Fra læseklubben DR Romanklubben
Det syvende barn
Læseklub
Af Michael Linde Larsen. Publiceret 01/12/2011. Opdateret 06/02/2012.
Deltag i debatten om den prisbelønnede 'Det syvende barn'. Bogen er til debat i hele februar.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- 3731 visninger
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Helt ærligt, jeg forsøgte at komme videre, men følte mig helt indifferent overfor bogen og skulle bruge en masse energi på at komme ind i bogens univers igen. Jeg beklager, men syntes ikke, det var umagen værd. Bogen er afleveret på biblioteket!
Med tanke på alle de gode mennesker, der er begejstrede, må jeg bare konstatere, at denne bog ikke ramte mig!
Spændende om du får læst dem - siderne - og om det ændrer noget?
Hej Karen. Det der undrer mig er, at det føles så ÆRGERLIGT (Gittes udtryk) ikke at kunne fordøje bogen.
Jeg har nok udtrykt mig kluntet og gentaget mig selv, men har vist svært ved at finde de rigtige ord for ærgrelsen. Oftest kan jeg da lægge en bog fra mig uden at skænke den mange tanker og - ikke mindst - uden at ærgre mig over at jeg ikke kan hamle op med den, men dét kan jeg ikke med denne.
Jeg vil sige som du: "Kom igen, Valeur". Skriv om donorbørn (som jeg har hørt eller læst at han har tænkt på). Børn som har en anonym sæddonor som far.
Det interview der nævnes ligger på www.dr.dk/Romanpris. Her fortæller Erik Valeur blandt andet om de tanker han har gjort sig om sin egen start på livet - på spædbørnehjem.
Egentlig har du selv svaret på dit spørgsmål, moldt - ligesom f.eks. Gitte og Ridder1.
Men jeg har her i aften på p1 hørt et interview med Erik Valeur, hvor han bl.a. fortæller lidt om sin overraskelse ved at opdage, hvor anderledes det var at skrive skønlitteratur for en dreven journalist - han troede jo bare han kunne det der!
Det er faktisk et meget sympatisk, afdæmpet og tankevækkende interview, både om romanens indhold, personlig historie og skriveprocessen. Det kan anbefales..
Jeg siger bare: kom igen Valeur!
Sammenlignet med tidligere romanklubbøger vi har diskuteret, så går det lidt trægt denne gang, ikke? Hvorfor? Er der nogen der har et bud? Er personerne trods alt for uinteressante, for "kunstige"?
Jeg selv har svært ved at holde dampen oppe. Har I andre også dét? Og i givet fald - hvorfor?
En lille reminder
Der er lavet en analyse af Det syvende barn her på Litteratursiden.
I kan finde den her:
http://www.litteratursiden.dk/analyser/valeur-erik-det-syvende-barn
/Rikke
Jeg synes det er en spændende tanke Moldt og Karen har fat i. Det giver mening for mig at forfatteren vrede står i vejen for den gode historie. Den vil jeg lige tænke lidt mere over.
Egentlig havde jeg besluttet slet ikke at blande mig i debatten denne gang, bl.a. fordi det er fejt at udtale sig om en bog, man ikke orker at læse færdig, fordi den slet ikke fænger. Det er som om trådene skal samles op hver gang. Det er dobbelt ærgerligt, fordi jeg synes, der er lysende øjeblikke rundt omkring i bogen. Jeg tror, dette magiske sker når forfatteren for alvor glemmer sine journalistiske dyder og forlader reportagestilen og de alt for tydelige "antydninger" af, at nu er det sandelig mystisk eller uhyggeligt eller anderledes end man skulle tro.
Det var dig, moldt, der med dine ord om betydningen af forfatterens vrede provokerede mig til at skrive. Jeg kom til at tænke på Aksel Sandemoses bog "Murene omkring Jeriko", som Sandemose begyndte på som en mindebog om sin afdøde søn. Bogen indledes med et referat af en samtale, hvor forfatteren forklarer en malerven, at han ikke kan skrive, fordi sønnens ansigt hele tiden kom imellem ham og skrivemaskinen, og han spørger: Hvad ville du gøre, hvis der kom et ansigt mellem dig og staffeliet? Maleren svarede: Jeg ville male det ansigt.
