Bjørnen gik over bjergets top/Away from her - filmstriben.dk (juli/august)

Oprettet: 17.06.2014 - 10:12

Bog: "Fjendskab, venskab, ægteskab" af Alice Munro

Bogens forside

Novellerne, der foregår i Canada, viser i genkendelige miljøer på landet og i byen de menneskelige dramaer i nære relationer og de psykologiske spil der afgør liv og skæbne

Forfatter: 
Alice Munro
Udgivet: 
2011
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
373
Lån bogen - Køb bogen

Alice Munros novelle om et ægtepar, hvor konen rammes af alzheimer er højsommerens debat. Novellen blev i 2006 filmatiseret under titlen "Away from her".

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Marion Tirsgaard

    man, 04/08/2014 - 09:08

    Så fik jeg også set filmen  og jeg foretrækker bestemt også novellen. Jeg synes som I andre at filmen var langtrukken og jeg havde svært ved at få sympati for især Grant, som virkede underlig stivnet i sit udtryk. Jeg synes, som Stinelk også er inde på, at filmatiseringen foretager en tolkning - en, som jeg ikke helt synes yder novellen retfærdighed og som lukker filmen om sig selv - i stedet for at være åben og have mange lag som novellen. 

  • Stinelk

    tir, 29/07/2014 - 09:36

    Ja, jeg foretrækker også helt klart novellen. Jeg tror, det har noget at gøre med den åbne struktur, den har. I filmen er, der foretaget en række valg, der lukker den en smule for fortolkning.

  • Gitten

    fre, 25/07/2014 - 20:20

    Ja Fiona ryger måske nok bare snart op på førstesalen... Sørgeligt.
    Jeg får vist ikke set filmen i denne omgang. Titlen er skrevet på en liste til en senere lejlighed.

  • anne45lise

    fre, 25/07/2014 - 18:24

    Det er rigtigt, Stinelk, at filmen er en fortolkning af teksten, og at den virker som en ekstra kommentar - én der lægger vægt på utroskab/troskab. Og du, Gitten, fremhæver snedigt, at Grant's utroskab var oppe i tiden dengang, og han kunne have været langt værre. Jeg er imidlertid ikke enig med dig i, at Fiona på ny vil komme til at interessere sig for Aubrey. Hendes sygdom er for langt fremskreden, er jeg bange for, men det er så vidt jeg husker en opfattelse, filmen gav mig.

    Hvilken er bedst efter Jeres mening: Novellen eller filmen? Selv foretrak jeg novellen.

    mvh
    anne-lise

  • Stinelk

    fre, 25/07/2014 - 11:11

    Ja Gitten, du har helt ret i, at tiden også er vigtig. Grants utroskab skal selvfølgelig ses i lyset af tidens flirten med alternativer til kernefamilien, hvilket forklarer Fionas 'overbærenhed' med Grant og hans eskapader. Rigtig god pointe.

     

  • Gitten

    tor, 24/07/2014 - 21:43

    Så fik jeg læst novellen. Det var til stor inspiration at have læst alle jeres kommentarer.
    Fiona er en kvinde der har levet sit liv i de rammer og under de forhold der var givet hende i den kontekst som Alice Munro nu engang har placeret hende i.
    Hendes ungdom var i en tid hvor det blev legalt at eksperimenterende med det åbne ægteskab.. Grant har nok ikke hørt til de "værste" mænd gennem tiden. Tænk bare på Klaus Riefbjergs fester i Danmark.. Som de fx. er beskrevet i Anne Vibeke Holsts, Knud... Og som der står i novellen, flere af hans kollegaer blev fyret... Jeg tror da at Fiona stiltiende har accepteret hans skørtejagerri.
    Jeg kan nu ikke lade være med at blive lidt små irriteret på ham, da han hel klart har udnyttet hans position som lærer, og flere af hans unge bekendtskaber viste sig i hans drøm og sagde at han havde krænket dem og ikke glædet dem..
    Jeg får også lidt irritation omkring plejehjemmets metoder. Metoderne virker lidt udanske. Som en også har været inde omkring at kommentere. Men hvor er der trods det mange små detaljer, som er typiske menneskelige følelser. Jalousi, forsvar og handlemønstre for mennesker der er under pres fordi der sker forandringer. Jeg tænker fx. på de små tanker Grant gør sig omkring, den ansatte Kristys kommentarer:"Fiona er ved at få venner" sagde Kristy. Hun var afgjort ved at komme ud af sin skal. "Hvilken skal?" Grant ville gerne have spurgt nærmere, men standsede for ikke at komme i unåde hos Kristy.
    Til spørgsmålet om Fiona spiller skuespil tilsidst for at hævne sig. Det er slet ikke i mine tanker. Hun har et klart øjeblik, hvor hun elsker sin tidligere mand, Grant, og er glad for at han besøger hende at han i dette øjeblik ikke har svigtet hende ved aldrig at besøge hende. At han så alligevel skal videre i sit liv med den nye flørt, skal han nok få rig lejlighed til. Fiona bliver jo ikke rask fordi hun har et klart øjeblik.
    Mit gæt er at Fionas naturlige drifter nok skal drive hende i armene på Aubrey igen. Hun er jo nok en dame, men også en varm kvinde. Marian kan komme til at nyde godt af Grants hang til "nyt kød".. Så Happy ending i min læseoplevelse

