Fra læseklubben Ad libitum
Dage med slave
Læseklub
Af Malene Majchere.... Publiceret 13/12/2009. Opdateret 04/01/2010.
Bogen var til debat i december 2009
"Man bliver simpelthen så splintrende lykkelig indeni, når man læser Dorrit Willumsens nye roman, 'Dage med slave'. Ikke fordi det er en lykkelig bog, men fordi Willumsen skriver som en drøm. Helt let, uden tunge mellemregninger, meget sikkert, meget forunderligt, indimellem dybt morsomt, elegant skiftende i tid og synsvinkel. Det er en vægtløs oplevelse og et prikkende brusebad for sjælen gennem alle 131 sider. Hos Willumsen handler det i høj grad om en sproglig ekvilibrisme og en måde at se og forstå verden på, som gør hende i stand til at transformere hvad som helst til en stor læseoplevelse." Mai Misfeldt, Berlingske Tidende d. 1. oktober 2008
Anbefaling af bogen på Litteratursiden
Anmeldelse af bogen i Bogrummet - der er stor forskel på anmeldelsen i Bogrummet og anbefalingen på Litteratursiden, læs selv bogen og se hvem du er mest enig med!
Portræt af Dorrit Willumsen på Litteratursiden
- 2924 visninger
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Inden længe hopper jeg på toget for at fejre jul hjemme hos min mor. Håber I alle får en rigtig dejlig jul - husk at debatten altid er åben, hvis I skulle brænde inde med noget :-)
Har I forresten lagt mærke til formuleringen i de par linier, der står om bogen: "Men så kommer hun til at købe en ung kvinde som slave..."
Kommer til! Jeg synes, det er helt fantastisk godt beskrevet - for hvem i al verden kommer dog til at købe sig en slave ;-)
Det er skam helt fint, at du blander dig, Inger! Gæster er altid meget velkomne - især når de (ligesom dig) bringer indsigt og nye vinkler med sig :-)
Det er rigtig, at det passer fint til Hennys "kontrolfreak"-personlighed at købe sig en slave. Tanken er bare så absurd, at jeg ikke rigtig finde ud af, hvad hun forestiller sig, købet vil betyde?
Det sker mest som et impulskøb - og dog, for hun må jo ind i banken for at hæve pengene (s. 15) og har rigelig med tid til at fortryde og gå sin vej. Gad vide hvad Henny egentlig regner med, der vil ske, når hun køber sin slave? Forventer hun virkelig (som Inger er inden på) en rigtig "slave", som hun kan bestemmer over? Er det en basal magtdemonstration: "Jeg har lige købt et andet menneske"? Eller er det mere en ubevidst handling for at skabe lidt kaos i sit liv?
Nårh ja! Det er da netop i høj grad en personkarakteristik (og nok mindre et budskab) vi har med at gøre i denne roman - godt set :-) Selvom jeg måske allerede havde sagt det selv, bare med andre ord, så stod det bare helt klart for mig, da jeg læste Britts sidste indlæg!
Så selv tak, Britt :-)
Det var rigtig godt at læse Malene og Ingers seneste indlæg, det højnede forståelsen en hel del, og jeg kan godt se, det nok mere er en personkarakteristik, vi har fat i her, frem for en "budskabs"roman. Jeg kan gøre mig mine forestillinger om, hvordan Willumsen måske har siddet ved et middagsselskab med en type som Henny, der fortæller løs om sit perfekte cremefarvede liv, gang i karrieren og kan rejse og disponere over sit liv uden hensyn til andre ... men med et tomt blik i øjnene, for hvor er indholdet, nærheden og den brik, hun spiller i andres liv. Og som Inger siger, så måtte hun lige kradse i overfladen og skille det lidt ad og kigge nedenunder, for så dejligt var det nok heller ikke altsammen.
