Seneste kommentarer

  • Hans-Jørgen scHanz frihed 4 uger 15 timer siden

    Hans-Jørgen scHanz

    frihed


    n

    se

    pau

    ke

    ..................

    r

    Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

    FRIHED

    Tænkepauser 1
    FRIHED af Hans-Jørgen Schanz

    Tænkepauser 2
    NETVÆRK af Jens Mogens Olesen

    Tænkepauser 3
    MONSTRE af Mathias Clasen

    Tænkepauser 4
    TILLID af Gert Tinggaard Svendsen

    Tænkepauser 5
    LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen

    Tænkepauser 6
    FJENDSKAB af Mikkel Thorup

    Se mere på www.tænkepauser.dk
    Her finder du også gratis lydbøger

    KE

    PA

    SE

    R

    HANS-JØRGEN SCHANZ

    frihed

    TÆN

    KE

    PAU

    SE

    R

    FRIHED

    Tænkepauser 1
    © Hans-Jørgen Schanz og
    Aarhus Universitetsforlag 2012
    Omslag og tilrettelægning: Trefold
    Ebogsproduktion: Narayana Press, Gylling

    ISBN 9788771242775

    Tænkepauser

    – viden til hverdagen
    af topforskere fra
    Diskuter bogen på litteratursiden.dk,
    og find mere materiale på

    dr.dk/taenkepauser

    INDHOLD

    FANDENS

    TIL

    FRIHEDER

    6

    FRIHED

    OG

    MENNESKET

    13

    FRIHED

    OG

    VESTEN

    20

    FRIHED,

    LIGHED

    OG

    BRODERSKAB?

    37

    FRIHED

    I

    FARE

    46

    KERNEFRI

    FRIHED

    58

    FANDENS
    TIL
    FRIHEDER

    FRIHED OVERALT: VARM LUFT

    Frihedsminister – det udråbte Venstres Søren Pind sig
    selv til, da han i 2010 overtog det danske udvik lingsministerium.
    Den liberale revolution udeblev dog: Allerede
    året efter blev han fristillet som minister, da den nye
    regering tiltrådte. Men Pinds frie brug af sproget er sigende
    og vidner om, at der tilsyneladende ikke er nogen
    grænser for, hvad ordene fri og frihed kan betyde. Tænk
    på ytringsfrihed, frimærker, friskoler, frie oplysningsforbund,
    forsamlingsfrihed, frie købmænd, frisindede,
    Danmarks Frihedsråd, fribyttere, fri markedsøkonomi,
    frivillige, fri sex, frihandel, fri hash, ”Kvinder for frihed”,
    ”Frihed, lighed og broderskab”, ”Fri hastighed for frie
    mennesker”, ”den frie verdens kamp mod terrorisme”,
    fritgående høns og frikadeller!

    Vesten er ramt af en veritabel frihedsbesættelse, og
    adjektivet fri og substantivet frihed cirkulerer nu i et
    omfang, som aldrig før er set. Gøgleren Erik Clausen
    har lavet en sang om frihed, hvor det lyder: ”O frihed,
    o friheden flyver, som svalerne højt i det blå, o frihed, o
    friheden flyver, dig helst på jorden vi så” – og dét ønske
    er tilsyneladende blevet opfyldt, for frihedsbesværgelser,

    frihedskrav og vel også frihed er ankommet til jorden,
    så man kan blive helt svimmel. Frihed er blevet en
    fetich, og det er faktisk for meget, for betydningen bliver
    upræcis: Historiens sammenhænge og forskelle drukner i
    tidens intense dyrkelse af fænomenet.
    upræcis: Historiens sammenhænge og forskelle drukner i
    tidens intense dyrkelse af fænomenet.

    Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein sagde
    engang, at ord kunne blive så slidte, at de burde sendes
    til rensning. Efter denne kunne man så se, om der overhovedet
    var noget tilbage. I dag, hvor brugen af frihed
    og frit er svulmet op som en ballon, der er ved at eksplodere,
    skulle vi måske følge Wittgensteins anvisning
    og aflevere ordet ink lusive dets familiemedlemmer hos
    renseriet. Det gør jeg i denne lille bog. Jeg vil skure mudderet
    af de værste misforståelser og dybderense begreberne,
    så du kan se, hvordan Vestens moderne politiske
    frihed opstod. Undervejs vil friheden miste sin uskyld
    eller dén naturlige, ukomplicerede sammenhæng med
    demokrati, lighed, kristendom, modernitet, frigørelse og
    liberalisme, som begrebet så ofte udsmykkes med i dag.
    Historien er meget mere grum og mangfoldig, og måske
    kan dét minde os om, at frihed kræver omtanke frem for
    ureflekteret forgudelse. Vores dyrkelse af frihed er blevet
    så unuanceret, at de politiske frihedsslogans næsten uændret
    kan overtages af rek lamebranchen: ”Hår for Livet
    er en unik hårrevolution, som kan bruges af både mænd
    og kvinder i alle aldre. Det er et hårsystem, der giver
    dig frihed til at vælge. Og frihed til at være den, du er”.
    Hvordan skal det blive et godt udgangspunkt for dialog

    med andre kulturer, der ikke har den frihed, vi synes, de
    fortjener?

    Til en begyndelse vil jeg tage livet af en helt grundlæggende
    misforståelse: at frihed skulle have en særlig
    essens, som vi kan grave os frem til med f.eks. filosofiens
    eller lingvistikkens skovle.

    ILLUSIONEN OM FRIHED

    At ordet frihed har en entydig kernebetydning, er intet
    mindre end en illusion – og en meget udbredt en af
    slagsen. Vi kan ikke udpege nogen fællesnævner for alle
    de forskellige former for frihed, der findes, begreberne
    kan ikke koges rene for overflødig merbetydning, så vi
    står tilbage med frihedens rene skelet. Frihed har ingen
    statisk urkerne, ordets betydning er derimod dynamisk
    og givet med den skiftende brug, man gør af det i
    sproget. Sprogfilosoffer har vidst det længe, men deres
    budskab er åbenbart ikke nået frem til dagens politiske
    arena, hvor det unægtelig lyder, som om frihed er en
    k lart afgrænselig, identificerbar idé, der baseres på et
    strengt begreb.

    Når illusionen har en sådan kraft, er det nok, fordi én
    form for frihed dominerer i en grad, så den skygger for,
    at der findes andre. Når vi helt generelt taler om frihed,
    tænker vi næsten altid på Vestens moderne politiske frihed,
    hvor ikke mindst ytringsfrihed, personlig frihed og
    demokrati er centrale elementer. Det betyder dog netop
    ikke, at alle andre måder at bruge ordet på låner indhold

    fra det politiske felt. Lige så lidt som den politiske brug
    kan indordnes andre frihedsfelter som f.eks. økonomisk
    frihed, religiøs frihed, forskningsfrihed, kunstnerisk
    frihed eller – you name it. Fri sex har ikke noget med
    ytringsfrihed at gøre.

    Det er altså ikke sådan, at forskellige brug af ordet
    frihed blot er variationer over en mere dybtliggende
    betydning. Sprogbrugen skal tages alvorligt i hvert enkelt
    tilfælde som noget i sin egen ret. Den gode Wittgenstein
    beskrev allerede i 1930’erne og 1940’erne dét, han kaldte
    sprogspil, og han gjorde det k lart, at ords betydning er
    noget, der opstår mellem mennesker og ændres, alt efter
    den kontekst kommunikationens sprogspil fungerer i.
    Det gælder også frihed, som både favner ”Frihed forpligter”
    og ”Starfashion: frihed til at være den, du er”.

    Også sproghistorisk kan vi se på mikroniveau, at
    forestillingen om en oprindelig betydning er illusorisk.
    Skolebogens ordk lasser dikterer, at frihed er et kerneord,
    hvoraf der findes diverse afledte former, men historien
    fortæller faktisk noget andet. I lang tid før nogen begyndte
    at bruge ordet frihed, har mennesker talt vidt og
    bredt om, at noget var frit. Det gælder for småbørn, når
    de lærer sprog, men også generelt for menneskeheden i
    dens historiske udvikling: Den adjektiviske brug af ord
    er hyppigere og kommer længe før den substantiviske.
    ”Kaninen løb frit omkring” før ”danskerne fik friheden
    efter den tyske besættelse”!

    SPROGETS FRIE KAOS?

    Det er en meningsløs ørkenvandring at søge efter en
    fast, entydig og velafgrænset kernebetydning for et ord
    som frihed, der har en alenlang historie og bruges på så
    mange forskellige måder i dagligsproget – som det er
    typisk for ord, der ikke refererer til ting, men til handlinger
    og adfærd, psykiske tilstande og valgsituationer. Men
    det betyder ikke, at alt er ubeskriveligt kaos i sproget.
    Dels kan sprogspil sagtens beskrives og afgrænses; de
    færreste vil tage fejl af den frihed, Søren Pind talte om,
    og den frihed, en fritgående høne nyder godt af. Og dels
    er der andre ord, som er lettere at holde fast, især hvis de
    kun optræder i bestemte sammenhænge. Det kan godt
    være, det mest er filosoffer, der ved, hvad ”syntetiske a
    posteriori-domme” er, mens fysikere har tjek på ord som
    ”Tjerenkov-stråling”, men betydningen er k lart afgrænset
    inden for fagområdernes sprogspil.

    Sproget er heller ikke en legeplads for den enkeltes
    mere eller mindre skøre ideer om, hvad ord betyder. Vi
    kan ikke bare selv blande kortene til sprogspillet, som
    det passer os, og indføre nye konventioner for, hvad
    frihed betyder. Den slags sker mellem mennesker og
    over tid. Som du skal se i bogen her, har ordet frihed
    siden antikken haft mange forskellige betydninger, men
    de opstår ikke ud af det blå og ændrer sig i samspil med
    samfundets udvik ling.

    Hvis man havde tid og hænder nok, kunne det måske
    principielt godt lade sig gøre at tegne et kort over alle de
    forskellige betydninger af frihed på et givent tidspunkt.

    Især hvis man kunne fryse tiden samtidig, for sproget
    står jo ikke stille, mens vi arbejder med det. Alle de
    forskellige former for frihed indgår i et netværk: Én brug
    af frihed (a) ligner på nogle måder en anden (b), der igen
    på visse punkter ligner en tredje (c), men ikke nødvendigvis
    a. Forbindelserne er forskudte – a og c er således
    ikke direkte forbundne, men ”tilhører” stadig det samme
    overordnede, brogede felt omkring brugen af ordet
    frihed. Wittgenstein kaldte disse forskudte forbindelser
    for familieligheder. Et sådant kort over frihedsfamiliens
    netværk ville dog være så stort, omfattende og forgrenet,
    at projektets værdi er mere end tvivlsom. Et kort skal
    give overblik – det ville ikke blive tilfældet.

    Wittgenstein har fat i den lange ende, men det ser
    ikke rigtig ud til at slå igennem i hverdagslige sammenhænge.
    Det kan skyldes, at tanken om ord som udtryk
    for bagvedliggende ideer er dybt forankret i vores kultur.
    Vi antager, at frihed har en essens, fordi vi gennem
    tusinder af år har lært at opfatte sprog på denne forkerte
    måde. Selv om videnskaben i det 20. århundrede har gennemgået
    et såkaldt linguistic turn – hvor ny indsigt i sproget
    blev bærende for en lang række videnskabsgrene – er
    der åbenbart lang vej endnu. Vi finder ondets rod tilbage i
    antikken, og lad mig begynde med at ryste helgenstatuen
    af den store græske filosof Platon en lille smule.

    FILOSOFIEN OPSTOD VED EN FEJL

    Platons betydning for filosofien kan ikke overvurderes. I
    en vis forstand grundlagde han den genre eller disciplin,

    vi kalder filosofi. Men han lå i ganske omfattende grad
    under for just illusionen om, at et ords betydning hentes
    og skabes i kraft af underliggende entydige kernebestemmelser
    – dem kaldte han ideerne. Sat på spidsen: Den filosofiske
    traditions grundlæggelse skyldes en fejltagelse!
    vi kalder filosofi. Men han lå i ganske omfattende grad
    under for just illusionen om, at et ords betydning hentes
    og skabes i kraft af underliggende entydige kernebestemmelser
    – dem kaldte han ideerne. Sat på spidsen: Den filosofiske
    traditions grundlæggelse skyldes en fejltagelse!

    Selv om filosofien har sine frihedsdiskussioner, er
    det derfor ikke sådan, at filosofferne har noget patent
    på at beskrive, hvad frihed er. Den filosofiske tradition
    har selvfølgelig sine egne sprogspil – og de er ofte værd
    at lytte til – sådan som man gør, når man slår op i et
    leksikon og søger oplysninger om f.eks. frihed. Næsten
    altid henvises man til frihedens skiftende positioner i filosofiens
    historie. Ordet frihed findes dog stort set inden
    for alle akademiske grene såsom samfundsvidenskab,
    idéhistorie, jura, teologi og endog naturvidenskab, hvor
    atomfysikken f.eks. opererer med ”asymptotisk frihed”
    for visse nuk leare partik ler. For slet ikke at tale om de
    sprogbrug, som findes hinsides – eller rettere før – de videnskabelige,
    nemlig den helt elementære omgang med
    ordet frihed i hverdagen. I dagligsproget er brugen hyppigst
    og den betydningsmæssige spændvidde størst; vi
    kan både tale om, at ”børnene fik fri fra skole på grund
    af snevejret” og at ”ministeren tog sig den frihed at holde
    fri fra sit frihedsministerium, da han gik på bar”.

    Når vi nu skal se på frihedens mange former, er
    filosofien altså langtfra den eneste videnskilde, der risler.
    Men lad os alligevel begynde med et spørgsmål, filosofien
    har gode muligheder for at svare fornuftigt på: Hvad har
    mennesket som sådan og frihed med hinanden at gøre?

    FRIHED
    OG
    MENNESKET

    FRIE FLODER VS. MENNESKELIG FRIHED

    Frihed er ikke mystisk og forvirrende for os, når vi
    bruger ordet til hverdag. Sprogets frie kaos er ikke mere
    vildt, end at vi til daglig forstår hinanden forbavsende
    godt, og at sprogspil kan beskrives. Langt værre er det,
    hvis vi begynder at overveje betydningerne generelt og
    frigør dem fra den sproglige praksis i bestemte situationer.
    Hører vi f.eks. en dommer sige: ”De kan nu forlade
    retten som en fri mand”, så ved vi straks, at den ank lagede
    er fri og ikke længere underlagt retssystemets undersøgelse
    af, om han er skyldig i ank lagen. Men hvis vi
    overvejer, hvad det egentlig vil sige at være en fri mand

    – sådan helt generelt – så tårner spørgsmålene sig op.
    De egentlige problemer indfinder sig først, når vi
    har med menneskelig frihed at gøre. Mennesket har en
    særstilling i forhold til såvel døde ting som andre levende
    væsener – Gud ser vi bort fra her. Faktisk er det let at
    mærke på sproget, at der er noget særligt på færde med
    mennesker og frihed. Når vi taler om død natur som
    f.eks. en flod, vægrer vi os ved at tale om frihed, men
    bruger hellere den adjektiviske form af ordet: ”Floden
    løb frit, før dæmningen blev bygget”. Frihed har deri

    mod noget at gøre med levende væsener, der i sig selv
    har kraften til bevægelse eller forandring. Det har både
    dyr og mennesker, men der er alligevel vigtige forskelle.
    Dyrs frihed angår ligesom flodens primært dét at være fri
    for trusler og blokeringer, mens menneskets frihed har
    to yderligere dimensioner. Mennesket kan for det første
    handle frit, uden at det har med begrænsninger at gøre.
    Det skaber en helt anden sammenhæng mellem frihed,
    forandring og fremtidsvisioner, end vi finder hos dyrene.
    Og for det andet kan mennesket forholde sig til selve dét,
    at det har frihed, og det er af helt afgørende betydning.

    FRIHED FINDES I SPROGET

    En sten kan være i frit fald, en flod kan flyde frit, en høne
    kan være fritgående, og en hest kan have frihed, hvis den
    lever vildt. Men ingen af naturens øvrige fænomener
    har som mennesket frihedsbevidsthed – bevidsthed om at
    være eller at kunne være fri. Frihedsbevidstheden er en
    helt central del af den menneskelige frihed, den er ikke
    bare et vedhæng til frihed, men ofte betingelsen for, at
    der i det hele taget kan tales om frihed. Derfor er det kun
    mennesker, som i strengere forstand kan have frihed.

