Jeg er meget betaget af Marina Cecilie Ronés - ja hvad skal man kalde det - næsten afmålte, stramt doserede skrivestil, som karakteriserer Helene så smukt og sikkert og er en nydelse at læse (det gælder bestemt også N.I.M.B.Y.).

Marianne, du skriver om og undrer dig over Helenes selvvalgte ensomhed:  det er så ensomt at sørge, hvis man ikke kan dele sorgen med nogen. Spændende, så forskellige vi er som mennesker og læsere, ensomhed er det nødvendigvis en dårlig ting? Som jeg oplever det, kan ensomhed forfines og nydes og kan i den grad være nødvendig, også i lange perioder. Der er jo forskel på tvungen og selvvalgt ensomhed - jeg giver dig ret i at den første ikke er positiv, den er bare frygtelig.

Og så spørger du, hvad så nu med Helene? Ja, Marina Cecilie Roné, det spørger jeg også om: Hvornår kommer næste bind?

Mange hilsener fra Malene Ravn - http://ravn.mediajungle.dk

til nogen for at straffe dem. Jeg kan godt se at det du skriver er en meget plausibel grund. Helene kommer i affekt til at fortælle sin far om forholdet til F. Det tror jeg faktisk er, fordi hun vil straffe ham, for hans svigt i barndommen. Hun ved, at det må være det værste en far kan få at vide, og så desuden når misæderen er faderens egen ven. Så kan det ikke svide mere.

"Hvis du havde været der, var det ikke sket". Det ligger nærmest i kortene. Vi genkender alle, at man af og til siger noget der bliver sagt i vrede. Noget der ikke gør anden forskel end at man gør ondt. " Du havde nok i dit eget liv (egoist) og der var ikke tid til mig. Hvis du havde været der så var DET aldrig sket".

Alligevel tænker jeg at det er et svigt fra begge forældre, for hvorfor har Helenes mor ikke check på hvad der sker i hendes datters liv. Det kan da godt være at far har forladt skuden, men det betyder ikke at mor også skal gøre det indirekte.

Helene er ene og alene. Også på Fanø. Hvor er vennerne og familien? Jeg forstår godt trangen til at kunne græde alene uden at have tre store drenge over sig hele tiden, men forstår så samtidig ikke hvorfor hun er alene så lang tid. Det er så ensomt at sørge, hvis man ikke kan dele sorgen med nogen.

Håber stadig er der er nogle der har lyst til at skrive lidt, eventuelt komme med deres svar på om Helene tager hjem fra det selvvalgte eksil med kaninen i bagage og hvad så? Hvad nu?

Ja, hvorfor svarer Helene Anders, som hun gør? At hun var atten, første gang? Hvorfor fortæller hun ikke om F.? De er i deres begyndelse, det er forår, der er en lethed i momentet, der spørges, der svares, hun kunne have sagt det netop dér. Og så alligevel er det ikke helt så let som ingenting. Helene har været vant til ikke at fortælle om det, og det tror jeg spiller ind. Det er allerede blevet en fortrolig del af hende at holde det for sig selv. Når et spørgsmål falder, uanset karakteren af det, har vi forbløffende kort tid at svare i. Ellers bliver det mærkeligt, næsten lidt suspekt. En samtale føres flydende. Så hun svarer det, hun i mange år har vidst, hun ville svare, hvis hun blev spurgt. Hun tager så at sige det øverste svar. Få sekunder efter er de videre i nogle andre spørgsmål og svar. Det er ikke nødvendigvis hverken skam eller skyld, der får hende til at tage det øverste svar. Det kan ligeså vel være de almindeligt gældende regler for samtale, altså de korte sekunder svaret har at falde i.

Sådan tror jeg ofte, det går for os. Vi fortæller noget af noget. I andre situationer fortæller vi noget andet af det. Og ind imellem bliver betydningen af det meget større, end det vi lige lagde i det i situationen.

