Seneste kommentarer

  • Hej allesammen!   Det er 2 uger 3 dage siden

    Hej allesammen!

     

    Det er dejligt med nogle (endnu mere) kritiske stemmer.

    Det er vist rigtigt at bogen fokuserer (for meget?) de mislykkede adoptioner.

    Og jeg husker nu også, at jeg nogle gange tænkte:

    Okay, dette her er ikke decideret adoptionsproblem – det kunne lige så godt være sket for biologiske børn, for almindelige familier – uden at en adoption ramte en familie --- ligesom I jo også forklarer:

    Både at skilsmisse, omsorgsvigt og misbrug desværre også sker i ”almindelige” familier og at opdragelse 50 år siden så meget anderledes ud end i dag.

     

    Men uden de skræmmende fakta af mislykkede adoptioner ville der måske aldrig eller endnu senere været sket noget fra den officielle side, fordi havde det hele bare gået vel, så havde der jo ikke været en begrundelse for ændringer.

    Jeg betragter disse skræmmende rapporter kun som illustration, som supplement, for de saglige udviklinger på adoptionsområdet.

    Der er sket meget mht. godkendelsesprocessen og måske også efterfølgende hjælp.

    Problematikken har ændret sig i tidens løb.

     

    Kender I denne sammenhang filmen her:

    http://www.youtube.com/watch?v=x5LdrhuX_VU?

     

    Som kunne give anledning til spørgsmålene: Gentager historien sig?

    Hvordan bliver børn i udlandet egentlig fundet frem til?

    Hvem kontrollerer proceduren der?

    Og som viser i hvert fald, at adoption også i dag kan gå gruelig galt, selvom der findes en godkendelsesprocedure og de kommende forældre virker seriøse og kompetente.

     

    Jeg tror ikke, at bogen overbeviser folkene (som aldrig har haft med adoption at gøre), at adoption bare er skidt og ”producerer” ulykkelige børn.

    Her i DK er jo åbenlyst så mange vellykkede adopterede børn, at det måske var lige så vigtigt at vise de andre eksempler, dem som ingen taler højt om, dem som man nemt glemmer og dem, som sætter spørgsmålstegn ved (udlands)adoptioner

    Du taler om statistik, Ann: Hvor kan vi se den?

    Og hvordan undersøger man, hvordan børnene ville har haft det, hvis de var blevet i deres familier eller på et velfungerende børnehjem? Det er daaltid bare en formodning, aldrig faktum.

    For. ex. er SOS-børnebyer jo ikke helt skidt, vel?

    Ikke alle bortadopterede børn har været uønskede – nogle gange er det ”bare” økonomien eller sundhedsmæssige problemer i familien, som gør det umuligt for den at opfostre barnet.

    Kunne man (vi) ikke hjælpe bedre og anderledes end med tage børn ud af landet?

    Står adoptivforældrenes børneønske altså alligevel højere end barnets tarv og den bortadopterende familiens trivsel?

     

    Skeptisk-provokerende hilsner --- Ursel

     

     

  • Jeg har læst bogen, og er 2 uger 3 dage siden

    Jeg har læst bogen, og er enig med de andre kommentatorer her i, at den rejser en lang række meget interessante problemstillinger. Måske mest presserende, som andre også påpeger, hvordan det dog kunne lade sig gøre at have et offentligt system, der konsekvent lukkede øjne for åbenlyse ulovligheder og uhensigtsmæssigheder i årevis. 

    Jeg er til gengæld meget skeptisk overfor måden som forfatterne har disponeret stoffet på. Jeg er ked af, at der bruges de meget udpenslede personlige beretninger (grufulde og tragiske javel) til at perspektivere adoptionsdiskussionen. På denne måde kommer der (forhåbentlig utilsigtet) til at stå lighedstegn mellem adoption og dårlige opvækstbetingelser.

