Desværre blev forventningerne til Erling Jepsens nye bog slet ikke indfriet hos mig. Jepsens varemærke er dysfunktionalisme og sort humor, og begge dele får vi til overflod i bogen.

Desværre begge dele i sådan en grad at læseoplevelsen bliver en noget trist affære. Mit største problem med læsningen er at jeg absolut ikke føler nogen sympati for nogen af personerne, og så bliver det svært rigtig at føle noget for historien. Alle personer er skildret så usympatisk i historien at bogen er svær at komme igennem, måske med undtagelse af beskrivelsen dramatikeren i historien (som i mistænkelig grad ligner Jepsen selv).

Her kunne den sorte humor kompensere lidt; men smiler stivner før det er kommet på læben - humoren er simpelthen for sort og karrikeret efter min smag.

Bogen er let læst; Jepsen er en velsmurt skrive-maskine som kan sit håndværk. Gid han havde brugt talentet på andet og bedre end dette opgør med teaterverdenen.