Da Helene siger det til sin far, er det i affekt. Hun er presset, vred, og pludselig står hun med et våben i hånden, og bruger det. Der er en trang til at gøre ham fortræd, momentan og brutal. Jeg tænker ikke, at det er en trang til at betro sig, der driver hende dér, snarere er der et fravær af fortrolighed, en fortabthed. Men det handler ikke om F. Det handler om Helene og hendes far og afstanden imellem den.

Den episode kunne jeg nemt forestille mig, at Helene skammer sig over, og fortryder. En form for forladelse søger hun til slut hos F., da hun fortæller, at hun har fortalt sin far om deres forhold.

Helenes og F.s forhold er en prisme der kan drejes og fange lyset fra mange sider. Og det kan forholdet til Anders også.

Det sjove er, at vi kan spørge hvorfor uden at finde et derfor.

Det var lidt for nu.

Marina Cecilie Roné

Kære alle

Allerførst tusind tak for jeres ord! Det er overvældende, både at blive læst og kommenteret. Selvom jeg godt ved, at det ligesom er en naturlig konsekvens af at udgive sine bøger, så er det ikke noget, jeg har inde i mine overvejelser, imens jeg skriver dem. Og så har jeg vist allerede svaret på lidt af det, der spørges om i jeres indlæg.

Det er Connie, der spørger, om forfatteren har tænkt over, hvor meget afsnittene om Helenes seksualitet kan skræmme læsere væk. Det har jeg ikke tænkt over, nej. Jeg havde ikke forestillet mig, at nogen ville blive skræmt væk. Jeg har heller ikke forestillet mig, at nogen skulle føle sig særligt tiltrukket af visse afsnit. Ingen af delene kan eller skal undgås, tænker jeg. Jeg har været interesseret i det, vi mennesker lukker ind og det, vi lukker ude i mødet med andre. Ethvert menneske har sine kontroversielle afsnit i sin historie. Det kontroversielle for Helene er imidlertid ikke, at hun havde et forhold som 12-årig. Det kontroversielle ligger i, at hun ikke fik sagt det til Anders. Dér havde jeg mine tanker og interesse som forfatter. Jeg har en forestilling om, at Anders ikke ville have fordømt Helene eller F. for den sags skyld.

Det var lidt for nu. Jeg kommer til at skrive portionsvis her på Litteratursiden, da jeg har en del at se til i disse uger. Jeg prøver at komme til tasterne enten senere i aften eller i morgen.

På gensyn

Marina Cecilie Roné

  Hej Connie!

Tak for du gjorde mig opmærksom på Inger Margrethes blogindlæg, jeg har skrevet til hende og bedt hende om at copy paste indlægget over i "vores" læsekreds" ,således at vi alle, kan få glæde af det. Det var da lige benzin på bålet og hurra for det! Jeg har også skrevet til Inger Margrethe, at det er bøgerne vi er uenige om, der er spændende at diskutere.

Jeg er 100% enig med Steen Flemming, intet er så ødelæggende for litteraturen,  som når vi beslutter at dette eller hint er for farligt, for tabuiseret, for subversivt at skrive om.

Når det så er sagt er det jo stadig tilladt at sige, " hold da op det går tæt på" og det er sådan jeg har det med Helenes seksualitet som barn. Jeg synes at Rone´skriver meget smukt og sensuelt/seksuelt (det kunne mange forfattere lære noget af) , men jeg har svært ved at sætte 12 åriges seksualitet ind i den kontekst.

Ikke at jeg ikke tror at 12årige har en seksualitet, men at jeg tænker .at her er det en voksen (forfatteren) der taler/skriver,  ikke et barns tanker og følelser om sex/kærlighed/sensualitet.

N.I.M.B.Y (not in my back yard) er jeg også ved at genlæse, den er gribende, sørgelig og så velskrevet.

Hilsen

Marianne  

Hej.

Jeg ved ikke, om en pædofil får noget ud af at læse omtalte passager i bogen.

Jeg er mere interesseret i, hvad forfatteren vil med dem. Det er rent beskrivende passager, som Helene ikke refererer til i senere sammenhænge.

