Den fremmede

Oprettet: 03.10.2009 - 08:46

Bog: "Den fremmede" af Albert Camus

Bogens forside

Under en retssag viser en ung mand, der er anklaget for mord, en uforstående ligegyldighed overfor sin ugerning og dens følger

Originaludgave: 1942

Forfatter: 
Albert Camus
Udgivet: 
1978
Forlag: 
[Gyldendal]
Sidetal: 
136
Lån bogen - Køb bogen

Bogen er til debat i oktober og november 2009.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Ann Luther Torp

    tir, 01/12/2009 - 09:40

    Tak til alle for en fuldstændig forrygende diskussion. Mersault er stadig fremmed for os, men vi har belyst ham fra forskellige vinkler og diskussionen er kommet godt rundt i hjørnerne.
    Jeg synes dog efterhånden, der tegner sig et billede af, at 2 måneder er lige lovlig lang tid at have en bog til debat. Diskussionslysten løber forståeligt nok ud af os her i klubben efter en måneds tid - som det også har været gældende med Den Fremmede - så i den nye sæson vil hver bog kun være til diskussion i en måned. Dog vil man altid kunne finde diskussionerne under "Gamle debatter", hvis man ikke nåede at få alle sine guldkorn med :-)

  • Bjarne Dahl

    lør, 24/10/2009 - 09:32

    Det er da i orden Magrethe,Men jeg håber da ikke, du med din bemærkning om "lommepsykologi", mener det er synspunkt jeg har bragt ind i dikussionen.

  • Margrethe

    tor, 22/10/2009 - 21:32

    Jeg kan vist ikke bidrage med mere til denne diskussion og føler mig også mæt. Lommepsykologi eller ej:-)  

  • Bjarne Dahl

    tor, 22/10/2009 - 18:58

    Hovsa Magrethe! Allerførst så er der vel ikke nogen der trætter nogen som helst med noget somhelst her.Har man noget på hjerte skal man vel komme frem med det?Men mit hovsa går mere på din bemærkning "jeg er med på,at en anklager skal finde og samle sit materiale,så sagen falder ud til anklagerens fordel/pengepung".Det er jeg ikke med på her Her psykologiserer du,Magrethe.Jeg taler ikke om anklageren som person men i bogen som bærer af de egenskaber ,som er så fundamentale i menneskers forhold til hinanden.Du spørger jo også retorisk :Hvilken kompetance har anklageren i Meursault psyke ?Netop-Ingen har kompetancer i andres psyke .Alligevel prøver vi at udtænke hinanden hele tiden.Det fører så hen til dit spørgsmål om hvordan jeg oplever vores forskellige læsninger.M og anklageren er samme person!
    Du læser den psykologisk.Du læse den som en fortælling om nogle selstændige personer der interagerer med hinanden.
    Jeg læser den symbolsk.For mig handler den om menneskets eksistentielle vilkår ."Personerne " er for mig blot figurer der viser forskellige sider af det at være menneske.

  • Margrethe

    tor, 22/10/2009 - 14:01

    rettelse:

    Jeg er også uenig med dig, i at Meursault IKKE farer op fordi:"...de "kun" roder op i hans motiver". Det er netop hele hans personlighed de stiller spørgsmålstegn ved og det er uvedkommende.

    (og så skal jeg ikke trætte eventuelle medlæsere i flere petitesser)

  • Margrethe

    tor, 22/10/2009 - 13:09

    Mit indlæg var til Bjarne - ikke Henrik:-)

  • Margrethe

    tor, 22/10/2009 - 12:59

    Hej Henrik

    Jeg er med på, at en anklager skal finde og samle sit materiale, så sagen falder ud til anklagerens fordel/pengepung.

    Og jeg kan godt huske, at M ønsker sig et liv: "Som et liv, hvor jeg kan huske dette" Jeg kan ikke lige huske, om "dette" fører hen til noget bestemt?. Ellers tolker jeg "dette" - efter hukommenlsen - som at være blevet klogere på livet - på ikke at leve det så absurd, som han har gjort.

    Også enig i at præsten er uinteresseret i motiver og handlinger.

    Men så skilles vores veje:-) anklageren kapper over på det tidspunkt, hvor han overtager 'psykologens sprog'. Jeg husker godt, at anklageren/fortælleren sagde: "Det ,som interesserer mig ,det er Dem selv" og blev forbavset. For hvilken kompetance har anklageren i Meursaults psyke? (Som jeg vist før har været inde på.)

    Jeg er også uenig med dig, i at Meursault kun farer op fordi:"...de "kun" roder op i hans motiver". Det er netop hele hans personlighed de stiller spørgsmålstegn ved og det er uvedkommende.

    Jeg oplever Meursault som alt andet end en: "irriterende ung mand uden de dybere lag." som du skrev. Jeg husker p.t. Meursault som en grænseoverskridende bevidst samvittighedsfuld mand, der har taget ansvar for sit liv. Men ikke føler sig skyldig.

    ----

    Du har nok ret i, at min grundlæggende indstilling til romanen er tillid. Og vores "forskellige frekvenser" oplever jeg som forskellige teoretiske tilgange. Hvordan oplever du vores "forskellige frekvenser"? Men også vores forskellige smag er afgørende for vores tolkninger, tror jeg: nogen kan bedre li' moren andre datteren:-)

     

     

  • Bjarne Dahl

    tor, 22/10/2009 - 10:46

    Hej Magrethe! Din præcisering af ,hvorfor du mener, at anklageren angriber M´s personlighed, har jeg selvfølgelig ikke noget at indvende imod.Det er ikke sådan, at jeg mener, du har uret.Vores tilgange er forskellige, og din læsning kan være lige så god som min.Alligevel så synes jeg dine indlæg skærper kravet til min egen læsning,hvilket er meget givende.Så-mange tak for det :-)
    Jeg har jo ikke den samme tillid som dig til, at fortællingen er ,hvad den udgiver sig for at være,nemlig en historie om et mord,en retsag og en domfældelse,inden for hvilken ramme nogle psykokologiske portrætter agerer.
    Jeg skrev tidligere at jeg læser M som et symbol på eksistens.En sådan sybolsk tilgang kræver selvfølgende en vis konsekvens og omfatter således også anklageren som bærer af nogle almene menneskelige egenskaber,En anklagers job er at samle trådene.(for en anklager er der altid tråde at samle).Han skal finde motiver og knytte handlinger og motiver sammen,hvilket kræver en tydning af de enkelte handlinger.Mennesker handler ikke bare ud i den blå luft.Findes der ikke en ydre,må der findes en indre (psykologisk) forklaring.Når anklageren siger: "Det ,som interesserer mig ,det er dem selv" så mener han ikke, at han ønsker at knytte sig tættere til M,men at han ønsker at hans egen "handling-motiv" kabale skal gå op.M vil ikke tage del i det spil,hvilket gøre anklageren rasende.Man kan næsten sige at M med sin passivitet angriber anklagerens personlighed :-)
    Med præsten forholder det sig anderledes.Præsten er ikke interesseret i motiver og handlinger men i at gøre M til et andet menneske.At han skal få et andet liv.Det er derfor ,jeg mener at M her hjerner ud.Som svar på præstens spørgsmål om,hvilket andet liv M kunne tænke sig,er svaret:"Som et liv,hvor jeg kan huske dette"!

  • Ann Luther Torp

    ons, 21/10/2009 - 11:59

    Her kommer lige et lidt forsinket velkommen til Bjarne og Gitte - to nyere stemmer her i klubben :-)
    Jeg er meget enig i de tilkendegivelser, der kommer fra flere af jer her i debatten vedr. forskellige måder at læse på. Jeg tror ikke, at to mennesker nogensinde vil læse og forstå en bog fuldstændig ens - og gudskelov for det. Ellers ville der nok blive ret stille her i klubben :-)

  • Margrethe

    ons, 21/10/2009 - 07:46

    Rettelse:

    Det jeg mener er, at anklageren ikke kan bevise, at hovedperonen har begået mordet, og derfor griber til ufine metoder så som at angribe M's manglende gråd ved morens død.

    Det rigtige formulering i mit sidste indlæg naturligvis at: "Når anklageren KRÆVER gråd for at modbevise eventuel kulde, følelsesafstumpethed og følgelig mord - betyder det for mig - at anklageren angriber hele personens personlighed."

    Sorry.

  • Margrethe

    man, 19/10/2009 - 14:37

    Allerførst tak fordi du bærer over med min manglende viden om din tilgang til Den fremmede og at du alligevel forsøger at forklare mig, hvad du mener. Og ja, jeg synes også det er rigtig spændende, at vi læser forskelligt. Alle læser forskelligt, tror jeg. Men mellem os er der kød på:-) og det er sjovt.

    Ja, jeg oplever Meursault som gående rundt i den virkelige verden. Det gør du ikke. Du oplever ham som SYMBOL på den absurde eksistens. En konstruktion måske som nogle er inde på. Tak for præciseringen.:-)

    Jeg vil gerne korrigere, at Meursault og hovedpersonen/fortælleren er to forskellige i romanen. Men stadig realistiske personer, som kunne eksistere i den virkelige verden, tror jeg.

    Nej, jeg finder det ikke "lidt for smart" at sige, at hovedfiguren er "eksistens på et subjekt". Jeg følte bare, at for dig var det nærmest daglig tale at bruge begrebet og følte mig lidt dum. Jeg føler mig ikke dum mere. Tak for forklaringen.

