Fra læseklubben DR Romanklubben
Beskyttelses-zonen
Læseklub
Af Michael Linde Larsen. Publiceret 01/12/2011. Opdateret 30/04/2012.
Deltag i debatten om 'Beskyttelseszonen' og læs de mange indlæg fra live-debatten. Bogen er til debat i hele marts måned.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Betydningen af Beskyttelseszonen.
Der er kommet mange bud på betydningen af Beskyttelseszonen, jeg samler op:
fra Keld:
Da Martin kommer til at spille i OB i stedet for Assens, bliver han "omskolet" til "defensiv midtbanespiller". Alle små drenge vil være dem der scorer mål og altså er offensive, men i fodboldsammenhæng er det jo heller ikke uvæsentlig at forhindre de andre i at score, altså at have en god defensiv, og der har træneren åbenbart set nogle muligheder i Martin. Han bliver mao. en spiller der beskytter eget mål, skaber en beskyttelseszone.
Fra Karen:
Begrebet "beskyttelseszonen" har som så meget andet en dobbelt betydning i bogen: 1) Den politiske, hvor det tomme land mellem Øst- og Vestberlin fik dette hult klingende navn (jeg husker selv, hvordan det var som ganske ung, tilbage i 1962, at køre igennem et checkpoint og stå ved denne trøstesløse strimmel), og 2) Den skald, personerne omgiver sig med for at beskytte sig mod det håbløse, men som samtidig gør dem grundlæggende ulivsdygtige.
Saltets betydning.
Fra Keld
Hvorfor optræder salt som et motiv i bogen? To af kapiteloverskrifterne indeholder selve ordet, og de handler dels om, at drengene spiser salt (og bliver syge), og dels at Pouls steg bliver dækket af salt. Desuden er Salt 1 og 2 jo betegnelser for de øst/vest-forhandlinger om atomnedrustning, som efter mange forskeres mening var med til at knække Østmagterne økonomisk. Endelig er den by, som Martin bor i til sidst, kendt for, at vandet er udrikkeligt pga. sit saltindhold.
....salt-episoder i hjemmet er da netop karakteriseret ved, at harmonien mangler (Hun er jo gal på manden, fordi han holder med sønnen, og begge drengene bliver syge af at spise saltet, og salt-byen til sidst er det sted hvor han er på vej hen, da han dør.
Det dobbelte spor i bogen
Mange af os har set det dobbelte spor i bogen som Caroline S gjorde os opmærksom på;
øst- vest, martin- Stefan, Danmark -DDR, samt den dobbelte fortællervinkel. Ligeledes var Caroline inde på at fortællepositionen: hvor hun fremhæver Martin-Stefan kontruktionen som en pendant til Janus/Tore i Den kroniske uskyld
Mary-lou var inde på selvmord:
Lidt under midten på side 358 "Monumenter over en skyld, der ikke var hans. Rætfærdigheden behøver kun et lille skub i ryggen for at blive hævn. Susannes ord" Er det nøglen til forståelsen af episoden/handlingen? + sidste afsnit på side 360 "Resten er et mysterium. Der var ingen ..." Hvorfor skulle Martin begå selvmord og tage sin kone og ufødte barn med i døden? Hvis det vitterligt var et uheld, så burde det jo fremgå af tekniske beviser - eller er der nogen (STASIs forlængede arm/konspirationsteori??) som har pillet ved bremserne?.
Dansen:
Fra Ane
Rikke, mht. kapitlet "Dansen", så har du ret i at det er et sælsomt kapitel, der skiller sig lidt ud fra de øvrige. Jeg tænker at Kristian og hans ulykkelige skæbne er noget der ikke bliver talt så meget om, men tænkt en hel del over, fx tænker Ingrid til Martins konformation over, at hun ikke må bebrejde Martin Kristians død. I kapitlet "Dansen" bliver Ingrid, Poul og Martin beskrevet som spøgelser ved den årligt tilbagevendende begivenhed, hvor de "danser" ved Kristians grav. Jeg tænker på, om "dansen" måske skal symbolisere, at der ikke bliver talt om emnet, fordi det er et svært emne, der er forbundet med skyld og uigenkaldelighed; men at denne ene gang om året "taler" familien indirekte sammen om emnet gennem dansen, som er at mindes Kristian, ordne hans gravplads mv.?
Fra Bent
I "gamle dage"/Middelalderen, var der et begreb, der hed dødedans. I vore dage er det mere eller mindre tabu at "tale for meget om døden". I nogle samfund festes der ligefrem for de døde (Halloween), der tændes lys på gravene, bringes mad til de døde, præster velsigner gravene i Østeuropa (det har jeg set i Estland) og nogle steder i Afrika er familien sammen flere dage omrking den døende/døde. Det er også gældende blandt afrikanere her i Europa. Jeg siger ikke det er en forklaring -men måske!
Valgene:
Fra Connie
Jeg er stadig lige fascineret over forfatterens evne til at skrive en så troværdig historie, og har også gjort mig mine tanker om hvordan jeg tror jeg ville have valgt , hvis jeg stod overfor de valg som Martins forældre stod overfor. Jeg kan også se paraleller til hvad danskerne valgte under 2. verdenskrig, senest aktuelt med filmen om " Hvidstensgruppen". Jeg tror de fleste af os har en glorificeret forestilling om hvordan vi ville vælge "det rigtige", men mon ikke det giver mange hovedpiner og tænders gnidsel hos de folk der virkelig må tage sådanne eksitientielle valg.
Jeg håber disse udklip fra debatten giver mening, når de står efter hinanden, jeg syntes det giver en god indikation om en meget fin og tankevækkende debat, selvfølge har vi snakket om meget meget mere; Fodbold englen, generelle betragtninger om Østtyskland, fodbold.
Jeg syntes også denne bog har fremkaldt mange spor tilbage til hver vores historie. Det må siges at være en stor cadeau til bogens forfatter.
De bedste hilsener
Rikke
Ane, Goodbye Lenin er en fantastisk film, jeg er helt forunderet over at man er kommet på sådan en historie, jeg husker tydeligt fra filmen at drengen skal ned og købe syltede agurker i et supermarked, det skal være de sytede agurker som blev produceret i DDR, og i mellemtiden er der kommet 10 forskellige slags syltede agurker fra vesten, og drengen må ud på jagt efter det rigtige mærke.
Jeg kan huske jeg sad og så Roger Walters store koncert The Wall fra Berlin i tv, sammen med min mor og far, jeg var heller ikke klar over hvad der var helt nøjagtig galt, men noget var helt sikkert igang. Og tilmed noget ganske stort og enestående.
tak for en stor debat omkring Beskyttelseszonen her i marts, jeg har virkelig nydt at læse alle jeres kommentarer og guldkorn.
