En ganske særlig kærlighed af Johanna Adorján

Læseklub

Fra læseklubben De gode gamle debatter

"En ganske særlig kærlighed" af Johanna Adorján

Bogens forside

Forfatteren fortæller om sin bedsteforældre, der var ungarske jøder, som flygtede til Danmark i 1956 og begik selvmord sammen, da bedstefaderen blev alvorlig syg i 1991

Oversætter: 
Hanne Lund
Udgivet: 
2009
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
216
Lån bogen - Køb bogen

 

Bogen er til debat i marts og April 2010.

 

Læs anbefalingen på Litteratursiden.

Nu fandt den da ud af at sende mig besked, da duskrev ovenstående, men måske fordi jeg havde klikket af et eller andet sted, at jeg ville følge dine indlæg?

Jeg leder og prøver. Tak.

/Sebastian

Du skal være medlem af læseklubben for at få besked om at der er et nyt indlæg, man "hakker af" at man har et abonnement på læseklubben og så burde man få en mail om at der er nyt.
Du er meget velkommen til at være medlem :-).
Jeg lagde to nye titler på i går, så du kan jo se om det er noget.
Men man behøver jo ikke være medlem for at kommentere noget i Litteratursidens læseklubber. Jeg har selv af og til kommenteret i andre klubber , hvis der har været noget jeg havde en mening om.

Mange hilsner
Marianne

1) :-) Jeg henviser gerne til min blog, og vedkender mig også gerne slægtskabet med forfatterinden.
Og jo, det er da tæt på; og nej jeg bliver ikke nemt stødt, så hold jer endelig ikke tilbage. På den måde er det jo også interessant for mig at se, hvad andre tænker omkring selvmord og har af holdninger til det. Jeg tror, at jeg kan belyse debatten og holdningerne med noget mere, når nu jeg kendte mine morforældre og en del af deres historie.

2) Åh - det vidste jeg ikke, at det var blevet. Der er da vist i øvrigt andre japanske/kinesiske bøger at finde for tiden. Nok slet ikke nogen dum idé at kigge nærmere på dem.

(Jeg troede i øvrigt, at jeg blev gjort opmærksom på, når nogen svarede i denne tråd; men det virkede åbenbart ikke, så derfor undskyld min lange pause herfra)

Hej Sebastian!

1. Ja jeg havde nok en "mistanke" om at der var noget større end blot en litterær interesse . Men det var super,at du viste os i læseklubben din blog, hvor du har samlet så meget interessant om bogen.
Det må være meget tæt på, når vi diskutere din familie. Håber ikke du er blevet stødt. Det er en fantastisk bog og det er jo også derfor jeg valgte den i min læsekreds. Jeg synes der er så mange ting at tale om og ja så synes jeg den var så velskrevet og velkomponeret. Og jeg synes den fortjener et kæmpe publikum. Jeg anbefaler den ofte til mine lånere

2. Der fik du mig ;-) Løbebog , nej vel, men at noget så lidt kulturelt som at lave en triathlon og løb et Marathon, går hen og bliver sammenlignet med det at skrive bøger, det ovreraskede mig. Jeg har læst ganske få japanske bøger og derfor blev jeg så meget klogere på japansk kultur og levevis. Murakamis ydmyghed og evne til at tale sit enorme talent ned, er nok meget typisk japansk.
Og så skriver han så ligeud af landevejen , smukt og filosofisk og dybt og humoristisk

Hmm, jeg tro ikke, at selvmordere kun ser tingene fra deres egen side.

Jeg bilder mig da ind, at de temmelig nøje og meget tungt overvejer, hvad de efterlader sig tilbage, når de tager deres liv.

Jo, selvf kan det give en følelse af ikke at have været nok; men på den anden side, så er der altså situationer, hvor INGEN kan være nok til at opveje de ting, som trækker i den anden retning. Og jeg mener absolut ikke, at man skal begå selvmord til højre og venstre bare "for sjovs skyld"; men mener helt sikker, at der er situationer, hvor det er den rimeligste udvej - og vi kalder det jo netop en udvej.

Og jeg tror faktisk ikke, at det var et "overfladisk liv", der var udsigt til; men et liv med dybde; men dog med et meget stort hul og savn, der ikke ville kunne bæres at blive levet for hende.