    Når anklageren KRÆVER gråd - og en bestemt moralsk opførsel - for at bevise eventuel kulde, følelsesafstumpethed og følgelig mord - betyder det for mig - at anklageren angriber hele personens personlighed. Hele hans selvforståelse. Ikke "kun" hans motiver. Når anklageren er inde på hans motiver mener jeg at huske, at M. neurtralliserer dem, som du også siger.

    Ja, "et blindt hjerte" - blindt her og hisset - læser jeg.

    At dine formuleringer " ikke er de mest geniale" ved jeg ikke noget om. Men jeg kan godt li' dine kommentarer - som for mig viser - at du reflekterer meget over Den fremmede og det er inspirerende:-)

  • Bjarne Dahl

    man, 19/10/2009 - 13:02

    Hej Magrethe! Det er tydeligt at vi læser "Den fremmede" på forskellige måder.At man kan det , gør jo netop bogen ekstra fascinerende.Vi kommer nok ikke til at læse på samme frekvens, men jeg kan da prøve at forklare mig lidt bedre for at tydeligøre hvordan jeg læser bogen.Mine formuleringer er nok ikke de mest geniale.Når jeg skrive, at der UNDER LÆSNINGEN ikke er noget identitetsammenfald med navnet og personen, mener jeg blot ,at navnet først dukker sent ,og perifert ,op i bogen.Når man efterfølgende GENTAGENDE gange benævner hovedfiguren som "Meursault" ,er det så , jeg mener ,man skaber en personlighed lig dem der går rundt i den virkelige verden.Her er minlæsning anderledes Det føre hen til min foståelese af hovedfiguren,som jeg ,lidt for smart måske,kaldte eksistens sat på subjekt.Her mener jeg blot,at jeg ser M som et SYMBOL på den absurde menneskelige eksistens.
    Når M ikke farer op over for retsformanden,anklageren og andre skyldes det at de "kun" roder op i hans motiver.Noget alle til alle tider gør.Hvorimod præsten beskylder ham for at have "et blindt hjerte".Intet mindre.

  • Margrethe

    søn, 18/10/2009 - 15:13

    Hvordan giver det sig udtryk i romanen, at der ikke er: "identitetssammenfald mellem navnet (Meursault) og fortælleren"? Jeg fandt det naturligt - på min 2-3 læsning af romanen - at læse Meursault og fortæller som samme person. )"Læsertilføjelse" eller ej.(Jeg har afleveret romanen på biblioteket og kan ikke selv tjekke.)

    Hvori består "det kendte": "eksistens sat på subjekt"? At han kun er sanselig? Ikke rationel? Ikke ansvarlig for sit eget liv?

    Hvorfor farer Meursault ikke op, da retsformanden, anklageren og flere andre "angriber" hans personlighed/hans eksistens/hans selvforståelse?

    Jeg kan bedre li', at kalde Meursaults følelsesudbrud til sidst for angreb på hans selvforståelse. (jeg kan lettere identificere mig med selvforståelse).

    Meursault oplever sig selv som ikke troende, indtil præsten forsøger at overtale ham, så går han i stykker.

    Jeg er enig i, at slutningen er højdepunktet - "tærsklen" - klimaks - det højst opnåelige.

  • Bjarne Dahl

    søn, 18/10/2009 - 13:02

    Det er jo en læseklub det her,så det må jo være underforstået,at alle læser derfra hvor de står.Det handler jo ikke om at imponere hinanden men at dele læseoplevelser og håbe man får tilføjet sin egen læsning en ekstra dimension.
    Det er mange år siden jeg læste "Den fremmede" første gang.Nu hvor jeg har genlæst den ,føler jeg, at jeg dengang måske blev lidt "forført" af bogen.Jeg huskede den som en god og fascinerende fortælling om en underlig grænsende til det irriterende ung mand uden de dybere lag.
    I dag læser jeg den helt anderledes.Det skyldes selvfølgelig en række forandringer af min person foranlediget af ophobning af nye erfaring det være sig praktiske som teoretiske art.Dette fortolkningsaspekt mener jeg desuden er et vigtig underliggende tema i "Den fremmede".
    I dag læser jeg ikke "Den fremmede" som en realistisk roman.Jeg lægger mærke til,at Camus allerede i indledningen beskriver tidens irellevans."I Dag er mor død.Eller måske var det i går" I dag eller i går er uden betydning.Noget som også fremgår senere i bogen i forbindelse med reflektioner over døden.Om man dør nu eller om tyve år-døden er den samme.I afnit 1 hedder det :"Jeg tager rutebilen klokken 2".I afsnit 3:"Jeg tog rutebilen klokken 2".Tage eller tog-det er intensiteten i nuet det handler om.
    "Hovedpersonen" hedder Meursault.Navnet bliver vist kun nævnt en enkelt gang i bogen,hvorfor jeg vælger at omtale "ham" som M.Under læsning er der ikke nogen identitetssammenfald mellem navnet og fortælleren.Hvis man i analysesammenhænd fæstner sig ved navnet og hele tiden kobler det på fortælleren skaber man en personidentitet,som efter min mening er en læsertilføjelse.
    I min læsning er M ikke en person man kan forholde sig til, det være sig i sympati som antiparti.M er hverken god eller ond.Der er ikke nogen person at lave etiske overvejelser over.M er,for at omformulere et kendt udtryk,eksistens sat på sujekt.M er den rene,absurde uforpligtende eksistens.M lever imiddelbart registrerende over for sine omgivelser.M reagerer med ubehag når andre lægger fortolkninger ind i i hans handlinger,som han selv finder uproblematiske.Hændelser sker bare.Derfor reagerer han ekstra voldsom da præsten betvivler hans egen eksisistensforståelse og stiller sig til dommer over for ham.For M er det et uhørt overgreb på hans eksistens,
    Bogen slutter med drømmen om den absolute eksistentielle nærvær ved guillotinen på tærskelen til døden.Intet før og intet efter."De andre" overlader med deres hadefulde råb M til sin egen helt personlige død.

  • bendt lund nielsen

    tor, 15/10/2009 - 10:43

    Det er fint nok at læse en novelle med sine følelser. Ja, både fornuft og følelser er vigtige. Selv om jeg har lært "fine modeller" i min tidligere læreruddannelse og på Århus Universitet "læser" jeg også med mine følelser og min livserfaring som ballast. Og det er helt i orden, mener jeg. Jeg er f.eks. helt vild med eventyr og Lene Kaaberbøls "Skammerserie" og hendes fantasy! (ja, hvorfor et engelsk udtryk?????).
    Nej, som kristen holder jeg fast i at dødsstraf er umenneskeligt. Kun Gud dømmer i sidste ombæring. Og iøvrigt: Der er f.eks. mange justistmord i hele verdenen (ikke mindst Kina men også i USA, hvor uskyldige dømmes). Dødsstraf er statens dom, og kan bruges politisk! Og det bliver den i mange lande! Ja, jeg er jo selv domsmand! Så jeg ved hvor svært det er at dømme. Pressen giver ofte et forkert indtryk af en retsag. Som dommer skal jeg vurdere alle aspekter i en sag.Heldigvis er vi tre dommere i en domsmandssag.

  • Margrethe

    ons, 14/10/2009 - 15:43

    Til Gitte

    Jeg tror, at de fleste her på siden FØLER, når de læser. Men udelukker følelser og engagement, at man bliver god til at argumentere for sine synspunkter? At man bruger hovedet så at sige:-)

    Skal man skrive på et bestemt plan for at være med her? Vigtigst er vel om man er åben over for anderledes tænkende. Dog tror jeg, at det er en fordel at være lyttende. Eller hvad tror du?

    Har debatten her ikke bl.a. vist, at 'lukkede' Meursault ikke er så ligeglad endda? For hvad er "ægte glæde" og "ægte sorg"? Og hvem har patent på det? Og som du selv siger, viser Meursault følelser til sidst overfor fængselspræsten. Betyder det så, at han har gode erfaringer med at vise sine følelser - at han er ligeglad - og altid har været ligeglad?

    Jeg har via: Den fremmede fået genopfrisket mine argumenter IMOD dødsstraf og fået repeteret hvor svært det er at dømme andre mennesker. Men ellers er det godt at høre, at du ellers "bestemt er imod dødsstraf".

  • gitte333

    ons, 14/10/2009 - 10:29

    Hej det er første gang jeg er med i en læsegruppe, og ved ikke om jeg er helt på samme plan som i andre, jeg er ikke så god til at anylesere, jeg føler mere, når jeg læser. Og da jeg læste den fremmmede følte jeg først irritation over at en ung mand kunne være så ligeglad med alt også over at være ligeglad, så fik jeg medlidenhed med ham over han så ikke følte ægte glæde eller ægte sorg,detvar han for ligeglad til, men til min lettelse kunne en dødsstaf få ham til at føle noget, jeg er bestemt imod dødsstraf, men jeg må sige at denne lille roman er et argument der kunne få mig til at synes at dødsstraf kan være til glæde for den dømte

  • gitte333

    ons, 14/10/2009 - 10:26

    Hej det er første gang jeg er med i en læsegruppe, og ved ikke om jeg er helt på samme plan som i andre, jeg er ikke så god til at anylesere, jeg føler mere, når jeg læser. Og da jeg læste den fremmmede følte jeg først irritation over at en ung mand kunne være så ligeglad med alt også over at være ligeglad, så fik jeg medlidenhed med ham over han så ikke følte ægte glæde eller ægte sorg,detvar han for ligeglad til, men til min lettelse kunne en dødsstaf få ham til at føle noget, jeg er bestemt imod dødsstraf, men jeg må sige at denne lille roman er et argument der kunne få mig til at synes at dødsstraf kan være til glæde for den dømte

  • bendt lund nielsen

    man, 12/10/2009 - 11:46

    Ja, selvforsvar er en formidlende omstændig og der kan være straffrihjed i dansk lovgivning for selvforsvar. Spørgsmålet er : Hvornår er det selvforsvar og hvornår selvtægt? Det er et svært spørgsmål! Ja, jeg er helt enig med dig Margrethe. Sollyset kan ikke være en undskyldning!

