Aktiv dødshjælp og selvmord er komplicerede situationer at forholde sig til.
Jeg tror det er vanskeligt at have en helt generel eller afklaret holdning til aktiv dødshjælp. Dette vil for mig være meget situationsafhængigt.
Gennem hele romanen blev jeg imidlertid ved med at håbe, at Vera ville vælge livet.
Og da István for sidste gang spørger Vera om hun vil tænke over det én gang til, og Vera alligevel vælger selvmordet, bliver jeg utrolig skuffet.
Jeg har imidlertid hverken oplevet 2. verdenskrig eller kz-lejrene, så jeg kan ikke forestille mig hvilke ar det kan have efterladt på sjælen. Jeg vil derfor ikke tillade mig at dømme eller fordømme Vera og Istváns handlinger.
Jeg har læst første kapitel af Clarks Priapus, der ligger på nettet, og jeg kan derfor kun udtale mig om dette ene. Men først lidt om hjemmesiden, www.priapus.dk: Jeg synes først og fremmest, at hjemmesiden er intet mindre end genial: Den er svær at sidde overhørig, for... Hvem har ikke prøvet at lade sig forføre af den forkerte, Manden, Alfa-hannen, som vi hver gang har troet ville ændre sig og falde til ro med lige én selv... ?Samtidig er det også genialt, at den måde, det gøres på, er en aktivering af os læsere, og en medinddragelse: vi handler, vi sætter vores foto på, vi bliver set, vi bevidner, det er sket, han er der, Priapus-figuren, se selv, for vi er her! - og ved at vise os viser vi samtidig værket frem for verden. Clark har skabt en ramme, som vi kvinder selv skaber liv i med vores mangfoldige ego-billeder. Det er da genialt. Jeg er dybt misundelig, nu er idéen brugt! ;o)
Om bogen: Som sagt har jeg kun læst det ene kapitel. Umiddelbart mærkede jeg hurtigt, at en mening tog form. Jeg registrerede først og fremmest sproget, som forekommer mig en smule fladt og primært forholdende sig til det konkrete - og det imponerer mig ikke decideret. Jeg mangler dybde, væsen, puls, autencitet. Sproget gør, at vi er fjernt fra figuren; Priapus opfattes vitterlig i distanceret tredje person, og det må være tiltænkt, til gengæld er vi tættere på fortælleren, og det kræver mere læsning for at kunne forholde sig til vigtigheden i det.
Clark har i fomen fundet en interessant vinkel og ramt det sted, hvor vi alle rammes i livet: En kvinde kigger ind i mandeverdenen - spørgmålet er, om hun når derind.
Har vendt sidste side og overvejer, hvad jeg synes om denne læseoplevelse.
Det var en hurtigt læst, men ikke desto mindre underholdende historie. Jeg kan lide den måde Faber gradvis skræller lagene af såvel Sian som den gamle mordhistorie. Jeg synes også, at han har et flot billedesprog; man kan næsten høre mågerne, og næsten mærke de 199 trin op til udgravningen.
Jeg er enig med andre læsere i, at Sian og Mack er modsætninger, men jeg synes, at det bliver for konstrueret, så det næsten går ud over historien. Og det lykkes efter min mening ikke Faber at fremstille Mack som et menneske. Han er for uklar. Sian og hendes historie fremstår langt mere spændende og troværdig.
Det virker passende at de ved bogens afslutning forlader hinanden igen. På en måde mødtes de kun for at afdække mordhistorien.
Og Faber formåede heller ikke at fremstille deres forhold som lidenskabeligt andet end i ord.
Ingen notifikationer for tiden - måske Vi har desværre fået meldinger at notifikationerne - altså det der med at du får en mail, når der er nye indlæg i dine bogdebatter - ikke virker ordentligt for tiden. Først fik nogle for mange, nu får mange slet ikke nogen beskeder ! Problemet er i trygge hænder og der arbejdes på sagen, men desværre ved jeg ikke, hvornår det bliver løst. Hilsen Tina
Tak for ideer Dejligt at du reagerer på og kommer med gode ideer Connie. Det med et facebook link er selvfølgelig oplagt - jeg kigger på det. At skrive blogindlæg er nok ikke helt så let som et indlæg i en bogdebat, men heldigvis er der medlemmer som gør det og det er faktisk ret interessant at følge med i. Prøv, hvis du har lyst - der sker jo ikke noget ved bare at prøve. Hilsen Tina
Hej Søren!
Dejligt at du bringer Færøernes vidunderlige litteratur på bane.
Jeg vil gerne tilføje en gammel overset færøsk forfatter
Heðin Brú: Fattigmandsære
Om en gammel færøsk fangstmand og hans æresbegreber, der ikke passer ind i 1930'ernes produktionssamfund
William Heinesen har skrevet mange andre dejlige bøger, bl.a. 'Noatun', 'Det gode håb', 'Den sorte gryde' og 'Laterna Magica' - for at nævne nogle titler.
Og hans fætter, Jørgen-Frantz Jacobsen, har skrevet en vidunderlig livsbekræftende bog, 'Det gode liv', dvs. det er uddrag af breve, han skrev til William Heinesen, indtil han i 1938 døde af tuberkolose.
Det er en bog jeg jævnligt synes jeg bør genlæse
Tak for din eksemplificering Malene. Så grundig var jeg ikke.