     Adoption må for den ukritiske løser af denne bog nærmest stå som den direkte vej til psykiske lidelser. Men sagen er jo, at alle statistikker viser, at adoption giver mulighed for langt bedre livsvilkår og opvækstmuligheder end de tilbageblevne børn får – altså de børn, som ikke adopteres væk fra børnehjem eller væk fra de biologiske familier, der afgav børnene. Hvilket bogen også nævner ganske kort i afslutningen, men ikke rigtigt formår at konkludere eller samle op på. For de adopterede børn skal jo netop ikke sammenlignes med børn, der vokser op i trygge biologiske kernefamilier, men med de børn, der lider under alternativet til adoption. Altså de børn, der ikke får en ny chance. 

    For om end Tytte Botfelds metoder og motiver lader en del tilbage at ønske, så havde hun jo ret i sin overbevisning om, at adoption som udgangspunkt er godt for børnene. Det er godt at komme væk fra børnehjemmene, og godt at komme væk fra en familie, hvor man er uønsket. (og detunderbygges som sagt af statistikken) Man kunne så godt have ønsket sig større opbakning til hende og de adopterende forældre fra myndighedernes side. Dette svigt havde jeg gerne set uddybet i bogen, og her kunne interviews have perspektiveret sagerne på en interessant måde, der kunne bruges i nutidens debatter om det offentliges svigt af sårbare børn. 

    Men som sagt overskygger de tragiske familiehistorier nærmest den mere seriøse del af bogens budskaber, efter min mening. Der gåes langt ned i detaljer, nærmest som om der absolut skal findes noget tragisk i hver enkelt historie. Om det så er de manglende kærlige ord fra forældrene eller en endefuld, skal det lige med. Men på 40 års afstand er det måske ikke helt rimeligt at måle alle med samme målestok som i dag. Hvor mange forældre fortalte den gang deres børn af de elskede dem? Tiden var vist en anden? Og revselsesretten blev først endeligt ophævet i 1997 efter stor debat. Ikke at jeg på nogen som helst måde vil forsvare denne eller slå de dårlige oplevelser hen, endsige forsvare de meningsløse tilfælde af vold og misbrug, der desværre også beskrives. Men det havde måske været mere passende at perspektivere de berørte børns oplevelser i forhold til datidens børnevilkår fremfor nutidens. 

    Men bogen er vigtig, fordi den giver anledning til og mulighed for at diskutere, hvordan vi skal forholde os til adoption og til de mange børn, der mangler forældre, eller som vantrives på børnehjem eller i dysfunktionelle familier. Og til hvordan vi som samfund kan og skal gøre en indsats for at give disse børn muligheder for at bedre liv. 

     

  • Jeg er spændt på, om der er 2 uger 3 dage siden

    Jeg er spændt på, om der er nogen, der har læst "Profetens datter", der har lyst til at "snakke" med mig om den. Jeg læste romanen sidste år, da den udkom, og jeg var meget begejstret. Det er en barsk roman om en barsk bardom, men den er tankevækkende og rigtigt godt skrevet. Hvad synes I?

  • Åh ja, Maren Spliid! Har 2 uger 3 dage siden

    Åh ja, Maren Spliid! Har besøgt Ribe talløse gange i de sidste fem år. Gjorde Ellen Marsvin til en af Marens bekendte. Jeg har på fornemmelsen, at nogle kvinder forsøgte at "blive hekse", hvis man nu kunne få fordele af  at "gå over på den anden side". Men Maren selv var uskyldig. Hekseprocessernes referater er noget af det mest fascinerende stof fra 1600-tallet: mit hjerte banker for lensmanden på Riberhus, som ikke troede på hekse, og sendte anklagerne hjem. I "Kongens Kvinder" forsøger jeg at forklare Christians frygt for hekse og hans processer. Hans datter Leonora var langt mere skeptisk.

  • BørneimportenJeg kopierer 2 uger 3 dage siden

    Børneimporten
    Jeg kopierer lige din anmeldelse /indlæg hertil Klubben Mette

     
    Mette Krogh's billede
     

    Jeg indrømmer gerne, at 'Børneimporten' af de tre journalister Amalie Linde, Amalie Kønigsfeldt og Matilde Hørmand- Pallesen, er en af de bøger, som jeg gav mig i kast med, med blandet lyst. Underrubrikken siger det hele: "Et mørkt kapitel i fortællingen om udenlandsk adoption". Og det må man sige, at det er - altså et mørkt kapitel, men også på mange måder en mørk fremstilling og ikke mindst udvælgelse af personhistorier.

