Rigtig glædelig jul :-)
Jeg vil bare ønske jer en rigtig dejlig jul og et festligt nytår! Jeg går snart på juleferie og kan ikke love, at jeg er så aktiv i debatten resten af december - men vil heller ikke udelukke at jeg kunne finde på at kigge forbi ;-)

Tusind tak til Knud Romer, fordi han havde lyst til at "stå for skud" og besvare spørgsmål, det har været rigtig spændende! Og til jer andre: Vi ses til januar, hvor det gælder "Op og ned ad den gyldne trappe" af Anne Chaplin Hansen.

God jul & godt nytår :-)

PS: Mht. en god (ældre) dansk bog til "Frugtkassen" så har jeg ikke lige umiddelbart et bud - men det kan være nogle af de andre medlemmer har et forslag?

Svar på: tyske lieder (4320)
Kan knud Romer anbefale en dansk bog til Frugtkassen?
Jeg er igangsætter af læseklubben Frugtkassen. Jeg har været herinde på denne side flere gange, for at følge med i den gode debat om Knud Romers fantastiske bog. Jeg får lyst til at spørge Knud Romer, om du kan anbefale en god roman til læseklubben Frugtkassen? Det kunne være sjovt at høre, hvilken dansk roman du vil anbefale? Det eneste krav læseklubben stiller er, at romanen skal være dansk og ikke helt ny. Hvis Knud Romer ikke er med i debatten længere, så modtages gerne anbefalinger af læseklubben AD libitum :-)

tyske lieder
Tak - ser du, jeg har alid tænkt, hvordan skriver man tyske, romantiske "lieder" i det 21. årh? det kan man ikke - eller jo, men skjult som prosa... og det er, hvad det er, en masse små "lieder", der lige nøjagtigt har fart nok over feltet til at ligne... prosa.. knud

Svar på: Sproget som virkemiddel (4316)
Sproget igen igen
Du er ikke docerende Knud (og det siger jeg ikke for at fedte for læreren) - det er tværtimod umådelig interessant for en gangs skyld at få lov at høre om hensigter, intentioner og forfatterens egen læsning af sin tekst. Og ja, ordet "kliche" er vel egentlig meget rent - en form, noget genkendeligt. På mig virker tonen (udover dens finurlighed) også som en slags nøgternhed, fordi den netop skildrer (de til tider temmelig tragiske) begivenheder og personer med dagligdagens ord og vendinger, i en ofte lidt twistet version. Og ikke mindst synes jeg, det er meget syngende! Sætningerne er sådan nogen afrundede velklingende nogen, der vel på sin vis kontrasterer det dystre og tunge. Maria

Svar på: Sproget... (4315)
Sproget som virkemiddel
Personligt kan jeg kun sige, at jeg synes det lykkes til fulde! Du skriver, at du gerne ville benytte klicheer på en måde, hvor de fik deres "billeder" tilbage, og det virker i hvert fald rigtig godt på mig som læser. Der er næsten en "hjemlig" form for "genkendelse" i flere af vendingerne, uden at det bliver, ja, kliche-agtigt (på den negative måde).

Svar på: sproget (4307)
Sproget...
Hej Maria - ja, jeg læste allerede de forrige indlæg og smilede ved mig selv, for du har virkelig fat i noget... men jeg er blevet lidt forskrækket over mine egne indlæg, fordi de kommer til at virke docerende og bedrevidende og ødelæggende for læseoplevelsen, som de forskellige har og skal have lov til at have i fred - og med mange tak fra mig. så jeg ved slet ikke mere, hvad jeg tør sige - ud over, at sproget er begyndelsen og enden på det hele og altafgørende for en roman, og du har som sagt fat i noget meget essentielt - for bare lige at kommentere det med "klicheer", ja, ser du - det er jo normalt et nedsættende udtryk om noget, der er "dårligt skrevet", men er jo egentlig bare et værdiladet ord for... ritual: det er sprog, som vi deler, som er fælles, det er "common sense", dt er det sprog, som allerede er der i forvejen - og når man skriver, eller rettere, den måde jeg skriver på, skal man være varsom med "støj" på linjen, dvs. at sproget hele tiden vil være "fornyende" og "originalt" og forskels-sættende - der er ikke noget nemmere end at skrive "spektakulært" - og på den anden side måde det heller ikke blive fladt og ligegyldigt - så hvad gør man? vel, jeg forsøger at skrive i og gennem et sprog, som er genkendeligt og klart, og benytte klicheer på en måde, hvor de er levende og får deres "billeder" tilbage - dvs. skrive på en måde, hvor alting lyder, som om man har hørt det før og føler en genkendelse og umiddelbar forståelighed - og en nærmest "upersonlig" afsender - mens jeg skaber situationer og rytme og lyd ud af det, som har en personlig tone og sine egne billeder - det er lige som at tage det danske sprog i munden som et holdkæftbolche og knase det, indtil det bliver lige så sødt og flydende som sukkervand - og klicheer er jo "uskyldige", mens jagten på sproglig fornyelse er meget bevdist og hele tiden markerer "forfatteren" i stedet for at lade historien være i fred. jeg elsker jo den tyske roman og "lieder" og drømmer om at kunne skrive så klart som et vindue og så enkelt, at selv fuglene kan forstå det... xxx knud

At være anderledes
Jeg læste Romers bog med stor glæde og tristesse.
Jeg er en af de læsere, der har læst romanen og har ikke tænkt på den dybere mening, kender ikke til dobbeltkontrakter eller stream of consciousness. Kan bare godt li' den bog...

Jeg synes jeg genkendte en masse fra min barndom i 60'erne. Havde en tysk tante som begavede mig med ny skoletaske(kernelæder med skulder remme), store kræmmerhuse til første skoledag (det var godt nok pinligt at stå der og blomstre med det der kæmpe kræmmerhus). Vi sang "Lanterne Lanterne Ich geh' mit meine Lanterne" og gik rundt med tændte lanterner, mens naboerne skulede bag gardinernen. Og det var bare en tante, tænk hvis det havde være en mor!!
Jeg er helt overbevist om at mobningen kan have været massiv, måske ikke ment sådan, men den er følt som sådan.