Hvad er det for en historie hun vil fortælle os med disse ret indgående beskrivelser? Så godt lærer vi jo aldrig Anders at kende.

Lige sådan, men uden sammenhæng, med den alkoholiserede far, der går igen i mødet med lægen (mit postulat).

Så vidt jeg har forstået, var Helene og Anders jævnaldrende og lykkelige så længe det varede. Og hjemmet var ikke plaget af nogle misbrugsproblemer.

Ser frem til at høre andres input.

Hilsner

Tina

Hej .

Jeg vil bare gøre opmærksom på at et af medlemerne ( går jeg ud fra ) Inger Margrethe har lavet et " blog " indlæg om bogen. Måske er det en fejl ? - men under alle omstændigheder vil jeg da anbefale alle at kigge forbi og læse nogle interessante betragtninger. Blandt andet kommer Inger Margrethe ind på de steder i bogen som omhandler hovedpersonens sexuelle debut- " Lolita sex" tror jeg det bliver kaldt, og ja- det var også grænseoverskridende læsning for mig, men måske netop debat skabende ? 

Jeg har før læst og debateret  en bog  med samme tema

" Honning tunger " tror jeg den hed , og det var en meget modig forfatter der var med i debatten dengang. Må lige researche lidt for at komme i tanke om hendes navn, men uanset- om vi kan li`det vi læser eller ej- så er det da altid dejligt med bøger der giver stof til eftertanke. Jeg kunne iøvrigt rigtig godt lide bogen ( har stadig N.I.M.B.Y. tilgode- står det iøvrigt for not in my backyard ? ) selv om jeg som nævnt også lige måtte sunde mig lidt i visse passager, men det er jo rigtigt at der er forskellige aspekter ved den seksuelle debut der kunne gå hen og blive misbrugt f.eks i en pædofili sammenhæng, og det er jo rigtig ubehageligt . Ellers vil jeg sige at bogen s vigtigste tema for mig er det savn og tab hovedpersonen oplever efter mandens død. Må lige på falderebet anbefale en anden bog om samme sørgelige emne- ja- en rigtig oplivende tåreperser - den hedder : Til mine døtre" og forfatteren er Eisabeth Noble - måske kendt af nogen for bogen " Læsekredsen".

Nå tilbage til denne måneds bog, og når nu forfatteren er med, vil jeg da spørge hende om hun har tænkt over hvor meget de afsnit om Helenes seksuelle debut kan skræmme evt. læsere væk ? Jeg syntes iøvrigt det er med til at give et meget nuanceret billede af vores hovedperson ( som Tina savnede) og jeg syntes også her det er rigtig modigt af dig som forfatter at skrive den slags i sådan en bog :-) 

Jeg er halvvejs gennem bogen, som jeg nyder i små bidder. -Men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg synes om den.

Jeg har for relativ nyligt læst "N.I.M.B.Y", som jeg synes var en fantastisk og meget intens læseoplevelse. 

Men jeg har ikke helt det samme forhold til denne bog, selv om jeg havde set frem til at lære Helene nærmere at kende.

Men måske jeg reviderer min opfattelse, når historien er til ende,

Hilsner

Tina

Jeg er igang med at genlæse denne gribende historie , og har allerede noteret mig at jeg stadig er vild med de tidsspring forfatteren gør brug af, ja- erindringen findes i sprækker står der vidst et sted i begyndelsen af bogen, og hvor er det rigtigt set det med tids perspektivet der ændres med alderen. Barndommen der varer en evighed, og tiden ( og livet ! ) der bare flyver afsted med det svære kunststykke at fastholde de små sekvenser af lykke der findes i nuet. Jeg vender tilbage når jeg får læst lidt mere, og jeg skal helt sikkert også have fat i forløberen N.I.M.B.Y.Iøvrigt vil jeg lige gøre opmærksom på at ingen af de links der er henvist til virker på min computer ? Den ene fortæller at siden ikke findes, den anden henvisning kræver log in, og det tredie link nægter mig adgang. Æv !