Jeg kan som sagt godt lide bogen og har lige opdaget at Michel Faber er kommet med en ny bog på dansk, "Ildens evangelium", som kan findes under Litteratursidens nyeste anbefalinger. Pudsigt nok bygger den på en myte, ligesom da vi læste "Pige møder dreng". Umiddelbart lyder det for mig, som om der er noget konspirationsteori over den - og det har jeg fået nok af - men Michel Faber skriver så spændende og på sin helt egen måde, synes jeg, så måske vil jeg alligevel give mig i kast med den på et tidspunkt.
Jeg ved ikke om den kunne være interessant for "Ad libitum"?
I torsdags havde vi møde i vores DR-Romanklub i Odense. Det foregik som sædvanlig på biblioteket, og som sædvanlig havde vi en rigtig god snak om bogen. I det her tilfælde var det Liberty som var afsættet til en generel snak om forholdet mellem den rige og den fattige verden og ulandshjælp. Men selvfølgelig også mange indlæg om Marcus og Christian. Deres indbyrdes forhold og hver deres kamp for at forfølge deres mål.
I gruppen var der (næsten) enighed om at Liberty er en god bog. Vi brugte ikke ordet mesterværk, men der var mange som havde mange rosende ord til den.
Selv er jeg lidt nærrig med så store ord som "Et mesterværk" - men jeg vil godt skrive, at jeg syntes Liberty er det mest uddybende og ærlige portræt jeg har læst om Afrika nogensinde.
I går blev jeg færdig med Kim Leines nyeste bog Tunu. Det var en helt suveræn læseoplevelse, som fuldt ud levede op til hans to første bøger. Hvis man var begejstret for Kalak bliver man ikke skuffet over Tunu.
Jeg syntes at Kim Leine har en eller anden forunderlig evne til at skildre hans medmennesker med varme og indlevelse, så man sidder og sympatiser med dem alle sammen. Ja, som om man selv var en del af den grønlandske bygd som har så eminent beskriver. Der er en varme i bogen - midt i den grønlandske kulde.
For mig at se er Tunu litteratur på et højt plan. En bog med et legende let sprog. Og en beskrivelse af Grønland på godt og ondt som jeg aldrig har læst ligende før.
Liberty og Karen Blixen
Karen Blixen nævnes i forbindelse med Liberty, både her og af nogle anmeldere. Det er ikke til at vide, hvad Jacob Ejersbo ville have tænkt om dette.
Umiddelbart vækker "Den afrikanske farm" slet ikke samme stærke følelser som Liberty, og for mig var det heller ikke en bog jeg læste i et stræk. Til gengæld er det en bog, jeg vender tilbage til og bruger i forskellige sammenhænge, fordi der siges noget og udfoldes nogle tanker, som gør indtryk. Eks.: I fortællingen "Menageriet" har Grev Schimmelmann og Menageriejeren en uforglemmelig samtale om Afrikas dyr. Samtalen slutter sådan: "Glem ikke, Deres Exellence, hvor ofte, - glem ikke, Deres Exellence, at så godt som hver eneste gang, vi beder Gud om en Fisk, er det en Slange han giver os" . Det er bare et eks. og bare en lillebitte bid af en lille fortælling, som på trods af korthed rummer en udfordring som, uanset ståsted, kan give næring til gode samtaler. Men læs selv. Blot i denne fortælling er der mange tanker om Afrika og Europa.
Måske er "Den afrikanske farm" ikke et mesterværk, men forskellen på den og på Liberty er - for mig - at jeg vil genlæse, smålæse, slå op i "Farmen" fordi der er noget at hente, og at jeg ikke vil glemme Liberty, men sandsynligvis heller ikke vil genlæse den.
Gösta Berlings saga er en let og vidunderlig læseoplevelse , men svært at få styr på i en dikussionsmæssig sammenhæng . Den største udfordring er nok at få et tilstrækkeligt overblik over bogen med dens store persongalleri , som omfatter noget med 35 personer. Og de mange løsrevne historie ( 38 kapitler) som gør, at man kan fristes til at læse bogen uden at bekymre sig om noget egentlig handlingsforløb, men som en samling eventyrlige fortællinger og poetiske naturbeskrivelser.
Jeg ser handlingsforløbet i bogen, som en kamp mellem tre ”gudeverdener”. Den dionysiske magt repræsenteret af kavalererne, kærlighedens/erotikkens magt repræsenteret af kvinderne med Gösta som katalysator og endelig arbejdets magt delvis repræsenteret af Majorinden.
Når jeg ser Majorinden som repræsentant for arbejdets magt, skyldes det, at hun som bestyrer af Ekeby borger for stabilitet i samfundet. Når jeg skriver delvis om Majorinden, så skyldes det, at hun også har part i kærlighedens magt . Det har hun i forbindelse med forholdet til Altringer . Et forhold som førte til besiddelsen af Egeby med sine syv jernværker , som i begyndelsen giver kavalererne beskyttelse og det øvrige samfund tryghed i udkommet. Majorindens kærlighedsforhold får en vis positiv udfald fordi forholdet udspilles før det store opgør. ( her skal lige tilføjes, at jeg ser bort fra de mulige kønsrelaterede personanalyser, der ligger gemt her, som andre må byde ind på.)
