Tak til Louise Øhrstrøm og alle jer andre for en meget spændende debat om "Efter Rosinen"

Da jeg 2. klasse i det  forige århundrede havde lært at læse, fik jeg af min gamle morfar forærende Kålunds fabler- og den greb mig i den grad , så jeg selv begyndte at digte fabler nedskrevet i diverse kladdehefter- og senere i gymnasiet dyrkede vi La Fontaines fabler- og så er det jo egentlig pudsigt igen at støde på fabler- så jeg vil skynde mig at genlæse dem, for jeg jaskede mig vist lidt igennem dem, fordi jeg regnede med at skulle høre mere om Maria før bogen sluttede.

Og så morede jeg mig over at Louises ræv var "litteræv", når den skulle prøve på at være in på den.

Husk at det er i morgen, onsdag d. 27.10. kl. 17-18, at I kan møde Louise og høre hende fortælle om "Efter Rosinen" på Frederiksberg Hovedbibliotek. Det er jo en super chance for at komme endnu tættere på bogen og forfatteren. Jeg håber meget, at jeg selv får mulighed for at høre en del af det, selv om jeg desværre samtidig har vagt i udlånet.

Jeg er lige blevet færdig med rosinen, blændende skrevet-- jeg hører til dem, der nyder sproget  i en bog- mere end at dissekere ind til benet,  jeg  kan blive helt høj, over en velskrevet bog, smage og gnaske i ordsammenstillinger, jeg elsker simpelhen sprog---  jeg kan også godt lide at læse alt det kloge i andre siger, og synes at analyserne er fine -Men jeg kan nu ikke lide den ræv-et sted taler den fuldemandssprog- godt med shw lyde og andre gange taler den helt ånsvagt til maria-og hvorfor taler den fransk,og så er den i det hele taget dybt ulækker-synes på en måde at den sætter en plet på bogen- synes at ræven er letkøbt-- kan meget bedre associere med birgitta og klostret-- og kan forstå hvorfor maria bliver draget .

Så er der fablerne, jeg ved ikke om La Fontaine er den første der har skrevet fabler, om det er derfor der her igen tales fransk, ( her tænker jeg også på rævens franske, men det har måske ingen sammenhæng.Bogen ender med fabler, men jeg længtes sådan efter den egentlige bog, så jeg startede forfra, og glæder mig til at læse den igen, men tror stadig ikke jeg kan lide ræven og dens tilstedeværelse.

Hej Mette og Christina

Mange tak for jeres indlæg (og dejligt at høre du kunne lide bogen, Mette!)  Spørgsmålet ang. bagsidetekst fik mig til at diskutere det med min forlægger, fordi bogen snart kommer i 2.oplag. Bagsideteksten er blevet til i et samarbejde mellem min forlægger og jeg. Jeg skrev et udkast, og han rettede til. Og efter lidt snak frem og tilbage beholder vi den til 2. oplag.

Det er rigtigt, at bagsideteksten giver meget væk, som de ofte gør, ja. Jeg synes, du - Christina - har en god pointe dér. Tak for at udfordre mig med det spørgsmål! Omvendt synes jeg ikke rigtig, det fungerer, hvis der bare står, at Maria har været ude for en stor sorg eller er i krise uden nærmere forklaring. Det virker lidt for diffust. Endeligt føler jeg, jeg "skylder" visse læsere (der selv har mistet børn ved fødslen) at der er en slags "advarsel". Under skriveprocessen snakkede jeg meget med folk, der havde oplevet denne sorg - og jeg tog faktisk også skriveophold hos et par, som jeg mødte gennem Foreningen til støtte ved Spædbarnsdød. Flere af dem, jeg kender som har oplevet denne sorg, har haft svært ved at læse bogen - eller har været nødt til at læse den meget langsomt. Enkelte kan slet ikke holde ud at læse den. Overfor dem ville jeg synes, det var lidt ufølsomt ikke at skrive, hvad de kan vente sig. Men altså, mest af alt synes jeg, det skal stå der, fordi beskrivelsen ellers virker for diffus.

