Hvor er det dejligt at høre, at I nyder ferien, sommeren og alle de bøger, I læser. Jeg vil gerne læse "En kvinde flytter ind" af Erlend Loe. Har kun læst børnebogen "Kurt bliver grusom" af ham - den var sjov! Det er filmen forresten også :-). "Læsekredsen" har jeg også reserveret nu (det er den af Elizabeth Noble, ikke Mette?). Jeg har også læst "Kvinder kan ikke grille", og den kunne jeg også godt lide. Lidt skæv og humoristisk chick lit. Jeg kan se, at den der "Slagtebænk Dybbøl" er skrevet af Tom Buk-Swienty. Han har også skrevet en bog om journalisten og fotografen Jacob A. Riis, der i 1870 udvandrede til USA, hvor kan kæmpede for de fattiges vilkår. Jeg læste bogen for et par år siden, og den var rigtig spændende. I gymnasiet hørte vi - som så mange andre gymnasieelever :-) - fotografen Jacob Holdts vildt spændende foredrag om de forskellige levevilkår i 1970'ernes USA. Så jeg synes, det var lidt sjovt at sammenligne de to rejsende fotografer. Hvis I er til biografier, kan jeg anbefale DR-journalisten Eva Jørgensens "Vi ses i morgen : en pårørendes beretning" (rørende og barsk fortælling om hendes liv med sin dødssyge mand), "En heldig mand" af skuespilleren Michael J. Fox (om sit liv med Parkinson), og Mille Eigaard Andersens to gribende bøger om sit liv med anoreksi "Lad mig bare forsvinde . en anoreksipiges dagbog" og "Hvor ser du godt ud! : en "rask" anoreksipiges dagbog".

Jeg synes også, det er fedt med alle I andres anbefalinger. Men det er nu også skønt selv at kunne anbefale alle sine gode læseoplevelser videre :-).

Fortsat god sommer (læsning)!

Jeg vil meget ivrigt støtte Mettes anbefaling af Slagtebænk Dybbøl. På grund af den bog, tog vi på højskole med netop det emne. Forfatteren deltog i kurset. Ud over at han er en god forfatter, så er han også en stor fortæller. Vi sad opslugt hele dagen af denne frugtelige  fortælling om dansk uduelighed og om de ulykker det første med sig. Efterfølgeren "Slaget om Als" kommer til september, og ifølge Tom Buk-Swienty bliver de danske tåbeligheder endnu værre.

Lammet

Her er der fortsat liv ;-) Jeg nyder sommerferien i fulde drag og er kommet heeelt ned i tempo. Det bliver lidt af en omvæltning at skulle på arbejde igen om 1½ uges tid.

Lige nu er jeg i gang med noget, som på ingen måde minder om chick lit - Slagtebænk Dybbøl. Hold da op, en fortælling om en krig, der har sat så stort præg på Danmark. Den er meget velskrevet og kan anbefales, også selvom man måske ikke normalt er til den slags.

Inden da fældede jeg en tåre over Læsekredsen (en engelsk forfatter, kan ikke huske hendes navn), og desuden har jeg læst Blodets bånd, en historisk roman, der havde chick lit's lethed over sig. I det hele taget suger jeg bøger i ferien, det er bare så skønt :-)

Fedt, i øvrigt, med de anbefalinger I andre lægger ind her - det har betydet, at bunken af bøger herhjemme er stor og reservationslisten lang på bibliotekerne ;-)

Rigtig god sommer! Mette

Hej Mette

jeg er meget i live og har nydt den dejlige sommer. Har netop lånt Priapus, som jeg går igang med når jeg er færdig med en  krimi af Elisabeth George.

Jeg vil gerne anbefale bogen "En fisk uden cykel" af Barbara Gram. Den var rigtig god og morsom.Så har jeg også læst den nye roman af Marian Keyes: "Den klareste stjerne." Ikke den bedste bog, som jeg har læst af hende, men dejlig ferielæsning, som underholdt mig godt. En anden lille roman, som absolut ikke er chick-lit (og så måske) jeg har læst her i juli er "Kvinden flytter ind" af Erlend Loe. Tankevækken og ret underholdende og hurtigt læst. Tidligere på året læste jeg en bog i samme stil: Kvinder kan ikke grille, af Ulla Taylor.