Som barn er man ligeglad med cykler der " er meget bedre kvalitet end de danske", skoletasker (der varer evigt" og kræmmerhuse med slik ( Haribo macht kinder froh und erwachene eben so ) Man vil bare ligne de andre!
Havde Romer vidst dengang, at han i 2006/07 ville være en af de mest læste og diskuterede danske forfattere, havde alt måske været lettere ...eller?
Der er lige udkommet en bog, hvor kendte mennesker skriver til deres yngre jeg. Hvad ville du Knud Romer skrive til Knud på 12 år?

Svar på: 70.000 versioner (4301)
sproget
Hej Knud, håber du stadig er med os, for jeg har et spørgsmål til dig om det sprog, du bruger i romanen. Jeg har bidt meget mærke i blandingen af sproglige billeder, brudstykker af faste vendinger og sproglige klicheer. Jeg håber, du forstår, hvad jeg mener. Her er et eksempel: "Jeg grinede og grinede og mærkede allerede forkølelsen melde sig, og onkel Helmut lyttede efter og tænkte sig om, så stillede han diagnosen og stak mig et bolsje fra lommen. Det smagte af kamfer, og det gjorde godt mod det meste, sagde han, og vi fulgtes ind. Onkel Helmut var røntgenlæge og tilbragte sine dage med at tage billeder af folk og fortælle dem, om de skulle leve eller dø." (s. 17) Jeg kunne have citeret hele romanen, for den sproglige tone er der jo overalt. Hey: finder lige et andet eksempel på samme side: "... og så faldt de i hinandens arme og hadede hinanden over alt." Du bruger en helt masse talesprogsagtige vendinger, som på en måde giver hændelserne et humoristisk/ironisk/finurligt twist. Jeg har egentlig lidt svært ved at sætte ord på præcist, hvad jeg mener, men altså: er de sproglige finurligheder en måde at skabe distance til det oplevede/beskrevne på? Håber det giver mening. Maria

Svar på: forfatter/ læser (4300)
70.000 versioner
Ja - og hvis der som sagt er noget, jeg ikke vil, så er det at bestemme over, hvordan en bog skal læses, og derfor er det "stream of consciousness", hvis malene oplever den sådan, og det er dukkespil, hvis en anden oplever den sådan, og så videre - der er ikkke nogen, som har noget at skulle have sagt, ud over hver enkelt læser: derfor streger man - eller jeg gør - også sit navn over, når man didikerer en bog, og skriver læserens i stedet for: for læseren er den nye forfatter, knud

Svar på: Uenig (4298)
Uenig...
Ej, det er fordi sjov og ironi ikke fungerer per mail og per internet - "ha" var såmænd bare pga ordet "tomgang", som jo også betyder, vel... tomgang. og som sagt er "stream of consciousness" så langt fra mine intentioner, som man kan komme: det er historie efter historie, som langsomt fører os ind i en verden, og bygget op sådan, at fortid og "nutid" veksler mellem hinanden og spejler sig i hinanden - og hvor fortiden jo giver os den sammenhæng, som "nutiden" skal forstås i og som giver scenerne i "nutiden" deres betydningsfylde og tragik. Børnefødselsdagen er et meget godt eksempel, hvor moderen går rundt med harmonikaen og børnene i "nutiden" og så kommer vi tilbage i fortiden, hvor hun spiller harmonika i en bukser ved krigsslutningen, og endelig vender tilbage til "nutiden", hvor hun kommer gående med harmonikaen, som nu er blevet fyldt med betydning og følelser og perspektiv - man kan også sige, at de forskellige afsnit hele tiden skal give sammenhæng - kontekst - til hinanden og dermed følelsesmæssig dybde og betydningsfuldhed. da han får den sidste granatsplit, har fortiden så at sige indhentet "nutiden" - og romanen er ved at være forbi. giver det mening? alt det bedste, knud

Svar på: Kapitler (4287)
Uenig
Nu må jeg vist være uenig med dig, Knud :-)

For det første så behøver kapitler ikke have klare overskrifter som "afslører" indholdet. Faktisk synes jeg mest det er noget man ser i børnebøger ;-) Hvis du ville inddele romanen i kapitler kunne du sagtens have gjort det med f.eks. 1, 2, 3 osv. så derfor tror jeg der må ligge noget andet bag (noget andet end at du ikke ville "styre" læseren i en bestemt retning eller ødelægge oplevelsen af bogen).

For det andet er jeg ikke helt sikker på hvad du mener når du skriver: "Ha! - ja, der er mange som har givet udtryk for den "tomgang", som jeg beskriver i andre ord..." Måske var det ikke helt tydeligt i mit indlæg, men jeg henviste til at du i de tidligere indlæg kunne læse at mange her i klubben faktisk har kommenteret stemningen i bogen - så hvorfor "Ha!"?

Og endelig mht. stream of consciousness... Her synes jeg ikke du er helt fair, når du i dit indlæg beskriver din egen roman som overkontrolleret og "bevidst" - som en modsætning til forfattere der benytter sig af stream of consciousness. Måske misforstår jeg dig, men du får det til at lyde som om det er "nemt" af skrive i en stream of consciousness - og mindre planlagt. Og dér tror jeg du tager helt fejl! Et eksempel er den italienske forfatter Sandro Veronesi's bog "Fortidens magt". I sidste halvdel af bogen er der et kapitel, hvor hovedpersonen får et stort chok og som resultat heraf kommer ud for et trafikuheld. Hele det kapitel flyder i en kaotisk strøm af tanker og følelser fra hovedpersonen (uden nogen form for tegnsætning) og giver en fantastisk oplevelse af hvad hovedpersonen gennemgår, men jeg tror bestemt ikke det har været nemt for forfatteren at skrive. Der skal virkelig meget planlægning til for at sådan et kapitel fungerer for læseren. Så jeg synes måske det er lidt "letkøbt" for dig at påstå at din roman har en strammere komposition eller er mere nøje planlagt - fordi det tror jeg ikke er tilfældet. Og for mig som læser oplever jeg stadig en lighed... De forskellige episoder din roman beskriver kommer flydende imellem hinanden, og netop pga. de manglende kapitler får jeg et indtryk af en form for bevidsthedsstrøm, hvor fortælleren ser tilbage og lader erindringer og hændelser "poppe op" på må og få - dog på ingen måde tilfældigt ;-)