Man kan sige at der i begyndelsen består en hvis balance mellem de forskellige magtfaktorer. En balance som bryder sammen, da kavalererne fordriver Majorinden og overtager magten på Egeby. Herefter går det hele op i hat og briller. Labor ligger død. Amor lider under den tætte forbindelse til Dionysius. Den dionysiske almagt er enerådende. Balancen genoprettes først igen, da Majorinden kommer tilbage til Egeby for at dø, og Gösta stækker den dionysiske magt ved at frasige sig ejerskabet af Ekeby ( Ekeby ,som i starten var en samfundsstabiliserende faktor, er i mellemtiden blevet hjemsted for dionysiske fristelser). og forsoner sig med Amor ved at flytte sammen med Elisabet i et lille husmandssted. Kavalererne drager bort og den onde Sintram dør. Puha. Der kan siges meget mere om den bog
Selvom jeg ikke har læst bogen følger jeg med i debatten og jeg får lyst til at bemærke, at ud over de selvbebrejdelser, der kan plage de efterladte, tror jeg også det betyder utroligt meget, at man ikke var værd at blive her for. Man er blevet fravalgt på den mest ultimative måde. Forladt, uønsket, uelsket. Det må give alvorlige ridser i selvværdet.
Med hensyn til aktiv dødshjælp har jeg det også sådan, at jeg aldrig kunne forestille mig at tage et andet menneskes liv (eller skyde et dyr). Jeg kunne nok overtales til at være med til at standse livsforlængende behandling og derved være medvirkende til passiv dødshjælp. Dødsstraf er brutalt og forrående, man kan bare se på, hvordan det foregår i USA hvor dødsgangen og selve aflivningen er blottet for empati.
De ting I nævner om at have snydt døden ved at have overlevet kz-lejrene og hvad det gør ved folks indstilling til livet og døden, får mig til at tænke på Dødens Triumf af Savage Rose. Jeg forstår godt, hvad I mener når I kalder det mod, men et eller andet sted så er det også armod (i forhold til livsduelighed) - og det er der ikke noget at sige til efter hvad disse mennesker har været igennem.
Jeg tænker også på Sohpies Choise, som netop også handler om hvor umuligt det er at leve efter de rystende oplevelser i nazisternes vold. Man forstår godt, at det som Sophie har været igennem er umuligt at leve med, alligevel forsøger hun, men det er ER umuligt at leve normalt. det er ikke nok at overleve fysisk, det kræver lige så meget at overleve mentalt, og det kan være, det er nødvendigt at file nogle af de "normale" kanter af for at klare det.
Jeg tilslutter mig Mette s overskrift på forrige indlæg. Jeg røg også lige igennem bogen, dog på en noget anden måde.
Med læsningen af denne bog genopfandt jeg lige en teknik jeg udviklede når krimierne bliver for spændende ( det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst har benyttet denne metode ) nemlig lyn- læsning- og det var absolut ikke fordi jeg fandt den for spændende - tværtimod er det helt rigtigt set af dig Mette (- også efter min mening )at personerne er lidt MEGET kedelige , og at historien er for flad.
Ja, jeg syntes ikke der er kød på bogen til en ordentlig debat, på trods af at den forsøger at tage emner op som den lykkelige skilsmisse den evige don juan,( manden) den evige single( veninden ) , den syge( tidligere arb.giver) Forfatteren gør hele tiden tilløb til at ville fortælle en god historie, men fejler fordi hun mangler evnen til at binde de forskellige handlinger sammen på en troværdig og spændende måde. Og- hvad nu når hun ender med at vælge Tyler ? Gab gab -trods børnenes modstand.
Jeg fandt i øvrigt aldrig ud af om der var en grund til dette storbymenneskes forvandling til sommerhus- udlejer ? Er der nogen mening med hans livsændring ? Jeg syntes ikke jeg fanddt nogle detaljer om dette emne ?
Og m.h.t. ham Seb som den onde skurk- den person var næsten for konstrueret syntes I ikke ?
Nå suma sumarum- jeg gør kort proces med denne bog, der efter min bedste overbevisning simpelthen ikke lever op til min standard for bøger - Efter at have læst 150 sider , og efter at jeg mærkede at jeg blev mere og mere irriteret på både børn og voksne der optræder i bogen, skimme læste jeg resten , og fandt det rigtigst at ende min deltagelse i debatten med disse ord. Jeg prøver lykken igen i næste måned. Har i hvert fald lige skrevet mig op gennem bibl.dk, så vi høres nok ved til april.
Fortsat god debat og læse/ skrivelyst til jer der holder ud :-)
Det er efterhånden nogen tid siden, jeg læste bogen. Jeg havde den hjemme fra biblioteket, og da det var ved at være tid til, at jeg skulle aflevere den, slugte jeg den på et par dage. Ikke, at jeg syntes, den var specielt fantastisk, men sådan går det ind imellem :-)
Den mest interessante historie er den om den ældre mand, der vil sælge sine historie og også gerne have fat i de mennesker fra sin fortd, han gerne vil afrunde med. Resten af historien er lidt "flad", synes jeg - forstået på den måde, at personerne er lidt kedelige.