    For bogen er en historisk fagbog, som på meget fin og velresearchet vis portrætterer de sidste mere end halvtreds års internationale adoptionshistorie, men den lægger sig mellem den objektive faglitterære og malende dokumentariske genre ved at koble historiske fakta og milepæle fra adoptionshistorien sammen med udelukkende sviende personhistorier fra voksne adoptivbørn.

    Og naturligvis bliver jeg revet med af personfortællingerne, som på mange måder er meget velskrevne, tankevækkende og ofte decideret grumme. Historier om adoptivbørn, som har oplevet misbrug, svigt og mangel på omsorg og kærlighed. Og om adoptivbørn, som har oplevet og overværet tortur og sågar mord på adopterede søskende. Jeg bliver voldsomt berørt og må lægge bogen fra mig. Selv nu, hvor jeg skriver min anmeldelse bliver jeg berørt. Jeg nærer dyb respekt for de voksne adoptivbørn, som har delt deres historie og som har været tvunget til at genbesøge - ja netop - mørke kapitler i deres liv, som har og fortsat vil, præge dem resten af deres liv.

    MEN - og jeg er ked af dette men - nogle gange får de grumme fortællinger så meget kød og blod, at det nærmer sig populærjournalistik, ligesom at de altid triste personfortællinger om misbrug og svigt kobles på de historiske fakta med næsten for ført hånd.

    Især når jeg læser anden del af bogen, hvor forfatterne redegør for de undersøgelser og den research, som ligger til grund for bogen, så savner jeg en mere balanceret udvælgelse af personfortællinger, som i højere grad repræsenterer data. Hvor er fortællingerne fra de voksne adoptivbørn, som har fundet sig til rette i den situation, det alt andet lige må være at være adopteret.

    Det er tydeligt, at de tre journalister har valgt vinkel og fulgt den stramt. Og respekt for det. Men resultatet er en lidt unuanceret fremstilling af et emne, der på godt og ondt stadig er aktuelt. Godt, fordi der heldigvis er sket mange forbedringer på området for så vidt angår bl.a. godkendelsesprocesser, adoptionsforberedende kurser, post-adoption services m.m. Men ondt, fordi hele den grundlæggende præmis for adoption gang på gang sættes til debat, men desværre oftest foranlediget af de grumme historier. Og desværre også med afsæt i enten/eller spørgsmålet, om adoption er for adoptanternes skyld eller for at varetage barnets tarv. 

    Som adoptant til et barn fra Kina ligger det mig og min familie meget på sinde, at vi aldrig stopper med at diskutere adoption i det offentlige rum. Derfor byder jeg i høj grad generel debat og alle bøger om emnet velkommen. Også denne, som trods mine kommentarer ovenfor får fire ud af fem stjerner. For hvor kan vi dog lære meget af historien. Jeg vil dog nok være tilbageholdende med at anbefale den til for mange af frygt for, at den bliver ophøjet til den endegyldige sandhed om adoption, som jeg heldigvis selv oplever de positive sider af.

  • Hej, det er forfatteren som 2 uger 3 dage siden

    Hej, det er forfatteren som har stillet sig op på papkassen i solskin!

    Da jeg begyndte på historien om Christian IV - det var i 2009 midt i krisens raseriår - var det Ellen Marsvin og Leonora, som stjal min opmærksomhed. Siden da har de forsøgt at styre projektet. Kirsten Munk kom til, og Wiebke, som bliver til Vibeke Kruse. I "Kongens Kvinder" kommer Christian så at sige til syne gennem de kvinder, der spiller på ham, som på et instrument. Først da han møder og forelsker sig i Wiebke, får han en partner.