Jo vel er livet det eneste liv, vi har her på Jorden (med mindre man skulle tro på reinkarnation); men tro man på Gud og Himmel, så fortsætter det jo der, og ellers så er det jo bare slut, og man tager jo så afsked med et fortsat liv i mulig savn og tristhed, og selvom livet er kort og døden lang, så er døden vel ingen følelse for den utroende? Eller hvad? Nå nu bliver det vist mere teologi end litteratur ,-)

God læselyst.

Hej Marianne

1) Det hænger vist sammen med, at det er min kusines bog ,-)

2) Løbebog? Den handlede da ikke om at løbe, den bog af Murakami; men god var den, og jeg fik faktisk anbefalet andre også.

Hej Karin!

Jeg tror faktisk at du er inde på noget . Er der noget så dejligt som at ikke behøve forklare, men vide at den/dem du er sammen med bærer på samme erkendelse/oplevelse/viden som du?
At bare et blik bliver til 1000 ord.
Det er nok grunden til at Vera vælger døden med Istvan, frem for livet uden ham.
Han er hendes anden halvdel i ordets bogstaveligste forstand

Hej Sebastian!

Tak for alle "dine" anmeldelser, anbefalinger og artikler. Det var sørme imponerende. Hvad gør at du har samlet så mange på din blog?

Så at du også havde Murakamis "løbebog" på, den er rigtig dejlig, jeg var så forundret over at jeg læste en bog om at løbe og alligevel var så fanget...Murakami er en af vores største nulevende forfattere, synes jeg :-)

Hilsen
marianne

Som jeg skrev i mit indlæg har jeg ikke læst bogen, og mine betragtninger var derfor mere almene vedr selvmord. Jeg er helt enig i, at selvmordere altid ser tingene ultimativt fra deres egen side - men det forstærker jo netop følelsen af forladthed, af ikke at have været "nok" hos de efterladte. Jeg tror også, ud fra det I andre har skrevet og hvad jeg selv har tænkt/erfaret/set/hørt om livet i kzlejre, anden verdenskrig og nazismen, at man er udenfor normal tid og rum som overlevende derfra. Jeg "kender" jo så ikke Vera men kan forestille mig, at ægtefællerne har det svært med at dele deres indre liv med andre, som ikke har oplevet de samme forfærdelige ting - de kan ikke føle sig helt forstået og set sammen med andre end netop den, der forstår denne side af personens liv fuldt ud. Det kan man jo aldrig nogensinde som udenforstående, uanset hvor mange beretninger man læser/ser/hører, og måske kan samvær med børn og børnebørn godt være hyggelig i Veras livsaften, men dybden i hendes liv ville være forsvundet, det ville (måske) i hendes øjne blive et overfladisk liv, som hun har oplevet for mange grumme ting til at kunne nyde. Jeg synes også som flere af skribenterne at dette er synd, ikke fordi det er en synd at begå selvmord (det mener jeg ikke) - men fordi livet jo altså er det eneste, vi har. LIvet er så kort, døden er så lang.
Mit bibliotek har nu fået bogen hjem til mig, og jeg vil prøve at putte den ind i læseplanen! Så kan vi jo snakkes ved.

@Karin 11/3-2010

Du skriver:
Man er blevet fravalgt på den mest ultimative måde. Forladt, uønsket, uelsket..

Og det er jeg faktisk ikke enig i - det er ikke for mig at se, hverken for eller imod de efterladte, at selvmordene her er begået - for mig hersker der ingen tvivl om, at det ikke var et fravalg af den øvrige familie; men et tilvalg - en fælles afslutning på et liv.

Ingen tvivl om, at Vera kunne have fået mange gode år sammen med resten af familien; og dermed ikke sagt, at hun ikke ønskede disse gode år; men der har også været et tomrum for hende at tage hensyn til - et tomrum, som jo altid er der, når ens ægtefælle dør før en selv; men i dette tilfælde ville tomrummet blive så stort, at et godt fortsat liv med familien ikke kunne opveje det (til tomrummet hører også alle de ting, som Vera og István har haft sammen, og som ingen anden har del i og kan/kunne mindes med Vera - flere og alvorligere ting, end alle andre "almindelige" ægtepar har oplevet - og her kommer vel både den jødiske og ungarske arv/historie ind og spiller en væsentlig rolle) - og med den erkendelse, var og er det ikke svært hverken at forstå eller acceptere Veras beslutning.

