Fra læseklubben DR Romanklubben
Det store hus
Læseklub
Af Rikke Smith. Publiceret 27/06/2012. Opdateret 01/12/2012.
Så er det tid til at tage hul på debatten af Nicole Krauss' anmelderroste 'Det store hus'. Bogen er til debat i hele august måned.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Hej KTK
jeg læste interviewet i weekendavisen..i weekenden, sjovt nok :-) jeg må sige, jeg var en smule skuffet over det, havde håbet hun afslørede mere om bogen, jeg syntes nærmest intervieweren (synne Rifbjerg) gik mere op i hvor godt Krauss så ud.
- Rikke
Hej Allesammen.
Tak for en spændende debat om: DET STORE HUS. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at Nikole Krauss bliver interviewet af - Synne Rifbjerg - i denne uges Weekendavis. (Uge 35, 31. august 2012), i tillægget: "Bøger" side 14. Med overskriften: Romanen- en kærlighedserklæring. Her fortæller hun bl.a. om: DET STORE HUS.
Mange hilsner. KTK
Lige en tilføjelse ; jeg havde helt klart sympati for faderen over hans reaktion på psykologens " gode råd", og kunne endda små grine over beskrivelsen, for inderst inde ved vi jo alle sammen bedst hvordan vi vil opdrage vores børn, og det at gøre sig klog på andres afkom - her skal vi virkelig træde varsomt, for blod er jo som bekendt tykkere end vand ;)
Nu er jeg så langt at sidste side er vendt i bogen, men dermed ikke være skrevet at jeg er færdig med bogen...det er vidst en af de læseoplevelser der bliver siddende længe, med mange løse tråde og uafklarede spørgsmål.
På et tidspunkt var der en bruger der spurgte til handlingen.
U ha - nu bevæger jeg mig vidst ud på usikker grund, men alligevel vover jeg springet og kommer med et bud.
For mig at læse er det en bog der netop handler om alting og det at der ingen svar er .
Alligevel er det et tilbagevendende tema i de mange historier det handler om at frigøre sig fra sit ophav, og være sig selv med den bagage man nu har med i form af gener , kultur / opvækst og andet.
Jeg syntes det er rigtigt tankevækkende at forfatteren lader os læsere læse om så mange historier der omhandler børn der er blevet skadet af forældrene ( jvf.myten om Abraham og Isak ) En fantastisk beskrivelse både om Lotte Berg der giver sit barn væk, og beskrivelsen af historien om " danseren og barneskriget"en begyndende psykose kommer i kølvandet på denne historie , med barneskrig og barnestemmer der høres.
Ja- Moldt - det er et tungt hverv at blive forældre, men det bedste tror jeg er hvis vi kan give slip og lade enhver leve sit eget liv som det sig nu bedst lader sig gøre.
Belæg for min påstand i min overskrift, finder jeg også i at forfatteren netop nævner både Kirkegaard, Sartre og Camus i bogen, så hun er i hvert fald ikke ukendt med denne tænkemåde / filosofi.
Ang. skrivebordet fandt jeg på s. 301 en meget ildevarslende beskrivelse af dette monstrum, vidst nok er det Lotte Bergs mand der udtaler disse tanker, og til slut vil jeg lige citere nogle rammende ord fra romanens s. 339 hvor det vidst er den oprindelige ejer af skrivebordet ( den gamle historiker / W.s far ) der udtaler følgende ; " I den kommende verden , vil vi alle sammen bo sammen i erindringen om vores erindringer "
Det er et barsk afsnit med psykologens besøg. Forfatteren er god til at gøre læseren (mig) usikker på, hvor sympatien og forståelsen skal ligge. Det er rigtigt som du skriver, at det kan give utryghed når far og mor er uenige om opdragelsen og som her - opfattelsen af deres søn. Men gør psykologen det værre eller bedre for dem?
Hvordan er det for et barn når:"Din mor fortsatte med at holde øje og bekymre sig" ... osv. s. 94. Og far rusker ham, fordi han skaber sig over vandet i badekarret. ... og fortæller (os): der var ikke noget at spise, ingen penge, intet legetøj, huset var koldt, og vi legede, mens de andre blev myrdet i pogromerne...
Det er et svært liv både for far og mor og bliver svært for sønnen. Måske er det far og mor der skulle have haft hjælp i tide? Hvem kan komme psykisk helskindet ud af oplevelserne og overgrebene da DE var børn?