    Hvor kommer frihedsbevidstheden så fra? Den har
    vi, fordi vi er sproglige væsener og derfor kan træde på
    en vis afstand af vores egen adfærd; vi kan reflektere
    over meget komplekse fænomener – som f.eks. frihed.
    Sproget gør, at vi ikke bare som dyrene handler i verden,
    men også samtidig kan forholde os til, at vi gør det, og
    det giver vores frihed en radikalt anden karakter. Men

    nesket er det eneste væsen, der ikke bare har bevidsthed,
    men selvbevidsthed, hvor både bevidstheden og selvbevidstheden
    er sprogligt formidlet. Det kan godt være, at
    en fattig afghansk pige ikke reflekterer ret meget over
    frihed, men har mere travlt med at overleve Talebans
    tyranni, men hun har principielt evnen til at udfolde
    frihedsbevidsthed – fordi hun er et menneske med sprog.

    Sproget giver også den menneskelige frihed en særlig
    form for tidslighed, der er væsentlig for frihedsbevidstheden.
    Et menneske kan fortælle om sin oldefars oplevelser
    og handlinger under Første Verdenskrig – det kan en
    kanin ikke. Ingen andre levende væsener har historisk
    bevidsthed eller erindring. Via mundtlige og skriftlige
    overleveringer sætter mennesket sig i forhold til fortidens
    problemer og hændelser, og for fænomenet frihed betyder
    det, at vores bevidsthed om det principielt strækker
    sig langt ud over samtiden. Vi kan forholde os til, at hvad
    der lægges i frihed, skifter historisk, f.eks. ved at undersøge,
    hvad tidligere generationer har ment, når de talte
    og skrev om frihed. Erindringen overskrider i kraft af
    sproget det enkelte væsens livsforløb og livserfaring; det
    er noget af det, som indfanges af, hvad vi kalder historie.

    FRIHED ER ALLE VEGNE

    – MELLEM MENNESKER
    Menneskelig frihed er altså noget særligt. Og frihed er
    særlig vigtigt for mennesket, især i den vestlige verden:
    Spørgsmål om frihed trænger sig ind alle vegne, også når
    det ikke handler om storpolitik og kampen mod terro

    rister, der efter sigende hader frihed. Skal vi få børn og
    vinke farvel til friheden? Skal jeg sætte min personlige
    frihed højest og vælge jobbet i Langbortistan, når min
    kone siger nej? Skal politikeren stikke en kæp i hjulet for
    den taleskriver, der nok en gang skruer vildt op for patos
    og misbruger frihedsordet, så tilhørerne begynder at
    skamme sig – på hans vegne? Ikke bare har mennesket
    frihedsbevidsthed, det har det i en række former og kan
    forholde sig til frihed på en række forskellige måder. Når
    vi som her diskuterer, hvad frihed er, så er det én måde
    at forholde sig til frihed på – alt, hvad der står på disse
    sider, er udtryk for valg og kunne være helt anderledes.

    Et mønster for, hvordan vi helt overordnet forholder
    os til frihed, er der alligevel. Bortset fra en række banale
    tilfælde er det sådan, at frihed i vores sprogbrug næsten
    altid støder ind i eller op til problemstillinger af moralsk,
    politisk, retslig eller religiøs art, og da er frihedsbevidstheden
    altid til stede. Frihed angår ikke bare primært mennesker,
    men mennesker i deres indbyrdes forhold. En
    kanin støder – når den løber frit rundt i sit bur – ikke ind
    i moralske eller politiske problemer, heller ikke når der
    er flere kaniner i buret. Robinson Crusoe kunne agere
    frit, da han var alene på øen, men da Fredag dukkede op,
    fik han frihed som en mulighed.

    Frihed har vi altså kun i forhold til andre mennesker.
    Hvad betyder det set i en global, kulturel sammenhæng?

    FRIHED I ØST, VEST, NORD OG SYD!

    Alle mennesker er født med sproglig kompetence og

    derfor med evnen til at reflektere over frihed. Og jeg
    vil slå til lyd for, at menneskelig frihed og frihedserfaring
    helt generelt er fænomener, der hæver sig over
    kulturelle forskelle. Frihed har altid gjort sig gældende,
    overalt hvor der har været menneskelig kultur. Nok er
    der kulturer, der i højere grad end andre har accentueret
    frihedsbevidsthed og frihedskrav og i det hele taget bragt
    frihedsforestillinger på bane. Uden tvivl kommer Vesten
    her ind på en ubestridt førsteplads. Men det er plausibelt
    at antage, at frihed i rudimentær eller basal form er en
    transkulturel størrelse, fordi den hører med til at være et
    menneske – og ikke bare et menneske, som er vokset op
    og lever i Vesten.

    Mennesker, der bruger sprog, bekymrer sig om
    yngelpleje, laver redskaber og handler i fællesskab med
    og mod hinanden – og en gang imellem tænker over
    livet og døden – de må i en eller anden form have gjort
    sig frihedserfaringer. Ja, kan man overhovedet forestille
    sig menneskelig sprogbrug uden simpel frihedserfaring?
    Erfaringen af, at noget kunne gøres anderledes, end
    det blev gjort, erfaringen af, at den verden, man lever
    i, kunne bemestres anderledes, end det faktisk skete og
    sker, ligesom erfaringen af, at vi kunne have udtrykt os
    anderledes, end vi gjorde – alt dette er erfaringer, som
    næppe er kulturspecifikke, men derimod helt almene.
    Og som vi ikke kan forestille os mennesker berøvet,
    uden at de ophørte med at være mennesker.

    Jeg tror, at erfaringen af frihed og frihedsbehov er
    lige så gammel som mennesket; selv om vi nok skal et

    godt stykke op i historien, før egentlige frihedsbegreber
    og frihedsteorier opstod, ligesom der gik lang tid, før
    frihedskrav og frihedsrettigheder kom på tale. For

    mennesker har aldrig kun været forudsigelige instinktvæsener.
    Spontanitet – både i forhold til andre og én selv

    – hører ganske enkelt menneskelivet til i handling såvel
    som i tænkning. Nu er spontanitet ikke nødvendigvis lig
    med frihed, men den er ofte en forudsætning for frihed.
    Og dersom man tænker den bort, bliver det vanskeligt
    at forestille sig, hvad frihed så egentlig skulle gå ud på,
    endsige hvordan den skulle kunne komme i stand.
    Også erfaringen eller oplevelsen af frihedens modsætning,
    altså ufrihed, må antages at høre menneskelivet til,
    uafhængigt af den skikkelse en given kultur måtte præge
    forestillingerne og de forskellige praksisformer med.
    Ufrihed – forstået som form for tvang, hindring eller blokering,
    indre såvel som ydre – er også noget transkulturelt.
    Langt hen er det med frihed som med størrelserne
    venstre og højre, op og ned: Fænomenet kan ikke være
    og giver ingen mening, uden at dets negation også er en
    mulighed.
    Har jeg så her optegnet frihedens dna, var der alligevel
    en kerne? Nej. At der for frihed gælder nogle ting, der
    hæver sig over kulturer og tid, betyder ikke, at forskellige
    frihedsbegreber kan reduceres til variationer over et
    tema, eller at alle måder at bruge ordet på kan henføres
    til en bestemt kernebetydning. Der findes elementer,
    der går igen overalt, men det er ikke sådan, at de er det
    sande og egentlige grundlag for alle frihedsbegreber.

    Blot er det måske de mest interessante aspekter – for os i
    Vesten.

    FRIHED
    OG
    VESTEN

    VESTENS FRIE INDIVID

    Det kan godt være, ordene frihed og frit optræder på
    mindst 117 måder i vores dagligsprog. Men det lader
    sig også gøre at udpege en særlig menneskelig form for
    frihed, at beskrive frihed som noget mellemmenneskeligt
    og at fremhæve frihed som et transkulturelt fænomen.
    Det har jeg lige gjort. I virkeligheden har jeg på et meget
    overordnet og generelt plan indkredset nogle af de
    vigtigste elementer i en særlig form for frihed, der ikke
    principielt har forrang for nogen andre eller udgør nogen
    kerne i begrebet, men som trænger sig på, fordi den er
    vigtig for os: Den vestlige verdens moderne begreb om
    politisk frihed.

    Den vestlige tradition har lidt efter lidt gjort individet
    til det centrale omdrejningspunkt for frihed. Og dét hen
    over en lang række forskellige normative sammenhænge
    fra jura til moral og religion. Vi taler f.eks. om det frie
    retssubjekt, om den enkeltes moralske forpligtelse i forhold
    til friheden, om den enkeltes ret til selv frit at vælge
    religion eller til at vælge den fra. Og om den enkeltes ret
    og dermed frihed til at tage sit eget liv.

    Selvfølgelig kan folkeslag kæmpe for frihed, som

    egypterne, tuneserne og libyerne gjorde det i foråret
    2011 – men frihed er for os primært noget, der knytter
    sig til enkeltindivider, hvorefter det i overført betydning
    kan vandre videre til grupper, fællesskaber, nationer
    etc. De kollektive størrelser kan aldrig være frihedens
    subjekt, en kollektivitet kan aldrig siges at have frihed,
    mens medlemmernes situation er ligegyldig eller måske
    endog præget af ufrihed – som det blev tilfældet under
    nazismen, stalinismen, maoismen og andre totalitære
    regimer.

    I andre kulturformer, hvor frihed har en anden
    betydning, er det anderledes; typisk vil det være sådan,
    at det er familien eller k lanen, der er nøglen til frihed.
    Hvad der er bedst eller mest rigtigt, kan vi diskutere til
    dommedag – også selv om vi præciserer, hvem det er
    bedst eller mest rigtigt for. At individet er frihedens base,
    er altså ingen ubestridt sandhed, og frihed kan ikke uden
    videre omtales i bestemt form, selv om jeg har gjort
    det her. Diskussionen om frihedens forankringspunkt
    startede for alvor, da FN i 1948 ville vedtage – og vedtog

    – en menneskerettighedsdek laration, som slog en stribe
    frihedsrettigheder fast. Det fortjener en længere forklaring,
    lidt af den får du her.
    DA VESTEN VANDT

    Vedtagelsen af FN’s menneskerettighedserk læring var
    en milepæl for udvik lingen af Vestens moderne politiske
    frihedsbegreb. Allerede i indledningen til Verdenserklæringen
    om menneskerettighederne kan vi bemærke, hvordan

    ordet frihed sammen med værdighed får en særlig høj
    status, hør f.eks. denne centrale, om end lidt knudrede
    passage: ”… anerkendelsen af den mennesket iboende
    værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for
    alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget
    for frihed, retfærdighed og fred i verden …” Det
    var første gang i Vestens historie, at der blev formuleret
    almene menneskerettigheder, som omfattede samtlige
    k lodens beboere og havde lige gyldighed for alle. Her fik
    også det enkelte individ sin debut som centrum for rets-
    og frihedstænkningen.

    Det gik dog ikke uden sværdslag. Især stødte den
    vestlige kultur sammen med den muslimske, hvor familien
    er omdrejningspunktet. Men kort sagt: Vesten vandt,
    og FN’s erk læring har stadig gyldighed i dag. Det var en
    sejr, der formentligt i langt højere grad kan tilskrives Vestens
    magt end Vestens argumenter; der er ingen særlig
    logisk styrke ved den vestlige frihedsideologi. Menneskerettigheder
    handler dybest set ikke om sandheder, men
    om holdninger. Vestens sejr var k lar, men til gengæld
    viste og viser det sig, at forskellige kulturer har deres
    egne tolkningstraditioner og praksisser, når det gælder
    omgangen med frihed. Herom er der ikke bare stadig
    strid, men en strid, der synes tiltagende.

    Men hvad går den så egentlig ud på, Vestens moderne
    politiske frihed, som ofte dyrkes med en opsigtsvækkende
    kompromisløshed?

    YTRINGSFRIHEDEN OG ALLE DE ANDRE

    Når vi og Søren Pind til dagligt taler om frihed, dækker
    det i virkeligheden over en række nært sammenknyttede
    frihedsbegreber, vi kan samle under hatten politisk frihed.
    Ytringsfriheden er på det seneste løbet med meget
    af opmærksomheden – ikke mindst i kølvandet på den
    langstrakte ballade om Jyllands-Postens Muhammedtegninger
    – men i Grundloven, i FN’s verdenserk læring
    og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
    fra 1950 finder vi faktisk en hel række friheder, der alle
    spiller en stor rolle. Nogle af de vigtigste er religionsfriheden,
    samvittighedsfriheden, forsamlingsfriheden,
    foreningsfriheden og ikke mindst den personlige frihed,
    der ofte forbindes med frihed til forbrug.

    Linjen tilbage til 1948 er k lar, prøv at læse noget af,
    hvad der står i Verdenserklæringen om menneskerettighederne:

    Artikel 1: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.
    De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør
    handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

    Artikel 3: Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.

    Artikel 6: Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive
    anerkendt som retssubjekt.

    Artikel 18: Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og
    religionsfrihed: Denne ret omfatter frihed til at skifte religion
    eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre,
    offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro

    gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse
    af religiøse forskrifter.

    Artikel 19: Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne
    ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding
    og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et
    hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

    Frihederne er tæt knyttet til en række andre menneskerettigheder
    såsom boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed,
    retten til arbejde, erhverv, undervisning, livet,
    sikkerhed, retfærdig rettergang, privatliv og familieliv,
    ægteskab, fri tanker. De har også en forbudsdimension
    og indbefatter såvel forbud mod slaveri og tvangsarbejde
    som forbud mod tortur.

    Men som jeg lovede i bogens begyndelse, skal
    friheden miste sin uskyld. Frihed betyder mange forskellige
    ting i dagligsproget, og frihed forstås forskelligt
    i forskellige kulturer, men ikke nok med dét: Det går
    som regel for hurtigt, når frihedens historie i Vesten skal
    fortælles. Der er i realiteten en lang, hullet og bugtet vej
    fra førmoderne frihedsformer og frem til den måde, vi
    forstår frihed på i dag. Ofte er der kun i meget forskudt
    og afledt forstand en forbindelse mellem det ene og det
    andet. Myterne derimod lover en lige linje. Lad os se på
    nogle af de vigtigste frihedsbegreber i Vestens historie og
    undervejs få punkteret en hel del luftige forestillinger om
    frihedernes karakter, udvik ling og sammenhæng. Først

    må jeg dog hellere præcisere, hvad Vesten overhovedet
    er.

    HVAD ER VESTEN?

    Vesten – vi bruger ordet så tit, at vi helt glemmer at
    spørge, hvad det betyder. Faktisk er Vesten også mange
    ting, men lad mig bare servere en kort definition her: Vesten
    dækker Europa, Amerika, Australien, New Zealand
    plus nogle lommer udenfor – og tog for alvor form, da
    Nordamerika i begyndelsen af 1700-tallet blev en del af
    den europæiske kultur, men samtidig kastede sit særpræg
    tilbage på den.

    Går vi længere tilbage, findes Vestens vugge i antikken,
    hvor en særlig historisk-kulturel dannelse tog sin begyndelse
    i dele af middelhavsområdet omkring år 1000
    før vor tidsregning. Den var vidtfavnende og spredte sig
    over såvel politik som religion, retsvæsen, videnskab og
    økonomi. Især to størrelser blev i løbet af nogle hundrede
    år altafgørende som kilder til det, der senere skulle
    blive Vesten: den græsk-romerske kultur og den jødiskkristne
    religion. Det græsk-romerske blev hovedleverandør
    af kultur, det vil sige alt fra filosofi, litteratur, kunst
    og retstænkning til politik – mens det jødisk-kristne
    bidrog med de dominerende religiøse forestillinger.

    Processen var lang, og først i middelalderen dannes
    en tidlig udgave af dét Europa, vi kender i dag. Europa
    og Vesten er ikke det samme, men uden Europa ikke
    noget, der kan kaldes Vesten. Vi kan godt udsondre en
    særlig amerikansk og en særlig europæisk udgave af Ve

    sten, særligt varierer statsformerne og en række juridiske
    traditioner. Klicheerne om de kulturelle forskelligheder
    står i kø: I England gælder det om at vifte med det rigtige
    skoleslips, mens amerikanerne er skydegale egoister

    – men som hovedregel er lighederne mellem kontinenterne
    meget større end forskellene.
    Således klædt på kan vi gå videre med spørgsmålet
    om, hvad Vestens frihed så har med antikken at gøre?

    ANTIKKENS TÆNKERE:
    FRIHEDENS GRUNDLÆGGERE?