  • Stinelk

    ons, 23/07/2014 - 13:35

    Så lykkedes det mig at få set resten af 'Away from her' med lidt teknisk support fra Filmstriben. Jeg synes virkelig, at det i denne debat er TYDELIGT, at en filmatisering  bestemt er en fortolkning af en litterær tekst. At se filmatiseringen er nærmest som at få kommentarer fra et ekstra læseklubmedlem med sin helt egen mening om teksten. I 'Away from her' er der bestemt ingen tvivl om, at Fiona har kendt til Grants utroskab og også har været påvirket af det. Munros spil med troskab og utroskab er virkelig tydelig i filmen. Grant er den utro, men ender med at bruge sin utroskab til at være tro mod Fiona. Fiona bliver på grund af sin konfuse tilstand forvandlet fra den tro hustru til den utro. Da Grant tager hende med hjem, forveksler hun Grant med Aubrey, idet hun tror, at Grant har forladt hende på grund af en af sine elskerinder og siger til Grant "Alt minder mig om ham. Jeg var vel ikke nok" - som en forsinket kommentar til hans tidligere eskapader.

    Dette spil frem og tilbage mellem troskab og utroskab, og Fiona, der skifter fra at være klar til at være konfus, er jo lidt som hvis bjørnen kravler over bjerget og ser, at det ser ud på samme måde på den anden side.

    Jeg synes bestemt, at det er en interessant filmatisering, men jeg har det lidt ligesom dig anne45lise, at jeg synes, at den er lige lovlig lang. Handlingen virker noget langtrukken og kunne sagtens strammes noget op.

  • Stinelk

    tir, 15/07/2014 - 13:47

    Jeg har problemer med filmstriben, så jeg har desværre ikke fået set resten af filmen. Jeg forsøger igen i aften : -)

  • Gitten

    lør, 12/07/2014 - 21:41

    Åh hvor lyder den novelle til at give en god læseoplevelse... Jeg har været sløv til at få den bestilt, men er nu i kø til den.. Dog som nr. 1 :-)

  • anne45lise

    man, 07/07/2014 - 20:27

    Det blev nødvendigt for mig at checke, om jeg havde overset noget med hensyn til om Fiona havde kendskab til Grants utroskab. Hun arbejdede som universitetssekretær og "der blev snakket", da der blev malet "KRYSTER" på hans kontordør og da en pige faktisk havde fået det skidt efter et brud med ham. Jo, Fiona kunne nok ikke have undgået at høre, hvad der blev snakket om.

    Alligevel kan jeg ikke få det til at passe med billedet af banalt utroskab. Kan det være fordi Grant og Fionas kærlighed ikke helt er af denne verden? At hans utroskab udelukkende er af "praktisk" natur og egentlig slet ikke kører i samme spor som de følelser, de to har for hinanden? Ja, du har ret, Marion, Fiona var aldrig i tvivl om Grants kærlighed til hende.

    Og så er der spørgsmålet om, hvorvidt Fiona hævner sig på Grant ved at forelske sig i Aubrey. Det kan hun selvfølgelig ikke beslutte at gøre, men hun kunne fingere. "Jeg tænker på, om hun spiller komedie", siger Grant til Kristy. Han må åbenbart selv tænke, at det kunne være en velfortjent straf, men måske tænker han også, at hun ikke kan være forelsket i Aubrey for alvor - at hun overdriver. Men muligheden for en "dybtfølt affære" kan da ikke udelukkes. Uanset hvad: Grant kommer i tvivl om hendes kærlighed til ham. Imidlertid tror jeg ikke hun har bagtanker; hun er ikke indrettet på den måde. Deres kærlighed er for mig i en liga for sig selv, og det er en skam, Grant får den idé. Det kan kun være hans dårlige samvittighed, der plager, og det er synd al den stund, hun aldrig har bebrejdet ham, hvad han gjorde (hvadenten hun vidste det eller ej). Egentlig er jeg ikke sikker på, at hendes følelser for Aubrey går ud over det, som Kristy kalder "en fase" selv om det ser sådan ud - især for Grant.