Men hvorfor er den ældste søn tilsyneladende uberørt? Hvis han altså ER uberørt?
Jeg ved ikke hvordan man skal se på det, men svært er det.
Jeg har lige genlæst kapitlerne om " Ægte godhed" i sammenhæng ( - takker også Moldt for den gode ide med at læse dem i rækkefølge ) , og jeg ved ikke om det er fordi jeg er farvet af mit fag ( børnehavepædagog) at jeg lægger så stor vægt på den episode med psykologen der bliver tilkaldt , hvor faderen og moderen er grundlæggende uenige om opdragelsen, men jeg er sikker på at det får indflydelse på et barns personlighed hvis man oplever utryghed i barndommen, og her er det (som alle lommepsykologer nok er enig med mig i )at meget psykisk sygdom kan opstå, eller måske bliver barnet Dov bare mødt forkert fra starten ???
Ja- Rikke - jeg er enig med dit bud på at det er derfor han finder hjem,han er simpelthen brudt sammen - og måske håber han også på at finde forsoning med sin far ?
Noget andet er at hele bogen jo er gennemsyret af den her skylds følelse , som måske netop det jødiske overlevende folk må bære med sig ...Jeg grubler også stadig over overskrifterne i bogen, og så har jeg undret mig over fortælleren i første kapitel hele tiden henvender sig til den høje dommer ? - men det afsløres måske til sidst jeg er stadig ikke nået til vejs ende, men regner med at få tid i weekenden.
Kære Marit og Moldt
Marit, det fantastiske ved denne læseklub er, at man kan gå ind og finde alle guldkornene, som de aktive medlemmer har skrevet, langt tid efter debatten er færdig. Du har ret, det er ikke en nem bog, det er det der gør at jeg har lyst til at læse den igen.
Moldt, jeg har også spekuleret over, hvorfor sønnen kommer tilbage, mit bud er, at han er psykisk syg; de lange ture, det forvrængede syn, jeg tror det må være det der er galt med ham.
Rikke
Er der nogen der har et bud på, hvorfor sønnen kommer/flytter ind hos sin far igen. Han har sagt sig job op.
Han siger, at han har en frygtelig hovedpine og at lyset gør ondt i hans øjne og at han må lægge sig. Er han syg? Ved at dø? Hvad søger han hos sin far?
Trods de bedste intentioner er jeg ikke kommet ret langt med "Det store hus". Der har været for mange forstyrrende elementer i mit liv. Jeg vil stadig gerne læse den færdig og kan glæde mig over den hjælp jeg får af de mange input her i læseklubben. For det er ikke en nem bog, og man skal have mere tid, end jeg har lige nu for at få noget ud af den.
Kære Moldt
Det var et godt fif du gav, med at læse historierne helt færdige. Jeg skal gennemgå bogen i næste måned med min amerikanske læseklub på biblioteket. Det giver rigtig god mening at gøre som du anbefaler.
Måske jeg også kommer nærmere den jødiske tolkning, som Caroline efterlyste, og som jeg finder meget meget spændende, men ikke har svar på.
Jeg kan sagtens se hvad I mener med forstemmende og uden håb, man sidder tilbage og mangler noget, og man kan ikke sætte ord på det, bare tomt.
Rikke
Hej Connie
Du kan godt glæde dig til "Kvinde på flugt fra meddelelse", men den kræver GOD tid - som dog er godt givet ud, opdager man.
Jeg oplevede den som en smuk og rørende bog - hvor man ligesom i "Det store hus" læser om jødiske spørgsmål - og traumer. Samtidig er man på vandretur med hovedpersonerne rundt i det israelske landskab, hvilket er fint beskrevet. Man får lyst til at gøre dem vandringen efter. Ikke psykisk, men fysisk.
Mht. "Det store hus", så hjælper det meget, hvis man 2 gang læser kapitlerne som de nu hører sammen. Altså gør historierne færdige i stedet for at læse dem i den rækkefølge de står i bogen. Men det har du måske gjort? Det hjalp på min læsning - men spørgsmålene blev ikke færre, tværtimod. Alligevel synes jeg det er en god bog. Men jeg har det som dig, den kan føles forstemmende. Jeg ved ikke helt hvor håbet er. Om det er der hvor temaet "Ægte godhed" nævnes. At de gør noget godt UDEN at vente at få noget igen? Tror du det?
Det stor hus er jo som bekendt et anmelderhit, og jeg medgiver at de forskellige historier er rigtig godt fortalt.
