Seneste kommentarer

  • Ja, tegneseriedelen, som jeg 2 uger 8 timer siden

    Ja, tegneseriedelen, som jeg netop er blevet færdig med, gjorde al min skepsis til skamme, for jeg blev positivt overrasket ligesom dig,  Anja.

    Jeg er helt forvirret af alle de indtryk, men her er nogle af mine tanker:

    • Citaterne ved hvert årstal er udsøgte, især 1915: "Den bedste måde at besejre fjenden på er ved at slå ham ihjel .... Efter sejren ville det være for sent." Hallo, General Einstein!!!!
    • Fortælleren forekommer noget mere begavet. Hans tone er syrlig, bitter og satirisk. Han er fremsynet og ved fra begyndelsen, hvad det vil udvikle sig til, og kan se, det er 1870 om igen, og at der efter denne krig ville komme andre.
    • Selve tegningerne er meget grafiske (undskyld!). Til tider ganske uhyggelige men også med forsonende træk. Krigsmateriellet er perfekt gengivet med fine cirkler og lige linier. Naturen ligner nogenlunde natur. Soldaterne fremstår imidlertid som medynkvækkende væsener i deres beklædning, der poser og hverken passer her eller der (med undtagelse af nogle af "udlændingene"). De ser buttede og klumpede ud, runde og bløde og sårbare.
    • Amerikanernes verden er en helt anden, får vi at vide men ikke at se, med deres badekar, sæbe, plæneklippere og tandbørstning. Alt har de - blot ikke våben.
    • Tak for linket til "julesangen", til illustration af den surreale "fraternisering".
    • For det meste er tegningerne holdt i sort-hvidt-gråtoner; så meget mere overraskende er farveglimtene som det lysegrønne billede på side 72, hvor de "straffri mordere" ligger under ubeskadigede træer. Der er røde huebånd (og selvfølgelig de røde klovnebukser, som valmuerne kun kunne give ringe dækning), de sovjetiske faner, den blodrøde himmel og floden af blod og de gyldne granathylstre. Tommierne og Doughboyerne er kakifarvede, og flyene har de farver, fly skal have, men ellers sort-hvidt og gråtoner, ligesom det skal være.
    • Gruen er skildret ærefrygtindgydende. Maddiker, lemlæstelser, vansiringer ... og koldbranden ... og den spanske syge i baglandet.
    • Jeg havde håbet, fortælleren havde mødt "sin prøjser" efter 11-11-1918, men nej ....
    • Vores fortæller funderer over, om de mon forresten ville "få lyst til at småpludre om det her uhumske myrderi", og han kom desværre hjem uden sin højre hånd.
    • Vi møder også de "granatsyge" simulanter, der drives nøgne rundt i en kreds.
    • Der er et fint citat under 1919:

    "... Ikke et eneste pricip, en eneste tanke eller storslået idé kastede glans over den [krig]." Og det må give anledning til megen bedrøvelse og tomhed. I den næste var der dog nogle holdninger at slås om ....

    Og så lærte jeg, at den tyske kemiker Fritz Haber fik Nobelprisen i 1918. Han havde udviklet en metode til at syntetisere ammoniak - vigtigt i gødning og sprængstof - men var også "faderen til kemisk krigsførsel" via sit arbejde med at udvikle giftgasser.

    Jeg er begyndt på andet halvleg, som også forekommer mig lidt gumpetung - vel nok fordi første halvleg var så imponerende. Dog måtte jeg grine ad billedet "Dans la tranchée" på side 96 med de skræddersyede uniformer - det af de franske infanterister på side 97 ligner mere dem på tegningerne.

    Jo, det var et dristigt, men godt - viste det sig - valg af bog, Anja.
    Tak for det :-) 

  • En lille sjov detalje  - 2 uger 17 timer siden

    En lille sjov detalje  -  udtrykket "kæle" på s.42  Jeg vil tro at ikke jyder må tro at det er en trykfejl - at der skulle have stået kælne. Men når man har jyske rødder, er det helt naturligt - det udtales "kjæle" med stærkt tryk på første stavelse. Ens mormor kunne sige  - "jamen who æ do da kjæle! " og det var ment som -  det er for meget,  behersk dig lidt. 

  • Fandens til Krig af Jaques 2 uger 1 dag siden

    Fandens til Krig af Jaques Tardi og Jean-Pierre Verney er en bog delt i to. Omhandlende 1. verdenskrig. Fra August 1914 til 1919.

    Første del er en tegneserie, fortalt fra en soldats synspunkt. Han var franskmand. Og var egentlig en fattig metalarbejder indtil han blev sendt i krig.