  • Margrethe

    man, 12/10/2009 - 10:38

    For mig giver det bedst mening at snakke konkret.

    Uanset hvor meget araberen har provokeret, giver det ikke Meursault adgang til at skyde. Jeg mener kun, at selvforsvar giver adgang til skud. Spørgsmålet er så, om Meursault følte sig truet? Og her kan vi kun gætte og ræsonnere. 

    Frygt og solglimt - undskylder ikke Meursault - forklarer højst hans fumleri og skyderi. Så set sådan vil jeg tilslutte mig: "skyldig med formildende omstændigheder".

    Jeg tror på, at vi er født uskyldige. (Arvesynden har jeg til gode:-) - ikke forstået? - men det er en laaaaaannnnnggg diskussion). At 14 årige eventuelt skal kriminaliseres ved grove forbrydelser er forkert og dumt, efter min mening. 

  • bendt lund nielsen

    man, 12/10/2009 - 11:42

    Mener Camus, at ting sker tilfældig?Og er offeret selv skyldig? En provokation undskylder ikke et mord.Det kan være formidlende, men undskylder ikke. I dansk retspelje er der flere kategorier af drab, men jeg vil som Margrethe sige at vi alle har et personlig ansvar for vore handlinger. Og som sagt livet er helligt og ikke absurd. Det er fint at Camus sætter tingene på spidsen. Det fremmer en god diskussion og skyldsspørgsmål skal være til debat hele tiden. Ja, nu vil man i Danmark sætte den kriminelle lavalder ned til 14 år. Hvad bliver det næste? 4 år? Eller er barnet bare skyldigt ved fødslen?

  • Margrethe

    lør, 10/10/2009 - 20:42

    Hvem har ansvar for drabet på tjekken? Først og fremmest morderen - den, der skyder. Naturligvis.

    Jeg kan ikke acceptere, at Camus "antyder", at "rovmord faktisk er i orden", som hytlodaeus gør opmærksom på og er heller ikke enig i Jespers ellers "gode argumentation", at "offeret selv er skyldigt". Spin?

    Tjekke historien er "rimelig" og "usandsynlig" siger Camus. Rimelig fordi det er dumt at klæde sig ud og prale med rigdom. Usandsynlig - fordi hvem kan skjule sig i en udklædning for en mor og en søster? Hvem har så ansvar for drabet på tjekken? Tjekken har ansvar for sin påklædning. Men tjekken har ikke ansvar for sin død, efter min mening. Kun morderen - moren og søsteren - har ansvar for den handling, der førte døden.

    Og hvad er forfatterens hensigt med at beskrive retssagen, som han gør, er et godt spørgsmål?

  • hythlodaeus

    lør, 10/10/2009 - 20:00

    Nu en dobbeltpost...

  • hythlodaeus

    lør, 10/10/2009 - 19:56

    Grr. Første kommentar spist af browseren.

    Den fremmede var et interessant bekendtskab. Den satte mange tanker igang, og det er langt fra alt, der virker entydigt i mine øjne.

    For det første er det rigtigt som Jesper har påpeget, at ligegyldigheden som tema antydes allerede i første linje, men det følger ikke automatisk deraf, at Meursault faktisk er ligeglad med moderens død. Hvorfor starter romanen med den oplysning? Måske fordi moderens død er helt afgørende for Meursault, og at han i virkeligheden er dybt rystet over den, selvom han ikke formår at udtrykke eller anerkende sit chok og tab, end ikke over for sig selv.

    Jeg er heller ikke overbevist om, at retssagen er udtryk for noget absurd. Ganske vist inddrager anklageren mærkelige detaljer som skærpende omstændigheder, men vi har jo kun den anklagedes udlægning af sagen, og han erkender hyppigt, at han ikke altid orker at høre efter hvad der bliver sagt. Det er jo ikke som i Kafkas Processen, hvor Josef K. så vidt jeg ved - jeg har aldrig fået den læst, så jeg er klar til at blive belært - end ikke aner, hvad han er anklaget for. Det gør Meursault jo udmærket, og han er oven i købet skyldig efter noder.

    Den efterfølgende retssag handler om en af de værste forbrydelser, et fadermord. Budskabet om mord er særligt slemme inden for familien, spiller også en rolle i historien om tjekken. Meursault synes tilsyneladende, at han selv var ude om det, fordi han var forklædt - men dermed antydes det jo også, at rovmord faktisk er i orden. Tilsyneladende bruger han historien til at lette sig for sit eget ansvar, selvom han hele tiden påstår, at han vedgår sig det.

    Meursault er den fremmede - men mest af alt over for sig selv.

    PS Jeg besluttede, at dette var en god anledning til at repetere mit skolefransk, så et generelt forbehold for alle fejltolkninger er nok på sin plads ;-)

  • Margrethe

    lør, 10/10/2009 - 14:24

    Tjekkens ansvar og morens/søsterens motiv?

    Som Jesper argumenterer godt for, er den rejsende tjekke selv ansvarlig for sin død, fordi han har klædt sig ud. Her er der så - ifølge Jesper - overensstemmelse med hvad Camus siger - og hvad Camus udrykker i sin kunst. Mersault siger (til sig selv) om drabet på tjekken: "På en måde var den (drabet på tjekken) usandsynlig. Men på en måde også rimelig.. I hvert fald synes jeg, at manden selv havde været ude om det, og at der er ting, som det er dumt at spøge med."

    Og at morens og søsterens motiv er penge - til at slå søn/bror ihjel - er også klart. At Camus så selv mener, at vi kan vælge os ud af fattigdom, er en anden sag.
    Men hvem har ansvaret for Meursaults dom og eventuelle henrettelse?

    Meursaults ansvar og motiv?

    Meursault er blevet den fremmede/"misforståede", bl.a. fordi rygning, bio og sex er koblet til Meursaults 'sorgarbejde'. Men også bl.a. fordi - som vi har været inde på - at han ikke er blevet hørt.

    Hvad mener du Jesper med: "Mordet på araberen er taget ud af sammenhængen med frygten og solstrejfet i kniven en rendyrket forbrydelse, men i sammenhængen en det en naturlig reaktion."

    Mener du, at mordet på araberen er - taget ud af sin sammenhæng - en rendyrket forbrydelse - men på grund af frygt og solglimt reagerer Meursault naturligt? Eller?

     

     

  • Margrethe

    fre, 09/10/2009 - 11:16

    Kære Bendt

    Jeg synes ikke, at du udtaler dig "kluntet". Jeg debatterer først og fremmest for at lære, men også for at opklare uklarheder hos/mellem mine læsevenner:-)

    Og når du siger at vi har "et personligt ansvar for at hjælpe andre- " f.eks. syge og folk i nød - er jeg enig med dig. Og jeg ønsker også et samfund, hvor vi er mere lige. Hvordan man får det, er så en anden (politisk) historie.

    Tak for tippet.:-)"Samvittighed forbudt" - navnet staves Claude Eatherly - har jeg netop bestilt på biblioteket og glæder mig til at læse den.(når jeg p.t. har overstået min halsbetændelse)

    Og ja det er frustrerende p.t. at høre - med al respekt - om forsvarets børnehave, som ikke kan/vil tage ansvar.

    Godt at høre, at du er enig i, at den anklagede bør høres. Det troede jeg også, at du mente:-) Og at du er enig i, at der kan sættes spørgsmålstegn ved "anklagerens attityder":-)

    Og jeg er enig i, at Meursaults følelsesregister er NEUTRALT. Hvordan kan det næsten blive andet, når han føler, at omverdenen dømmer ham - når han 'læser' "had" og "rædsel" i andre? Først til sidst åbner han op.

    Til Tove: Jeg skriver forhåbentlig ikke "psykologiske analyser" - jeg lommefilosoferer:-) Mange af Meursault - især (sprog)handlinger er også uforståelige for mig. Og tak for at du læser med.

    "Mennesket bag forbryderen" lyder godt i mine ører. Lundins sag er en grusom historie, som jeg ellers ikke har nogen mening om.

    Jeg har tænkt meget over dit spørgsmål Bendt - som du også før har stillet: "Hvor kommer ondskaben fra?" Et kæmpe filosofisk spørgsmål. Men jeg tror godt, at jeg tør svare med Camus ord at: "ondskaben sidder inde i os selv". Og hvordan er ondskaben kommet ind i mennesket? Det er mennesker/vi også selv ansvarlige for, tror jeg.

    En af mine grunde til at lære:-)

    Det betyder ikke, at Gud er forgæves. Gud har givet os livet. Det tror jeg også på:-) Og så må vi forvalte det efter bedste EVNE. Jeg tror - som du - ikke på - at Gud dømmer os

    Det er positivt at have "holdninger". Bevidsthed er vejen frem.