Måske er Valeurs vrede alt for stor og ikke til at komme rundt om? Måske ligger den stadig alt for tungt mellem ham og hans PC? Måske skulle man (jeg) med det i baghovedet alligevel få læst de sidste par 100 sider....
Hej Gitte
Jeg er enig med dig, når du bruger ordet: ærgerligt om "Det syvende barn". Det ER nemlig ærgerligt, at man som læser bliver mere ærgerlig end berørt af beskrivelserne af børn og voksne. Der er så mange gode intentioner med bogen og jeg ville gerne være med hele vejen, men gik kold i det. Mon det er sådan, at en åregammel, latent vrede hos forfatteren er kommet til syne ved arbejdet med bogen og er blevet mere voldsom i udtrykket end det var tænkt og er kommet til at overskygge den oprindelige ide?
Super ide at dele bogen op og jeg er helt med på at debattere om Magna og Marie, som jeg synes er meget spændende personer i bogen. Jeg er med i Tinas fysiske læseklub og personerne Magna og Marie kunne virkelig få debatten til at flyve.
Jeg mener, at Magna er god og vil det gode for børnene. Jeg tror som Tina, at hun blev fanget i et spind, som hun efterfølgende ikke kunne komme ud af og som hun tildels mistede kontrollen over. Jeg tror ikke hun har gjort det for at få en økonomisk gevinst ud af det, for jeg har ikke indtryk af at hun bruger penge på sig selv. Hun har haft en klemme på politikeren og har nok også fået mere økonomisk støtte end andre børnehjem, men jeg tror de penge er blevet brugt på børnehjemmet og børnene.
Jeg har ikke noget svar på hvorfor Magna vælger at beholde Marie, på trods af, at der er adoptionsforældre der ønsker hende, men jeg forestiller mig at Magna har beholdt Marie for at kunne holde øje med hende og sørge for at politikeren ikke kunne få fingre i hende. Meget gik jo galt i forhold til Magnas oprindelige planer. Politikeren har haft en klemme på Magna og hun har måske beholdt Marie for at kunne bruge hende som forsvar/våben, hvis det blev nødvendigt. Jeg har ikke indtryk af at Marie og Magna har noget videre mor/barn forhold, men nu er det jo Marie der fortæller og jeg tror der er meget der bliver udeladt af fortællingen.
Jeg er helt enig med Moldt i at adoptivforældrene bliver fremstillet som nogle skrækkelige menesker og jeg har også meget svært ved at tro på at det er gældende for alle er sådan. Jeg undrer mig også over fremstillingen af børnehjemsbørnene. For kan det være rigtigt at alle adopterede børn på den ene eller anden måde er indblandet i drab? Jeg synes det er utroværdigt og ærgeligt.
Det var så en lille tanke herfra.
Hej Tina og tak for godt indlæg.
Magda er en rigtig god person at starte med.
Er Magda en udspekuleret og ond person eller bliver hun fanget på det forkerte ben af sine egne forbrydelser?
Hvad mener I andre?
/Rikke
Jeg er kun i begyndelsen af romanen og alligevel har jeg følelsen af at være begyndt på mindst fire romaner. Jeg har meget svært ved at holde fokus, da det er som om en ny roman eller en ny hovedperson popper op, hver gang jeg har fået lidt hold på fortællingen.
Jeg håber at fortællingerne samler sig på et tidspunkt og at jeg når at læse romanen inden den skal afleveres til en ny læser på biblioteket....
Det er en fornøjelse at følge kommentarerne her på siden og jeg er imponeret over den grundighed de fleste af jer lægger for dagen i forhold til nærlæsning af teksterne.