Men - bestemt en underholdende bog. Kan dog sagtens forstå, at den ikke kan konkurrere med Jakob Ejersbo ;-)
Jeg synes godt, man kan læse Liberty alene. men det giver klart et mere nuanceret billede at læse de to andre også, idet flere ting ses fra forskellige synsvinkler
Jeg har nu pløjet mig igennem nogle af anmeldelserne af Yeahsuiten og det er spændende læsning i flere tilfælde. Jeg må ærligt indrømme, at med sådan en bog som Ørntofts får jeg langt mere ud af teksten, når jeg bliver hjulpet lidt mere ind i den af professionelle læsere. Vel at mærke de af dem som også er gode formidlere.
(og læs evt. som et lille apropos diskussionen på Stefan Kjerkegaards blog af hans anmeldelser af Yeahsuiten og især Moestrups Jævnet med jorden. Her bliver det tydeligt at litteratur er serious business ;-)
I første nummer (nr.0,2010) af det nyfødte Tidsskriftet Morgenrøde optræder to anmeldelser af Yeahsuiten side om side, og særligt ved læsning af Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens anmeldelse (ja,og navn!) skal man holde tungen lige i munden. Det er altså hardcore tekstanalyse.
Så er den første digter fra Odense Lyrikfestival blevet lagt ud på www.forfatterstemmer.dk - og vi har nu mulighed for at lytte til Niels Franks eminente (hæse) oplæsning. Tak for det.
Jeg hører som sagt bogen på lydbog og da bilen lige har været fem dage på værksted er jeg komme lidt bagefter.. Men jeg er også SÅ godt underholdt!! Ham der kidnapper folk + er psykopatisk overfor sin kone er mega uhyggelig synes jeg!
Nu er jeg som sagt ikke færdig endnu (så røb venligst ikke slutningen;)) men jeg er lidt ærgelig over at man næsten allerede fra start af, følger/ved hvem morderen er. Men man ved selvfølgelig ikke hvordan og hvorfor han har gjort som han har gjort.
Men der kommer nok nogle tvist som jeg ikke havde gættet, mon ikke.
I weekenden oplevede jeg Katinka My Jones læse op på Odense Lyrikfestival, og det var en udsøgt fornøjelse at høre digtene fremført med digterens betoning og frasering. Det er for mig med til at give lyrikken en ekstra dimension. Derfor glæder jeg mig også over at forfatterstemmer var på festivalen for at optage, og at de optrædende digtere (inden for en rum tid) kan opleves på www.forfatterstemmer.dk
Herunder er der nogle links som jeg håber vil være til inspiration:
Der er bare det ved det, at Liberty vel opfattes som en selvstændig roman.
At man ikke behøver at have læst de to andre for helt at "forstå" den. Jeg har hørt fra andre, at det hjælper på det hele, hvis man har læst Exil og Revolution. Men som radioroman er det kun Liberty der er udvalgt.
Som jeg forstår de forskellige indlæg er trøstesløsheden lige stor i alle 3 bøger?
Men er det trøstesløsheden der kan gøre den til et muligt mesterværk?
(HVIS vi skal snakke om mesterværk.)
Og så kan man jo spørge:
Hvad forstår man egentlig ved et mesterværk?
Jeg er lige gået i gang med Liberty, og den tegner rigtig rigtig godt allerede nu. Mest af alt lægger jeg mærke til om sproget fungere, og det gør det. Jeg har læst Eksil (mangler Revolution) og jeg var meget begejreret, trøsteløst læsning, men er det netop ikke med til at gøre bogen fremragende?!.
Jeg glæder mig til at læse om (mest af alt) om Christians historie, han blev kun berørt ganske lidt i Eksil, hvor jo Samantha var hovedpersonen.
Jeg har ferie i næste uge, så der skal læses. Jeg vender tilbage, så kan jeg sige om det er et mesterværk :-)
*) problematikker, der opstår, når man som ungt menneske har behov for at finde sig et ståsted..
*) forskellige livsvilkår
Aprospos livsvilkår: Noget, der virkelig også provokerer mig meget, er historierne fra tanzanitminerne - i Liberty men specielt i Revolution, hvor fortællingen breder sig mere ud. Bl.a. Connie har nævnt de afrikanske kvinders livsnødvendige behov for forsørgelse. Michael nævner i sit indlæg, at det er deprimerende at drømmen om Europa trækker mere energi end lysten til at ændre på de hjemlige ting. - Jeg oplever ved min læsning, at de fleste af de indfødte afrikanere, vi møder, står på tæer og rækker hals bare for at holde luftvejene ovenvande - . Der er ikke energi til at lave om på noget som helst, hvis man også vil overleve - det er nok mest sådan, at jeg oplever det...
Så er The Painted Man bestilt hjem. Glæder mig til at læse den!
Hej Karin, Connie og Marianne,
Aktiv dødshjælp og selvmord er komplicerede situationer at forholde sig til.
Jeg tror det er vanskeligt at have en helt generel eller afklaret holdning til aktiv dødshjælp. Dette vil for mig være meget situationsafhængigt.
Gennem hele romanen blev jeg imidlertid ved med at håbe, at Vera ville vælge livet.
Og da István for sidste gang spørger Vera om hun vil tænke over det én gang til, og Vera alligevel vælger selvmordet, bliver jeg utrolig skuffet.
Jeg har imidlertid hverken oplevet 2. verdenskrig eller kz-lejrene, så jeg kan ikke forestille mig hvilke ar det kan have efterladt på sjælen. Jeg vil derfor ikke tillade mig at dømme eller fordømme Vera og Istváns handlinger.