    Med al respekt Bendt. Så slæber jeg - ligesom Sisyfos - den (absurde) sten op igen og igen ad bjerget og accepterer, at det er sådan det er. Og er glad og tilfreds.

    Dit sidste indlæg - Bendt - er jeg fuldstændig enig i og godt at få sat vigtige ting på plads:-)

  • bendt lund nielsen

    fre, 09/10/2009 - 10:13

    Jeg vil til stadighed bekæmpe dødsstraf. Ingen domstol og intet menneske skal være herre over andres liv. Og samtidig er enhverv form for dødsstraf umenneskelig og der sker jo ofte justitsmord overalt i verden -f.eks. USA. I Kina og andre lande bruges dødsstraf også politisk. Livet er som jeg før har nævnt en gave, og det skal ingen domstol kunne tilsidesætte. I USA er der heldigvis mange, der kæmper imod dødsstraf. Jeg kender således en kvindelig professor i jura, der i USA er ihærdig modstander af dødsstraf. Hun er med i en kreds af professorer, der er imod.  Ja, "Den fremmede" er en kilde til stadige diskussioner. Hovedpersonen bliver behandlet hårdt. I en dansk retssal vil den anklagede havde både det første og det sidste ord. Problemet er "bare" her, at hovedpersonen har svært ved at udtrykke sig offentligt! Og måske også privat!

  • Tove

    fre, 09/10/2009 - 10:03

    Det er spændende at læse jeres indlæg Bendt og Margrethe. Selv afstår jeg fra at komme med psykologiske analyser, da Mersaults handlinger og mangel på følelsesmæssige reaktioner virker meget uforståelige for mig, og jeg læser først og fremmest romanen som et lille filosofisk værk - eller myte, som der står på bagsiden - hvor jeg ser Mersault som prototypen på det fremmedgjorte menneske.

  • bendt lund nielsen

    fre, 09/10/2009 - 08:44

    Kære Margrethe. Tusind tak for komplimenten. Jo, jeg har haft et langt liv, der har givet livserfaring. Min viden kommer ikke kun fra bøger, men fra livet!
    Selvfølgelig mener jeg at alle mennesker skal tage ansvar for deres handlinger. Jeg kom vist at udtrykke mig lidt kluntet. Det jeg mener er, at vi har et personligt ansvar for at hjælpe andre - især dem tæt på, men også globalt. Og vi må erkende, at nogle mennesker er født med en guldske og andre har et grundlag, hvor det gælder overlevelse (jvf. Maslows behovspyramide). Det er mennesker, der er på bunden af pyramiden, dvs. mennesker, som må kæmpe for dagligt brød, husly og klæder og som også kæmper med deres egen identitet og peronlige ansvar. Altså: Jeg ønsker et samfund, hvor der er lige muligheder. Det er der ikke i dag. Det betyder jo ikke, at alle skal behandles ens, tværtimod. Og igen: Vi har et personligt ansvar.
    Jeg har i sin tid læst Claude Artherly (navnet er vist stavet forkert!): "Samvittighed forbudt". Det var bl.a. ham, der var med til at smide atombormerne i Japan. Han blev indespærret, der han ville have et personligt ansvar. I disse tider, hvor ingen har et ansvar (i forsvaret f.eks.) ,er det derfor en lærerig bog, som politikere m.fl. bør læse.
    Jo, hovedpersonen bør kunne tale sin egen sag. Alt andet er udemokratisk. Ellers får vi Kafka-tilstande og jeg kan ikke lide anklagerens attituder og metoder.
    Hovedpersonen er ikke fortabt, men jeg kan ikke helt forstå hans handlingsmønster! Jeg tror ikke han er iskold, men hans følelsregister er lidt snævert!!! Nej, ingen mennesker er fortabt ifølge kristendommen, men vi kan kun dømme jordisk. Fængselspræster skal netop prøve at finde mennesket bag forbrydelsen. Og dog tænker jeg: Hvordan kan en psykopat som Lundin opstå? Og hvad med krigsforbrydere i mange lande -f.eks. i det tidligere Jugoslavien, i Afrika, ja, overalt i verden? Ja, hvor kommer ondskaben fra?????
    Som kristen mener jeg at vi får Guds tilgivelse hver dag - vi får livet foræret og vi må forvalte det efter bedste evne. Hvad Guds dom så er er en anden sag. Gud er jo ikke den fordømmende Gud. Det er i hvert fald min mening som Grundtvigianer. Men som menneske skal vi hver dag tænker over hvad vi gør og erkende, at vi ikke altid gør det rigtige. Vi vil det gode og gør det onde! I ord og handlinger... (En bemærkning kan såre!)
    Som domsmand har man selvfølgelig sin baggrund og holdninger. At sige det modsdatte er løgn, men vi skal jo se både på sagens faktiske forløb: Beviser -både vidneudsagn (som jo ikke er objektive) og "mere objektive" faktuelle beviser (sagens akter)... Og dog er der også følelser i en retssag, herunder den anklagedes baggrund og motiver (hvis de kan komme frem).
    Den absurde tankegang er jo at vi som mennesker selv finder en mening og ruller stenen op af bjerget, velvidende at den ikke når bjergets top (sisifysmyten). Det tror jeg ikke på!!!

  • Margrethe

    tor, 08/10/2009 - 16:12

    Du har en stor viden Bendt - både praktisk og teoretisk. Det er dejligt at læse dine indlæg.:-)

    Jeg er enig med dig i, at livet har en mening, hvor (næste)kærlighed er central og vigtig - ja uundværlig. Det er kærligheden vi vokser på.

    Og at livet er en gave, som vi kan forvalte mere eller mindre hensigtsmæssigt/absurdt? Eller? Vores hovedperson Meursault erkender at have forvaltet sit liv uhensigtsmæssigt. Men fortabt? Er han det? Det tror jeg heller ikke, at du mener? Men jeg ved det ikke. Og Meursault frasiger sig - som jeg læser hans tanker - at menneskets fortolkning af biblen/Gud ikke i sig selv er nogen garanti for en fornuftig rettergang.

    Og jeg tror heller ikke - som du - at en objektiv retssag eksisterer. Men at nægte hovedpersonen at tale sin egen sag er umenneskeligt og udemokratisk. Og at blande sine personlige ideosynkrasier ind i sagen, som især anklageren gør, når han gennemgår sagen for nævningene, er efter min mening usagligt.

    (Dog mener jeg ikke, at man skal tage ansvar for andre voksne mennesker.)

    Er det absurd snak?

  • bendt lund nielsen

    tor, 08/10/2009 - 12:13

    Jeg er ikke helt færdig med genlæsningen af Camus: "Den fremmede". Jeg vil dog lige knytte en enkelt kommentar. Da jeg i sin tid var på højskole (Snoghøj Folkehøjskole) læste vi både Camus og Sartre . Ja, og selvfølgelig mange andre forfattere bl.a. Peter Seberg, Thorkild Hansen.....

    Vi talte om eksistensialisme, anarkisme, tro og ateisme osv. Og om absurdisme.....Nej, livet er ikke absurd. Det mener jeg som kristen, hvor livet har en mening. Vi bør leve i kærlighed og næstekærlighed og modtage livet som en gave uanset hvor hårdt det kan være. Vi skal ikke (for)dømme, men tage ansvar både for sit eget liv og for andres!!!!! Og kun domstolene kan dømme og det er jo en jordisk ret (med menneskelige love). Selv er jeg domsmand og ved hvilke faktorer der er i en sag (En mønt har to sider. En sag flere). Således også retssagen i bogen, hvor reaktionerne er meget forskellige og just ikke altid "objektive". Ja, hvad er i grunden objektiv. Jo, der er fakta i en en retssag, men også "alt det andet": aggressioner, følelser, motiver, handlinger, moral  og (dobbeltmoral)... Bogen sætter mange tanker i gang, men om bogen er blandt "de fire bedste i verden" er nok et spørgsmål... Jeg har læst mange andre fremragende bøger... Ok. "Man" bliver ikke sådan lige færdig med bogen og jeg mangler da også lige bogens afslutning...

  • Margrethe

    tor, 08/10/2009 - 11:11

    De fremmede

    Tjekken er fremmed og Meursault er fremmed. Begge skjuler hvem de er. Tjekken via sin påklædning. Meursault via sin tavshed. Men Meursault viser læseren, hvem han er og tusinde tak for det. Havde retten vidst hvad læseren ved, var udfaldet måske blevet et andet.

    Men ved en eventuel benådning vil Meursault være nødt til at "... dæmpe de blodets og legemets drifter, som fik mine øjne til at smerte i vanvittig glæde."127

     

    Spejle og projicering

    Det er vel det gennemgående tema, at Meursault spejler sig i noget, han kan identificere sig med. Og projicerer det ud i omgivelserne.

    Den voldelige Raymond kan udtrykke (voldelige) følelser - Meursault har også følelser, men kan ikke udtrykke dem. Ofte hører vi en af Meursaults selvudslettende bemærkninger"..at det burde jeg ikke have sagt" f.eks. ikke at ville se moren i kisten.

    Og da Raymond siger til ham, at man aldrig skal lade følelserne løbe af med sig, forstår han det ikke lige straks. 39 Meursaults hoved forstår det ikke. Men Meursaults hjerte sætter spor "...op fra trappeskaktens dyb kom ligesom et dystert åndepust. Jeg kunne ikke høre andet end lyden af mit blod, som summede i mine ører."40

    Meursault bider mærke i at pigen - hos Celeste - at "hendes bevægelser er staccato..." 51 og hun "...indstregede med pinlig omhu" og "præcise, mekaniske bevægelser....fulgte efter hende ......mærkelig....glemte." 52 Er Meursaults bevægelser også staccato?