Vi har nok udtømt emnerne undervejs i marts, men ja, tænk at opdele et land på den måde, så gjaldt det bare om at være født på "den rigtige" side af Muren. Kommer til at tænke på, at jeg da også har været i Berlin, og set nogle murbrokker. En skøn og grøn by. Jeg var 10 år, da Muren blev revet ned, men kan stadig huske stemningen af, at det var noget vigtigt og historisk der skete, billederne af et forenet folk kørte hen over TV hele tiden. Kommer også til at tænke på filmen "Goodbye Lenin", har I set den? Den handler om en kommunistisk kvinde der ligger i koma, og da hun vågner er det til en helt ny virkelighed. Muren er nemlig faldet. Hendes søn gør nu alt for at hun skal tro at "alt er ved det gamle", så han må skjule Coca Cola reklamer, og andet fra den nye kapitalistiske verden, der også er kommet til Tyskland.Alt dette for at hun ikke skal få et tilbagefald/gå i koma igen. En ganske humoristisk og rørende tysk film.
ja, det er ikke så der er kamp om tasterne :-) du har nok ret, Connie, vi har nok været igennem de væsentlige dilemmaer i bogen, men stadig sår bogen meget klart for mig, bogen var virkelig en fornøjelse at læse, og tænker stadig, som du, Connie, på valgene der er blevet taget, var de de rigtige valg? kunne der være taget nogle andre valg? kunne de have været blevet i DDR?
Men,alt i alt er det befriende at der ikke er en happy end i bogen.
Ane og jeg vil lave en opsamling på bogen.
Jeg troede kun det var i fagbogklubben at der var lidt trægt i debatten, men måske når der at komme lidt flere " på linien" . Måske har folk fået nok af bogens dilemmaer ? Jeg tænker stadig meget over hvordan man mon selv ville reagerer hvis det var en selv der stod overfor de valg som Martins forældre måtte tage ?
Nå- jeg skal læse korektur på min ældste datters eksamensopgave, så jeg er nød til at slutte for nu. Jeg vil følge debatten, men vender nok ikke tilbage i aften.
I øvrigt vil jeg da opfordre alle on line klubbens medlemmer til at lægge jeres bedømmelse af bøgerne vi læser her i DR læseklubben på litt.siden ud på DR kultursiden. Eller samler Rikke og Ane op på vores debatter og kommer med en melding fra vores forum ?
Godaften Connie, og velkommen til livedebatten.
Jeg har besøgt Berlin et par gange (en dejlig by, og meget børnevenlig, jeg kan varmt anbefale Berlin som feriested) og jeg må indrømme, at da jeg var i Berlin første gang for 4 år siden, der kunne jeg rent ud sagt ikke finde rundt i hvad der var tidligere øst og tidligere vest. Det gik nemmere 2. gang. Så, Connie jeg kan ikke huske at jeg har været i beskyttelseszonen, jeg har været omkring hvor muren har stået og har muligvis fået fortalt at jeg stod ved zonen. Jeg skal til Berlin i oktober, så vil jeg holde skarpt øje.
Jeg ser beskyttelseszonen som en begreb der er over hele bogen, altså at der er beskyttelse ikke kun familen, det er lidt svært at beskrive, men ser den som en rød tråd over hele bogen.
Jeg har ikke besøgt den fysiske beskyttelseszone, men synes det er en titel der siger noget på flere niveauer. Nu er det efterhånden ved at være et stykke tid siden at jeg læste bogen færdig, men kan huske at der er en længere beskrivelse af den fysiske beskyttelseszone i Tyskland, under Ingrids rejse til DK. Men så er der selvfølgelig også, som en læser var inde på, de beskyttelseszoner som de forskellige personer har: Martin på fodboldbanen, Poul med sit tog etc. En titel der i høj grad giver mening i forhold til bogens indhold.
Jeg hopper lige ud i debatten, og forsøger at få en afklaring på titlen "Beskyttelseszonen".
Jeg forstår at det er navnet på den zone som nu er blevet en natur rute mellem øst og vesttyskland, sikke et åndehul der er blevet skabt på baggrund af den kolde krig - så zonen har jo også været med til at beskytte dyre og plante livet ,som har kunnet udvikle sig frit og uhindret i den delte tid ; ) så noget godt kom der da ud af øst og vest adskilelsen, men bogens tittel skal vel også forståes som den beskytelses zone forældrene lagde om børnenes opvækst ( den fatale fortielse om spionagen beskyttede drengene i deres opvækst indtil det blev for meget. Ja- det står jo stadig hen i det uvisse om fortidens fortielser og løgne var med til at bestemme Martins skæbne. Jeg er nu mest stemt for at det var et hændeligt uheld, men kan godt se at beskrivelserne af vejens beskaffenhed o.s.v har et meget fremtrædende afsnit i det sidste kapitel. Er der iøvrigt nogle af jer der har besøgt den her tidligere " beskyttelseszone" ? Jeg kunne egentlig godt forestille mig at det kunne være en oplevelse - der skulle vidst være lavet udmærkede cykelruter hele vejen ned igennem Tyskland. Og - ja, Michael. Henrik Andersen har i hvert fald fået fat i en læser der skal stifte bekendtskab med hans øvrige forfatterskab. Jeg havde aldrig hørt om ham før denne bog, og det er da bestemt en overset forfatter . Godt at han fik sig et legat ; )
Og Kjeld s definition i et tidligere indlæg , den der gik på en fortolkning af de personlige "beskyttelseszoner" er selvfølgelig heller ikke at kimse af- det er en bog med mange lag , og det gør den bestemt ikke dårligere.
Så slog klokken 20, er spændt på hvor mange der har lyst til at deltage.
Jeg glæder mig meget til at snakke en sidste gang om Beskyttelseszonen, som jeg er blevet rigtig glad for.
Som jeg skrev, er jeg meget glad for den røde tråd, at bogen er så godt skrevet med den todelthed der er; Murens fald- den personlige historie, Steffen-Martin osv. hvem ved, måske gemmer der sig mere som vi ikke har snakket om i bogen.
velkommen til
Rikke
Jeg forsøger at nå hjem til at skrive med i debatten på torsdag. Men det bliver nok først ved 20 tiden.
Synes der er kommet rigtig mange gode ting frem i skriverierne her på siden om bogen. Dem har jeg nydt at læse. Så selv om jeg ikke selv har skrevet så meget i denne måned, har jeg været glad for at læse med.