Tak for indsigten :-)
Ja undskyld Malene og I andre i læseklubben her, at jeg optræder lidt på gæstevisit her. - Men kontrol / magtdemonstration stemmer i mine øjne fint overens med at erhverve en slave (i Hennys forventning altså...) at Silke så ikke lige er så let at styre er måske øjenåbneren for Henny - hun tror hun kontrollerer, og det gør hun bare slet ikke.
Som tovholder for læseklubben føler jeg nok nogle gange et slags ansvar for at svare på indlæg - også selvom jeg ikke nødvendigvis selv synes, at jeg har fundet "de vises sten" ;-) Men bare det at komme igang med at formulere noget om teksten kan sætte endnu flere tanker igang (næsten som at skrive sig varm), og efter Britts andet indlæg har jeg tænkt på noget mere.
Er det ikke tit sådan, at litteratur også kan bruges til at holde et spejl op foran os - og se os selv lidt udefra? Selvfølgelig tit i karikerede/grove træk, men trods alt med et lille drys sandhed gemt et sted derinde. Sådan som jeg læser romanen, så er Henny et ustyrligt ordensmenneske, der helst skal bevare kontrollen i sit liv. Blandt andet derfor har hun ikke fået børn, og hele hendes forhold til bilen (på den aller første side i bogen) understreger det virkelig:
"Ingen har røget i den vogn, og ingen hund eller kat har sat beskidte poter på det cremefarvede indtræk. "En utraditionel sammensætning", sagde forhandleren. "Der er ventetid." Men det var sådan jeg ville ha' det." (Basta! - får man som læser næsten lyst til at tilføje ;-)
Enormt kontrollerende (som en fraskilt udgave af Fru Hyacinth fra tv-serien "Fint skal det være") - men ikke særlig lykkelig, vel? Så måske et lille spejl eller advarsel til de af os, som har tendens til at ville styre (alt) for meget i vores liv ;-) Blot en tanke fra et ordensmenneske, der nogle gange gruer for, hvordan hverdagen (og ikke mindst lejligheden) vil komme til at se ud, når hun engang får børn ;-)
Nej, spøg til side. Men mon ikke Henny inderst inde trængte til lidt "uorden" i sit liv og derfor endte med spontant at købe sig en slave? Der er så mange gange undervejs, hvor hun siger, at hun ville ønske, Silke bare forsvandt/flyttede ud - men uden at hun egentlig selv skrider til handling (går tværtimod ud og køber bikini, jakke, briller mm. til pigen). Det tyder jo ikke rigtig på, at hun har ment det helhjertet.
PS: Britt, det er helt fint, at du bare kommer på gæstevisit, når lysten melder sig - så må vi se, om du får plads i programmet til at blive "rigtig" medlem en dag :-)
Tak for din velkomst og tak for din respons på mit indlæg, Malene. Jeg kan godt lide ideen med jeres klub og de bøger, I vælger at læse, måske bliver det til et rigtigt medlemsskab en dag - p.t. er jeg dog med i to klubber :-)
Jeg er helt enig med dig i, at en bog ikke nødvendigvis skal analyseres ihjel. Jeg husker endnu, hvordan min dansklærer i folkeskolen krængede vrangen ud af - i mine øjne - fuldstændig uskyldige "Rødhætte og ulven", og min ungdomsnaivitet var for evigt gone. Jeg mener bare, at man som forfatter må have en grund-idé om, hvad ens roman skal sige læseren, hvorfor den skal sættes i verden.
Og det er helt i orden, hvis ideen ikke er mere kompliceret end mine bud i tidligere indlæg ... eller måske noget helt tredje ....
Jeg havde ellers skrevet et indlæg - men det blev aldrig offentliggjort :-p Skal prøve at se om jeg nogenlunde kan huske, hvad jeg skrev.
Ville sige velkommen til Inger og Britt, som er kommet på gæstevisit her i klubben :-)
Britt spurgte ind til en "morale"/pointe med historien, men faktisk er Inger vel inde på noget af det i sit indlæg. Nemlig at man ikke skal blive for oprørt eller trist over personerne, fordi "sådan er det nu engang bare"... Henny virker måske ensporet og alene, men hun har selv valgt det, og det er vel ingen katastrofe(?)
