Seneste kommentarer

  • ”Jeg kom til side 84. Så 1 time 14 minutter siden

    ”Jeg kom til side 84. Så stoppede jeg. Det gider jeg ikke bruge min tid på. Jeg forstår det ikke. Er det ment som  en provokation?”

    ”Jeg kom hele vejen igennem. Det er skrevet objektivt, og forfatteren tager ikke stilling. Hvad vil han mig?”

    ”Jeg kom til dag 3, og tænkte:  bliver det ikke bedre?”

    ”Hverdagen bliver beskrevet. Jeg tænker på Dan Turell og hans forhold til hverdagen. Jeg kan genkende mange ting. Jeg synes det er en rimelig beskrivelse af hverdagen, men det var en røvkedelig bog.”

    ”Jeg tvang mig selv til at læse 170 sider. De 14 sider med grævlingen og bjørnen var bedst”

    ”Spændende omslag. Pink Floyd – men han skriver ikke godt”

    ”Jeg skal! – livet er for pokker for kort til sådan en roman. Bare ord og ord uden substans og dybde.”

    ”Teksten fangede mig overhovedet ikke. Det er et trist billede”

    ”Trættende dialoger. Man ved ikke hvem der taler.” ”Skyggebjerg nedgør andre forfatterkolleger og især er han nedgørende overfor kvinder.”

    ”Har disse kvinder overhovedet noget at skrive om?”, - i Jacob Skyggebjergs optik, spurgte Morten. Vi kom også omkring sproget, og kredsede en lille smule om det religiøse aspekt uden dog at dykke helt ned i det.

    Vi diskuterede om forfatteren sad og morede sig over at det var lykkedes for ham overhovedet at blive nomineret med denne roman. ”Det er Kejserens Nye Klæder”, sagde en af deltagerne. ”Jeg overvejede at melde mig ud af DR-læseklubben. Jeg trænger til en pause fra pligtlæsningen”. Jeg kunne jo så berolige med at det også var slut på sæsonen for denne gang.  Ikke desto mindre havde vi en hyggelig eftermiddag med meget grin, rigtig god snak og rigtig god stemning.

    Alle disse citater fra læseklubbens snak vidner om en diskussion, som rent faktisk løftede romanen betydeligt undervejs.  Det er en gennemgående erfaring, jeg har gjort mig gennem flere års arbejde med læseklubber. En negativ opfattelse kan vendes til noget mere positivt ved at dele læseoplevelsen og snakke med andre om litteraturen.

    Vi valgte at give Ane Riel 1. pladsen. Ida Jessen fik 2. pladsen og 3. pladsen gik til Carsten Jensen. Der var meget tæt løb om 1. og 2. pladsen, kun én stemme skilte. Tak for en god DR-sæson. Vi glæder os til næste år.

  • Kære Hanne og I andre Jeg 1 dag 2 timer siden

    Kære Hanne og I andre

    Jeg lægger selvfølgelig et link til radioprogrammet ind her, når det er blevet sendt.

    God fornøjelse med debatten.

    Kærlig hilsen

    Emilie Fuglsang

  • Til Emilie Fuglsang   Jeg 1 dag 15 timer siden

    Til Emilie Fuglsang   Jeg håber, at du som sidst vil lægge linket til radioudsendelsen 

  • I Moritzen nævner Kvindernes 1 dag 16 timer siden

    I Moritzen nævner Kvindernes Decameron -   jeg går ud fra, at du tænker på den interessante roman af Julia Voznesenskaya med den titel ? Ja - der er ikke nogen sammenligning mulig - for Julias bog bliver man meget optaget af.

    Så spørger Jørgen Dissing om en roman ikke kunne være god, hvis der indtages diverse nydelsesesmidler på mange, mange sider. Jo, det kunne man da sagtens forestille sig. Denne her er det bare ikke. Man er totalt ligeglad.

    Så spørger du, om personerne skal være tiltalende -  jeg brugte et forkert adjektiv. Jeg mente ikke nødvendigvis tiltalende - men for mig fungerer det bedst med personer, man kan identificere sig med.