Stadigvæk finder jeg "beskyttelseszonen" meget god. Håber at dens deltagelse i årets DR.Romanklub kan få flere til at læse nogle af Henrik Andersens andre bøger.
Vi håber der er mange der har lyst til at være med, vi glæder os meget til at chatte med jer.
De bedste hilsener
Ane & Rikke
Keld, hvis jeg havde en hat, ville jeg have taget den af, det er skarpt set mht Martins placering på fodboldholdet.
For mig er det dejligt at se at der er røde tråde i bogen; Beskyttelseszonen og De to spor i bogen, som Caroline S, fremhæver (to brødre, to hold i foldbold)
- og vel i sidste ende også Martins hus på toppen af bakken, som Moldt nævner, som signalerer tomhed og en nærmest tilbagetrukkenhed, man kan vel også sige at huset er Martins beskyttelseszone i hans voksne liv?
Martin bliver vel engtlig først hel, da han møder Susanne igen? og at han samtidig grubler over sine forældres liv, så kan man ikke fortænke ham i at han trækker sig tilbage og lever et tilbagetrukkent liv sammen med Susanne.
Mht selvmordet, så kan jeg altså ikke se at Martin begår selvmord, eller at stasi er inde over, jeg ser det som en tragisk bilulykke.
Man kan vist ikke sige det bedre som Karen gør i et af sine indlæg;
" deres frihed er dyrt betalt"
Og dyrt betalt på alle punkter i deres liv!
Rikke
Da Martin kommer til at spille i OB i stedet for Assens, bliver han "omskolet" til "defensiv midtbanespiller". Alle små drenge vil være dem der scorer mål og altså er offensive, men i fodboldsammenhæng er det jo heller ikke uvæsentlig at forhindre de andre i at score, altså at have en god defensiv, og der har træneren åbenbart set nogle muligheder i Martin. Han bliver mao. en spiller der beskytter eget mål, skaber en beskyttelseszone. Det er imidlertid også rigtigt at alle personerne har hver deres beskyttelseszone (Opskrifter, modeljernbane etc.) og Martins er altså fodbolden, hvor han ikke behøver at tænke på broderens død og hans egen skyld i den. Så for ham har ordet en dobbelt betydning: Dels har han fodbolden som sin beskyttelseszone, og dels er hans rolle på banen at skabe en beskyttelseszone omkring eget mål.
Venlig hilsen,
Kjeld
Stasi var overalt i DDR. Personligt har jeg oplevet en pejlevogn i Østberlin, der overværede besøg fra Snoghøj Folkehøjskole, da vi besøgte forfatteren Peter Huchel i en have Østberlin 1968 og Wolf Biermann måtte trække telefonstikket ud i sin lejlighed. Efterfølgende har vores guide i DDR 1968 i et brev til vores norske lærere indrømmet, at han var spion og agent for DDR-regimet og opgaven var at kontrollere os! og give rapport!
Muren i DDR blev også kaldt "Fredens mur" af DDR-propagandaen og "Beskyttelseszonen" blev jo "beskyttet" af Sovjetunionen imod kapitalismen! Det ufredelige var så os i vesten!
Du har helt ret i at bogen er god at diskutere. Og om et emne, der ikke er skrevet ret meget om i nutidens romaner. Man bliver berørt af disse skæbner. Og det er tankevækkende og øjenåbnende at det er sket i vores tid. For mit eget vedkommende tvivler jeg (desværre) ikke på rigtigheden i det. Det er ret uhyggeligt.
Martins voksne liv, f.eks. i den store villa som næsten signalerer tomhed og overflade, viser os måske at han ikke er eller har været i stand til at være nærværende og medlevende.
Villa 400 kvm. på toppen af bakken. Hus i Spanien. Ejendom i Berlin. I villaen ligger Stasis akter + foto af Poul og Ingrid. Hvilket indtryk gør det mon ikke på en søn. Har familien levet hele deres liv på en løgn, må han vel tænke. Hvem ER min far og mor? Hvad har de gjort? Kunne de have gjort noget andet?
Jeg tror ikke på at Stasi direkte er indblandet i hans død, men måske, som Karen Bertelsen skriver, så er Stasis skygger virkelig lange.
På een måde ville det næsten være for nemt, hvis det var en tilfældig ulykke, sådan som jeg troede en overgang. Jeg tror måske mere på at Martins livsvilje er ødelagt af familiens tavshed og uærlighed. Og skyldfølelsen over lillebrorens død er stor.
I min fysiske romanklub i Frederiksværk var der én, der sagde, at det mest geniale ved bogen var titlen!
Begrebet "beskyttelseszonen" har som så meget andet en dobbelt betydning i bogen: 1) Den politiske, hvor det tomme land mellem Øst- og Vestberlin fik dette hult klingende navn (jeg husker selv, hvordan det var som ganske ung, tilbage i 1962, at køre igennem et checkpoint og stå ved denne trøstesløse strimmel), og 2) Den skald, personerne omgiver sig med for at beskytte sig mod det håbløse, men som samtidig gør dem grundlæggende ulivsdygtige.
Det er en indlysende forklaring, Kjeld Jensen giver på Salt-episodens betydning, jeg havde slet ikke selv set det. Så tak for det!
I det hele taget er bogens styrke, at den er vældig god at diskutere ud fra, og måske blive klogere. Dobbeltheden, sammenvævningen af den store og den lille historie er meget ambitiøs, men gør også selve læseoplevelsen lidt "tør". Jeg blev selv mere personligt berørt og bevæget, både af filmen "De andres liv" og af Günter Grass: "En længere historie", men jeg er glad for at have læst denne bog netop i romanklubsammenhængen, fordi den er så velegnet som grundlag for en samtale.
Slutningen bliver jeg stadig mere overbevist om handler om selvmord. Hans nøje registrering af ruten og dens farlige punkter på udvejen - den køretur, han kender så godt, at det egentlig virker påfaldende, at han tænker så meget over den - kan ses som den endelige forberedelse af, hvor og hvordan han skal ende det hele. Måske kan han ikke klare, at hans personlige beskyttelseszone er ved at blive gennembrudt. Måske er hans og familiens selvopfattelse så gennemsyret af skam og skyld, at selve lykken opfattes som destruktiv og ufortjent. Konspirationstanken tror jeg ikke på, men man kan da godt sige, at Stasis skygger er lange og endnu en gang får ram på dem.
Deres "frihed" er dyrt betalt.
Her har jeg lige læst op på den forløbne uges kommentarer, og jeg vil forsøge at komme med mine svar på ugens in puts.
