Fra læseklubben DR Romanklubben
Aldrig så jeg så dejligt et bjerg
Læseklub
Af Inger Bressendo.... Publiceret 10/11/2009. Opdateret 17/08/2011.
Bogen er primært til debat i november og december 2009
Læs mere om "Aldrig så jeg så dejligt et bjerg" på Litteratursiden.
Læs mere om bogen og Robert Zola på Danmark Radios hjemmeside.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Jeg vil gerne ønske alle medlemmer i "DR-Romanklubben" en god bagjul (som det heder) og et godt nytår.
Dejligt at vi allerede med den første bog i den nye sæson er kommet rigtig fint i gang med debatten. Mange - og gode indlæg er det blevet til.
Lige nu ser det ud som om debatten er ved at lukke sig lidt, og flytte over til den næste bog "Apropos Opa". Men husk, at alle 6 bogdebatter vil være åbne helt ind til vinderen er kåret i foråret.
Jeg skal ikke skrive mere om realisme-debatten (som er rigtig spændende), da jeg ligger helt på linie med Ingers tidligere indlæg, - og til dels Moldts indlæg.
Regner emd at genlæse "Apropos Opa" før jeg skriver noget "genialt" om den:-)
Fik lige genlæst Jespers kommentarer til kronologien fra 10.12. Måske lidt sent at reagere, men alligevel.
Især i en roman der foregiver at beskrive en bestemt tid og tidsånd er det vigtigt at der er styr på tingene og kronologien. Jeg ved fra forskellige læsegrupper, at man forstyrres af det, det opfattes som sjuskeri og det kan trække en ellers god roman ned. Når forfatteren bruger kendte begivenheder, forvirres man af at det så alligevel ikke passer. Ligesådan med personernes alder, skoleforløb osv. Opmærksomme læsere læser opmærksomt og vil ikke sidde tilbage med en følelse af at det er forfatteren nu kommet nemt om ved.
I en roman som denne, hvor tilmed kendte personer/forfattere nævnes er det svært at undskylde det med, at det er fiktion og forfatterfrihed.
Men stadig synes jeg der er rigtig mange gode passager og ting man nikker genkendende til.
Jeg har også hørt at en del læsere ikke kan lide bogen, fordi de ikke kan lide hovedpersonen. Det er jeg slet ikke enig i. Er det fordi der bliver rykket ved en læsevane.... at hovedpersonen altid er den man holder med? Jeg synes Allans deroute er ganske godt beskrevet.
Det lykkedes mig at få gang i realismedebatten. Det er jo på kanten af emnet, så jeg skal klargøre mit synspunkt kortest muligt:
Et abstrakt maleri skulle nødig være abstrakt, fordi kunstneren ikke kunne få det til at ligne.
Har I set ”Og de nominerede er”, hvor RZC interessant nok siger ”Det var sådan, det kunne være gået.”
Dejligt med nogle rapporter fra de fysiske læsegrupper i henholdsvis Svendborg og Odense. Jeg kan supplere med egne oplevelser i Vigerslev. Deltagerne møder op med forskellige læseoplevelser, som de sætter meget pris på at dele med andre. Selvom det måske ikke er den bedste roman de har læst, så er de altid begejstrede for at læse noget til læseklubmøderne, som de måske ikke selv lige ville have valgt.
Allan må forståeligt nok stå meget for skud her i debatten. Jeg er ikke selv så pokkers kritisk overfor ham. Jeg synes snarere, at det er interessant at få et kik ind i hans ikke helt perfekte liv.
- og så tak til Jesper for interessante indlæg, der søger efter svar på mange spørgsmål. Jeg forstår godt dine spørgsmål Jesper, men synes bare ikke, at det er så vigtigt for mig at få dem besvaret. Jeg tænker også på - for lige at bringe vores egen virkelighed ind i debatten - om vi hver især så detaljeret kan svare på, hvorfor vi gjorde det og det, hvorfor vi er hvor vi er idag, og om vi nu har fået afklaret alle dunkle episoder undervejs.
Jeg bliver faktisk lidt sløv i hovedet, når handlingen i en roman er udførligt beskrevet. Jeg holder af de løse ender...
Allans negative omtale af nulevende forfattere får også meget debat, og som jeg tidligere har bemærket, så faldt det også mig for brystet, men synes alligevel, at jeg kan købe forklaringen i analysen her på litteratursiden.
Som det sidste vil jeg takke alle for gode indlæg - og bliv endelig ved - det er en ren fornøjelse !!!
I Allans alkoholiserede tilstand er han næppe i stand til at vurdere de vel næsten jævnaldrende forfattere, der for længst er spurtet forbi ham og er blevet så kendte, at de nu er efterspurgte foredragsholdere på hans eget gymnasium. Ikke så sært, at hans reaktion bliver en rønnebærrene er sure-attitude og at han tager patent på at vide, hvordan de "levende mennesker" eller "rigtige mennesker" som han siger, bør beskrives. Og det er ikke som en Helle Helle gør. Han, Allan, ved nemlig bedst. Ærgerligt blot, at han selv er ude af stand til at gøre det. Altså skrive. Mindreværdet blomstrer, og personer der føler sig mindreværdige, lader det ofte gå ud over andre mennesker. For de skal IKKE tro, de er noget.
Jeg ved ikke hvorfor RZC. har fundet det vigtigt, at lade sin hovedperson nedgøre nulevende, jævnaldrende forfattere. Det virker ikke helt ok. Som læser får man en mistanke om, at lige netop her har RZC. selv taget ordet. Trist hvis det bliver en roman som kun huskes for dette. Og det er risikoen.
Stedvis er den god, synes jeg. Sproget flintrer afsted og der er både eftertænksomme og morsomme passager i den. Men man trættes undervejs og ønsker sig lidt Helle Helle´sk minimalisme.
Jeg vil til dels give dig ret, Jesper angående dine betragtninger omkring det at være mønsterbryder. Som jeg vidst har skrevet tidligere, så læste jeg ikke roman som den store fortælling om, hvordan det var at arbejde sig op af den sociale stige fra arbejderklassen til en gymnasielærerstilling. Jeg læste den mere som en god historie om en mand som har svært ved at finde ud af livet.
Og jeg ser heller ikke i romanen noget sted den store forklaring om at Allan f.eks. drikker fordi, at han er mønsterbryder. For mig at se kan hans alkoholmisbrug lige så godt skyldes en mængde andre ting, - måske han er disponeret for det, måske det er noget i hans barndom (som vi ikke hører så meget om), måske det er hans mislykkede kærlighedsaffærer som udløser det.
Så på den måde, syntes jeg du har ret jesper med at bogen ikke er en bog som giver alle svarerne på et søvlfad. men for mig gør det heller ikke så meget, så længe historien fanger mig, og jeg bliver grebet af Allans skæbne.
Skal man nødvendigvis vide alt?
