Fra læseklubben DR Romanklubben
Det du mister
Læseklub
Af Michael Linde Larsen. Publiceret 01/12/2011. Opdateret 08/05/2012.
Der er godt gang i debatten, hvor også forfatteren deltager. Klik ind og vær med. Bogen er til debat i hele maj måned.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Kære læsere og kommentar-skrivere
så er det ved at være slut, og jeg vil gerne takke jer alle sammen for en interessant og hyggelig måned. Jeg blev først lidt nervøs, da Michael på Ordkraft i Aalborg spurgte, om jeg ville være med, men det har været SÅ spændende via jeres indlæg at få lov til at blive klogere på både bogen og mig selv!
PS: Også tak til Tina Mortensens kommentar i dag og til Connies fra den 15.5., I stillede ikke direkte nogen spørgsmål, men jeg var glad for det, som I skrev.
De venligste hilsner - Lisbeth
Åh hvor er jeg glad for Lisbeths svar om, at ikke alt er planlagt. Det understøtter min lyst til at følelserne og sanserne ligge aller øverst, når man læser. I min fysiske læseklub talte vi en del om al denne død og nåede vist frem til at det netop var med til at skabe et dystert billede og at døden præger Marie, så hun hurtigt tager de chancer for tryghed, som melder sig - især ægteskabet med Villy.
Det er da super flot set af Kjeld med alle de taktile indtryk (rigtig godt ord). Vi talte i gruppen om at Marie er meget sanselig, og at hun bl.a. har brug for at mærke naturen for at mærke sig selv, men jeg var slet ikke opmærksom på at denne sanselighed går igennem så mange steder. Godt trick fra Lisbeth Bruns side.
Jeg er stadig ret vild med den bog :-)
Kære Kjeld Jensen
Tak for din lange og indholdsrige mail. Du har ret, Marie er i de første tyve år af sit liv omgivet af meget død. Og hvordan kan det være?
Når jeg tænker tilbage på måden, vi i skolen lærte at analysere tekster og finde symboler, ved jeg i dag, at for mit og mange andre forfatteres vedkommende så skriver man meget mindre planlagt, end folk tror, ja, man prøver snarere at undgår ting og navne, som kan virke symbolske.
Men det ubevidste i os skriver også med. Og jeg har helt sikkert igen og igen ladet døden dukke op omkring Marie, fordi det skabte en stemning af afmagt. At der er ting, som vi har vanskeligt ved at styre, og i hendes ungdom gjaldt det både livet (forplantningen) og døden.
Og måske er der også en lille, privat kæphest, som har blandet sig. Ofte synes jeg, at døden bliver en farlig og fortiet ting i vores kultur. Jeg har netop fået bogen "Hvorfor må vi ikke tale om døden", hvor forfatter Kristian Ditlev Jensen og retsmediciner Jørgen Lange Thomsen snakker om dødens mange aspekter. Den glæder jeg mig til at læse. - Og for at det ikke skal være nok: Den kommende roman begynder ved Villys dødsleje.
De mange sanseindtryk skaber jeg helt bevidst. Skrivningen har gjort mig opmærksom på, hvor meget vi hele tiden ser, hører, lugter og føler inden i - og så sker der noget nyt, og vi drøner videre og glemmer det igen. At beskrive disse indtryk er for mig en måde at standse tiden samt at skrive "omkring" min person og overlade noget til læserens egen fantasi. For eksempel, at Marie kan mærke kjolens stof mod sine hofter og lår. Hvordan mon hun følte sig den sankthansaften?
Det er spændende, at du selv, Lisbeth Brun er med på linien, og det får mig til at spørge om to ting, der slog mig da jeg læste din roman:
1) Døden som ledemotiv: Døden dukker op i så mange skikkelser i romanen, at det ikke kan være et tilfælde. Jeg nævner i flæng manden i toget der skal til broderens begravelse, Hr. Bisgård i urnen, to generationers fund af lig, der jo for moderens vedkommende får katastrofale følger,Stines mors foster, der bliver aborteret (hvad der vel også kan betragtes som en form for død!) Mosterens syv døde børn, onklens og tantens bøn om at Stine må dø, den forrige ejers død under traktoren osv.osv. Er det tilfældigt eller er det bevidst for at skabe den lidt triste, vemodige, ja nærmest negative stemning, der præger romanen?