Jeg vender tilbage med kommentarer når Priapus er læst om nogle uger. God ferie

 

KH

Lise Amdisen alias Lammet

..ja, jeg ville bare lige høre, om der stadig er liv i læseklubben :-)? Jeg har stadig tre uger tilbage på arbejde, inden jeg har ferie, så det er lidt hårdt. Glæder mig til at slappe af og forhåbentlig få en masse tid til sommerferielæsning. Hvis der er nogle af jer andre, der kan anbefale noget godt, I har læst, så skriv endelig...mange varme hilsner fra Marianne (er det ikke bare fedt, at vejret er så skønt?)

Jeg er lige blevet færdig med månedens bog her til morgen, og jeg kom faktisk til at holde af den.

Den er dejligt underspillet (vidste ikke om der er noget, det hedder underskrevet?), og mange gange er det antydninger og indskudte bemærkninger om, hvad der er sket, som skaber stemningen.

Beskrivelsen af vejret og dufte spiller også en stor rolle i bogen, og det gør faktisk, at jeg får en helt anden fornemmelse for, hvordan universet er, end hvis det bliver penslet ud i detaljer. Det kan jeg faktisk rigtig godt lide - især fordi det er så gennemgående.

Titlen passer rigtig godt til bogen, og jeg synes kærlighedshistorien mellem Laura og Orla er fin og ægte. De kan give hinanden det, den anden mangler. Jeg er dog enig med Marianne i, at jeg også tænkte over det med hvor meget Ellen forstår og opfatter.

Jeg læser gerne flere bøger af samme forfatter, da det er meget langt fra det, jeg normalt vælger. (Har lige læst Hypnotisøren, som jo er en HELT anden genre). Det er jo det, som er så fedt ved at være med i en litteraturklub ;-)

Fortsat god sommer. Jeg drager på camping med kufferten fuld af bøger (Marian Keyes, Jette Kaarsbøl mm.) God læselyst....

...ja, nu har jeg læst "En kærlighedshistorie" færdig. Jeg blev mere glad for den jo længere, jeg kom ind i den, og her bagefter synes jeg, det er en fin og interessant bog. Det er sjovt at se, hvordan man påvirkes af de mennesker, man omgiver sig med. Det er skønt, at Laura sådan blomsterer op, da hun indleder forholdet til Orla. Hun virker til at blive et helt andet og bedre menneske og vokser ud af fødselsdepressionen. Jeg tror da, det er en slags fader-figur, hun leder efter og bliver tiltrukket af. Man kan ikke ligefrem påstå, at Jan klarer sin faderrollen særligt godt (her tænker jeg først og fremmest overfor sit barn). Hold da op en træls fyr! Hvor ligeglad og uansvarlig må man være!? Gad vide hvordan og hvorfor, de blev enige om at få et barn sammen? Det kunne selvfølgelig have været "et uheld"? Nå, men jeg kan også godt lide slutningen, og opfatter den som meget positiv. Noget jeg tænkte over, var det med, at Orla og Laura er sammen for øjnene af Ellen. Det stødte mig faktisk. For ingen ved, hvor meget hun forstår, og selvom man kunne sige med sikkerhed, at hun ikke ville forstå noget, synes jeg stadig ikke, at man kan behandle et menneske sådan. Jeg har også tænkt lidt over titlen. Der er jo en hel del kærlighed i bogen. På mange planer. Kærlighed mellem kønnene, på tværs af alder, moder-barn-kærlighed, osv. Det er "hverdagskærlighed", ikke den store oppustede romantiske drøm, der beskrives. Det er socialrealisme. Og jeg er glad for, at jeg fik læst bogen på trods af den grumme start, for der er håb til sidst. Kamilla Hega Holst er blevet sammenlignet med Helle Helle, og jeg er helt enig. De skriver begge præcist og minimalistisk, og det er hverdagen der er i centrum. Så jeg tror også, at jeg vil give næste bog af Hega Holst en chance :-)

Hej Læseklub.
Det er rigtig interessant at høre, hvad I andre skriver om denne måneds bog. Det lyder som en vigtig bog, men som Marianne har jeg også utroligt svært ved at kapere noget, der handler om børn der ikke bliver taget hånd om. Derfor tror jeg stadig at jeg med god samvittighed vil "holde ferie" fra månedens bog.
Min ferie starter om en uge, og jeg glæder mig vildt meget til en masse afslapning - og forhåbentlig en masse tid til at læse! :-)
Jeg er i gang med at samle lidt forskellig ferielæsning ind, og den står især på krimier. Jeg skal læse "Svinehunde" som jeg har hørt en masse godt om, så skal jeg læse "En torn i øjet", "Hypnotisøren" og en enkelt chicklitt "Singleton - den perfekte fiaskospiral", som er fortsættelsen til Singleton som vi læste her i læseklubben.... og hvis der bliver tid til mere læsning - ja, så er der jo altid et bibliotek i nærheden!! :-) :-)