Jeg synes faktisk der er rigtig meget isbjerg tilstede her!
Således får vi, som i den virkelige verden, kun lov til at se toppen af isbjerget. De øvrige 9/10 må vi selv komme frem til hvordan ser ud.
For mig gør det ikke noget at der overlades noget til fantasien. Når man møder et fremmed menneske, og tilbringer en rum tid med dette menneske. Ja så kender man jo bagefter heller ikke personen ud og ind, men har måske alligevel talt om dybe og livsnære emner. Bagefter kan man jo så fundere over hvorfor vedkommende sagde og gjorde som han gjorde, men det er jo ikke sikkert man nogen sinde får et svar.
Sådan må bøger da også gerne være. Vel kan det til tider være irriterende. Men jeg synes helt klart det er forfatteren som har ret til at sætte den ramme en bog befinder sig i. Så kan vi andre jo frit vælge om vi vil bruge tid på den eller ej.
Jeg vil gerne have en forklaring på Allans kritik af de navngivne forfattere- Hvad menes der egentlig med kritikken " de skriver sådan lidt hen ad lort på farvelade måden" ? Jeg har aldrig hørt udtrykket før og syntes da det er et meget farverigt indslag i litteraturkritikken som Allan giver udtryk for, men er de nævnte forfattere virkelig gået i stå ? Jeg syntes det ikke men jeg kan da godt se at krittikken passer fremragende i munden på en type som Allan der selv er et forbigået tudefjæs.
Iøvrigt tak til Robert for hans medvirken i en uddybende snak med Tore Leifer i gårsdagens radioprogram på Kulturweekend. Jeg har lige en bemærkning ang. det der med at man som forfatter er meget sensibel hvad angår kritik af ens værker.
Det er det jeg mener med min indsigelse mod den meget u konkrete kritik af de nævnte forfattere. Hvis det bare er okay for dig at slynge en smart bemærkning ud som den ovennævnte, syntes jeg faktisk du " skider i egen rede"- nu vi er ved det latrinære sprogbrug..... ( er der i det hele taget noget der hedder sådan ?- nå- i forstår vel billedet )
Det er da rigtigt set at forfattere også bare er mennesker, og at de skal kunne stå for kritikken, men tænk lige indad, og mærk efter hvordan du selv vil have det hvis dit forfatterskab( lagt i munden på en romanfigur eller ej ) blev svinet sådan til uden belæg. Det er vidst det min gamle gymnasie dansk lærer vil kalde uvederhæftig kritik, og da hovedpersonen nu selv er en dansk lærer i gymnasiet burde han da have bedre argumenter for en kritik, hvis han skal virke troværdig - syntes du ikke selv det ? - set i baspejlets ulidelige klarhed ??? Jeg glæder mig i øvrigt over den levende debat din bog har givet anledning til, og jeg kan faktisk rigtig godt lide din måde at fortælle en historie på :-)på trods af manglende tegnsætning o.a.
Enhver fiktion er i sin natur kontrafaktisk, heldigvis – ellers ville forfatteren være nødt til at slå nogen ihjel for at skrive en krimi. Jeg har somme tider tænkt over, om man kan opstille nogle regler for hvordan god fiktion skal forholde sig til virkeligheden. Jeg er aldrig kommet længere, end at bogen må være tro mod sit eget univers og ikke være inkonsistent.
Personligt distraherer det mig og ødelægger min indlevelse, når referencer til virkelige begivenheder er forkerte. Jeg er selv nogenlunde jævnaldrende med Allan og husker 80’erne. Men at finde en fejl i en formentlig gennemarbejdet tekst, er jo også lidt frydefuldt, som at finde en pakke udløbet pålæg i køledisken.
Usædvanlige forhold må også tages under behandling, for at fastholde mig. Hvis der f.eks. i en slægtskrønike skal 4 generationers teenagegraviditeter til for at få årstal og persongalleri til at passe, så må unge mødre også være et tema, der tages op.
Hvor meget kan forfatteren overlade til læserens fantasi? Her vil jeg mene, at selve bogens tema ikke kan udliciteres. Derfor skuffer det mig i en roman om mønsterbrud ikke at få beskrevet hovedpersonens afgørende vendepunkt, for sådan et må der nødvendigvis være, når man præsenteres for en afgørende forskel på barnet og den senere voksne. Det er ligesom at lave en Titanic-film uden isbjerg!
Flere nævner Allans kampgejst!
Den har jeg virkelig svært ved at finde. Faktisk synes jeg kun han viser den, da han vælger at gå på vandvognen, og da han siger at han ikke har en proptrækker(og den holdt jo som bekendt ikke mange minutter der efter). Han lader hele tiden andre bestemme, hvordan hans liv skal forme sig.
-Sara da hun tager på højskole
-Celine der trækker ham til Frankrig.
-Hurtig Carl som finder arbejde til ham.
-Sara som læser litteraturvidenskab
OSV.....
I 70'ne og 80'ne flød man jo med på den strøm, der sagde, at havde man evnerne skulle man da læse videre. For nu havde alle jo endelig muligheden, og den skulle man selvfølgelig bruge.
Jeg husker da selv, hvordan jeg undredes over nogle stykker i min klasse, som absolut havde evnerne, men som valgte at følge en håndværkervej. Det opfattede jeg da dengang som det totale spild!....Er det derfor Allan bare lader stå til? Er det fordi han bare har fulgt strømmen, men egentlig ikke havde lysten. Han gjorde bare det MAN gjorde og blev dermed løftet ind i et tomrum, som gjorde det umuligt for ham at tage en eneste selvstændig beslutning?
Tak for et inspirerende møde i Odense i går!
Jeg vil som lobbek fremhæve den ansvarsløshed, der præger Allan. Han distancerer sig fra sit eget liv og sine egne handlinger og forventer at omverdenen passer sig ind til hans opfattelse af virkeligheden.
Jeg tror, at Allan's liv er mislykkedes for ham, fordi han ikke tager ansvar for eget liv og egne handlinger og deres konsekvenser. Kunne have været spændende at se hvordan hans liv havde formet sig, hvis han havde fået redet trådene ud efter sit utroskab overfor Sara.
For mig er han en sølle figur uden kraft og saft
De herrer Jesper og Michael efterlyser et svar på hvem Allan er, og det er rigtig godt set / læst af Jesper ( alle de citater du henviser til påviser netop en mangel i hovedpersonens karakteristik- og det havde jeg faktisk ikke lige tænkt over medens jeg læste romanen ) samtidig vil jeg tilslutte mig Michaels udsagn om at det jo netop er en fiktiv historie og vi læsere jo ganske rigtigt også skal overlades lidt meddigtning / fantasi billeder -
men kunne det ikke være sjovt hvis den gode Robert kom på banen med et bud på hvordan han forholder sig til sin hovedperson - Er ham Allan delvist selvbiografisk ? - eller er det pure opspind det hele ? Inspirationen må jo være kommet et eller andet sted fra.