Svar på: Puslespil (4288)
at læse...
en sidste ting, så skal jeg nok holde kaje - når det kommer til puslespil og at samle dele til en helhed, så er det sjove jo, at det at læse - "læse" - kommer af tysk: lesen - og græsk: legein - og det betyder: at samle... knud

Svar på: Kapitler (4287)
Puslespil
hov - mht at vi får "forskellige brudstykker af fortællingen - nogle med lange spring tilbage i familiehistorien" så er det jo,fordi romanen er bygget op som et puslespil, hvor en dreng forsøger at finde ud af, hvem han er, og hvad der sker, og hvorfor, og finde en vej ud, ud af huset, ud af nykøbing og i sidste ende ud af... verden - amerika er jo "frihedens" land og "guds eget land", paradis - og derfor er den ikke kun skrevet som et puslespil, men det handler også mange steder OM puslespil: frimærkerne, som han samler, og de tusind stykker papir, som han sætter sammen til.. et pornoblad: "sandheden" - og håndgranaten og så videre, og det er så på samme måde op til læseren at samle det, indtil det punkt, hvor håndgranaten er færdig, og den går af... knud

Svar på: Kapitler (4286)
Kapitler
Ha! - ja, der er mange som har givet udtryk for den "tomgang", som jeg beskriver i andre ord... ej, men det er så langt fra "stream of consciousness" som man kan komme, tvært imod er det overkontrolleret og så kunstigt som et dukkespil. når der ikke er nogle kapitler med overskrifter og så videre, er det simpelthen, fordi det forudsætter, at man er "ovenpå" og forfatteren "ved bedre": og alt hvad du læser er så skrevet med ført hånd og bevidst, konstrueret - men den position giver en distance, som ødelægger historien og ens følelsesmæssige involvering, og så er det først og fremmest løgn: at sige hvad noget handler om i en kapiteloverskrift, jamen, så er historien jo allerede færdig og død som en sten. men det er ikke svært at lave kapiteloverskrifter, hvis man vil, fordi hvert afsnit handler om... en ting. frimærker. jernkorset. gullashgryden. granatsplinten. knallerten. men nej, det ville være at ødelægge læserens del af det her og nærmest belærende at skrive ovenfra og ned i kapiteloverskrifter ... knud

Svar på: Dobbeltmarkering (4280)
Kapitler
Jeg tror helt bestemt, at langt de fleste som læser bogen har fornemmet den "tomgang" du beskriver - også selvom vi har sat andre ord på det end du selv gør...

Noget andet jeg kom til at tænke på efter at have læst dine indlæg var (manglen) på kapitler. Jeg har nu et helt klar indtryk af, at du virkelig har gennemtænkt romanen og planlagt detaljer vi læsere måske ikke i første omgang lægger mærke til - intet i bogen er tilfældigt ;-) Derfor tror jeg også det må være et meget bevidst valg, at du ikke har inddelt fortællingen i kapitler(?)

Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste dit første indlæg hvor du skrev at håndgranaten var bogen, bygget op af granat-/erindrings-splinter. For mig bliver det budskab understreget af de manglende kapitler! I stedet får vi forskellige brudstykker af fortællingen - nogle med lange spring tilbage i familiehistorien - og på den måde bliver romanen bygget op af "erindrings-splinterne" (ikke kun i overført betydning, men også helt konkret i sin fysiske form). Hvorimod kapitler ville have hæmmet dette udtryk.

Noget af det første jeg lagde mærke til, da jeg læste bogen var f.eks. at skrivestilen næsten mindede mig om en form for "stream of consciousness" pga. de manglende kapitler. De fleste af os er jo "opdraget" til at læse i kapitler - det er her vi lægger bogmærket... Men uden kapitler var flowet i fortælling helt anderledes. Jeg var dog i tvivl om hvorvidt betegnelsen "stream of consciousness" ville være korrekt, da romanen jo springer en del i tid og sted. Men jeg synes, der er ligheder :-)

Svar på: Spændende indsigt! (4276)
Dobbeltmarkering
Det er mig der takker! og enhver læser som man vil - det er bestemt ikke nogen konkurence i at være "litteraturkyndig" og referencer, hvor man slår hinanden oven i hovedet med bøger – og jo bedre litteratur er, desto flere har fornøjelse af at læse det. Det slog mig bare, at den tankegang, som styrer måden, jeg skriver på – metaforisk – ikke er blevet bemærket, selv om romanen er i den grad stiliseret, og når folk taler om bekendelser og selvterapi, kan jeg slet ikke genkende den bog, jeg har skrevet. Og som sagt er den skrevet med ”to hænder” – dobbeltmarkeret – hvor den ene hånd fortæller historier og giver udtryk for følelser og billeder, som skal bevæge læseren, mens den anden hele tiden dividerer det hele med nul og tager alt væk igen – en konstant markering af fravær og død og intethed, den blanke side. Tag f.eks. den lille scene med moderen, som går rundt og gør rent til transsistorradioen (”Der var et hul i vores hus, og satte man øret til, kom der stemmer og musik ud af det”) – på den ene side er det et genrebillede af en hjemmegående husmor i 60’erne, som tilbringer hele dagen alene med sin dreng, mens hun ordner og gør rent, og på den anden side ”støvsuger” jeg så at sige alt dette indhold op med støvsugeren, som kører gennem handlingen, og går ud og smider det ud i skraldespanden, indtil der kun er nogle toner tilbage af musikken – i bogstaveligste forstand: det sproglige udtryks musik, uden indhold, fraværets musik – og ”lugten af mug og gærende æbler”: forrådnelsen – og så smækker jeg låget på: endnu engang... kistelåget, døden.