2) Jeg mindes ikke længe at have læst en roman, der var så taktil, altså præget af sanseindtryk, som denne. Jeg citerer fra et tilfældigt sted (s.12 og 13) ..lod fingerspidsen glide ned ad væggen.., ...det rislede..., prikkede kjole glider mod hendes hofter og lår..., ...pust af harpiks..., ...fornemmelse af en cigaret... etc. Er det bevidst?
Det sidste er ikke noget spørgsmål, men jeg er meget optaget af din jongleren med de tre begreber skæbne, tilfælde og nødvendighed. Skæbne contra tilfælde er jo en ældgammel diskussion. Er vores liv styret af en skæbne, et forsyn, en gud, eller er alt, hvad der sker i vores liv i grunden bare tilfældigheder. Augustin bryder sit hoved med det i det 3.århundrede, Luther skriver dybsindige skrifter om det, Bohr og Einstein diskuterer det i dagevis, og den allermest moderne hjernevidenskab pusler med det (Læs f.eks. Jungersen: Du forsvinder) Er Maries liv skæbnebestemt, eller er det styret af tilfældigheder? Det virker meget tilfældigt, når hun f.eks. bliver gravid, men måske er det hendes skæbne, at hendes liv skal styres af tilfældigheder.
Så tilføjer du et nyt begreb, nødvendighed, og det er let at se, hvad du mener med det: Det er nødvendigt at bortadoptere barnet, hvis hun vil have manden, og det er nødvendigt at blive i ægteskabet, hvis ikke familien skal blive ruineret osv. Det er faktisk meget spændende tænkt, og jeg gad vide, hvad de førnævnte kloge herrer ville mene om det! Jeg glæder mig i hvert fald til 3.bog i serien.
Kjeld Jensen
Ane spurgte om der var nogle forfattere vi havde associeret til under læsningen af månedens bog , - og først tænkte jeg at jeg egentlig syntes at Lisbeth Brun er helt sin egen,- men ved nærmere eftertanke må jeg da nævne Ida Jessen, og hendes historier fra Hvium kanten.
Om det mest er fordi handlingen her også udspiller sig blandt de stille eksistenser som så sjældent ellers kommer til orde eller om skrivestilen også minder skal jeg ikke gøre mig klog på - det er længe siden jeg har læst J essens bøger, "romanerne ’Den der lyver’ og ’Det første jeg tænker på’. men det er jo nogle af de samme temaer der går igen i jeres forfatterskab; det her med kvindernes kamp , i "hverdags Danmark", og ja- det er jo tankevækkende at ungdomsoprøret og Thylejren foregik ganske tæt ved , i samme tidsrum, men ret realistisk beskrevet at det netop ikke berørte de store befolkningsgrupper lige medens det stod på, men nok mere i 10 årerne efter - for flertallets vedkommende.
Tak for dine fine og uddybende svar Lisbeth. Det giver et fint suplement til min læsning af dine bøger at høre om din skriveproces, dine inspirationer og dine problemer med figurerne undervejs, og jeg er også e`n af de læsere der har fået øje på dit forfatterskab, og glæder mig til fortsættelsen.
At du er inspireret af Kerstin Ekmann gør bestemt ikke din skrivestil ringere.
Kære Ane Öhrström
Tak for dine kommentarer og tanker.
Det er sjovt, at du tænker på Herman Bang. Hans kvindelige hovedperson står jo også ved et vindue og ser ud på livet, og Marie har ikke en gang udsigt til en togstation, men til en gruset gårdsplads - og senere i bogen til lyset ovre i sadelrummet.
Det er min fornemmelse, at kvindeopgøret kom lidt senere i gang ude på landet. Måske levede man mere isoleret og langt væk fra byerne og uddannelsesinstitutionerne. Det kræver sikkert også meget mere at gå fra en gård, som manden måske har arvet og måske bliver nødt til sælge, for at kunne købe hustruen ud. Men på et tidspunkt er der en del kvinder, som begyndte at sige nej til livet på landet, og kontaktportalen "Farmer dating" opstod. De kontaktannoncer kan også ses som et opgør fra landmænd, der ikke længere vil leve alene på gården sammen med et par medhjælpere.