Men ja, i det hele taget er det interessant med bagsidetekster  - og måske en god idé ikke at læse dem først, hvis man gerne vil overraskes. Det kommer nok også lidt an på, hvad man gerne vil have fra en læseoplevelse. Selv kan jeg også godt lide at blive overrasket og elsker eventyret  og den gode historie(med  et overraskende plot). Men det er mindst lige så vigtigt for mig at føle at jeg virkelig lærer hovedpersonen at kende gennem bogen. At jeg føler mennesket "lever" og begynder at forstå dets tankegang og udvikling. Hemingway skriver i bogen "Om at skrive" at man er lykkedes med sin historie, hvis læseren virkelig tror på, personen har levet og tager sig i at referere til personen i sin hukommelse. Det kan jeg godt lide. Og jeg synes, jeg har det sådan med en del romanfigurer. Der er romanfigurer som er blevet så virkelige for mig, at jeg føler, de "lever" i mit sind og har lært mig meget om livet. Da bliver plottet ikke så vigtigt som personen. Fx.  er et af mine danske yndlingsværker Henrik Pontoppidans Lykke-Per og  en god veninde mindede mig om, at der bag på Lykke-Per står noget i retning af, at "han dør i ensomhed". Det er da noget af en afsløring!  Men  jeg synes bestemt ikke, det gjorde det til en dårligere bog, at jeg vidste det på forhånd - netop fordi det var vigtigere at lære ham at kende og følge ham på rejsen mod ensomheden, hvis det giver mening?

Tak også for fine tanker om Birgitta og det religiøse.

Louise

Hvor er det skønt, at du deltager så aktivt og nysgerrigt i vores debat, Louise.

Med hensyn til Birgitta så tror jeg, at Marias interesse bunder i, at hun er i en situation, som hun ikke ved, hvordan hun skal tackle. Derfor tiltrækkes hun af én, der har lidt som hun selv - måske endda mere end hun selv, hvis man kan tale om den slags gradbøjning i Marias/Birgittas situation. Det giver hende en støtte at se, at Birgitta klarede sig på trods af de sorger og prøvelser, som livet har givet hende. Birgitta er ligefrem blevet ophøjet til helgen, hvorved hendes liv og lidelser er blevet stemplet som noget ophøjet. Det giver måske Maria en følelse af, at hendes svære tid har en mening - eller blot håbet om, at den har en mening. Hun kan drage paralleller mellem Birgittas og sit eget liv og se, at det kan lade sig gøre at komme igennem sorgen.

Derudover er der et sammenfald af datoer, som Maria ikke kan ignorere som tilfældige. Rosinen blev født d. 7. oktober - samme dato, som Birgitta blev født 700 år tidligere. Birgitta blev også helgenkåret d. 7. oktober 88 år efter sin fødsel. Disse datosammenfald er medvirkende årsag til, at Maria bliver draget af Birgitta.

Angående Marias forhold til religion opfatter jeg det som om, at Maria får to ting fra religionen. Hun kan bevare håbet om at Rosinen ikke er væk for evigt. Om at hun vil genforenes med Rosinen i Himlen, når hun selv dør. Derudover giver klostret hende en ro, som hun ikke kan få andre steder. I klostret bliver der ikke sendt stjålne blikke, der er ingen, der dømmer hende eller har travlt med, at hun skal komme videre med sit liv osv. Hun kan blot 'være', og hvis hun har brug for at snakke, kan hun gøre det uden at blive rådgivet, men blot lyttet til. Det giver hende en følelse af at blive forstået eller i al fald accepteret. Modsat hendes omgangskreds kan klostret og dets nonner rumme Maria og hendes indre kaos.

Jeg har også et spørgsmål til dig, Louise. Når jeg læser en bog, så kan jeg godt lide at gå til den med et helt åbent sind uden at vide noget som helst om den. Derfor læser jeg sjældent bag på bøgerne, og det gjorde jeg heller ikke, inden jeg læste Efter Rosinen. Det betød, at jeg et godt stykke ind i bogen ikke var helt sikker på, hvad det var, der var sket for Maria. Det gav hendes fortid en mystik og noget tabubelagt over sig, hvilket passer rigtig godt til bogens emne, synes jeg. Dette gætteri, som uvægerligt blev en del af min læsning (Hvilken hemmelighed var det, Maria bar på?), blev en tro kopi af virkelighedens håndtering af sådanne situationer, hvor folk ofte vælger at gætte og spørge mere eller mindre udenforstående om en forklaring på noget, der virker som et ømtåleligt emne. Det er sjældent at folk går til hovedpersonen selv, hvilket naturligvis ikke var en mulighed for mig mht. Maria.