Det er derfor min farfar ”åbner sin store busrute ud i intet” – og farmor sætter ”blomster i vaserne for ingen” – og så videre. Den måde, det også kommer til udtryk på hele tiden, er – jeg ved ikke om nogen har tænkt over det – at alting drejer rundt og rundt i romanen... min farfar kører ”rundt og rundt i byen uden en eneste passager”, dansebjørnen danser rundt og rundt for slik, jeg går rundt og rundt om busken med min barndomskæreste, og så videre: alting drejer rundt – lige som pladerne, min mor smugler ind på kostskolen efter sengetid, og hun stikker en blyant gennem hullet i midten og sætter en tændstik med et stykke pergamentparpir til og... drejer rundt og rundt, og det, som man kan høre, er fraværets musik: hvad drejer romanen sig om? Den drejer sig om sig selv, og det som alting drejer sig om, er hullet i midten - fraværet, døden: mysteriet. Jeg ved ikke,om det her giver nogen som helst mening for nogen, men som sagt – det er ikke for at fortælle nogen, hvordan man skal læse tingene, og bare et lille prej om den tankegang, som ligger i romanen, og sorgen er ikke kun en sorg over min mor, eller alles mødre, men over det uendelige tab af alt... på forhånd: det er sorgen over fraværet, som de græder over... alt det bedste! knud

Svar på: resten af indlægget (4258)
Spændende indsigt!
Tak fordi du havde lyst til at give dit syn på sagen, Knud… Og puhh, sikke en omgang :-)

Som Maria rigtig nok skriver, så er det bestemt ikke altid at forfattere har lyst til at blande sig i tolkningen af deres bøger, men det har været rigtig spændende at læse dine indlæg! Jeg kan godt se, at jeg vist ikke er helt så "litteratur kyndig" som dig ;-) Mange af tingene gik i hvert fald oprindeligt min næse forbi...

Men alt i alt understreger det bare for mig, hvor dygtig en forfatter Knud Romer må være, når han formår at skrive en så gennemtænkt og gennemarbejdet roman med tråde ud i verdenslitteraturen, samtidig med at vi helt almindelige dødelige også sagtens kan læse den, blive (op)rørte og få en fantastisk oplevelse ud af det, uden nødvendigvis at (gen)kende alle referencerne.

Hele kompositionen der bygger op til en implosion, synes jeg er en virkelig spændende vinkel. Hvis fortælleren dør inden han begynder at fortælle sin historie, så er den jo slet ikke fortalt. Den slags twist and turns kan jeg rigtig godt li' :-) Men jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke så det komme, da jeg læste bogen – men først kan se det nu hvor Knud Romer deler sine egne tanker om bogen. Ligesom Maria siger jeg også tusind tak for bidraget! (Og overvejer også seriøst at genlæse bogen for at se hvad jeg nu kan få ud af den).

Svar på: resten af indlægget (4258)
TAK Knud
Hvad kan man sige som læser andet end et stort TAK, når en forfatter for en gangs skyld ikke føler sig for fin til at komme med et tolkningsbud på sin roman og sige noget om, hvordan den er tænkt. Det er SÅ interessant, Knud Romer. Tak for dit indlæg, det giver virkelig stof til eftertanke. Jeg vil læse romanen igen!

Svar på: Double entendre (4257)
resten af indlægget

Hvis i f.eks. læser det afsnit om min ”far”, som ender med, ”og det sidste lys i universet gik ud”, og tænker på, at det ikke kun er ”min far”, som går rundt i huset og lukker og slukker, men... døden: den rene negation. Alt hvad han gør er negativt, han siger nej, han slukker lyset, han gemmer lysestagen, han trækker stikkene ud og så videre – det er minus, minus, minus i et væk – og til sidst er alt lukket og slukket, og han tager nøglen over dem alle og putter den i pyjamaslommen og slukker lampen på natbordet – og det sidste lys i universet går ud: det er kistelåget, der bliver lagt på – døden – og som i kan se, har det nøjagtigt samme struktur som teksten på bagsideklappen eller sidste afsnit, hvor fortælleren kaster håndgranaten. Og det gælder for hver historie og hvert afsnit og hver sætning i romanen – og nøglen over dem alle, som åbner for den læsning af ”Den som blinker er bange for døden”, er: døden – den rene negation.

Det er en tankegang, som kan virke fremmed, og jeg vil gerne uddybe med en masse eksempler fra romanen, hvis i ikke kan følge mig i det her – men sådan er den tænkt og skrevet, og det har ikke noget med ”selvbekendelser” at gøre eller ”jantelov” og Sandemose – jeg har aldrig læst Sandemose og ikke skænket ham en tanke – eller noget dansk litteratur i det hele taget, for det er en meget tysk roman, som er skrevet i forlængelse af helt andre digtere og en helt anden betydningssammenhæng end den, som er blevet gjort gældende herhjemme, og det vidste jeg jo godt i forvejen, at den ville, og at det var omsonst.

Det mærkeligste, synes jeg, er den fokusering på biografien – og på mobningen og sandt eller falsk, hvilket er en absurd måde at læse romaner på lige som se og hør eller nøglehuls-litteratur – og at det faktum ikke har fået nogen opmærksomhed, at det rent faktisk er 100 års europæisk, tysk-dansk historie kogt ned til en bouillonterning i en lille familie, hvor der sidder en kvinde med verdenshistoriens vingeslag – og at romanen ikke handler om fortælleren eller mig, men om min mor, og at det er derfor, at hun og de historiske personer i romanen er nævnt ved navns nævnelse: fordi det er vidnesbyrd om det, der skete i virkeligheden. Hvem er horst heilmann, min mors forlovede? Ikke en kæft har interesseret sig for det. Det vidste jeg også i forvejen, og derfor bliver dødsannoncen i romanen stavet forkert, så de tre tyske ord i den ikke giver nogen mening overhovedet – og romanen er jo selv formgivet som en dødsannonce, hvid med sørgerand.