Du spørger til, hvem som har inspireret mig. Jeg står i gæld til rigtig mange danske og udenlandske forfattere. Tilbage i midten af 1990´erne læste jeg Kerstin Ekmans "Hændelser ved vand", og hendes beskrivelse af de store, mørke granskove med dyr og vandhuller åbnede mine øjne for, hvor vigtig en kulisse og stemningsgiver naturen kan være i en roman.
Som led i min research til "Det du mister" læste jeg en herlig interview-bog med kvinder, der har arbejdet som husholderske på landet hele deres liv. Bare det at se de sorthvide fotos af deres sko, strømper og hår var inspirerende.Også Ida og Axel-triologien af Hans Otto Jørgensen gjorde et stort indtryk på mig. Den knugende stemning på gården og den store mænge fysisk arbejde.
Jeg bruge omkring tre måneder på at skrive de første 43 sider i bogen. Der kæmpede jeg med at finde Maries stemme. Hvilke tanker og følelser havde hun, hvor meget registrerede hun hos andre mennesker, hvor åbenmundet var hun, hvor lange var hendes sætningen? Jeg havde svært ved at mærke hende, og først da hun blev veninde med Anne og begyndte at cykle nede ved sommerhusene, syntes jeg, at hun begyndte at træde i karakter.
Undervejs i skriveprocessen var det, som om der opstod en "skuffe" inde i mig, hvor jeg fandt Villys sprog. F.eks ordene "Men den der tager jeg ikke" lå dernede.
Jeg tænkte undervejs i læsningen også på hele rødstrømpe/oprørsprojektet, som jo lå i tiden, ´hvori, handlingen udspiller sig; men det har du, Lisbeth, svaret på, at ifm. det var Marie en del af den stille masse.
Jeg har tænkt på, at jeg synes skrivestilen i bogen minder mig meget om fx Herman Bang, som jeg er stor fan af. Jeg kom faktisk til at tænke på karakteren Katinka Bay fra "Ved Vejen." Synes hende og Marie har flere lighedspunkter. De lever netop ved vejen og ikke på vejen - de ser livet passere forbi dem, og deltager sjældent for alvor heri, den ene begivenhed afløser den næste. Måske var det sådan for flere kvinder dengang end man lige tænker over idag (i hvert fald dengang Herman Bang levede)? Marie siger på et tidspunkt til Holger, at udover skæbne og tilfældighed er der også nødvendighed. Det synes jeg er interessant og sigende for hele hendes væsen, gøren og laden. Nogle gang må man bide tænderne sammen og gøre det nødvendige, selvom det ikke var det man havde regnet med eller håbet på.
Jeg synes bogen fordrer stor vedholdenhed og koncentration fra læseren, fordi så meget bliver sagt mellem linjerne og ikke særlig eksplicit. Jeg kan godt lide stilen og den lidt vemodige stemning i bogen, og kunne godt tænke mig at høre Lisbeth om du er inspireret af bestemte forfattere hvad angår skrivestil, og har I andre læsere også haft haft associationer til andre forfattere hvad angår skrivestil?
Jeg glæder mig i øvrigt til fortsættelsen med Helle som hovedperson!
Kære Karen Bertelsen
Du siger noget! Thylejren lå lige ovre på den anden side af fjorden. Det kunne også have været et godt tidsbillede i bogen at lade Villy, Marie og Ole sidde og se TV-avis med billeder fra hippiernes besættelsen af Hjardemål kirke og de vrede bønder, der bærer dem ud.
Jeg kan huske, da det gik op for mig, at 68erne blot havde udgjort en lille del af befolkningen, og at der omme bag deres "larm" har været en stor og stille gruppe af mennesker, som sjældent kom til orde. Marie var en af dem, og hun har nok undret sig over mange af protesterne.
Kære Lisbeth Brun og alle jer andre
Dit gode svar får mig også til at se endnu tydeligere, at Maries forhold til andre mennesker, og især Villy, er præget af en magtkamp, som hun langt hen ad vejen næppe gør sig klart - det må hun jo blive bitter over, og hun ønsker sig et helt andet fællesskab end det der "nødvendige".