@Mary Lou . Du bringer selvmord på banen og efterlyser udlægninger på afslutningen. Mine tanker i den forbindelse var at forfatteren skulle afslutte historien uden at det blev en " happy end" .Hvis vi kobler slutningen sammen med den anden historie der også bliver fortalt " Den store historie" om de to stater der bliver lagt sammen , har det i hvert fald været hårdt og slidsomt arbejde at tilnærme sig hinanden -
@ Ane - jeg tilslutter mig din skepsis vedr. konspirationsteorien og selvmords løsningen i slutningen.
Efter at de to tysklande blev lagt sammen ( der er vidst stadig stor forskel på osier og dem fra vest, og det har da ikke været uden problemer at afvikle DDR staten - ) så på den måde kan man måske godt fortolke det som om bogens hovedperson Martin selv vælger afslutningen, jeg mener - det var der jo mange system folk der også gjorde lige efter murens fald - men den der konspirationsteori med Stasi skulle have været inde over, den mener jeg ikke holder, netop fordi systemet på det tidspunkt vel var brudt sammen. Også jeg fik under læsningen ( især om Stasis metoder ) genkendelses glimt til filmen fra 2006 om samme emne ." De andres liv" (orig. Das Leben der Anderen) af Florian Henckel von Donnersmarcks .
Tilbage til bogen- jeg syntes det er rigtig godt gået af forfatteren at tage emnet om murens fald , og sætte det ind i den personlige familieramme ( den store og lille historie der bliver vævet sammen ) det gør i hvert fald at jeg som læser lige pludselig får denne her fornemmelse af at være midt i historien. Tænk at få lov til at leve i en tid hvor så mange omvæltninger i verden finder sted for øjnene af os. Jeg syntes det er spændende at vi er vidner til historiske begivenheder medens vi lever , og det gør bogen os også opmærksom på.
Ang. sammenligningen med " Den kroniske uskyld" Tore / Janus kan jeg også godt se ligheder.
@ Kjeld Jensen Ang. salt diskussionen - Her bøjer jeg mig for et velargumenteret indlæg, og jeg overgiver mig til din udlægning, men havde slet ikke tankerne på så storpolitiske sager som nedrustningsaftaler medens jeg læste bogen , men ja- jeg anerkender gode argumenter og din fortolkning , som jeg altså først afskrev som en smule overfortolket- men som Moldt også er inde på i hendes indlæg - hvad der er vigtigt for hende som læser er det afgørende.
@ Moldt Ja - vores egen fortokninger gælder vel altid ,i hvert fald for os selv :) men ved at udbrede læseoplevelsen i blandt andet dette forum , får vi jo alle sammen tolkningsmuligheder ,- især når øjnene og tankerne bliver henledt på detaljer vi ikke selv havde lagt mærke til ved første øjekast, og ja - Det ved jeg at du er enig med mig i .
God detalje du hiver frem med Ingrid og opskrifterne.
Opskrifterne er jo et fint billede på Ingrids sindstilstand.
@ Caroline S - lige som du , fandt jeg altså også Ingrids historie mest spændende ( det har jeg vidst også nævnt før ) og - ja jeg tror også det er kønsbestemt hvad vi hæfter os ved , når vi læser .
Ugens undren fra mig ; Titlen " Beskyttelses zonen " den er da i den grad også dobbelttydig - eller hvad ?
God weekend !
Kære Moldt!
Jeg har læst Ingrids forhold til opskifter på nøjagtig samme måde som du - De er et billede på det behov for struktur og forudsigelighed, som hun ikke har.
Caroline
Umiddelbart tolkede jeg det ikke som selvmord. Mener at Martin på en eller anden måde kommer overens med sin/forældrenes fortid, og at der på et tidspunkt henimod slutningen bliver skrevet at Martin er sluppet fri af Kristian, også uden for fodboldbanen (kan ikke huske de eksakte ord der bliver brugt). Jeg ser ham, Susanne og deres ufødte barn som starten på en ny epoke - en frisk start.
Jeg tror således ikke, at Stasi har noget med ulykken at gøre. Jerngrebet er sluppet om familien, hvilket Martins besøg hos Kohl også vidner om. Apropos Stasi, så fik jeg associatioer til den tyske film "De andres liv", der netop handler om hemmelige aflytninger mv. af kommunister og andre mistænkelige personager...Kan læse at filmen også er nævnt i en anmeldelse af bogen.
Ingrid samler på opskrifter. Nogle er klistret ind, andre ligger i bunker. Hun har mange opskrifter.
Jeg tænker på at Ingrid mangler den mest vigtige, nemlig opskriften på hvordan man lever et liv under de vilkår som er givet hende og Poul. Der mangler regler, fremgangsmåde, ingredienser, alt.
Jeg ved ikke om forfatteren har tænkt det sådan, men det gør ikke noget. For mig som læser blev det en inspirerende tanke.
Tak for dit bud på et svar. Jeg har svært ved at se relevansen i ordet balance, for der er da ikke tale om ret meget balance og harmoni i den roman. Salt-forhandlingerne kan måske betragtes som et forsøg på at skabe balance mellem stormagterne (Og jeg mener bestemt ikke, at der er tale om nogen overfortolkning, for Salt 1 og Salt 2 som de to runder af internationale forhandlinger hed, ligesom kapiteloverskrifterne, var meget vigtige for afslutningen af den kolde krig)
Men de to salt-episoder i hjemmet er da netop karakteriseret ved, at harmonien mangler (Hun er jo gal på manden, fordi han holder med sønnen, og begge drengene bliver syge af at spise saltet, og salt-byen til sidst er det sted hvor han er på vej hen, da han dør.
Så ærlig talt, jeg tror ikke rigtigt på din balance-forklaring. Men jeg har ikke nogen bedre selv,og spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen forklaring!
Jeg var glad for at læse Henrik Andersens Beskyttelseszonen, om end jeg skulle et stykke ind i bogen før jeg blev rigtig fanget af fortællingen
Fortællingen har – som analysen af Amrit Maria Pal også peger på - mange dobbelte spor:
Beskyttelseszonen er en roman, der først og fremmest er karakteriseret ved at have to spor kørende overalt: To brødre, to hold i fodbold, to overordnede emner (DDR og fodbold), to lande (Danmark><DDR, Vest-><Østtyskland), det hemmelige><det ikke-hemmelige, fortid><nutid, osv. Romanen fremhæver med andre ord tanken om dualitet; en dualitet, der ved at sætte tingene i relation til hinanden samtidig sætter dem på spidsen. Også fortællervinklen er dobbelt, idet den romanen igennem skifter mellem den førnævnte jeg-fortæller, når det handler om nutiden, og en alvidende fortæller, når det handler om Ingrids fortid
Jeg ved ikke om det er kønsbestemt, men Ingrid som person og hele hendes historie, var den der ramte mig mest og som jeg syntes var bedst beskrevet. Jeg blev aldrig helt fanget af figuren Martin og syntes at hans fortælling fungerer bedst i det afsnit, der beskriver hans ophold i Hansa Rostock, hvor han bliver opsøgt at sin morfar. Men igen, måske ville jeg have tænkt anderledes, hvis jeg var en 20årig mandlig læser?
