Fra læseklubben Ad libitum
De 199 trin
Læseklub
Af Malene Majchere.... Publiceret 04/01/2010. Opdateret 07/04/2010.
Bogen var til debat i marts 2010
"Men Faber skriver jo så umanerlig godt – flydende, virtuost jonglerende med genrer og stiltræk – og man ser det for sig, fromme munke og nonner, Sians modbydelige drømme, landskabet i Yorkshire, de 199 trin op til de betagende ruiner. Med denne roman – eller snarere novelle, den læses i ét sug – bekræfter Faber atter sin store spændvidde og drevne sprogkunst..." Katinka Bruhn, Weekendavisen d. 18. marts 2005
Anbefaling af bogen på Litteratursiden
Portræt af Michel Faber på Wikipedia (engelsk)
Læs mere om gotiske romaner som genre
- 1368 visninger
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Det er helt i orden Bendt, og der er god grund til at glæde sig, hvis man ikke allerede har læst april-bogen Stjernetasten! Jeg er godt i gang og sidder tit klukker lidt for mig selv eller tvinger min mand til at høre passager, jeg vil læse højt for ham - forfatteren har bare et fantastisk sprog og iagttagelsesevne!
P.g.a. af min kærestes flytning og bogens aflevering har jeg ikke de store betragtninger, men jeg blev fascineret af bogens univers. Og det er jo ikke så ringe. Det var jo i modsætning til den forrige bog. Glæder mig til den næste hvor jeg nok skal prøve at fordybe mig lidt mere.
Ja Tove, det er selvfølgelig selvpineri jeg mener - kunne bare ikke komme på den rigtige betegnelse! Og jeg havde faktisk slet ikke tænkt det ind i sammenhængen med hendes fascination af det simple klosterliv, men det passer jo rigtig godt til hele hendes personlighed, når man får dét aspekt med!
Som Tina skriver, så hører vi læsere rigtig nok først om træbenet, da Mack udfordrer Sian til at løbe om kap op af trappen - men inden da har der været flere hentydninger til, at der var noget galt med benet, uden at vi ved, hvad det drejer sig om.
Jeg er helt enig i, at det en form for dødsangst, der afholder Sian fra at opsøge en læge ang. smerten/knuden i benet. Men efter hun har gjort det, og det viser sig at være noget som nemt kan fikses, så synes jeg også, hun virker mere positiv og fuld af livslyst - og det er derfor jeg tænker, om det måske også vil få hende til at stoppe selvpineriet og skifte det tunge gamle træben ud med en lettere moderne protese :-)
Malene, jeg har det lidt svært med ordet straf, som du godt nok har sat i citationstegn, for hvorfor skulle hun straffe sig selv - for hvad? Men hvis du mener selvpineri kan jeg bedre se pointen. I så fald ser jeg en sammenhæng mellem den lidt asketiske og grå Sian og klosterlivet, som Mack på side 85 kritiserer som værende livsfornægtende og sygt. Der er vel noget gammeldags og "nonneagtigt" over Sian, som Tina også er lidt inde på.
Desuden tænker jeg, at Sian har været udsat for så meget smerte i sit liv , så det, at hun har et tungt træben, er kun en lille brik i hele hendes smertehistorie. Hun er vant til smerte, både psykisk og fysisk. Men Malenes tanke om en ny moderne protese synes jeg er meget opløftende, og det kunne måske være noget at det, hun får ud af at have mødt den moderne fremsynede Mack.
At hun ikke går til læge har jeg opfattet som dødsangst.
Hej Malene.
Jeg havde slet ikke overvejet straf-aspektet, men ser hvor du vil hen.
Jeg opfatter Sian som ret deprimeret indtil hun får taget sig sammen til at gå til læge. Og hvem ville ikke være det efter at være blevet kørt ned, fået taget benet af, hvorefter ex-kæresten skydes ned.
Hun drikker jo en del i starten, måske også for at dulme sin angst for at fejle noget alvorligt.
Men hun gør jo ikke så meget ud af sit træben. Så vidt jeg husker, bliver man som læser præsenteret for det første gang, da Mack foreslår, at de løber op af trappen. -Eller husker jeg forkert.
Mht. hvorfor hun ikke får det skiftet ud med et mere højteknologisk af slagsen, opfatter jeg hende som ret low-tech. Det virker ikke som om, at hun tillægger det stor betydning. Og slet ikke nu, hvor hun måske fejler noget alvorligt.