Jeg har læst første kapitel af Clarks Priapus, der ligger på nettet, og jeg kan derfor kun udtale mig om dette ene. Men først lidt om hjemmesiden, www.priapus.dk: Jeg synes først og fremmest, at hjemmesiden er intet mindre end genial: Den er svær at sidde overhørig, for... Hvem har ikke prøvet at lade sig forføre af den forkerte, Manden, Alfa-hannen, som vi hver gang har troet ville ændre sig og falde til ro med lige én selv... ?Samtidig er det også genialt, at den måde, det gøres på, er en aktivering af os læsere, og en medinddragelse: vi handler, vi sætter vores foto på, vi bliver set, vi bevidner, det er sket, han er der, Priapus-figuren, se selv, for vi er her! - og ved at vise os viser vi samtidig værket frem for verden. Clark har skabt en ramme, som vi kvinder selv skaber liv i med vores mangfoldige ego-billeder. Det er da genialt. Jeg er dybt misundelig, nu er idéen brugt! ;o)
Om bogen: Som sagt har jeg kun læst det ene kapitel. Umiddelbart mærkede jeg hurtigt, at en mening tog form. Jeg registrerede først og fremmest sproget, som forekommer mig en smule fladt og primært forholdende sig til det konkrete - og det imponerer mig ikke decideret. Jeg mangler dybde, væsen, puls, autencitet. Sproget gør, at vi er fjernt fra figuren; Priapus opfattes vitterlig i distanceret tredje person, og det må være tiltænkt, til gengæld er vi tættere på fortælleren, og det kræver mere læsning for at kunne forholde sig til vigtigheden i det.
Clark har i fomen fundet en interessant vinkel og ramt det sted, hvor vi alle rammes i livet: En kvinde kigger ind i mandeverdenen - spørgmålet er, om hun når derind.
Hører gerne fra flere, der har læst og ment.
Vh Birgitte Maria Smidt.
Har vendt sidste side og overvejer, hvad jeg synes om denne læseoplevelse.
Det var en hurtigt læst, men ikke desto mindre underholdende historie. Jeg kan lide den måde Faber gradvis skræller lagene af såvel Sian som den gamle mordhistorie. Jeg synes også, at han har et flot billedesprog; man kan næsten høre mågerne, og næsten mærke de 199 trin op til udgravningen.
Jeg er enig med andre læsere i, at Sian og Mack er modsætninger, men jeg synes, at det bliver for konstrueret, så det næsten går ud over historien. Og det lykkes efter min mening ikke Faber at fremstille Mack som et menneske. Han er for uklar. Sian og hendes historie fremstår langt mere spændende og troværdig.
Det virker passende at de ved bogens afslutning forlader hinanden igen. På en måde mødtes de kun for at afdække mordhistorien.
Og Faber formåede heller ikke at fremstille deres forhold som lidenskabeligt andet end i ord.
Og nu ligger der lydfiler fra Odense Lyrikfestival med Camilla Christensen på www.forfatterstemmer.dk
Ingen notifikationer for tiden - måske
Vi har desværre fået meldinger at notifikationerne - altså det der med at du får en mail, når der er nye indlæg i dine bogdebatter - ikke virker ordentligt for tiden. Først fik nogle for mange, nu får mange slet ikke nogen beskeder ! Problemet er i trygge hænder og der arbejdes på sagen, men desværre ved jeg ikke, hvornår det bliver løst.
Hilsen Tina
Tak for ideer
Dejligt at du reagerer på og kommer med gode ideer Connie. Det med et facebook link er selvfølgelig oplagt - jeg kigger på det.
At skrive blogindlæg er nok ikke helt så let som et indlæg i en bogdebat, men heldigvis er der medlemmer som gør det og det er faktisk ret interessant at følge med i. Prøv, hvis du har lyst - der sker jo ikke noget ved bare at prøve.
Hilsen Tina
Hej Søren!
Dejligt at du bringer Færøernes vidunderlige litteratur på bane.
Jeg vil gerne tilføje en gammel overset færøsk forfatter
Heðin Brú: Fattigmandsære
Om en gammel færøsk fangstmand og hans æresbegreber, der ikke passer ind i 1930'ernes produktionssamfund
William Heinesen har skrevet mange andre dejlige bøger, bl.a. 'Noatun', 'Det gode håb', 'Den sorte gryde' og 'Laterna Magica' - for at nævne nogle titler.
Og hans fætter, Jørgen-Frantz Jacobsen, har skrevet en vidunderlig livsbekræftende bog, 'Det gode liv', dvs. det er uddrag af breve, han skrev til William Heinesen, indtil han i 1938 døde af tuberkolose.
Det er en bog jeg jævnligt synes jeg bør genlæse
Hej
Jeg jeg vil gerne have Gisa Klönne : Nat uden skygge
venlig hilsen
Anne Grete Jacobsen, Aabernaa Bibliotek
Tak for din eksemplificering Malene. Så grundig var jeg ikke.
Jeg kan som sagt godt lide bogen og har lige opdaget at Michel Faber er kommet med en ny bog på dansk, "Ildens evangelium", som kan findes under Litteratursidens nyeste anbefalinger. Pudsigt nok bygger den på en myte, ligesom da vi læste "Pige møder dreng". Umiddelbart lyder det for mig, som om der er noget konspirationsteori over den - og det har jeg fået nok af - men Michel Faber skriver så spændende og på sin helt egen måde, synes jeg, så måske vil jeg alligevel give mig i kast med den på et tidspunkt.