Mht. fortællepositioner kunne jeg godt tænke mig at høre om der er andre end mig, der oplever konstruktionen Stefan/Martin som en pendant til Janus/Tore i Den kroniske uskyld?
Caroline
I min læsegruppe havde vi en rigtig god diskussion, vi kom især til at tale om afslutningen på bogen Bittert Vand; uheld eller selvmord. Vil meget gerne høre hvad jeres betragtninger er i den forbindelse?
Lidt under midten på side 358 "Monumenter over en skyld, der ikke var hans. Rætfærdigheden behøver kun et lille skub i ryggen for at blive hævn. Susannes ord" Er det nøglen til forståelsen af episoden/handlingen? + sidste afsnit på side 360 "Resten er et mysterium. Der var ingen ..." Hvorfor skulle Martin begå selvmord og tage sin kone og ufødte barn med i døden? Hvis det vitterligt var et uheld, så burde det jo fremgå af tekniske beviser - eller er der nogen (STASIs forlængede arm/konspirationsteori??) som har pillet ved bremserne?
Jeg synes ikke det virker urealistisk at Martin tager sig af dage qua hans barndom og de opdagelser han har gjort om familiens fortid; mere end han kan klare at være en del af/sætte børn i verden i det lys? Mener også at kunne se at han er en mand i krise, som trods sine penge og perfekte liv på overfladen pines sjæleligt qua hans noget "flagrende" opførsel og beslutninger.
Jeg omtalte kort, at jeg havde set grave blive velsignet i Estland. Det foregik i det sydøstlige hjørne af Estland i byen Voru af den lokale præst. (grænseområde til Letland og Rusland).
I Rumænien så jeg i det nordøstlige Rumænien (Moldavien) en gang for få år siden et optog med hestevogn, hvorpå der var en kiste med en nonne, der blev transporteret rundt i landsbyen og i en kirke tilmed en åben kiste med et barn.
I min barndom strøede vi blomster på Rugårds Landevej, når der kom et ligtog forbi mit fødested i Bredbjerg på Nordfyn.
I Afrika mødes familie og venner omkring den afdøde og i den fantastiske tv-serie: "Vagn på floden" skildres en begravelse i Rumænien, hvor familene og venner inviteres til spisning. Ja, hele landsbyen. Og vi så i tv-udsendelsen også naboer/fattige, som også kom til begravelsen/spisningen, som iøvrigt blev gentaget senere- Altså spisningen - ikke begravelsen!!!!
Det er det samme i Afrika. Jeg har desværre ikke været i Afrika, men mange gange i Østeuropa.
jo jeg er på banen igen jeg har haft it problemer
@Bendt.Hvor er det rart at " møde" dig her-jeg læser altid dine indlæg med stor fornøjelse,og havde netop tænkt på hvad der blev af dig og dine altid tankevækkende in puts.
Hvor er det nogle gode forslag du har til at forstå både Kjeld Jensens undren over salt, og bl.a Rikkes spørgsmål vedr. den årlige tilbagevendende" dansen " på gravstedet.
Karen B er inde på nogle af de tanker jeg også tænkte, noget med et ritual i stedet for en snak...
Og hvor er det dejligt at høre fra flere mænd. Det er måske alligevel lidt en manderoman ?
Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke lige havde hæftet mig så meget ved de to ting i bogens handling,( Salt og dansen) men syntes da at min læseoplevelse bliver beriget ved at blive gjort opmærksom på detaljer jeg ikke selv hæftede mig så meget ved. Den med nedrustningsaftalen er måske lidt overfortolket men gan´ske plausibel, men budet på balancen er mere troværdig i mine ører. sjovt med den der episode hvor moderen går amok med salt over den nøje tillavde egnsret iøvrigt.
Jeg kan i øvrigt fortælle at jeres opmærksomhed omkring denne detalje om " dansen på gravstedet "omtalt i bogen , fik mig til at tænke på selvoplevede kirkegårdsbesøg både i min egen og min mands familie. Ja, vi er nok lidt reserverede hvad angår kirkegårdsbesøg i forhold til andre kulturer. Både sydamerikanere, mexicanere og kinesere har jo årlige udflugter med skovturslign. udstyr med, men det er måske ved at komme til Kbh. / Assistens kirkegård f.x ( skønt det der foregår her nok mere er et udtryk for manglende parker på Nørrebro )
Det er jo noget rituelt det der foregår når familien besøger en afdød.Man passer sin " have" , mindes den afdøde, og skynder sig lidt hjem igen. Det er jo"memento mori", og i vores kultur er det jo ikke noget vi hylder så meget, selv om jeg da mener at vi i de seneste år er blevet meget mindre tabu belagte når vi beskæftiger os med døden. Min mand gad ikke med på kirkegården engang da han var lille og undskyldte sig med at " det er så koldt" Hans mor svarede med et grin ( og det er så blevet en af de sætninger der ligesom er blevet hængende i familien som et lille huskevers " Der er også koldt på kirkegården "...
Jeg vil også lige kommentere på det med fortælleren Stefan. Ja, jeg er enig i Rikkes fortolkning. Stefan er da tydeligt irriteret på den " ældre" Martin i slutningen af bogen, men det er det der sker når man vokser fra hinanden. De er jo - som jeg også i tidligere indslag har været inde på , om ikke hinandens modsætninge, så dog meget forskellige.
De havde vel i bund og grund kun fodbolden, den fælles tragedie med drukneulykken, og ungdommen til fælles, så det falder da meget naturligt at han ( Stefan) beskriver Martins "nye " liv med børs spekulationer og luksus villa, med rynkede bryn, men jeg fornemmer nu ikke nogen misundelse.
Det var jo ikke den Martin han kendte, og de glider jo også mere og mere væk fra hinandens liv .Jeg syntes stadig det er en fantastisk historie , og jeg kan slet ikke forstå hvad det er for mere bid Michael Krartup efterlyser ? Ja- vel er Henrik Andersen ikke en hverken Jonathan Frantzen eller Hans Jørgen Nielsen. Nej , han er nemlig sin egen, og han har da formået at få fortalt en historie som omhandler flere emner som de omtalte forfattere Jantzen og Nielsen ikke kommer i nærheden af i deres bøger.