    Ligesom fortælleren bider mærke i at "..hunden med rædsel, manden (Salamano) med had i øjnene" 32 

     

    Forvrængede sanseindtryk

    Men i strålende sol bliver Meursaults sanseindtryk forvrænget. Pulsen stiger - ja hamrer i tindingerne på ham - - han bliver deprimeret - og sygeplejerskens stemme forvrænges."I dag gjorde den overvældende sol, som fik landskabet til at flimre det umenneskeligt og deprimerende."20 "Udstrålingen fra himlen var uudholdelig"21 "Jeg selv følte blodet hamre i mine tindinger"22 "...hun (sygeplejersken) havde en mærkelig stemme, som ikke passede til hendes ansigt, en skælvende, melodisk stemme."22

    En anden af Meursaults ofte benyttede talemåder er: "Men jeg hørte næsten ikke mere efter" hvad forstanderen sagde. Hvad går Meursaults energi til?

    Og allerede om eftermiddagen er han søvnig - FØR han har våget. "Og jeg mærkede, at jeg var ved at blive søvnig".

    Og Meursault har problemer med at se og høre morens venner i lighuset "...og der var ikke nogen enkelthed i deres ansigter..."13 "..ikke høre dem, og jeg havde svært ved at tro at de var virkelige."13 Meursault er selv klar over, at der er noget galt. "Hvad der slog mig ved deres ansigter var, at jeg ikke kunne se deres øjne."13 Meursault er selv klar over, at det er "latterligt" - at omgivelserne - uanset hvem de er - dømmer ham."Et øjeblik fik jeg en latterlig fornemmelse af, at de sad til doms over mig."13

    Urealistisk og skyldfølelse

    Men mange af Meursaults (sprog)handlinger er uforklarlige og urealistiske.

    "Det skulle jeg nok ikke have sagt. Det er ikke min skyld." siger han flere gange. Første gang da chefen ser lidt mistænksom ud,da Meursault ber om fri. Som om Meursault er ansvarlig for chefens ansigtsudtryk. Og at Meursault forventer bebrejdelser fra den imødekommende (forstander) der siger: "De var hendes (morens) eneste støtte." Og Meursaults "Jeg troede, at han (forstanderen) villle bebrejde mig et eller andet og begyndte at komme med forklaringer" er ulogisk for mig.

    Tryghed

    Moren brød sig ikke om ændringer og det gør Meursault heller ikke. Ændringer giver utryghed og gråd. Og bl.a. derfor siger Meursault også nej tak til et jog i Paris.

     

    Sandt - falskt

    F.eks. siger forstanderen, at moren ofte - på alderdomshjemmet - har udtalt ønske om en kirkelig begravelse. Og derfor har forstanderen ordnet det praktiske. Men Meursault siger til læseren at "Uden ligefrem at være fritænker havde mor aldrig tænkt på religion" 8 hvad skal læseren tro? og hvad forhindrer Meursault i at fortælle det til forstanderen?Når der er uoverensstemmelse mellem Meursaults udsagn og de andres kan man ikke altid ræsonnere sig frem til, hvad der er realistisk.

    Salamano er bange for,at Meursault vil - at politiet vil - tage hunden fra ham - og ringer på hos Meursault og spørger: "De (Meursault) vil jo ikke tage ham (hunden) fra mig vel? "Men de (politiet) vil tage (hunden) fra mig."46

    Raymond er (også) forfulgt - af araberen (eks elskerindens bror) og ber Meursault give ham et praj, hvis han er foran huset, når Meursault kommer hjem fra arbejde.

    Meursault forventer bebrejdelser for at tale for lang tid tid i telefon og påbud om at arbejde mere, men i stedet tilbyder chefen Meursault et job i Paris. Ændringer gør Meursault utryg,så det er "lige meget" 48

    Meursalt forventer ikke at han kan ændre sin tilværelse og er også tilfreds med sin tilværelse, trods alle sine kvaler.

    Til gengæld oplever Meursault - med hjertet - morens kæreste Perez ansigt realistisk: "Store tårer af overanstrengelse og sorg strømmer ned over hans kinder." 22

    Og med hovedet forstår Meursault Raymonds voldshistorie som "..interesseret..."37

    Gud - Marie.

    Fængselspræsten forsøger at overtale Meursault til at modtage Guds retfærdighed: ".... den første som havde dømt mig (Meursault)

    Meursault er skyldig fordi det "har omgivelsrne fortalt ham". Meursauft ved ikke, hvad synd er. Han betaler ved kasse et. Præsten ser Guds ansigt træde frem af mørket. Meursault ser "..solens farve og begærets ild: det var Maries. Jeg havde søgt det forgæves. Nu var det forbi." (min fremhævning)

    Præsten er ikke Meursaults "Fader". Præsten er på de andres parti siger Meursault. De andre som ikke vil Meursault noget godt.

    "Nej, min søn, jeg er på jeres parti. Men det kan De ikke vide, fordi De har et hjerte der er blindt.

     

    Og da præsten siger: "Jeg vil bede for dem" - at Meursault er hans søn - at han præsten er på "den rette side" - at Meursaults "hjerte er blindt", går Meursault "i stykker": "Jeg gav mig til at råbe af fuld hals, og jeg skældte ham ud og sagde at han aldeles ikke skulle bede. Jeg udøste hele mit hjerte over ham, det hoppede i livet på mig; en blandig af glæde og vrede. "(min fremhævning)

    Med denne vrede og renselse - a la Annas vrede - føler Meursault sig "retfærdiggjort" og "renset for ondskab."

    "Intet, intet betød noget og jeg vidste godt hvorfor. Han (præsten)vidste også hvorfor."

    Meursault har levet et absurd liv - dette absurde liv, ... havde ført - har affødt en stedse dårligere ånd - som årene er gået - og denne dårlige ånd har udlignet alt, hvad Meursault lærte i de virkelige år han levede.

    " Fra dybet af min fremtid var der gennem hele dette absurde liv, jeg havde ført, stedse steget et dunkelt åndepust op imod mig, tværs gennem år, som endnu ikke var kommet, og dette pust havde på sin vej udlignet alt, hvad man foreslog mig i de ikke mere virkelige år, som jeg levede. "

     

     

    Meursault er en hård nød at knække og svær at afslutte - lidelserne stopper ved døden - men er det en tilfredsstillende løsning?

  • Margrethe

    tir, 06/10/2009 - 15:26

    Absurdisme/det meningsløse?

    Måske forklarer nedennævnte nogle af Meusaults (sprog)handlinger? Meursaults konsekvens af at der ikke er noget håb forude?  

    "Accept eller flugt? Erkendelsen af det absurde, begynder med en blandet oplevelse af forundring og lede ved den daglige trummerum. Efter leden vender du enten tilbage til din søvngængertilværelse og vil aldrig nå til erkendelse af absuditeten, eller også bliver du grebet af en følelse af bekymring. Og når du først har sat dig for at afklare, om livet er værd at leve, er det umuligt at vende tilbage til dit gamle dagdrømmerliv. Når du har erkendt det absurde, er der kun tilbage at tage konsekvensen af det. Men det er heller ikke nogen lille mundfuld.
    For hvad gør du, når du har indset at livet er uden mening?
    Enten flygter du fra virkeligheden eller også accepterer du den. Al flugt fra absurditeten er en form for selvmord, men det kan være enten konkret eller åndeligt selvmord. Åndeligt selvmord er en flugt ind i en idé, du sætter højere end livet, og det kan være i form af religion, politik eller en ideologi. Ved det åndelige selvmord fornægter du absurditeten og søger tilflugt i håbet om en mening med livet gennem en højere tanke.
    Den anden måde at flygte på er definitiv, for det er det konkrete selvmord. Det konkrete selvmord er den absolutte konsekvens af, at der intet håb er forude om en mening med livet, og er den eneste måde du kan forsone dig med absurditeten på. Men du skal dø uforsonet med absurditeten og ikke af din egen fri vilje. Selvmordet er derfor en falsk udvej.

    Det logiske valg er, at du accepterer din absurde skæbne. Fordi du selv er ansvarlig overfor dine handlinger og selv bestemmer din skæbne. Erkendelsen af at tilværelsen er absurd og meningsløs bliver forvandlet til en erkendelse af et personligt ansvar. (min fremhævning) Og så er det op til dig selv at give dit liv mening. Til at finde skønheden i trivialiteten. Dette gør Sisyfos og derfor er han et lykkeligt menneske."

    Julie Hvidtfeldt studerer litteraturvidenskab på Københavns Universitet. ‘Brevet’ er ...Julie Hvidtfeldts egne formuleringer af Camus’ tanker i Sisyfosmyten (oversat til dansk af Helga Vang Lauridsen.) Mere på www.information.dk/18638 om Julies tanker om det absurde.

  • Margrethe

    tir, 06/10/2009 - 12:40

    Enten - eller?

    Til stede er - foruden på anklagebænken den tiltalte Meursault - forsvarer, anklager/statsadvokaten, retsformanden, nævningene og Raymond, Marie og Celeste.

    Statsadvokaten - betalt af staten og repræsenterer vel i en forstand os alle (jeg skammer mig over denne anklagers snak om M's sjæl)  - mener at Meursault er skyldig UDEN formildende omstændigheder, mens forsvareren mener, at Meursault er skyldig MED formildende omstændigheder.