    Jeg havde ikke de store forventninger til en tegneserie, men jeg må sige at jeg blev positivt overrasket. Jeg synes at det var godt skrevet. Det hele var p.g.a formen meget kort og direkte, men både billeder og tekst kunne jeg rigtig godt lide.

    Der var flere ting i historien jeg især kunne lide:

    Fortællingen om den tyske soldat som sov op af hovedpersonens skulder. De mødtes flere gange, og hjalp hinanden. De var fjender men samtidig også to der tilfældigvis kæmpede for hvert deres fædreland.

    Der bliver nævnt det om en julenat hvor de tyske og britiske soldater holdt våbenhvile og fejrede jul sammen. For én nat var de ikke fjender. Lars Lilholt har lavet en rørende sang om episoden. “Jul i ingenmandsland” https://www.youtube.com/watch?v=ibdDJnbGro8

    I slutningen af tegneserien nævnes hvordan flere forskellige påvirkes af krigen på den ene eller anden måde. Rigtig godt fortalt synes jeg.


    Den sidste del af bogen er en historisk gennemgang af krigen år for år. Det var jeg ikke lige så vild med. Jeg synes det er spændende at læse om historie, men det blev bare en alt for detaljeret og minutiøs gennemgang af alle begivenheder. Det blev hurtigt for ensformigt. Men interessant læsestof.


    Alt i alt synes jeg at det er en rigtig god bog, som jeg gerne vil anbefale andre at læse. Jeg er glad for at tegneserien overraskede så positivt.

    Hvad synes i?

  • Det var vel nok en herlig 2 uger 1 dag siden

    Det var vel nok en herlig portion "genklang" her!  Og virkelighedens halve vingummibamser er jo lige så rørende som bogen.   TAK!

  • Endnu en gang tak for rigtigt 2 uger 1 dag siden

    Endnu en gang tak for rigtigt pæne ord. Især er jeg rørt over, glad for og stolt af, at jeg åbenbart har kunnet give en 78-årig læser – Hanne Ingerslev - et indblik i en (mande)verden, hun ikke hidtil ikke havde forstået. Så bliver respons på ens arbejde bare ikke bedre. Av, det indlæg var jeg glad for.  

    Også tak til Stephansen, som spørger, om alle de her skæbner nu også kan have sin rigtighed. Og ja, desværre, må jeg sige, romanen er bygget op omkring ægte virkelighed – meget af den endda selvoplevet – og på mange måder faktisk mere grum end bogen. Oprindelig fik jeg ideen til at skrive bogen, da min far døde (af kræft), og jeg tilfældigvis samtidig tog tilbage til mit eget ’opland’ for at skrive en livsundersøgende artikel om en fyr, som Peter Sommer engang lavede en sang om. ’Sang til Bo’ hedder den, og den findes på albummet ’Destruktive vokaler’. (Døds)Bo, der var ualmindelig hyperintelligent, var min barndomskammerat, og han drak og stoffede sig ihjel som 39-årig. Til sidst kunne han ikke indtage føde. Han var så smadret indvendig, at hans mor måtte skære vingummibamser over i halve stykker – det var det eneste, han kunne få ned. Det er ham, der er forlægget for ’Fessor’.

    Virkeligheden er i dag mindst lige så rå. For tvivlere vil jeg anbefale at høre radiofeaturen ’Hårdt liv på Hovedvej 13’, der sendes på DR P1 fredag 30. januar. Den følger nogle af de skæbner, der i dag lever i det samme område som ’Opland’ foregår i. Det er ikke for børn.

    Angående titlen: Et ’Opland’ er ordbogsagtigt et område, der omkranser en større by, et større sted, og altså ikke har en særskilt, en egen identitet. Det er ikke engang det såkaldte ’Udkantsdanmark’, der jo har fået sin egen ret stærke på-trods-identitet. Det er en ligegyldig fedtrand rundt om kødet, hvis man kan sige det sådan. Det er et sted, et område, en tilstand, der på mange måder er født underlegent og ligegyldigt. At komme fra oplandet – uanset, hvorhenne det er i Danmark - kan derfor oversættes til et sted, man – hvis ellers man har ambition om at være ’kød’ - søger væk fra. Man søger noget bedre, noget større, noget at tygge i. Oplandet er et slags transit-område, hvor man hele tiden er på vej væk. Og på vej tilbage, som der står i romamen. For det er jo det sted, man kommer fra, og som man på mange måder ikke kan lade være med at elske. Midt i al mismoden håber jeg, at jeg også får fortalt, hvor smukt – og fedt - der er derude.