Jeg havde dog lige en a-ha oplevelse da jeg læste Karin Hedemands blog om " Sommerlæsning", hvor hun er inde på stemninger bøger afgiver til læseren.
Denne synsvinkel fik det mig til at tænke på hvorfor jeg har haft det så svært med den her bog.
Jeg må tilslutte mig Carolines indspark om at det er svært helt at forstå alt , især alt det jødiske , men temaerne om skyld , tab og savn er jo evigt gældende eksistentielle problemstillinger der burde berører alle der læser om disse. Jeg må desværre indse at bogens fortællinger virker for forstemmende på mig ( for ikke at sige deprimerende ) til at jeg tror jeg orker at læse bogen to gange, selv om den ganske givet folder sig mere ud hvis jeg altså bare havde tid og lyst...men der er så mange andre bøger , så jeg vil nøjes med at takke jer aktive læsere for at komme med gode inputs og spørgsmål- I har med jeres skarpsindige indlæg været med til at berige min læseoplevelse, men jeg er jer svar skyldig med hensyn til spørgsmålet om skrivebordet der alligevel ikke er gennemgående i alle kapitler,- .... men der er altså noget med det der møbel- på et tidspunkt er der en af de midlertidige brugere der føler lettelse ved at komme af med det, jeg mener endda der står noget om at komme af med hævngerrigheden ? - skal lige slå efter , og pyh ha, ja som Moldt skriver - der er intet - Kun tomhed. Det er sørme en hård nød at knække - jeg har ingen svar på meningen heller...
De kapitler der sidder fast hos mig er historien om faderen og sønnen ( som Moldt også fremhæver )
Det at generationerne ikke forstår hinanden / ikke kan nå hinanden, ja det er rørende og jeg tilslutter mig også Moldts fortolkning om at det er svært at opleve sit afkom så lig sig selv , så man må lægge afstand til vedkommende for at beskytte sig selv og barnet.
Historien om de to søskende med den dominerende antikvitetshandlerfar fandt jeg nu også tankevækkende, men alle historierne er jo tankevækkende , netop fordi de alle behandler almen menneskelige problemstillinger.
Jeg har i øvrigt Kvinde på flugt liggende og vente Moldt- håber jeg har noget at glæde mig til ?
Denne måneds bog er bestemt en godt fortalt historie, og jeg har haft en god læseoplevelse, men den kræver ganske rigtigt - som det også tidligere har været nævnt overskud af læseren.
Nu glæder jeg mig til Jenifer Egan der med sin "Tæskeholdet banker på "har en helt anden " munter grundtone" - men det er nok ikke retfærdigt at sammenligne de to bøger.
Er der et godt bud på hvorfor skrivebordet ikke "optræder" i disse kapitler? Hvordan forstå dét?
Bortset fra det, så er det rørende at læse om far og søn og umuligheden af at nå hinanden. Jeg læser ikke faderen som ond, men at han elsker sin søn smerteligt højt og måske genkender sig selv i ham. Genkender sine egne følelser og svagheder, mener jeg. Og at hans håb og kamp er, at sønnen skal bekæmpe svaghederne, sådan som han selv har gjort - for at kunne leve det svære liv, som faderen altså opfatter og selv har levet det.
Samtidig har han svært ved at forstå sønnens forfatterdrøm. "Forklar mig det.... for jeg vil gerne forstå. Du skriver og visker ud. Og det kalder du et arbejde? Og du, i din uendelige visdom, du sagde: Nej, en levevej! s.68. siger han til sønnen.
Iøvrigt er der scener i disse kapitler der minder mig om David Grossman: "Kvinde på flugt fra meddelelse".
Jeg har lige afsluttet læsningen af "Det store hus" og ja det har været en stor fornøjelse at læse den. Men som du skriver, Rikke, så kræver fortællingen noget af sin læser – og som flere også skriver, så tror jeg at en genlæsning vil hjælpe med et større overblik over fortællingen. For øvrigt er May Schacks titel på sin anmeldelse i Politiken: Brooklynforfatters nye bog bør læses to gange – og det kan jeg som sagt kun være enig i.
Jeg er ikke selv kommet nærmere svar på mine egne spørgsmål fra mit tidligere indlæg, men er meget enige med jeres bud – Rikke og Moldt. Ang. Freud, så skriver May Schack i sin anmeldelse: Isabel går rundt i Freuds lejlighed i London, hvor hans arbejdsværelse er nøje genskabt. Det er et virkeligt hus, man kan gå igennem, men det er også »en tur gennem det metaforiske hus, som sindet er«. Og den læsning er jeg også meget enig med hende i.