/Sebastian

Hej

Jeg har samlet links til flere anmeldelser af romanen her: http://sadyhrlitt.blogspot.com/2009/06/opdatering.html

Mvh Sebastian

Sjovt udtryk som jeg aldrig har hørt brugt i forbindelse med en bog. Jeg troede dramaturgi havde noget med teaterverdenen at gøre.
Nå men så fik jeg jo endnu engang udvidet min horisont og begrebsverden :-) - Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over at romanen har denne ene dag som omdrejningspunkt for handlingen, nok fordi forfatteren får ført os så meget rundt i familiens historie gennem de mange erindringer som hun får rekonstrueeret gennem hendes imponerende opsporende research -Måske skulle vi læsere ikke involveres i besøget i Paris hos den gamle veninde, som alligevel mest ville snakke om sig selv, men her syntes jeg forfatteren træder frem på en meget sympatisk måde.
Det der virkede stærkest i min læseoplevelse, var da forfatteren prøvede at rekonstruere de sidste timer hendes bedsteforældre må have oplevet.
Jeg syntes at handlingen bæres af at vi ved hvordan det ender allerede fra første side, men det at man som læser hvirvles ind i familiens historie gennem de mange tilbageblik, og det opsporende arbejde / researchen på bedsteforældrenes ungdomsliv, gør at bogen kommer til at stå som et flot efterskrift for det levede liv de havde , og den skæbne som den 2. verdenskrig medførte for alt for mange.

I artiklen fra Information som jeg har linket til i et af de første indlæg, står der at for nogle mennesker gælder særlige regler. Det tror jeg er rigtigt, selvom man har svært ved at forstå selvmordene, så har Vera og Istvan en særlig ret at gøre hvad de vil. Deres menneskerettigheder har været knægtet og derfor bor de nu i Danmark, hvor de har opnået den ultimative frihed og derfor har de "ret" til selv at bestemme. Jeg tænkte lige som dig Bea , da jeg læste om det ældre ægtepar fra Ishøj. At her var der endnu et par der havde valgt at tage deres død i egen hånd. Det gjorde mig så trist.

Jeg kunne godt tænke mig at vi måske kort snakkede om formen?
Altså dramaturgien i biografien. Hvad synes I om at romanen har "den ene dag" som centrum i historien? Med udstikkere bagud i historien?

Så har jeg også fået læst bogen - og er enig i at det er  tankevækkende og smertefuld læsning. Jeg tror også langt hen af vejen at deres fortid som forfulgte jøder under 2. verdenskrig og derefter flugten fra Ungarn har betydning for deres beslutning om selv at vælge tidspunktet for deres død og for at de vil sammen herfra. Og så alligevel - for se nu her i weekenden hvor det skete i Ishøj: En 80-årig mand skyder sin syge kone og derefter sig selv - og også her mener man at det sker efter fælles beslutning. Det må være kærlighed i dens yderste konsekvens. At udfri sin elskede fra pinefulde smerte og derefter følge med - selv i døden. Jeg synes det er forfærdeligt - men kan ikke sige mig fri for også at finde det modigt og smukt. Og som bogens titel siger, så må det være en ganske særlig kærlighed!!

En helt anden ting jeg også har tænkt meget på under læsningen er den rodløshed forfatteren føler efter at have mistet bedsteforældrene uden at kende deres - og dermed en del af hendes egen historie. Det er en følelse jeg selv kan genkende. Efterhånden som jeg bliver ældre vokser mit behov for at kende min egen baggrund og min fortrydelse over at jeg ikke har været opmærksom på dette mens tid var. Jeg ville gerne have haft mere at vide om mine bedsteforældre og forældre, så jeg kendte og kunne videreformidle deres historie, så den ikke bare bliver et par korte sætninger for de kommende slægtsled.

Hej Karin, Connie og Marianne,

Aktiv dødshjælp og selvmord er komplicerede situationer at forholde sig til.
Jeg tror det er vanskeligt at have en helt generel eller afklaret holdning til aktiv dødshjælp. Dette vil for mig være meget situationsafhængigt.

Gennem hele romanen blev jeg imidlertid ved med at håbe, at Vera ville vælge livet.

Og da István for sidste gang spørger Vera om hun vil tænke over det én gang til, og Vera alligevel vælger selvmordet, bliver jeg utrolig skuffet.

Jeg har imidlertid hverken oplevet 2. verdenskrig eller kz-lejrene, så jeg kan ikke forestille mig hvilke ar det kan have efterladt på sjælen. Jeg vil derfor ikke tillade mig at dømme eller fordømme Vera og Istváns handlinger.