God weekend.
Ja, hvem er Allan?
Først og fremmest, tak for et glimrende indlæg, Jesper. Du forstår virkelig at læse ind i en tekst, og have sans for de små detaljer. Jeg kan godt, se at du har en pointe med nogle af dine nedslag i teksten. Men hvis jeg lige skal svare på et af dine spørgsmål - det med om vejret skal passe med DMI's registreringer - der er mit svar nej!
I det hele taget mener jeg, det bliver problematisk, hvis man lægger en analyse ned over en roman som handler om "det nu kan være sket i virkeligheden". For roman er jo netop en roman. Et fiktivt univers som det ikke er fair over for at sætte lighedstegn med virkeligheden.
Men det er en meget spændende debat. En debat som der f.eks. også har været omkring Knud Romers bog "Den som blinker er bange for døden" - dog på et lidt andet plan.
Jeg kan godt følge dig i, at det kunne have været sjovt at få løftet sløret lidt mere for, hvem Allan er for en person, og hvorfor han er blevet som han er.
Jeg er også helt enig med dig i, at det kunne have været en sjov konstruktion, hvis Allan havde skulle forholde sig til Robert Zola's forfatterskab.
Men igen vil jeg skrive, at jeg syntes romanen fungerer rigtigt fint som roman. Og jeg syntes den giver en fin læseoplvelse, - bl.a. takket være det sprudlende sprog med de fine iagttagelser over tiden som den engang var. Og så syntes jeg faktisk også, at den giver et fint portræt af Allan. For vil der ikke altid være løse ender i en personkarkteristik? og skal der ikke også være noget til læseren at tage stilling til og tænke over?
I går havde vi første møde i vores Dr.Romanklub på Odense Centralbibliotek.
Jeg syntes altid det er spændende, når nogle personer som slet ikke kender hinanden på forhånd mødes for første gang. Og det som binder os sammen er glæden ved at læse, og udveksle oplevelserne omkring den.
Men lad mig skrive det med det samme, og dermed lægge mig lidt op af mødet i Svendborg. Der var nemlig ikke udelt begejstring omkring bogen. Selvfølgelig er der aldrig enighed omkring en bog, og det var der heller ikke i går. Men der var en drejning over mod at der var læst bedre bøger.
Jeg gjorde jo ellers en masse for at tage dens sag:-)
De temaer som vi berørte var meget Allans manglende evne til at magte livet. Der var en irritation over at han ikke kom videre og handlede på hans liv.Og der var også synspunkter som gik på, hvorfor han var som han var. Hvad var det som havde bragt ham ud på den tynde is han befinder sig på. Var det hans barndom, var det hans skift fra en social klasse til en anden, eller var det hans ulykkelige kærlighedsliv. Det fremgik måske ikke helt tydeligt i bogen.
Vi berørte selvfølgelig også Allans udfald mod andre nulevende forfattere. ved første læsning, var der lidt undren over det. Men flere kunne godt forstå pointen med at gøre det. Og så snakkede vi lidt om det med at glorifisere arbejderklassen.
Alt i alt gik snakken fint, og vi glæder os til det næste møde i klubben!
Uden at kende noget til forfatteren RZC forekommer det mig, at der er stærke selvbiografiske elementer i romanen. Jeg ser Allan som RZCs tragiske dobbeltgænger. Har vi ikke alle sammen tænkt over, hvordan vi selv ville være endt, hvis tingene var gået lidt mere skævt end de rent faktisk gik? RZC formåede jo netop i modsætning til Allan at realisere forfatterdrømmen.
Nedrakningen af div. forfatterkolleger i slutningen af bogen virker lidt billig. Kunne de ikke have læst en bog af RZC? Det ville have været en interessant konstruktion at lade den tragiske dobbeltgænger betragte den virkelige person. Hvordan ville Allan have set på RZC? Ville han have været misundelig, ville han have gjort sig tanker om, hvorfor RZC lykkedes, når han tabte?
Der er desværre en del, som jeg har svært ved at forlige mig med i bogen. Hvorfor kom Allan ud på en intellektuel løbe(glide)bane? Hvorfor kom han i gymnasiet, det kan umuligt have været en selvfølge. Hans liv må have taget en drejning i de tidlige teenageår, men netop den periode er ikke beskrevet, det virker lidt tyndt.
Hvorfor virker Allan så tiltrækkende på kvinder? Han beskrives som en gennemført usympatisk og ucharmerende tabertype. I de unge år kan han have haft udseendet med sig, men at den ressourcestærke Henriette skulle søge sikker havn hos sin midaldrende fordrukne kollega, den er for langt ude.
Hvordan er hans forhold til eleverne? De unge kan umuligt have overset hans alkoholproblem, så der må have været et væld af konflikter, igen er bogen tavs.
Og hvad levede Allan af i Frankrig? Vennernes økonomi er grundigt beskrevet, men om Allan selv igen tavshed. Hvis Celine skulle finansiere hans håbløse skriverier ved at slide i butikken, forstår jeg godt, at hun blev sur!
Hvordan er det så lige med kronologien?
s.21
”i Civilforsvaret” hvornår har han lige nået det? Han var i Israel, på jobtræning og så begyndte han på KUA efteråret 1985.
s.34
”Han er også død, Leon. Han var blevet afhængig i 1970’erne og tog sit misbrug med ind i 80’erne.”
s.41
”Lucas” ”syv næsten 8” ”Skal du begynde i skole efter sommerferien?”
Man begynder da som 5-6 årig i skolen! Allan har måske drukket hjernen ud, men hvorfor protesterer Lucas ikke voldsomt?
s.43
”Jeg er 8 år gammel”
s.44
”det er februar, det er den første bilfrie søndag under oliekrisen i 1973”
De bilfrie søndage var fra 25.nov. 1973 til 10. februar 1974 – så det passer ikke rigtigt sammen, jeg tolker det, som vi er i februar 1974.
Allan er ud fra denne tolkning født mellem marts 1965 og januar 1966.
Det vil sige, at det ville være naturligt, at han har fået studentereksamen juni 1984, det år han fyldte 19. Han kan lige have nået at gå i 10.kl. men det er usandsynligt.
Han besøger Sara på højskolen vinteren efter studentereksamen (har været i kibbutz i sidste halvår af 1984). Vinteren beskrives som meget kold (s.57 ”Det var -150C derude og det sneede”). Middeltemp jan. 1985 var -5,10C (imod +1 i ’84 og -1,3 ’86), hvilket passer fint.
s.45
”bussen, der havde…., havde haft et stort kondom på den ene side”
Det kom vist først senere i 80erne, ”Den jeg elsker” er fra 1988.