Spændende, som vi læser noget forskelligt ud af teksten.
Hilsen
Tina
Velkommen taurodont (Tina), du er hurtigt på banen, selvom du ikke har været medlem her i klubben så længe - dejligt :-)
Jeg giver dig ret i, at Faber ikke "sælger" kærlighedsaffæren mellem Sian og Mack særlig godt. Som jeg har skrevet tidligere, så tror jeg heller ikke rigtig på det - men synes alligevel at de giver op alt for nemt... Men jeg kan godt se din pointe med, at det er fordi det i bund og grund mest er mordgåden, der bringer dem sammen. Det giver et godt perspektiv.
Du skriver desuden, at Sian er skildret meget mere medrivende og spændende end Mack - men mon ikke det også hænger sammen med, at Sian jo er vores hovedperson? Det er hende vi følger med rundt i byen, hendes tanker vi hører og hendes drømme vi får indblik i. I den forstand er Mack jo "bare" en biperson...
Noget jeg selv er kommet til at tænke på ang. Sian er hendes måde at "straffe" sig selv. I lang tid vil hun ikke opsøge en læge, men går næsten og tænker dommedagstanker. Det kan selvfølgelig også være noget med en frygt for at se realiteterne i øjnene (eller se livet i øjnene, hvis/når det viser sig, at der ikke er noget alvorligt galt alligevel). Men det virker også lidt som om, hun straffer sig selv til at have det skidt. Har I samme opfattelse? Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg gik og spekulerede over det med hendes gamle tunge træben. Hvorfor har hun ikke fået byttet det ud med noget mere moderne og nemt? (s. 54-55). Er det også en "straf"? Og tror I, at hun vil skifte det ud, nu hvor hun igen har fået livsmod og livslyst tilbage?
Tove, jeg tror faktisk, at den nye bog af M. Faber (Ildens evangelium) er del af samme "serie" som Ali Smiths Pige møder dreng. Det er et projekt, hvor en masse dygtige forfattere fra hele verden bliver bedt om at fortolke forskellige myter. Når jeg slår Ali Smiths bog op i bibliotekets søgebase, så kan jeg godt nok ikke se en serie-betegnelse ligesom den jeg kan se på Ildens evangelium, men når jeg læser om det, lyder det meget som om, der er tale om samme projekt.
Jeg har noteret mig bogens titel. Når nu så mange her i klubben har været begejstrede for Fabers skrivestil, så kunne det da være spændende også at læse det nyeste skud på stammen og diskutere bogen her i klubben. Den er i hvert fald kommet med i bunken med mulige titler :-)
Har vendt sidste side og overvejer, hvad jeg synes om denne læseoplevelse.
Det var en hurtigt læst, men ikke desto mindre underholdende historie. Jeg kan lide den måde Faber gradvis skræller lagene af såvel Sian som den gamle mordhistorie. Jeg synes også, at han har et flot billedesprog; man kan næsten høre mågerne, og næsten mærke de 199 trin op til udgravningen.
Jeg er enig med andre læsere i, at Sian og Mack er modsætninger, men jeg synes, at det bliver for konstrueret, så det næsten går ud over historien. Og det lykkes efter min mening ikke Faber at fremstille Mack som et menneske. Han er for uklar. Sian og hendes historie fremstår langt mere spændende og troværdig.
Det virker passende at de ved bogens afslutning forlader hinanden igen. På en måde mødtes de kun for at afdække mordhistorien.
Og Faber formåede heller ikke at fremstille deres forhold som lidenskabeligt andet end i ord.
Tak for din eksemplificering Malene. Så grundig var jeg ikke.
Jeg kan som sagt godt lide bogen og har lige opdaget at Michel Faber er kommet med en ny bog på dansk, "Ildens evangelium", som kan findes under Litteratursidens nyeste anbefalinger. Pudsigt nok bygger den på en myte, ligesom da vi læste "Pige møder dreng". Umiddelbart lyder det for mig, som om der er noget konspirationsteori over den - og det har jeg fået nok af - men Michel Faber skriver så spændende og på sin helt egen måde, synes jeg, så måske vil jeg alligevel give mig i kast med den på et tidspunkt.
Jeg ved ikke om den kunne være interessant for "Ad libitum"?