Rikke – du skriver om den amerikanske tradition og en trend i litteraturen lige nu med at skrive om en ting og så spinde fortællinger op om den – jeg glæder mig meget til at fortsætte studiet af amerikansk litteratur og se hvorledes Jennifer Egans" Tæskeholdet banker på" placerer sig i denne tradition.
Caroline S.
ja, Moldt, det er noget af et spørgsmål, jeg tror det må være et større eksistentielt spørgsmål om livet og tilværelsen
Meget interessant, mon der er andre der har et svar på dette?
Rikke
Hver især er de spændte på, hvad den aflåste skuffe rummer. Men der er intet. Kun tomhed. Uhyggeligt, ikke? Hvordan skal vi forstå denne tomhed?
Hej Caroline og Moldt.
Jeg har med stor fornøjelse læst Det store hus, læs mine tidligere indlæg. Jeg har også gået og tænkt over bogen i længere tid og er ikke kommet frem til den endelige fortolkning, det er jo i grunden dejligt med sådan en bog, at man ikke helt ved om det man er kommet frem til er det rigtige.
Caroline, du skriver at det er en rammefortælling, som "De ufuldkomne", du har ganske ret. Bogen falder ind i en amerikansk traditione, og jeg ser i høj grad også Krauss´bog i den sammehæng, i den amerikanske tradition, omend ikke som den store historie, og dog, for selvom bogen er opdelt, opvejer fortællingen om skrivebordet.
Den lille dreng i "løgne børn fortæller" ser jeg også som en reference til den jødiske fortælling og en erindring om fortiden.
May Schack har i sin anmeldelse af bogen i politiken tolket titlen således:
Titlen, ’Det store hus’, henviser til Kongernes Bog om templet i Jerusalem, der blev brændt, og i videre forstand til erindringens forsøg på at sætte tabets fragmenter sammen.
Der har vi erindringen igen ; erindringens lammende byrde og det kunne meget vel være som Moldt skriver et symbol på skrivebordet.
Jeg er på ingen måde kommet nærmere en fortolkning.
Dejligt at debatten er kommet i gang.
Rikke
Hej Caroline. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men da jeg læste om Freud, tænkte jeg at forfatteren måske vil sige, at selv om man er psykoanalytiker, ja så kan livet (måske det jødiske liv) blive så svært at han må gøre en ende på det.
"... at Freud, som mere end nogen andre formåede at kaste lys over erindringens lammende byrde, lige så lidt som alle os andre havde været i stand til at modstå dens mytiske fortryllelse."
Som de fleste andre personer i bogen, klamrer også Freud sig til tingene, møblerne, det kendte. Jeg læser det som "erindringens lammende byrde", som menneskene her ikke kan komme fri af.
Skrivebordet er måske et symbol på dét? Måske er det en frigørelse at flyglet er hejst op (og væk). Leah spiller ikke på det efter faderens død, ligesom det er en frigørelse da skrivebordet er låst inde og væk til sidst? Jeg ved det ikke, men de personer der bor sammen med det kæmpemæssige bord, føler det både skræmmende og lammende. Og forfatteren i "Retten er sat" har brugt sit liv ved skrivebordet og må erfare at hun ikke har (turdet) leve livet. Som om bordet har "ædt" hendes liv, tænker jeg. Da hun endelig begiver sig ud i livet, er hun ude af stand til at handle og tænke klart og forelsker (eller hvad hun nu gør) sig i en ung dreng, som nedværdiger hende.
Jeg læser personerne som ensomme, fortvivlede og ude af stand til at nå hinanden. Hver især mærket af de lidelser jøder har været udsat for. Der er mange fortællinger om skæbner under krigen. Og lidelserne påvirker børn og børnebørn.
Jeg er usikker på alt det her, måske er der andre der har gode ideer?
Jeg er mere end halvvejs gennem "Det store hus" og jeg tænker så det knager. Jeg synes det er svært at læse sig ind i en kontekst og en kultur, jeg ikke helt forstår mig på – i hvert fald ikke på samme måde som jeg kender til den klassisk europæiske måde at bygge romaner op på.