Caroline
God ide, Rikke at tage bogen i mindre bidder. Jeg er selv ret optaget af børnehjemmets forstanderinde, Magna. I vores fysiske læseklub snakkede vi en del om, hvorvidt hun var udspekuleret og ond, eller om hun mon bliver fanget på det forkerte ben af sin egen forbrydelse, som i starten "blot" var en lille ombytning af børn til alles bedste. Jeg tror egentlig selv, at tingene løber løbsk fra hende og at der så pludselig ingen vej er tilbage. Hendes og Maries forhold er bestemt også en tanke værd, for hvilken protokol eller dagbog skal vi mon stole mest på ? Er Magnas protokol fyldt med ønskebilleder og selvbedrag, eller er det den virkelig sandhed? Jeg er ikke selv sikker på, hvad jeg tror :-)
Hilsen Tina
Jeg kan udemærket forstå jeres indlæg, Gitte og Mary-lou, jeg mener også den kunne være skåret ned med 200 sider. Og man skal holde tungen lige i munden for at få has på hele historien,da der fungere en hel masse på en gang.
Så det vi kan gøre er, at dele bogen op i bidder, emner, såsom adoptivforældre, politik, pesonerne ect
Hvad siger i til det?
Moldt, jeg ser heller ikke denne bog som en krimi, da der blandt andet mangler et synligt plot, der er for mange personbeskrivelser til at det kan være en krimi, hvis det var en krimi, så skulle historierne af familierne, baggrundshistorierne om børnenene halveres, så kunne den måske fungere som en krimi.
Rikke
Vi har diskuteret Det syvende barn indgående i den romanklub, som jeg er tovholder på. Meget delte meninger, kun det ene blev vi enige om: at bogen er lang, alt for lang. Kunne Valeur dog bare have nøjedes med at skrive et godt essay om adoptionstemaet - og om Skodsborg Spædbørnehjem. Jeg greb den med stor interesse, men måtte kæmpe mig gennem de første 600 sider - hvorefter jeg ikke engang følte mig fristet til at læse slutningen. Jeg er enig med dig, Gitte, i at bogen mangler redigering. De mange forsøg på at skabe små cliffhangers irriterede mig. Dens meget karikerede mediebillede holder ikke vand, ligesom de politiske intriger i og omkring Nationalministeriet forekommer mig umorsomme og uelegante. Skæbnetemaet - tror vi på at børnene har et fællesskab for livet qua opholdet på Elefantstuen? Man kan måske sammenligne med Peter Høeg, men ikke til Valeurs fordel. Jeg er færdig med den bog!
Det er svært med en bog som denne, som lægger sig mellem selvbiografi og fiktion.
Følelserne hos adoptionsbørn er sikkert genkendelige, men for mig som læser bliver det overskygget af beskrivelserne af adoptionsforældrene. De er grumme, uden indføling, selvoptagede osv. Ligesom omtalen af politikerne er parodier og sarkasme og ja- faktisk er de temmelig nedladende omtalt - alle som en. Jeg har tidligere skrevet om "Grauballemanden" som et eksempel. Det bliver meget sort-hvidt, for meget, kan man mene.Der kan siges meget om politikere, men SÅ grumt beskrevet som i denne bog, er hverken morsomt eller troværdigt. Eller hvad?
Jeg har ikke tænkt på den som en krimi, men det er det måske (også)?
Kære Gitte,
Hvor er det befriende at læse dit indlæg. Jeg har haft alle de samme tanker og kan ikke forstå at bogen er så populær. Mener den er al for hypet og blevet oversolgt i medierne.
Der er ingen tvivl om Valeur kan skrive, jovist, men der er jo netop historier til flere romaner i en. Man skulle tro han havde tænkt at dette var hans eneste chance for at skrive en roman og så skulle alle ideer med - savner en skarp redaktør. Jeg synes det er synd, at det ellers vigtige emne om børnehjemsbørns skæbner går tabt i roderi.
Jeg ville lyve hvis jeg påstod at "Det syvende barn" af Erik Valeur var en fornøjelse at læse.
Jeg har normalt ikke noget i mod lange bøger/tykke bøger, tvært imod. Men den her var bare for lang og for rodet og så er der alt for mange bihistorier og afstikkere. Ja man skal godt nok holde tungen lige i munden og alligevel er det så frygtelig nemt at blive slæbt på vildspor.
Jeg er slet ikke i tvivl om at der gemmer sig op til flere gode historier i "Det syvende barn". Selve børnehjems-historien var jeg meget vild med og ville gerne have haft mere af den. Krimidelen... hmmm fik meget hurtigt luret hvem "morderen" og det forsundne barn var, så den del holdt ikke helt for mig.