    Vi havde vores møde i Hellerup i dag. Vi fandt din sammenligning med ballonen glimrende. I vores bevidsthed er der også en helt flad ballon tilbage. Og  - som sikkert mange grupper gør, giver vi points fra 0 til 5. Vi var 8 -  og det blev til 7 nuller. Det har vi aldrig oplevet før.  Ordstyreren gav 1, fordi hun nu havde brugt så mange kræfter på at forstå det hele.

    Der var ingen i gruppen, som kunne forklare titlen. Hvis jeg overhovedet skal komme med et bud på den , må det være, at en eller anden i en gruppe forfattere har sagt - vi forfattere  - og en anden hånligt har svaret - hvad mener du med vi.

    Vores største forundring gik på, hvordan noget forlag har troet så meget på romanen, at de har udgivet den.

  • Så sluttede april og dermed 1 dag 19 timer siden

    Så sluttede april og dermed debatten om Ane Riel's roman, Harpiks. Tusind tak for alle bidrag og også en stor tak til Ane Riel for at bidrage med svar og kommentarer.

    God sommer

    Erling Lykke

    Aalborg Bibliotekerne

     

  • Jeg meldte mig som testlæser 1 dag 20 timer siden

    Jeg meldte mig som testlæser af bogen Film, frygt og propaganda af Paul Fischer, da jeg længe har været fascineret af det nordkoreanske styre, hvis ordet fascineret ellers er det rette ord at bruge i denne sammenhæng. Republikkens afhopperes umenneskelige skildringer af politistaten viser en tragisk side af Nordkorea.

    Min første tanke ud fra titlen Film, frygt og propaganda var, at bogen var en akademisk tilgang til koreansk filmteori, som det ville tage mig flere anstrengelser at komme igennem end afhopperberetningerne, hvor den menneskelige tragedie og overlevelseshistorien bærer læseren igennem. Jeg tog fejl og læste som en gal til sidste side fascineret af det personlige drama og styrets vanvittige ageren, som man kommer så tæt på, så man kan høre Den Kære Leders stemme og se hans ånde på sine briller.
    Handlingen i Fischers bog er centreret om det sydkoreanske filmpar Choi Eun-Hee og Shin Sang-Ok og er så spændende og overraskende, at man som med en vellykket thriller har vanskeligt ved at lægge bogen fra sig. Sproget er ligetil, og formidlingen sker igennem et både levende og meget overbevisende sprog. Da instruktøren Shin flytter fra sin kone Choi beskrives hendes oplevelse sådan: ”Choi var knust og ensom. Hun havde mistet sin mand, sin bedste ven og sin nærmeste kunstneriske samarbejdspartner. Hun kunne ikke sove. Hun røg meget. Hver aften drak hun sig i søvn. Op – nedturene var uudholdelige.” Vi kommer helt tæt på hovedpersonerne og forfatteren er gået utrolig langt for at give en så præcis og nærværende karakteristik af hovedpersonerne som muligt.
    Fischer skaber også spænding ved at foregribe begivenheder, enten ved varslinger sidst i kapitlerne, eller ved spring frem i tid lige i begyndelsen af et kapitel.

    Nordkorea beskrives ofte som verdens mest lukkede land. Det betyder, at ved skildringer af Nordkorea og Den Kære Leder bygger skildringerne enten på 1. Nordkoreas egen propaganda eller 2. på skildringer fra afhoppere, som er vanskelige at verificere, hvis man ønsker at forlade landet igen med livet i behold. Kløften imellem Nordkoreas egen beskrivelse og afhoppernes version er bred nok til at den burde optages i Guinness rekordbog, og derfor er det et problem, når man ikke har klar varedeklaration på bestemte passager i bogen. ”Den Øverste Leder [Kim Il-Sung, altså Kim Jong-Ils far] var ofte borte; han havde travlt med at opbygge en ny nation og – hvad Yura [Kim Jong-Il] ikke vidste noget om, men hvad der var smerteligt tydeligt for Jong-Suk [Kim Il-Sungs kone] – fylde sin fritid med mange yngre kvinder, som han var faldet for.” Tænker forfatteren sig her til konens følelsesliv eller er hendes tanker rent faktisk skildret i kilder; det finder vi aldrig ud af.
    Andetsteds beskriver Fischer Yuras (Kim Jong-ils) "vanskelige opførsel som ung mand", men hvor ved vi fra, hvordan han rent faktisk var som ung? Hvad fortællingen mangler i kildepræcision vinder den til gengæld i dramatik og vellykket sprog. Ingen lange fodnoter, selvom det ind i mellem havde været rart at vide, hvor informationerne om det lukkede lands ledere præcis kommer fra.