    Meursault bliver bedt om at holde sin mund og føler sig mest på sidelinien.

    Statsadvokaten mener, at tiltalte har "handlet med overlæg" 110 og vil nu bevise dette ved "kendsgerningernes blændende klarhed" og denne "forbryderiske sjæls psykologi".

    Den tiltalte Meursault har ingen følelser ved sin mors død, siger statsadvokaten. Man kunne med ligeså stor ret sige det modsatte. At Meursault har for MANGE følelser. For hvad har vi 'fiskere' forstand på det?

    Dernæst anklager statsadvokaten Meursault for ikke at vide, hvor gammel hans mor var, da hun døde. Beklager. Men er det ikke en almindelig dagligdags erfaring, at man sommetider glemmer sine kæres fødselsår? Og hvad beviser det?

    Dagen efter sin mors død bader Meursault på stranden sammen med Marie - en tidligere kollega - går i bio med hende og tager hende med hjem. Hvad beviser denne handling om hans eventuelle forbrydelse eller om Meursaults følelser over for sin mor? Efter min bedste overbevisning beviser denne adfærd blot, at han vil sig selv. Og hvem ved, om Meursault græder i ensomhed? Og i så fald hvad beviser tårer?

    (Vi ved at Meursaufts venner er varme og deltagende og Emmanuel forsyner M. med sørgebind og sort slips til begravelsen. Meursault selv er forvirret og ved at komme for sent til sin rutebil og sover hele vejen til alderdomshjemmet og orker endog ikke at snakke med en soldat, som han har brugt som hovedpude. Straks han kommer til alderdomshjemmet vil han se sin mor. "Jeg ville straks se mor" s.6 Men portneren viser ham ind til forstanderen. Og de næste 2 gange M. bliver tilbudt at se sin mor, afviser han det. Og forstanderen påpeger, at Meursault var morens eneste støtte. Og at man ikke kan forlange, at han - den unge M.- med den beskedne indkomst - skulle betale for morens behov for sygepleje. Moren var sikkert også gladere for at være på hjemmet sammen med ligesindede og jævnaldrende. Moren græd, når der skete ændringer og det var det sidste år også grunden til, at han besøgte sin mor sjældnere.)

    Statsadvokaten fortsætter, at tiltalte Meursault skriver et brev til en eks elskerinde for Raymond - en mand med "tvivlsom moral." 111

    Og når Meursault senere - et sted siger - at vi alle er en lille smule skyldige, kan jeg godt følge ham. Men jeg kan ikke følge, at man fortjener at blive dømt for drab, fordi man omgås en mand med "tvivlsom moral." Jeg sidder lidt med den fornemmelse, at det gælder om at være på den rette side, som også fortælleren er inde på et sted, hvis man vil gå fri. Uhyggelig tankegang for retsbevidstheden.

     

    Og siger statsadvokaten videre, at Meursault var udfordrende på stranden overfor den sårede Reymonds fjender og senere kræver Reymonds revolver og går alene tilbage, i "den hensigt at benytte den" og skyder araberen - og roligt og sikkert med overlæg - affyrer endnu 4 kugler "for at være sikker på, at det var velgjort".

    Ovennævnte igen kun påstande.

    "Denne mand er intelligent."111siger anklageren.  Mærkeligt for Meursault at opleve at han bliver bebrejdet at være intelligent - en egenskab der i almindeligt omdømme værdsættes.

    Endelig harselerer statsanklageren over, at Meursault ikke angrer. Meursault lever i nuet og har aldrig angret eller fortrudt. "....at jeg (Meursault) aldrig havde været i stand til virkelig at angre eller fortryde noget. Jeg havde altid været optaget af det, som skulle ske, af dagen i dag eller morgendagen." Dette er Meursaults livsfilosofi. Men hvem respekterer den? 

     

    Statsadvokatens og forsvarerens affaldskommentarer om Meursaults sjæl taler for sig selv. Og ligesom undersøgelsesdommeren i - Anden del 1 kap. - iklæder de sig præstens/psykologens sprog og gør 'sagen' til et spørgsmål om at tro eller ikke at tro. Tror offeret på Gud, er der en vej....tror offeret ikke, er hans sjæl "forhærdet"/læs:skyldig. Vores offer- Meursault - græder ikke - lader sig ikke presse af undersøgelsesdommerens trussel - modsat de virkelige forbrydere, hvilket overbeviser mig om,at offeret er 'uskyldig'.  Meursault angrer ikke sin handling, men ærgrer sig over den. "...jeg (Meursault) vist ikke egentlig angrede den, men snarere ærgrede mig over den."78

    "Så er vi færdige for i dag, hr. Antikrist" siger undersøgelsesdommeren og hermed afsluttes 11 måneders forundersøgelse.

    (Jeg tror, at jeg er enig i forsvarerens udlægning? Men jeg er ikke sikker - solstik kan vist give konfushed? - for der er vist stof til en hel bog i den roman:-) 

      

     

     

     

     

     

     

     

     

     

  • Margrethe

    søn, 04/10/2009 - 16:21

    Hund - mor - kvindesyn?

    Efter arbejdstid møder Meursault den gamle Salamano, der altid skænder på sin hund - når han ikke lige prygler den, som han har gjort de sidste 8 år. Salamano lufter hunden to gange om dagen. Og når hunden er færdig med at trække på den gamle - er det den gamles tur til at trække afsted med den klynkende hund. Celeste finder det oprørende 32 og lagerforvalter Raymond finder der modbydeligt.33 Men Meursault er ligeglad.

    Meursault kan ikke identificere sig med - føler sig fremmed overfor - at Salamono prygler sin hund. Ja, Meursault føler ikke, at det er modbydeligt, når Salamono prygler sin hund. "Han (Raymond) spurgte om jeg ikke syntes at det var modbydeligt, men jeg sagde nej" 33 Og da hunden endelig - efter 8 års mishandling - stikker af, græder Salamono. Og Meursault ved ikke hvorfor, han kommer til at tænke på sin mor.

    Raymond:

    Meursault taler ofte med nabo og "lagerforvalter" Raymond fordi han "..ingen grund (har) til ikke at ville tale med ham."33 "Jeg (Meursault) synes, at det, han (Raymond) siger, er interessant-" 33 Så da Meursault og Raymond mødes på trappen og snakker hund og Raymond inviterer Meursault ind - i sit snuskede værelse -på blodpølse og vin, er det helt naturligt at Meursault siger ja tak. Her fortæller Raymond om, at han har været i "...klammeri.." med en mand, som bebrejdede ham, at han ikke var et mandfolk, fordi han ikke villle komme ned fra sporvognen. Folks små provokationer fortjener store fysiske hug, mener Raymond. Og Meursault giver Raymond ret i, at det var den anden der begyndte - at det var den anden der fornærmede - at det var den anden..... Er det ikke lidt vulgært barnligt altid at ville have ret? Og nu søger Raymond råd og hjælp og venskab hos Meursault, der kender livet. Og Meursault er ligeglad, men accepterer. "Jeg sagde, at det (venskab) kunne vi godt, jeg var ligeglad". 34

    Hvor tilfældigt er det, at Meursault støtter Raymonds "lusk" mod kvinden/elskerinden? Raymond har pryglet sin ex-elskerinde. "Han havde pryglet hende til blods" 36 og "...straffe hende ville han (Raymond) 37 Om hele dette voldsdrama siger Meursault, at han "..ikke mente noget, men at den (kvindemishandlingen) var interessant."(min fremhævning) Og Meursault kan godt forstå, at Raymond vil straffe sin tidligere elskerinde og spytte hende i ansigtet "lige i det øjeblik han selv havde gjort sig færdig" 38 Beklager, men på hvilken måde er sådan en kvindemishandling interessant? Og er det også en fremmedgørelse?

    Og Meursault er let at overtale til at skrive et brev til eks-elskerinden - et brev "... med nogle velfortjente spark i, men på samme tid skulle der stå noget, som ville få hende til at fortryde."38

    Luskeriet skulle bestå i at elskerinden har andre indtægter end Raymonds. Raymond han har holdt sin elskerinde med kost og logi - 1000 franc om måneden - og opdager at elskerinden har pantsat to armbånd og ejer en lotteriseddel - at hun har andre indkomster end det arbejde - hun siger- at hun ikke kan finde. Raymond finder det lumskt og vil hævne sig på hende og Meursault indvilliger hellere end gerne i at skrive et brev, som tilfredsstiller Raymond 39.

    Og at Meursault virkelig bifalder Raymonds kvindemishandling, bekræftes af hans adfærd under husspektaklerne mellem Raymond og ex-elskerinden nogle dage senere - hvor Meursault ikke rører en finger for at stoppe det, fordi Meursault "...ikke bryder sig om politibetjente...". Dog kommer politiet og lover at sende en tilsigelse til den voldelige Raymond.

    Men det triste er, at Meursault blander sig og støtter denne outsider handling. Og hermed starter Meursaults nedadgående spiral. For hvorfor støtter Meursault Raymonds voldelige kvindeadfærd?

  • Margrethe

    søn, 04/10/2009 - 10:01

    Jeg kan bedst li' det "tvetydige" i indledningen: "Det betyder ikke noget". Den sætning bliver brugt mange gange: ved elskede, venskab, job m.m. - og bekræfter igen og igen tomheden i hovedpersonens liv. Hvis mor (og far), ordet at elske, venner og job ikke betyder noget, hvad er der så tilbage?