Jeg tror dog slet ikke sikker, at Henny er så "uafhængig", som hun gerne vil bilde sig selv ind. Som en af jer var inde på, så kan hun jo hverken give rigtig slip på ex-manden, behovet for anerkendelse på jobbet, psykologen eller Silke.
Men egentlig ved jeg ikke, om jeg personligt synes, at bøger nødvendigvis skal have en pointe. Nogle gange er det også nok med små bidder af gode (læse)oplevelser, som sætter tankerne i gang hos mig som læser - og gerne pakket ind i et lækkert sprog ;-)
Jeg tillader mig at gæsteoptræde her i jeres klub, da jeg også har læst bogen og fulgt jeres debat.
Jeg var lidt i syv sind om, hvad jeg skulle mene om denne bog - bagsideteksten lagde op til noget spændende, og flere anmeldere var også overmåde positive. Den blev læst i en ruf, for jeg var sikker på, den måtte udvikle sig hen ad vejen, og så var jeg spændt på, hvad den endte med, og hvad det overordnede budskab måtte være. Jeg er dog stadig et stort spørgsmålstegn! Hvad skal vi lige lære her? At ingen mennesker kan eje et andet menneske? At et tomt, overfladisk og indholdsløst liv er noget skidt og vil blive straffet for? I don't know og jeg er ikke blevet væsentligt klogere af at læse jeres debat-streng. Der er så mange ubekendte og uforståelige handlingsmønstre, som Malene også er inde på.
Det, der holdt mig fanget, var sproget. Det er hektisk det ene øjeblik og mere dvælende det andet. Vi skifter konstant emne - fra makro til mikro, fx s 13: "Selvfølgelig fylder den haglbyge meget i avisen. Klimaændringerne, drivhuseffekten, isbjørnene, der er i fare, dræbende alger i søerne og i havet og skovene, jordens grønne lunger, der brænder. Og så har min frisør klippet mig forkert". Hold da op en skrivestil! :-). Hun er også barsk i sin sprogbrug, fx s 41: "Jeg vil komme til at tjene mere. Og det vil jo først begynde, når jeg har fået smidt det lille dyr ud af klappen" (dyret = Silke/slaven). Og så har hun humor, og der er mange gange basis for et godt grin, fx s s 72: "Som sædvanlig har hun købt papvin og cola. I stedet for hjortetaksalt har hun købt en dåse vildtbouillon".
Jeg er med på, at Willumsen kan sætte en stemning og skriver godt, men er der nogen, der kan sætte ord på en evt. morale eller et større budskab?
Vi havde besøg af Dorrit Willumsen på Vigerslev Bibliotek for et par år siden, hvor hun talte om novellesamlingen "Den dag jeg blev Honey Hotwing" fra 2005. Hendes noveller gjorde mig dengang lidt forstemt og det samme gælder også "Dage med slave". Men når man så hører Dorrit Willumsens præsentation - så vendes det hele 180 grader - ihvertfald indeni mig. - uden egentlig (øhbø) at ville gøre mig klog på forfatterhensigten, så vover jeg alligevel flg. : Jeg tror Willumsen har fat i noget af det, som mange af os læsere sidder og oplever som trist og for dårligt osv. - samtidig med at hun kratter lidt i jorden og siger: jamen sådan er det - og er det så lige en katastrofe ? - intet er fuldkomment og ingen er fuldkommen. - og hvad er iøvrigt fuldkommen ???
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvor Silke/Sille mon kommer fra...? Er der virkelig ikke nogen, som savner hende, imens hun bor hos Henny? Venner/familie? På nogle områder virker hun jo meget dannet og elegant (madlavning, middagsselskabet) og på andre områder kun som et stort barn (ukrudt i haven, trodsig over brillerne).