    Ja, jeg er enig med Stinelk i, at Grant kaster sig ud i affæren med Marian i den hensigt at bringe glæde i form af Aubrey til Fiona. Og jeg er enig med Marion i, at det nok ikke er det store offer for ham. Men det gør stadig ikke indhug i kærligheden til Fiona. (Jeg synes forresten Olympia Dukakis spiller Marian pragtfuldt - men Grant og Fionas roller bliver også spillet fremragende.)

    mvh
    anne-lise

  • Marion Tirsgaard

    man, 07/07/2014 - 10:37

    Sikke nogle interessante betragtninger og ja, du har ret, AnneLise - det er det, der gør Munro så fascinerende at hun ligger så mange lag og fortolkningsmuligheder ind i hendes historier, at man aldrig bliver færdige med dem. Jeg har det som dig, Stinelk, at der er meget i historien, jeg ikke umiddelbart forstår. Den kunne sikkert med fordel læses igen:-)

    Jeg tror I begge har ret i, at Grant indleder en affære med Marian for at vise sin kærlighed til Fiona, men for mig at se, er det bestemt ikke kun  af hensyn til hende. Han har også en egoistisk grund til at gøre det - ellers kunne han vel bare tilbyde at betale for Aubreys ophold? (medmindre naturligvis at han  ikke kan finde pengene til det), men han har jo i alle årerne levet på denne måde og ikke blevet konfronteret af Fiona omkring det - så for ham/dem er det måske helt normalt. Jeg tror dog ikke, som AnneLise er inde på, at Fiona ikke har vidst det - på trods af at hun bliver beskrevet som en svævende og fraværende personlighed - men måske har hun bare accepteret det, fordi hun ikke var i tvivl om hans kærlighed til hende. Måske har de bare haft et åbent forhold, som Grant har praktiseret og derfor er det så meget desto sværere for ham, at det pludselig er Fiona, der indleder en affære, som  måske også er mere dybfølt end nogle af de affærer, han har haft?

    Jeg opfatter helt bestemt slutningen som om at Fiona pludselig husker Grant igen. Nu har han på trods af voldsom jalousi endelig accepteret at Fiona er forelsket i en anden og har udvist en dyb kærlighed til sin kone ved at skaffe Aubrey tilbage - og det har gjort at han er kommet over på den anden side af bjerget og har fået Fiona tilbage. Men du har ret, Stinelk, den kan sagtens tolkes på anden vis...

    Jeg har stadig filmen til gode på en kommende regnvejrsaften.

  • anne45lise

    søn, 06/07/2014 - 22:58

    Er det ikke netop charmen ved "Bjørnen ...", at vi kan opfatte begivenhederne - både de skrevne og de tænkte - så forskelligt? Det må sige noget om kvaliteten af Alice Munro's historie.

    Så fik jeg også set filmen, og her er nogle af mine indtryk:
    Filmen efterlader ingen tvivl om, at Fiona er ganske syg. Hun er selv klar over det, og Grant er rystet over at skulle til at "miste" hende. Det er rent ud sagt rørende.

    Da de kører til Meadowlake, nævner hun, at ikke alt er forsvundet, men at det, hun gerne ville have forsvandt, stadig er der: Grant's sidespring. Det lader til at være en overraskelse for Grant, at Fiona er vidende om hans opførsel, og tilmed er tolerant. (Det er også en overraskelse for mig, for det mener jeg heller ikke, novellen fortæller eller antyder.) Hun siger, han havde lovet hende et nyt liv, da de flyttede for 20 år siden, og at han havde holdt det løfte. Turen til Meadowlake er en tortur for ham. Og at Fiona har bragt hans utroskab på bane slår ham helt ud. Men novellens slutning, hvor hun siger, at intet bandt dem, men alligevel blev han og svigtede hende ikke, er rykket frem til dette sted, og det trøster ham.

    Afskeden på Meadowlake - ja, kunne I lade være at græde?

    Men hvorfor er påskeliljerne udskiftet med pinseliljer? Gule påskeliljer og de gule blomster i skoven ... åh, og nu ser jeg de gule blomster flankerer hendes navn på skiltet ved døren! Jeg måtte slå dem op. De hedder lysichiton americanus kaldet skunk cabbage (stinkdyrskål) - de skulle lugte yderst ubehageligt.