Jeg ved ikke om den kunne være interessant for "Ad libitum"?
I torsdags havde vi møde i vores DR-Romanklub i Odense. Det foregik som sædvanlig på biblioteket, og som sædvanlig havde vi en rigtig god snak om bogen. I det her tilfælde var det Liberty som var afsættet til en generel snak om forholdet mellem den rige og den fattige verden og ulandshjælp. Men selvfølgelig også mange indlæg om Marcus og Christian. Deres indbyrdes forhold og hver deres kamp for at forfølge deres mål.
I gruppen var der (næsten) enighed om at Liberty er en god bog. Vi brugte ikke ordet mesterværk, men der var mange som havde mange rosende ord til den.
Selv er jeg lidt nærrig med så store ord som "Et mesterværk" - men jeg vil godt skrive, at jeg syntes Liberty er det mest uddybende og ærlige portræt jeg har læst om Afrika nogensinde.
Hurra for Tunu.
I går blev jeg færdig med Kim Leines nyeste bog Tunu. Det var en helt suveræn læseoplevelse, som fuldt ud levede op til hans to første bøger. Hvis man var begejstret for Kalak bliver man ikke skuffet over Tunu.
Jeg syntes at Kim Leine har en eller anden forunderlig evne til at skildre hans medmennesker med varme og indlevelse, så man sidder og sympatiser med dem alle sammen. Ja, som om man selv var en del af den grønlandske bygd som har så eminent beskriver. Der er en varme i bogen - midt i den grønlandske kulde.
For mig at se er Tunu litteratur på et højt plan. En bog med et legende let sprog. Og en beskrivelse af Grønland på godt og ondt som jeg aldrig har læst ligende før.
Liberty og Karen Blixen
Karen Blixen nævnes i forbindelse med Liberty, både her og af nogle anmeldere. Det er ikke til at vide, hvad Jacob Ejersbo ville have tænkt om dette.
Umiddelbart vækker "Den afrikanske farm" slet ikke samme stærke følelser som Liberty, og for mig var det heller ikke en bog jeg læste i et stræk. Til gengæld er det en bog, jeg vender tilbage til og bruger i forskellige sammenhænge, fordi der siges noget og udfoldes nogle tanker, som gør indtryk. Eks.: I fortællingen "Menageriet" har Grev Schimmelmann og Menageriejeren en uforglemmelig samtale om Afrikas dyr. Samtalen slutter sådan: "Glem ikke, Deres Exellence, hvor ofte, - glem ikke, Deres Exellence, at så godt som hver eneste gang, vi beder Gud om en Fisk, er det en Slange han giver os" . Det er bare et eks. og bare en lillebitte bid af en lille fortælling, som på trods af korthed rummer en udfordring som, uanset ståsted, kan give næring til gode samtaler. Men læs selv. Blot i denne fortælling er der mange tanker om Afrika og Europa.
Måske er "Den afrikanske farm" ikke et mesterværk, men forskellen på den og på Liberty er - for mig - at jeg vil genlæse, smålæse, slå op i "Farmen" fordi der er noget at hente, og at jeg ikke vil glemme Liberty, men sandsynligvis heller ikke vil genlæse den.
Gösta Berlings saga er en let og vidunderlig læseoplevelse , men svært at få styr på i en dikussionsmæssig sammenhæng .
Den største udfordring er nok at få et tilstrækkeligt overblik over bogen med dens store persongalleri , som omfatter noget med 35 personer. Og de mange løsrevne historie ( 38 kapitler) som gør, at man kan fristes til at læse bogen uden at bekymre sig om noget egentlig handlingsforløb, men som en samling eventyrlige fortællinger og poetiske naturbeskrivelser.
Jeg ser handlingsforløbet i bogen, som en kamp mellem tre ”gudeverdener”. Den dionysiske magt repræsenteret af kavalererne, kærlighedens/erotikkens magt repræsenteret af kvinderne med Gösta som katalysator og endelig arbejdets magt delvis repræsenteret af Majorinden.
Når jeg ser Majorinden som repræsentant for arbejdets magt, skyldes det, at hun som bestyrer af Ekeby borger for stabilitet i samfundet. Når jeg skriver delvis om Majorinden, så skyldes det, at hun også har part i kærlighedens magt . Det har hun i forbindelse med forholdet til Altringer . Et forhold som førte til besiddelsen af Egeby med sine syv jernværker , som i begyndelsen giver kavalererne beskyttelse og det øvrige samfund tryghed i udkommet. Majorindens kærlighedsforhold får en vis positiv udfald fordi forholdet udspilles før det store opgør. ( her skal lige tilføjes, at jeg ser bort fra de mulige kønsrelaterede personanalyser, der ligger gemt her, som andre må byde ind på.)