”ikke nogen dum idé at tage en aids-test”
Aids-testen blev først opfundet i 1985, så den har umuligt kunnet være tilgængelig i jan 1985!
s.46-47
”Leon f.eks.. Jeg har et gulbrunt farvefoto.” ”På bagsiden står der 1970 med skråskrift.” ”Leon døde et halvt år efter.” ”men vi holder ham oprejst en sidste gang, nu da det er jul.”
D.v.s. han døde i juni 1971, sammenlign lige med s.34!
s.87
”Sara og jeg besøgte Rutana”
Besættelsen af Rutana var kortvarig og foregik i oktober 1981, dvs. de er lige begyndt i gymnasiet.
Hvor gamle er Allans forældre? Det ved vi nogenlunde præcist.
s.91
”et halvt år som efterlønnere” nutidshandlingen foregår i 2007, idet der refereres til ungdomshusets rydning (s.86). Det er derfor efter efterlønsreformen, så de må være 62-64 år og er derfor født 1943-45. Problemet er, at der på s.91 står at Allans far tog kørekort i 1955, altså i en alder af 10-12 år!
Derimod passer det fint med s.91 ”de fik mig desværre for tidligt” Forældrene må have været 20-22 år.
s.55
”flyttede fra Albertslund til Hillerød, da jeg var 11” han må være flytter i 1976.
s.184
”Toftegaardsskolen 1978” ”specielt i Albertslund” – han var jo kommet til Hillerød!!
Toftegaardsskolen er vist fiktiv, der findes i dag ikke en sådan i hverken Albertslund eller Hillerød.
s.194
”for da jeg blev gymnasielæreransat” Hvordan fik denne tabertype en fast stilling i begyndelsen af 90’erne? Der var stadig tårnhøj arbejdsløshed blandt humaniorakandidater!
Er det noget sjusk eller er det mig, der er dogmerealist?
Der er jo skrevet en roman om orkanen i 1999, men kan man forlange, at vejret skal passe med dmi’s registreringer ned i mindste detalje i enhver roman?
Her vil jeg bare lige gøre jer opmærksom på at månedens bog bliver omtalt / og forfatteren bliver vidst interviewet på DAB radio kulturkanalen på lørdag. Jeg vil i hvert fald forsøge om jeg kan få tid til at lytte lidt med.Syntes ikke at han har været så flittig med sine kommentarer her i klubben ?
Og tillykke til Tina med en succesoplevelse i din litt.klub. Har lige oplevet at måtte lægge månedens bog på " pause bordet" i " Chicks klubben", og glæder mig til at få inspiration til videre læsning gennem andres in put :-) Jo- det er jo netop en af fordelene ved at dele sine læseoplevelser med andre., det der med at få nye øjne på litteraturen.
Goddag, hvor er det godt du kommer, var mine velkomstord til en af deltagerne i "min" læseklub på Svendborg Bibliotek. Hun kom halsende - lidt for sent.
Måske var der en grund til at hun kom lidt for sent, for modviljen strømmede ud fra hele hendes krop. "Ja, det bliver du sikkert ikke ved med at synes at det var godt, jeg kom, jeg er nemlig rigtig sur" var hendes svar - og derpå "hvem udvælger de her bøger, vi skal læse? Det vil jeg gerne vide". Sådan startede vores debat på Svendborg Bibliotek.
Det blev en god debat, som jeg nok skal fortælle lidt mere om senere. Indtil da vil jeg bare afsløre, at den vrangvillige læser endte med at genlåne bogen, så den kunne blive læst færdig. Hun var nemlig gået helt i stå midtvejs i bogen og blev nu, efter vores møde i læseklubben, nysgerrig nok til at give bogen endnu en chance. Jeg har næsten ikke fået armene ned endnu - for er det ikke det, læseklubber er til for. At være uenige, at undres og at høre på, hvad de andre i gruppen har at sige. Jubiii
Hilsen Tina. Svendborg Bibliotek
At være mønsterbryder behøver i min opfatter ikke at være klasseafhængigt. Det kan gå både op og ned - lysten til at lægge afstand til forældrene. At få et andet liv end deres. Men jeg er enig med dig Michael, at når ordet - som det sker - ofte benyttes om vejen væk fra forældrenes "dårlige mønster" til et bedre liv- kan det ses som en nedvurdering af arbejderklassen, - men hvis det så er tilfældet, så synes jeg ligger udenfor romanen, altså ikke i Robert Zola Christensens budskab. Det var bare det, jeg ville sige.
Lobbek du kommer også ind på Allans fine uddannelse, som måske ikke lige er lykken. Jeg tror, at det for Allan har handlet om at få nogle andre værdier, og blive noget andet - ikke absolut noget bedre - end forældrene. Men sådan tænker man måske slet ikke som ung - kan ikke lige huske det...- det er måske bare (min) efterrationalisering.
Tak for dine gode indlæg, Lobbek:-)
Jeg har også tænkt på det med mønsterbryder. Faktisk har jeg været lidt overrasket over, hvor meget det begreb har fyldt i anmeldelserne og debatterne om bogen. Da jeg læste bogen, læste jeg den mere som en god historie om en mand med ondt i livet. Jeg læste den ikke som en roman, der havde som budskab at sætte fokus på konsekvenserne at at skifte social klasse. Men kan godt se, at den kan læses på den måde.
Syntes du har fat i noget Lobbek - nemlig om man altid skal stræbe opaf. Er det gode liv altid kendetegnet ved, at jo højere man er på den sociale rangstie, jo lykkeligere er man. For hvis det er sandheden, så ligger der jo også en nedvurdering af arbejdsmanden. Og det tror jeg bestemt ikke har været Roberts Zola's mening.
Måske Allan havde været lykkeligere, hvis ikke han var blevet gymnasielærer? eller hvad? Jeg tror nu snarere, at det er noget som ligger i hans personlighed frem for at grundene skal findes i klassesamfundet (for nu at bruge et udtryk, man ikke ofte støder på i dag). Men skulle man analysere romanen i 70erne var det nok den vinkel man ville have lagt på.
Dejlig dejlig debat.
Jeg har gået og funderet over begrebet mønsterbryder.
Ja, Allan er mønsterbryder. Men er det nødvendigvis lykken at være mønsterbryder, med fin uddannelse? Skal man absolut stræbe efter det som "nogen" mener er bedre? Vi hører (så vidt jeg husker) ikke om Allans forældre nogen sinde har bakket ham op i hans karriere"valg". Mon ikke det er svært at forfølge et mål, hvis ikke man har et bagland, som magter at give andet end en evt. stolthed over, at sønnen får en fin akademisk uddannelse. Som ikke har forståelse for sønnens trang til at udforske verden (Frankrig). Som ikke stiller krav.
Jeg tror godt jeg forstår RZC trang til at klandre andre forfattere for deres trang til at beskrive denne del af vores historie som lyserød. Jeg blev lige i første runde pikeret over udsagnene, men jo mere jeg tænkte over det, des mere syntes jeg at vores gode forfatter havde/har ret. Jeg er absolut enig med RZC om at lyserødt er det bestemt ikke hver gang.