     

    Bedste hilsner

    Jens

  • Hej Ask, I februar læser vi 2 uger 1 dag siden

    Hej Ask,

    I februar læser vi Robin Hobbs Fools Errand. Vi mødes kl 17 den tredje mandag i måneden (i februar er det den 16.). Vi plejer at mødes på første sal lige ved rulletrapperne.

    Håber vi ses da :)
    Anna

  • Romanklubben i Holstebro gav 2 uger 1 dag siden

    Romanklubben i Holstebro gav bogen mange roser. Det var en grum fortælling, og det blev debatteret, om det nu da også kunne have sin rigtighed med sådanne skæbner. Allegorien med mårhundene blev vendt, ligesom vi også snakkede meget om titlen. Kan du Jens hjælpe os lidt på vej med ordet Opland?

    En let sprogmæssigt tilgængelig bog, fascinerende og malerisk beskrivende. 

  • Opland. Fortællingen kan være 2 uger 2 dage siden

    Opland.

    Fortællingen kan være svær at rumme, mente vi.

    Underdanmark, vold, stoffer,dysfunktionelle familier og børnemishandling er bare nogle af de emner, vi diskuterede ud fra Opland.

    Sikke en farmor!

    Og sikke et børnesyn, der beskrives i bogen. Den sociale arv viser sig fra den grummeste side.

    To af os beskætiger sig arbejdsmæssigt med sådanne familier og genkender her i 2015 desværre også typerne.

    Effekten med at tilbageblik står med kursuv gør, at vi altid ved, hvor vi er i tiden.

    Beskrivelsene i Opland virker meget stærke på os, vi føler vi både kan lugte, se og mærke de grumme scener.

    Forsidebilledet og bogens indhold supplerer hinanden på bedste vis.

    Vi synes helt bestemt bogen har en mission i netop at bringe den befolkningsgruppe frem i lyset.

    Med sin troværdighed håber vi, at mangfoldigheden i Danmark bliver mere kendt.

    Også Opland lægger op til meget duskussion - også det at problemstillingerne findes alle vegne og ikke kun i Opland

  • DR-klubben ved Horsens 2 uger 2 dage siden

    DR-klubben ved Horsens bibliotek mødtes i går sidst på dagen og snakkede om Jens Vilstrups roman Opland.  Sproget i romanen, som meget fint understreger det barske afstumpede miljø, blev diskuteret grundigt. En af deltagerne fandt sproget meget billedrigt næsten filmisk. Flere gav positivt udtryk for romanens store ægthed. Kompositionen i romanen med flash-back teksterne fungerede rigtig godt og blev rost bordet rundt. Det har været til stor hjælp at Jens Vilstrup selv har deltaget i debatten her på siden. Tak for det!

    Vi diskuterede selvfølgelig ikke kun sproget, men tog også fat på en snak om hvorfor Niller i så høj grad stræber efter anerkendelse  af de gamle venner fra barndomsmiljøet. ”Niller forlader nok barndomsmiljøet, men barndomsmiljøet forlader aldrig Niller”, som en fra læsegruppen udtrykte.

    Der var meget store udsving i holdningerne til romanen. Flere i gruppen synes at emnet var trist, og at vi i læseklubben har læst for mange ”udkantsDanmark-romaner”.  Så kritikken her går ikke på den aktuelle roman men på udvælgelsen af de nominerede titler.  Vi har læst Erling Jepsen, Anne-Cathrine Riebnitzsky og Kirsten Myers som alle arbejder med lignende temaer og miljøer.

    Personligt synes jeg, at det er en fremragende roman. Stor ægthed og fine psykologiske portrætter. Alt sammen fortalt i et barsk, råt og uforsonligt sprog. Jeg er ikke selv utilfreds med udvalget af nominerede titler, for det er lige præcist det, jeg synes litteraturen kan og skal – give os alle indblik i og forståelse for andre miljøer og kulturer.  Også selv om det er så svær og hård læsing, at det næsten gør ondt.

  • I begyndelsen syntes jeg 2 uger 2 dage siden

    I begyndelsen syntes jeg romanen var hæsblæsende, voldelig og ulækker,   og endnu en roman om børn, dere har taget skade!!!   -og så blev jeg fanget og nysgerrig, dels fordi hovedpersonen var læge - hvordan kunne han dog holde sådan et miljø ud og var hans tanker troværdige, og dels fordi den foregår i nærheden af Palsgård savværk, hvor jeg har holdt alle mine sommerferier.

