Du skal være medlem af læseklubben for at få besked om at der er et nyt indlæg, man "hakker af" at man har et abonnement på læseklubben og så burde man få en mail om at der er nyt.
Du er meget velkommen til at være medlem :-).
Jeg lagde to nye titler på i går, så du kan jo se om det er noget.
Men man behøver jo ikke være medlem for at kommentere noget i Litteratursidens læseklubber. Jeg har selv af og til kommenteret i andre klubber , hvis der har været noget jeg havde en mening om.

Mange hilsner
Marianne

Hej Sebastian!

1. Ja jeg havde nok en "mistanke" om at der var noget større end blot en litterær interesse . Men det var super,at du viste os i læseklubben din blog, hvor du har samlet så meget interessant om bogen.
Det må være meget tæt på, når vi diskutere din familie. Håber ikke du er blevet stødt. Det er en fantastisk bog og det er jo også derfor jeg valgte den i min læsekreds. Jeg synes der er så mange ting at tale om og ja så synes jeg den var så velskrevet og velkomponeret. Og jeg synes den fortjener et kæmpe publikum. Jeg anbefaler den ofte til mine lånere

2. Der fik du mig ;-) Løbebog , nej vel, men at noget så lidt kulturelt som at lave en triathlon og løb et Marathon, går hen og bliver sammenlignet med det at skrive bøger, det ovreraskede mig. Jeg har læst ganske få japanske bøger og derfor blev jeg så meget klogere på japansk kultur og levevis. Murakamis ydmyghed og evne til at tale sit enorme talent ned, er nok meget typisk japansk.
Og så skriver han så ligeud af landevejen , smukt og filosofisk og dybt og humoristisk

Hej Marianne

1) Det hænger vist sammen med, at det er min kusines bog ,-)

2) Løbebog? Den handlede da ikke om at løbe, den bog af Murakami; men god var den, og jeg fik faktisk anbefalet andre også.

Hej Sebastian!

Tak for alle "dine" anmeldelser, anbefalinger og artikler. Det var sørme imponerende. Hvad gør at du har samlet så mange på din blog?

Så at du også havde Murakamis "løbebog" på, den er rigtig dejlig, jeg var så forundret over at jeg læste en bog om at løbe og alligevel var så fanget...Murakami er en af vores største nulevende forfattere, synes jeg :-)

Hilsen
marianne

@Karin 11/3-2010

Du skriver:
Man er blevet fravalgt på den mest ultimative måde. Forladt, uønsket, uelsket..

Og det er jeg faktisk ikke enig i - det er ikke for mig at se, hverken for eller imod de efterladte, at selvmordene her er begået - for mig hersker der ingen tvivl om, at det ikke var et fravalg af den øvrige familie; men et tilvalg - en fælles afslutning på et liv.

Ingen tvivl om, at Vera kunne have fået mange gode år sammen med resten af familien; og dermed ikke sagt, at hun ikke ønskede disse gode år; men der har også været et tomrum for hende at tage hensyn til - et tomrum, som jo altid er der, når ens ægtefælle dør før en selv; men i dette tilfælde ville tomrummet blive så stort, at et godt fortsat liv med familien ikke kunne opveje det (til tomrummet hører også alle de ting, som Vera og István har haft sammen, og som ingen anden har del i og kan/kunne mindes med Vera - flere og alvorligere ting, end alle andre "almindelige" ægtepar har oplevet - og her kommer vel både den jødiske og ungarske arv/historie ind og spiller en væsentlig rolle) - og med den erkendelse, var og er det ikke svært hverken at forstå eller acceptere Veras beslutning.

/Sebastian

Sjovt udtryk som jeg aldrig har hørt brugt i forbindelse med en bog. Jeg troede dramaturgi havde noget med teaterverdenen at gøre.
Nå men så fik jeg jo endnu engang udvidet min horisont og begrebsverden :-) - Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over at romanen har denne ene dag som omdrejningspunkt for handlingen, nok fordi forfatteren får ført os så meget rundt i familiens historie gennem de mange erindringer som hun får rekonstrueeret gennem hendes imponerende opsporende research -Måske skulle vi læsere ikke involveres i besøget i Paris hos den gamle veninde, som alligevel mest ville snakke om sig selv, men her syntes jeg forfatteren træder frem på en meget sympatisk måde.
Det der virkede stærkest i min læseoplevelse, var da forfatteren prøvede at rekonstruere de sidste timer hendes bedsteforældre må have oplevet.
Jeg syntes at handlingen bæres af at vi ved hvordan det ender allerede fra første side, men det at man som læser hvirvles ind i familiens historie gennem de mange tilbageblik, og det opsporende arbejde / researchen på bedsteforældrenes ungdomsliv, gør at bogen kommer til at stå som et flot efterskrift for det levede liv de havde , og den skæbne som den 2. verdenskrig medførte for alt for mange.

Så har jeg også fået læst bogen - og er enig i at det er  tankevækkende og smertefuld læsning. Jeg tror også langt hen af vejen at deres fortid som forfulgte jøder under 2. verdenskrig og derefter flugten fra Ungarn har betydning for deres beslutning om selv at vælge tidspunktet for deres død og for at de vil sammen herfra. Og så alligevel - for se nu her i weekenden hvor det skete i Ishøj: En 80-årig mand skyder sin syge kone og derefter sig selv - og også her mener man at det sker efter fælles beslutning. Det må være kærlighed i dens yderste konsekvens. At udfri sin elskede fra pinefulde smerte og derefter følge med - selv i døden. Jeg synes det er forfærdeligt - men kan ikke sige mig fri for også at finde det modigt og smukt. Og som bogens titel siger, så må det være en ganske særlig kærlighed!!