    Efter den obligatoriske måneds karenstid, kender Fiona ikke Grant; hun tager sig af Aubrey og tror Grant er en ny beboer og trøster ham med, at han vil vænne sig til det. Det er en pinsel for Grant - ikke mindst at se hende gå hen til Aubrey ved bridgebordet.

    Grant drøfter muligheden af, at Fiona sætter affæren med Aubrey i scene som en hævn, med Kristy (sådan som Marion var inde på). Kristy spørger Grant, hvorfor Fiona dog skulle gøre det ... han svarer ikke.

    Grant prøver at opmuntre Fiona efter Aubrey er rejst hjem ved at køre hende en tur ud til deres hus (den scene synes jeg vi kunne have været foruden). Hun er overhovedet ikke klar over, hvor hun er. Der er sket meget på et år (men hun ærgrer sig over, at andre har glemt Vietnam, da hun ser vesterlandske tropper i Irak på TV).

    Filmens sidste scene er tro mod novellen. Fiona kan ikke huske Aubrey (eller lader i hvert fald som om) og hun bliver nærværende og gentager, hvad hun også sagde på turen til Meadowlake: At Grant kunne have svigtet hende men ikke gjorde det. Hun er ydermere klar over, at de blander tøjet, for hun havde aldrig klædt sig i gult (den gule farve igen). Det må være den opblomstring, Kristy har nævnt, som beboerne, der rykker en etage op, kan komme ud for.

    Jo, de har polstret Alice Munro's oplæg noget for at få 1 time og 40 minutter ud af det. Måske lidt for meget - den måtte måske hellere have været 10 minutter kortere. Marian er mere sympatisk i filmen, end hun forekom mig i bogen (selv om det bliver til utroskab igen, men egentlig opleves det ikke som utroskab). Kristy er en forbløffende menneskekender. En god "ekstra" detalje var, at damen, der kunne tale med sin datter på tegnsprog, "forsvandt" og glemte det, så hendes datter blev helt isoleret.

    Tempoet og musikken er fint afpasset til begivenhederne.

    mvh
    anne-lise 

  • Stinelk

    søn, 06/07/2014 - 08:55

    Sikke nogle interessante iagttagelser I har gjort jer, og hvor er jeg glad for, at jeg kan vende novellen med jer, der er nemlig flere steder, hvor jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal opfatte den. Eksempelvis til allersidst, hvor Grant kommer med Aubrey. Der står, at Fiona lægger armene om hans hals og siger "Du kunne jo bare være kørt din vej". Er det Grant eller Aubrey, hun siger det til? Er det ikke Grant? Således at hun pludselig husker ham igen, men har glemt alt om Aubrey.

    Selvom Grant i sine yngre dage har været en uforbederlig skøjtejæger, bliver man formildet af, som du jo også påpeger anne45lise, at han skelner tydeligt mellem erotisk/sekuelt eventyr og den dybe kærlighed som han har til Fiona. Og jeg synes, at det er meget smukt og den ultimative kærlighedserklæring, at Grant bruger sine forføreriske evner til at få Aubrey tilbage på plejehjemmet, så Fiona kan være glad og lykkelig. For det er vel sådan, det skal opfattes? At Grant forfører Marian for at få hende til at sende Aubrey tilbage til plejehjemmet. 

    Jeg opfatter det også ligesom dig (anne45lise), at Fiona ikke har registreret Grants affærer før i tiden, så jeg tror ikke, det er en ubevidst hævn fra hendes side, da hun finder sammen med Aubrey. Jeg er begyndt at se filmen, og der lader instruktøren Fiona sige de replikker om hans utroskab, der i novellen kun er i Grants hoved. Og instruktøren giver hermed Fiona en bevidsthed, som jeg ikke mener, at hun har i novellen.

    Det er rigtig interessant, det, du påpeger, med titlen Marion! At det er et børnerim, hvor bjørnen går over bjerget og så ser det ud på samme måde på den anden side. Jeg tænker, at børnerimet understreger, at Fiona går tilbage i tid og føler sig mere tryg ved ting, der ligger i hendes langtidshukommelse, såsom Aubrey, end i hendes korttidshukommelse, der får hende til at føle sig desorienteret og forvirret. Aubrey og den erindring, hun har om deres stævnemøde for 50 år siden, er jo en fantastisk illustration af Alzheimer sygdommen, hvor noget langt tilbage lige pludselig virker som noget, der fandt sted i går.

    Slutningen er på sin vis også en måde at gå over bjerget og starte forfra igen. Nu er det ikke Grant, Fiona har glemt, men derimod Aubrey, ligesom det før var Grant, Fiona havde glemt og Aubrey, som hun huskede. Og sådan kommer hun nok til at gå over bjerget igen og igen i den tid, hun har tilbage.