    Det er en yndet intellektuel sport at føre alt tilbage til
    antikkens filosoffer. Det gælder også frihed, men det er
    kun delvist rigtigt, at vores moderne udgave af politisk
    frihed blev undfanget i antikken sammen med Vesten
    som sådan. Den græske filosofi var en af grundpillerne
    i grundlæggelsen af Vesten, men faktisk var nogle af de
    vigtigste filosoffer – Platon og Aristoteles – antidemokrater,
    ulighed var en bærende søjle i de græske byer, og
    i det hele taget var frihed ikke noget, der blev opfattet
    som særlig vigtigt. Det vil jeg fortælle mere om. Men lad
    os først anerkende grækernes store betydning: De var
    skabere af verdens første demokrati.

    Det græske bliver – set som kilde til Vesten – interessant
    fra omkring det femte århundrede før vor tid.
    Her sker der en afvik ling af den traditionelle familiestamme-
    k lan-struktur for det sociale og det politiske til
    fordel for fremkomsten af bystaden: polis. En polis var en
    selvstændig og selvberoende politisk-social enhed, dan

    net omkring en by – aldrig et imperium eller et storrige.
    Den var styret af frie mænd, som var borgere i byen: De
    var den politisk bærende kraft, og via folkeforsamlinger
    udmøntede der sig noget i retning af et direkte demokrati,
    hvor mændene havde tale- og stemmeret i forhold
    til lovvedtagelser og større beslutninger.

    Det vigtige er her ideen om, at folket kan styre sig
    selv, at borgerne har frihed som en forudsætning for at
    kunne deltage i den demokratiske proces, og at love gælder
    lige for alle. Styreformen blev kaldt demokrati – flertalsstyre.
    Og læg mærke til: Uden politisk frihed kan der
    ikke være demokrati. Politisk frihed vil her sige retten
    til på lige fod med andre at deltage i statens anliggender,
    altså det offentlige. I udgangspunktet er der ingen instans
    oven over de enkelte demokrater, som bestemmer, hvad
    de må og ikke må, og hvad de må sige og ikke sige.

    Historisk var det en kort periode med polisorganisationen.
    Til gengæld blev der tænkt tanker og formuleret
    ideer, som skulle vise sig indflydelsesrige langt ind i
    Europas og Vestens historie. Mange filosoffer har især i
    det tyvende århundrede efter den totalitære nazismes og
    stalinismes fald ladet sig inspirere af den græske polisinstitution
    og den hertil knyttede demokratitanke. Det
    gælder f.eks. Karl Popper, der skrev om det åbne samfund
    og dets fjender, og det gælder for Hannah Arendt,
    der skrev om oprindelsen til totalitarismen. I begge
    tilfælde var det frihedsideen knyttet til demokratiforståelsen,
    der var det springende punkt.

    FRIHEDENS VUGGE KNIRKER

    Nu tilbage til det lidt for rosenrøde ved ideen om antikken
    som frihedens vugge! Verdens første demokrati
    blev båret af frihed, ja. Men faktisk også af ulighed og
    ufrihed. For kun frie mænd i byen havde noget at sige,
    og hverken kvinder, børn, slaver eller fremmede tog del
    i festen. Der er heller ikke nogen direkte kronologisk
    linje fra antikkens polis til dagens demokrati i Vesten.
    Polis var den første sammenhæng, hvor politisk frihed
    blev artikuleret og fastholdt – men kun i en kort periode:
    reelt næppe meget mere end 50-60 år. Derefter faldt
    bystaterne tilbage i urgammelt tyran- og despotstyre. Og
    da Konstantin den Store i det fjerde århundrede undertvang
    hele det græske område og besejrede Persien, var
    det definitivt forbi med polisformen.

    Der skulle gå meget lang tid, før demokrati-ideen
    atter dukkede op. Det skete først i slutningen af middelalderen,
    hvor den italienske filosof Marsilius fra Padova
    formulerede en idé om folkesuverænitet som den eneste
    legitime kilde til politisk magt. Han blev selvfølgelig
    bandlyst af kirken og måtte trække sig tilbage til Bayern,
    hvor han så kunne nyde det gode øl.

    Det hører med til dette snapshot af antikken, at
    ideen om politiske rettigheder dengang opstod mere
    eller mindre spontant og sjældent havde nogen filosofi
    i ryggen. Generelt er den store antikke filosofi som allerede
    antydet antidemokratisk. Det er meget udtalt hos
    Platon, men er også – i mildere udgave – tilfældet hos
    Aristoteles. Og det gentages flere århundreder senere

    hos den store retoriker Cicero. Standardargumenterne
    for den antidemokratiske holdning var, at demokrati
    fører til pøbelvælde med indbygget massesuggestion
    og -hysteri. Der er et kraftigt spændingsfelt mellem den
    enkelte og helheden, når frihed er involveret, det bliver
    allerede tydeligt her og fik senere enorm betydning.
    Ingen har måske formuleret aversionen mod masserne
    så slagkraftigt, som filosoffen Friedrich Nietzsche gjorde
    det i bogen Historiens nytte. Det var i 1874, mange år før
    han gled ind i sindssygens formørkelse, og den retoriske
    skarphed fornægter sig ikke: ”Masserne synes mig kun
    i tre henseender at fortjene et blik: for det første som
    udflydende kopier af de store mænd, trykt på dårligt
    papir og med slidte typer, dernæst som modstand mod
    de store, og endelig som værktøj for de store – i øvrigt
    kan Fanden og statistikken tage dem!”.

    De græske filosoffers negative holdning har sikkert
    været medbestemt af, at det demokrati, man dengang
    kendte, netop var et direkte demokrati, altså ikke repræsentativt
    eller institutionelt opbygget som folketing og
    parlamenter er det i dag. Den eneste filosofi, der ikke var
    antidemokratisk, var de såkaldte sofisters filosofi. De blev
    – og vi fastholder lige, at de var Vestens første demokratitænkere
    – generelt lagt for had. Hos Platon får de
    således betegnelserne ”handelsrejsende i åndelig føde”
    og ”grossister i visse varer, som sjælen lever af ”. De blev
    over en bred kam opfattet som en blanding af plattenslagere
    og folkeforførere.

    DE STAKKELS ROMERE

    Jamen, så romerne da? Jeg udpegede ikke blot den
    græske, men også den romerske antik som kilder til Vesten.
    Men der er ikke nogen rendyrket politisk frihed at
    komme efter i Rom heller. Den romerske kulturs bidrag
    til Vesten er funderet i et imperiums erfaringshorisont
    og de politiske praksisser, der knytter sig til et sådant. En
    demokratistruktur som den græske med dertilhørende
    politisk frihed fandtes ikke i Rom. Borgerens frihed var
    her bestemt af en ret til beskyttelse mod vilkårlige overgreb
    fra de stærkes eller statens side – frihed handlede
    ikke om hans deltagelse i de offentlige anliggender, der
    som regel var overladt til et aristokratisk mindretal eller
    en kejser. Frihed betød således ikke frihed til politisk engagement
    og politiske valg, men frihed fra magtmæssig
    vilkårlighed og overgreb.

    Denne skelnen mellem frihed til noget over for
    frihed fra noget er uhyre vigtig. Den danner basis for to
    centrale politiske frihedsbegreber, der viser sig slidstærke
    langt senere i Vestens historie, og som især filosofferne
    Thomas Hobbes og John Stuart Mill udviklede. Her er
    en smagsprøve på, hvad Mill skrev i 1859, da han udgav
    det radikale filosofiske skrift Om Friheden: ”Den sande
    frihed er den enkeltes frihed til at gå sine egne veje mod
    sin egen lykke, så længe det ikke går ud over andre eller
    berøver dem den samme frihed”. Det lyder genkendeligt,
    ikke?

    Derudover var Roms enestående retssystem helt
    afgørende for udvik lingen af frihedsbegrebet senere hen.

    Romerretten var et samlet system med love, ank lagere,
    forsvarere og dommere, og tænk på, hvor centralt et
    retfærdigt retssystem står i vores nutidige forestilling
    om, hvad det vil sige at leve i frihed. Det er derfor nok
    heller ikke tilfældigt, at det netop var en romersk sagfører

    – nemlig den føromtalte antidemokrat Cicero – der som
    den første formulerede en idé om frihed eller libertas
    som basis for, hvad han kaldte humanitas: det, der adskiller
    mennesket fra dyrene. Humanitas var et praktisk
    ideal for aristokratisk menneskelig livsførelse og indbefattede
    værdighed, dannelse i bred forstand, gavmildhed,
    storsind, tolerance og pietet. Det var altså et ideal, der
    ikke var religiøst funderet, og som kunne realiseres i tale
    og handling. Humanitas var et mål i sig selv og skulle
    langt senere – i renæssancen og især fra det nittende
    århundrede – blive grundstenen i, hvad nogle kaldte
    humanismen.
    INGEN ANTIK FRIHEDSMANI

    Rundturen i den græsk-romerske kultur er ved at være
    forbi, og vi kan konstatere, at antikkens tænkere på
    mange måder var frihedens fædre. Men også, at det
    langtfra er hele sandheden. De, der ukritisk hylder antikkens
    filosofi som demokratiets og frihedens vugge, er på
    glatis: Det meste er patetisk bragesnak og selvbedrag.
    Hverken den græske eller den romerske kultur var som
    vores domineret af frihedsmani, selv om frihed til tider
    blev forudsat og skattet. Frihed var ikke målet, og at
    være fri var i helt konkret forstand bare ikke at være

    slave. Dét ikke at være slave var en forudsætning for,
    men ikke målet med et godt liv. Målet var derimod for
    grækerne eudaimonia, som kan oversættes med lykke. Og
    tilsvarende var romernes ideal beatitudo, som blot er den
    latinske oversættelse af det græske ord. Der var selvfølgelig
    er række forskellige bud på, hvad lykken så egentlig
    gik ud på, fra lyst og nydelse (hedone) over dyd (arete) til
    sjælefred (ataraxia) og selvberoenhed (autarchia). Men
    det står fast: Frihed var aldrig lykkens mål, sommetider
    et middel og altid en forudsætning.

    RELIGION: FRIHEDENS FRELSE?

    Frihedsgudinden troner stolt ved indsejlingen til New
    York. Og alle amerikanske præsidenter – der jo repræsenterer
    ”The Land of the Free” – er uanset partifarve
    svært glade for frasen ”God bless America”. I Den
    Amerikanske Uafhængighedserk læring fra 4. juli 1776
    hedder det også: ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende,
    at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres
    Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt
    retten til liv, frihed og stræben efter lykke”. Religion og
    frihed kobles tæt sammen i den amerikanske kontekst,
    og det, der giver mennesket dets frihedsrettigheder, er
    den kristne Gud. Der er store gradsforskelle, men ikke
    desto mindre oplever vi også ofte i Danmark, at der sker
    en direkte kobling mellem kristendom, Vesten og frihed.
    Da DR i 2011 formelt blev pålagt at formidle den kristne
    kulturarv, blev det f.eks. af kulturminister Per Stig Møller
    forstået som et element i kampen for vestlige værdier,

    herunder personlig frihed og ytringsfrihed. ”Kulturkamp
    anno 2011” kaldte han meget sigende den kronik i Berlingske
    Tidende, hvor synspunktet blev fremført: Frihed
    er under pres i globaliseringens tidsalder, og kristendommen
    er en modvægt.

    Jeg udpegede da også to kilder til Vesten, altså ikke
    blot den græsk-romerske kultur, men også den jødiskkristne
    religion. Så er der noget om snakken, hænger
    kristendom og frihed sammen?

    Selvfølgelig kan vi ikke se bort fra religion. Religion
    er historisk set uomgængelig, næsten uanset hvilket
    filosofisk emne vi ser på. Indtil det tidspunkt, hvor en
    omfattende sekularisering slår igennem i samfund og
    kultur – altså hvor religion og politik adskilles – vil
    religionen stort set altid være et privilegeret sted for forståelsen
    af, hvad et givet folk anså for rigtigt og forkert,
    godt og ondt, efterstræbelsesværdigt og nedværdigende,
    kort sagt, hvordan menneskenes livsbestræbelser skulle
    organiseres, formes og målrettes.

    Det gælder også i forhold til frihed, men i antikken
    sker det interessante faktisk på kanten mellem religionen
    og det verdslige. Lidt flot, men ikke forkert kan vi sige:
    Vesten starter med religionskritik. Al stor græsk filosofi
    er et frontalopgør med den overleverede græske gudeverden
    – filosofien erstattede guderne med abstrakte
    metafysisk-religiøse ideer og principper, der nok blev
    tillagt guddommelig status, men som aldrig havde noget
    personligt eller menneskeligt ved sig. Ligesom disse principper
    hverken lagde op til eller muliggjorde en rituel

    kultisk omgangspraksis. Bedre er det ikke med romerske
    guder: De er blot faceliftede græske guder.

    Langt, langt senere, nemlig i 1840’erne, skrev socialismens
    fader Karl Marx: ”Kritikken af religionen er
    forudsætningen for enhver kritik”. Denne udtalelse var
    møntet på samtiden, men kunne faktisk stå som motto
    over Vesten. For hvis der er noget, som skiller Vesten
    ud fra alle andre former for civilisation og kultur, er det
    netop kritikken af religionen. Og det kan næppe betvivles,
    at retten til religionskritik og frihedsnormen – ikke
    kun ytringsfriheden – hænger nøje sammen.

    Ser vi nøjere på det jødisk-kristne i sig selv, er det
    iøjnefaldende, at frihed i vores moderne forstand ikke er
    nogen fremtrædende del. Måske er det ikke så underligt,
    for både jødedommen og kristendommen er monoteistiske
    skabelsesreligioner: Der er kun én Gud, og Han
    har skabt verden ud af intet. Mennesket har aldrig nogen
    suverænitet inden for en sådan tolkningshorisont – selv
    om alt andet er skabt, for at menneskene kan og skal underlægge
    sig det og værne om det, og skønt menneskene
    er skabt i Guds billede – imago dei. For suverænitet har
    alene Gud. Så hvor bliver friheden af ?

    GUDDOMMELIG FRIHED

    Fork laringen er heldigvis (vil nogen mene) længere. Som
    skabt i Guds billede har mennesket dog muligheden
    for frihed – men i betydningen frihed til selv at vælge
    mellem godt og ondt. Dyr har ikke frihed til at vælge
    mellem godt og ondt; de er ganske vist skabt, men

    ikke i Guds billede: De mangler både fornuft og sprog.
    Desuden findes der endnu en form for religiøs frihed i
    Bibelen, nemlig frigjorthed i kraft af nåden, altså den frisættelse
    fra synden, som Gud skænker gennem tilgivelsen.
    I Johannesevangeliet lyder det: ”Hvis altså Sønnen
    får frigjort jer, skal I være virkelig frie”.

    Læg mærke til, at der i begge tilfælde er tale om helt
    andre former for frihed end den, vi tænker på til dagligt,
    når vi i dag taler om politisk frihed. Det er vigtigt at
    holde fast i: Frihed spiller en fundamentalt anden rolle
    i det religiøse. Selv om frihed ikke er noget fraværende,
    så er den aldrig det centrale. Målet er den menneskelige
    frelse, og frihed er blot et menneskeligt vilkår.

    Når det er sagt, så er der alligevel nogle meget vigtige
    tråde fra det jødisk-kristne frihedsbegreb til moderne politisk
    frihed. Det var med den jødisk-kristne tradition, at
    tanken om den fri vilje kom ind i billedet, og en omfattende
    diskussion om viljens frihed begyndte at tage form
    allerede i Romerrigets sidste århundrede – det gik definitivt
    under omkring 480 e.Kr. Det var især kirkefaderen
    Augustin, der kom til at præge viljesopfattelsen i den
    tidlige kristendom, og gennem hele middelalderen var
    frihed alene noget, der angik menneskets forhold til nåde
    og frelse. Ikke desto mindre skulle de teologiske diskussioner
    om den frie vilje få stor betydning for den form
    for kristendom, som den tyske munk Martin Luther – og
    med ham reformationen – langt senere banede vejen for.

    Luther slog fast med syvtommersøm, at troen var den
    kristnes frihed. Han tog afstand fra tanken om, at enhver

    uden egentlig at tro kunne købe sig aflad fra synden, og
    at man var frelst, hvis man blot slavisk fulgte De Ti Bud.
    Vejen til kristendommen som en samvittighedsreligion,
    hvor den enkeltes sjæleliv var afgørende for frelsen, var
    banet. Ad mange omveje og forskydninger blev det kristne
    frihedsbegreb derfor baggrund for enkeltindividets
    centrale rolle i det moderne, sekulære vestlige samfund
    – og dermed for et moderne politisk frihedsbegreb.