    Min første læser af de ufærdige manus var en mand. "Du har skrevet en roman om de tre kvindetyper, vi har det sværest med netop nu: business-succesen, den dårlige mor og hende, der gifter sig opad." Det var hans iagttagelse. Han har ret, ingemn af de tre er hverken glansbilleder eller platte idealer. Bogens tragiske midterfigur er Kirsten, der fødes med alle fordele, men aldrig finder nøglen til den sportsvogn af et liv, hun kunne have fået.

    Sidder her med fortsættelsen, LEONORA, om Danmarks første professionelle politiske powercouple. De gik til grunde. Og både Leonora og Corfitz er resultatet af forudgående generations magtspil.

    (I kan finde mig også på FaceBook og Instagram! Og jeg har en ret køn side, www.mariahelleberg.dk, med Rosenborg, billeder og altmuligtandet.)

     

    Kærlig hilsen

    Maria

  • Vi syntes at det er en god 2 uger 3 dage siden

    Vi syntes at det er en god anmeldelse, af Coraline. Især begrund af at de voksne,bliver mere bange end børnene. At den falske mor,og Coraline skal op mod hinanden.

  • Hej TanjaGodt du 2 uger 4 dage siden

    Hej Tanja
    Godt du skriver:-)

    Jeg kan simpelthen ikke se at du har skrevet til litteratursiden med dit ønske om at blive ambassadør. Men det skal du selvfølgelig være!
    Så gider du ikke skrive til mig med dine kontakteoplysninger, så kan vi skrive sammen om "jobbet". Min mail er mil@odense.dk 

  • Skal adoption af udenlandske 2 uger 4 dage siden

    Skal adoption af udenlandske børn så forbydes?
    Det spørgsmål kunne man fristes til at stille efter at ha læst bogen. Selv mener jeg ikke , det skal forbydes....
    Men der skal til stadighed arbejdes på at gøre kommende
    adoptivforældre mere klar og bevidste om, hvad det kan indebære at adoptere. Og så er det meget vigtigt - ikke mindst
    For børnenes identitet, at de forskellige grupper af adopterede og deres familier en gang imellem mødes, som det ofte nu er tilfældet.

  • Hjertets sandhed. Er lidt 2 uger 4 dage siden

    Hjertets sandhed. Er lidt utilfreds med at Helge Kragh ligesom
    fravælger Hjertets sandhed af praktiske grunde, som han skriver. Han mener, det er rimeligt at fokusere på et sandhedsbegreb , der "i det store og hele benyttes i både dagliglivet og i videnskabelige sammenhænge".alligevel må jeg give forfatteren nogle stjerner for at citere Thøger Larsen
    se s. 16: Vi vil finde sandheds rette spor-ind i dybet, der i hjertet bor....
    Jeg synes i høj grad , det han kalder hjertets sandhed, eller det enkelte menneskes følelsesmæssige indgang til sandheden er en ikke uvæsentlig
    del af sandhedsbegrebet.

  • (Mvh Sofie Jørgensen) 2 uger 4 dage siden

    (Mvh Sofie Jørgensen)

  • Jeg er som Android-bruger en 2 uger 4 dage siden

    Jeg er som Android-bruger en smule ked af det lidt vævende svar, at det "bestemt er tanken...på længere sigt".

    Er længere sigt om to-tre år?

    Og tanken, betyder det; hvis vi pludseligt skulle få ti millioner fra kulturstyrelsen, som vi ikke ved, hvad vi skal bruge til..?

    Jeg formoder, der bag valget ligger en idé om, at IPhoneejere er mere litteraturinteresserede end folk, det vælger Android (der sælges, så vidt jeg ved, stadig flere smartphones og tablets med Android i Danmark). Det er absolut ikke min opfattelse, men kan du uddybe dette?

  • Hej Marianne! Velkommen hos 2 uger 4 dage siden

    Hej Marianne!

    Velkommen hos os :-)
    Nej, du er ikke nogen gammel kyniker bare fordi, du har nogle anderledes oplevelser med "Bogtyven". Du har ret i, at der er mange bøger, der fortæller hjertegribende om 2. Verdenskrig - ja, selv den mest saglige og nøgterne historieskrivning bliver man ofte dybt berørt af. Sammenlignet med mange af de bøger og film, krigen har givet - og stadig giver - anledning til brager den måske ikke så højt, men jeg synes Gitten har en pointe med, at 2. Verdenskrig snart ligger langt tilbage i historien, og at det er vigtigt, at der findes let tilgængelige beretninger.