Jeg er nogenlunde jævnaldrende med Marie, og selvom mine omstændigheder og mine valg var anderledes end hendes, kan jeg kende vilkårene og den uro og længsel, hun udvikler, bl.a. i forhold til de mere reflekterende (og mere uddannede) mennesker hun, møder og knytter sig til.
Det er helt troværdigt, at hun slet ikke registrerer, at der faktsik meget tæt på hendes hverdagsliv er noget i gang, ungdomsoprør, Thylejr osv. Egtl. er det utroligt, at det slet ikke synes at anfægte hende, men sådan var der mange, der havde det, for masser af mennesker var det noget meget fjernt. Men det påvirkede jo alligevel holdninger og beslutninger, som det gør for Marie. Hun er godt nok en meget sen mønsterbryder!
Kære Tina Mortensen
Mange tak for dit svar og beretningen fra dit eget liv. Og tak for alt det du via dit arbejde gør for mine bøger!
Jeg tror, at hvis vi går et par generationer tilbage, så findes der næsten i hver eneste familie hændelser af den art, som du beskriver, og meget af det er blevet fortiet. Og mange voksede op med deres bedsteforældre som forældre, og på et tidspunkt i livet fik de så det chock, at deres søster i virkeligheden var deres biologiske mor.
Jeg kan huske en meget stærk sætning fra en af Ida Jessens bøger, hvor hun skrev noget med "at vores liv bliver det, som vi vælger ikke at gøre."
Kære Karen Bertelsen.
Mange tak for dit svar.
Så vidt jeg husker, var jeg, da jeg havde indsendt manuskriptet til "Det du mister", lidt træt af Helle og hendes mutte sind. Min redaktør ringede kort efter og sagde: "Jeg vil ha` en treer", og jeg foreslog, at der kunne ligge en historie hos nogle af Villy og Maries naboers børn, som vi ikke hører så meget om. Enten hos Jon og Karens eller Verner og Birgits. - "Nej, vi skal have Helles historie!", svarede hun.
Jeg vidste med det samme, at hun havde ret samt, at jeg havde fortrængt den mulighed, fordi Helle virkede så kompliceret. Hvem er hun egentlig? Og da ville jeg også blive nødt til at finde ud af, hvilke personer Ole og Jens er blevet som voksne, og ikke mindst, hvordan de tre halvsøskende har det med hinanden.
Nu må vi se, hvad du siger til mine forklaringer i den næste bog angående uheldet med hesten. Og selvom Helle måske ikke direkte er skyld i ulykken, så kan det være, at hun udnytter den til sin egen fordel. Og sådan at dukke op uden at nogen ved, hvem hun er, ja, sågar flytte helt ind i deres hjem, det ligger der vel også noget magt og hævn i.
Kære Alle
For længe siden læste jeg "Vejs ende" og var meget betaget af den og har siden anbefalet den til mange lånere på mit bibliotek. De 2 bøger kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men det er en stor berigelse at læse begge. Rækkefølgen betyder for mig at se ingenting.
En af grundene til at jeg er så optaget af Marie og de valg hun fortager - eller nogle gange vælger ikke at foretage - er tror jeg, at hendes historie på mange måde minder om min mors. Slet ikke i de ydre detaljer, men hvordan det dengang var at stå med et lille barn uden at have en far til det. Jeg er ikke i tvivl om at min mor og far var forelskede, da de blev gift, men de har også været en nødvendighed for min mor, da min ældste søster er 2 år ældre end mine forældres ægteskab. Det har helt sikkert præget min mor og hendes liv rigtig meget og det fik "Det du mister" mig til at tænke over i en grad som jeg aldrig tidligere har gjort. Lisbeth er selv så sød at minde os om et kvinde liv før p piller og fri abort. man kan prøve at forestille sig det, men virkelig at mærke det er nok næsten umuligt. Connie skriver om Maries analyse af "Scener fra et ægteskab". Det er flot set Connie og uh, hvor jeg husker den serie. Ikke at jeg så den - jeg var vel alt for ung - men jeg husker den knuuuugende stemning.
Her i Svendborg anbefaler jeg af og til bøger i den lokale Svendborg Amts Avis. Min anbefaling i denne måned er netop "Det du mister". Tidligere har jeg anbefalet "Paradisets have" i Radio Fyn, og glæder mig over at mit bibliotek nu har et meget brugbart læseklub sæt af "Det du mister" til glæde for fremtidige læseklubber.