    Forbindelsen er bare langtfra nogen lige linje, og der
    gik meget lang tid, før frihed blev en superstjerne på
    begrebshimlen. Det er lodret forkert at betragte Vestens
    fødsel, kristendommen og moderne politisk frihed som
    noget, der fra begyndelsen var sammenflettede størrelser.
    Sammenligner vi Den Amerikanske Uafhængighedserk
    læring med FN’s menneskerettighedserk læring, er
    det er da også påfaldende, at Gud er taget ud af ligningen.
    I stedet dyrkes menneskets iboende værdighed som
    dét ophøjede punkt, der åbenbart skal være i sådanne
    erk læringer. Om denne værdighed egentlig er mere selvfølgelig,
    ubetvivlelig og entydig end skaberguden, kan
    man roligt betvivle. Til gengæld er det k lart, at ophøjelsen
    af værdigheden var en vestlig sejr.

    FRIHED,
    LIGHED
    OG
    BRODERSKAB?

    FRIHED FOR DE FÅ

    Den Franske Revolutions parole ”Frihed, lighed og
    broderskab” fra 1789 k linger stadig suverænt i ørerne.

    Lighed eller måske rettere lige muligheder er da også en
    central ingrediens i Vestens moderne politiske frihed.
    Men frihed og lighed har bestemt ikke altid været sammenvævede.
    Vi har allerede set, at antikkens polis bød på
    frihed for frie mænd alene, og dette mønster fortsætter
    langt op i tiden: Den sekulært baserede frihed, der spirede
    i middelalder og renæssance, var for de få, selv om
    den nu som noget nyt blev accentueret. Køn og k lasse
    var bestemmende, og hverken individet eller staten
    havde den karakter, vi kender i dag.

    I middelalderen dikterede kirken i høj grad samfundets
    orden, men det forhindrede ikke, at voldsomme
    magtkampe prægede forholdet mellem monarker, aristokrati
    og fæstebønder over hele Europa. Disse kampe
    mundede fra tid til anden ud i nye lovkomplekser, som
    også angår frihed – men aldrig alles frihed. Mest kendt
    er det såkaldte Store Frihedsbrev, Magna Carta fra 1215,
    hvor det engelske aristokrati over for kongen bl.a. fik

    nedfældet det såkaldte Habeas Corpus-princip: Ingen må
    fængsles uden lovlig dom. Der var også bestemmelser
    om, at kongen ikke måtte opkræve nye skatter uden
    de beskattedes samtykke, og endelig var der en gummiparagraf,
    som gik på, at befolkningen gennem valgte
    repræsentanter havde ret til at udøve suveræniteten i
    samfundet sammen med kongen. Befolkning betød her
    vel at mærke aristokratiet. Noget lignende artikuleres i
    Jyske Lov fra 1241, der betonede herskerens ansvar over
    for folket, der dog igen ikke var hvem som helst.

    Det centrale er her, at vi ser frihed artikuleret som
    frihed fra magtmisbrug og magtvilkårlighed – og at det
    angår forholdet mellem eliten og en ikkedemokratisk
    valgt hersker. Demokrati og frihed går slet ikke hånd i
    hånd på dette tidspunkt. Det ændrer selvfølgelig ikke på,
    at lighed i moderne tid er blevet et bærende princip, når
    vi taler om politisk frihed. FN’s menneskerettighedser-
    k læringer rummer, som vi har set, en understregning af
    frihed, men deres væsentlige basalantagelse er ligheden.
    Postulatet om lighed er ikke et udtryk for, at alle mennesker
    er eller skal være ens, men at de er lige stillede med
    hensyn til loven.

    FRIHED PÅ FRANSK

    Alle elsker en god revolution, hvor Folket tager magten,

    og alt er frihed, fryd og gammen i den nye stat. Tager vi
    f.eks. Den Franske Revolution, er frihed jo også et nøgleord;
    prøv at høre nogle udpluk af, hvordan det lyder i

    Den franske erklæring af menneskets og borgerens rettigheder

    fra 1789:

    1. Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Social
    forskel kan kun begrundes med hensyn til det almene vel.
    2. Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelsen af menneskenes
    naturlige og umistelige rettigheder. Disse er: frihed,
    ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse.
    3. Friheden består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen
    anden; derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige
    rettigheder ikke andre grænser end dem, som sikrer andre medlemmer
    af samfundet nydelsen af de samme rettigheder. Disse
    grænser kan kun bestemmes af loven.
    Nu begynder det at ligne noget! Og alligevel ikke: Rettighedserklæringer
    garanterer ikke nogen frihed. Den
    franske erk læring blev netop respekteret i så ringe grad,
    at det 159 år senere var nødvendigt at relancere tankerne
    i FN’s regi. Om ikke før, så havde Anden Verdenskrig
    og perioden op til den i chokerende omfang vist, at den
    franske erk læring af de almene menneskerettigheder
    langt hen ad vejen ikke var andet end en smuk hensigtserk
    læring på niveau med skåltaleretorik, der stort set var
    ligegyldig i praksis. Det gjaldt særligt for store grupper
    af statsløse mennesker – især jøder og sigøjnere – som
    ofte ikke bare var statsløse, men netop derfor også tit
    blev fredsløse. Franskmændene lod fornuften være

    frihedens garant og skabte dermed en kontrast til Den
    Amerikanske Uafhængighedserk lærings dyrkelse af skaberguden
    – men lige lidt hjalp det åbenbart. I 1948 var
    både Gud og ateisternes fornuft forsvundet som påberåbelsesinstanser.

    Det franske eksempel viser, at den lige vej til frihed
    for alle ikke uden videre går via kongens fald, revolutioner
    og statsdannelser. Trods ørehængende slogans!
    Ikke bare fordi alternativet kan være værre, men også
    principielt fordi frihed vedbliver at være kompliceret,
    selv om den udspiller sig på statens arena. Går vi tilbage
    i tiden, er det interessant at se, hvordan statsdannelse og
    udvik lingen af forskellige frihedsbegreber er vævet tæt
    sammen – og hvordan der opstår en stribe dilemmaer og
    konflikter, hvor staten og individet kolliderer i frihedens
    krydspunkt.

    FRIHED FRA DEN MENNESKELIGE ULV

    I dag bliver staten ofte beskrevet som frihedens modstykke.
    Den er det sikkert også på nogle punkter; det ser
    ud til, at det er blevet statens opgave at sikre sundhed
    og lange liv, koste hvad det vil på frihedskontoen. Frem
    med sikkerhedsselerne og hastighedsbegrænsningerne,
    væk med fedt, alkohol og smøger. Men så enkelt er det
    selvfølgelig ikke, og historisk set dannede staten faktisk
    ramme om udvik lingen af det individ, vi knytter politisk
    frihed så tæt til i moderniteten.

    Europas stater spirede i renæssancen, hvor magtkampe
    mellem kirken, monarkerne og aristokratiet

    spillede en stor rolle. Og det er ikke mindst indflettet i
    disse magtkampe, at nytidsfilosofien begynder at interessere
    sig for begrebet frihed på en måde, som adskiller
    den fra det forudgående ved just at accentuere friheden.
    Det fik store konsekvenser også for de følgende epoker:
    I takt med at Europas stater udvik lede sig i løbet af
    oplysningstiden, opstod en begyndende individualisering,
    der foldede sig delvist ud i romantikken og for alvor
    blomstrede i det moderne. Denne proces, hvor staten og
    individet hen over 3-400 år fik de former, vi kender i dag,
    var helt central for udvik lingen af politisk frihed.

    Lad os et øjeblik stille skarpt på, hvor de første
    vigtige skridt blev taget. Tidligere fik man i høj grad sin
    identitet gennem familiebånd og på forhånd fastlagte
    socialiseringstraditioner, men i århundrederne efter
    renæssancen kom den frisatte subjektivitet mere og mere i
    centrum. Den enkelte skulle stå på egne ben og have frihed
    til selv at træffe de livsformende beslutninger. Staten
    blev løsgjort fra det religiøse frihedsbegreb: Dens rolle
    var ikke at sikre det gode liv, hvor lykken var frelsen,
    men at sikre livets opretholdelse. Det skete via love og
    regler, der regulerede konflikter, så der ikke opstod rebellioner
    eller revolutioner. Dermed kommer en anden
    form for frihed end den religiøse til syne, og det bliver
    påtrængende at spørge: Hvad er forholdet mellem staten
    og den enkeltes frihed?

    Thomas Hobbes, der grundlagde den moderne
    politiske filosofi, tog allerede i midten af 1600-tallet fat
    på spørgsmålet – og dét på en måde, der skabte en linje

    tilbage til antikken. Han skelnede mellem frihed som
    det at være fri fra noget og frihed som det at være fri til
    noget. Det var principielt den samme forskel, vi så mellem
    romernes og grækernes frihed, men resultatet er alligevel
    noget anderledes. Hobbes opererede nemlig med
    en idé om en såkaldt naturtilstand, hvor menneskene var
    absolut frie til at gøre, hvad de havde kræfter til – og her
    optrådte de som ulve over for hinanden. Naturtilstanden
    måtte derfor afløses af samfundstilstanden, hvor hver
    enkelt afhændede sin absolutte frihed til en suveræn
    instans, der inkarnerede staten. Staten blev på den måde
    en garanti for den enkeltes beskyttelse mod livstruende
    magtvilkårlighed, en frihed fra overgreb.

    Vi ser her, hvordan det moderne politiske frihedsbegreb
    tager form: Frihed er knyttet til en ret, og frihed
    er noget, man har eller ikke har sammen med andre
    mennesker. En politisk frihed kan kun have gyldighed,
    hvis den er i en form for fællesskab. Hvad vi også ser, er
    fokusering på frihed som centreret om det enkelte individ.
    Den enkelte er bærer af frihed, mens fællesskabet er
    garanten.

    FRIHED FOR SOCIALISTER OG LIBERALISTER

    Der er langt fra Hobbes’ beskyttende stat til de rasende
    protester, der skyllede hen over USA, da præsident
    Barack Obama i 2010 fik vedtaget sin sundhedsreform –
    med 219 stemmer for og 212 imod i Repræsentanternes
    Hus. Staten blev udråbt til ulven, der angreb borgernes
    liv og velstand. I Danmark undrede vi os måske lidt

    over, at ændringerne i forskringssystemet af så mange
    amerikanere blev opfattet som en rabiat socialisme, der
    truede den enkeltes frihed. Vi er vant til den nordiske
    velfærdsstat. Men reaktionerne er interessante, fordi de
    udpeger, hvordan forskellige politiske retninger omgås
    med frihedsbegrebet.

    Baggrunden finder vi i filosofien, for efter Hobbes
    skete der en raffinering af de to frihedsbegreber, og jeg
    vil nævne to milepæle. I Om Friheden kredsede John Stuart
    Mill om frihed til at handle over for frihed som fravær
    af tvang. Det blev afgørende for modernitetens kamp
    om frihedens betydning, hvor særligt den liberale filosof
    Isaiah Berlin i sin pamflet Two Concepts of Liberty fra 1958
    tog tråden op. Begreberne blev hos ham døbt positiv
    frihed over for negativ frihed, og diskussionerne om deres
    indbyrdes forhold har siden været mere end intense –
    men som regel også helt historieløse.

    De to frihedsopfattelser – positiv frihed og negativ frihed
    – kan accentueres forskelligt og er blevet det. Begge
    frihedsbegreber er stærkt politiske, det vil sige, at de
    angår frihed som noget, der er orienteret mod og sikres
    af det offentlige. De supplerer hinanden på den måde, at
    det er vanskeligt at forestille sig den ene type uden samtidig
    at medreflektere den anden. Men trykket kan lægges
    det ene eller det andet sted. I en liberal tradition lægger
    man vægten på den negative frihed: Frels os fra staten!
    Mens den socialistiske fløj typisk har dyrket den positive
    frihed: Lad staten regulere, så vi kan blive lige og derved
    fri til at handle! Det er dog egentlig vanskeligt helt at rive

    begreberne fra hinanden, og f.eks. abonnerer konservatismen
    mest på den positive frihed, selv om man skulle
    tro det modsatte.

    Obamas kvaler har altså en lang historie, og diskussionen
    om frihedens former var intens i løbet af 1800-tallet.
    Politisk forsøgte liberale og konservative at værne
    om deres privilegerede politiske friheder og blev kun berøvet
    disse på grund af politisk pres og decideret kamp.
    Socialisterne kæmpede for udvidelsen af de politiske
    friheder og havde på et filosofisk plan ikke meget andet
    at tilbyde end dén afsindige formel, de huggede fra den
    store rationalistiske filosof Baruch de Spinoza: ”Frihed er
    indsigt i nødvendighed”. Det vil sige, at man er fri, hvis
    man vil dét, der alligevel skal ske uanset den enkeltes
    vilje, altså hvis man bøjer sig for historiens nødvendige
    gang og udvik ling. Hvilket dybest set kunne være passende
    som en livsfilosofi for en galajslave.

    Jeg har allerede nævnt John Stuart Mill, men en
    anden vigtig intellektuel bidragyder til frihedens filosofi
    var den franske aristokrat Alexis de Tocqueville, der blev
    dybt optaget af Amerika og udgav tobindsværket Om demokratiet
    i Amerika i årene 1835 og 1840. Både Tocqueville
    og Mill diskuterer forholdet mellem lighed og frihed,
    og begge har velovervejede synspunkter, der beskriver
    kombinationer af positiv og negativ frihed. Men der er
    også sensorier i forhold til en fremvoksende konformitet,
    som ofte bæres og næres af den offentlige mening. Da
    frihed er knyttet til det enkelte individ, er der nye farer
    midt i ligheds- og frihedsudbredelsen, nemlig konfor

    mitetens tvang. Mill skrev: ”Vores bevidsthed er tvunget
    under vanetænkningens åg, og selv når vi synes, vi
    handler af glæde, tænker vi alligevel først og fremmest
    på, om det nu også er normalt … Ejendommelig smag
    eller adfærd skyr vi som kriminalitetens pest, og til sidst
    ved vi ikke mere, hvem vi selv er, for vi har i virkeligheden
    aldrig været det. Det menneskelige i os underkues
    og udmarves, vi kan ikke længere føle stor lyst eller dyb
    glæde, og de fleste af os har ingen følelser eller meninger
    tilbage, som vi kan sige, at vi selv har skabt og derfor er
    helt vores egne. Er det den slags mennesker vi ønsker? Ja
    eller nej?”.

    Lidet kunne Mill ane, at frihedens totale undertrykkelse
    og konformitetens tvang skulle vise sig at blive
    en alt for konkret historisk virkelighed i det 20. og 21.
    århundrede.

    FRIHED
    I
    FARE

    FRIHEDENS ÅRHUNDREDE?

    ’Frihed’ er et plusord af de helt store og får indimellem
    en næsten guddommelig status i vores kultur. Udtryk
    som ’fri fantasi’ og ’fritsvævende ideer’ kan dog godt
    have en negativ klang – og det er sigende, at sproget ikke
    låser betydningen fast. For man kan godt hade frihed;
    totalitære samfund bekæmper med alle midler frihed.

    Vi er heller ikke blege for at opfatte visse borgeres frihed
    som et onde og sætter både Peter Lundin og Stein Bagger
    bag tremmer. Og frihed er ikke ubetinget en basal
    livsomstændighed, der har værdi over alt andet. Da
    holocaustoverleveren Primo Levi i 1992 udgav essayet De
    druknede og de frelste, slog han fast, at frihed er en luksus,
    der først for den privilegerede bliver et must: ”Der findes
    lande, som aldrig har kendt til frihed, fordi menneskets
    frihedsbehov kommer efter andre og mere påtrængende
    behov som at modstå kulde, sult, sygdom, angreb fra dyr
    og mennesker. Men i de lande, hvor de basale behov er
    tilfredsstillet, føler ungdommen af i dag friheden som et
    gode, man under ingen omstændigheder bør give afkald
    på”.

    Dyrkelsen af frihedens positive værdier kan nogle

    gange skygge for, at sagen er mere speget end som så, og
    det gælder også historisk, hvor det moderne Vesten og
    frihed ofte kobles alt for problemfrit sammen. Ufriheden
    har ikke mindst i det 20. århundrede spillet en uhyggeligt
    stor rolle også i den vestlige kultur.