Alt det bedste! Knud Romer

Double entendre
Hej med jer,

Tak fordi i tager jer så pænt af min roman! Malene Majcherek har spurgt, om jeg ville komme med et par ord om ”håndgranaten” – det vil jeg gerne, selv om den eneste, der ikke har noget at skulle have sagt, er forfatteren: det er op til læseren.

Det er naturligvis meningen, at sidste sætning kan læses på to måder - slutningen holder sig i svæve mellem to betydninger, der er diametrale modsætninger - det, som man også kalder for ”uendelig suspension”: tiøren skal falde i læserens eget hoved.

Det er en fælde, når mange læser romanen som en hævnhistorie, der kulminerer med, at fortælleren kaster en håndgranat ud over sin forhadte barndomsby – en eksplosion – og det står for læserens egen regning: hvad man siger er man selv. For det er ikke, hvad der står: han kaster splitten - og begår selvmord i en offerhistorie, der ender med en ”implosion”.

Når fortælleren begår selvmord i sidste sætning, sker der noget interessant – der åbner sig en afgrund - man kalder også den slags for ”mise en abyme”: romanen sætter sig selv – sin betydning, sin kommunikation - totalt på spil over for døden og glemslen og intetheden. Den udsletter og udraderer sig selv med tilbagevirkende kraft - hvis fortælleren begår selvmord, er historien aldrig fortalt. Det hele trækker sig så at sige sammen i en ”implosion” - som en dødende stjerne – og bliver til et sort hul: derfor lukker han også øjnene og putter en finger i hvert øre til sidst.

Håndgranaten ER jo romanen, der er bygget op lige som de granatsplinter, der kommer ud af onkel helmuts krop, mens han fortæller om krigen: det er erindrings-splinter, og et andet ord for det er: traume – sår - dvs. smertefulde erindringer af den allermest dødelige slags. De kommer indefra og ud og bliver langsomt samlet til en hel håndgranat lige som romanen langsomt bliver samlet af de inderlige og private erindringer og følelser, der kommer ud – og kommer til udtryk – og bliver forløst, selv om det betyder, at fortælleren må overvinde sin angst og i sidste ende betale med døden, når den sidste brik falder på plads.

I den forstand er romanen som sagt aldrig skrevet og aldrig læst: der står ingenting. Og det er også på den måde, man kan forstå teksten på bagklappen, der ikke er en ”smagsprøve”, men en "synekdoke" – del for helhed: det er romanen i dens mest fortættede form. Når der står, ”Nykøbing Falster er en by, som er så lille, at den begynder med at holde op” – så står der jo rent faktisk, at den ikke findes: den begynder med at holde op. Det er der mange ting der gør – livet begynder med at holde op, forståelsen af livet begynder med at holde op, og hvis man ser nøgternt på det, så er fraværet og betydningsløsheden mere omfattende og mere oprindeligt end nærværet og betydningsfuldheden i livet: vi ved ikke, hvem vi er, og hvad det betyder, fordi betydning i sidste ende er et menneskeligt fænomen, som vil tillægger tingene, og der findes mange meninger i og om livet, men tilværelsen som sådan har ikke nogen ”mening” og ”sandhed”, og vi kommer aldrig til at opleve det i et totalt nærvær, hvor vi har grebet - og begrebet – os selv: det findes ikke, og vi lever som skygger af en ukendt sol.

Derfor slutter afsnittet også med ordene, at ”det var det tætteste, jeg kunne komme på ikke at findes” – sådan er romanen tænkt og skrevet: så tæt på intet og fravær – døden – som jeg kunne komme uden at blinke. Og hvis man begynder at læse romanen på den måde – metaforisk, allegorisk - vil den åbne sig som noget helt andet end den bogstavelige, biografiske version, som har fået så meget opmærksomhed – og handler ikke kun om social udelukkelse, men om eksistentiel udelukkelse og døden, om fravær, intethed, isolation, kommunikationssammenbrud.

Hvis i f.eks. læser det afsnit om min ”far”, som ender med, ”og det sidste lys i universet gik ud”, og tænker på, at det ikke kun er ”min far”, som går rundt i huset og lukker og slukker, men... døden: den rene negation. Alt hvad han gør er negativt, han si

Tyskerhad sandt eller falsk?
Nej ,jeg er ikke vokset op i NykøbingF, kommer
fra København, men barndom i Korsør.
Min indgang til bogen er ikke den snak om, hvad der er sandt eller falsk, jeg synes sagtens bogen kan tale for sig selv....uanset
" om det nu er rigtigt eller ej". Personligt
tror jeg helt klart, at det tyskerhad var der,kunne fortælle andre og lignende hændelser fra min egen barndom. Det har ikke bare noget kun med Nykøbing Falster at gøre. Selv her i 2007, skal der jo ikke meget snak til om besættelsen
og danskernes holdninger m.v. før "man"
beskyldes for "tyskervenlig...."
....FRa mit arbejde på det lokale bibliotek, har jeg faktisk mødt flere ,der har sagt noget i denne retning: han ( Knud Romer ) overdriver,
men han har nu ret!.
Og så lige igen, snæversyn, dårlig behandling af andre, der ikke er som du og jeg..
ja det foregår desværre mange steder, også i de
større byer, men her er man bare bedre til
at bære masker.
Bag på bogen står der ca." at byen holder op før den begynder", det har Knud Romer kommenteret med at så handler den om ingenting!
Så er det jo fantastisk, at en bog, der skaber så meget debat og er så godt skrevet bare ikke
handler om noget!
For øvrigt kan jeg sige, at 700 elever, der
fornylig ( frivillig) lyttede til Knud Romer
på det lokale gymnasium var helt stille
under foredraget!det sker ellers aldrig! Efterfølgende er reserveringskøen igen steget på bogen.