De manglende beskeder ang. nye indlæg i læseklubberne er åbentbart et kendt problem, som man mener er opstået i forbindelse med en opgradering af det software Litteratursiden bygger på. Jeg ved ikke, hvornår det forventes at være løst - men der arbejdes på sagen :-)
Nu har jeg brugt noget tid på at læse artiklen om gotiske romaner, som Tove var så sød at finde et link til. Og det slår mig, at der er mange ting, som stemmer overens - ikke bare med selve romanen, men også med historien i det pergament Mack og Sian langsomt får del i!
I artiklen står der bl.a.:
"Rædslen er drivkraften i den gotiske roman. Denne snigende fornemmelse af, at alt ikke er, som det bør være, gør, at læseren ikke uden videre slipper romanen."
Hvilket passer rigtig godt med den langsomme afdækning af pergamentet og Thomas Piersons historie. I romanen bliver det nødvendigt for Sian og Mack at læse historien i små bidder, fordi pergamentet kun langsomt kan foldes ud, og det synes jeg er en enormt elegant måde for forfatteren at fastholde spændingen omkring Thomas Piersons tilståelse - med små cliff hangers som en nødvendig premisse.
I artiklen står der også:
"Oplysningstidens afstandtagen fra Gud og betoningen af den menneskelige viden var på én gang befriende, men gjorde også, at mennesket var afskåret fra egentlige erfaringer, det vil sige erfaringer med følelser og lidenskaber."
Og som vi allerede har været lidt inde på, så passer det rigtig fint på de to hovedpersoner, Sian og Mack! Med Mack som repræsentant for oplysningstidens tanker, og Sian som den spirituelle/følsomme.
Og endelig var der et rigtig sjovt afsnit om typiske helte og heltinder i de gotiske fortællinger!
"Heltens isolation er som regel frivillig, han drager ud på en mission, f.eks. en dannelsesrejse, der skal føre til klarhed over hans egen natur og fremtidsudsigter. Dette sker dels gennem skæbnens tilskikkelser og dels gennem omgivelsernes påvirkning, hvor det overnaturlige sætter store krav til hans mod og standhaftighed, men forude venter foreningen med den elskede.
Heltindens isolation er derimod som regel ufrivillig. Først møder man hende uskyldig og uvidende i hendes trygge og rationelle verden, hvor fred og idyl hersker. Men pludselig indtræffer en uforudset hændelse, som regel forældrenes død, der forvandler hendes lille verden til "a house of horrors"."
Dog med den virkelig interessante drejning, at Michel Faber har byttet lidt rundt på helt og heltinde!
Som jeg ser det, er det Sian/kvinden, der (ligesom helten) er draget i frivillig isolation via sin deltagelse i udgravningen og på en måde også oplever en "dannelsesrejse" ved at få løst op for nogle traumer fra tiden i Bosnien, da hun til sidst opsøger en læge og får opereret stenen ud af låret. Det var hun ikke klar til i begyndelsen af bogen, men udvikler sig undervejs.
Og så er det Mack/manden, der (ligesom heltinden) er revet ud af sine vante omgivelser i London, da han bliver nødt til at rejse til Whitby efter sin fars død.
I modsætning til den typiske slutning i gotiske romaner får helten og heltinden her dog ikke hinanden til slut - dér tillader Michel Faber sig at forlade "skabelonen" ;-)
PS: Jeg har sendt beskeden om de manglende notifikationer videre til redaktørerne, og tænker at sende en besked ud pr. mail til alle medlemmer i klubben om, at funktionen ikke virker i øjeblikket - i tilfælde af at ikke alle har opdaget det.
Tusind tak, Tove - så er det da ikke bare mig, der er blevet helt tosset ;-) Jeg går videre med problemet.
Jeg får heller ikke længere mails og har ikke rørt ved mine indstillinger,
så ....?
Tusind tak for linket, Tove. Jeg har tilladt mig at lægge det ind under omtalen af bogen :-)
Og så vil jeg lige høre, om I andre også har problemer med jeres email-notifikationer? Nu er jeg holdt helt op med at modtage dem - får heller ikke noget når der er indlæg i bogdebatten! Jeg har ellers været inde og tjekke indstillingerne på min konto men kan ikke regne ud, om systemet glemmer mine indstillinger, når jeg logger ud... Så jeg vil lige høre om I andre har samme problem?
Jeg er måske ikke 100 procent overbevist om familierelationen, men det er da en mulighed. Jeg forestiller mig ikke, at Sian har foretaget research omkring familien Pierson. Derimod oplever jeg hende mere som et meget følsomt og spirituelt menneske, der måske ubevidst er modtagelig for noget okkult. Derfor kryber Marys historie ind i hendes drømme. Hun møder jo også et spøgelse, som hun verfer væk, ligesom hun har haft en nærdødsoplevelse.