    Ganske vist skete der fra 1850’erne og frem en rodfæstelse
    af den politiske frihed i Vesten. Der blev hentet
    inspiration i de franske og amerikanske erk læringer om
    menneskerettigheder og uafhængighed, og med tiden
    opstod grundlove, der havde mere eller mindre demokratiske
    bestemmelser som basis. Kvinderne fik også
    efterhånden de fleste steder stemmeret, større og større
    dele af befolkningen fik frihed til at deltage i de politiske
    processer. Lidt efter lidt, og altid på baggrund af folkelige
    opstande med indbygget politisk pres, opstod former
    for parlamentarisk demokrati. Frihed blev et stort emne
    både inden for politikkens rammer og i offentligheden
    bredere betragtet, og diskussionerne gjaldt forfatningerne,
    udvidelsen af stemmeretten og valgbarhedsbestemmelserne.

    Men dels var autoritære politiske strukturer og
    servilitetsskabende traditioner intakte langt ind i det 20.
    århundrede. Og dels vandt ufriheden nogle af sine største
    sejre i netop denne periode, der af filosoffen Theodor

    W. Adorno er blevet kaldt ”katastrofens tidsalder”. Intet
    andet århundrede har i samme grad været hjemsøgt af
    verdenskrige, folkemord og totalitarisme. Det minder os
    også om et principielt forhold: Frihed kan næppe som
    andet end en farlig illusion være noget permanent og

    absolut, frihed kan ikke kan tænkes eller være uden sin
    modsætning. Historikeren Eric Hobsbawn ramte måske
    derfor mest præcist hovedet på sømmet, da han i sin bog
    af samme navn beskrev det 20. århundrede som ”ekstremernes
    århundrede”.

    UFRIHEDENS BLODIGE SEJRE

    Den totalitære foragt for frihed findes i mange former:
    fascisme, nazisme, maoisme, leninisme, stalinisme –
    nogle ville også sige islamisme. Jeg stiller her især skarpt
    på de to totalitarismer, der har været mest udbredt
    globalt set: stalinismen og nazismen. Nazismen eksisterede
    i 12 år, mens stalinismen eller sovjetkommunismen
    varede trekvart århundrede – og på højden af deres
    magtudøvelse dækkede disse to totalitære størrelser meget
    store dele af Vesten og resten af k loden. Friheds- eller
    ufrihedsproblematikken blev med dem mere presserende
    og omfattende end nogensinde før. Fra begge sider
    blev frihed helt udtrykkeligt gjort til et skældsord: Frihed
    var ikke andet end ren egoisme fork lædt som et småborgerligt
    selvbedrag. Frihed skulle derfor elimineres. Hos
    nazisterne gjaldt dette både ideologisk og i praksis, hos
    stalinisterne gjaldt det delvist ideologisk, men fuldt ud i
    praksis.

    Koncentrationslejrene var praktiske laboratorier, der
    skulle vise, at alt var muligt moralsk. Aldrig før i menneskehedens
    historie er det blevet så k lart demonstreret
    og dokumenteret, hvad totalitære samfundssystemers
    knægtelse af friheden i alle dens former kan føre til.

    Omfanget af lidelse og ulykke er stadig ufatteligt. Skal
    man i én enkelt sætning bestemme, hvad totalitarismen
    gik ud på, så lyder svaret: Totalitarisme er den totale udslettelse
    af menneskets frihed i enhver tænkelig udgave.
    Selv friheden i søvnen skulle den enkelte berøves, som
    da Reichsführer-SS Heinrich Himmler sagde: ”En tysker
    skal være en person, der kun har et privatliv, når han
    sover” – flere tyskere havnede imidlertid i koncentrationslejr,
    fordi de talte i søvne.

    Når og hvor friheden blev tangeret i disse totalitære
    ideologier og systemer, var det altid i form af en eller
    anden påstået frigørelsesproces. Nazisterne ville frigøre
    det tyske folk fra de forsmædelige krav, der tyngede landet
    efter fredsslutningen på Første Verdenskrig – og de
    ville i særdeleshed sætte det ariske menneske fri af dén
    trussel mod racerenheden og økonomien, som jøderne
    repræsenterede for dem. Hos stalinisterne var der også
    frigørelsesideer, og de spændte vidt: Det nye, kommunistiske
    menneske skulle frigøres fra især kapitalismens åg
    og den verdensomspændende jødisk-kapitalistiske magt,
    men også fra de såkaldte kulakker, storbønderne – og
    endelig blev stalinismen paradoksalt beskrevet som vejen
    bort fra diktatoriske styreformer.

    Vi lader os selvfølgelig ikke forblænde: Disse frigørelsespåstande
    har intet med frihed at gøre. Ufriheden, ikke
    friheden, var de totalitære samfunds nerve, og intet tysk
    menneske og ingen sovjetisk arbejder skulle være fri. Historien
    viser os dog her, at der er en intrikat forbindelse

    mellem frihed og frigørelse – og den er værd at underkaste
    en nøjere granskning.

    FRIGØRELSENS MEDFØDTE FORBANDELSE

    Umiddelbart virker det indlysende, at der er en automatisk
    garanteret sammenhæng mellem frigørelse og
    frihed. At frigørelse per automatik fører til frihed. Men
    det er en af historiens største illusioner. Ikke alene kan
    en påberåbt frigørelse – som under nazismen og stalinismen
    – være et skalkeskjul for udslettelsen af friheden.
    Der er også, selv hvor frigørelsen er reel, meget ofte
    involveret en art diabolsk dialektik mellem frigørelse og
    frihed: Ufriheden vender tilbage i fornyet udgave, når
    frigørelsesprocessen nærmer sig sit mål, friheden.

    Tænk f.eks. på frigørelseskampens urform, revolutionen.
    Alle revolutioner har haft frigørelse som udløsende
    motiv og forhåbning, men meget få af disse er mundet
    ud i frihed. Ofte er processen endt med en ny form for
    undertrykkelse – af friheden. Den tysk-amerikanske
    filosof og totalitarismeforsker Hannah Arendt hævder
    ligefrem i bogen On Revolutions fra 1963, at den eneste
    vellykkede revolution, verden har set, er den amerikanske.
    Alle andre slog om i negation af friheden, også Den
    Franske Revolution, der ellers er herostratisk berømt for
    sin frihedsdyrkelse. Hvorfor?

    Basalt var – ifølge Arendt – grunden den, at amerikanerne
    havde friheden før frigørelsen, altså frigørelsen fra
    englændernes kolonistyre. Amerikanerne var frie og ret
    lige indbyrdes, skønt de formelt og reelt var underlagt

    England. Og fordi de havde friheden først, kunne de bevare
    og udbygge den. De skulle ikke skabe den. Arendts
    argument var ikke, at frihed ikke kan skabes, heller ikke
    at frigørelse med nødvendighed vil slå om i blokering
    eller berøvelse af frihed. Hendes argument går på, at der
    mildest talt ikke er nogen garanti for, at frigørelse fører
    til frihed. Det tyvende århundredes frigørelseskampe
    giver hende i det store og hele ret, uanset om vi ser på
    frigørelse fra imperialismen efter Anden Verdenskrig eller
    opgøret med kommunismen.

    Når frigørelsen sætter ind, sker det altså ofte, at
    barnet eller friheden ryger ud med badevandet. Denne
    diabolske dialektik gør sig ikke bare gældende på den
    storpolitiske scene. Den findes også til fulde i mindre
    omfattende frigørelsesprocesser, som f.eks. de brogede
    kulturomvæltninger der prægede Vesten i tiden efter
    1968 – fra kvindekamp og studenteroprør til Bøssernes
    Befrielsesfront. Problemet er generaliserbart, for frigørelsesprocessen
    kræver intolerance, hårdhed og askese. Nu
    er der pludselig ingen modstandere, men kun fjender,
    og hele tiden vokser afstanden til det, der skal gøres op
    med. Bestsellerforfatteren Ken Follett siger det på en
    rammende og ligefrem måde i en af sine nyere romaner,
    Giganternes fald fra 2010: ”Man kan ikke sende sine modstandere
    i spjældet og stadig lade, som om man tror på
    frihed”. Der sker også ofte – og nærmest nødvendigvis

    – en afindividualisering, hvor den enkelte skal indordne
    sig under et alment mål. Spontaniteten, fantasien – og
    glæden – der i begyndelsen af processerne udgår fra

    de enkelte mennesker, forsvinder oftest lidt efter lidt til
    fordel for en slags militarisering. Det er ikke kun revolutioner,
    der æder sine egne børn, det samme sker ofte i
    frigørelsesprocesser. Hvad der skete med Henrik Ibsens
    Nora, da hun forlod dukkehjemmet i skuespillet, kan vi
    ikke vide, men vi må håbe det bedste.

    Denne frigørelsens medfødte forbandelse kan ikke
    være en indvending imod frigørelsen som fænomen.
    Men det er en bedrøvelig erfaring, som ikke bør ignoreres.

    KAPITALENS UINDSKRÆNKEDE FRIHED

    Muren mellem Øst- og Vestberlin faldt i 1989, og nazismen
    er reduceret til nogle forvirrede neonazisters
    forkølede pip. Så hvor står kampen om frihed i dag?
    Spørgsmålet om islamistisk terrorisme melder sig straks,
    og der er ikke tvivl om, at ekstremismer i forskellige
    udgaver er en trussel mod frihed. En anden væsentlig –
    men meget mindre bemærket – slagmark er dog denne:
    neoliberalismens kamp for kapitalens uindskrænkede
    frihed. Denne form for frihed er paradoksal, for det er
    min overbevisning, at den neoliberalistiske frihed slår
    over i sin modsætning, ufrihed. Neoliberalismen er
    endnu et lysende eksempel på, at ordet frihed langtfra
    altid danner problemfrit par med demokrati og lighed.

    Men lad os til en begyndelse se, hvad neoliberalismen er
    for en størrelse.

    De sidste 20 til 30 år har en neoliberal frihedsopfattelse
    haft højkonjunktur i Vesten. Neoliberalismen

    bygger i høj grad på økonomen Milton Friedmans ideer,
    som fik stor indflydelse fra 1970’erne og frem. Friedman
    var konge over den økonomiske afdeling ved University
    of Chicago, og hans grundtanke var i sin radikalitet en
    enevældig hersker værdig: Frihed forudsætter kapitalens
    uindskrænkede spillerum. Det vil sige: total frihandel,
    fuldstændig deregulering af økonomien, ophævelse af
    al priskontrol, fagforeningernes magt skruet helt i bund
    – og en systematisk og gennemgribende privatisering
    af stort set alle statens eller det offentliges funktioner.
    Minimalstat og totalkapital! Her og kun her ville rigtig
    frihed være realiseret eller realisabel. Det var tæt på, at
    religiøse attributter, der tidligere var tilkendt Gud, nu
    blev forskubbet til kapitalens markedslogik: almægtig,
    uindskrænket god og absolut ordnende. Friedman satte
    dagsordenen på markant vis: Han fik Nobelprisen i 1976,
    optrådte som politisk rådgiver for USA’s præsident Ronald
    Reagan, og hans bog med den sigende titel Det frie
    valg blev ikke alene USA’s bedst sælgende fagbog i 1980,
    men også transformeret til en tv-serie i 10 afsnit.

    Politisk var Storbritanniens jernlady Margaret
    Thatcher sammen med Reagan bannerførere for neoliberalismens
    fremmarch, da den tog fart – med meget
    stærke økonomiske institutioner som Den Internationale
    Valutafond og Verdensbanken i ryggen. Effekten har
    gjort sig gældende over hele k loden, og ikke mindst er
    neoliberalistisk inspirerede reformer blevet gennemført
    i bl.a. Chile, Argentina, Mexico, Sydafrika, det tidligere
    Sovjetunionen og Irak. Ofte med den amerikanske

    regering i baggrunden – og nogle gange i forgrunden.
    I Chile var Friedmans indflydelse meget direkte: Hans
    ideer blev fremført af de såkaldte Chicagodrenge, som
    var en gruppe chilenske økonomer, der havde arbejdet
    sammen med Friedman i USA siden 1950’erne. De fik
    enorm betydning, da diktatoren Augusto Pinochet kuppede
    sig til magten i 1973, og op gennem 1990’erne var
    Latinamerika præget af neoliberalistisk politik takket
    være Chicagodrengene.

    I dag er der flere, som sætter spørgsmålstegn ved
    neoliberalismens berettigelse – særligt i kølvandet på den
    globale finanskrise, der brød ud i 2007, og som åbenbarede
    alvorlige svagheder ved de frie markedskræfter.
    Protesterne gav f.eks. genlyd globalt, da republikanske
    senatorer i staten Wisconsin fratog fagforeningerne den
    kollektive forhandlingsret i foråret 2011. Men hvad er
    problemet med neoliberalismen egentlig?

    ØKONOMIENS FRIE TVANG

    Neoliberalisterne skulle have læst, hvad Hobbes skrev
    allerede i det 17. århundrede. Han advarede jo om, at naturtilstandens
    frihed til at gøre hvad som helst rummede
    en fare, og dét er netop problemet med den uhæmmede
    frihed overført til økonomiens område. Neoliberalisternes
    illusion – hvis det da var en sådan – bestod i troen
    på, at kapitalens frihed ville føre til menneskelig frihed.
    De overså eller ignorerede, at positiv og negativ frihed
    meget let kolliderer, og så er ulven løs.

    Resultaterne af neoliberalismens gennemslag har

    været økonomisk frihed for færre og elendighed for
    mange. Erfaringerne har kun været opmuntrende for
    de personer, der kunne hive gigantiske profitter ud ikke
    mindst af de gennemførte rene røveriprivatiseringer.
    Går man f.eks. i dag rundt i Hamburgs havn, vil man se
    effekterne heraf: Langt de største private luksusskibe
    tilhører russiske oligarker, som har taget sig for af retterne
    ved privatiseringen i Sovjetunionen. Det er virkelig
    helteskikkelser, der ud over at have raget til sig i storformat
    yderligere kan hævde, at de er frihedens sande
    apostle. Hvilken frihed? Problemet var bl.a. i Rusland
    og Sydafrika, at kapitalen blev fri, mens hovedparten af
    befolkningen ikke blev politisk ufri, men ekstremt fattige
    og derved ufri i en anden forstand.

    Skab velstand, sæt pengene fri – så lander moderne
    politisk frihed. Det synes at være tanken for neoliberalisterne.
    Friedmans ideer var dog langt hen ad vejen pure
    ideologi, og de beroede på en misforståelse af format:
    at kapitalen ud af sig selv udvik ler modernitet. I moderniteten
    finder vi et skel mellem offentligt og privat
    (og ikke totalbarbering af det offentlige), demokratiske
    politiske strukturer, institutioner med folkelig legitimitet
    og tilslutning – og det hele fungerer i samspil med statsorganer,
    der regulerer økonomien og sikrer den enkelte
    mod bl.a. sygdom, radikal fattigdom og alderdomssvækkelse.
    Moderniteten leverer kort sagt alle de rammer,
    der er nødvendige, for at frihed kan udfoldes. Men som
    kapitalen i utøjlet version altså netop langtfra leder til.

    Interessant er det, at denne Friedmans fejltagelse

    også var hans antipodes. Også Karl Marx hævdede, at
    moderniteten var afledt af kapitalen, blot forstod han
    moderniteten som noget negativt, som et problematisk
    skridt på vejen mod kommunismen. Begge var forkert på
    den; forbindelsen mellem modernitet og kapital er i virkeligheden
    en anden. Når kapitalen både i det 20. og det

    21. århundrede har vist sig at være så vital, skyldes det
    ikke kapitalen selv, men den modernitet, der har ledsaget,
    korrigeret og inddæmmet den. Det har ikke mindst
    været til fordel for befolkningernes frihed – både den
    positive og den negative. De moderne vestlige samfund
    har netop ikke villet betale for kapitalens frihed med
    fattigdom og elendighed. Friedman har heldigvis ikke
    sejret, og hvis han havde, ville han have sejret ad helvede
    til: Med den frie kapital følger en økonomisk tvang, der
    dræber just den frihed, der var målet. Den neoliberale
    negative frihed – frihed fra ydre omstændigheder, der
    kan hindre én i at handle – har i høj grad vist sig ikke
    kun at have staten som modspiller. Også den stumme
    økonomiske tvang – ja netop tvang – har vist sig som en
    effektiv blokering af handlingsmulighed og frihed.
    Den canadiske kritiker Naomi Klein har denne beske
    kommentar i sin bog Chokdoktrinen, der kom på dansk i
    2008 og kun kan anbefales: ”Efter kommunismens fald er
    frie markeder og frie mennesker blevet markedsført som
    én og samme ideologi, der hævder at være menneskehedens
    bedste forsvar mod en gentagelse af en historie
    fyldt med massegrave, slagmarker og torturkamre. Men
    i Sydspidsen [Sydamerika], det første sted, hvor vor tids

    religion om uhindret frie markeder undslap kælderauditorierne
    på University of Chicago og blev anvendt på virkelighedens
    verden, bragte den ikke demokrati med sig;
    den byggede på omstyrtelsen af demokratiet i land efter
    land. Og den bragte ikke fred, men krævede et systematisk
    mord på titusinder og tortur af mellem 100.000 og

    150.000 mennesker”.
    Man kan næppe rose totalitære styrer for den ærlighed
    aldrig at have rek lameret for frihed, til gengæld
    er der grund til at anfægte den rabiate neoliberalismes
    frihedspatos. Da totalitarismens historiske efterladenskaber
    brød sammen med Muren, blev ordet frihed pludselig
    politisk meget entydigt i Vesten. Det var der ingen
    som helst grund til. Også frihed kan figurere som pure
    undertrykkende ideologi.