Da jeg var færdig med at læse bogen, læste jeg nærmest tilfældigt bagsideteksten, og nu kommer mit spørgsmål:

Jeg har altid troet, at det er forfatteren selv, der skriver bogens bagsidetekst, men nu bliver jeg i tvivl?! På bagsiden står der nemlig, at Maria har mistet sit barn ved fødslen. Den viden ville have givet mig en helt anden læseoplevelse, hvor ovenfor beskrevne følelse af tabu og mystik ikke ville være opstået.

Har du selv skrevet bagsideteksten - eller i det mindste godkendt den, og hvorfor har du så valgt at afsløre, at Rosinen dør ved fødslen, når du (efter min opfattelse) gør ret meget ud af, at intet bliver sagt med det samme i bogen og langt hen ad vejen kun i uklare forklaringer og dunkle vendinger?

Tak for dit indlæg, Pia. Om depression er en form for beskyttelse ved jeg ikke! Jeg kender mennesker, der har fået en depression og det har ramt hårdt."Stærke mennesker" er blevet svage og tilsyneladende "svage" mennesker har klaret det. Ok. De har nok været stærke psykisk! 

Derimod tror jeg, at det er vigtigt at vi taler om både sorgen og lidelsen.

Og så lige angående din tur til Vesterhavet: Alletiders. Sognepræsten Britta Haugen i Vestjylland talte engang om ånd og ånde! Ja, vi lever, når vi ånder og luft til åndedrættet f.eks. via en gåtur ved Vesterhavet - giver liv: Både fysisk og  åndeligt talt. Så en tur til Vesterhavet, hvor man bliver blæst igennem: Alletiders vil jeg gentage.

 Har jeg selv triste tanker, så går jeg en tur, skriver eller taler med andre om det! Eller en kombination! Jo, der er mange muligheder og menneskelig støtte er nødvendigt. Og har du overskud - så hjælp andre (åndeligt talt). Måske også materielt, når der er brug for det!

Hej igen.

Jeg kan virkelig nikke genkendende til beskrivelsen af ræven som både en hjælper og en modstander - som en del af Maria selv, men samtidig en fremmed! I mit oprindelige indlæg var ræven som repræsentant for sorgen mit bedste, konkrete bud, men jeg ser ræven som meget mere kompleks og som noget meget mere diffust end som så. Det var derfor, jeg eftersøgte andre tolkninger.

Måske er ræven også et billede på, at man meget ofte opdager helt ukendte sider af sig selv, når man kommer ud i ekstreme eller pressede situationer?! Ræven er en ny side af Maria, som hun ikke kendte til - men da det er en del af hende selv, er det både noget fremmed og noget kendt.

Ræven kan også være et billede på det kaos, som Maria lever i. Hele hendes verden er sunket i grus. Intet er, som hun forventede eller var vant til. Intet giver mening for hende, og det symboliseres med en ræv, der taler og gør ting, som ræve normalt ikke gør. Ligesom Marias verden ikke giver mening, så gør ræven heller ikke i egentlig forstand. Maria prøver hele tiden at vende tilbage til noget af det, hun kendte. Noget af det trygge. Her tænker jeg især på, hvordan hun langt ind i historien bilder sig selv ind, at hun og Klaus finder sammen igen. Dengang hun og Klaus var sammen, var alting godt, og det prøver hun at søge tilbage til nu, da intet giver mening. Hun ser Klaus som den, der kan få verden til at give mening - den jæger, der skal skyde ræven.

Da det går op for hende, at Klaus ikke kan ordne hele verden for hende og få smerten til at forsvinde, kan hun for alvor begynde at bearbejde tabet af Rosinen. Derefter går der heller ikke lang tid, førend ræven tager afsted, og jeg sidder med en sikker følelse af, at hun fra da af ser fremad og beslutter sig for at leve videre på trods af, at hun selvfølgelig altid vil være mærket af at have mistet.