Glæder mig til at læse jeres indlæg og selv snakke med
Hilsen Tina
Det er en stor oplevelse at læse denne velskrevne, tankevækkende bog - selvom det selvfølgelig også kan være forstemmende at følge Maries vej til en mere aktiv livsindstilling end den, der går ud på at glæde sig over det, man slipper for.
Sproget er så præcist, at en enkelt sætning udtrykker en hel "verden", og billedsproget er så levende og sansemættet, at man føler, man selv ser, hører, lugter det hele. Det er så konkret, og samtidig betydningsbærende. Og så er det jo befriende med den lille humor, der dukker op på de mest uventede tidspunkter.
Der er ingen tvivl om, som flere af jer skriver, at spørgsmålet om skæbne, tilfældighed, nødvendighed eller selv at handle er nøglebegreber bogen igennem. Nødvendigheden, som hun trøster sig ved, for så er det ikke hendes egen skyld, og sådan kunne hun bedst forstå sit liv.
Mødet med Helle er den sidste i en række af begivenheder, der rusker op i hende og tvinger hende (hjælper hende) til at tage sit liv op til revision. Jeg er glad for, Lisbeth, at der kommer en fortsættelse med focus på Helle, for jeg undrede mig over, at der blev gået så "let" og uafklaret hen over hendes skæbne. Men er der ikke stadig et hævnmotiv eller en desparation i hendes handlinger i ridehallen, der fører til Villys ulykke? Jeg glæder mig til at læse bogen, når den kommer, ligesom jeg glæder mig til at læse om Lærke i Vejs ende.
Kære læsere
så er alt det tekniske overvundet, og jeg er med i debatten!
Tak til C og Connie, som var først ude med mange gode iagttagelser og overvejelser. Jeg tillader mig at komme med et fælles svar og håber, at det er i orden!
Mens jeg skrev bogen, var det hele tiden en balancegang for mig, hvor trist jeg kunne gøre Maries tilværelse uden, at det blev utroværdigt. Samtidig bestod den fare, at jeg blev lidt immun og vænnede mig til, "at sådan har hun det". Desuden kendte jeg slutningen og syntes, at der blev der lagt noget håb ind for resten af hendes liv.
Marie er helt sikkert et naivt og ungt menneske - samt meget frugtbar - og hun lærer tingene på den hårde måde. Jeg tror slet ikke, vi i dag kan forestille os, hvordan livet var før den fri abort.
Som en del af min research snakkede jeg med en pensioneret landmand, der selv har drevet en gård ved Lendrup, og han fortalte, at der ingen skilsmisser havde været på egnen i hans tid - kun noget snak om to par, der måske byttede koner. Det gav mig inspiration til bipersonerne Jon og Karen, samt bekræftede mig i, at man dengang holdt ud, fordi det for en landmand betød økonomisk ruin at blive skilt. Og selvom Marie ikke er lykkelig med Villy, ønsker hun ikke at straffe ham på den måde.
Da jeg bestemte, at Marie skulle blive tvunget til at forære et barn væk, vidste jeg med det samme, at det barn skulle dukke op på gården som voksen, og det skulle ikke være nogen lykkelig genforening. Det forekom mig psykologisk meget mere udfordrende at skulle leve mig ind i en anden stemning. Først legede jeg med tanken om, at Helle kom som en hævner, men så forstod jeg, at det blot ville være at gå i den anden grøft, og at sandheden lå et sted i midten. Hun er en sammensat og såret person, men ingen psykopat. De helt præcise detaljer fra uheldet kommer til september i romanen "Som brødre vi dele".
Marie - naiv eller utrolig uheldig ?
Hun har et valg , og har taget det, sikkert ud fra datidens normer har det været "nødvendigheden" der valgte for hende, og det har hovedpersonen så måtte bøde for hele sit liv. Tænk for et eksistentielt valg at stå i. Det er godt set af forfatteren at lade en bitter kone, der har fortrudt sit valg , få hovedstemmen i historien.
Jeg underbygger min påstand om nødvendigheden i hendes valg ved at slå ned på samtalen med Holger på s. 100- om skæbne eller tilfældighed"Der er også det nødvendige- det som du bliver nød til at gøre"
Jeg læser bogen, som en skildring af et samfund som er præget af indadvendthed og " holden hinanden nede " selv om det hedder sig at " her passer vi på hinanden".