    Og sikke et held - for det er jo en FANTASTISK roman. For mig er nok det mest værdifulde at den giver et indblik i en drenge/mandeverden, som jeg trods mine 78 år ikke før havde forstået. - Alene det er imponerende. Og så spiller den på SÅ mange tangenter  - jeg ELSKER Fessor. jeg blev rørt helt ind i hjertekulen mange gange  - over hamsterens øjne, over at lugten af Thorbjørns skjorte trøster  -  over det frygtelige at vask af sportstøjet stopper fodbolden.

    Der er mange originale metaforer  -mor stirrer på ham, somom hendes øjne har ligget i dybfryseren hele natten - wow!

    Som krimi er den jo også fin. Og der tales konstant til sanserne.

    Jeg var flad af grin da landevejsridderen og faderen hælder alle de pornoord ud -  og igen rørt over at faderen har gemt den plastic-dims han fik af den mand.

     Interessant at både her, i Sommerbarn og i Forbandede Yngel er pointen hævn  - og der sidder man og jubler indvendig.

    Jo  en roman blandt mange om børn der har taget skade , MEN anderledes!  Giv romanen en chancefør I opgiver over voldeligheden

  • Tak for super gode indlæg, 2 uger 2 dage siden

    Tak for super gode indlæg, Connie og Jens. Jeg har læst dem et par gange, og synes der er meget interesant. Men lad mig først og fremmest skrive, at jeg finder "Opland" fyldt med en autentisk nerve som virker mig stærk på mig. Selv om afsnittene i kursiv til tider kan virke ubærlige at læse, så er de for mig, det som gør bogen vedkommende. 
    Og ja, vi har mange gange læst bøger om "mand som tager til bage til barndommens land i Jylland for at blive forsonet mig sig selv og sin fortid".  Tror det er et eviggyldigt tema - ønsket om at komme overens med sin opvækst og følge sig som et helt menneske. Det selv om det er hårdt, så er det en proces som mange finder nødvendig.
    Stærk, stærk beskrivelse af den proces finder vi i Opland.

    Men jeg er ikke afklaret med om man skal tilgive, om det er vejen frem til forsoning. Meget spændende spørgsmål. 

  • Hej igen, der kommer lige 2 uger 2 dage siden

    Hej igen, der kommer lige lidt flere overvejelser.
    Du kalder dit bidrag af en roman sølle, og det syntes jeg ikke den er. Den er bare en af de bøger i rækken , som jeg som læser altså lige på det her tidspunkt i mit liv ikke kan rumme så godt, og det er jo ikke din fejl som forfatter.
    Indholdsmæssigt er det jo en god historie du fortæller.
    Du nævner andre frygtelige virkelige sager, som har været fremme i medierne igennem det sidste årti ( har lige læst en artikel i Politiken om "Tønderpigen" som nu er indlagt, og forståeligt nok har bedt om polititilhold til faderen ) så til dit spørgsmål om tilgivelse eller ej er mit svar ;Nej, det er ikke alt der er tilgiveligt, men jeg syntes nu også at det er godt hvis man som menneske kan komme videre på trods.
    Jeg har også al ære og respekt for folk som Zornig og dig selv, der giver disse udkantsproblematikker en stemme, men som læser siger jeg bare at det kræver et andet overskud af mig at læse den slags emner, når det ikke som Blendstrup og F.eks Erling Jepsens bøger er pakket ind i humorens forsonende lag. Ikke for at hive din bog ned på et plat niveau, men ugebladet "Ude og. hjemme" forbigår jeg , bl.a. fordi jeg hader det der med at svælge i andres ulykker, men jeg syntes det er rigtig godt at du vedstår din vrede fortællerstemme, der ikke har tilgivet .
    Som læser står jeg alligevel tilbage med den der automat sætning "så tag dig dog sammen mand, og kom videre " og måske kommer hovedpersonen virkelig videre efter begravelsen?
    Du har ret i at mænd er mere udsatte end kvinder. Der er i hvert fald flere mænd der lever i udsatte grupper, og jeg siger bare med dette og mit forrige indlæg at tilværelsen er jo også andet, og det hjælper med garanti at fokusere på de lysere sider, nogle skal bare have hjælp før det lykkedes.
    Nu ikke mere fra min hånd i denne omgang, fortsat god debat
    Fra Connie

  • Hej Jens og andre 2 uger 2 dage siden

    Hej Jens og andre meddebattører.
    Sidder lige nu med Van Morrissons " Stranded" i ørerne. Er glad for at jeg fik spurgt til indlednings citat, for det er jo en god nøgle til at forstå din roman, sådan som du selv stiller spørgsmålet, skal man tilgive alt ( meget aktuelt også i anden sammenhæng at tænke over dette spørgsmål )
    Iøvrigt en dejlig kunstner, og en god sang syntes jeg.