God sommer og god læsning
Merete

Jeg er ca. 50 sider inde i juli måneds bog. Jeg synes, den er barsk! Jeg har svært ved at kapere historier om små børn, der bliver ikke bliver taget hånd om. Om det så er på bog eller film, fiktion eller fakta. Men på trods af den hårde beskrivelse af en nybagt familie, der bare overhovedet ikke fungerer, synes jeg, at bogen er spændende og godt skrevet. Selvom jeg har læst Mettes indlæg, er jeg spændt på, hvordan forholdet til naboen udvikler sig. Og du har ret, Mette, det er sjovt det der med, at man i lejlighedsopgange kender hinanden på lydene og rutinerne. Som nuværende husejer kan jeg faktisk godt savne de forskellige lyde, der var i vores gamle opgang, da vi boede i lejlighed. Selvom det blandt andet var de lyde, der fik os til at flytte i hus :-). Lammet, jeg kan sagtens følge dig i, at du ikke vil bruge din tid på socialrealistiske romaner. Jeg vil heller ikke læse for mange af dem, men jeg synes, de er spændende og vigtige for mig, så derfor læser jeg dem engang imellem. Da jeg startede på romanen i går aftes, var jeg også i tvivl om, om jeg skulle droppe den. Jeg synes, den minder mig om filmen "Velsignelsen", hvor en ung pige lider af en fødselsdepression og derfor også har svært ved at passe ordentlig på sit spædbarn. Lige nu hører jeg Eva Jørgensens "Vi ses i morgen" på lydbog på vej til arbejde, og det er også en hård bog om, hvad der sker, når et familiemedlem får en dødelig sygdom. Bagefter vil jeg læse en opmuntrende bog!

Jeg har opgivet at læse Juli-bogen efter cirka 30 sider. Det var en verden, som er mig så usympatisk. Jeg fik nok af socialrealistiske romaner i min ungdom, hvor Bech-nygaard, Anna Ladegaard udsendte bølger af romaner om eksistenser, som det er synd for.

Jeg holder netop af chick-lit fordi kvinderne i disse bøger normalt er kæmpere, der slås for kærlighed, og som klarer deres hverdag, ofte på en skæv og tosset måde.

 

Jeg ved godt at man ikke kan dømme en hel bog efter 30 sider, men kender I ikke godt den følelse, som man kan få kort efter at have startet på en bog. "den her ka' jeg ikke lide"

 

Derimod synes jeg faktisk meget godt om Ahern, og juni måneds bøg fik mig til at låne "et sted i nærheden" som jeg læste med stor glæde.

Vi høres ved i august

 

Jeg har sommerferie, og der bliver virkelig kværnet bøger i stor stil her i den første del af ferien, inden turen går til Fyn i weekenden. Det er afslapning af den allerbedste art i kombination med lidt Tour de France ;-)

Derfor har jeg også lynhurtigt kværnet mig igennem juli måneds bog. Til gengæld nåede jeg ikke juni-bogen, men på jeres kommentarer kunne jeg se, at den vist ikke er værd at tage op - så den afleverer jeg nok på biblioteket igen.

Denne bog var en super interessant læseoplevelse - meget stramt komponeret og velskrevet, synes jeg. Meget interessant. Jeg tror ikke helt, jeg forstår Laura, men det behøver man nok heller ikke. Om det var en faderfigur, hun savner, idet hun havde hele to ældre mænd i sit liv, eller hvad det er, der skete i hovedet på hende - det fangede jeg aldrig rigtigt?

Denne her unge kvinde, der får et barn, hun ikke helt magter, og er i et parforhold, der tydeligvis ikke giver nogen af parterne det, de ønsker - og så den ældre overbo, der kommer ind i hendes liv og skaber balance og giver hende ro.

En af de små ting, jeg godt kan lide, er den måde bogen beskriver det kendskab, man får til sine naboer - det, man hører etagerne imellem, de rutiner, man lærer at kende hos hinanden.

Slutningen er ret åben, men det synes jeg fungerer meget godt. Der er jo ikke nogen af de to forhold, der er fremtid i, så det er fint, at man fornemmer, at fremtiden ligger åben for Laura og hendes søn.

Jeg er rigtig spændt på, hvad I andre synes om romanen?

Mange hilsner, Mette

Til top