Jeg er nået frem til at både " Det store hus" og "De ufuldkomne" (som vi læste i sidste måned) begge er bygget op som rammefortællinger. Men hvor " De ufuldkomne" havde avisens historie som ramme og hvortil journalisternes livsfortællinger knyttedes, så læser jeg indtil nu at i den "lille" fortælling er det bordet der knytter skæbnerne sammen… men så er det at min viden om den jødiske historie kommer til kort… måske kan I hjælpe mig med at samle trådene i den store fortælling….
Hvilken rolle spiller Freud og psykoanalysen i fortællingen?.... Og i samme kontekst er huset så et symbol på personernes ubevidste? Og i så fald – hvad symboliserer husene i alle de små fortællinger så?
I kapitlet ""Løgne børn fortæller" som jeg oplever som et af det helt centrale kapitler til at forstå romanen, og som også helt fysisk er centralt i bogen, er Freudmuseet et sted Isabel gentagne gange besøger. Hvilken betydning har det?
Den lille dreng Isabel møder om natten i samme kapitel, er han en reference til en jødisk fortælling, som jeg burde kende til.. og som ville kunne hjælpe mig til at forstå ham som symbol?
Hvorfor bliver klaveret hejst op under loftet af Leah – og hvorfor har illustratoren valgt at hænge det centrale skrivebord op i snore på forsideillustrationen til romanen?
Jeg håber at I, der har fået fat på romanen og læser med, kan hjælpe mig med nogle svar.
Caroline S.
Kære alle
Vi holder debatten kørende og åben, selvom vi starter med ny bog om lidt.
Tak for de mange fine anmelderklip :-) det kan sætte selv den største skeptiker igang med at læse bogen.
Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen her, men igen skrive at man bør unde sig at læse bogen. Flot sprog og en (lidt) indviklet historie, som på ingen måde er dårlig, men på fin vis forbinder alle ender.
Husk at Krauss besøger Louisiana literature festivalen i morgen
Rikke
Jeg har lige fået fat i bogen, som i øvrigt er næste måneds bog, og derfor meget omtalt i "Samlerens bogklub "- uden at ville lave reklame i øvrigt vil jeg gerne citerer et par lovord om romanen, og desuden - som en ekstra service til Solidarius Poetus skriver jeg - ikke et handlingsreferat men to linier fra bogens bagside der måske kan give en appetitvækker på læsning ( måske også til andre medlemmer af klubben ) ;
" Det store hus er en ambitiøs og gribende historie om kærlighed og tab, eksil og overlevelse på kryds og tværs af kontinenter og årtier"
" Det store hus vækker til eftertanke. Det er umuligt ikke at tænke over , hvad mennesket er for en størrelse. Og at se sit eget livs oplevelser , valg ,møder og erfaringer i et nyt og betydningsfuldt og måske klarere lys" Anna johansen redaktør af " Samlerens bogklub "
May Schack ,Politiken 5 hjerter "Forfatteren spinder så mange lag rundt om sine personer, at man straks efter endt læsning får lyst til at begynde forfra for at få nogle flere nuancer med "
-Sarah Skarum Berlingske 5 stjerner " Formidabel fortælling om kærlighed. Krauss kan skabe stemninger lige så hurtigt som en dirigent , der med et slag får et symfoniorkester til at spille. Alt sammen er det så smukt oversat af Juliane Wammen, så man ikke et sekund bemærker, at historien ikke er udtænkt på dansk ."
Nicole Krauss skriver fantastisk. Hendes smukke , klare sprog og udsøgte metaforer er hypnotisk dragende. Det store hus er en virtuos præstation" Henriette B Lind Jyllands posten giver 6 stjerner .
Alle disse klip har jeg som sagt sakset fra "Samlerens bogklub" medlemsblad.
Disse meget positive anmeldelser giver i hvert fald mig lyst til at gå i gang med bogen, og jeg håber også at vi får en god debat igang. Ja- måske var det en god ide at forlænge debatperioden , som Marit også foreslog, så er der flere der kan nå at skaffe bogen.
Vi høres ved om et par dage.
Hej Tina! Det er vist godt at du er læseklubredaktør og ikke jeg; jeg ville nok forlange/forvente større disciplin :-). Jeg ville også mene at det kun skulle være læseklubmedlemmer, der kunne ytre sig.
Du har selvfølgelig ret, at overveje en bogs handling sætter noget i gang, og spørgsmålet var måske af ren eksistentialistisk art og ikke udtryk for dovenskab.