  • Hej igen Connies indlæg 2 uger 3 dage siden

    Hej igen

    Connies indlæg rammer på mange måder et af de mere ømme punkter i min roman. Bogen er åbenbart en ’tand for rå og depressiv’. Det har flere givet udtryk for. Men, kommer spørgsmålet så, i forhold til hvad?
    Virkeligheden er SÅ meget mere rå, ond og depressiv end min sølle roman. Tænk blot, et øjeblik, på Tønder-pigerne, Esbjerg-mandens ofre, Brønderslev-børnene eller Zornig-familien. Der er så mange af de sager. Og mange, mange flere, vi aldrig hører om.
    Skal man i en roman lade et barns naturlige reaktion på  overgreb være 'voksen'-fortalt og dermed lave en virkeligheds-tilpasning, der prøver at passe ind i en moderne ’varme-i gulvet’-verden’? Skal man per litterær definition lade ens karakterer gå efter tilgivelsen, forståelsen og forløsningen? Eller skal man lytte og give ord til den måske mere usælgelige og ubekvemme virkelighed, til det uforstående, fortrædeliggjorte barn, dets indestængte vrede og til dets ofte meget sort/hvide opfattelse af verden? En opfattelse, som, tror jeg, fortsætter langt, langt op i voksenalderen, selvom mange af os – uanset hvad fornedrelserne består af – går til psykolog eller andre behandlere for ihærdigt at prøve at voksenliggøre og overnuancere vores indre barns sort/hvide-billeder. For at få det naturligt vrede barn til at gå væk, vil jeg påstå.  

    Jeg har valgt at give stemme til sådan et vredt, uforløst barn, der som voksen er forblevet uforløst - og dermed er udenfor. (Men dog til stadighed kæmper for at komme indenfor). Beklager. Men jeg bilder mig ind, desværre, at den ’stemme’ gælder mænd noget mere, end den gælder kvinder.

    Tilbage står ethvert menneskes dybfølte ønske – uanset køn selvfølgelig - om forsoning. Om tilgivelse. Over for sig selv og andre. Van Morrison er i mine ører en irsk gospel-sanger, der i mange af sine sange kredser om netop det emne:  Kristendommen og den svære, men nødvendige tilgivelse. At være ’Stranded’, som er den sang, jeg citerer i begyndelsen af min bog, er for mig det samme som at være i tvivl om tilgivelsen, om hvor langt den kan strække, hvor meget den kan rumme. ’The Devil’ giver vel sig selv, mens ’The Deep Blue Sea’ er den uendelige rummelighed/tilgivelse. Og ’Ain’t no where else to be’ er den fuldkommen naturlige menneskelige tilstand og tvivl.

    Bedste hilsner

    Jens

  • Helt enig. Det er så totalt 2 uger 3 dage siden

    Helt enig. Det er så totalt befriende ved bøger, at de ikke har hyperlinks!

    Glæder mig til Hartmut Rosas næste bog kommer (den, der nævnes i den artikel, du linker til - den skal hedde "Resonans" og handle om, hvordan vi finder fodfæste i vores liv).

    Ellers kan jeg også anbefale Henry David Thoreaus lille perle "Walden eller livet i skovene". Han inspirerer mig altid til at prøve at være lidt mere rolig og nærværende. Men det er svært. Som mindfulness-guru Jon Kabat-Zinn skriver:

    ”Fuld opmærksomhed skal fænge og holdes ved lige, beskyttes mod det travle livs eller det hvileløse og plagede sinds vinde, ligesom en lille flamme skal beskyttes mod stærk blæst.”