  • Majmåneds Tænkepause om 1 dag 21 timer siden

    Majmåneds Tænkepause om "Overvågning" giver med det samme en masse at tænke nærmere over! For overvågning er jo alle steder og ikke mindst ved  det, man kan kalde digitale fodspor, som vi jo  dagligt efterlader på nettet. Så et spørgsmål er jo nærliggende: Kan vi overhovedet undgå overvågning, hvis vi vil leve i et moderne samfund?

     

  • Hej Og velkommen til månedens 2 dage 1 time siden

    Hej

    Og velkommen til månedens bog i maj - et par dage for sent, som følge af 1. maj :-)

    Den næste måneds tid skal vi leve os ind i Jacob Skyggebjergs univers - og det glæder jeg mig rigtig meget til! 

    Det er for mig at se en roman, man ikke må læse som man læser andre romaner - og det er netop dens store fortjeneste. Som jeg har skrevet i en anmeldese af bogen, så ligner romanen:

    "...på en måde en ballon, som Skyggebjerg tager frem, lille og flad. Stille og roligt puster han den op med rigtige mennesker og ting der sker. Så slipper munden ballonåbningen og luften fiser stille og roligt ud igen - og med den bogens syv kvinder. Så, nu er ballonen igen lille og flad, som da vi begyndte, og dens hovedpersoner frie til at leve deres forskellige liv videre."

    Jeg medgiver at det kan være vanskeligt at læse en roman uden et aktivt og holdningspåduttende jeg, men jeg synes vi skal forsøge; gribe romanen som et indblik i en mulig virkelighed uden en "Jørgen Leth"-agtigt kommentator der så gerne vil forklare det hele for os :) For se - så bliver det simpelthen så fin en bog....

    Jeg kan se at I allerede har været i gang herinde - og det er jo skønt med entusiasme. Dog synes jeg at I er lidt unuancerede og ukonkrete i jeres kritik - men men men fedt med svedsken på disken, så vi har noget at diskutere! :-)

    Hanne: Kan en bog ikke være god selvom der "drikkes, ryges, spises, indtages stoffer, bages" på mange af siderne?

    Hanne: Hvorfor er det nødvendigt at personerne er tiltalende for at en bog bliver god?

    Inge Marie: Hvorfor mener du at bogen nedgør sine kvinder?

    Inge Marie: Hvad mener du med: "udflydende ordstrøm uden klar personsubstans"?

    Selvom forsiden kunne se sådan ud, så mener jeg bestemt ikke at Jacob Skyggebjerg har korsfæstet sig selv som forfatter ved at skrive en kollektivroman om syv kvinder. Jeg mener det kræver mod at turde at skrive så usædvanlig en roman - og jeg tror at forsiden blandt andet henviser til at han måske har haft en fornemmelse af at han nok ville blive korsfæstet af anmeldere og andre almindelige læsere.

    Kom så folks, skyd mig :)

     

  • Så er der taget hul på maj 2 dage 3 timer siden

    Så er der taget hul på maj måned og det med dejligt forårsvejr: sol og tocifrede temperaturer – dejligt.

    Maj måneds roman ”Mado” skrevet af Hanne Højgaad Viemose og udgivet på Basilisk i 2015. Det eksemplar jeg her sidder med i hånden er utrolig flot udstyret med kraftige blanke sider og flotte fotos som indledning til hvert kapitel. Det er en virkelig flot udgivelse.

    Det er bestemt ikke noget must at læse forfatterens tidligere udgivelse ”Hannah”, før man som læser giver sig i kast med ”Mado”. Når det så er sagt, vil jeg alligevel anbefale ”Hannah”, som gjorde et stort indtryk på mig, da jeg læste den for nogle måneder side.   

    Jeg glæder mig til at høre, hvad I synes om romanen, der bl.a. fik masser af anmelderros (Mikkel Krause Frantzen) i Politiken, fem ud af seks hjerter til historien om kvinden der vil undersøge om mennesket er hest. Romanen er rigeligt optaget af det udtrådte, sorgfulde og angstfulde der i forfatterens udlægning bliver både festligt og livsbekræftende, kærligt og sjovt. Anmelderen kalder det ligefrem en slags trodsig hyldest til livet.