Man kan sige at der i begyndelsen består en hvis balance mellem de forskellige magtfaktorer. En balance som bryder sammen, da kavalererne fordriver Majorinden og overtager magten på Egeby. Herefter går det hele op i hat og briller. Labor ligger død. Amor lider under den tætte forbindelse til Dionysius. Den dionysiske almagt er enerådende. Balancen genoprettes først igen, da Majorinden kommer tilbage til Egeby for at dø, og Gösta stækker den dionysiske magt ved at frasige sig ejerskabet af Ekeby ( Ekeby ,som i starten var en samfundsstabiliserende faktor, er i mellemtiden blevet hjemsted for dionysiske fristelser). og forsoner sig med Amor ved at flytte sammen med Elisabet i et lille husmandssted. Kavalererne drager bort og den onde Sintram dør.
Puha. Der kan siges meget mere om den bog
Selvom jeg ikke har læst bogen følger jeg med i debatten og jeg får lyst til at bemærke, at ud over de selvbebrejdelser, der kan plage de efterladte, tror jeg også det betyder utroligt meget, at man ikke var værd at blive her for. Man er blevet fravalgt på den mest ultimative måde. Forladt, uønsket, uelsket. Det må give alvorlige ridser i selvværdet.
Med hensyn til aktiv dødshjælp har jeg det også sådan, at jeg aldrig kunne forestille mig at tage et andet menneskes liv (eller skyde et dyr). Jeg kunne nok overtales til at være med til at standse livsforlængende behandling og derved være medvirkende til passiv dødshjælp. Dødsstraf er brutalt og forrående, man kan bare se på, hvordan det foregår i USA hvor dødsgangen og selve aflivningen er blottet for empati.
De ting I nævner om at have snydt døden ved at have overlevet kz-lejrene og hvad det gør ved folks indstilling til livet og døden, får mig til at tænke på Dødens Triumf af Savage Rose. Jeg forstår godt, hvad I mener når I kalder det mod, men et eller andet sted så er det også armod (i forhold til livsduelighed) - og det er der ikke noget at sige til efter hvad disse mennesker har været igennem.
Jeg tænker også på Sohpies Choise, som netop også handler om hvor umuligt det er at leve efter de rystende oplevelser i nazisternes vold. Man forstår godt, at det som Sophie har været igennem er umuligt at leve med, alligevel forsøger hun, men det er ER umuligt at leve normalt. det er ikke nok at overleve fysisk, det kræver lige så meget at overleve mentalt, og det kan være, det er nødvendigt at file nogle af de "normale" kanter af for at klare det.
Jeg tilslutter mig Mette s overskrift på forrige indlæg. Jeg røg også lige igennem bogen, dog på en noget anden måde.
Med læsningen af denne bog genopfandt jeg lige en teknik jeg udviklede når krimierne bliver for spændende ( det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst har benyttet denne metode ) nemlig lyn- læsning- og det var absolut ikke fordi jeg fandt den for spændende - tværtimod er det helt rigtigt set af dig Mette (- også efter min mening )at personerne er lidt MEGET kedelige , og at historien er for flad.
Ja, jeg syntes ikke der er kød på bogen til en ordentlig debat, på trods af at den forsøger at tage emner op som den lykkelige skilsmisse den evige don juan,( manden) den evige single( veninden ) , den syge( tidligere arb.giver) Forfatteren gør hele tiden tilløb til at ville fortælle en god historie, men fejler fordi hun mangler evnen til at binde de forskellige handlinger sammen på en troværdig og spændende måde. Og- hvad nu når hun ender med at vælge Tyler ? Gab gab -trods børnenes modstand.
Jeg fandt i øvrigt aldrig ud af om der var en grund til dette storbymenneskes forvandling til sommerhus- udlejer ? Er der nogen mening med hans livsændring ? Jeg syntes ikke jeg fanddt nogle detaljer om dette emne ?
Og m.h.t. ham Seb som den onde skurk- den person var næsten for konstrueret syntes I ikke ?
Nå suma sumarum- jeg gør kort proces med denne bog, der efter min bedste overbevisning simpelthen ikke lever op til min standard for bøger - Efter at have læst 150 sider , og efter at jeg mærkede at jeg blev mere og mere irriteret på både børn og voksne der optræder i bogen, skimme læste jeg resten , og fandt det rigtigst at ende min deltagelse i debatten med disse ord. Jeg prøver lykken igen i næste måned. Har i hvert fald lige skrevet mig op gennem bibl.dk, så vi høres nok ved til april.
Fortsat god debat og læse/ skrivelyst til jer der holder ud :-)
Kære Læseklub
Det er efterhånden nogen tid siden, jeg læste bogen. Jeg havde den hjemme fra biblioteket, og da det var ved at være tid til, at jeg skulle aflevere den, slugte jeg den på et par dage. Ikke, at jeg syntes, den var specielt fantastisk, men sådan går det ind imellem :-)
Den mest interessante historie er den om den ældre mand, der vil sælge sine historie og også gerne have fat i de mennesker fra sin fortd, han gerne vil afrunde med. Resten af historien er lidt "flad", synes jeg - forstået på den måde, at personerne er lidt kedelige.
Men - bestemt en underholdende bog. Kan dog sagtens forstå, at den ikke kan konkurrere med Jakob Ejersbo ;-)
Mange hilsner
Mette
Jeg synes godt, man kan læse Liberty alene. men det giver klart et mere nuanceret billede at læse de to andre også, idet flere ting ses fra forskellige synsvinkler
Jeg har nu pløjet mig igennem nogle af anmeldelserne af Yeahsuiten og det er spændende læsning i flere tilfælde. Jeg må ærligt indrømme, at med sådan en bog som Ørntofts får jeg langt mere ud af teksten, når jeg bliver hjulpet lidt mere ind i den af professionelle læsere. Vel at mærke de af dem som også er gode formidlere.