    Jeg vender tilbage, når jeg har set hele filmen.

  • anne45lise

    lør, 05/07/2014 - 21:10

    Jeg er netop blevet færdig med "Bjørnen ..." og synes det er en flot historie med mange facetter.

    Du har gjort dig mange relevante tanker, Marion. Jo, bjørnen kan sagtens være både Grant og ægteskabet, men ikke plejehjemmet. Forunderligt nok. Selv om forelskelser er jævnligt forekommende, sker der mange ydre ændringer: Der bliver ustandselig møbleret om, Fiona får hele tiden nyt tøj på, for de blander det, og hun får klippet det fine, islandske hår. Og Grant havde aldrig før købt blomster til Fiona.

    Ja, Grant. For mig er han historiens midtpunkt. Han har været utro, ja, men han har været det - om jeg så må sige - på en hensynsfuld måde. Jeg synes egentlig godt om personen. Altid har han elsket Fiona, og det gør han stadig i et omfang, så han vil arrangere, at Aubrey kan besøge hende, selv om de tos plejehjemsromance svider. Men så kommer vi om på den anden side af bjerget, og Grant kridter skoene til bal med Marion. Praktiske Marion. Men han elsker stadig Fiona. Og for mig er det en kærlighedsgerning, at han prøver at arrangere, at hun og Aubrey kan se hinanden. Der er ingen, der spørger Aubrey. Mon hans forelskelse stikker dybere? Altid har han haft denne udmærkede, praktiske Marion, men Fiona har noget helt andet over sig. Nordisk. Mytologisk. Elveragtigt.

    Fiona er måske ikke voldsomt syg (endnu), og jeg forstod også, at hendes læge mente, der skulle være tale om noget midlertidigt, men det kommer ikke frem mere. Men egentlig er hun ikke særlig nærværende. I mine tanker har hun aldrig haft nogen anelse om Grants sidespring, for hun har vist aldrig været helt nærværende. Hendes forelskelse i Aubrey ser jeg som den normale bagside på bjerget og ikke en hævn. Hun bryder sig heller ikke om det og bliver midlertidigt formørket, da Grant taler om Aubrey ved sit sidste besøg, hvor hendes kærlighed til Grant - synes jeg - viser sig stor og flot, da hun siger, at hun er glad for at se ham, og at han jo bare kunne have været kørt sin vej og svigtet hende. Så jeg tror aldrig, hun har følt sig svigtet af ham.

    Historien kan imidlertid udlægges på utallige måder, og den er meget tilgængelig, modsat Alice Munro's noveller i "Livet", der er betydeligt mere kryptiske.

    Jo, jeg ser også frem til at se filmen og om den kan spredes ud til at vare et par timer. Og ikke mindst ser jeg frem til at høre, hvad I andre mener.

    mvh
    anne-lise 

  • Marion Tirsgaard

    tir, 01/07/2014 - 11:09

    Jeg læste novellen for en uges tid siden og har gået og grundet over den lige siden. Hvor er den velskrevet, bevægende og jeg synes der er så meget at dykke ned i - og så meget ved den, som jeg ikke helt forstår.

    Hvorfor tager de fx beslutningen om at sende Fiona på plejehjem? Er hun så mærket af sygdommen at det er nødvendigt? Og hvorfor har hun i alle de år fundet sig i Grants sidespring? Er hendes forelskelse i Aubrey en form for ubevidst hævn i sidste ende? Og hvad med Grant - han lader ikke til at have dårlig samvittighed over alle hans sidespring eller til at reflektere særlig meget over det, men er hans handling til sidst, hvor han opsøger Aubreys kone og beder hende sende Aubrey tilbage til plejehjemme, en samvittighedsgerning - eller er det blot fordi at han elsker Fiona og vil hende det bedste? At hun så lader til ikke at huske Aubrey må være historiens ironi?

    Jeg har også tænkt en del over titlen, som jeg først ikke forstod et kuk af, men da jeg fandt ud af, at der findes en børneremse, der hedder "the bear went over the mountain, to see what he could see. But all that he could see, was the other side of the mountain - gav det lidt mere mening. Er bjørnen mon Grant, der gennem hele deres ægteskab har ledt efter noget, og da den så kommer på den anden side af bjerget/plejehjemmet, så har intet forandret sig. Han leder stadig og indleder et forhold til Marian? Eller er det deres ægteskab, der er bjørnen og selv da de kommer over toppen/krisen er alt ved det gamle?

    Glæder mig meget til at se om filmen kan fange alle de små finesser i Munros novelle og til at få jeres input.