    Hvilke bøger/film har grebet dig mere, Marianne?

    mvh
    anne-lise

  • Dejligt at høre, at du kan 2 uger 4 dage siden

    Dejligt at høre, at du kan lide bogen. Jeg har efterhånden læst en del af samme forfatter. Min yndlings er Bedste venner. 
    Jeg er kommet dertil nu, at jeg bare gerne vil læse og læse, men der er jo en del andre gøremål i en almindelig hverdag, så jeg sniger mig til at læse lidt morgen og aften. Og de stunder glæder jeg mig rigtig meget til.

    Er MEGET spændt på, hvordan det hele er viklet sammen ;) 

  • Ups, der var jeg ikke logget 2 uger 4 dage siden

    Ups, der var jeg ikke logget ind. Undskyld!

    Ja, sammenligningen mellem dansk og tysk adoption er ikke helt uinteessant. Ligesom reaktionerne derpå, som også resulterer af forskellene.

    Så blev jeg i øvrigt gjort opmærksom på, at i den tidligere DDR "producerede" jo en masse tvangsadoptioner.  Det ligger i sagens natur, at disse børn ikke skelner sig fra alle andre fra udseende. Men der er sikkert et "nyt" kapitel om adoption,  som skal bearbejdes.

    God søndag - Ursel (tak for navnet! smil)

     

  • Hej Ursel. Tak for dit svar. 2 uger 4 dage siden

    Hej Ursel.

    Tak for dit svar. Igen tankevækkende at høre om dine erfaringer fra Tyskland.

    Jeg kan kun være enig i dine betragtninger. (Og så beklager jeg iøvrigt, at jeg ved en fejl fik kaldt dig Ursula).

    God søndag.

  • Hej Mette!   Ja, man kan 2 uger 4 dage siden

    Hej Mette!

     

    Ja, man kan sagtens undre sig over myndighedernes tøven.

    At det var galt, var der jo ikke meget tvivl om – der var jo diskussioner i pressen!

     

    Da jeg spurgte i de tyske ”familieforummer”, hvor mange adopterede de kendte, kom der med det samme en masse videregående tvivl og spørgsmålstegn – ja hen til at der var ikke få som var imod udlandsadoptioner.

    Ganske rigtigt er bevidstheden en anden, motiverne har jo også forandret sig.

    Det går du jo ind på, og det bliver jo også  behandlet i bogen.

    At det er – i dag – mindre følelsen af velgørenhed overfor barnet og meget mere et inderligt ønske at blive forældre, synes jeg ikke er den værste udgangspunkt.

    Hvorfor får folk biologiske børn?

    Det er da forhåbentlig også et ønske, at danne en familie, at hjælpe et barn på vej.

    Tyttes motiver var ædle, men de får også nemt bismagen af medlidenhed, nåde og en forventning om taknemlighed, som barnet burde udvise --- og som kunne udnyttes på den grusomste måde, som vi jo også ser i bogen.

    Adoptivforældre i de gamle dage havde – i hvert fald efter min lille erfaring fra Tyskland –noget af et helligenglorie, de var helter som reddede uønskede børn fra et grusomt skæbne.

    Hvem turde kritisere dem?

    Det lyder næsten forkert at kritisere forældre som ønsker sig et barn og adopterer. Dette motiv bliver betragtet som egoistisk, jeg føler som om man burde undskylde sig for dette ønske.

    Men mærkeligt nok gik det jo galt, da motiverne vare mere ” ædle” end ”egoistiske”.

    (Fordi man kunne gemme sig bagved ”jeg-redder-en-del-af-verden-motiver?)

    Det adoptionstilfælde jeg kom tættest på gik ud fra et barn, som blev födt i en familie, hvor det ikke kunne blive. At adoptivforældrene var i familie med moderen, havde lige mistet et barn og kunne byde dette uønskede barn ikke kun en ny familie, men også den oprindelige, idet det hele var en familieadoption (som det hedder i Tyskland), var et sammentræf  af alle motiver (og lidt mere).