Prøv selv med:
Yir! Fucking lækker debut af Helle Eeg
De unge zombier af Stefan Kjerkegaard
(og læs evt. som et lille apropos diskussionen på Stefan Kjerkegaards blog af hans anmeldelser af Yeahsuiten og især Moestrups Jævnet med jorden. Her bliver det tydeligt at litteratur er serious business ;-)
I første nummer (nr.0,2010) af det nyfødte Tidsskriftet Morgenrøde optræder to anmeldelser af Yeahsuiten side om side, og særligt ved læsning af Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens anmeldelse (ja,og navn!) skal man holde tungen lige i munden. Det er altså hardcore tekstanalyse.
I Information kan du læse både et interview med Theis Ørntoft og Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Yeahsuiten.
Hvis du ikke har fået læst Yeahsuiten men har fået lyst til det, så bestil den på bibliotek.dk
Rigtig god læselyst fra værtinden
Laura
(som selv skal diskutere Liberty i Romanklubben på sit bibliotek i aften. Læs den! Den er fantastisk)
Hej alle sammen.
Så er den første digter fra Odense Lyrikfestival blevet lagt ud på www.forfatterstemmer.dk - og vi har nu mulighed for at lytte til Niels Franks eminente (hæse) oplæsning. Tak for det.
Jeg hører som sagt bogen på lydbog og da bilen lige har været fem dage på værksted er jeg komme lidt bagefter.. Men jeg er også SÅ godt underholdt!! Ham der kidnapper folk + er psykopatisk overfor sin kone er mega uhyggelig synes jeg!
Nu er jeg som sagt ikke færdig endnu (så røb venligst ikke slutningen;)) men jeg er lidt ærgelig over at man næsten allerede fra start af, følger/ved hvem morderen er. Men man ved selvfølgelig ikke hvordan og hvorfor han har gjort som han har gjort.
Men der kommer nok nogle tvist som jeg ikke havde gættet, mon ikke.
Hej alle sammen.
I weekenden oplevede jeg Katinka My Jones læse op på Odense Lyrikfestival, og det var en udsøgt fornøjelse at høre digtene fremført med digterens betoning og frasering. Det er for mig med til at give lyrikken en ekstra dimension. Derfor glæder jeg mig også over at forfatterstemmer var på festivalen for at optage, og at de optrædende digtere (inden for en rum tid) kan opleves på www.forfatterstemmer.dk
Herunder er der nogle links som jeg håber vil være til inspiration:
(Anmeldelser)
http://www.information.dk/180984
http://kpn.dk/boger/article1583957.ece
http://www.sentura.dk/katinkaanmeldelse.html
http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteraturboger/article640081.ece
http://www.berlingske.dk/boeger/spejlet-og-hesten
(Interview)
http://.information.dk/143383
(Oplæsning)
http://www.gyldendal.dk/boeger-til-voksne/skoenlitteratur-og-digte/9788702074505/soelv
(Litteratursiden - anbefaling)
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger
Der er bare det ved det, at Liberty vel opfattes som en selvstændig roman.
At man ikke behøver at have læst de to andre for helt at "forstå" den. Jeg har hørt fra andre, at det hjælper på det hele, hvis man har læst Exil og Revolution. Men som radioroman er det kun Liberty der er udvalgt.
Som jeg forstår de forskellige indlæg er trøstesløsheden lige stor i alle 3 bøger?
Men er det trøstesløsheden der kan gøre den til et muligt mesterværk?
(HVIS vi skal snakke om mesterværk.)
Og så kan man jo spørge:
Hvad forstår man egentlig ved et mesterværk?
Jeg er lige gået i gang med Liberty, og den tegner rigtig rigtig godt allerede nu. Mest af alt lægger jeg mærke til om sproget fungere, og det gør det. Jeg har læst Eksil (mangler Revolution) og jeg var meget begejreret, trøsteløst læsning, men er det netop ikke med til at gøre bogen fremragende?!.
Jeg glæder mig til at læse om (mest af alt) om Christians historie, han blev kun berørt ganske lidt i Eksil, hvor jo Samantha var hovedpersonen.
Jeg har ferie i næste uge, så der skal læses. Jeg vender tilbage, så kan jeg sige om det er et mesterværk :-)
Jeg oplever bl.a. fokus på
*) problematikker, der opstår, når man som ungt menneske har behov for at finde sig et ståsted..
*) forskellige livsvilkår
Aprospos livsvilkår: Noget, der virkelig også provokerer mig meget, er historierne fra tanzanitminerne - i Liberty men specielt i Revolution, hvor fortællingen breder sig mere ud. Bl.a. Connie har nævnt de afrikanske kvinders livsnødvendige behov for forsørgelse. Michael nævner i sit indlæg, at det er deprimerende at drømmen om Europa trækker mere energi end lysten til at ændre på de hjemlige ting. - Jeg oplever ved min læsning, at de fleste af de indfødte afrikanere, vi møder, står på tæer og rækker hals bare for at holde luftvejene ovenvande - . Der er ikke energi til at lave om på noget som helst, hvis man også vil overleve - det er nok mest sådan, at jeg oplever det...