For mig virker det lidt som om at Erik Valeur har rigtig mange historier han gerne vil fortælle. Desværre er de ikke blevet splittet op og fortalt i 2, 3 eller 4 bøger, men rodet sammen og bragt i en og samme roman. Øv altså... Jeg synes det er rigtig ærgeligt for jeg er vild med sproget og synes Valeur er rigtig god til at skabe billeder og stemninger. Men romanen, i den form som den har, er simpelthen for rodet til mig. Jeg fik den læst men det var en sej kamp. Øv siger jeg igen for der er mange gode ting i den bog, men de forsvinder i rod.
Hvad siger I?
Kh Gitte
Jeg vil bare tilkendegive at jeg regner med at få fingrene i månedens bog i løbet af ugen der kommer, og så håber jeg at få tid til læse den i min vinterferie i uge 8 .
Som jeg fik nævnt i overskriften til dette indlæg, er jeg nr. 15 i bibliotekskøen, så jeg har været ude på det private lånemarked.
( Istedet har jeg bedrevet ventetiden til at stifte bekendtskab med Murakamis forfatterskab, Iøvrigt- absolut anbefalelsesværdigt, men det er jo en helt anden snak ; )
Nu bliver det spændende og se om jeg også er en af dem der syntes at denne bog er for lang ?
Iøvrigt glæder det mig at se at der er ved at komme gang i denne måneds debat.
Jeg håber jeg når at læse den meget gedigne moppedreng af en romandebut, og vil glæde mig til at bidrage, hvis jeg altså når det inden måneden er forbi.
Til gengæld har jeg allerede fået fat i martsmåneds bog , så her er jeg med fra starten : )
Hej Rikke. Han er departementschef og får øgenavnet pga. hudens påståede lighed med moseliget.
Der kan jo lægges rigtig meget symbolik i det. Ved ikke om det er sådan ment.
Han er vel en bifigur i persongalleriet, men alligevel omtales han på denne måde på s. 284:
"Grauballemanden så på sit ur, der år for år var kommet til at hænge løsere og løsere i sølvkæden om det benede håndled. Hans øjne lå i en fold så langt nede på kinden, som de næsten kunne komme. Måske så han - i et glimt - sin datter, da hun sidst var hjemme fra Amerika og sad i haven med udsigt til Hareskoven, mens han kone lå på alle fire i et rosenbed og klippede overskydende kviste væk med en sølvhavesaks."
Ironi? Sarkasme? Godt eller skidt? Har det noget at gøre med tamildrengen, som der skal tages stilling til - eller hvad? Hvorfor konen i et rosenbed med en sølvhavesaks (hvordan sådan en ellers ser ud). Og hvordan ligger man på alle fire i netop et rosenbed? osv. osv
Hej Moldt
Godt spørgsmål, jeg er også i tvivl om Gravballemanden, og hvorfor han hedder det, også. Den rigtige gravballemand er et mosefund fra Nebel Mose, derudover Han lå på maven i mosen, med det højre ben bøjet og den højre arm vredet tilbage. Han var noget deform, da trykket fra jordlagene havde mast ham lidt. Der var hverken spor efter beklædning, smykker eller andre personlige sager. Det kunne konstateres, at det nøgne lig var af en voksen mand på ca. 30 år med en højde på 175 cm. Manden var blevet henrettet med et snit gennem halsen fra øre til øre. Endvidere havde han læsioner på Kraniet og det ene Skinneben (fra wikipedia) Jeg tænker at Gravballemanden på en og anden måde har en sammenligning med den rigtige Gravballemand, men hvilken?
Forholder han sig ikke ofte i baggrunden? - det er et stykke tid siden jeg har læst bogen, (så jeg er pt en smule rusten i hukommelsen) Mener at kunne huske noget om, at han nærmest går i med tapetet og bliver kostet rundt med trods hans stilling. Hans betydning er svær at bedømme.
Er der mon andre der har et bud på Gravballemanden?
/Rikke
Der er mange personer at holde styr på i "Det syvende barn".
Jeg har tænkt lidt over hvad og hvem Grauballemanden er og hvordan han beskrives? Hvilken betydning har han? Hvordan skal vi som læsere forholde os til ham? Er der nogen der har en ide?