  • Opland har været en blandet 2 uger 3 dage siden

    Opland har været en blandet fornøjelse at læse for mig, men ikke dermed være sagt at det er en dårlig bog.
    Jeg er måske bare fyldt op af autobiografier, efter at have tygget mig igennem bl.a Knausgårds store værk, og der har jo også været rigtig mange andre der dyrker denne genre i de seneste år. Normalt er jeg ellers ret glad for bøger fra udkantsdanmark, men denne her er en tand for rå og depressiv i sin tone til mit lune p.t
    Som I Moritsen eller en af de andre debattører nævner, er der en del gentagelser, men jeg syntes nu som flere af de andre indslag her på siden giver udtryk for også at bogen kompositorisk fungerer fint med dejavu til barndommen og Nutiden og voksenlivet blandet sammen.Det er jo sørgelig læsning med alle de her tilbageblevne skæbner.
    Grunden til at kæden springer af for mig,er nok at det hele er så sort og håbløst...men jeg ved godt at sådan ser livet ud , for nogle mennesker, men vi vælger jo også selv hvad vi fokuserer på her i livet, og uden at lyde som en banal jubel optimist, så kan jeg altså også godt lide at læse om de lyse og gode minder, og dem er der langt imellem i denne bog.Den der tematik med at være udenfor og alligevel del af en gruppe var også det gennemgående i min forståelse af bogen, og så altså den voldelige del som andre så fint har analyseret på. Den del var så bare ikke lige min kop te.Jeg vil spørge forfatteren ;
    Hvorfor har du valgt at indlede. med at citerer Van Morrison " Im stranded between the devil and the deep blue see. There Ain't no where else to be
    except Right here
    and I'm stranded"
    Og til forfatteren vil jeg iøvrigt sige at jeg er blevet mere nysgerrig, og vil måske låne mere fra din hånd, især hvis du , som Ishøj gruppen var inde på prøvede at fortælle en historie med en anden synsvinkel end ham der er udenfor. Syntes også du er lidt barsk i din beskrivelse af faderen. Håber ikke det er din egen far der er forlæg ? Held og lykke fremover
    Venlig hilsen Connie

  • Hej DR Romanprislæsere! I 2 uger 3 dage siden

    Hej DR Romanprislæsere!

    I Ishøj talte vi meget om de forskellige temaer , der bliver berørt i romanen. Men var alle enige om at voldstemaet var det gennemgående. Både volden drengene imellem, men også volden i hjemmet, volden som udtryksform og hvordan vold går i arv, fordi man ikke kender et andet sprog.
    Men temaerne var mange : social arv/ arv og miljø, omsorgssvigt, identitet, mænd og mandefælleskaber , udkants/under- Danmark, mønsterbrydere, far&søn problematik osv.

    Der var lidt blandede læsninger af Opland , rigtig mange syntes at den var god ,og at den gav en spændende , vedkommende og realistisk indgang til en verden , der var ukendt for de fleste.
    Og at forfatterens projekt med at se barndom/ungdommen fra barnets synsvinkel var lykkedes. Enkelte genkendte miljøet og mente at den var meget tæt på noget, der kunne ske og at Opland satte refleksion over egne barndomserindringer i gang. (Hvilket er noget af det smukkeste god litteratur kan gøre.)
    Men der var også læsere, der synes at den var unødvendig voldelig, rå og gav et billede af 70’ernes Danmark , de slet ikke kunne genkende. At de meget traumatiske barndomserindringer sammenholdt med alle de meget voldsomme hændelser i ugen op til begravelsen, bare var for meget. En enkelt mente, at den ville kunne fungere fint som ungdomsroman, men at hun som voksenlæser synes den var hurtigt læst, hurtig glemt.

    Alle synes Opland var meget nem at læse, at sproget var letflydende og at man godt kunne fornemme at Vilstrup er journalist.
    Vi synes også at romanen kompositorisk var velfungerende. Det med at skifte på to plan, fortid og nutid fungerer rigtig godt, flashback til barndommen var en god ”igangsætter”, også til egen refleksion.
    Og det gav god mening og var let at forstå at Niller, stadig som voksen mand midt i 30'erne, bar rundt på sin biologiske arv, der tydeligt fortalte hvad afstumpethed, traumatiske barndomserindringer og fornedrelse gør ved mennesker. Og at man via beskrivelserne af barndommens oplevelser, forstod hvorfor han selv var voldelig og pludselig tændte af, på trods af at han var mønsterbryder og tilsyneladende var færdig med sit ophav.

    Men ellers havde vi en lang snak om øgenavne, noget alle kendte til, men også noget vi forbandt med mindre samfund og familien.
    Mårhunden, var naturligvis også oppe at vende, og vi var alle enige om at den var repræsentant og symbol på det fremmede, der trængte ind og som derfor var den fælles fjende, noget de kunne samles om. At den var et studie hvordan man opelsker et massehysteri over noget rimeligt uskyldigt. At Niller også var en mårhund, der trængte sig ind, der hvor han ikke længere hørte til.
    Vi fik en længere snak om landevejsridderen, der repræsenterede den frihed, uansvarlighed og sorgløshed faderen drømte om. Og at faderen var fanget i den rolle 70’ernes mænd var i, med kone og børn og økonomisk ansvar. Og at han også ønskede et andet liv, også selvom det ikke gjorde ham ansvarsfri.