    KERNEFRI
    FRIHED

    ALLE DISSE FRIHEDER

    Jeg har nu fulgt Wittgensteins forslag om, at ord, der har
    nået plathedens grænse, skal sendes til rensning. Men jeg
    nærer ingen illusioner om, at k larheden og entydigheden
    hermed vil sænke sig over brugen af ordet frihed. Vi kan
    ikke ånde lettet op med ordene: This house is clean!

    Målet var da heller ikke at levere en knivskarp bestemmelse
    af, hvad frihed er – livets kompleksitet er alt for
    stor, og sprogbrugenes mangfoldighed er for omfattende
    til, at det på nogen måde kunne være et meningsfuldt
    forehavende.

    Omvendt er der heller ingen grund til at give fortabt,
    vi behøver ikke overgive os til det totale kaos. Der er
    næppe nogen substantiel kerne for ordets brug, men der
    er k lynger af sprogspil, hvor frihed bruges på omtrent
    samme måde, selv om betydningen også inden for hver
    enkelt k lynge er dynamisk og afhængig af konteksten og
    historiens gang. Derfor har jeg kunnet spore, hvordan
    især Vestens moderne politiske begreb om frihed har
    udvik let sig og adskiller sig fra andre former for frihed –
    som f.eks. det religiøse om friheden i frelsen.

    Frihed har altså mange betydninger, og med dét in
    mente kan vi bedre få øje på, når der drages for hastige

    58 INDHOLD

    konk lusioner og optegnes sammenhænge, der ikke har
    hold i historien. Jeg har gerne villet bore fingeren ind,
    hvor det gør mest ondt, ind mellem ribbenene på dagens
    indmellem lidt højrøstede frihedsprofeter: Frihedens
    forbindelser til demokrati, lighed, kristendom, modernitet,
    frigørelse og liberalisme er mere end almindeligt
    komplicerede, og både vi og ordet ville være tjent med
    en lidt mindre patosfyldt sprogbrug.

    Mahatma Gandhi blev engang spurgt, hvad han
    mente om den vestlige civilisation. Det var en britisk
    journalist, der stillede spørgsmålet, og anledningen var
    en konference, hvor Indiens politiske fremtid skulle
    diskuteres. Året var 1931 – Indien blev først uafhængigt
    af Storbritannien i 1947. Derfor var det nok meget passende,
    at Gandhi svarede: ”Vestlig civilisation? Det ville
    være en rigtig god idé”. Han blev ikke spurgt om sin
    holdning til frihed – selv om det i en eller anden forstand
    var det, han kæmpede for. Men han kunne have svaret:
    ”Frihed er mange gode ideer”.

    INDHOLD 59

  • København d.28.10.13 Brev fra 4 uger 15 timer siden

    København d.28.10.13

    Brev fra F til T

    Kriminalforsorgen

    Afdelingen for samfundstjeneste

    Nansensgade 19,2,tv.

    1366 København K

    Tlf. 72 55 67 00 - Fax 72 55 67 10

     

    Til: Frank

    PERSONUNDERSØGELSE

    Til brug for behandlingen af din straffesag i retten har politiet bedt Kriminalforsorgen om at udarbejde en undersøgelse af dine personlige og sociale forhold - en personundersøgelse.

    Du bedes derfor kontakte mig på telefonnummer 50 36 54 56 senest den 01.11.13

    Hvis jeg ikke tager telefonen, vil jeg bede dig om at indtale en besked med dit navn og telefonnummer på telefonsvareren. Så ringer jeg til dig.

    Det er vigtigt at du ringer, da personundersøgelsen skal indgå i rettens vurdering af, hvordan din sag skal afgøres.

    Det vil være praktisk, hvis du tager papirer med fra din skolegang, læreplads, kurser og eventuelle udtalelser fra nuværende og tidligere arbejdsgivere.

    Samtalen forventes at vare 1 ½ time - 2 timer.

    På næste side kan du læse mere om personundersøgelser.

     

    Med venlig Hilsen

    Sisse Nordberg

    Personundersøger

     

     

    Hvad er en personundersøgelse?

    Det er anklagemyndigheden (politiet) eller retten, der beslutter, om der skal laves en personundersøgelse i forbindelse med afgørelsen af din straffesag.

    Personundersøgelsen kan få betydning for den straf, du eventuelt bliver idømt. Dele af personundersøgelsen kan blive læst op i retten.

    Undersøgelsen danner grundlaget for kontakten med Kriminalforsorgen i Frihed (KiF), hvis du kommer under tilsyn.

    Personundersøgelsen laves på baggrund af en personlig samtale mellem dig og en medarbejder fra KiF. Desuden indsamler KiF, med din tilladelse, den nødvendige dokumentation til brug for personundersøgelsen.

     

    Undersøgelsen

    Personundersøgelsen bliver udarbejdet på baggrund af en grundig personlig samtale. Samtalen skal belyse:

    • Dine familieforhold, din opvækst, din uddannelse, dit arbejde og dine interesser.
    • Din helbredstilstand og dit forhold til alkohol og narkotika.
    • Dine fremtidsplaner.
    • Om du findes egnet til at udføre samfundstjeneste.

    Sammen med medarbejderen skal du tage stilling til, hvilke supplerende oplysninger der skal indhentes. Det kan være lægelige oplysninger, udtalelser fra skoler og arbejdsgivere, uddrag af socialforvaltningens journal, samtaler med dine pårørende eller andre.

    Generelt om KiF og tilsyn:

    Kriminalforsorgen i Frihed fører tilsyn med dømte, der ikke sidder i fængsel.

    Tilsynet udføres af socialrådgivere i Kriminalforsorgen i Frihed, der har kontorer i hele landet.

    Vil du vide mere om Kriminalforsorgen, kan du gå ind på www.kriminalforsorgen.dk

  • Mais aime-la   La chance 4 uger 15 timer siden

    Mais aime-la

     

    La chance a tourné dans ta vie, tes amours
    Du bon, du mauvais côté
    Ce que tu t'étais juré
    N'est jamais, jamais arrivé

    Les chaleurs d'été et les neiges de l'hiver
    Sont toujours, toujours passés
    Sans que j'ai jamais trouvé
    Plus d'un conseil à te donner

    Aime-la
    Et garde-la tout auprès de toi

    Aime-la
    Et garde-la au creux de tes bras

    L'amour est capricieux, il est difficile
    Il passe et il se casse, il est si fragile
    Est-ce que tu sais quand il est là
    Tu sais quelle chance tu as

    Aime-la
    Et si elle veut ne la quitte pas
    Aime-la
    Et laisse-la aller où elle voudra

    L'amour est noir ou bleu, il est indécis
    Il décide en un jour de toute une vie
    Est-ce que tu sais quand il est là
    Tu sais quelle chance tu as

    Tu vivras des heures, à sourire, à pleurer
    À te faire des souvenirs
    Mais au moment de mourir
    Tu n'auras rien à regretter

    Les chaleurs de l'été et les neiges de l'hiver
    Peuvent toujours toujours venir
    Je n'aurai jamais trouvé
    Un autre conseil à donner

    Aime-la
    Et garde-la tout auprès de toi
    Aime-la
    Et garde-la au creux de tes bras

    L'amour est capricieux, il est difficile
    Il passe et il se casse, il est si fragile
    Est-ce que tu sais quand il est là
    Tu sais quelle chance tu as

    Aime-la
    Et si elle veut ne la quitte pas
    Aime-la
    Et laisse-la aller où elle voudra

    L'amour est noir ou bleu, il est indécis
    Il décide en un jour de toute une vie
    Est-ce que tu sais quand il est là
    Tu sais quelle chance tu as

    Aime-la {x10}

    L'amour est noir ou bleu, il est indécis
    Il décide en un jour de toute une vie
    Est-ce que tu sais quand il est là
    Tu sais quelle chance tu as

     

  • Letter Froom T to F The 4 uger 15 timer siden

    Letter Froom T to F

    The Willow Landscape

    Clark Ashton Smith

    The picture was more than five hundred years old; and time had not changed its colors, unless to touch them with the mellow softness of ancient hours, with the gathering morbidezza of bygone things. It had been painted by a great artist of the Sung dynasty, on silk of the finest weave, and mounted on rollers of ebony tipped with silver. For twelve generations it had been one of the most cherished possessions of the forefathers of Shih Liang. And it was equally cherished by Shih Liang himself, who, like all his ancestors, was a scholar, a poet, and a lover of both art and nature. Often, in his dreamiest or most meditative moods, he would unroll the painting and gaze upon its idyllic loveliness with the feeling of one who retires to the seclusion and remoteness of a mountain-warded valley. It consoled him in a measure for the bustle and blare and intrigue of the imperial court, where he held an official post of no small honor; since he was not altogether native to such things and would have preferred, like the olden sages, the philosophic peace of a leaf-embowered hermitage.

    The picture represented a pastoral scene of the most ideal and visionary beauty. In the background arose lofty mountains rendered vague by the slow withdrawal of morning mists; in the foreground there ran a little stream, descending in mimic turbulence to a tranquil lake, and crossed on its way by a rustic bridge of bamboo, more charming than if it were made of royal lacquer. Beyond the stream and around the lake were willows of vernal green more lovely and delicious than anything that was ever beheld except in vision or memory. Incomparable was their grace, ineffable their waving: they were like the willows of Shou Shan, the Taoist Paradise; and they trailed their foliage as leaning women trail their unbound hair. And partly hidden among them was a tiny hut; and a maiden dressed in peony pink and white was crossing the little bamboo bridge. But somehow the picture was more than a painting, was more than a veritable scene: it possessed the enchantment of far-off things for which the heart has longed in vain, of years and of places that are lost beyond recall. Surely the artist had mingled with its hues the diviner iris of dream or of retrospect, and the wine-sweet tears of a nostalgia long denied.

    Shih Liang felt that he knew the landscape more intimately than any actual scene. Each time that he gazed upon it, his sensations were those of a returning wanderer. It became to him the cool and sequestered retreat in which he found a never-failing refuge from the weariness of his days. And though he was of an ascetic turn and had never married nor sought the company of women, the presence of the peony maiden on the bridge was by no means exceptionable: in fact, her tiny figure, with its more than mortal charm, was somehow an essential part of the composition and was no less important to its perfection than the stream, the willows, the lake, and the far-off mountains with their riven veils of mist. And she seemed to companion him in the visits and sojournings of reverie, when he would imagine himself repairing to the little hut or roaming beneath the delicate foliage.

    In truth, Shih Liang had need of such refuge and of such companionship, illusory though they were. For, aside from his younger brother, Po Lung, a boy of six-teen, be was alone and without living relatives or comrades; and the fortunes of the family, declining through several generations, had left him the heritor of many debts and little cash or property, except a number of priceless art-treasures. His life was increasingly sad, and oppressed by ill-health and poverty; for much of the stipend from his secretarial post at the court was necessarily devoted to the canceling of inherited obligations; and the remainder was barely enough for his own sustenance and the education of his brother.

    Shih Liang was approaching middle-age; and his honorable heart was rejoicing over the payment of the last family debt, when there came a fresh stroke of misfortune. Through no fault or remissness of his own, but the machinations of an envious fellow-scholar, Shih Liang was suddenly deprived of his position and found himself without means of support. No other position offered itself; for a certain amount of unmerited dis-grace was attached to the imperial dismissal. In order to procure the necessities of life, and continue his brother's education, Shih Liang was now forced to sell one by one many of the irreplaceable heirlooms, the antique carvings of jade and ivory, the rare porcelains and paintings of the ancestral collection. This he did with extreme reluctance, with a sense of utter shame and profanation, such as could be felt only by a true lover of such things, and by one whose very soul was consecrated to the past and to the memory of his fathers.

    The days and years went by, the collection dwindled piece by piece; and the time drew near when the studies of Po Lung would be completed, when he would be a scholar versed in all the classics and eligible for a position of both honor and profit. But, alas! the porcelains and lacquers, the jades and ivories had all been sold; and the paintings were likewise gone, all except the willow landscape so dearly cherished by Shih Liang.

    A mortal and inassuageable sorrow, a dismay that was colder than the chill of death itself, entered the heart of Shih Liang when he realized the truth. It seemed to him that he could no longer live if he should sell the picture. But if he did not sell it, how could he complete the fraternal duty which he owed to Po Lung. There was but one possible course; and he sent word at once to the Mandarin Mung Li, a connoisseur who had purchased other pieces of the old collection, telling him that the willow picture was now for sale.

    Mung Li had long coveted this picture. He came in person, his eyes gleaming in his fat face with the avidity of a collector who scents a bargain; and the transaction was soon concluded. The money was paid immediately; but Shih Liang begged leave to retain the picture for another day before delivering it to the mandarin. And knowing that Shih Liang was a man of honor, Mung Li assented readily to this request.

    When the mandarin had gone, Shih Liang unrolled the landscape and hung it on the wall. His stipulation to Mung Li bad been prompted by the irresistible feeling that he must have one more hour of communion with the beloved scene, must repair once more in reverie to its inviolate retreat. After that, he would be as one without a home or a sanctuary; for he knew that in all the world there was nothing that could take the place of the willow picture or afford a like asylum for his dreams.

    The mellowing rays of earliest eventide were sifted upon the silk volumen where it hung on the bare wall; but for Shih Liang, the painting was steeped in a light of supernal enchantment, was touched by more than the muted splendor of the falling sun. And it seemed to him that never before had the foliage been so tender with immortal spring, or the mist about the mountain so glamorous with eternally dissolving opal, or the maiden upon the rustic bridge so lovely with unfading youth. And somehow, by an unaccountable sorcery of perspective, the painting itself was larger and deeper than of yore, and had mysteriously assumed even more of reality, or the illusion of an actual place.

    With unshed tears in his heart, like an exile who bids farewell to his natal valley, Shih Liang enjoyed the sorrowful luxury of looking upon the willow picture for the last time. Even as on a thousand former occasions. his fancy strayed beneath the branches and beside the mere, it inhabited the tiny hut whose roof was so tantalizingly revealed and concealed, it peered at the mountain-tops from behind the trailing foliage, or paused upon the bridge to converse with the peony maiden.

    And now there happened a strange and inexplicable thing. Though the sun had gone down while Shih Liang continued to gaze and dream, and a twilight had gathered in the room, the picture itself was no less plain and luminous than before, as if it were ]it by another sun than that of contemporary time and space. And the landscape had grown even larger, till it seemed to Shih Liang that he was looking through an open door on the veritable scene itself.

    Then, as bewilderment assailed him, he heard a whisper that was not an actual voice, but which seemed to emanate from the landscape and become audible as a thought in his inmost mind. And the whisper said:

    "Because you have loved me so long and so dearly, and because your heart is native here but alien to all the world beside, it is now permitted that I should become for you the inviolable refuge of which you have dreamed, and a place wherein you can wander and abide forever."

    So, with the surpassing joy of one whose fondest vision has been verified, the rapture of one who inherits the heaven of his reverie., Shih Liang passed from the twilight room into the morning picture. And the ground was soft with a flower-embroidered grass beneath his heel; and the leaves of the willows murmured in an April wind that blew from long ago; and he saw the door of the half-hidden hut as he had never seen it before except in fancy; and the peony maiden smiled and answered his greeting when he approached her; and her voice was like the speech of the willows and the blossoms.