Det er svært for tilflyttere at finde fodfæste sådan et sted. Marie har alle odds imod sig da hun vælger et liv med Villy - på s. 175 " De har altid hver sin forklaring på tingene"- ja- der er ikke meget at bygge på i sådan et forhold, som endda er startet så ulige.
Et eksempel på forfatterens blik for det finurlige; På s. 179 da Marie snakker med læreren Torben om ægteskabskriser og sammenligner med " Scener fra et ægteskab"Her lader Lisbeth Brun "Marie" analysere sit liv på få linier " Den skulle handle om et ægteskab der forliser lige fra starten af, og om at ende på en gård uden at ane hvad det indebærer, og så kunne den ende med en rask lille tvangsauktion"
Selv om hovedpersonen Marie fremstår som et bittert menneske der " bare vil være vred, og kue alle de andre med sit humør" og på s. 141 " der er en sur bemærkning hun skal have afleveret "er hendes eget syn på sig selv ikke uden selvironi f.x. s. 130 da hun " igennem dampen ser sit eget spejlbilledet vinduet, ligner hun en heks med stive øjne og smal mund" - og hendes stille indre præsentation af sig selv til et selskab s. 143" Jeg er Villys unge kone" " Der-er-ikke mange-der-ved-det""De-fik-det-løst-"Når der er flest mennesker og alle hygger sig, føler jeg mig mest alene"
Og hendes overvejelser om fremtiden " Vil jeg til den tid også tvære omkring i fortiden, fordi jeg føler mig mest tryg der, og så er det mig der bestemmer , hvad der skal nævnes , og hvad vi har glemt." Det er gode beskrivelser der giver hovedpersonen karakter, og gør at jeg som læser bærer over med hendes mndre tiltalende sider som menneske.
Det er et forfærdeligt eksistentielt livsvalg hun traf - og fortrød !
Ang. troværdigheden i slutningen med Helle ? Jeg syntes det er en stærk og åben slutning der lægger op til en fortsættelse, og jeg vil i hvert fald gerne høre mere om de forskellige personer der optræder i bogen.
Plottet med Villys stigbøjleuheld syntes jeg virker næsten krimi agtigt- Er det mon Helles hævn, eller bare tilfældigheder ? Jeg håber forfatteren giver svar , om ikke nu så i en fortsættelse.
Jeg er lige blevet færdig med romanen. Har ikke tidligere læst af forfatteren, men hold da op hvor er jeg vild med skrivestilen og sproget.
Kunne ikke lade være med at holde af Marie, men har samtidig med også lyst til at sige til hende at hun virkelig skulle tage sig sammen og beslutte sig for hvad hun vil med livet. Hvorfor tager hun ikke ansvar? Det er alt for nemt for hende at lade andre om det - og bare sige så mødte jeg lige en mand - blev gravid, mødte lige en anden og blev gravid igen og nå, ja så mødte jeg lige mand...
Kan ikke helt forholde mig til romanens slutning. Synes det virker lidt for nemt at Helle har fundet frem til Marie og tilmed flytter ind i hjemmet? Hvad tænker i andre om det?
Jeg mangler stadig en god bid af bogen, så jeg hægter mig på debatten snarest. Forøvrigt arbejder vi på, at få Lisbeth Brun med, ligesom Trisse Gejl var i sidste måned.
sidste bog, sidste debat.
Jeg har Marie rumsterende i baghovedet, naiv eller ufatteligt uheldig?
Jeg syntes allerede på side 8, at man aner Maries voksenliv, hvor hun kommer i huset første gang hos Fru Bisgaard:
kvinden går ovre til kommoden og tænder for radioen, og bagfra er hun meget rank. Det er en ryg, som kan tie og holde ud.
Tie og holde ud, hvor er det en trøsteløs sætning, Tie og holde ud, det er nærmest et tegn på Maries fortsatte liv. livet sammen med Villy, bortadobteringen osv.
En anden sætning jeg bed mærke i da jeg læste bogen, var denne. Det er da Ole og Marie flytter ind hos Villy. side 58, hvor Ole har fødselsdag:
Tillykke. Hvor gammle bliver du? Ole ser ned. En del af ham er forsvundet, og han trækker hånden til sig.