Det samlede billede, som bliver dannet af hende, kan ikke undgå at gøre mig nysgerrig - godt gået af forfatteren :-)
Jeg tror, du har helt ret Tove, når du skriver, at du opfatter Henny som den egentlige slave! Ikke kun af sine materielle ting, men måske også af Silke og hendes selskab? Selvom det til sidst lykkedes hende at få Silke ud af sit hjem, så kan hun jo ikke finde ud af at slippe hende. Hun forestiller sig, at pigen sniger sig rundt i huset, når hun ikke selv er hjemme og ser syner, når hun går i byen, og tror hun ser Silke på gaden/caféen.
Men jeg har virkelig svært ved at forstå, hvad der i første omgang egentlig fik hende til at "købe" Silke?! I de afsnit hvor hun overvejer at gå til politiet, forklarer hun købet for sig selv som en medmenneskelig handling, hvor hun købte pigen for at sætte hende "fri" - men det er jo ren facade i et forsøg på at fremstå, som noget hun ikke er :-p Jeg kunne ikke lade være med at tænke, om det måske var et udtryk for en længsel efter at bryde rammerne for det liv hun har opbygget? Eller bare en længsel efter (Silkes) ungdommelighed, som Tove også er inde på...
Jeg havde slet ikke bidt mærke i forsidebilledet, men efter at du nævner det Malene, er symbolikken jo helt tydelig. Burren nævnes også et par steder i romanen. (Iøvrigt er der en interessant artikel i det nye "Litteratursider" om bogforsider.)
Jeg synes på en gang, det er en provokerende og trist roman. For det første følte jeg mig provokeret af Hennys livsstil, der mest ligner en ophobning af prydgenstande lige fra lakerede negle og guldsmykker til lækkert bilindtræk og Bo Bedre-indretning. Langt hen ad vejen betragter jeg da også Henny som den egentlige slave - hun er slaven i sit eget ulevede liv, bundet til perfektionisme, forbrug og kedsommelighed og uden kærlighed og empati. Hun har stadig sit gamle bryllupsbillede i pungen og har tilsyneladende ikke flyttet sig en meter i sit liv, hvad angår menneskelige relationer. Og det er meget trist. S. 102 siger hun, at hun ikke kan tåle, at folk kommer tæt på hende pga. hendes dårlige skulder, men hendes distancering er vel symptomatisk for hele hendes personlighed og livsindstilling. Hvorfor går hun til psykolog? Hun er jo ikke tilbøjelig til at komme ind under overfladen, men tager hellere et glas vin eller køber et smykke.
Samtidig oplever jeg også, at Henny lader sig provokere af Silkes ungdom. Kroppen forfalder med alderen, uanset hvor meget hun dekorerer den, ligesom blomster der visner og må luges væk. Blomsterne går igen gennem hele romanen, ligesom der mellem linjerne vel også fornemmes en dødsangst eller??
Velkommen til december måneds bog her i læseklubben. November var vist en hård omgang for de fleste af os... For mit vedkommende var det bestemt ikke Ali Smiths roman, der var noget galt med, jeg var faktisk meget begejstret for den fine fortælling, og de tanker I andre gjorde jer om den! Jeg havde bare lidt rigeligt at se til på arbejdet og privat - beklager!
Men nu er jeg klar til endnu en lille perle af en bog her i december :-)
Lad mig starte med at rose forsiden! Jeg ved godt, at man ikke bør dømme en bog på dens udseende (eller skue hunden på hårene) - men jeg kan ikke lade være med at blive påvirket, når jeg ser virkelig flotte forsider. Og det synes jeg, denne bog har! Ikke bare er det et lækkert nærbillede med nogle fantastiske detaljer og farver, men symbolikken går også rent ind. Sille/Silke (pigen) hænger jo fast i vores hovedpersons liv som en burre i pelsen på en hund. Flere gange hører vi, hvordan hovedpersonen forsøger at slippe af med pigen (sit "fejlkøb") uden held - pigen hænger bare ved...