    Det har desværre ikke skånet barnet for en dyb identitetskrise i puberteten – så uanset hvordan  og hvorfor adoption finder sted, bør man tænke på følelsen af svigt og om at være anderledes, og disse følelser rammer ”udenlands udseende børn” sikkert tidligere end dem, der ser ud som omgivelsen.

    Interessant for resten ogsaa, at mange af de tysker, som svarede på mit rundspørgsel, kunne ikke forstå eller godkende det argument med ”at genspejle sig” i andre adoptivbørn.

     

    Ja, hvis man læser bogen ”kun” som en historisk beretning om udviklingen af udenlands-adoptioner, så er vi lige så hurtigt enige (det var grusomt, forkert, uansvarlig) som færdige.

    Men bogen kan udløse en videregående diskussion om adoptioner i dag og om mangfoldige aspekter i emnet.  Adoption er en dyb privat sag som  at stifte familie jo er. Men adoption har ogsaa samfundsmæssige aspekter, som alle burde kende og tage stilling til.

    Derfor burde mange (alle) læse den!

     

    God søndag - Ursel (!)

  • Hej Anne-lise. Jeg er meget 2 uger 4 dage siden

    Hej Anne-lise.

    Jeg er meget enig i dine og Ursulas tanker. Man sidder netop tilbage og tænker "hvorfor greb myndighederne ikke ind noget før"? Og hvorfor var hele adoptionsprocessen kastebold mellem en række myndigheder og instanser, som alle havde travlt med at kaste bolden videre til de andre. Bogen giver klart indtryk af en høj grad af umodenhed blandt systemerne og en klar uvilje og mod til at tage et ansvar i en ømtålelig debat.

    Jeg sidder tilbage og frygter allermest, at historien vil gentage sig, og at vores politiske system og myndigheder stadig ikke for alvor tør skride til handling og træffe beslutninger, når det kræves. Seneste skud på stammen er måske behandlingen af AC Børnehjælps økonomiske rod.

    Og så vil jeg bakke op om dit forslag, Anne-lise, ift. at brede undersøgelsen ud. Det kunne være meget interessant for at få mere perspektiv på debatten.

     

  • Hej Ulla. Jeg er helt enig 2 uger 4 dage siden

    Hej Ulla.

    Jeg er helt enig med dig i, at Børneimporten er en rystende bog, som jeg også har anført i min anmeldelse andetsteds på siden. Jeg kunne have skrevet stople op og stolpe ned om alle de overvejelser og tanker, bogen fremkaldte undervejs og efter endt læsning.

    Og du nævner her en af dem - adoption som ulandsbistand eller som alternativ til selv at få biologiske børn. Jeg hører til sidstnævne kategori, sammen med de otte andre par, som vi var i den heldige situation at adoptere samtidig med fra Kina. Men jeg skal ikke afvise, at der for flere af os også ligger en følelse af, at vi gjorde noget godt også for det hittebarn, som var blevet anbragt på et børnehjem (som jeg dog for mit eget vedkommende ikke vil ophøje til kalde ulandsbistand).

    For mig er det derfor ikke et enten/eller spørgsmål, og jeg håber, at vi hele tiden i adoptionsdebatten kan holde fast i, at det handler om mennesker på begge siden af ligningen og at der nok er lige så mange forskellige grunde, samfundsvilkår og erfaringer, som der er foretaget adoptioner.

     

  • Du har helt ret i at et 2 uger 5 dage siden

    Du har helt ret i at et direkte link til app'en skal ind. Nu har jeg sat linket ind to steder i artiklen. 

  • Saukerl, Saumench og Nein. 2 uger 5 dage siden

    Saukerl, Saumench og Nein. ingen sauerkraut :-)..
    Der var også kun ganske få til fremvisningen i Esbjerg... 4 helt nøjagtigt..
    Og jeg er jo så ikke en "gammel kyniker". Jeg tudede lystigt både til bogen og til filmen! -
    Og ja, både bog og film løftes op til et "let" niveau med døden, som sympatisk fortæller, og med en 9-15 årigs piges perspektiv til tilværelsen i øvrigt.. Og netop derfor orker jeg både at læse og se om den krig.. Som, har betydet og betyder så meget endnu, for mange.. Men som også snart ligger langt tilbage i historien. Så hvis ikke det er let tilgængeligt så vil der jo også være mange der står af af den grund?..