Selvom jeg ikke har læst bogen følger jeg med i debatten og jeg får lyst til at bemærke, at ud over de selvbebrejdelser, der kan plage de efterladte, tror jeg også det betyder utroligt meget, at man ikke var værd at blive her for. Man er blevet fravalgt på den mest ultimative måde. Forladt, uønsket, uelsket. Det må give alvorlige ridser i selvværdet.
Med hensyn til aktiv dødshjælp har jeg det også sådan, at jeg aldrig kunne forestille mig at tage et andet menneskes liv (eller skyde et dyr). Jeg kunne nok overtales til at være med til at standse livsforlængende behandling og derved være medvirkende til passiv dødshjælp. Dødsstraf er brutalt og forrående, man kan bare se på, hvordan det foregår i USA hvor dødsgangen og selve aflivningen er blottet for empati.
De ting I nævner om at have snydt døden ved at have overlevet kz-lejrene og hvad det gør ved folks indstilling til livet og døden, får mig til at tænke på Dødens Triumf af Savage Rose. Jeg forstår godt, hvad I mener når I kalder det mod, men et eller andet sted så er det også armod (i forhold til livsduelighed) - og det er der ikke noget at sige til efter hvad disse mennesker har været igennem.
Jeg tænker også på Sohpies Choise, som netop også handler om hvor umuligt det er at leve efter de rystende oplevelser i nazisternes vold. Man forstår godt, at det som Sophie har været igennem er umuligt at leve med, alligevel forsøger hun, men det er ER umuligt at leve normalt. det er ikke nok at overleve fysisk, det kræver lige så meget at overleve mentalt, og det kan være, det er nødvendigt at file nogle af de "normale" kanter af for at klare det.

Hej Birgitte og Marianne.
Jeg tror I begge er inde på noget af den rigtige forklaring på det kollektive selvmord , når I nævner deres fælles åg / den jødiske baggrund og oplevelserne der fra krigens tid selvfølgelig har formet deres liv og livsopfattelse / livskraft.
Og måske viser de netop livskraft ved selv at bestemme over hvornår døden skal komme ? -
Jeg tror faktisk at netop jøder der har oplevet jødeforfølgelser og koncentrationslejre bliver ( eller blev - det er vel snart en uddøende generation? ) mere fanden i voldske resten af deres levede liv.Jeg kan forestille mig at alle der har været ude for at snyde døden, lever mere intensivt bagefter, og det mod til selv at bestemme hvornår man vil herfra er efter min mening netop modige folk der ikke er bange for døden der kan tage.
Jeg syntes nu også det er et egoistisk valg, netop uden tanke på , og hensyn til de efterladte. Det må være grusomt at være familie eller bekendt til en selvmorder, for der må jo altid gnave en lille bebrejdende orm , og hvis man måske ikke lige har været opmærksom på et menneske i krise, må det da bare være så " nederen" at man vel selv kan komme i krise - og selvbebrejdelserne kan vel godt falde over hinanden ?
Til det her med aktiv dødshjælp -Min holdning til dette emne tror jeg ikke jeg er helt afklaret med, men jeg er i hvert fald imod døds straf, og kan få mareridt over tanken om at tage et andet menneskes liv ( uanset hvor bestialsk en forbrydelse der kunne ligge bag,, for der er jo sjældent kun psykopatiske træk der får folk til at begå alvorlig kriminalitet ) ogmed hensyn til mit eget mod - Jeg ville ikke selv kunne udføre aktiv dødshjælp - tror jeg....men som Marianne mener jeg også at ethvert menneske har ret til at bestemme over sit eget liv, og dermed også ret til at vælge fra, men jeg har virkeligt svært ved at forstå den slags valg- netop fordi den inddrager andre end mig selv- der findes altid håb, selv for den uheldbredeligt syge - det gælder bare om at se lyst på livet hvad enten det bliver et langt eller kort liv - Få det bedste ud af den tid vi er givet her på jorden :-)

Hej Connie og Birgitte!
Dejligt at I allerede er på banen. Glæder mig at i syntes om bogen.
Ud over at Vera ikke kan leve uden István, hvilket mange mennesker jo siger " Jeg kan ikke leve uden dig", så vælger hun rask , frisk og rørig, ved sine sansers fulde brug, som mor , bedstemor, afholdt nabo, og med mange venner alligevel at følge Istvan i døden. Og vel at mærke, når de har bestemt, det skal være. Ikke når Istvan bare ikke orker mere, eller simpelthen dør af sin sygdom, men på den af dem bestemte dag. Jeg har det som Connie, det er så svært at forstå for mig.
Jeg går ind for aktiv dødshjælp og mener at man som menneske har ret over sit eget liv. Jeg synes også man har ret til at begå selvmord, men jeg synes at Vera havde så meget at leve for.
Jeg kan ikke lade være med at tænke at det har noget at gøre med at hun er jøde og at hun og Istvan har været udsat for jødeforfølgelser, hvor andre mennesker har kunne bestemme over deres liv og død. Og nu med den ultimative frihed til selv at vælge metode, tidspunkt og uden at skulle forklare sig , vælger de selv at dø sammen.

