Børnenes bog

Oprettet: 07.05.2012 - 15:52

Bog: "Børnenes bog" af A. S. Byatt

Bogens forside

Familieepos - Hos Wellwoods i 1880'ernes England lever husstandens 7 børn et frit og eventyrligt liv -  Forældrene er bohemer og optaget af tidens ideale og politiske strømninger, men har problemer

Forfatter: 
A. S. Byatt
Oversætter: 
Claus Bech
Udgivet: 
2010
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
666
Lån bogen - Køb bogen

Bogen er til debat i august og september måned

 

Læs anmeldelse på litteratursiden:http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/boernenes-bog-af-a-s-byatt

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Karen Kærgård

    tor, 25/10/2012 - 11:32

    Tak for et herligt opfindsomt men også vægtigt indlæg med mange overvejelser til Pernille. Jeg blev helt opløftet.

    En af ideerne med en læseklub er jo netop, at man kommer til at læse bøger, man ikke selv ville have valgt og dermed får udviddet sin horisont - og måske endda synes godt om dem. M.h.t. til dine indvendinger mod bogen, er de oplagte og meget kendetegnende er det også, hvad adskillige anmeldere har påpeget. Byatt ER meget deltaljeret, og det er en klar fordel, at vide noget om historie i forvejen. Jeg har som sagt altid været meget historieinteresseret, så jeg har slugt hendes kolosale viden i fulde drag, men kan sagtens sætte mig ind i, at for andre med mindre interesse for historie kan det virke noget omstændeligt. Jeg blev derfor  meget glad for, at du synes bogen gav "oplevelse, indsigt og  reflektion" både "menneskeligt og historisk."

    Selv opvokset i 70erne har kvinders rettigheder altid været en hjertesag for mig, og jeg er derfor helt enig i dine betragtninger om kvindefrigørelsen - mænd der listigt udnytter sexuel frigørelse til egne formål og børn, der betaler prisen for deres voksnes egoistiske valg, men også hvor relevant kvindefrigørelsen var. Dit spørgsmål om mange af de valg og handlinger vi gør i familien i dag ikke er de samme er særligt rammende...

    A.S. Byatt har ikke planlagt en fortsættelse, så det er meget forfriskende, at du selv digter videre på den til dels åbne slutning. Det er efter min mening gjort med stor indlevelse og indsigt - både historisk og menneskeligt. Jeg må sige, at jeg også har besluttet mig for, at Phillip og Dorothy bliver et par med respekt for begges arbejdsliv:))

  • pernille møller...