Hvis man går ind i bogens stemning og dystre billeder med ruiner, kirkegård, nattevandringer mv. kan jeg se den oplagte historie til en filmisk gyser. Jeg er overbevist om, at Michel Faber er inspireret af "den gotiske roman" og dens virkemidler. Jeg har haft glæde af at læse denne side:
http://www2.kb.dk/guests/natl/db/bv//97/4/index2.htm fra bogens verden.
Allerførst, velkommen til en ny omgang her i klubben. Dejligt at se at nogle af jer allerede er i gang! :-)
Dernæst, nårh ja!! Selvfølgelig :-D Jeg havde slet ikke tænkt over det med en mulig familierelation mellem Sian og Thomas Pierson. Meget godt gået eftersom jeg har læst den flere gange nu... Jeg havde godt nok undret mig meget over, hvorfor Sian hvisker sit navn, så vi læsere ikke "hører" det, men jeg havde ikke gennemskuet, at det kunne være pga. et sammenfald med morderen. Det ville jo både forklare drømmenes indhold - og ophør - men også hendes vredesudbrud ved graven og ikke mindst Macks reaktion på navnet. Men er Pierson ikke et ret almindeligt efternavn? Sian må vel i så fald ha' gravet lidt i sin slægtshistorie for at få relationen bekræftet? Måske opdagede jeg ikke forbindelsen, fordi jeg tænkte, at mareridtene nok hang sammen med traumet fra Bosnien.
Og forresten Tove, godt set med Sians handicap vs. Macks motionsløb - endnu en af modsætningerne mellem dem. Jeg har også svært ved at se dem i et rigtigt forhold - synes bare de gi'r op lidt for let...
Hvordan tolker I drømmen? Sians drøm med at få skåret halsen over passer jo med det, der skete med pigen, der er blevet "myrdet". Er der en sammenhæng mellem Sian og morderen? Hvorfor hvisker hun sit efternavn til Mack, så vi ikke hører det? Og hvorfor bliver hun så vred, at hun angriber morderens grav? Drømmen forsvinder jo, da hun får opklaret sagen.
Jeg sad meget og tænkte på, om hun er i familie med den myrdede - om det er hendes egen fortid, der bliver gravet op.
Ellers kan jeg kun tilslutte mig jeres tolkning af, hvad de to personer og de 199 trin står for.
mvh Suzanne
Allerførst Malene: jeg kan rigtig godt lide denne bog. Og sikke et anslag midt i Sians mareridt.
Jeg oplever også de to personer som repræsentanter for henholdsvis fortid og nutid(fremtid), hvor de 199 trin symboliserer afstanden mellem dem og deres livshistorier. Mack er den fremadstræbende og hurtigtløbende, mens den gangbesværede Sian graver i fortiden og sandelig også selv har nogle skeletter i skabet. Selv om de er tiltrukket af hinanden, har jeg vanskeligt ved at se dem som et par.
Undervejs i bogen fik jeg den tanke, at et af temaerne her var religion vs. videnskab - eller måske traditioner vs. fornyelse.
Er det ikke ofte dét samtalerne (og forholdet) mellem Mack og Sian symboliserer? Hvor hun som arkæolog står for traditionerne og religionen, og han som læge og forsker er repræsentant for videnskaben og fornyelsen.... Jeg synes, mange af deres diskussioner peger i dén retning. Måske især ekstra tydeligt på s. 85:
"Det er derfor, at de ruiner nu er blevet til ruiner, kan du ikke se det? Det har ikke noget at gøre med orkaner, Henrik VIII eller tyske krigsskibe, der tilfældigvis skød mod klosteret i 1914. Det drejer sig om en samfundsudvikling, som når til det stadie, hvor man indser, at vi ikke har brug for en samling perverse gamlinge, der fortæller os, at vi kommer i helvede, hvis vi nyder livet for meget. Vi er i det 21. århundrede, Sian, vågn dog op!"
Og det fik mig til at tænke på, om det også er den forskellighed i perspektiv, der i virkeligheden er grunden til, at de må gå hver deres vej i slutningen af bogen - på trods af deres følelser for hinanden? Hvis de virkelig ønskede at satse på forholdet, så kunne det jo sagtens have ladet sig gøre...