    (Hvilken holdning Meursault bliver dømt efter, vil jeg vende tilbage til.)

    Til Jesper: Hvordan mener Camus, at vi "også (har) ansvar for andre mennesker"?I modstandskampen?Voksne mennesker har vel kun ansvar for sig selv. Og havde hvem? set offeret i den rette sammenhæng var han ikke blevet myrdet ?Havde hvem forstået offeret ret var ulykken ikke sket? Om Meursault er "den misforståede" og om offeret selv har været ude om at blive dolket - er perspektiver jeg vil have i baghovedet, når jeg genlæser anden del af romanen.

    Ja - som flere er inde på - har Meursault et distanceret forhold til sine omgivelser. Denne distance læser jeg som hans fremmedgørelse. Meursault er fremmed - mest for sig selv. Meursault viser os IKKE sine følelser, formentlig fordi Meursault ikke kender sine følelser.For Meursault er de ting - som for andre mennesker har stor betydning - ingen betydning. Om han elsker Marie. Om hun elsker ham. Om han har det ene eller det andet job. Om han er ven med den ene eller den anden. Meursault kravler igen og igen op ad bjerget med stenen - ligesom Sisyfos - og igen og igen - hver gang han nærmer sit toppen - ruller stenen tilbage.

    Der skal altså noget til at beskrive en person, der ikke kender sine egne følelser og som erkender at livet er tomt. Denne viden har den alvidende forfatter i Den fremmede.

    Til Tove: At vores hovedpersons navn betyder sol og hav betyder for mig, at han er naturens dyr ligesom Cairo:-)

    Jeg opfatter fortællerens snak om "undskyldningen" - på den første side - som positiv. Meursault forventer, at hans chef - for det meste - vil sige nej til, at Meursault kan holde fri. Men i dette særlige tilfælde - hvor Meursaults mor er død - forventer Meursault ikke, at chefen - hverken kan eller vil - sige nej. For allerhelst ville Meursault kunne gøre begge dele: både passe sit arbejde og deltage i sin mors begravelse. Ja, Meursault får endog skyldfølelse over chefens svagt synlige misfornøjelse og erklærer, at han er uskyldig i sin mors død.

    Meursault har valgt livet i Den fremmede - bevidst om hvor meningsløst det er.(Jeg mangler stadig at læse anden halvdel og kan blive klogere? )

    Det er interessante eksistentielle tanker: om Meursault - den dømte - har interesse i at samarbejde med bødlen og dermed vælge at være "moralsk medskyldig i sit eget mord",som jeg også vil have i baghovedet, når jeg genlæser anden halvdel.

     

     

     

     

     

     

     

     

     

  • Tove

    lør, 03/10/2009 - 11:12

    Jeg har læst denne roman adskillige gange gennem årene og må sige, at den stadig er tankevækkende. Og efter at vi på et tidspunkt læste Kafkas "Processen", synes jeg, at hovedpersonernes fremmedgjorthed i forhold til deres rettergange minder noget om hinanden.

    Mersault skulle iflg. Mairowitx/Korkos* være en sammenskrivning af mer og soleil, altså hav og sol, og heden er da også intens og insisterende både ved begravelsen og under skuddramaet, og solen er Mersaults eneste udtalte begrundelse for drabet.

    Mersault har en gyldig grund til at få fri til begravelsen, men kalder det selv en undskyldning, hvilket jeg synes er en besynderlig term i denne kontekst, som dermed også understreger altings lige gyldighed.

    Selvmordet - såvel eksistentielt som helt konkret - er vel den til enhver tid givne mulighed, men at vælge livet i dets absurditet er også en mulighed. Vælger Mersault livet til sidst - men det er for sent? Tanken om benådning er ved at få ham i en følelsesmæssig affekt, som han skyndsomst undertrykker. Også hans tanker om guillotinen er interessante. Det er i den dømtes egen interesse at samarbejde med bødlen. Mairowitz* påstår, at den dømte dermed bliver "moralsk medskyldig i sit eget mord".
    *kilde: Mairowitz og Korkos: "Camus - en introduktion"

  • Jesper Møller-A...

    fre, 02/10/2009 - 12:03

    Historien om tjekkoslovakken, som i min udgave (Magna Hartvigs oversættelse fra 1957– ikke som jeg tidligere fejlagtigt skrevet ”Mogens” Hartvig) findes side 115, må betragtes som væsentlig. Ikke bare nævnes det, at Mersault har læst den tusinder af gange, men Camus har anvendt den andetsteds, nemlig i sit skuespil ”Le Malentendu”, som simpelthen er bygget over historien.
    Som udgangspunkt kan det fastslås, at det er en tilfældighed, der gør, at de slår deres søn/bror ihjel. Set sådan er det i god overensstemmelse med Camus filosofi (Camus afviste selv, at han skulle være filosof, han var ”forfatter”, skuespiller/instruktør og journalist/redaktør). Ting sker tilfældigt, der er ingen sammenhæng.
    Tager man titlen ”Le Malentendu” under analyse rummer den en nøgle til Camus’ filosofi. Le malentendu – misforståelsen – er udtryk for, at vi forstår tingene forkert, og det gør vi konsekvent, når vi vil forstå tingene, for der er ikke noget at forstå.
    Men Le malentendu kan også betyde den misforståede, og det antyder, at hvis man havde forstået ham ret, var ulykken ikke sket. Altså: hvis man havde set ham i den rette sammenhæng, var han ikke blevet myrdet. Men det er ikke i modstrid med Camus’ holdning. For det, vi gør, er netop, at vi trækker tingene ud af deres sammenhæng (som er tilfældig) og ser dem på en anden måde, eller presser dem ind i en sammenhæng, hvor de ikke hører hjemme. Mordet på araberen er taget ud af sammenhængen med frygten og solstrejfet i kniven en rendyrket forbrydelse, men i sammenhængen en det en naturlig reaktion. Rygningen ved båren, biografturen og samlejet med Marie bliver sat i sammenhæng med drabet på araberen, og får derved en betydning, det ikke har i det øjeblik, hvor det sker. Og derved bliver Mersault ”le malentendu” – den misforståede.
    Mersault siger (til sig selv) om historien: ”På en måde var den usandsynlig. Men på en måde også rimelig.. I hvert fald synes jeg, at manden selv havde været ude om det, og at der er ting, som det er dumt at spøge med.”
    Den franske originaltekst lyder: ”D’un coté. elle était invraisemble. D’un autre, elle était naturelle. De toute facon, je trouvais que le voyageur l’avait en peu mérité et qu’il ne faut jamais jouer.”
    Eller med andre ord: I hvert fald fandt jeg, at den rejsende en smule havde fortjent det, og at man aldrig skal lege (eller spille).
    Det franske tekst understreges, at man har ansvar for sine handlinger, og i det øjeblik, man gør dem til andet, end de er (og det gør man jo i leg) er den gal.
    Vil man forklare moderens og søsterens handlinger, ligger det ligefor at sige, at de skyldes fattigdom. Camus kom fra ringe kår (i Algeriet) – fattigdom er en del af hans livserfaring. Alligevel passer fattigdom ikke ind i hans synspunkt ”man har et frit valg og man har selv ansvar for sit liv”. Det har fattige ikke – og de kan ikke være underkastet samme eksistentialistiske vilkår som de velbjergede.
    Set under den synsvinkel har tjekkoslovakken ikke kun en del af skylden for, at han blev slået ihjel, men nærmest hele skylden. Og dermed kommer historien til at passe fuldstændig ind på sin plads i ”Den fremmede”: offeret er selv skyldigt.

  • Jesper Møller-A...

    tor, 01/10/2009 - 20:30

    Jeg mente selvfølgelig milepæl i det 20. århundredes litteratur.
    Jeg mente - i overskriften - ikke de meningsløse, men det meningsløse.
    Der er et par slåfejl mere - og den store fejl, at når man trykker på "gennemse" sender det ens artikel ud en gang til. Men det får være.
    Og så til det vegentlige:
    læser man sætningen "Det betyde rikke noget" som udtryk for, at det ikke betyder ikke, om moderen er død, er det også i overensstemmelse med Camus filosofi. Hvis livet er uden mening, er det en logisk konsekvens, at døden hverken har mere eller mindre mening end livet - og vis a versa.
    Og Camus mente faktisk, at i menneskets pligt og ret til det frie valg, for hvilket der ikke gives regler, ligger også valget mellem liv og død, og retten til selvmord.
    Så det er på en måde ligegyldigt, om moderen er levende eller død, men også kun på en måde, for hun har næppe valgt at dø.
    Jesper Møller-Andersen
    PS Camus omkom ved en bilulykke i 1960. Det er blevet en myte, at han, der gik ind for retten til selvmord, skulle have taget sig selv af dage på denne måde. men det er en skrøne. Han førte ikke selv bilen, det gjorde hans forlægger. Og ulykken skete ved at bilen blev smadret mod et træ, fordi et af dækkene sprang. Det kan han jo ikke godt selv have arrangeret.

  • Jesper Møller-A...

    tor, 01/10/2009 - 18:27

    Med de to bøger, der har været og er til debat, "Anna Karenina" og "Den fremmede", har vi (fået) udvalgt to ud af de formentlig fire bøger i verdenslitteraturen, der har den mest berømte indledning.