Jeg fornemmer dog klart selvom de har masser af kollegaer, venner naboer , så har de kun rigtige tætte relationer til andre jøder , der har oplevet det samme som dem. Og derfor er de som du skriver Birgitte ensomme.

For mig var det ikke så overraskende at Vera ender med at begå selvmord sammen med István.
Men deres fælles oplevelser under krigen, regner jeg med, at hun ligesom István opfatter det som et privillegium selv at være herre over hvornår livet er slut.
Men deres indbyrdes afhængighed og dybe respekt for hinanden spiller også ind.
Når de kører bil, spørger István altid Vera om vej, selvom han udmærket kender vejen - "de siger deres replikker", og trives med det.
Og respekten viser de blandt andet ved at sige "De" til hinanden.
Jeg tror også at Vera er et usikkert menneske. Hun har tidligere i livet ytret, at hun ikke kunne leve uden István, og går vist med en følelse af ikke at være elsket af andre end sin mand.

Jeg kan ikke svare på spørgsmålet, hvorfor en rask livlig dame vælger at følge manden i døden, men jeg gætter på at det er af kærlighed, og af usikkerhed over at stå på egne ben ? -
Hun ( farmoderen ) er nok et levn fra en anden tid, men hun er jo ellers ikke en " holdt kvinde".før hun kommer til Danmark.
Hun har jo både uddannelse, og job -
Ja- historien er gribende i al sin grusomhed,.Det er et modigt valg hun tager , men jeg forstår hende ikke, og kan kun forklare det ud fra manglende mod til at være alene.
Jeg syntes det virker ekstra stærkt når forfatteren prøver at rekonstruere den sidste dag, og jeg finder det interessant at barnebarnet Johanna giver et så nærgående billede af hvordan denne bedstemor også var, og jeg tror det må have været en rigtig hård skriveproces, når hun går så tæt på sin egen familie. Hun mildner optegnelserne ved at fortælle om at hun selv minder om denne stærke personlighed, men hun er jo inde på noget der er vigtigt når hun skriver om f.eks. oldeforældrene , hvis liv ikke kommer til at fylde mere en et par linier.
Ja - det er mærkeligt hvordan et liv leves , og hvad der efterlades af spor og minder- om nogen.
Bogen har da i hvert fald gjort bedsteforældrene om ikke udødelige, så i hvert fald er de blevet mindet ( på godt og ondt ) i en lang tid efter deres død. En stærk læseoplevelse. Jeg kunne i øvrigt ikke komme ind på den blog du henviste til Marianne, men jeg fik da læst nogle anmeldelser af bogen.

Kære Karin!
Vi har to måneder til at læse bogen i så jeg tror bestemt du når at få den inden maj. Hvis der er meget lang kø på dit bibliotek, synes jeg du skal bede din bibliotekar om at skaffe den udefra til dig. Du kan jo fortælle at du er med i en læsekreds :-)
Hilsen
marianne

ikke fået bogen endnu, så jeg læser andre ting indtil den dukker op. Jeg håber jeg kan nå at være lidt med i debatten!

Kære Alle!

Så er vi 4 dage inde i forårsmåneden marts hvor vi blandt andet læser " En ganske særlig kærlighed " af Adorjan.

Jeg var meget berørt , da jeg læse bogen, bar den i mig i flere dage. Jeg glæder mig meget til at diskutere med jer. Prøv og læs denne blog, der har en masse bloggere læst bogen. Dødshjælp og retten til bestemme hvornår bliver diskuteret. Læs: http://tosommerfugle.blogspot.com/2009/05/johanna-adorjan-en-ganske-srli...
Jeg vil også gerne snakke med jer om hvorfor ?
Det er ikke usædvanligt at Holocaust overlevende begår selvmord. Primo Levi, Jean Amery og Paul Celan er nogle af det kendeste.

Læs: http://www.information.dk/187966

Men glæder mig til vi kan gå i gang .
God weekend til jer alle
Hilsen
marianne

Glæder mig til at være med i debatten om denne bog.

Til top