  • Hej, Hvornår kan man forvente 2 uger 5 dage siden

    Hej,

    Hvornår kan man forvente at få svar på, om man er blevet valgt som ambassadør eller ej? Jeg venter hver dag i spænding på at høre fra jer.

    Med venlig hilsen

    Tanja

  • Tak for linket til 2 uger 5 dage siden

    Tak for linket til "Filmselskabet", Stinelk. Selv hører jeg radioprogrammer og "Filmland på P1" var heller ikke venlige - "Bogtyven" anmeldes fra 20:00 minutter og 5 minutter frem på http://podcast.dr.dk/p1/rssfeed/filmland_radio.xml
    På Scope http://www.scope.dk/film/9418-bogtyven citeres stumper af avisanmeldelser - for det meste er de negative.

    BioCity i Næstved viste denne eftermiddag filmen i en stor sal for blot to unge piger og mig. Om det har været de sure anmeldelsers skyld eller bare tilfældigt, kan jeg jo ikke vide. De to unge piger var musestille, så jeg tror de var lige så betaget som mig.

    Jeg kunne lide filmen, fordi den var filmet i dæmpede farver bortset fra forårsscenen ved søen, som netop derfor blev et funklende udtryk for Liesel og Rudys proklamation "Jeg hader Hitler!", fordi den blev spillet godt, fordi den var tro mod bogens forlæg - ja, nærmest tilførte noget ekstra - og fordi den lod krigens grusomme realiteter danne et behersket bagtæppe for de mennesker og den historie, det gjaldt. Sentimental? Ja, vel nok. Men hvad er der i vejen med det? Den fortalte denne anderledes og dramatiske, jordnære historie smukt og kærligt. Så, jo, jeg synes bog og film var lige vellykkede.

    Gitten, jeg havde ikke forventet tysk tale, men vist heller ikke den tyske accent ;-)
    Jeg havde håbet på, der ville blive sagt: "Saukerl" og "Saumensch" - og det blev der heldigvis.

    Marion, jeg ville blive glad, hvis du kunne afsløre din teori om titlerne på de bøger, som Liesel stjæler.

    mvh
    anne-lise

  • Måske er jeg en gammel 2 uger 5 dage siden

    Måske er jeg en gammel kyniker, men for mig var ’Bogtyven’ ikke den gribende fortælling, som jeg kan høre mange andre har haft oplevelsen af. Bogens force er først og fremmest, at den har den originale konstruktion med Døden som fortæller, en 9-15 årig piges synsvinkel og de mange indsatte kommentarer og faktabokse, synes jeg. Men jeg synes også, man mærker, at den er skrevet som ungdomsbog. At det er Døden, der er fortæller, gør den vel også lidt lettere at kapere for unge? Døden fremstilles i hvert fald som et ganske sympatisk væsen, for hvem det er ’just another job’ at hente sjælene fra alle krigens ofre. Alt i alt en god bog, men ikke den hjertegribende fortælling, som mange andre bøger fra krigen har givet.

  • Ja så fik jeg læst den færdig 2 uger 5 dage siden

    Ja så fik jeg læst den færdig og er fuldt ud tilfreds- Sikke en skøn bog;)

    Det var en god blanding af chick-lit og overraskende læsning og jeg slugte bogen på kort tid.

    Jeg kunne sagtens identificere mig med dele af både Annie og India, og syntes det er så beskrivende at der altid er en grund til vi er som vi er. Alle kvinderne forsøgte at gøre oprør, og alle endte med en fin selverkendelse af hvem de var.  Og Rory, hun er bare sådan en fin blanding af alle disse kvinder. Og så får hun noget, som intet barn kan få for lidt af: Kærlighed og opmærksomhed.