    Cæsars "Gallien er i det hele delt i tre dele" og evangelisten Johannes med "I begyndelsen var ordet" placerer sig i samme kategori som Tolstojs "Den ene Lykke ligner den anden, men Ulykken har altid sin ejendommelige Karakter" i "Anna Karenina" (her gengivet efter Gerstenbergs oversættelse fra 1915) og Camus' indledning i "L'ETRANGER" ("Den fremmede"): "AUJOUR'DUi, maman est morte. Ou peut-être hier, je ne sai pas. J'ai recu un télégramme d l'asile: "Mère décédée. Enterrement demain. Sentiments distingueés." Cela ne veut rien dire. C'etait peut-être hier.

    I Mogens Hartvigs oversættelse fra 1957 hedder det på dansk: "I dag er mor død. Eller måske var det igår. Det ved jeg ikke. Jeg fik et telegram fra alderdomshjemmet: "Deres mor død. Begravelse i morgen. Forbindtligst." Det kan man ikke se noget af. Måske var det igår."

    I Hans Peter Lunds oversættelse fra 2002 hedder det:
    "I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke. Jeg fik et telegram fra alderdomshjemmet: "Deres mor død. Begravelse i morgen. Ærbødigst". Det betyder ikke noget. Måske var det i går".

    Bjørn Bredal gør i sin i sin anmeldelse i Politiken den 20/4 2002 opmærksom på, at Hartvigs oversættelse af den første sætning er forkert, og at Lunds er rigtig i den nye oversættelse.

    Imidlertid er det måske mere interessant, at Hartvig skriver med entydig reference til telegrammet "Det kan man ikke se noget af.", medens Lund får dobbeltydigheden med i sin overættelse "Det betyder ikke noget." Det kan være telegrammet, men det kan også - og skal også - læses som, at det kan være ligegyldigt, om det var i går, eller om det er i dag. Og det skal og kan også læses som, at det er ligegyldigt, at mor døde og altså er død.

    Det er den sidste læsemåde og den holdning, der ligger bag, han dømmes på, selvom man ikke på nogen måde kan vide om han har den. Og det er den samme holdning, man vil udlede af det faktum, at han ryger medens han sidder ved kisten. Og at han går i biografen og i seng med en kvinde, den dag hans mor bliver begravet.

    De sidste ting, der ingen sammenhæng har med død og begravelse, bliver sat i denne sammenhæng - også af læseren. Og dermed gør vi os skyld i den fejltagelse, som Camus gør os opmærksom på: Vi tillægger ting betydning, som de ikke har. Men der er ingen sammenhæng i tingene, ingen mening i tilværelsen; ting betyder ikke noget ud over den nøjagtige og direkte betydning, de har i sig selv. Og rygning, samleje og det, at man går i biografen, er jo ikke i sig selv nogen forbrydelse, ja vel end ikke forkert. 

    Camus' holdning til tilværelsen er imidlertid ikke, at mennesket er helt overladt til sig selv og sin egen "lykkeskabelse" uden sammenhæng med andet/andre. Vi har ifølge Camus ikke bare ansvar - og det fulde ansvar - for os selv, vi har paradoksalt nok også ansvar for andre mennesker.

    Bredal gør opmærksom på, at Camus' opfattelse af tilværelsen som absurd skal ses i sammenhæng med hans engagement i modstandsbevægelsen og det faktun, at "Den fremmede" udkom i 1942 og altså under verdenskrigen. Camus' opfattelse af, at man har ansvar for andre mennesker, skal vel også ses i den sammenhæng. Så et eller andet sted er der nok trods alt - også i Camus' hjerte og hjerne - en sammenhæng.

    Læser man Camus' essaysamling "Sommer" (fremragende, men næppe helt korrekt, oversat af Thorjkild Hansen, og stykket sammen fra flere essaysamlinger) vil man nå frem til, at mennesket har en uløselig sammenhæng med naturen, og at denne sammenhæng er grundlæggende for lykkefølelsen.

    Jesper Møller-Andersen

    PS God fornøjelse med "Den fremmde". I mine øjne: en fuldstændig grundlæggende milepæl i det 19. århundredes litteratur, en fremragende god og velfortalt historie og Camus' bedste bog.

  • Jesper Møller-A...

    tor, 01/10/2009 - 18:27

    Med de to bøger, der har været og er til debat, "Anna Karenina" og "Den fremmede", har vi (fået) udvalgt to ud af de formentlig fire bøger i verdenslitteraturen, der har den mest berømte indledning.

    Cæsars "Gallien er i det hele delt i tre dele" og evangelisten Johannes med "I begyndelsen var ordet" placerer sig i samme kategori som Tolstojs "Den ene Lykke ligner den anden, men Ulykken har altid sin ejendommelige Karakter" i "Anna Karenina" (her gengivet efter Gerstenbergs oversættelse fra 1915) og Camus' indledning i "L'ETRANGER" ("Den fremmede"): "AUJOUR'DUi, maman est morte. Ou peut-être hier, je ne sai pas. J'ai recu un télégramme d l'asile: "Mère décédée. Enterrement demain. Sentiments distingueés." Cela ne veut rien dire. C'etait peut-être hier.

    I Mogens Hartvigs oversættelse fra 1957 hedder det på dansk: "I dag er mor død. Eller måske var det igår. Det ved jeg ikke. Jeg fik et telegram fra alderdomshjemmet: "Deres mor død. Begravelse i morgen. Forbindtligst." Det kan man ikke se noget af. Måske var det igår."

    I Hans Peter Lunds oversættelse fra 2002 hedder det:
    "I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke. Jeg fik et telegram fra alderdomshjemmet: "Deres mor død. Begravelse i morgen. Ærbødigst". Det betyder ikke noget. Måske var det i går".

    Bjørn Bredal gør i sin i sin anmeldelse i Politiken den 20/4 2002 opmærksom på, at Hartvigs oversættelse af den første sætning er forkert, og at Lunds er rigtig i den nye oversættelse.

    Imidlertid er det måske mere interessant, at Hartvig skriver med entydig reference til telegrammet "Det kan man ikke se noget af.", medens Lund får dobbeltydigheden med i sin overættelse "Det betyder ikke noget." Det kan være telegrammet, men det kan også - og skal også - læses som, at det kan være ligegyldigt, om det var i går, eller om det er i dag. Og det skal og kan også læses som, at det er ligegyldigt, at mor døde og altså er død.

    Det er den sidste læsemåde og den holdning, der ligger bag, han dømmes på, selvom man ikke på nogen måde kan vide om han har den. Og det er den samme holdning, man vil udlede af det faktum, at han ryger medens han sidder ved kisten. Og at han går i biografen og i seng med en kvinde, den dag hans mor bliver begravet.

    De sidste ting, der ingen sammenhæng har med død og begravelse, bliver sat i denne sammenhæng - også af læseren. Og dermed gør vi os skyld i den fejltagelse, som Camus gør os opmærksom på: Vi tillægger ting betydning, som de ikke har. Men der er ingen sammenhæng i tingene, ingen mening i tilværelsen; ting betyder ikke noget ud over den nøjagtige og direkte betydning, de har i sig selv. Og rygning, samleje og det, at man går i biografen, er jo ikke i sig selv nogen forbrydelse, ja vel end ikke forkert. 

    Camus' holdning til tilværelsen er imidlertid ikke, at mennesket er helt overladt til sig selv og sin egen "lykkeskabelse" uden sammenhæng med andet/andre. Vi har ifølge Camus ikke bare ansvar - og det fulde ansvar - for os selv, vi har paradoksalt nok også ansvar for andre mennesker.

    Bredal gør opmærksom på, at Camus' opfattelse af tilværelsen som absurd skal ses i sammenhæng med hans engagement i modstandsbevægelsen og det faktun, at "Den fremmede" udkom i 1942 og altså under verdenskrigen. Camus' opfattelse af, at man har ansvar for andre mennesker, skal vel også ses i den sammenhæng. Så et eller andet sted er der nok trods alt - også i Camus' hjerte og hjerne - en sammenhæng.

    Læser man Camus' essaysamling "Sommer" (fremragende, men næppe helt korrekt, oversat af Thorjkild Hansen, og stykket sammen fra flere essaysamlinger) vil man nå frem til, at mennesket har en uløselig sammenhæng med naturen, og at denne sammenhæng er grundlæggende for lykkefølelsen.

    Jesper Møller-Andersen

    PS God fornøjelse med "Den fremmde". I mine øjne: en fuldstændig grundlæggende milepæl i det 19. århundredes litteratur, en fremragende god og velfortalt historie og Camus' bedste bog.

  • Ann Luther Torp

    tor, 01/10/2009 - 09:46

    Albert Camus’ lille roman Den fremmede er på knap 150 sider, men den giver virkelig stof til eftertanke.  

    Hovedpersonen Mersault har et underligt distanceret forhold til alt og alle omkring sig. Han begår et mord uden selv at vide hvorfor, og som læser sidder man også tilbage med en stor forvirring omkring hvordan, han egentlig er. Han fremstår både afstumpet, og samtidig også som et menneske, der altid er ærligt og som nægter at forstille sig.

    Camus mente, at livet er meningsløst og man derfor selv har ansvaret for at fylde det med mening og gøre det værd at leve. Med det i baghovedet synes jeg, at Den fremmede er et skræmmende og fantastisk billede på et menneske, der ikke formår at skabe mening i sit liv og hvis tilværelse dermed forbliver meningsløs i en ligegyldig, absurd verden.