Hej Jytte
Du har helt ret, det er en fantastisk historie med mange mange side historier og bi-historier, og det er med at holde tungen lige i munden for at følge med. Jeg glæder mig rigtig meget til at snakke om bogen. Ikke mindst at få snakket personerne igennem.
bedste hilsener
Rikke
Jeg er enig med Lykke Hjorth - en rigtig cliff-hanger. Den er meget velskrevet, og jeg nød læsningen, fordi den er så meget mere end en kriminalroman.
Her er samfundskritik med humor og ofte sarkasme. Som læser, ikke helt ung, bliver man mindet om de "gode kvinders" tid.
Beskrivelsen af "Stationen" er i top.
Persontegningen er så god, at hver persons hidtorie kunne være en roman for sig selv med diverse bipersoner. Der er så mange skæbner, man gerne ville have hørt mere om.
Det er rigtigt at grebet med de løse ender, antydninger kan synes lidt i overkanten.
På et vist tidspunkt til sidst i romanen kom jeg (undskyld, og det er skrevet med et glimt i øjet) til at se Peter Sellers for mig som Gunga Din i "The Party", hvor han bliver ved med at sende et signal, selv om han burde være død. Hver gang jeg tænkte, nu har vi løsningen, var der lige en ting mere.
Men alt i alt en dejlig bog.
Jytte Pedersen
Stort tillykke til Erik Valeur, som har modtaget Weekendavisens litteraturpris,
Fra DR.dks hjemmeside;
Romanen "Det syvende barn" er allerede solgt i store oplag, og torsdag aften vandt journalisten og forfatteren Erik Valeur Weekendavisens Litteraturpris 2011 for romanen.
Med æren følger en check på 100.000 kroner, der blev overrakt ved en middag på restaurant Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg.
Romanen handler om syv børn, der alle kommer til verden på Rigshospitalets fødegang B og bliver bortadopteret gennem frøkenerne på børnehjemmet Kongslund.
Hyldesttale
De fleste af børnene har ingen anelse om deres fortid, men den ene bærer på en hemmelighed, der kan vælte regeringer.
Rene Gummer, der anmeldte bogen, sagde i sin hyldesttale til vinderen:
- Din historie, Erik, er drevet af en universel og eksistentiel smerte, som de fleste læsere kan forholde sig til og mange identificere sig med: at vokse op uden sine forældres kærlighed, at blive forladt af de eller den eneste, der aldrig kan eller bør forlade en.
Erik Valeur er født 1955. "Det syvende barn" er hans skønlitterære debut.
Flere priser
Han har modtaget adskillige priser som journalist, herunder Cavlingprisen, og har flere fagbøger bag sig.
Weekendavisens Litteraturpris er uddelt siden 1980, og Valeur er den 32. vinder.
Vinderen udpeges af avisens læsere, som stemmer på et felt af 10 kandidater, udvalgt af avisens litteraturkritikere.
Sidste år gik prisen til Birgitte Kosovic for "Det Dobbelte Land".
Rikke.
Jeg synes, historien er svær at holde styr på. Så jeg har slugt den i bidder.
Sikke vi skal leve os ind i dystre børneskæbner i år. Det er ret fortvivlende!
Efter min mening overdriver forfatteren groft virkemidlet med bange anelser - men sådan skulle det ikke gå og - havde jeg dengang vidst - og -det blev sidste gang de tre skulle mødes. Det er effektivt, MEN IKKE SÅ MANGE GANGE!
Løsningen tager jeg hatten af for - især en enkelt uforudsert detalje, som minder om noget vi kan huske fra det virkelige liv fra den tid. Virkelig overraskende. Og vi skal jo ikke sige for meget her, men historien holder. Usandsynlig er den - men den holder.
Hanne Ingerslev
Jeg har allerede slugt denne debutantroman fra Erik Valeurs hånd. Her er mord fra første side. Og det er ikke det eneste på de 700 sider. Glæd jer til at læse og debatere den!
Det syvende barn glæder jeg mig til at snakke om. Jeg var med til at vælge den, som jury i Danske Banks Debutantpris, så jeg glæder mig meget til at høre jeres mening om bogen.
Rikke