Samtidig bliver RZC jo også temmelig politisk (bevidst??), for han siger jo samtidig, at den stræben, man fra politisk side lægger for dagen mhp. uddannelsesmål, ikke nødvendigvis giver et mere lykkeligt/bedre folk/samfund.
Desuden synes jeg, det er modigt at turde klandre sine skrive-kollegaer for deres holdninger i en skønlitterær bog. Bare beder jeg om, at det ikke bliver en vane, at man lige skal give en en bredside, hver gang man finder, at man er uening med nogen. Lige i denne bog mener jeg dog, at det har en fremmende effekt for forståelsen af nedturen.
.....som jeg til stadighed vil mene ender på bænken med den evige pose guldøl. Allan er ganske simpelt for svag og uselvstændig. Har ikke evnen til at sige nej.
Forholdet til Sara ser jeg som en tryghedsfaktor. Dette forhold stod på mens Allan ikke endnu havde fundet sin vej frem i tilværelsen. Han svævede stadig rundt i et vakuum uden ansvar. Når man, som Allan, senere i livet, kommer ud i krise, er der nok en tendens til at søge tilbage til trygheds faktorer. Her dukker Sara så op igen. Lige som børnesangene. Godt og trygt og ansvarsløst!
Ja, så gjorde Allan noget andet end forældrene... Tog en akademisk uddannelse, og det er jo helt fantastisk og godt. Jeg er enig Connie - at Allan burde være glad for at det var lykkes for ham, men det er tilsyneladende ikke nok til at udfylde hans liv på den rigtig gode måde. - og helt ærligt, der skal selvfølgelig andet til. Måske handler det om, at det at være mønsterbryder kræver meget (måske al) energi, samtidig med at man måske lidt naivt tror, at bare projektet lykkes, så er alt alt alt godt. Det kan så blive noget af en skuffelse når det i nogle tilfælde viser sig, at det ikke lige er sådan det hænger sammen. Jeg vil sige, at det kan være farligt at satse alt på et bræt. Mht. Sara og moderen - så har jeg i hvertfald på et tidligt tidspunkt af romanen et oplevelse af at Allan føler sig draget af det noget symbiotiske forhold, som han har til Sara - så jeg tror også at Karen har ret i at der er et tema om "moderbinding" i romanen. Men også ønsterbrydertemaet er intressant, bl.a. pga den urimlige vrede og hævntrang Allan retter mod den selvtilfredse og skråsikre elev.
Godt set det med moderbindingen.U-ha, vi mødre har et stort ansvar for at få vores afkom på ret køl.
Og ja til det med at hovedpersonen er lidt af en klynker- jeg syntes bestemt også at Allan er fuld af selvmedlidenhed, og det er efter min mening helt uden grund..
Jeg mener - når han har formået at afslutte en akademisk uddannelse, og han har fået et godt job ( langt væk fra vaskeriets stank !)
Så er det jeg finder det lidt irriterende , og forkælet af ham at han sådan ikke sætter mere pris på tilværelsen. . Det er dybest set et krisetegn når folk vælger at drukne deres sorger og problemer i alkoholens sprit tåger.Men det er da tankevækkende at det er i alle samfundslag der findes alkoholikere,
Nå- tilbage til romanen. Jeg finder det mærkeligt at han ikke kan gøre sig fri af hende ungdoms kæresten Sara, men jeg kom også til at tænke på at han jo i bund og grund har fortrudt sine valg her i livet.
Den franske kæreste Celine var en fejltagelse, men Sara var jo længe forduftet inden. Det er underligt at han ikke kommer videre med sit liv , men vælger sprutten , for den løsning er da absolut ikke problemknuser,- snarere ødelægger den en mønsterbryder der så alligevel ikke formåede at bytte arbjderklassens trummerum ud med det forudsigelige " små-borgerlige liv"- men hvad er det gode liv egentlig ? Ja, det må gerne byde på lidt mere end " Hvad skal vi have til aften". Måske har velfærdssamfundet sejret ad helvede til ( som Thomas Nielsen , den gamle fagforeningsboss vidst engang så rammende fik sagt ) hvis dagens trummerum er ens for alle høj som lav ( gymnasielæren eller John og Putte ) så går der måske lige for meget leverpostej i livet. Og det er jo det han mangler at mærke - livet - ham Allan. Han må se at komme videre - Hvad med lidt livsmod, og initiativ ? Nej- jeg tror han ender på bænken...Der er ikke nok " slagkraft " i ham.
Jeg tror du har fat i en poine, Karen omkring Allans manglende evene til at træffe nogle gode beslutninger for sig selv. Som du peger på, så lader han sig lidt for meget drive med strømmen. Han kan simpelthen ikke give sig hen til sin nutid/samtid og vælge livet.
For mig at se hænger han fast i sine tidligere kærlighedsforhold, - selv om de jo for længst er afsluttede noget så eftertrykkeligt.
Så syntes jeg, det er meget interessant, det du skriver Inger om Allans forfald kontra John og Putte i Helle Helle's "Ned til hundene". Jeg er enig med dig i, at John og Putte har fundet sig til rette i deres tilværelse, som måske ikke er så tiltrækkende for mange af os.
Allan søger/kæmper stadigvæk for det gode liv, - selv om det ikke går så godt. Men han satser jo på en måde hele butikken. Alt er på spil. Og den slags litteratur tiltaler jo mig. Det er ikke bare ligegyldigt, og der er størrer ting til debat end "hvad vi skal have til aften".
Så jo, jeg syntes godt man kan sige, at Allan er gået i hundene, og han er en mand i forfald. Og der er håb for ham til sidst i bogen er måske lidt tvivlsomt. På den anden side, har han jo også udvist en stor kampgejst gennem meget af bogen. Så helt afskrive ham vil jeg ikke.
Jeg ved ikke, om andre har været inde på det før, men jeg synes, at proptrækkerscenen er meget sigende om Allans holdning til tingene. Han overlader valgene i livet til andre. Når han siger, at han ingen proptrækker har, overlader han så at sige afgørelsen til nabokonen. Har hun en eller ikke? Hvis hun ikke havde sagt noget, er det ikke sikkert at Allan var startet på drikkeriet igen.
Han har en stor binding til sin mor, og "overlader" det til hende at tage kontakt til Sara - hans ønskedrøm.
Han tager ikke selv ansvar og stilling til ret mange ting efter min mening.
Jeg synes rigtig godt om bogen, kan genkende mange tidstypiske ting - bryder mig ikke så meget om kompositionen og ej heller de negative ytringer om andre forfattere. Læserne er ikke så autoritetstro, som Robert Zola Christensen måske mener.
Hurra for liv i debatten – tak for det.