Svar på: tyskerhad (4227)
Hvad siger de lokale?
Vi har jo faktisk et medlem i klubben fra Falster... Ulla K. - jeg ved ikke om du er opvokset på Falster, men hvis ja - hvordan husker du så samfundet fra din barndom? Var der virkelig et så udpræget tyskerhad? Jeg er selv født og opvokset på Lolland, men det var i 1980-90'erne, så det kan ikke sammenlignes... Noget jeg dog morede mig lidt over var, hvor forskelligt tingene kan opfattes alt efter øjnene der ser(!) Jeg er opvokset laaaangt ude på landet med roemarker og skove som nærmeste naboer, og for os unge var Nykøbing F. virkelig en storby! Et sted man kunne være anonym og forsvinde i mængden... Det sjove er, at Knud slet ikke ser byen sådan - men så skulle han måske prøve at komme fra et VIRKELIGT lille landsbysamfund! Så tror jeg, han ville ha' fået en lidt anden oplevelse af "alle-kender-alle" fænomenet og måske endda ha' set Nykøbing som en befrielse, hvor man kunne forsvinde i mængden og være lidt i fred ;-)

PS: I må virkelig undskylde at jeg har været så stille og ikke har fået svaret på ret mange indlæg, men jeg har ligget syg med en rigtig grim forkølelse siden weekenden og er stadig ikke helt rask... Og min bog ligger selvfølgelig på arbejdet, så jeg har ikke kunne slå noget op eller genlæse afsnit - men super spændende teori mht. granaten/selvmord(!) Ved nogen om Knud Romer selv har kommenteret den teori på et tidspunkt?

Svar på: Ikke selvmord (4211)
tyskerhad
Jeg har også tænkt på det med tyskerhad, og jeg er også vokset op på samme tid som forfatteren. Der var ikke noget tyskerhad i 60 érne. Jeg har også hørt venner til Knud Romer har meldt tilbage til ham, om at de ikke kan forstå det han skriver, at de har været så onde mod ham.

Tyskerhad?
Det er noget tid siden jeg har læst bogen, men jeg blev som de fleste af Jer andre meget grebet af den og synes den er rigtig godt fortalt. Een ting undrede mig. Så vidt jeg læser vokser han op og er barn i 70´erne (som jeg selv). Jeg mindes altså ikke den tyskervrede - men voksede heller ikke op på Falster. Hvad siger I andre? Er det en tidstypisk beskrivelse eller en anakronisme ud fra forfatterens fantasi? Eller??
Ligemeget hvad, er hans beskrivelse af det lille lukkede samfund og intolerancen selv over for et barn utrolig stærk - og desværre altid aktuel!

Motorstop!
Åh nej, jeg er gået i stå i den her bog :-)... Jeg mangler ca. 30 sider, men det er som om den går i ring for mig. Godt nok går historien fremad, men det er som om, moderen og andre familiemedlemmers karaktertræk bare bliver beskrevet ind i en ny sammenhæng. At faderen er pedantisk med at tælle og holde styr på ting bliver beskrevet i forskellige sammenhænge, men "historien" er den samme. Ved ikke om jeg får læst færdig?! :-)

Svar på: Døden (4193)
Ikke selvmord
Hm..havde ikke lige læst sætningen på den måde...jeg tror stadig, at det er selve granaten, han smider - så at "den" henfører til den granat, han lige har samlet. For mig er det tydeligt, at det er granaten, han smider, idet han i sætningen før den allersidste (som du citerer Mette)også bruger ordet "den" om selve granaten. Men sagde forfatteren selv, at det skulle opfattes som et selvmord?

Er lige blevet færdig med bogen
Jeg tænkte ikke på at Knud begik selvmord. Jeg kan godt forstå at han kaster granaten pga. al det han har oplevet. Bogen er godt nok trist, men jeg har også smilet mens jeg læste den. Malene - nu må vi snart læse nogen glade bøger.

Svar på: Jantelov og titel (4160)
Døden
For mig er der ikke meget forløsning i slutningen. Det behøver der heller ikke at være. Romanen er fantastisk og jeg har læst den to gange. For nogle uger siden hørte jeg Knud Romer i Aaalborg. Der sagde han selv: Så trak jeg splitten ud og kylede den så langt, jeg overhovedet kunne og lukkede øjnene og stak en finger i hvert øre." (s. 177) Hvis man skal læse det helt bogstavligt, så er det jo splinten han smider og altså granaten som han beholder. Altså begår vores kære Knutchen selvmord til sidst..?