    Hvad skal vi som læsere sige til et så flot skudsmål ???

  • Jeg kan kun tilslutte mig. 2 dage 16 timer siden

    Jeg kan kun tilslutte mig.  Ualmindelig dårlig roman. Jeg vil vædde på, at hvis man slår et tilfældigt sted op, vil der enten drikkes, ryges, spises, indtages stoffer, bages eller forberedes en sådan altivitet. Too much !!!!!

    Ikke en eneste tiltalende person.

    Og hvordan skal vi forstå titlen?

    Nu har vi haft fire fortræffelige romaner. Ak at vi så skal slutte med sådan en nitte.  AK  AK

  • Ja, min læsegruppe grinede 2 dage 21 timer siden

    Ja, min læsegruppe grinede ikke. Vi var helt enige: elendig bog og nedgørende af kvinder. Indledningsafsnittene med præsentaion af kvindene og de hjemvendtes historier kunne have været mere end 0 - 2 point, men de holdt ikke med det tunge og intetsigende ophold i Vikøbing. Min skuffelse var total, jeg havde, da jeg hørte om konceptet med forfattere i flok, der skulle udveksle historier sat min erindring på en ny Kvindernes Decameron. Og så fik jeg en udflydende ordstrøm uden klar personsubstans.

  • Søndagslæsegruppen i 2 dage 21 timer siden

    Søndagslæsegruppen i Svendborg har er i dag blevet enige om deres 3 indstillinger til årets romanpris.
    Carsten Jensen.
    Anne Riel.
    Ida Jessen.
    Bred enighed, også om, at de 6 bøger i år havde været mere interessante og tankeigangsættende end i flere af de foregående år.

  • Kan fuldt ud tilslutte  mig 3 dage 1 time siden

    Kan fuldt ud tilslutte  mig  ordene i det første indlæg her i debatten af FILM frygt og progaganda 

    "Det er fængslende læsning om fra og om et land, der - for nu at udtrykke det mildt - ikke følger gængse demokratiske principper og traditioner. "
    Det kan stadig undre mig enormt  både før under og efter læsningen af  Paul Fischers bog , at Nordkoreas ledere kan holde landet i et fortsat jerngreb og udelukke alle andre informationer fra Vesten, samtidig med ,at de selv  naturligvis er fuldt informeret om Vesten og her den vestlige filmindustri og film.
    Og så den kæmpe rigdom på få hænder.  Et sted bliver der beskrevet Jong-Ils  24 residener  bygget fra 1979 med et beløb på 3 milliarder dollars, residenser som blev bygget til "hans nydelse og hobby". 
     

     

     

     

  • Jeg har ikke noget nyt at 4 dage 21 timer siden

    Jeg har ikke noget nyt at tilføje debatten, men vil sige ligesom "Ålen" fra Zentropa. ( efter hukommelse fra et interview i Politikken den anden uge.)
    "Læs den , det er en god bog"
    -og som læserne i dette forum også har givet udtryk for , er det netop en af den slags bøger der giver plads til mange overvejelser og tanker også efter endt læsning.
    Bravo !

  • Jeg læste bogen lige den var 5 dage 15 timer siden

    Jeg læste bogen lige den var udkommet, så det kan godt være, at der er smuttet et par detaljer. Det der greb mig hele person galleriet, sproget, og ikke mindst til groteske og det morsomme. Jeg har været mest optaget af Liv. Årsagen til Maria og Jens's liv går som det går, kan man nok finde mange steder. Og det er jo personer, som også findes i virkeligheden. Men for at få personen Liv, er det den perfekte baggrund for at romanen kan tage form. Liv er jo lydige pige, som retter sig efter de normer, som familien har, og hun har ingen forudsætninger for at sige, at det er forkert, og hun elsker jo sine forældre.
    For Liv er døden lige så naturlig som fødslen. For hende og Jens er der liv overalt, og alt dør på et tidspunkt.
    Hele romanen glimrer iøvrigt ved (næsten) et fravær af myndighedspersoner. Der er lige postbudet, men han er drevet af nysgerrighed.
    Jeg tror LIV VIL, meget hurtigt tilpasse sig en ny tilværelse, men med sin opvækst/normer i baghovedet. Man aner det allerede, når hun omtaler "myndighederne" som damen med navnesklitet, som slet ikke har opdaget det hele. Jeg tror hun har fået en god ven i Roald, og det på en eller anden måde vil knytte dem sammen.
    Tilsidst tror jeg, at hun om nogle år, vil sætte sig ned og skrive en roman om sine opvækst på Hovedet.