    Til slut talte vi om , hvor alle ”de gode voksne var”? Og vi kunne kun komme i tanke om Donses forældre. Men vi blev enige om at Opland er Nillers barndom og hans historie , og at romanen havde været anderledes, hvis det havde været en af brødrene, der havde været fortælleren, eller hvis det havde været moderen eller faderens historie, og at synsvinklen i den forbindelse er ret essentiel.

    Flere sagde at, de ikke kendte forfatteren og at det havde været en rigtig god læseoplevelse. At det ikke var en bog de ville have valgt, men at de var glade for at have læst den, nogle stykker tog den med hjem igen, for at genlæse. Det virkede som om at Vilstrup har fået mange nye læsere i Ishøj

  • Jeg giver denne bog min 2 uger 3 dage siden

    Jeg giver denne bog min varmeste anbefaling. Sproget er vidunderligt, og handlingen er tankevækkende. Ikke mindst post-Charlie Hebdo! Jeg er ikke sikker på, at jeg var med forfatteren hele vejen, men jeg nød hvert et skridt. Og aldrig har jeg da holdt så meget af æbletræet på skrænten i vores have :-). Bogen fortjener rigtig mange læsere!

  • Hej Ask   Tak for din besked, 2 uger 3 dage siden

    Hej Ask

     

    Tak for din besked, du er meget velkommen til at springe på i februar, hvis det passer dig bedre der.

    Jeg tjekker lige dato osv. med tovholder, Anna, og så vender jeg tilbage til dig :)

     

    Mvh Maria

  • Jeg giver Dorte Spon ret i, 2 uger 3 dage siden

    Jeg giver Dorte Spon ret i, at Jens Vilstrup lykkes meget godt med denne roman. Den er grum og det kostede mig en del overvindelse at læse den til ende, men det lønner sig! Undervejs tænkte jeg på både Kapgang og Sommerbarn, som vi læste sidste år. Denne har en særlig jysk lokalkolorit ovre fra omegnen af Kjeldsens berømte småkagefabrik, og selvom der bestemt ikke er meget at grine af i det miljø, ja så trak jeg da mange gange på smilebåndet. Glæder mig til at diskutere den i morgen aften med min romanklub.

  • CAFÉ NEUROPA Et udsagn om at 2 uger 4 dage siden

    CAFÉ NEUROPA

    Et udsagn om at hadefuld tales virkning ikke er målbart overrasker mig meget. Især når det kommer fra en videnskabsmand. ” Begrebet hadefuld tale er ikke objektivt målbart. ”  Gad vide hvad mobningens ofre vil sige til det udsagn. Er skadesvirkningerne på de mobbede ikke målbart? Så spørg dem, hvis du er i tvivl, eller se dem i øjnene, når du fortæller dem, at de hadefulde ord, de har været udsat for ikke er objektivt målbare.

    Sprog og virkelighed er ikke det samme? Spørg Victor Klemperer om det ved at læse i hans bog LTI – en filologs notesbog over det tredje riges sprog, det nazistiske hadesprog. Ting starter i det små og tager til. ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”, står der i hans betydningsfulde bog. Forfølgelsen ligger i sproget, ordenes vold kommer før den fysiske vold.

    Det er ikke så svært i disse facebook tider at orientere sig i folks omgang med sproget. Og set fra min udkikspost står det ikke godt til. Jeg synes vi er ved at miste besindelsen. Som om en stor migræne har fået tag i os. Vi dunker hovedet mod væggen og mister besindelsen. Vi taber vort menneskelige domæne i små bitte dunk og overskridelser af vores omgang med medmenneskene. Sproget er vort mentalitetsspejl og hvis vi nedgraderer det, havner vi i uoverskuelige problemer.

    At sige til en forfatter, at sproget og virkelighed ikke er det samme, er næsten en fornærmelse og en opgivelse af et par årtusinders sprogligt virke fra Platon og Sokrates til vort tids Europa, som bygger på disse værdier over et par lange stræk og ikke mindst, den franske oplysningstid. Selvom Europa ifølge Paul Valéry er et abstrakt begreb, er jeg i mit stille sind sikker på, at drømmen og sproget om Europa, er det, der har formet os og mig.

    Men jeg er oprigtigt ikke i stand til at forstå, at man opgiver ordene, fordi man begynder at tale om indholdet i dem. Hvis ikke jeg synes, man skal omgå ord med varsomhed, så ser jeg ingen grund til at skrive. Men jeg synes Europa er ved at forandre sig. Så jeg har sat mig ind på Café Neuropa og iagttager hvad der sker og hvordan sproget udvikler sig. Det forekommer mig, at der er en misvisning på vej i tidens kompas.