    søn, 21/10/2012 - 14:57

    Så, endelig blev jeg færdig med bogen. Det holdte hårdt, men gav også en oplevelse. At kæmpe sig igennem de mange sider. Overvejede undervejs om den kunne have været kortere, skrevet mere ind til benet. Lavet enklere historier. Og noget kunne været skrevet væk efter min opfattelse. Bogen er lang og pga. dens langsomme fortællertempo næsten uoverskuelig at komme igennem, synes jeg, men gav også oplevelse, indsigt og refleksion.
    Jeg synes bogen sætte sig på to stole og ikke at det kun er dårligt. Den vil på den ene side vise et tidsbillede af især England fra slutningen af 1800-tallet og til og med 1. Verdenskrig. Et billede af det alternative Englands borgerskabs flirten med socialismen og anarkismen ud fra en historiske korrekthed der virker meget ægte, men også stille krav til læserens forhåndsviden og overskud til at læse, synes jeg, det relative tunge læsestof.
    På den anden er bogen en roman med opdigtede personer med deres eget liv. Der er ikke en men mange personer der er hovedpersoner. Der er enkle gode, enkle onde/tankeløse, og mange der indeholde begge sider. Helt at gribe mig følelsesmæssig når de ikke, men gav en personlighed til de konsekvenser til de valg og muligheder de havde i deres samfund.
    En af de emner bogen fik mig till at tænke over er kvindefrigørelsen. Hvor latterligt i det er i vores samfund i dag virker at kvinder ikke var selvstændige og havde ret til frie valg omkring uddannelse, og hvor lidt vi har at kæmpe for i forhold dengang. Bogen viser også flot, hvordan nogle mænd udnytter denne kamp til eget formål.
    Klassekampen bliver også berørt, ligesom man får en fint indførelse i at tysk kultur før verdenskrigene var til stor inspiration i mange lande. Nazismen ødelagde meget på de få år de viste deres kolde ansigt frem, i forhold til alt det andet tysk kultur også var og er.
    Kunstens/lidenskabens pris for omgivelserne.
    Moderskab og elske sine børn eller mangel på samme og konsekvensen af det er andet tema. Stakkels børn som betaler prisen for deres forældres valg eller mangel på samme. Alt det skjulte der ødelægger. Alle dem der følger deres lyster og ikke tænker på andre end dem selv med utilgivelige følger for deres omgivelser.
    Er vores samfund anderledes i dag? Ja vi skjuler det ikke, men er mange af de valg og handlinger vi gør i familien ikke de samme?
    Jeg ved ikke om der er en forsættelse af bogen, men jeg kan ikke lade være med at lege lidt og digte lidt videre på historien også ud fra den viden vi har om mellemkrigstiden og 2. Verdenskrig, som måske egentlig "bare" var en forsættelse af 1. Verdenskrig.
    Familierne bliver mindre og mindre oprørte og mere bedsteborgerlige. Den politiske og personlige "frihed" forsvinder mere og mere i takt med at krisen og nationalismen bliver stærkere.
    Phillip bliver trods sine krigskader en anerkendt kunster og ligeledes lykkes det vha. hushjælp for Dorothy at forene lægegerningen og en kærlig familieliv med børn, hvis de vælger at få børn. Det er ikke sikkert de gør. Men hun ender ikke i samme suppedas som hendes mor, hvor hendes karriere er vigtigere end børnene. Dertil har hun og Philip oplevet for meget at det ikke er på børnenes betingelser at familielivet leves. De kan også vælge børn fra af samme grund. Elsie og Charles/Karl får et lykkeligt familieliv med undervisning som indtægt.
    Wolfgang og Gisela oplever det tyskerhad der opstår i landene omkring Tyskland. De emigrer til USA eller Canada sammen med hans forældre. Katharina oplever på sine gamle dage at blive fængslet for at være tysker, som man jo gjorde i starten af 2. Verdenskrig, men bliver senere løsladt og gør et stort arbejde for krigens ofre. Efter krigen også for ofre i Tyskland.
    Proper og Imogen får en lykkelig familieliv og ligeledes finder Florence og Julian lykken.
    Olive bliver en eneboer på Todefright og få med større mellemrum besøg af Humphry og hendes levende børn. Hun drikker for at glemme de drengebørn hun har mistet og de omkostninger det liv hun har levet har haft. Humphry vil også gerne glemme og gør det ved at begrave sig i arbejde og kvinder. Dog lykkes det ikke for ham og han dør tidlig af sorg. Olive dør på Todefrigt som sælges og under 2. Verdenskrig bruges som hospital.
    2. Verdenskrig er hård ved familierne. De mister igen familiemedlemmer i krigen. Direkte og indirekte. De børn der fødtes under og lige efter 1. Verdenskrig er klar som kanonføde i den næste krig.
    Så efter 2. Verdenskrig skal familierne igen slikke sårene og komme videre og deres børnbørn er så med i ungdomsoprøret. Men det er vist for langt at gå videre med historien.
    Jeg vil til slut sige. Tak for en god oplevelse. Jeg er ikke sikker på jeg ville have holdt ud og læst hele bogen, hvis jeg ikke følte mig forpligtet, men den gav en god indsigt, historisk og menneskelig synes jeg. Så selvom den kræver tid og for mig sammenhængende tid så har den også givet meget.
    Vh pernille

    Ps. Har efterfølgende læse Hippie ( har været i sommerhus uden netforbindelse) og mange temaer går igen denne bog, anderledes leveform, seksualitet , anarki, kvindefrigørelse mm. Kan varmt anbefales.

  • Karen Kærgård

    fre, 28/09/2012 - 18:04

    På fornemste vis er det lykkedes forfatteren at genskabe en æra fyldt af fremtidshåb, skønne ideer og liv og grøde og revolutionerende kraft i alle kroge. Bare forfatterens detaljerede beskrivelse af Verdensudstillingen i Paris viser tidens skabende værdi, der gennemsyrer alt indenfor videnskab, kunst og produktion, mens hovedpersonernes forskellige spændende ideologiske standpunkter og færden danner rammen omkring den og giver et givende view over tidens tankegrøde, hvor alt - også børneopdragelse og familieformer - som noget helt nyt blev sat til debat.

