Fra læseklubben DR Testklubben
Alting blinker
Læseklub
Af Michael Linde Larsen. Publiceret 24/11/2009. Opdateret 15/01/2010.
Bogen udkom d. 23. november og var til debat fra d. 24. november. Den blev debatteret i Smagsdommerne på DR2 d. 3. december.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Kunne du ikke holde dig vågen til Smagsdommerne rullede over skærmen torsdag aften? Fortvivl ej, klippet med diskussionen af Alting blinker ligger nu på dr.dk/testklubben hvor du også kan læse et sammendrag af testlæsernes kommentarer til bogen.
Se også interviewet med Naja Marie Aidt på dr.dk/testklubben
Tak for jeres gode indlæg. Noget tyder på at Naja Marie Aidt har skrevet en meget læseværdig digtsamling. Også Politikens og Informations anmeldere er begejstrede. I kan læse deres anmeldelser her:
"Aidt leverer rig, rå og robust poesi" af Thomas Bredsdorff
"Digterinden kærtegner i udlændigheden hjemlandets sprog" af Lilian Munk Rösing
Igen har Naja Marie Aidt præsteret at skrive en nærværende og meget læseværdig digtsamling.
Digtsamlingens sølvpapirs glitrende omslag, slår tonen an fra starten - og byder læseren velkommen til en omgang funky, sitrende digte! Det årelange grafiske samarbejde med Kim Lykke fremhæver som altid på bedste vis Aidts skrivestil og tone. Kim Lykkes grafiske touch skaber foranderlighed i selve læseoplevelsen af digtene og tilfører digtsamlingen dynamik og fremdrift.
"Alting Blinker" er på sin vis et typisk Naja Marie Aidt værk. I digtene tages udgangspunkt i dagligdagens trommerum. Aidt krydrer dette med barndomsminder i flashbacks, kærlighedsforholdet til manden i sit liv (hendes "du") og barnet. I digtene gives udtryk for en moderlig forundring (og bekymring) over barnets udvikling fra barn til teenager til snart voksen..
Digtsamlingen bærer stærkt præg af, at Naja Marie Aidt er flyttet til New York med sin familie. Dagligdagens trommerum bliver pludselig ikke så kedelig og typisk dansk - digteren Aidt er flyttet til byen der aldrig sover, og de mange indtryk indfanger Aidt og omsætter til tanker, stemninger. "Billeder hænger fast i hjernen", som der står et sted i digtsamlingen. De mange indtryk ses tydeligt i de helsides digte, der er som lange ordstrømme - uden afbrydelser.
Et andet karakteristika ved digtsamlingen er følelsen af at være fremmed og ukendt i et land og by, hvor der tales et andet sprog og har helt andre traditioner og kulturskikke. Fremmedheden er på sin vis det, der har sat gang i Aidts skriveproces. Men fremmedheden bruger Aidt også til at indskrive en længsel og et savn efter hjemmet, det gammelkendte. Digterjeget savner den Europa - Rom, Paris, Danmark. "Europa er blevet mit hjem" som der står et sted i digtsamlingen.
Med "Alting Blinker" har Naja Marie Aidt skrevet en funky, blinkende digtsamling - som jeg bestemt vil genlæse ved lejlighed og anbefale til andre.
Det er første gang i mange år, jeg har læst digte.Så det var en ny oplevelse.
Jeg blev især ramt af den længsel Forfatteren udtrykker i de første digte, det var længslen, afsavnet og samt det der ikke var nogen der kendte én, i det fremmed. Jeg kunne med det samme mærke/ genkende følelsen fra mit udvekslings ophold i USA for 25 år siden. Det slog mig hårdt...
Nr. 12 fatter jeg overhovedet ikke, hun er i en bøgeskov mærker og dufter alt er godt.... men slutter af med... og en ny men ikke forstyrrende følsomhed har slået sig ned midt i den uimodståeligt marcipanemmende krop. det er rent volapyk.
Senere bliver det dog bedre da der kommer flere ord og bliver mere som små historier fra hverdagen i New York.
Bestemt læseværdig
...har jeg lyst til at råbe højt, når jeg læser din sidste sætning, Jens Carl.
Hvor er det dejligt at læse jeres inspirerede indlæg om Aidts digte. Jeg glæder mig til selv at læse dem, når de dukker op her på biblioteket. Skønt at I er så hurtigt på banen med input.
Poetiske hilsner fra den ene af de to nye klubværtinder
Laura
Det er nok svært at være hjemløs, men det føles godt, når man er i selskab med Naja Marie Aidt.
Hun er flytte ud, væk hjemmefra, ud af sine vante danske omgivelser, men med sig har hun taget alt, og slæber det hele rundt i en drømmeby – et sted, der hedder New York, men som ikke findes, eller kun findes i digterens mærkelig eufori over, at være ude af sig selv, sine vante stier og sit selvbillede – hvorfor alting igen sanses, som det, der engang satte et aftryk i bevidstheden, og derfor nu står og blinker som en naturlig kontrast til de nye erobringer.
Udlændigheden sammenstilles hele tiden med billeder hjemmefra, som viser sig at være alt, der efterlod sig et blivende tegn i hjernens kroge. Den ikoniske erindring, som alle slæber med sig, og som sjældent er sentimental, men ofte konkret og overraskende, viser sig i Aidts digtning at være svært beslægtet med køn, barndom og sprog. Hun genbefrugter sin eksistens og genføder sig selv i digte, der nærmest er letløbende, slet ikke så anstrengende, som denne analyse kunne tyde på. Tvært i mod er det som om, at Aidt bevidst har valgt at tale direkte, uden omsvøb og lige i fjæset på sin læser. Underholdende og sympatisk!
Jeg kan godt li’ denne samling. Den er både meget Aidtsk og alligevel befriet for en læsning, der kunne være afhængig af et indgående kendskab til forfatterskabet. Man kan gå lige ind her, hvis man har lyst. Og det har man, skulle jeg hilse! Lidt forelsket og fortabt i livet er man vel altid.
Overraskende fornøjelse at læse Alting Blinker. Jeg har normalt svært ved at læse digte. Oplever det oftest som patetiske svulstigheder eller som uklart ordonani, indflettet idiosynkratiske associationer. Men jeg kan lide Aidt. Der sanses. Samles egentlig ikke. Men forankres i nogle strenge. Børn i forskellige aldre, andres mærkelighed, hverdagens vaner. Virkeligheden, der blinker i fragmenter, der peger ud over sig selv.
Der er meget jeg ikke forstår. Men jeg har lyst til at vende tilbage og opleve nye sammenhænge, nye indsigter, nye fortolkninger af at være et specifikt menneske i en verden af mangfoldighed.
Nød især det sidste digt. Her oplever jeg, at den rodskårne jegfortæller finder nye gamle rødder, med manden, som selvfølgelig, men væsentlig følgesvend, og rosenduft og bisummen, som kærkomne forankringspunkter, der gør det nye til ens nye hjem.