En helt anden ting jeg også har tænkt meget på under læsningen er den rodløshed forfatteren føler efter at have mistet bedsteforældrene uden at kende deres - og dermed en del af hendes egen historie. Det er en følelse jeg selv kan genkende. Efterhånden som jeg bliver ældre vokser mit behov for at kende min egen baggrund og min fortrydelse over at jeg ikke har været opmærksom på dette mens tid var. Jeg ville gerne have haft mere at vide om mine bedsteforældre og forældre, så jeg kendte og kunne videreformidle deres historie, så den ikke bare bliver et par korte sætninger for de kommende slægtsled.

Selvom jeg ikke har læst bogen følger jeg med i debatten og jeg får lyst til at bemærke, at ud over de selvbebrejdelser, der kan plage de efterladte, tror jeg også det betyder utroligt meget, at man ikke var værd at blive her for. Man er blevet fravalgt på den mest ultimative måde. Forladt, uønsket, uelsket. Det må give alvorlige ridser i selvværdet.
Med hensyn til aktiv dødshjælp har jeg det også sådan, at jeg aldrig kunne forestille mig at tage et andet menneskes liv (eller skyde et dyr). Jeg kunne nok overtales til at være med til at standse livsforlængende behandling og derved være medvirkende til passiv dødshjælp. Dødsstraf er brutalt og forrående, man kan bare se på, hvordan det foregår i USA hvor dødsgangen og selve aflivningen er blottet for empati.
De ting I nævner om at have snydt døden ved at have overlevet kz-lejrene og hvad det gør ved folks indstilling til livet og døden, får mig til at tænke på Dødens Triumf af Savage Rose. Jeg forstår godt, hvad I mener når I kalder det mod, men et eller andet sted så er det også armod (i forhold til livsduelighed) - og det er der ikke noget at sige til efter hvad disse mennesker har været igennem.
Jeg tænker også på Sohpies Choise, som netop også handler om hvor umuligt det er at leve efter de rystende oplevelser i nazisternes vold. Man forstår godt, at det som Sophie har været igennem er umuligt at leve med, alligevel forsøger hun, men det er ER umuligt at leve normalt. det er ikke nok at overleve fysisk, det kræver lige så meget at overleve mentalt, og det kan være, det er nødvendigt at file nogle af de "normale" kanter af for at klare det.

Hej Connie og Birgitte!
Dejligt at I allerede er på banen. Glæder mig at i syntes om bogen.
Ud over at Vera ikke kan leve uden István, hvilket mange mennesker jo siger " Jeg kan ikke leve uden dig", så vælger hun rask , frisk og rørig, ved sine sansers fulde brug, som mor , bedstemor, afholdt nabo, og med mange venner alligevel at følge Istvan i døden. Og vel at mærke, når de har bestemt, det skal være. Ikke når Istvan bare ikke orker mere, eller simpelthen dør af sin sygdom, men på den af dem bestemte dag. Jeg har det som Connie, det er så svært at forstå for mig.
Jeg går ind for aktiv dødshjælp og mener at man som menneske har ret over sit eget liv. Jeg synes også man har ret til at begå selvmord, men jeg synes at Vera havde så meget at leve for.
Jeg kan ikke lade være med at tænke at det har noget at gøre med at hun er jøde og at hun og Istvan har været udsat for jødeforfølgelser, hvor andre mennesker har kunne bestemme over deres liv og død. Og nu med den ultimative frihed til selv at vælge metode, tidspunkt og uden at skulle forklare sig , vælger de selv at dø sammen.

Jeg fornemmer dog klart selvom de har masser af kollegaer, venner naboer , så har de kun rigtige tætte relationer til andre jøder , der har oplevet det samme som dem. Og derfor er de som du skriver Birgitte ensomme.

Jeg kan ikke svare på spørgsmålet, hvorfor en rask livlig dame vælger at følge manden i døden, men jeg gætter på at det er af kærlighed, og af usikkerhed over at stå på egne ben ? -
Hun ( farmoderen ) er nok et levn fra en anden tid, men hun er jo ellers ikke en " holdt kvinde".før hun kommer til Danmark.
Hun har jo både uddannelse, og job -
Ja- historien er gribende i al sin grusomhed,.Det er et modigt valg hun tager , men jeg forstår hende ikke, og kan kun forklare det ud fra manglende mod til at være alene.
Jeg syntes det virker ekstra stærkt når forfatteren prøver at rekonstruere den sidste dag, og jeg finder det interessant at barnebarnet Johanna giver et så nærgående billede af hvordan denne bedstemor også var, og jeg tror det må have været en rigtig hård skriveproces, når hun går så tæt på sin egen familie. Hun mildner optegnelserne ved at fortælle om at hun selv minder om denne stærke personlighed, men hun er jo inde på noget der er vigtigt når hun skriver om f.eks. oldeforældrene , hvis liv ikke kommer til at fylde mere en et par linier.
Ja - det er mærkeligt hvordan et liv leves , og hvad der efterlades af spor og minder- om nogen.
Bogen har da i hvert fald gjort bedsteforældrene om ikke udødelige, så i hvert fald er de blevet mindet ( på godt og ondt ) i en lang tid efter deres død. En stærk læseoplevelse. Jeg kunne i øvrigt ikke komme ind på den blog du henviste til Marianne, men jeg fik da læst nogle anmeldelser af bogen.

ikke fået bogen endnu, så jeg læser andre ting indtil den dukker op. Jeg håber jeg kan nå at være lidt med i debatten!

Glæder mig til at være med i debatten om denne bog.