  • Tak for dit indlæg Poul Erik. 5 dage 22 timer siden

    Tak for dit indlæg Poul Erik. Jeg kan sagtens sætte mig ind i dine tanker om bogens titel i stedet kunne være: Krigen har også et kvindeligt ansigt – eller: Krigen har ikke et mandligt ansigt. Det er for mig afhængig af, hvordan og hvor bogstaveligt man opfatter titlen. Jeg tænker det som et billede på, som du også nævner i dit indlæg, det faktum at kvinder bliver delingsførere til nogle mænds overraskelse, at der ikke er krigsmateriel beregnet på kvinder, at de ikke altid er velkomne, at de ikke i deres fortællinger udelukkende optræder som helte med heltegerninger – altså på den måde, som der ifølge forfatteren helst skal fortælles om den sovjetiske deltagelse, hvis censuren får lov at bestemme.

    At kvinderne er så ivrige for at deltage, ser jeg som et resultat af deres liv som et røde ideologiske mennesker, som også du nævner, at troen på Stalin er stor og ikke mindre fra et kvindeligt perspektiv.

    Men du har naturligvis ret, at det ikke kun er mændene der beskrives med følelser – heldigvis – det giver i mine øjne et løft til værket op over det kønsspecifikke, som man muligvis som mand ikke kan undgå at føle sig ramt af.  

    Men jeg satte også pris på, at der, som du nævner, indimellem alt det grusomme dukker kærlighed og varme frem. Det er godt for de mennesker, det handler om, men også godt for læseren, der sidder med værket i skødet

  • Kære alle! Hvis I allerede nu 1 uge 1 minut siden

    Kære alle! Hvis I allerede nu har spørgsmål til Jacob Skyggebjergs 'Hvad mener du med vi', som vi debatterer i maj, så må I meget gerne sende dem her eller skrive dem til bogklub@dr.dk. Helle Solvang skal nemlig interviewe Jacob Skyggebjerg i næste uge og vil selvfølgelig gerne have læserspørgsmål med!

    Kærlig hilsen
    Emilie Fuglsang

    DR Læseklubberne 

  • Nogen gange kan Tænkepauserne 1 uge 3 timer siden

    Nogen gange kan Tænkepauserne være lidt svære at diskutere
    direkte , fordi de jo også er skrevet med en masse facts , men så kan de danne et udgangspunkt for en videre debat / snak .
    Og ja jeg savner også "Fremmedsprogslæring", men tænker alt
    kan jo ikke være med . Hans afsnit om kønsforskelle i sprog er interessant , men det lyder for mig noget mærkeligt , at forfatteren udfra facebookundersøgelser i U.s.a , der viser, at kvinder har en større tendens til at bruge førstepersons stedord end mænd , så begynder at skrive om en måske sammenhæng med kvinders større hyppighed af depression end mænd - ja det forstår jeg ikke lige !

  • Jeg har de sidste tre dage 1 uge 12 timer siden

    Jeg har de sidste tre dage lyttet til Carsten Jensens bog: Den første sten. Oplæst af Lars Mikkelsen.
    For mig en fantastisk bog, om en mandeverden/kvindeverdens psykologiske skæbner, jeg ikke i mit private liv har kendskab til. Jeg har læst: Den stjålne vej og Kvindernes krig, af Anne-Cathrine Riebnitzsky, de supplerer alle disse fantastiske kulturelle forskelle, som for mig er næsten ufattelige.
    En fantastisk oplæser, en fantastisk roman.