Jeg håber flere vil blande sig i debatten, for det er efter min mening en bog der er værd at spilde nogle ord og tanker på .
I "gamle dage"/Middelalderen, var der et begreb, der hed dødedans. I vore dage er det mere eller mindre tabu at "tale for meget om døden". I nogle samfund festes der ligefrem for de døde (Halloween), der tændes lys på gravene, bringes mad til de døde, præster velsigner gravene i Østeuropa (det har jeg set i Estland) og nogle steder i Afrika er familien sammen flere dage omrking den døende/døde. Det er også gældende blandt afrikanere her i Europa. Jeg siger ikke det er en forklaring -men måske!
Jeg vil ikke sige at jeg har forklaringen, men måske:
Salt er vigtig for mennesket, men mennesker kan få for lidt og i vores især vestlige samfund for meget (saltforgiftning) og det er ikke godt for diabetikere.
Ergo: BALANCE er nøgleordet.
Hvorfor optræder salt som et motiv i bogen? To af kapiteloverskrifterne indeholder selve ordet, og de handler dels om, at drengene spiser salt (og bliver syge), og dels at Pouls steg bliver dækket af salt. Desuden er Salt 1 og 2 jo betegnelser for de øst/vest-forhandlinger om atomnedrustning, som efter mange forskeres mening var med til at knække Østmagterne økonomisk. Endelig er den by, som Martin bor i til sidst, kendt for, at vandet er udrikkeligt pga. sit saltindhold.
Er der igen tale om en gåde som vi læsere skal spekulere over (Ligesom dansen, Martins død og en del andre ting) eller er der en forklaring jeg har overset?
DDR var et kontrolsamfund med masser af kontrol fra Stasi og meddelere? Er DK også ved at blive et kontrolsamfund anno 2012?
Nej, jeg tror heller ikke det er tilfældigt at Poul er ingeniur og der tales om togbaner. DDR var jo et futuristisk samfund, hvor der taltes meget om arbejderklassen, teknologiske fremskridt og hvor sporten og kulturen havde en vigtig rolle (Brød og skuespil).
Som mange af jer andre også bemærker er det i grunden en sørgelig historie og død, afstand fysisk såvel som psykisk og forskellige værdier. I Danmark skal man inviteres. Det skulle man ikke i DDR (og mange steder stadig i Østeuropa, Rusland og f.eks. Afrika). Man kommer bare, men til gengæld har man noget med: Mad, lidt penge eller...
I min anmeldelse på min blog fra august 2011 kommer jeg også en smule ind på Fodboldenglen, dog kun som et lille appendix:
"[Beskyttelseszonen] fungerer godt, og Henrik Andersen får enderne bundet godt sammen i historien om, hvorfor familien Nørskov flytter så meget rundt, og hvorfor Poul får mere og mere perifere jobs i forhold til evner og uddannelse. Den er skrevet troværdigt og med let hånd - omend lidt anonymt - og både personer og meget forskellige miljøer virker ægte.
For at være blevet en rigtig god bog skulle der dog have været mere bid i den. Henrik Andersen er hverken Jonathan Franzen eller Hans-Jørgen Nielsen. Så han må nøjes med at have skrevet en god bog, der er værd at læse".
Du kan læse hele min anmeldelse her
Jeg tror også, som dig, Ane, at det har noget at gøre med, at der ikke bliver talt om emnet, at det er alt for følsomt og ømtåleligt at snakke om. Men interessant at kalde kapitlet for Dansen.
jeg havde også det lidt ligesom dig, Karen, at dansen også kunne være negativt - det tror jeg nu ikke, når jeg tænker over det her, da kapitlet er skrevet meget følsomt eller i et meget poetisk sprog, der gør at jeg ikke tænker negativt. ( Men jeg kom da til at tænke på titlen på Martin Kongstads bog "Han danser på sin søns grav" )
Kan dansen ikke også som noget rituelt, som nogle bevægelsesmønstre, der gentages efter bestemte regler år efter år? Er der ikke noget uhyggeligt og uforløst over sådan en rituel dans på den dødes grav?
Det jeg bl.a. synes er så forfriskende ved denne bog er at mange af de emner den behandler (fx Stasi, DDR, fodbold - men der er selvfølgelig også de underliggende emner som skyld, skam, ære, omkostninger mv.) er emner der ofte bliver behandlet i en faglitterær sammenhæng. Så at læse om disse emner i en skønlitterær kontekst giver bogen en ekstra dimension.
Rikke, mht. kapitlet "Dansen", så har du ret i at det er et sælsomt kapitel, der skiller sig lidt ud fra de øvrige. Jeg tænker at Kristian og hans ulykkelige skæbne er noget der ikke bliver talt så meget om, men tænkt en hel del over, fx tænker Ingrid til Martins konformation over, at hun ikke må bebrejde Martin Kristians død. I kapitlet "Dansen" bliver Ingrid, Poul og Martin beskrevet som spøgelser ved den årligt tilbagevendende begivenhed, hvor de "danser" ved Kristians grav. Jeg tænker på, om "dansen" måske skal symbolisere, at der ikke bliver talt om emnet, fordi det er et svært emne, der er forbundet med skyld og uigenkaldelighed; men at denne ene gang om året "taler" familien indirekte sammen om emnet gennem dansen, som er at mindes Kristian, ordne hans gravplads mv.?
Lige en kort kommentar.
I DDR fik man det daglige brød. Der var tryghed, men det var også lidt trist. Sporten gav lidt underholdning. Dengang havde man penge, men ingen varer i butikkerne. Nu er der masser af varer, men mange har næsten ikke til det daglige brød. Jo, det er ikke sort/hvidt.
Jeg har også med begejstring læst bogen. Jeg er ikke fodboldfan, men det er alligevel interessant at læse om fobold! Ja, man er vel fynbo!
Det sydlige DDR kender jeg ikke så meget til selv om jeg da har besøgt både Dresden og Wartburg/Eisenach.
Mest kender jeg dog Berlin - både før og efter murens fald. I 1968 besøgte jeg sammen med medkursister fra Snoghøj Folkehøjskole Berlin (både øst og vest) og besøgte f.eks. Wolf Biermann i Østberlin og flere andre gange oplevede jeg DDR på andre ture med de grå bygninger, kontrollen og stasi. Efter murens fald har jeg besøgt Stasimuseet i Berlin. Jo, det summer af historie om Beskyttelsesmuren i bogen eller som den også blev kaldt: "Fredens mur"....
Jeg er meget begejreret for Beskyttelseszonene. Historien er rigtig rigtig god og sat godt op. Jeg blev færdig med bogen i går aftes og den bragte mig vidt og bredt rundt, tankemæsssigt, det er sådanne nogle bøger jeg holder af.