    The disappearance of Shih Liang was a matter of brief and passing concern to those who had known him. It was readily believed that his financial sorrows had driven him to suicide, probably by drowning in the great river that ran athwart the capital.

    Po Lung, having received the money left by his brother from the sale of the last painting, was enabled to finish his education; and the willow landscape, which had been found hanging on the wall of Shih Liang's abode, was duly claimed by the Mandarin Mung Li, its purchaser.

    Nlung Li was delighted with his acquisition; but there was one detail which puzzled him considerably when he unrolled the volumen and examined it. He could remember only one figure, a maiden in pink and white, on the little bamboo bridge; and now there were two figures! Mung Li inspected the second figure with much curiosity, and was more than surprised when he noted that it had a singular resemblance to Shih Liang. But it was very tiny, like that of the maiden; and his eyes were dim from peering at so many porcelains and lacquers and paintings; so he could not be entirely sure. At any rate, the picture was very old; and he must have been mistaken about the number of the figures. How-ever, it was undeniably peculiar.

    Mung Li might have thought the matter stiff stranger, if he had looked more often at the painting. He might have found that the peony maiden and the person who resembled Shih Liang were sometimes engaged in other diversions than that of merely passing the time of day on the bamboo bridge!

     

  • Brev Til T! Sprog og 4 uger 15 timer siden

    Brev Til T!

    Sprog og hjemstavn

     

    I Sprog og hjemstavn viderefører Martin Heidegger væsentlige pointer fra Kunstværkets oprindelse, idet vi her stifter nærmere bekendtskab med, hvad det er, kunsten og digtningen gør ved tænkningen. Med et ønske om at skærpe det fænomenologiske blik på verden taler Heidegger for et tæt slægtskab mellem digtning og tænkning. Heri viser sig nemlig en underfundig dynamik, som digteren giver anstød til, idet han i lydhørhed lader sproget tale igennem sig, og derved lader sproget komme til orde i digtet. På den måde tager den digteriske sigen ikke sproget i brug, som var det en tilfældig genstand, men lader selve sproget træde frem som fænomen. Med digteren Johann Peter Hebel som eksempel vil Heidegger minde os om noget, der er i fare for at gå i glemme i vores højhastighedsverden, hvor den fænomenologiske erkendelse er en sjælden gæst. Kunsten, dvs. digtningen, kan således blive det moderne menneskes redning. I denne danske udgave akkompagneres Heideggers tekst af fotografier af billedkunstneren Søren Lose.

    Om samspillet mellem Heideggers tænkning og Loses fotografi skriver Dorthe Jørgensen i forordet: »Motiverne i Loses billeder, hvor forfaldet er utilsløret, er ikke skønne i hverdagslig betydning, og kompositionen er heller ikke skøn i klassisk forstand, når den med skæve beskæringer ignorerer det gamle krav om symmetri. Men disse billeder kan alligevel være anledning til skønhedserfaring. De afbilleder ikke bare håndgribelige genstande, men medfrembringer et uhåndgribeligt »mere«, som transformerer genstande til fænomener. Den øde natur, den afskallede dør, fremstår som noget, der har værdi i sig selv og fortæller dermed, at hvor formålsrettet alt end ellers er i dag, så er en sådan erfaring stadig mulig. Ligesom disse billeder er skønne, netop fordi de er fænomenologiske, har Heideggers fænomenologiske analyser også en forbindelse til æstetikken. Heidegger dvæler ved tanken og genopvækker dermed æstetikkens ældre forsøg på at finde svar på spørgsmålene om, hvad det er, der sker, når vi kommer verden nær, og hvordan det er muligt. Lose dvæler ved tingene og genkalder dermed en skønhed, som ellers er upåagtet i en fortravlet verden.«

     

    Og det er vel ikke så ringe endda?

     

    Jeg har naturligvis bogen og du må godt låne den, hvis du har lyst….

     