Med hensyn til spørgsmålet om hvorvidt der findes lidelse som et forstadie til sorg... Det er egentlig en fin opdeling, synes jeg. Ofte hører man om forskellige stadier af sorg, men jeg kan godt tilslutte mig den tanke, at man først kan sørge, når man har erkendt at have mistet. Inden da er sindet 'blot' i oprør, intet virker sammenhængende, og hele livet og dagligdagen virker meningsløs. Det er ikke sorg, da denne tilstand retter sig mod hele verden, mens sorgen vedrører et bestemt tab.

Som Bendt siger, kan sorgen først bearbejdes, når tabet er erkendt. Hvis man ikke erkender tabet eller ingenting gør, så vil tilstanden fra før erkendelsen ikke forsvinde. Sådan et kaos/sådan en lidelse kan ingen leve med i længden, og jeg anser også en depression som et meget nærliggende resultat af manglende erkendelse/bearbejdelse af sorgen. Faktisk troede jeg i begyndelsen af historien, at Maria havde en depression, men den tolkning gik jeg bort fra efterhånden som historien skred frem.

Ja, det er nogle interessante betragtninger over sorg og lidelse du gør dig Louise (og Anne - Marie Mai). Efter et dødsfald af kære familiemedlemmer og venner er "man" måske mere i en chockfase i begyndelsen (lidelse) og først lidt senere erkender man, at man har mistet for altid. Jeg husker i hvert fald at jeg efter min mors død ofte reagerede sådan: Jeg vil lige ringe til min mor og fortælle........ og derpå opdagede jeg jo, at det kunne jeg ikke. Jeg havde mistet for altid og det er derfor jeg skriver, at det er noget sludder at sige, at tiden læger alle sår (og sorgen). Det gør den ikke... Jeg har dog min tro på livet (Gud) og tro på at livet skal gå videre trods alt - det siger min Grundtvigske tro mig - men også at du skal leve og gøre noget godt for dine kære, som jo kun er her "på lånt tid"...Hvad der kommer efter døden ved ingen, selv om jeg tror og håber på livet efter døden... Men ergo: Lev livet sammen med din famile, vennner, kæreste, børn osv. Måske er "sorgen" større end "lidelsen"... hvis den kan gradbøjes...Lige nu er 33 minearbejdere vendt tilbage til livet efter at mødt "døden"... men nye "erkendelser" til følge...

Jeg kan ikke tilføje så meget til Christinas fremragende analyse. Jeg ser også "ræven" og dens historier som billeder på Marias sorg. Fra første færd chock, vrede, kaos. Ræven er et billede på den kaotiske sorg. Hun vil gerne løsrive sig fra sorgen/ræven og dens "skab""lugt" osv, men det er umuligt og det er ubehageligt. Hun er nød til "at spille med" og bearbejde sorgen. Der findes nok forskellige kriseteorier, men vi må hver især bearbejde vores sorg/modgang. Ingenting at gøre er ikke løsningen. I givet fald tager sorgen magten fra dig, hvis du ignorer den og vil løbe fra den. Det kan jo give en dyb drepression. Det er iøvrigt noget sludder at sige, at tiden læger alle sår. Det gør den ikke, men vi må alle videre på trods. Det gør Maria på sin måde selv om hun har nok at slås med...

Øhrstrøm har skabt en fortælling, der på forskellig vis berører os alle... og ræven (og måske ulven eller andre dyr) ser vi som dyr, som frastøder os... mere eller mindre... Nogle har andre dyr som "hadedyr": Rotten, musen, hunden (i nogle islamiske samfund), men vi kan ikke komme udenom sorgen/krisen.

Vi får nu fornøjelsen af, at forfatteren til månedens bog, Louise Øhrstrøm, vil deltage i vores debat. Det glæder jeg mig meget til.

Louise vil følge vores debat og hvis nogle af jer har spørgsmål til hende, så kom frem med dem. Det kan altid være sjovt og givende at høre lidt om forfatterens tanker bag romanen

Hej.

Jeg springer over denne måneds bog. 

Hilsner Tina

....og vi skal i gang med "Efter Rosinen". Louise Øhrstrøm  har netop modtaget Danmarks største debutantpris,  Munch-Christensens Kulturlegat, for romanen, og det synes jeg bestemt også, at hun har fortjent.

Onsdag d. 27.10 kl. 17-18 har vi på Frederiksberg Bibliotek et arrangement med Louise Øhrstrøm, der vil fortælle om sin roman, så der har I mulighed for at møde hende, hvis nogle af jer bor i nærheden