Svar på: Titlen (4158)
Jantelov og titel
I forhold til titlen: Jeg tror, jeg er meget enig med dig, Malene, tænker også at den refererer til at "stå igennem" - ikke at vige - men at blive ved, i stil med forældrenes måde at overleve i den lille by på.
Jeg tænker i stil med jer andre også, at romanen behandler janteloven og det smålige i en dansk provins - men jeg må også lige sige, at jeg synes, den er mere tvetydig end som sådan. Som jeg vist tidligere har skrevet, så portrætteres forældrene i en slags dobbelthed, hvor de på én gang mytologiseres - løftes op og hæves over pøblen om man så må sige - og samtidig (særligt moderen til slut) udstilles i deres insisteren på at være anderledes og anklages for at have skabt det snærende barndomsfængsel, som Knud har så svært ved at slippe ud af. Jeg tror, det er helt rigtigt, at romanen handler meget om moderen. Det er jo også en slags forfaldshistorie i forhold til hendes figur - hun starter som helten i Tyskland, der heroisk redder alle og står igennem den uretfærdige behandling, hun udsættes for - og slutter som et slags sygt uhyre, der fortætter alt det negative ved hendes karakter og måske også ved Knuds opvækst generelt.
Hvordan skal vi tolke romanens slutning? Den slutter jo med et brag med, at Knud fylder al sorgen og fortvivlelsen og raseriet i onkel Helmuts granat: "...og satte tændsatsen i og gik op på Højbroen og kiggede ud over Nykøbing for sidste gang. Så trak jeg splitten ud og kylede den så langt, jeg overhovedet kunne og lukkede øjnene og stak en finger i hvert øre." (s. 177)Jeg tolker det sådan, at der virkelig er meget på spil i de sidste linjer. Måske er der en form for forløsning - omend af den destruktive slags - i den konkrete sprængning af alt det abstrakte (følelserne osv.). Det, at der står "for sidste gang" tyder for mig på, at romanen er et opgør, som betyder, at Knud kan komme videre i sit liv og lægge det smertefulde bag sig. Og så slutter romanen jo rent faktisk med, at Knud lukker øjnene, dvs. han blinker, og han går dermed imod titlen.
Igen tænker jeg på, at der er tvetydigheder på spil, for titlen er jo på én gang forældrenes mantra og samtidig noget, som man kunne forestille sig at høre råbt i skolegården. Så for mig er "Den som blinker er bange for døden" både forældrenes (de jantelovsramte) og mobbernes (dem, der udfører janteloven) logik. Derfor må Knud bryde med udsagnet til sidst, for han ER jo bange for døden - som ethvert menneske vel er i større eller mindre omfang.
Men hvad synes I? Jeg er virkelig i tvivl om slutningen, og hvor forløsende den egentlig er - om jeg tror på, at Knud kommer videre bagefter. Lige nu hælder jeg mest til at synes, at den ER forløsende...

Svar på: har ikke læst hele bogen (4140)
Titlen
Det var da et rigtig godt spørgsmål - hvor kommer titlen fra?! Selvom jeg har læst bogen færdig, så står det heller ikke lysende klart for mig, hvad den referer til. Der er vel ikke tale om at én bestemt hændelse har givet navn til bogen, men mere slags kulmination af fortællerens opvækst. For mig signalerer titlen noget meget angstpræget eller forkrampet, hvor jeg får indtryk af at fortælleren forsøger at "holde balancen" og ikke vise svaghed overfor omverdenen. Giver det mening? Eller har I andre bud?

Og selv tak, Anne :-) Det var super hyggeligt at møde dig på BogForum - og en fin snak vi fik med Tina her fra Litteratursiden om vores virtuelle læseklub.

har ikke læst hele bogen
Jeg kan godt lide bogen - den er skrevet godt. jeg har lige læst hvor han ligger under dynen og hører på radio Luxembourg. Jeg kom til at tænke på mig selv i 70ér hvor jeg lå og hørte den samme radio, Sweet, Sparks m.m. (satte min gamle lp med sparks på grammofonen. Jeg synes bogen springer meget, hvor er vi nu. Indtil videre synes jeg han skriver på en fængslende måde. Gad vide hvorfor den hedder den som blinker er bange for døden. Forøvrigt tak for sidst malene, det var kanon hyggelig at møde dig ved bogmessen.

Historien om en moder
Selvom det er "Knüdchen" som er hovedperson, og selvom det er ham som fortæller historien - handler bogen så ikke mere om hans mor? Jeg ved godt, at vi også bliver præsenteret for farens familie og opvækst, men det er alligevel historien om moren som bider sig fast hos mig. Faktisk tænkte jeg flere gange undervejs, at det også havde været en super spændende roman, hvis den "kun" havde koncenteret sig om morens barndom og ungdom indtil hun flytter til Danmark i 1950. Hvis romanen havde begrænset sig til den periode, så havde der været mere mulighed for at gå i dybden med morens oplevelser som barn og ung - og det var bestemt ikke uinteressant!

Tænk bare på historien om hvordan hun nærmest kæmpede sig vej gennem fjendens linier for at advare sin familie - bare for at opdage at de allerede var rejst over hals og hoved. Hvorefter hun finder gryden med "familie-gullaschen" og beslutter sig for at "redde" den :-)

Jeg kunne personligt sagtens have læst en hel bog udelukkende om morens liv op til 1950...

Svar på: Anden udgave af bogen (4088)
Magna Print
Ahh, så tror jeg, at jeg ved, hvad det er for en udgave du har fået fat i, Lene :-) Det er nok det vi på bibliotekerne kalde en "magna print" bog. Det er egentlig bøger beregnet til svagtseende, fordi teksten står med større bogstaver end i alm. bøger - men indholdet selvfølgelig er præcis det samme. Sjovt at det var sådan en udgave du har fået fingre i :-) Så håber jeg bare du kan følge med i sidehenvisningerne ;-)

Svar på: Deprimerende og godt skrevet (4098)
Forældrene
Jeg er helt enig med dig, Maria. Der er en slags dobbelthed i hovedpersonens beskrivelse af forældrene. Et af de steder som jeg især bed mærke i var på s. 38-42 hvor faren bliver beskrevet - hvilket også er et af de steder hvor jeg synes Knud Romer virkelig folder sig ud som forfatter. Afsnittet starten med: "Far var god, som dagen var lang, og solen skinnede i hans ansigt..." og jeg sad som læser og lunede mig og tænkte, at hovedpersonen måtte have haft et nært og tæt forhold til sin far. Men undervejs i afsnittet ændres tonen, og det beskrives hvordan faren låser, lukker og slukker alle vegne og det slutter med: "...og så slukkede han lampen på natbordet, og det sidste lys i universet gik ud". Så følte jeg pludselig som læser en enorm klaustofobi! Og kunne ikke la' være med at tænke hvor rædselsfuldt indelukket og kontrolleret en barndom hovedpersonen måtte have haft med sådan en far. Ud over at det viser denne dobbelthed i forholdet til faren synes jeg også det er rigtig godt skrevet, fordi Knud Romer får mine følelser til at dreje fuldstændig - men uden at bruge et eneste negativt ladet ord om sin far! Det hele ligger i beskrivelserne af farens person og handlinger, og dét synes jeg er flot gået!