    Derfor kommer 1. verdenskrigs tilsyneladende tilfældige og uforudsigelige udbrud og dens grusomme altfortærende og fuldstændigt meningsløse forløb til at stå i knivskarpt relief.  Det bliver endnu tydeligere af forfatterens geniale ide med at lade familiebånd omfatte både TYskland og England. Man forstår i den grad, at dette i sandhed blev enden på den gamle verden med dens grelle skarpe klasseskel og stive sippede og hykleriske omgangsformer.

    På godt og ondt er alle romanens unge mennesker levende eksempler på konsekvenserne af deres forældres forsøg på at gå nye veje. Det er en gribende nærgående skildring af en generation, deres opvækst , ders kampe med sig selv og med verden. Jeg finder det stadig dybt fortvivlende at den sympatiske familie Welwood med de sympatiske opdragelsesidealer slet ikke formår at gøre deres unge mænd livsduelige, mens pigerne klarer sig i kraft af oprør og frigørelse fra hjemmet. Tidens kvindebevægelse viser sin relevans.

    De rystende sexuelle familiehemmeligheder i både familien Fludd og familien Welwood viser den modsætning, der - desværre - som regel er mellem idealer og virkelighed. Hvilken forælder kan f.eks. helt ærligt sige, at de elsker alle børn lige meget? Hvis forældre kun tænker på sig selv og på at realisere deres egne kunstneriske og sexuelle drømme, bliver børnene uvilkårligt ofre. Ikke desto mindre gør Olives og Humpheys smerte dybt indtryk.

    Derfor er det meget livsbekræftende, at de unge mennesker, der klarer sig igennem 1. verdenskrig for mig at se danner en slags happy end - godt nok på baggrund af mange kvæstende dødsfald. Sidste scene i bogen viser 3 stærke unge kvinder, der klarer sig selv - og så har de endda også fundet/finder (måske) kærligheden på tværs af de gamle stive klasseskel sammen med 3 sympatiske unge mænd, som vi også har fulgt og følt med igennem hele bogen.   

  • Karen Kærgård

    tir, 25/09/2012 - 15:18

    Der er godt nok meget at forholde sig til i denne store fortælling.. Men der findes nok ikke det ideale liv...Hvis man "realiserer sig selv" fuldstændigt, går det for meget ud over andre - især den nære familie, hvis man har en, hvilket man uvægerligt får dårlig samvittighed over. Hvis man på den anden side helliger sig sine børn og familie, går det tit for meget ud over en selv og egne behov, så ens utilfredshed alligevel påvirker alt og alle...

    Som A.S. Byatt selv siger:" Det man giver til sin kunst tager man ud af livet!" men samtidig siger hun: "Man kan måske ikke engang være en 100 % god mor, selv om man helliger sig det."

    Jo mere jeg læste om den britiske "guldalder", kom jeg til at tænke på ungdomsoprøret i 1968 med - ikke mindst kvindernes - sexuelle frigørelse og realiseren sig selv. I begge perioder gik det ud over børn, hvis forældre kompromisløst gik op i personlig frihed og hvordan de kunne realisere sig selv følelsesmæssigt og karrieremæssigt.

    Nej oprør og frihedstrang skaber tilsyneladende ikke lykkelige mennesker til trods for en sympatisk nyskabende idealistisk børneopdragelse med vægt på fantasi og den frie tanke og respekt for det enkelte barns valg, intellekt og personlighed? Måske fordi de voksne ikke rigtigt tager ansvar for eget liv? eller mere eller mindre konstant giver kunst og tanke - og dermed sig selv - fortrinsret i forhold til forpligtigelsen over for kød og blod? 

     - Og måske skrev Olive og lignende berømte børneforfattere som J.M. Barrie (Peter Pan) og Kenneth Graham (Vinden i Piletræerne) mest til deres eget indre barn - det barn de gerne selv ville være eller blive ved med at være?

  • aaseotto

    tir, 11/09/2012 - 18:40

    Jeg tager mine forbehold i mig. Det er en stor roman, som virkelig er værd at gå i gang med. Den foregår i en spændende tid, vi får et helt andet indblik i end den vi fik gennem historiebøgerne. 
    Der er et stort persongalleri, som er meget nuanceret og meget godt beskrevet.                     

  • Karen Kærgård

    tir, 11/09/2012 - 11:34

    Det her er helt sikkert et af de flotteste tidsbilleder, jeg nogensinde har læst. Det tog så også 7 år at reserache og skrive den. Gennemført vidende og troværdigt ned i mindste detalje med hensyn til nye spændende tanker, kunstneriske, videnskabelige og litterære retninger og viden om samfundet i det hele taget - både ondt og godt.  Jeg er fuld af beundring og har nydt det i fulde drag. Flere anmeldere synes dog, at den megen detaljerigdom går ud over handlingens fremdrift..