Disse små sætning og hele bogen, er med til at gøre det til en stor læseoplevelsen, jeg har virkelig nydt læsnignen, men samtidig også været en smule trist når jeg har læst bogen, da blandt andet sætnignen på side 58 sætter focus på børnene i bogen.
en anden ting, citatet på side 129. Tingene er bare sket. En mand spurgte, om hun ville danse. En anden om hun ville med ud til stranden. En tredje, om hun kunne tænke sig at blive...
.Men, hun havde vel et valg?
Hej Connie og Rikke.
Faktisk er 'Det du mister' ikke en fortsættelse af 'Vejs ende' - nærmest tværtimod. I 'Vejs ende' - som godt nok er udgivet først - er hovedpersonen Lærke, som er voksen. I 'Det du mister' er Lærke stadig et barn, så den historie går altså forud for 'Vejs ende'. I kan evt. læse mere om, hvordan det var for Lisbeth Brun at arbejde 'baglæns' med Lærke på DR Romanklubbens hjemmeside.
Mvh Lene Steinbeck
DR Læseklubberne
du har ret Connie, det var uretfærdigt at der ikke var en afsluttende debat på "siden blev det for pænt". Tiden løb fra os mht livedebatten, men jeg syntes på den anden side også at vi var rundt om det væsentlige i bogen, det ville måske nok have været en gentagelse af det vi havde sagt og skrevet.
endnu en gang 1000 tak til Trisse Gejl som var venlig at deltage i debatten, det satte ret mange ting på plads hvad angår "siden blev det for pænt".
Og nu til den sidste bog i DR Romanklubben - jeg syntes godt nok det er gået gået hurtigt, eller?
Jeg har ikke som Connie, nået at få læst "Vejs Ende", på trods af manglende læsning af 1eren syntes jeg ikke det er en absolut nødvendighed at læse den før "Det du mister"
Det er også for mig første gang jeg sifter bekendtskab med Lisbeth Brun, jeg har ofte taget hendes bøger ned fra hylderne på biblioteket og læst på bagsiden, men ikke dicideret gået igang,
Jeg er glad for at jeg er gået i gang, jeg er vild med det stille tempo i bogen, - til tider stillestående, det er næste en modsatrettethed til Maries trang til at ville noget mere med sit liv - hele sit liv.
Jeg kan ikke vente til at komme igang med debatten og glæder mig til I andre kommer med.
God 1 maj.
Rikke
Ja, så skal vi igang med den sidste bog, og jeg finder det altid ekstra spændende at skulle kaste mig over et nyt bekendtskab. Kan se at det er en to`er der her er nomineret, og selv om der tilsyneladende ikke sker noget ved at læse dem enkeltvis, vil jeg nu starte med etteren " Vejs ende" så jeg kommer nok først ind i debatten i løbet af maj måned.
Et par afsluttende bemærkninger vedr. Trisse Gejls " Siden blev det for pænt" Måske er det lidt uretfærdigt at ikke alle forfattere bliver tilgodeset med en afsluttende " live debat" ?- er der nogen særlig grund til at det ? Det har i øvrigt udvidet mit forfatterkendskab, så nu ligger Richard Ford også i bunkeme af bøger der skal læses inden længe. Kunne i øvrigt ikke finde hans noveller som Trisse Gejl anbefalede at starte med, så jeg har en mega murstensroman liggende og lokke i et biblioteksnet, sammen med mange andre spændende "frilæsningsbøger". Vi høres som sagt ved engang i løbet af maj måned.
Analyse med henvisninger til anmeldelser mv. er tilgængelig her: http://www.litteratursiden.dk/analyser/brun-lisbeth-det-du-mister-0
Man kan møde Lisbeth Brun på litteraturfestivalen Ordkraft i Aalborg på fredag.
Her vil jeg snakke med hende om "Det du mister". Det foregår klokken 13 - 14:00 i det der hedder Joule salen på Teater Nordkraft, - og jeg glæder mig:-)
Hvis der allerede nu er, nogen som har sprøgsmål til Lisbeth Brun om bogen, skal jeg med glæde bringe dem videre.