Deprimerende og godt skrevet
Jeg må indrømme, at jeg ikke helt har Den som blinker i frisk erindring, det er nemlig et halvt års tid siden, jeg læste den. Men jeg husker, at jeg havde en god læseoplevelse med den, selvom den måske er lige lovlig offer-agtig i sin behandling af hovedpersonen. Som I andre er inde på, er hovedpersonen virkelig i en trist situation, som han ikke rigtigt kan bryde ud af - og det kan næsten blive for meget dårligdom for mig som læser. ALT var galt:-)
Nej - seriøst: jeg synes specielt, at relationen mellem hovedpersonen og hans forældre/ophav er interessant. Det er en bittersød blanding af, at de næsten mytologiseres til helte og heltinder (fx moderen med sin modstandskamp og den uretfærdige behandling hun udsættes for i DK) og så en gradvis optrevling af, at forældrene også er snæversynede, rigide og nærmest VIL skille sig ud. Jeg mener måske, at der er en form for dobbelt-oprør i romanen: både et oprør over for det lille indspiste og intolerante samfund, hovedpersonen vokser op i, og så et opgør med de forældre, der på en gang er forbilleder og samtidig medvirkende til at skabe en klaustrofobisk verden, som hovedpersonen ikke kan slippe ud af. Får han forløsning til sidst? Jeg synes ikke, det virker sådan.
Rent sprogligt synes jeg, at romanen ofte betjener sig af faste vendinger og finurlige ordsprogslignende sætninger osv. Jf. titlen, som jo også leger med en slags ordsprog eller fast vending. Jeg har tænkt lidt over, hvordan det virker på mig som læser, men jeg er ikke helt sikker...måske leger det med en slags kliché-sprog, måske bliver der indbygget en form for distance til det fortalte/de beskrevne personer - som om de gennem sproget holdes ud i en lille smule ironisk strakt arm. Ved ikke om det giver mening? Jeg har tænkt lidt på, om den form for galgenhumor og skæbnens ironi, som jeg synes optræder flere steder i romanen både som indhold og som sproglig form, er hovedpersonens måde at overleve på i al denne tristesse.

Svar på: - og fantastisk flot skrevet! (4084)
Anden udgave af bogen
Hej Malene

Jeg kom til at grine lidt, da jeg læste dit spørgsmål vedr. antal sider.

Jeg har lånt bogen på biblioteket og altså fået fat i en udgave, der er skrevet med lidt større bogstaver end normalt :-) Har aldrig tidligere fået fat i sådan en udgave af en bog.

Jeg synes også bogen er godt skrevet. I hvert fald har den holdt mig fanget fra første til sidste side.

Det glæder mig lidt, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om fortælligen alene bygger på virkelige oplevelser. Jeg har under hele læsningen spekuleret på, om det virkelig kan være sandt det hele.

Hvad skal vi læse i foråret?
Inden vi kommer alt for godt i gang med debatten, vil jeg lige opfordre jer til at komme med forslag til bøger, vi kan læse i foråret. Send en mail til mig inden nytår (husk max. 200 sider pr. bog), og så vil jeg i løbet af januar have vores program indtil sommerferien klar. Jeg foreslår, at vi igen holder sommerpause i juli og august, så programmet vil dække marts, april, maj og juni.

Jeg glæder mig til at se jeres forslag :-)

Svar på: Sørgelig fortælling (4082)
- og fantastisk flot skrevet!
Ja, det er en rigtig sørgelige historie! Men inden jeg kunne gå i gang brugte jeg virkelig lang tid på at finde ud af, "hvordan" jeg ville læse bogen. Den har jo været debatteret helt enormt meget og har bragt mange følelser i kog - men er det ikke "bare" en skønlitterær roman? Knud Romer har jo selv forstået at markedsføre sin fortælling i og med, at han i nogle sammenhænge har bekræftet at historien var den skinbarlige sandhed - og andre gange har ytrer at det var noget han fandt på. Men uanset hvad, så bygger alle forfattere vel videre på noget de selv har set, hørt (om), oplevet, kendt til osv. - og dér synes jeg ikke man kan klandre Knud Romer at tage udgangspunkt i facts fra sit eget liv for så at digte videre på dem. Det JEG havde brug for inden jeg gik igang var at beslutte, om jeg ville læse romanen som en virkelig fortælling om hans liv og opvækst, eller om jeg ville læse den som en skønlitteratur.

Jeg valgte det sidste...

Og det er jeg rigtig glad for! :-) Jeg synes faktisk Knud Romer skriver helt enormt godt! Men det har man slet ikke hørt noget om når bogen har været debatteret, fordi alle har haft travlt med at spekulere over hvorvidt det var en sand historie.

PS: Lene, hvad er det for en udgave du har af bogen? Alle de udgaver jeg kender til er kun nummereret til 176 sider.

Sørgelig fortælling
Jeg har læst bogen nærmest i et stræk, og det tror jeg har gjort, fordi jeg hele tiden har siddet med et ønske om, at hovedpersonens liv nu må blive bedre. Jeg har vist tænkt, at hvis jeg lige læser lidt videre, så oplever jeg nok, at der kommer mere glæde ind i hovedpersonens liv. Men ak nej, jeg opfatter ikke, at hovedpersonen har følt, at der kom mere glæde og tilfredshed ind i hans liv. På side 222 skriver han, at selvom han flyttede fra Nykøbing, kom han aldrig væk, han slap aldrig ud af huset på Hans Ditlevsensgade. Bogen er på 239 sider, og der er ikke megen glæde på siderne 223-239.

Jeg sidder tilbage med følelsen af, at det er en anderledes bog. Anderledes i forhold til hvad.....jeg ved det ikke rigtigt.....jeg havde måske en forventning om at noget, der starter dårligt ender godt. Det er bare så sørgelig en historie, at jeg ville ønske, at den ikke var sand.