Jeg fik da også, som Ole og Connie lige et stik i mit skønlitterære hjerte, da jeg læste, hvordan Robert Zola Christensen i sin roman har valgt at lade Allan lange ud efter et par af sine forfatterkollegaer.
Om de så er nulevende eller ej – betyder måske ikke så meget for mig.
Men jeg begejstres alligevel over at dette træk, som man måske – som kan kaldes lidt usympatisk – faktisk har vist sig at sætte mere gang i debatten.
Det er muligvis et kardinalpunkt, især når også Robert nævner, at hans redaktør ikke umiddelbart var vild med dette træk. En grænse er overskredet, og jeg synes, at selvom det gør lidt ondt også
er ok og faktisk i mine øjne et tegn på mod fra forfatteren.
Tak til Michael, som jeg synes formulering får bragt forfatterens ”ugerning” ned på jorden eller måske mere i øjenhøjde, og væk fra den ærefrygt som Robert skriver, at forfatterskaber normalt er omgærdet af.
Afslutningsvis vil jeg lige give min kommentar til Michaels spørgsmål, om der er mere forfald i Allan end i John og Putte. Det kan der på sin vis være noget om, man i hvert fald sige, at der er et anderledes forfald i Allan. Selvom jeg egentlig synes, at hvor jeg ser Putte og John som stagneret (måske i deres gode liv) så ser jeg Allan, som en der kæmper og kæmper for at få en lidt større bid af ”det gode liv”. – og kamp er vel ikke forfald – er det ??
l
Jeg havde nok ikke fået læse -Aldrig så jeg..- hvis jeg ikke havde været med i romanlæseklubben. Men det var en og intens læseoplevelse - og en meget visuel bog. Jeg var næsten med i bilen, mens moren sang I en sal på hospitalet. Kan jeg lide Allan? Nej, det tror jeg ikke - jeg er glad for, at jeg ikke blev forelsket i ham - for meget sprut og for meget tudefjæs. Har læst, at 75% er biografisk - spændende. Robert Zola er født i København, mens Allan er fra Albertslund. Hvor mon det gode kendskab til Albertslund kommer fra?
er der sådan set ikke noget, jeg ikke kan skrive om. (vidste ikke, det allerede var startet, her på siden). Jeg har aldrig så konkrete overvejelser fra start, men skriver 100% på mavefornemmelsen. Efter bogen var færdig var min redaktør inde på, at det måske ikke så så godt ud, det med at nævne mine forfatterkolleger, og jeg var tæt på at fortryde, men vi lod det være. Det er jeg glad for nu. Måske fordi forfatterskaberiet genrelt er omgærdet af en sådan æresfrygt, der ikke nødvendigvis fører noget godt med sig....
tænker lige lidt mere....
Interessante indlæg I har skrevet Ole og Connie. Og dejligt med noget uenighed:-)
Jeg er i for sig enig med dig, Ole, i at man lige studser en ekstra gang over at andre danske forfattere får en over nakken flere gange i løbet af bogen. Generelt set er det måske ikke så sympatisk. På den anden side syntes jeg at Robert Zola har en pointe, når han f.eks. peger på Helle Helle og ønsker at diskutere forfaldet i "Ned til hundene". For er der ikke mere forfald i Allan end i John og Putte?
Og når det kommer til stykket er der sikkert også hårde ord mellem forfatterkollegaer, ganske som der kan være det i mange andre brancher. Man kan vel også sige, at det som binder forfattere sammen, er at de skriver historier. Men det som adskiller dem er den mangfoldighed og forskellighed de skriver historierne på.
Angående manglende punktummer, så læste jeg for et års tid siden den fremragende bog "Den hvide konge", og den udemærker sig ved, at der stort set kun er punktum i slutningen af hvert kapitel! Den er forøvrigt rigtig god!
Nu vil jeg glæde mig til at diskutere bogen med "min rigtige" DR-Romanklub på Odense Centralbibliotek. Vi mødes første gang den 10. december.
Nu syntes jeg det snart er på tide at høre forfatterrens mening også - han har dog tilkendegivet at han følger med i vores debat,- så frem med pennen Hr. Zola og kom frisk med nogle ytringer. Det bliver altid sjovere når vi får input fra forfatteren selv.
Jeg vil bare give Ole ret i at det der trick med at give andre nulevende forfattere en røffel er ufint , og det faldt heller ikke i min smag. Det der med skrivestilen uden for megen tegnsætning rørte nu ikke min læseoplevelse, og jeg syntes altså stadig at det er genialt fundet på at handlingen bliver vævet sammen af de gamle børnesange ( men jeg er nok lidt erhvervsskadet på det punkt . )
Tænkte faktisk på at kommentere på det lige efter at jeg havde læst bogen, men kom fra det igen, så fint at hive det frem som diskussionsemne.
Hvad syntes I andre ? Er det i sin orden at nævne nulevende personer på en negativ måde ? Og er forfatterbranchen mon ligeså "albuespids" og præget af " kendis effekten" som mange andre kulturskabende virksomheder ?
Jeg læste romanen lige efter, at den var udkommet, og var absolut ikke imponeret. For at være helt sikker på at jeg ikke havde overset noget, har jeg nu læst den igen.
Desværre blev den ikke meget bedre af det. Det bedste jeg kan sige om den, er at den ind i mellem er ret tragikomisk. Det er jo ellers en tragisk historie om en alkoholiker. Jeg får bare ikke medlidenhed med staklen, for jeg synes, at han er skyld i det. Ja, jeg synes godt, at man kan kalde ham en stor egoist.
Romanen fangede mig mest, fordi jeg ventede på, at der skulle ske noget, men jeg synes, at det for lidt. Sproget er heller ikke noget at prale af. Det er ustruktureret med side op og ned næsten uden punktummer. Det skal nok afspejle hovedpersonens tilstand, men det bliver efter min mening overdrevet.
Jeg håbede, at når læste den igen, ville der dukke flere lag op, men jeg har desværre ikke fundet dem.
Måske er det bare for at understrege Allans mismod, at der er nogle mindre pæne udfald mod andre forfattere, men jeg synes ikke, at det klæder romanen.
Her på litteratursiden.dk er mulighed for at klikke ind på en analyse af "Aldrig så jeg så dejligt et bjerg" - samme steds findes gode links til diverse omtaler af romanen
http://www.litteratursiden.dk/analyser/zola-christensen-robert-aldrig-s%C3%A5-jeg-s%C3%A5-dejligt-et-bjerg
...vil jeg sige om Michaels indlæg. Frisk fra fad - fra weekendens interview med forfatteren. Ærgerligt ikke at have siddet/stået som tilhører. En af mine (fysiske) læsegruppedeltagere fortalte begejstret at have hørt Robert Zola Christense på Gyldendals marathon i sidste uge. -
Jeg forstår godt, at der ligger en større udfordring i skrive en personlig bog ud til læserne.