  • T "A"Strøm P 4 uger 15 timer siden

    T "A"
    Strøm P Strømsholt...
    +1
    Skoven
    Vi kan vist alle blive enige om, at tryghed er godt. Men i en virksomhed kan trygheden gå hen og blive en hæmsko for innovation og vidensproduktion. Uden at bemærke det, er man kommet til at sidde fast i rutiner og hver dag føles måske som endnu en tur i trædemøllen. Løsningen hedder BUSINESS SURVIVAL®.
    BUSINESS SURVIVAL® tilbyder at føre medarbejderteam ud i det, hvor de under kyndig vejledning af en vores survival coaches vil opleve at overleve på naturens egne præmisser. Teamet vil blive stillet over for simple opgaver, der kræver samarbejde i alt fra kommunikation, vidensdeling, planlægning og udførelse. Teamet vil lære at optimaludnytte den enkelte teamplayers stærke og svage sider i den fælles indsats for at nå målet.
    BUSINESS SURVIVAL® garanterer et resultatorienteret kursus, som skaber fornyet arbejdsglæde, innovation og produktivitetsforøgelse.
    2
    Husk: en investering i den enkelte medarbejder er lig positive tal på bundlinjen!
    wwww.bs.biz
    Vi ankom til skoven tidligt på formiddagen.
    En lang og snoet sti førte os op ad en tyndt bevokset, stejl skrænt til en højtliggende bakkekam. Foran os, under en vid og diset himmel, lå et landskab af dybe dale fuldstændigt dækket af skov. Udsigten herfra var, ifølge Holt, ”overvældende smuk”, en romantiserende vurdering som mine fem kolleger straks istemte, mens jeg (meget imod team-ånden) undlod at kommentere. For hvis jeg havde kommenteret udsigten, som jeg nok fandt overvældende, men med negativt fortegn, ville det sandsynligvis have afstedkommet endnu en irettesættelse fra Holt – ”Tænk positivt, Stuart!” – og flere bebrejdende blikke fra mit team.
    Forstå mig ret: jeg er ikke blind for et landskabs eventuelle æstetiske kvaliteter, ligesom jeg også ville kunne sætte pris på en tigers anatomi – så længe tigeren befandt sig i et bur. Men indtil det tidspunkt, hvor jeg stod på bakkekammen, havde jeg troet, at min forudfattede negative indstilling til kurset dels var et udslag af min urbane tilværelse og deraf følgende fremmedgørelse for naturen, dels en logisk følge af min kvasistoiske
    3
    livsfilosofi eller neurotiske konstitution. Allerede da kurset blev ”tilbudt” (det vil sige, dikteret fra ledelsen), havde blot tanken om at tilbringe seks dage i en skov haft en forstyrrende effekt på mit fordøjelsessystem. Som Risk Manager drager jeg ofte fordel af både min livsfilosofi og mit hypersensitive nervesystem, men hensynet til min position i firmaet samt manglende empirisk data afholdt mig denne gang fra at fremlægge diverse statistikker og diagrammer over potentielle risici. Af samme hensyn lagde jeg mig heller ikke syg i sidste øjeblik, en mulighed som ellers fristede.
    Men da jeg stod der på den højtliggende bakkekam og så ud over dalene og skovene, oplevede jeg en ubehagelig følelse, som var langt mere intens end min normale nervøsitet, og fuld af mørke og truende antydninger.
    Efter at have ”beundret” udsigten, begyndte den langsomme, besværlige nedstigning.
    Forrest gik Holt, forhenværende jægersoldat, nu survival coach fra Business Survival. Med sit karseklippede hår, lave pandeparti og pumpede overarme levede han op til den stereotypiske forestilling om den intellektuelt udfordrede soldat, men han havde blide hundeøjne og var angiveligt forfatter til to pop-psykologiske bøger om sig selv, mandighed og bløde værdier. Lige i hælene på denne tobenede kamphund fulgte hans nye akolyt, Business
    4
    Development Manager, Russell; blond, muskuløs, og den største skiderik jeg nogensinde har mødt på mellemlederniveau. Dernæst fulgte Amy fra Commercial Operations, en langhåret brunette, som altid gik i stramt tøj og korte nederdele, der understregede hendes perfekte krop: hun osede af sex og utilnærmelighed. At hun til lejligheden havde skiftet nederdelen ud med et par stramme jeans, gjorde det ikke mindre misundelsesværdigt at gå i hendes inciterende kølvand, men desværre var mit udsyn spærret af Ralphs flæskede korpus. At dømme efter hans prusten og stønnen, for slet ikke at nævne hans svedafsondringer, led den stakkels Account Manager endnu værre end jeg under turens strabadser. Sidst i geleddet, hviskende og småpludrende, kom Sandra og Jeffrey, henholdsvis Human Resources og Customer Relationship. De var begge sportsfikserede, tomhjernede, ulideligt sunde, og havde en hemmelig affære kørende i diverse baglokaler.
    Jo længere vi trængte ind i skoven, des mere steg mit ubehag. Den lumre temperatur, den tunge luftfugtighed og lugten af sukret harpiks blandet med rådne dunste, gav mindelser om noget dyrisk, mens det tætte løvtag og den halvmørke underskov føltes decideret klaustrofobisk. Dertil kom sværme af aggressive myg samt betydelige fysiske gener. Jeg bør nok nævne, at vores oppakning var relativt let. Vi havde fået strenge instrukser om kun at medtage det
    5
    allermest nødvendige, og for at der ikke skulle være tvivl, havde Holt tilmed udarbejdet en liste over disse nødvendigheder. Hver rygsæk måtte kun veje fem kilo, men for hver kilometer vi tilbagelagde på de umulige skovstier, blev der tilføjet mindst ét kilo. De pauser, som vores erfarne fører allernådigst tildelte os, gjorde næsten den følgende etape endnu værre.
    Efter omkring ti kilometer, der på grund af de mange snoninger reelt var mindst det dobbelte antal, og efter lige så mange optimistiske forsikringer fra Holt om ”målets” nærhed, begyndte solen at forsvinde bag trætoppene. Og med de lange, blålige skygger, der bevægede sig lydløse og kolde gennem skoven, kom mismod, træthed, tvivl. Amy, Ralph og jeg var segnefærdige; Sandra og Jeffrey var blevet stille; selv Russell udviste tegn på mistillid til sin guru, forhenværende jægersoldat, Holt. Ingen sagde det højt, men det krævede ikke telepatiske evner at vide at vi alle tænkte samme tanke, nemlig at vi var faret vild. Men ligesom det – i hvert fald for mig – så sortest ud, erklærede Holt, at vi var fremme. Med ”fremme” mente han en åbenbart lille lysning, der til forveksling lignede en hvilken som helst anden af de mange andre lysninger, vi havde passeret – bortset fra én ting: i midten stod en lang, skrånende pæl. Som for at overbevise os om at vi virkelig var nået frem, pegede Holt først på
    6
    sit kompas, dernæst på kortet, et trick der tilsyneladende havde en beroligende virkning på mine autoritetstro kolleger; de bemærkede ikke den nervøse trækning ved hans venstre øje.
    Hvad der fulgte af frustrationer med at rejse vores tre små, farverige tomandstelte, mens Holt smilende iagttog os (han havde sit eget telt, der samtidig fungerede som depot), samt andre praktiske gøremål, vil jeg springe over. For inden vi tog lysningen i besiddelse, skulle pælen af fjernes for at gøre plads til bålstedet.
    Den omkring halvanden meter lange pæl var tydeligvis tilskåret af menneskehænder, og mennesker havde boret dens spidse ende dybt ned i jorden. På pælens ene side voksede mos, den anden side var knoppet med store snegle. Af en eller anden grund havde pælen fra begyndelsen af udøvet en mystisk fascinationskraft på mig, men først da Holt tog fat i pælen med begge hænder og begyndte at hive, mærkede jeg det fulde omfang af min fascination. Mine håndflader blev klamme, og min mave snørede sig sammen. Mellem hvert åndedræt, mellem hvert hjerteslag, var et elastisk mørke, hvis udstrækning var lige så vidt, som dets dybde var svimlende. Da Holt opgav og gik et par vurderende skridt til siden, sagtnedes min puls. Men da han fik selskab af Russell – da Holt og Russell tog fat i pælen – da pælen med en knirken gav efter for deres samlede
    7
    muskelkræfter – da mosflager og snegle dryssede af pælen – vendte mørket tilbage, og mit hjerte hostede klumper af tjære gennem mine blodårer. Jeg stirrede på pælen, hvis jordsorte spids forekom mig at skrige som et moderkageslimet spædbarn; jeg stirrede ind i mørket hinsides pælen og lysningen; jeg stirrede uforstående ind i den absolutte rædsel; og jeg vidste – med en vished, der transcenderede al menneskelig fornuft – at der ville blive repressalier ...
    Det stod mig tillige klart, at jeg ikke kunne videregive denne forudanelse til de andre uden at fremstå som vanvittig. Faktisk var episoden knap overstået, før jeg selv begyndte at spørgsmålstegn ved min mentale forfatning, for hvor skræmmende momentan sindssyge end er, er alternativet altid mere skræmmende. Men mit forsøg på at rationalisere episoden, og reducere den til neurale misfostre, var i sig selv så forudsigeligt banalt og grænsede til klichéen, at jeg endte med at kategorisere mig selv som normal.
    Mit arbejde handler om forebyggelse af og kontrol med risici samt skadebegrænsning. I min forebyggende kortlægning af skovens risikomiljø havde jeg medtaget faktorer som benbrud, dehydrering, allergiske reaktioner på insektbid, gruppedynamiske konflikter, forgiftning, bakterieinfektioner og lignende farer. Naturligvis var jeg
    8
    klar over, at denne kortlægning på ingen måde var reelt forebyggende, men derimod udelukkende tjente til at holde min initiale uro i ave, selvbedrag om man vil. Det kom egentlig ikke bag på mig, at mine analyseredskaber viste sig utilstrækkelige i skovens fremmedartede miljø, men jeg havde ikke troet at jeg ville komme i en situation der truede med at kollapse alle mine omhyggeligt opbyggede forsvarsværker.
    Heldigvis var de andre for trætte eller for selvoptagede til at bemærke min agiterede tilstand, som jeg da også skjulte under min sædvanlige sammenbidte tavshed. Da vi nogle timer efter lukkede os ind i vores respektive telte – jeg delte telt med Ralph og et dusin blodberusede myg – var mine tanker stadig beskæftiget med pælen og dens uudgrundelige betydning. Uden for lå rovdyret afventende, men ikke stille. Trods de sære og foruroligende skovlyde, trods det bratte temperaturfald, som åbenbart er karakteristisk for denne type skove, og trods den ramme dunst af Ralph, som tilmed snorkede, lykkedes det mig at falde i en søvn så dyb, at jeg end ikke erindrer at have drømt.
    Det vil her være på sin plads at give en kort fremstilling af det, jeg har kaldt min kvasistoiske livsfilosofi. Mit liv var en serie af nøje fastlagte rutiner, som havde til formål at fremme min organismes
    9
    homøostase, eller lykke, og samtidig holde mit kronisk hypersensitive nervesystem på et tåleligt niveau. En forudsætning for at leve i overensstemmelse med min filosofi var et trygt og komfortabelt miljø, hvori jeg kunne overholde min faste søvnrytme, indtage måltider efter uret og så vidt muligt undgå enhver form for afvigelse og emotionelle udsving. Allerede efter få timer i skoven, der repræsenterede den direkte modsætning til mit trygge miljø og ideelle fysiologiske ligevægtstilstand, måtte jeg døje med visse fordøjelsesproblemer og en forhøjet limbisk aktivitet. Alene af den grund havde jeg frygtet for, hvad morgendagen ville bringe af yderligere komplikationer, men da det blev morgen, og Ralph ruskede mig vågen, fik jeg hverken tid til at dvæle ved mine svigtende kropsfunktioner, ømme muskler eller de utallige stik af myg og andre uidentificerede insekter.
    Ralph går normalt rundt med et fjoget smil på sit flæskede fjæs der sikkert skal tjene til at maskere hans dybe ulykkelighed over hans abnormale vægt – ”Jeg er glad og fed” –, men denne morgen var det stupide smil erstattet af bekymring. Med en konspiratorisk og stakåndet hvisken fortalte han, at Holt var væk. Først senere forstod jeg, hvordan Ralph havde nået denne alarmerende korrekte konklusion, eftersom intet endnu tydede på, at Holts fravær var mere end midlertidigt.
    10
    De andre var da heller ikke spor bekymrede. Vigtigpråsen Russell mindede om, at Holt dagligt skulle rapportere til Business Survival via satelittelefon, og sikkert blot var gået ud for at finde et sted hvor der var god forbindelse, mens Amy spøgende foreslog, at han sikkert var ”gået ud for at få en bid frisk kanin.” Men som solen langsomt nærmede sig zenit, var det ikke længere kun Ralph (og jeg med min særlige viden), der spejdede ængsteligt ind mellem de tætstående stammer, der omringede vores lejr, og vi begyndte at spekulere højt. Var vores coach faret vild eller kommet ud for et uheld? Eller var det bare en del af kurset, en test for at se hvordan vi ville reagere i en uventet og potentielt stressfuld situation? Skønt det sidste scenarium nok forekom en kende overdrevet, var det trods alt det mest sandsynlige, fastslog Russell, som i løbet af ingen tid havde påtaget sig lederrollen. Efter en kort og fraseologisk tale om vigtigheden af samarbejde, opdelte vores nye leder os i tre team med hver vores opgave: Ralph og jeg blev sat til at samle brænde, Sandra og Amy fik til opgave at samle bær, mens han og Jeffrey ville gå på jagt og samtidig lede efter Holt. Amy kom med en sarkastisk bemærkning om patriarkatets triumf og spurgte hvad de to stenaldermænd havde tænkt sig at jage med? Det var et godt spørgsmål.
    11
    Jeg må her indskyde, at hvis min beskrivelse af mine kolleger kan forekomme kold, nedrig og afstumpet, bør det ikke vække undren; jeg var trods alt mellemleder i et multinationalt firma, hvor empati højst kan blive et buzzword i en managementstrategi. Men jeg havde altid mistænkt, at Amy var anderledes end os andre. Hun havde en form for utvungen autoritet, som indgød ægte tillid og respekt. Meget mod min kvasistoiske overbevisning var jeg desuden – og det indrømmer jeg gerne – en smule tiltrukket af hende. Det samme var Russell. Derfor frydede det mig i særlig grad, at Amy så åbenlyst udfordrede ham. Et par sekunder så det virkelig ud som om Russell vaklede; men så bøjede han sig ned over sin rygsæk og fremdrog en imponerende jagtkniv.
    Dette ureglementerede våben var selvfølgelig et vagt og meget uoverbevisende argument. Hverken Russell eller Jeffrey havde nogensinde jaget andet end statussymboler og misundende blikke, og som os andre var de opdraget til at finde deres føde i en køledisk eller på et menukort. Engang for årtusinder siden foretog mennesket en klog beslutning og forlod skovene for at bygge de byer, som nu udgjorde vores naturlige habitat. Muligvis er mindet om de gamle skove kodet i vores gener, en atavisme der enten manifesterer sig som nostalgisk længsel eller som en manende, men uspecifik frygt. Netop fordi Russell og
    12
    Jeffrey tilhørte nostalgikerne, var de på en måde mere udsatte end jeg, der i et glimt havde set skovens sande ansigt. Men det er en eftertanke; den eftermiddag i skoven, hvor jeg var tvunget til at gå ind mellem de dystre stammer for at samle brænde, tænkte jeg ikke på de to selvindbildske jægere, især ikke da jeg på en eller anden måde forvildede mig bort fra Ralph og led et panikanfald. Det lykkedes mig dog at finde tilbage til lejren, hvor Ralph sad og hyggede sig sammen med Sandra og Amy ved bålet. De spiste dåsemad fra Ralphs ”nødoppakning”.
    Efterhånden som skyggerne blev lange, og Russel og Jeffrey stadig ikke var vendt tilbage, meldte uroen sig omkring bålet. Sandra sprang op ved den mindste lyd og lod sig ikke trøste af vores hule forsikringer. Personligt gjorde mit bedste for at udvise omsorg for vores manglende teammedlemmer, idet jeg foreslog diverse naturlige og helt harmløse forklaringer. Men så delagtiggjorde Ralph os i sin teori angående Holts mystiske forsvinden. Han foreslog, at overlevelseskurset i virkeligheden var et sociopsykologisk eksperiment med os seks som uvidende forsøgspersoner. Man måtte derfor formode, at vi blev nøje monitoreret – af skjulte kameraer og andet overvågningsudstyr – hvorfor der ikke var egentlig fare på færde. Spørgsmålet var blot, hvor langt man ville fortsætte eksperimentet, hvis formål ...
    13
    Men inden Ralph nåede at indvie os i eksperimentets formål, blev han afbrudt af en umiskendelig menneskeskabt raslen inde fra den tætte underskov. Kort efter kom Jeffrey til syne, eller måske skulle jeg rettere sige skyggen af Jeffrey, for at dømme efter hans tomme øjne var manden tydeligvis i chok. Hans tøj var mudret, og han havde rifter i ansigtet og på hænderne. Han mumlede noget uforståeligt og blev derefter tavs.
    Vi blev alle tavse. Som vi stod der i bålets røde skær, kunne jeg kun gætte mig til de dunkle grublerier mine tre kolleger gjorde sig, men alle deres spørgsmål måtte nødvendigvis støde mod en mur af idiotisk uvidenhed, bag hvilken jeg frygtede, at der kun lå et elastisk mørke af umenneskelig rædsel. Anede de mon bare en flig af dette umådelige mareridt, som jeg kortvarigt havde stirret ind i? Fornemmede de blot et pust af rovdyrets kvalmende ånde? Og spekulerede de mon også over hvem, der ville blive det næste offer?
    I mellemtiden var natten faldet på, sort, kold og fugtig. Da Sandra havde hjulpet den stadig umeddelsomme Jeffrey ind i et telt, talte Amy, Ralph og jeg om situationen. Ingen af os troede længere, at Holt ville vende tilbage med et ark evalueringsskemaer, og Ralph havde tilsyneladende opgivet sin teori om det sociopsykologiske eksperiment. Vi blev enige om, at vi måtte finde ud af
    14
    skoven og søge efter hjælp, så snart daggryet gjorde det muligt.
    Så sikker var jeg på, at der ville ske et eller andet frygteligt i løbet af natten – og det var en ulidelig lang og urolig nat, der ikke blev bedre af Ralphs sygelige snorken – at jeg modtog den alarmerende melding med noget nær blaserthed. Udadtil sørgede jeg dog for at udtrykke de samme følelser som Amy og Ralph over at finde Sandra og Jeffreys telt tomt. Vi begyndte naturligvis straks at lede efter dem i den mørke skov, vi råbte deres navne, men bortset fra et svagt ekko forblev vores råb ubesvarede.
    Efter at havde spildt dyrebare timer på denne hovedløse eftersøgning, befandt vi os igen i lejren. Uden diskussion pakkede vi nogle få ting sammen – et telt, soveposer, vandflasker, brød, chokolade – og da vi snart lagde lysningen bag os, følte jeg en hemmelig jubel.
    Amy ledte an. Som nævnt nærede jeg fuld tillid til hendes lederevner, men også hun var langt væk hjemmefra. De første par kilometer eller så gik fint. Vi mente alle tre at kunne genkende denne eller hin væltede træstamme eller opdyngede granitbunke fra turen ind i skoven. Men skoven er lumsk og svigefuld, navnlig når man vitterligt ikke kan se den for bare træer. Det nyttede kun lidt at tage pejling efter solens position, når vi passerede gennem en lysning, for så snart vi igen befandt
    15
    os i tusmørket, satte usikkerheden ind. Den bugtende sti steg og faldt, brød ud i vildledende og sumpede forgreninger, og mere end én gang måtte vi vende om og finde tilbage til udgangspunktet mellem svulstige gevækster og vantrevne træer.
    Som tiden gik blev vores nerver mere og mere anspændte. Skovens mange lyde antog ominøse undertoner og fornemmelsen af en tilstedeværelse – en usynlig forfølger – tiltog i takt med de fysiske belastninger. Både Amy og Ralph kastede nervøse blikke ind i den uigennemtrængelige og fjendtlige skov, som om også de følte, at vi ikke var alene. Bedre blev situationen ikke af, at ulvetimen nærmede sig. Selvom vores håb om at slippe fri af skovens mareridt før nattens frembrud, ikke længere var realistisk, var der dog endnu omkring et par timers dagslys tilbage. Da var det, at Ralph, som gik bagerst, fremlagde en ny teori: ”Hvad hvis vi har at gøre med en psykopat – en seriemorder?” sagde han. Det var ikke så meget et spørgsmål som en simpel konstatering. Da vi andre ikke svarede, fortsatte han nervøst: ”Jeg mener – alt peger jo i den retning, ikke? Hvem er så den mest sandsynlige mistænkte?” Jeg kiggede hastigt væk for at undgå hans blik. Men så hørte jeg Amy sige, ”Det er Holt.” Naturligvis måtte det være ham, vores coach og forhenværende jægersoldat, den trænede dræber med de bløde værdier, der havde ført os ind
    16
    i skovens dybder og siden var forsvundet. Vi havde formodet, at han var død, men på hvilket grundlag?
    Med ét forduftede alle de obskure tanker, der havde redet min hjerne som en mare, siden jeg så den forbandede pæl blive oprykket, og jeg følte en enorm lettelse. Hvis det ”bare” var Holt, der forfulgte os, og det måtte være ham, behøvede jeg hverken at frygte overnaturlige kræfter eller for min fornuft. Netop det selvfølgelige i Ralphs deduktion – den besnærende, såkaldt naturlige, forklaring – burde måske have gjort mig skeptisk, men i sidste ende ville det næppe have gjort en forskel, ligesom truslen på ingen måde var aftaget.
    Jeg fik imidlertid ikke lov til at forblive længe i denne rationelle vildfarelse. Amy var gået ind mellem træerne for at tisse mens Ralph og jeg naturligvis holdt vagt. Pludselig blev skoven omkring os unaturligt stille, bortset fra en dæmpet hvisken. Et sted derinde blæste en let brise gennem løvhanget. Men snart efter forvandlede brisen sig til kraftigt brusende vindstød, der synes at bevæge sig helt nede ved jordhøjde. Nu sker det, tænkte jeg, og det sortnede for mine øjne.
    Tørre blade raslede, kviste knækkede, grene og bregner svirpede. En hånd greb fat om min – det var Amy. ”Hvor er Ralph?” råbte hun. Men selv hvis jeg havde været i stand til at tale, ville det være umuligt at fortælle om
    17
    den unaturlige og brutale ting der var skoven ... eller Holt. Jeg tror at jeg mumlede hans navn højt, for Amy trak voldsomt i mig og vi begyndte at løbe selv om jeg protesterede vagt ved at gøre opmærksom på at det nyttesløst. Det var dejligt at have hende så nær.
    Hvor langt eller hvor længe vi løb, ved jeg ikke. Det eneste jeg husker fra vores flugt, er udsmurte blågrønne striber, sorte pletter med dansende hvide og violette prikker, et fald, måske to, smerten i brystet og syren i mine ben. Hele mit liv har jeg været fysisk svagelig, først en bleg bogorm, siden en bleg kontorist, der allerhøjst kunne bevæges til at løbe fra parkeringspladsen til mødelokalet for ikke at komme for sent. Derfor overraskede det mig at jeg kunne holde trit med den langt overlegne Amy, men måske var det situationen der gav mig kræfter som jeg ikke anede at jeg havde.
    Da grunden under os begyndte at skråne opad, og jorden blev erstattet med løse sten, fortsatte vi uden at standse. Endelig tyndede træerne ud, og skråningen blev udjævnet, flad og fast. Næsten bevidstløs hørte jeg Amy skiftevis le og hulke, men først da jeg igen kunne trække vejret normalt, dæmrede det for mig, at vi lå på en bakkekam højt oppe over skoven. Amy sagde at vi var i sikkerhed. Hvorfor kunne hun være så forbandet overbevist om, at vi var ude af uhyrets rækkevidde? Vi var jo faktisk
    18
    endnu ikke helt ude af skoven, natten var faldet på, og vi havde ingen anelse om, hvor vi helt præcist befandt os. Men jeg sagde ikke noget.
    Under alle omstændigheder hvilede vi ikke længe på bakkekammen, men fortsatte ned ad endnu en sti, som vi formodede ledte ud til civilisationen.
    Himlen var klar som et sort vandspejl, på hvilket en bleg halvmåne flød stille og roligt. Stien var smal og snoet, og eftersom månens lys kun trængte svagt gennem løvet, måtte vi gå langsomt og forsigtigt. Skoven omkring os havde en helt anden atmosfære, end den vi havde lagt bag os; træerne voksede mere ranke og stod ikke så tætte, luften var renere, og der lugtede friskt. På et tidspunkt henledte Amy min opmærksomhed på en glat overflade, der reflekterede halvmånens blege skin. Vi kunne næsten ikke tro vores held, da vi så, at det var et vindue.
    Hytten var af den slags, som jægere eller spejdere benytter sig af; lille og opført i tværlagte, runde træbjælker. Indenfor fandt vi et vakkelvornt bord, et par bænke og en hård seng. Støv og visne blade dækkede alle flader, mørket var inficeret af tusind blanke insekter og aggressivt summende myg, men alle mine neurotiske antipatier, der havde nået deres højdepunkt, da Ralph på obskur vis var blevet ”bortrevet”, var faldet til et
    19
    slumrende stade, hvorfra kun enkelte spasmer og spjæt nåede min ligeledes udmattede cerebrale bevidsthed.
    Amy og jeg delte naturligvis den hårde seng. Vi havde mistet det meste af vores oppakning under flugten, heriblandt et liggeunderlag, men vi havde en sovepose, som var rummelig nok til to. Den uvante og meget intime situation fik min krop til at stivne, og jeg turde næsten ikke trække vejret. Men idet Amy vendte ryggen til mig, tog hun min arm, lagde den over sit bryst og trak mig tæt ind til sig. Duften af hendes hår, lyden af hendes ånde og hjerte, heden fra hendes krop, der langsomt forplantede sig til min, virkede på én gang sært berusende og beroligende. Den nat med Amy følte jeg en lykke som aldrig før i min miserable og kvasistoiske eksistens.
    Nogle timer senere vågnede jeg ved, at Amy snoede sig ud af mit favntag og soveposens glatte kokon. Hun mumlede noget om at skulle tisse. Jeg blev liggende i en art halvsøvn, mens jeg prøvede at undgå at tænke på skoven, pælen og det elastiske mørke. Lidt efter lidt gik det op for mig, at det var blevet morgen. Et gråt lys faldt ind gennem vinduets smudsige rude, og der lød en skratten af skingre fuglestemmer. Der gik måske fem minutter, før mit hypersensitive nervesystem blev aktivt. Noget havde forandret sig. Luften var pludselig blevet ladet med en tung spænding, og fuglene var med ét blevet tavse. Men i
    20
    skoven lød kraftig susen og hidsige smæld. På ømme fødder vaklede jeg ud i daggryet, hvor en usund gusten dis bevægede sig porøst omkring hytten og ind mellem træernes søjlegange. Jeg råbte Amys navn tre eller fire gange, og for hver gang steg min indre uro. En kold fornemmelse bredte sig i min krop, som om den usunde dis var krøbet ned i mine lunger og videre ud i karsystemet. Men som jeg gik ind gennem skovbrynet, hvor stilheden igen havde sænket sig, var jeg hverken skræmt eller bange, nærmere resigneret og parat.
    En dråbe, der faldt på min pande, fik mig til at standse. Endnu en dråbe faldt og løb ned ad min kind. Dråberne var varme og klæbrige. Tøvende løftede jeg ansigtet, lod blikket glide op ad en furet træstamme og så en klynge blodbestænkte blade, over hvilke kronen bredte sig ud som en mægtig afgrund af absolut og triumferende rædsel. Bag mig hørtes en voldsom bevægelse af raslende blade, men der var ingen grund til at vende sig om, for jeg vidste hvad jeg ville få at se. I stedet stirrede jeg ind i det blanke, elastiske mørke, og lo en gjaldende latter.

  • Mais 4 uger 16 timer siden

    Mais aime-la

    https://www.youtube.com/watch?v=xdC3WZO9Yho

    LA BINOCHE

                              !

                                ...

                           

  • J´attendrai 4 uger 16 timer siden J´attendrai

    https://www.youtube.com/watch?v=86222qXgNKI

  • PARIS 4 uger 16 timer siden

    PARIS BLUES

    https://www.youtube.com/watch?v=UKEa_QaAnIA

    My JULIETTE

    MY HEART of HEARTS

    MY

    SOUL

    MY

    MORNING

    MY

    SELF

  • DAT 4 uger 16 timer siden

    DAT DERE

    https://www.youtube.com/watch?v=5wSp0BFRIow

  • Up from the 4 uger 16 timer siden

    Up from the Skies

    https://www.youtube.com/watch?v=kRNcdgszivI

  • har nogen læst den her? 4 uger 1 dag siden

    har nogen læst den her?