For det første, jeg er stor fodboldfan (så bogen passer perfekt til mig) bogen er meget meget mere end fodbold, men jeg må lige knytte en kommentar. jeg nævnte at bogen bragte mig vidt og bredt rundt, tankemæssigt, her mener jeg fodboldmæssigt. Jeg kan tydeligt huske FCHansa Rostock i og med at jeg har siddet hver lørdag og set Bundesliga fra tysk tv, jeg kom lige ind i stemningen, og kunne tydeligt huske de tyske kommentatorer , spillerne fra 80érne. Jeg kan tydelig huske at der var en tysk sanger, som nævnt i bogen, der lavede en sang til Hansa Rostock, han hed Udo Lindenberg.- tænk at man lige pludselig kan huske det?!
Samtidig blev jeg også bragt tilbage til murens fald, jeg kommer sydfra og jeg kan tydelig huske da muren faldt, aldrig i mit liv har jeg set så mange tyskere i den søvnige by, som jeg er vokset op i, det står meget klart for mig. Og jeg kan huske at jeg ikke helt forstod det med DDR og vesttyskland, altså det jeg mener var, at DDR var så lukket, jeg kan huske jeg tænkte meget over hvordan de levede bag muren, i og med der ikke kom nogle oplysninger ud. (jeg kan snakke timer om bundesliga og murens fald, men tilbage til bogen)
Connie, du spørger på et tidspunkt om fortælleren, da der er en altvidende fortæller og så er der Martins ven Stefan. Den altvidende fortæller gir sig selv, Stefan, derimod, tror jeg er sat ind, for at give et lidt mere nærgående og tættere billed af Martin, Poul og Ingrid. Ikke mindst forholdet mellem Stefan og Martin og hvor forskellige de er jo længere vi kommer frem i bogen - jeg syntes faktisk nogle steder at Martin bliver (af Stefan) beskrevet usympatisk. Har I samme opfattelse? Jeg syntes bestemt ikke det gør noget at der er to forskellige fortællere, det gør bogen mere åben, hvis man kan sige det sådan.
Togbanen, er også blevet nævnt, jeg mener også det var dig, Connie. Jeg læste et og andet sted i bogen -( jeg kan ikke finde det sted) at det er pga Kristians død, at Poul ikke har lyst til gå mere op i togbanen. Jeg syntes jeg kan læse det udfra Stasi papirene.
Og rigtigt som Michael skriver: Hvilket dilemma Poul og Ingrid har haft!, hvad skulle de vælge, det er rigtig interessant og ikke mindst når Martin bliver større og får mere indsigt i deres fortid, der står han vel i princippet også med et dilemma?! Han står i Stunde Nuul
Jeg har et spørgsmål, vedrørende et af kapitlerne. Det drejer sig om kapitlet Dansen. - et meget rørende og smukt kapitel - men hvad står Dansen for? Der er noget symbolsk over titlen, jeg kan ikke finde ud af hvad.
Jeg skal helt sikkert kigge nærmere på Henrik Andersens forfatterskab. Tak til Brian Mikkelsen for at give Henrik Andersen det treårige legat, så denne bog kunne skrives.
Jeg håber der er flere der har lyst til at give deres mening til kende.
bedste hilsener
Rikke
Jeg har lige googlet lidt , og fandt en analyse af "Fodboldenglen" som åbenlyst har flere temaer til fælles med denne måneds bog, end fodbold. Evt. interesserede kan trykke på nedenstående link;
http://www.litteratursiden.dk/temaer/sport-i-litteraturen-junijuli-2006
Og så tilbage til Beskyttelseszonen. Jeg er stadig lige fascineret over forfatterens evne til at skrive en så troværdig historie, og har også gjort mig mine tanker om hvordan jeg tror jeg ville have valgt , hvis jeg stod overfor de valg som Martins forældre stod overfor. Jeg kan også se paraleller til hvad danskerne valgte under 2. verdenskrig, senest aktuelt med filmen om " Hvidstensgruppen". Jeg tror de fleste af os har en glorificeret forestilling om hvordan vi ville vælge "det rigtige", men mon ikke det giver mange hovedpiner og tænders gnidsel hos de folk der virkelig må tage sådanne eksitientielle valg.
Jeg kommer lige med et par iagttagelser mere ( bogen skal afleveres på onsdag, så jeg må se at benytte mig af at historien endnu står knivskarpt , og at jeg evt. kan slå efter, derfor disse lange indlæg )
Det undrer mig i øvrigt at vores hovedperson Martin , stadig ikke har fået læst den her bog" " Fodboldenglen" da Steffan mødes med ham mange år efter, ( her er det faktisk Martin der bringer emnet på banen ) men det er måske meget sigende om forskellen mellem de to kammerater. Den ene boglig , den anden udpræget praktisk begavet( som Niels Hausgaard kunne have udtrykt det )
Og hvad er der mon så lige med den togbane ??? Skal den symbolisere at ingeniør farmand Poul forsøger at få livet til at køre på skinner ? Og hvorfor kommer Ingrid ikke ud på arbejdsmarkedet ? Jeg syntes det er mærkeligt sørgeligt at hele familien sådan bliver udslettet i løbet af romanen, men på den anden side - ikke utroværdigt ! Gadvidst om forfatteren har spundet historien ud fra virkelige begivenheder ? Henrik Andersen skal i hvert fald have ros for sit fine research arbejde i forbindelse med omtalen af DDR arkiver, og sportsbegivenheder.
Få en del år siden, læste jeg "Fodboldenglen" af Hans Jørgen Nielsen. Og selv om den ikke står helt skarp for mig, så kan jeg godt se visse lighedspunkter. De handler begge om fodbold, og hovedpersonen er fodboldspiller. Dog ser jeg ikke Martin som den eneste hovedperson i "Beskyttelseszonen". Og så vidt jeg husker er "Fodboldenglen" en mere koncentreret, skarp og intens historie om en mand i 70erne som gennemlever en voldsom identitetskrise med opbrudstiden som baggrund.
Men, men , men jeg opfatter bestemt også "Beskyttelseszonen" som et meget vellykket forsøg på at beskrive den kolde krig. En periode som mange danskere jo ikke kan huske eller har nogen forståelse for, hvordan det var. Selv nåede jeg aldrig på den obligatoriske studietur til Berlin, som du gjorde Connie. Men jeg har altid været meget optaget af livet bag berlinmuren, og hvordan det fandt sted. Husker pludselig, hvordan jeg sommetider lyttede i radioen til den danske stemme fra Moskva. Ikke fordi jeg sympatiserede med den del af verden, men fordi det var så interessant, at høre en helt anden udlægning verdens begivenheder.