Omkring det tragiskkomiske, som Michael nævner, vil jeg måske med lidt skamfuldhed trække "proptrækkerscenen" frem. Den er så flot, og bestemt troværdigt beskrevet. Jeg oplever nemlig her, at Allan - når han magter det - holder sig på vandvognen, men nogle gange er det umuligt, helt umuligt som der hvor nabokonen kommer med en flaske, og Allan siger, at han ingen proptrækker har. Hun henter sin egen - og så kører roulletten i den grad for Allan, der lytter og lytter og lytter og drikker og drikker og drikker. Jeg ser det ikke, somom Allan har et reelt valg.
Netop hjemvendt fra årets bogmesse, skynder jeg mig at skrive om mit interview med Robert Zola.
Jeg havde glædet mig rigtig meget til at snakke med ham om "Aldrig så jeg så dejligt et bjerg". Vi kom bl.a. ind på, hvordan det har været at skrive en på mange måder meget personlig bog. Og hvorfor han først har skrevet den nu, og ikke som sin debutbog, - for historien har ligget der hele tiden og ventet på at blive skrevet.
Det var også spændende at høre hans betragtninger om Allan, og hvorfor han er, som han er. Og hvorfor at han aldrig får Sarah ud af sit hoved.
Jeg syntes stadigvæk det er en rigtig god bog. Og som flere af jer har været inde på, så er den også et tidsbillede fra en tid nogen af os voksede op i, Connie!. Så jeg ser den også som en samtidsromen over 70erne og 80erne, hvor der pludselig blev mulighed for at bryde med sin klasse og opnå et andet liv end ens forældre.
Når jeg tænker tilbage på min egen barndom, så kan jeg godt huske at i skolen var der nogle elever som lærerne viede ekstra opmærksomhed, fordi de kom den eller den familie, som var noget i byen. Det tankesæt syntes jeg er blevet mere nedtonet i dag, - og gudskelov for det!
Angående sproget i "Aldrig så jeg så dejligt et bjerg" ved jeg, at der er nogen som syntes, det er lidt svært pga. af de lange sætninger og ikke så mange kommaer. Jeg syntes netop, at det sprog er med til at forstærke bogens insisterende tone, og pege på at det er livet som er på spil i bogen. Det er er ikke bare for sjov, at Allan drikker, men der er en grund.
Trods det, var der alligevel episoder i bogen som var så tragisk-komiske, at jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet. Jeg ved ikke om Robert Zola har tænkt dem sådan, da han skrev dem, men jeg syntes også, der er sarkasme og bid i bogen.
Glæder mig til at læse flere af jeres andres betragtninger, - og selvfølgelig også nogle kommentarer fra Robert, som har lovet snart at komme på banen i debatten.
Jeg har for længst afleveret bogen, men jeg synes der er kommet nogle gode fortolkninger. Allan prøver at blive en mønsterbryder, men det er svært. I et hæsblæsende tempo søger han at finde "livets mening", men der skrælles bare et nyt lag af og fortidens børnesange ruller som et tapet forbi og ind i ham og ud igen!!! Han har svært ved at leve i nutiden og søger, som det også er nævnt, måske tilbage til "barndommens tryghed"!!?? Bogen var svær at læse - uden punktum og var jeg bare lidt træt, så forsvandt ordene....
Michael kommer i sit indlæg ind på drømmen om Sara, som jeg oplever som meget bærende/styrende gennem det meste af romanen. Jeg tror Allan har en forestilling om, at var han dog bare blevet hos Sara – haft rygrad nok til at modstå den franske Celine, så var alt blevet anderledes og bedre. Selvom vi ret tidligt i romanen får historien om Sara på højskole og Allan, som halser efter hende, så tror - i hvert fald jeg et langt stykke af vejen på Allans forestilling om, at det er Sara, der er/var den rigtige for ham. Denne forestilling skyder Sara så ned med et pletskud, da hun henimod slutningen fortæller om, at det er på Allans mors opfordring, at hun opsøger ham – og IKKE fordi hun vil genoptage et allerede dødt forhold. – Der bliver det på den ene side rigtig svært for Allan, at den redningsplanke han hele tiden forestiller sig – er ikkeeksisterende . Men på den anden side, er det også et gevaldigt spark til at komme videre i sit liv. Stærkt fortalt – siger jeg bare. Mennesker af kød og blod som Michael også skriver. - Og jeg synes også, som Connie skriver i sit indlæg, at Lobbeks billede af at skrælle et løg er rammende. Også Allan skræller sit livsløg og finder, at Sara alligevel ikke er der – og til slut vil jeg give Lobbek ret i, at denne roman ikke skal læses i for små bidder, hvis læseren skal indfanges – men det gør den bestemt ikke mindre god snarere mere intens, at den kræver lidt fordybelse og koncentration.
Så er jeg også på banen med en kommentar til "Aldrig så jeg så dejligt et bjerg". Og lad mig slutte op i koret sammen med jer andre. Jeg syntes det var en god læseoplevelse. Og som Connie skrev, så blev jeg også lidt nostalgisk over nogle passager i bogen, da det også var på den tid jeg gik og var barn og ung, ganske som Allan gjorde.
Og så kan jeg godt li' den insisterende tone og sproget i bogen. Det er ikke ligegyldigt det som sker, og mennesker er ikke skabeloner, men ægte mennesker af kød og blod.
Der er jo rigtig mange ting at tage fat på i den. Og derfor glæder jeg mig også meget til på lørdag, hvor jeg skal interviewe Robert Zola på årets bogmesse i Forum i København. Det foregår klokken 14:00 i Litteratursiden stand (85). Og jeg skal selvfølgelig nok bringe nogle af de spørgsmål som I har skrevet her på siden med.
Måske nogle af jer har mulighed for at komme?
Noget af det jeg har tænkt vi skal snakke om er selvfølgelig Allan og hvorfor han er som han er. Hvorfor han ikke kan slippe drømmen om Sarah, hvorfor han drikker og hvorfor det går ham så dårligt.
Vi skal også snakke om det at være en mønsterbryder, at flytte sig fra et socialt lag til et andet, og hvilke konsekvenser og gevinster/tab det kan have. Noget jeg også håber vi kommer til at berøre her på siden.
Så jeg vender tilbage i næste uge med mere kommentar fra en fin læseoplevelse.
Jeg vil lige gøre jer opmærksom på at der på dr.dk / bogforum er mulighed for at vinde billetter til næste weekends arrangement i forum.
Hvis I stiller et ( intelligent ? ) spørgsmål der bliver udvalgt til brug ved forfatterens interview kl.11 på litt.sidens stand. er der vidst to billetter på højkant.
Vi ses nu ikke derinde i år, da jeg er forhindret , men jeg har alligevel omdirigeret mine spørgsmål fra et tidligere indlæg til denne side også, da forfatteren åbenbart lader vente på sig her .