    Jeg har som sagt bare nydt det, især fordi det gennemførte tidsbillede er med til at komplettere de interessante personers troværdighed. Der er godt nok mange personer, men det gør ikke noget, når man som jeg ikke kan lade være med at engagere sig i dem og ikke mindst føle med dem. Ingen personer er blot typer, og forfatterens vise indfølingsevne er altomfattende. Alle har både mindre flatterende som gode sider, og man får også - i hvert fald efterhånden - en forklaring på deres psykes udvikling.  

    Jeg har heldigvis adskillige interessante sider at læse endnu, og jeg synes godt nok også, at handlingen er både foruroligende og spændende. Har man kendt mage til familiehemmeligheder..

  • aaseotto

    man, 10/09/2012 - 08:59

    Nu er jeg kommet til Byatt: Børnenes bog. Den roman jeg lige har læst handlede om en forfatter med skriveblokering. Det lider Byatt vist  ikke af. Jeg godt lide at lære om den engelske skønvirke-tid, men venter på at blive fanget af noget handling.

  • Karen Kærgård

    fre, 31/08/2012 - 11:25

    Forfriskende med en ærlig kommentar fra Connie. Jeg håber nu, du senere får tid og lyst til at læse den - det fortjener både du og bogen! 

    For det er sandelig ikke blot sublimt sprog og kæmpestor viden, der kendetegner bogen. Jeg føler mig i rigtig godt selskab med alle de ualmindeligt interessante romanfigurer:)

     

  • Connie

    ons, 29/08/2012 - 20:01

    Hej. Jeg når ikke at læse Byatts kæmpe bog om Børnenes ø, for der kom lige et par andre bøger i vejen ( Haruki Murakami bl.a ) men det glæder mig at stifte bekendtskab med en forfatter og en fortælling jeg ikke selv var faldet over, og jeg tror jeg vil genlåne bogen på et andet tidspunkt, for jeg er begejstret for din omtale Karen. Det er altid rart med forfattere der gør sig umage, og historien i bogen tiltaler mig også. Jeg har bare for mange andre bøger liggende , og jeg er ikke lige i 1800 tals hopla, pt, derfor må Byatt om bag bog køen hos mig.

  • pernille møller...

    fre, 17/08/2012 - 17:14

    Så har jeg også fået lånt bogen. Meen jeg har fået Ipad og med dens mulighed for at læse bøger. Bruger virkelig den meget . Men her i weekenden skal jeg i gang.

  • Karen Kærgård

    tor, 16/08/2012 - 11:10

    Tak for godt bogforslag til Connie:) Jeg vil helt sikkert overveje den til næste sæson. I det hele taget bliver jeg glad hver gang jeg får et bogforslag.

    M.h.t. "Børnenes bog" er jeg indtil videre ret betaget af det smukke sprog. Hun har faktisk udtalt, at hun bliver ved med at polere, indtil hun selv er helt tilfreds. Jeg er også imponeret af hendes store viden helt ned i mindste detalje om den spændende periode, som på sin vis var en guldalder i britisk/europæisk historie med mange nye spændende tanker. Nu har jeg altid været interesseret i historie, så jeg er lidt spændt på, hvad I andre mener.

     

     

  • Connie

    fre, 10/08/2012 - 22:13

    Jeg har lånt " Børnenes ø" men er endnu ikke kommet i gang, det er jo en ordentlig moppedreng, og så har jeg desværre hørt andre nævne at de er gået lidt død i historien efter de første sider, ligesom MKO er inde på , men jeg vil nu alligevel give den en chance. Har aldrig læst noget af Byatt før.

    Jeg er pt optaget af Linn Ulmanns forfatterskab, og har også David Grossmans " Kvinde på flugt fra meddelelse" liggende, måske kunne vi læse den i den nye sæson Karen ?

    På genhør .

  • MKO

    tor, 02/08/2012 - 09:54

    For jeg har fulgt med i mange debatter, hvor den er blevet prist til skyerne. Jeg er ca. 100 sider inde i bogen - men den fanger mig desværre ikke. Har dog besluttet mig for at give den en chance på omkring 100 sider mere og i mellemtiden glæder jeg mig til at høre hvad i andre siger...