Nå, men tilbage til bogen. Sikket voldsomt dilemma Ingrid og Poul skal tage stilling til. Et valg mellem kærligheden og en ren sjæl. Eller hvad? det er svært at gætte på, hvad man selv havde valgt. Men det er ikke svært at bruge lang tid på tankeeksperimentet.
Og det er netop så godt ved "Beskyttelseszonen", at man ikke kan lade være med selv at gøre sig sine tanker om de valg som personerne må træffe gennem bogen.
Lige en hurtig kommentar: Connie, du har lagt mærke til at Fodboldenglen bliver nævnt indirekte i bogen? På et tidspunkt giver Steffan Martin et eksemplar af Fodboldenglen ifm at Martin har underskrevet en fodboldkontrakt af de store (titlen bliver ikke nævnt, men det gør forfatteren Hans-Jørgen Nielsen): ”Det er moderne litteratur på en ret fed måde. Jeg så ham forfatteren i fjernsynet forleden. Han er god nok.” (har afl. bogen så kan desværre ikke henvise til sidetal). Senere i bogen taler Martin om at han nok skal få læst bogen en dag. Jeg har ikke selv læst Fodboldenglen (endnu).
Her kommer mit førstehåndsindtryk af bogen, hvis forfatter jeg stifter bekendtskab med for første gang .
Det er lige en bog efter mit hjerte. Ligesom Michael og Ane allerede har været inde på , er det en historie der favner bredt, dens fortælling er for mig gribende, dels fordi jeg ligesom Michael er generationen der er jævnaldrene med fortælleren Steffan , og netop kan relatere personligt til mange af betragtningerne der kommer frem ( huskede pludselig en gymnasietur til DDR . Vi besøgte både Schiller og Goethes hus i Weimar , og tænk den sætning der står på s. 142 " det selvsamme gulv som Schiller og Goethe har gået på " den har jeg hørt før fra vores rundviser dengang i starten af 80èrne , da vi gymnasieelever blev slæbt til kulturseværdigheder med fæle tømrermænd..., men jeg kan i hvert fald huske at jeg også undrede mig lidt over at de to forfattere var " stuerene" for et kommunistisk / socialistisk samfund. På samme tur var vi på
" studietur " til Buchenwald, og denne lejr bliver jo også nævnt flere gange i bogen, hvilket fik mange minder frem hos mig. Ja- det er noget af en tidslomme der lige springer frem her, både hvad angår læsningen af en bog der tager fat på problematikken i DDR, og altså også personlige tilbageglimt i erindringens snørklede kroge.
Nå, men det var lige et tankespring. Hvis jeg skal fortsætte mine betragtninger ud fra en personlig synsvinkel, kan jeg da fortælle at jeg blev meget rørt da historien om Kristian dukkede op ( har selv haft lign. oplevelser vedr. tab , sorg og savn ved det jeg havde en bror der døde af sygdom i 1978 ) .
Jeg har læst anmeldelser ( der alle er skrevet af mænd- er det en typisk "manderoman" ?- Jeg syntes det ikke , men hæfter mig ved at flere af anmelderne syntes at scenerne med Ingrid der skuer tilbage , medens hun står ved køkkenvasken , er lige lovlig lange.
Tænk- det er her jeg syntes romanen lige bliver løftet op på et højere plan, her hvor den almene fortæller kommer ind over, og giver også lidt fakta bokse , og større perspektiv i den lille historie i den store. Jeg er betaget over forfattterens gennemarbejdede historie, som bare giver mig lyst til at rå læse resten af dagen, men der er jo også andre gøremål. Bestemt et forfatterskab jeg ikke er færdig med, og hvor er det dejligt at få sine fordomme gjort til skamme. Jeg havde nemlig ikke store forventninger da jeg læste at den skulle handle om fodbold, - men bogen er heldigvis meget meget andet. Glæd jer til en god historie. Håber snart at der bliver taget fat på debatten. Jeg vil spørge jer. Syntes I at det er et problem at der er to gennemgående / vekslende fortællere i historien ( Steffan og den alment vidende ) ?
Jeg skal i øvrigt huske at læse "Fodboldenglen" af Hans Jørgen Nielsen på et tidspunkt, det var også en af de romaner der blev snakket om i min omgangskreds ( blandt hankønsvæsener ) som jeg undgik at læse, men den bliver jo berømmet af mange af anmelderne som om den er meget bedre end denne bog, så det må jo stå sin prøve ved nærmere studier. Er der nogen af jer der har læst begge , der tør komme med en sammenlignende analyse af de to bøger ?
Fortsat god weekend, og god debat.
Jeg glæder mig også rigtig meget til at debattere "Beskyttelseszonen" med jer. Jeg er blevet en smule klogere på DDR, Stasi og fodbold. Jeg kan også godt lide blandingen af fiktion og fakta, den store historie i den lille historie og vice versa.
Vi skrives ved!
Den første bog jeg læste af Henrik Andersen var "Gensyn med Kap farvel". Den var jeg rigtigt grebet af, og lige siden har jeg syntes, at han var en lidt overset dansk forfatter i forhold til hans gode bøger.
"Den tredje historie" er nemlig også rigtig god.
Derfor er det også glædeligt, at "Beskyttelseszonen" er med i årets DR.Romanpris. Og jeg blev ikke skuffet. Synes at det er Henrik Andersens bedste bog indtil dato.
Jeg spejlede mig rigtigt meget i 70erne, som jeg selv er et barn af. Og så elsker jeg at læse om samtidshistorien. Altså perioder som jeg selv kan huske. Jeg har også altid fundet det spændende når den store historie bliver skildret gennem almindelige menneskers liv. Hvordan at begivenheder uden for ens kontrol griber afgørende ind i menneskers liv.
At Henrik Andersen tilmed skriver i et rigtigt fint mundret sprog gør det jo heller ikke ringere. Jeg var meget grebet af historien og personernes skæbner.
Det vil jeg glæde mig at skrive sammen med jer andre om i klubben. Nu var jeg jo ikke så aktiv i debatten om "De syvende barn". Ja, faktisk fik jeg ikke læst bogen. Og det er ikke fordi jeg skal gøre mig til dommer over om den er god eller dårlig. Men tykkelsen på bogen gjorde at jeg ikke lige kunne få den passet ind i min læsning på det tidspunkt.
Nå, men det er fortid, nu gælder det "Beskyttelseszonen".
http://www.litteratursiden.dk/analyser/andersen-henrik-beskyttelseszonen
Analysen er nu tilgængelig
bedste hilsener
Rikke