    © Tommy Flugt

    12.01.2015

     

  • Dumbphone --- Stress er 2 uger 4 dage siden

    Dumbphone
    ---
    Stress er dybest set en tilstand, der handler om flygt eller kæmp – før det hele falder ned om ørerne på os alle sammen.

    Skyfall – med den gæve gut James Bond – beskriver det vel bedst i nyere tid.

    Fortidens dæmoner og ydre fjender – til tider det samme selvfølgelig – kæmper om fortrinsretten til, at hundse med dig i livet.

    Fra morgen til aften og natten med for de fleste – typisk fordi de glemmer at slukke for deres dumbphone.

    Din telefon gør dig mere udsat for stress, for hver time den er tændt i døgnet.

    Og da stress udgør The Evil Empire i vore dage, må det betragtes som temmelig dumt, at have sin telefon tændt 24 7.
    For at være connected eller online, som det så prosaisk hedder.

    Hvad du befinder dig i, er en malstrøm af konnektivitet til folk, der gerne vil smile og se smukke og succesrige ud.

    Vil de det, fordi de elsker dig – som George Michael i Jesus To A Child?

    Nej du gamle – de vil have din opmærksomhed, din tid og så selvfølgelig – trut faldera – dine penge.

    Så hvor smart er det lige det er, at være connected til de kendte 24 7?

    Og hvor smart er det lige det er, at være online til de rige 24 7?

    Sluk for lortet og giv dig selv fred midt på dagen – i 1 time mindst.

    Sluk for lortet og bliv fri for dumme menneskers forsøg på, at hijacke og shanghaje din dumbphone.

    https://www.youtube.com/watch?v=i8DRen60X10

    https://www.youtube.com/watch?v=l13yPhimE3o

  • Ja Nøjsom rammer et trend nu: 2 uger 5 dage siden

    Ja Nøjsom rammer et trend nu: genbrug, spare, pas på miljøet  o.s.v. Det må nu  være sådan
    lidt provokerende med alle de udmærkede forslag i bogen, hvis man tilfældigvis skulle være blandt de
    mange , som har gjort det i årevis - også af økonomiske årsager. - Som en kvinde udtalte på et
    tidspunkt i pressen " det fik hun ikke mere luft i budgettet af til ferier m.v."Hendes indkomst var i forevejen på laveste niveau.
    Nogen gange, når jeg læser bogen, kommer jeg til at tænke på en familie, som var med i et
    energispareforløb, og som på et år sparede næsten 30.000 kr.. Hvad skulle pengene så bruges
    til? blev de spurgt om....til flere rejser sydpå (  med fly.....)  var svaret. Selvfølgelig kan vi ikke sådan leve totalt "bæredygtigt" i alt, men der er altså meget dobbeltmoral.
    Jeg savner som Poul-Erik noget mere samfundsholdning i bogen, for skal det hele også nytte  rent bæredygtigt, skal der jo også arbejdes politisk. Og skal vi ikke også forbruge mere, så der kan komme flere i arbejde hm. og hvad med nulvækst..... Nu ved jeg godt, at bogen ikke er en økonomisk samfundsbeskrivelse, men alligevel. 

     

  • Jeg har fundet flere 2 uger 5 dage siden

    Jeg har fundet flere læselistebøger i Politikens bogtillæg, der er omtalt her på siden. Også.
    Men så fandt jeg en omtale af en kommende bogudgivelse på Hr. Ferdinand. Jeg havde læst om bogen. Så min glæde var stor, da jeg læste om forlagets plan for 2015.
    Jeg glæder mig til at læse: The Miniaturist af Jessie Burton. Hvis den holder det lovede fra omtaler mv. så forudser jeg, at jeg vil lade mig suge ind læseorkanens øje - og så kan verden ellers godt passe sig selv.
    Lige nu læser jeg Britt-Marie var her. Den er pudsig, underspillet og læsedragende, men den kan godt nydes i dagsrationer af nogle daglige kapitler. God til højtlæsning, vil jeg mene.

  • I 2015 ser jeg frem til at 2 uger 6 dage siden

    I 2015 ser jeg frem til at læse en ny roman af Dorthe Lynge Larsen og en af Marianne Joensen. Jeg ved, at de får udgivet deres bøger i første halvdel af året. 

    Og hvis Michael Sørensen får udgivet noget nyt i 2015, vil jeg også gerne læse de bøger. 

    Jeg har lige købt Steen Langstrups novellesamling "Amerikansk olie", så den glæder jeg mig også til at læse.