Det minder dog om et udbredt fænomen i fysiske læseklubber, hvor folk dukker op til møderne for at finde ud af om de gider læse bogen. Så vidt jeg ved, handler læsklubber, fysiske såvel som online, om deltagelse og debat.
Jeg er selv lige begyndt at læse bogen og vil nok mene at et enkelt handlingsreferat ville være lidt af en udfordring.
Men jeg forstår at mange har problemer med at få fat i bogen, så måske skulle debatperioden forlænges lidt?
Den anmeldelse som Marit henviser til kommer her.
Metoden med at spørge om, hvad bogen handler om, kan faktisk være et meget godt trick i en læseklub til at få debatten i gang. Genfortælling af handling er selvfølgelig ikke det mest spændende i sig selv, men ved med egne ord at beskrive handlingen tvinges man som læser til at tage stilling til, hvad man selv synes er vigtigt i handlingen og hvilke temaer, der er interessante i bogen. Det er jo ikke nødvendigvis det samme de andre læsere i gruppen har lagt mærke til eller finder vigtige - og vupti, så er vi i gang og læseklubben løfter snakken op over handlingsniveauet :-)
Det er blot én metode i en læseklub debat - der er selvfølgelig mange andre måder, men denne er nu slet ikke så tosset.
Hilsen Tina
Læs den selv, eller læs anmeldelsen her på Litteratursiden.
Er man med i en læseklub, deltager man selv, hr. Solidarius!
Hvad handler den om?
Hej Connie
"Det store hus" er ret efterspurgt, så der er ikke noget at sige til at der er problemer med at få fat på den. Jeg vil ihvertfald anbefale jer at læse den, når I får fat på den.
Jeg ser frem til at høre fra dig og alle jer andre i september, for det er en fantastisk bog;" Når tæskeholdet banker på" den skal i unde jer selv at læse.
Jeg vil forhøre mig hvornår de næste bøger i Romanprisen vil blive annonceret, jeg vender stærkt tilbage.
Bedste hilsener
Rikke
Jeg vil bare lige give en tilkendegivelse om at jeg (ligesom Ane ), stadig er skrevet op til "Det store hus",.
Jeg ved ikke om jeg når at læse bogen før debatten slutter, men jeg er helt sikkert med på debatterne i september og oktober. Dejligt at læse andet end danske forfattere i dette forum.
Glæder mig iøvrigt også over at Kim Leine er blandt næste års udvalgte forfattere til litteraturprisen.
Hvornår bliver de sidste bøger udvalgt ?
Jeg står stadig på venteliste til bogen, men håber at få den, så jeg kan deltage i månedens debat.
Jeg må også sige som Michael, det er en af de helt store.
Stor litteratur og en fantastisk historie spundet op omkring et skrivebord. Det er en af de nye litterærer trendser der er igang i øjeblikket, for øvrigt, at forfatterene spinder deres historie op omkring en ting.
Men, jeg må dog sige at det er med at holde tungen lige i munden, når bogen læses, man skal ikke være alt for træt eller have gang i andre ting når bogen læses, for der er meget at holde styr på.
Jeg var meget betaget af historien om den israelske far, som ikke helt kan forlige sig med sin søn (Gov) for man tænker hele tiden under læsningen: hvad er der galt med denne søn? er det moren? faren?
Det er nok en bog der skal læses to gange for at få hold på alle historierne, og jeg skal sikkert også læse historien om faren og sønnen igen og ikke mindst for at holde styr på skrivebordets ejermænd og hvordan personerne passer sammen.
jeg mangler endnu 2 historier, jeg er godt underholdt af Krauss univers.
husk at Nicole Krauss og hends mand Jonathan Safran Foer gæster Louisiana Literature som foregår fra torsdag d 23 til søndag den 26 august 2012
Se mere her:
http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Louisiana+Literature
Så forskellige de er, væves de fire spor og deres fortællere ind til at blive en egentlig roman. Hver af historierne har sit helt eget værd, men alle bliver nærmest bare bedre af, at de andre historier også er der. Og over hele bogen svæver skrivebordet som et sted, hvor der kan gemmes hemmeligheder - også til evig tid som i den aflåste skuffe i bordet, hvor nøglen er væk...
Det er en på alle måder stor og imponerende komponeret roman om tab og skyld og erindring og kærlighed og aldring og liv og død. Skrevet i et flot og smukt sprog, der er befriende ligetil alligevel. Absolut en af årets helt store romaner!
Læs hele min anmeldelse på min blog Bogbrokken