Bendt spørger til hvorfor Allan drikker ( ligesom i Jeppe på bjerget ...,. Til det spørgsmål vil jeg tilslutte mig Ingers tolkning af drikkeriet, og iøvrigt syntes jeg det var et fint billede Lohbek kom med med de der løg / lagdeling.
Nu har jeg afleveret bogen, og har lidt svært ved at blive konkret, men jeg syntes nu den her hovedperson Allan , er lidt af et klynkehoved en gang imellem. Han kommer forhåbentlig videre , og ud af sin krise, eller tror i virkelig at hans skæbne er at ende på " bænken " ? Der findes da heldigvis også mønsterbrydere, der formår at komme videre, uden at hænge fast i gamle nedarvede mønstre. Hovedpersonen formåede da at tage en akademisk uddannelse, så der er da håb for at der er lidt viljestyrke i ham.
Så lykkedes det at få læst denne fine bog.
Havde lidt startvanskeligheder. Bogen kræver, at man kan læse længere stræk. Hvilket jeg ikke kunnr i starten. Men efter jeg havde læst de forrige indlæg, fik jeg lyst og tid til at gå videre. Og pist var den væk på en aften.
Lag på lag blotlagdes Allans liv. Som at skrælle et løg!
Jeg kan godt lide måden med de hvirvlende tankebaner og lynsnare skift til sidespor. Allan er vel depressiv, og måden hans tanker fyger af sted på, beskriver simpelthen fuldt ud(tilsigtet?), hvorledes tankerne hos en depressiv/presset i livet bare fræser af sted uden mål.
Allan bliver vel, i sin sidst beskrevne brandert, enig med sig selv om, at han ikke lige har været nogen succes, hverken hos kvinderne, i jobbet eller livet. Jeg tolker, at han vælger posen med guldøl til indtagelse på bænken og ind i evigheden. Men den står jo egentlig åben, altså slutningen.
Sangene, som refereres, oplever jeg, som noget trygt fra barndommen. Og "titelmelodien" synes jeg er genial. I hvertfald ud fra min tolkning. Sangen er jo opbygget i mange lag(løglag), og inderst finder man den lille dreng på (den bløde og trygge) puden (mors barm?). Den lille dreng er for mig Allan, og puden hans mors favn eller de kvinder, som han har forladt og er blevet forladt af.
Jeg kan kun bakke op om glæden i det genkendelige. Jeg synes forfatteren rammer tider, stemninger og følelser som er dybt genkendelige. Ikke kun fordi tiden matcher, men også fordi jeg selv "har været der".
En rigtig god men trist fortælling.
Jeg er helt enig med Connie om, at ”Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” er en positiv læseoplevelse. Jeg kan rigtig godt lide formen, som jeg oplever som en fortælling serveret på tre niveauer – nutiden – tiden med Céline og barndoms/ungdomserindringer. Jeg kan også godt lide, at det kræver lidt opmærksomhed af mig, som læser at holde niveauerne ud fra hinanden, - for så vanskeligt er det nu heller ikke. Jeg synes hurtigt jeg følte mig tryg i romanen også, når forfatteren stort set fletter de tre fortælleniveauer sammen indenfor bare en side. . og der er jeg da faktisk ret imponeret over forfatterens evner. Bendt spørger så hvorfor Allan drikker. Mit bud er, at han søger og søger efter ”indhold” i livet, og måske bliver han mere og mere skuffet jo ældre han bliver, og det ikke bare kommer til ham. Tomheden tager så indimellem over og kommer til at fylde for meget, så det kalder på stimulanser for at dulme smerten. Titlen, som jo også er en børnesang, kan være symbol på det gode liv – men det ligger langt ude i skoven – ergo Allan kan ikke se det???
Hvad siger I til sådan udlægning?
Ja, jeg er med på børnesangene. Jeg er født i 1948 (på landet på Fyn), så det er lidt før bogens årtier! Jeg var barn i 1950erne (kæft, trit og retning), ung i 1960erne (oprørets tid) og voksen senere. Så jeg kender både til sparsommelighed, den gamle skole og oprøret imod autoriteterne, men jeg skal indrømme at årtierne: 70erne, 80erne og 90erne og dette århundrede går mere i et!!!!!! Og så er jeg ikke københavner eller sjællænder med stort K eller S.
Ja, sådan er det jo med "minder". Jeg kan også godt lide børnesange, som klisteret i romanen og jeg havde dog svært som læser ved den hæsblæsende stil - uden punktum og komma. Ja, jeg er vel lærer!!! (med noder og unoder -og måske også røde streger, selv om jeg jo er præget af friskoletanken). Jeg har været lærer i diverse efterskoler, voksenskoler og friskoler hele mit liv og er nu på efterløn. Tilbage til romanen: Jeg har det lidt svært ved hovedpersonen: Hvad søger han??? Hvorfor er han rastløs og troløs? Og hvorfor driker Jeppe (nej Allan)??????
Hej alle medlemmer , redaktører og forfatter.
Først vil jeg skynde mig lidt at fortælle at jeg allerede har læst bogen, som jeg fandt underholdende og sjov, trods det ikke altid muntre indhold i hovedpersonens liv.
Jeg syntes du er god til at ramme plet i dine beskrivelser , og jeg kunne nikke genkendende til op til flere episoder når du beskrev tiden i 70èrne ( vi er nogenlunde jævnaldrene , så du fik også lige trykket på knappen med barndoms og ungdoms minder - tænk at vi er blevet så gamle, at vi kan begynde at tænke tilbage...).
Hvis jeg skal opsummere hvad jeg godt kan li`i din roman er det den fabulerende stil, hvor man som læser lige skal holde tungen lige i munden for at følge med - i løbet af et kapitel ,eller nogen gange bare på en side.
Når din beretning flyver frem og tilbage i tiden, så får du fortalt en hel masse på en komprimeret måde. Det kan jeg rigtig godt lide.
Og så den der geniale komposition med at lade historien blive bundet sammen af barndommens børnesange. Flot fundet på. Nå- hvad syntes I andre ?
Og så lige på falderebet - jeg skal aflevere bogen igen allerede d. 4. november , så jeg er nok mest aktiv i debatten her de næste par dage- men jeg er nød til at få afklaret hvor meget af hovedpersonen der er dig Robert Zola Christensen ?- og er det dine egne familiefotos der pryder bogens forside ?- og hvor kommer dit mellemnavn fra ? - det er vel næppe " Hurtig Carls bidrag ?
God læselyst til alle ønsker Connie
Jeg er godt begyndt med den nye bog og jeg glæder mig til debatten. Vi ses i november...
Ja, jeg er med igen i næste måned, men lægenoveller er vist ikke helt mig! Sorry. Jeg har læst et par stykker og kvaliteten er ret svingende. Jo, jeg morede mig også over Blendstrup, men sproget......!