  • Tak 1 uge 12 timer siden

    Tak

  • Under læsningen af "Krigen 1 uge 1 dag siden

    Under læsningen af "Krigen har ikke et kvindeligt ansigt" tænkte jeg ofte, om "ikke" burde skiftes ud med "også". Eller måske kunne man ligeså godt sige at krigen har ikke et mandligt ansigt. Bogens mange udsagn fra kvinder, der har deltaget i den sovjettiske krig viser, hvor forfærdelig krigen er. Men også, hvor meget mennesker kan udsættes for uden at bukke under. Der kan samles lig af unge drenge, men der reageres først med stilhed, da en ung pige findes død mellem alle de andre. Liigesom i filmen "Sauls søn", hvor den døde dreng får Saul til at reagere.Kvinderne må i stort omfang underkaste sig mændenes styring, men der er også kvinder der bliver delingsførere til nogle mænds overraskelse. Det kan undre, at de unge kvinder higer efter at komme med i krigen, selv om det går ud over forholdet til de nærmeste og at selv børn forlades. I en skildring beskrives det, at krigen gav sammenhold, godhed og varme. Måske er det derfor at sammenholdet ved genopbygningen efter er så stor, at den fattige kvinde ofrer sit eneste eje - en høne - for at bidrage til genopbygningen. Troen på Stalin var åbenbart stor. Der siges i dag, at de kvindelige soldater  på de danske kaserner også giver en anden tone end, da der kun var mænd. Det gennemsyrer også flere af bogens beretninger, at kvinderne ændrer tonen. Men at det alligevel mest er mændenes krig ser man, når der skal deles medaljer ud. Og først længe efter krigen kommer de kvindelige beretninger fra de kvinder, der ydede ligeså meget som soldat. Mange af beretningerne er næsten ubærlige. Alle de nære døde og mødet med børn, der ikke kan kende mødre, som har deltaget i krigen - og kommer hjem i mandligt soldatertøj. Jeg tror, at man skal genlæse denne bog med nogle få beskrivelser ad gangen og der vil opleve endnu mere og i nogle tilfælde undre sig over nogle af udsagnene. F.eks. at det skulle være nemmere for en mand at deltage i krigens rædsler. Det skal dog ikke skygge for al den megen livsvisdom, der gemmer sig i bogen. Hver enkelt kvinde har sit synsfelt i krigen. I krigen er man halvt menneske halvt dyr står der et sted. Men det er ikke kun kvinderne, der skildres med følelser. Døden er frygtelig i krigen. En mand viser sine følelser og nægter at skyde. Han bliver derfor selv skudt. Men mellem alt det grusomme dukker der også kærlighed og varme frem.

  • Ja, den er også en af mine 1 uge 1 dag siden

    Ja, den er også en af mine favoritbøger. Også til at vinde dette års pris. Jeg har også et ambivalent forhold/indstilling til de mange dødsfald. Jeg har en indre ide om, at det er ligeså meget symbolske dødsfald. Dødsfaldene eksskalerer handlingen.
    Men bogens favoritstilling ville være dybt truet, hvis en anden bog om et tilnærmelsesvis ensartet tema var med. Så når I er færdige med at nyde Harpiks så læs: RUM af Emma Donoghue.
    Jeg ved ikke, om forfatteren til Harpiks har kendt RUM, men der er tema i synsvinklen for LIV, der ligger på linie.

  • Ja -  HelleQ - jeg synes også 1 uge 1 dag siden

    Ja -  HelleQ - jeg synes også det er et meget afgørende øjeblik i romanen - da han ikke fortæller Maria sandheden om, hvordan Carl dør. Og det er mærkeligt, at han ikke gør det, for hun ville bestemt have forstået det og tilgivet det. Alting var lidt sært indtil da - men det er, somom lavinen begynder at skride derfra  

    Man havde jo funderet på, hvad der var sket, og fra det øjeblik man hører/ser sandheden, får man en meget stærk AHA-fornemmelse. Det er noget af det, der gør denne her roman helt speciel og dyrebar !!!!!

  •  Jeg tænkte meget på, 1 uge 1 dag siden

     Jeg tænkte meget på, hvorvidt Maria havde støttet Jens, hvis hun havde vidst hvorfor Carl døde... Og om hele historien i så fald havde været anderledes.

  • Hvor sjovt. Ville ønske min 1 uge 2 dage siden

    Hvor sjovt. Ville ønske min mor havde lært mig det! Jeg vil bestemt gøre det fra nu af og håbe det hjælper på figuren.