smag på bøgerne – en bid om dagenBedst ratede
-
4.666665
-
4.40909
-
4.37037
-
4.333335
-
4.255815
-
4.2093
-
4.166665
-
4.142855
-
4.11111
-
4.09091
Seneste kommentarer
-
1 sek siden
-
43 minutter 7 sekunder siden
-
1 time 4 minutter siden
-
1 time 44 minutter siden
-
1 time 44 minutter siden
Seneste på litteratursiden.dk
-
Bog til debat
-
Blogindlæg
-
Forfatter
-
Blogindlæg
Brugernes seneste blogindlæg
-
Der er mere - "Normans område"
10 timer 41 minutter siden
-
Tiderne ændrer sig - det er ganske vis
2 dage 14 timer siden
-
De tre musketerer og mig
3 dage 4 timer siden
-
AFSLUTNING PÅ LÆSEKLUBBEN GLOSTRUP BIBLIOTEK
1 uge 2 dage siden
Jeg kan kun istemme mig Rikke.
På gensyn - og tak for nu.
Ane
Jeg vil slutte for denne gang og samtidig vil jeg sige tusind tak for de mange mange debatter vi har haft her på DR-Romanklubben, jeg har virkelig nydt at skrive sammen med jer om bøgerne og ikke mindst høre jeres mening om dem. Jeg vil fortsætte med at følge de spændende debatter der i fremtiden vil foregå her på siden.
Tak for denne gang
De Bedste Hilsener
Rikke
Du har ret Ane; det er hvad der står tilbage og som man husker som de bedste læseoplevelser. De er absolut forskellige de bøger vi har læst i år.
Hej Moldt.
Du har så evigt ret i at bøgerne kan noget forskelligt, og hvad er så det der alligevel gør at man husker nogle læseoplevelser bedre end andre? Jeg har tænkt det samme, når der har været talentkonkurrencer, hvordan sammenligner man en der er dygtig til at jonglere med en der synger himmelsk? Det er ikke nemt, og kan måske i virkeligheden ikke sammenlignes. Det samme gælder måske de seks bøger, de kan stå for sig selv hver især. Det der gjorde, at Profeterne i sidste ende blev min favorit var i første omgang indholdet, altså selve historien om en mands fald og en form for genrejsning igen. Derudover synes jeg også sproget flere steder var så fint, jeg kunne dufte, føle og mærke, uden at det dog kammede over. Jeg er dog stadig også ret lun på Min mor siger, som jeg, qva det nutidige scenarie (ligesom Døden kører Audi) kunne relatere til på en helt særlig måde.
Kan man tænke, at det måske er en smule uretfærdigt over for forfatterne at vi skal vælge mellem SÅ forskellige bøger?
Velkommen til Moldt og tak for spørgsmålet om hvordan vi vælger ud blandt så forskellige bøger og det er en debat værd, som altid er du god til at stille lige præsis de spørgsmål vi har brug for. Jeg tror der er er rigtig mange faktorer der spiller ind, når man skal udvælge 3 bøger, du nævner mange af dem;
- Sprogets kvalitet
. tankevækkende
udfordrende
forståelige/mest probemfri
størst underholdningsværdi
Jeg tror når man blander alle disse ingredienser sammen i en stor gryde og hælder et ordenligt skvat læseoplevselse til, så tror jeg du har et facit. Læseoplevselsen er en vigtig del af det hele, som vi igennem de 3 år jeg har været med, har berørt meget og som jeg syntes er utrolig interessant at snakke om. Hvordan har man det når man læser bogen? hvorfor fangede bogen ikke første gang man prøvede at gå igang med den? og hvorfor nu? Og ikke mindst, hvad bringer læseoplevelsen med sig
tak for dit svar Caroline og tak fordi du så fint har skrevet om hver bog, dejligt. Jeg vil forsøge samme tiltag.
Profeterne i Evighedsfjorden
Meget, meget flot roman, hvor læsningen af bogen stadig sidder dybt i mig. Et flot epos om en mands forfald i en verden der er for ham ukendt, men som i sidste ende bliver hans hjem
Min Mor Siger: vedkommende og dejlig fandeivodsk hovedperson. Jeg var meget glad for det "friske sprog" i bogen
Den stjålne vej: For første syntes jeg at jeg har fået krigen ordenligt beskrevet, jeg havde svært ved at hitte rede i, hvordan det hele forholdt sig. Og jeg var glad for at bogen tog sit udgangspunkt i befolkningen; kvinderne og børnene, da vi sjælent hører om disse i bøgerne.
Det blå lys: Et kæmpe arbejde med researchen og med at få diologen til at virke så troværdig som den var. Alligevel syntes jeg ikke rigtig at jeg helt blev optaget af bogen.
Sten Saks Papir; Jeg har romane stadig siddende i bevistheden, selvom det er lang tid siden jeg har læst den. Jeg tror det er fordi, jeg ikke har fået alt serveret på et fad som læser (jeg elsker de bøger!) jeg er stadig i tvivl om mange ting i bogen og jeg er vild med at jeg ikke kan vide mig sikker på Tomas, er han helt eller er han skurk?
Døden kører audi; super flotte beskrivelser af Stentofte, af hovedpersonerne og af tilværelsen som udstødt i dagens Danmark, jeg gik dog lidt kold i bogen, da kammeraterne tog på turen og det ærgre mig rigtig meget!
Min Top tre;
1 Profeterne i Evighedsfjorden
2 Sten, saks, papir
3 Den stjålne vej
Rikke
Når årets 6 bøger diskuteres, kan det føles om om man bliver bedt om at vælge, hvilket dyr man bedst kan lide f.eks: en løve eller en sommerfugl.
Så forskellige kan bøgerne føles at være. Jeg kunne tænke mig at vide, hvordan I andre har det med det? Hvordan udpeger I f.eks. den i omfang lille bog "Min mor siger" med "Profeterne i Evighedsfjorden"? Hvordan vælge den ene til og den anden fra. Hvilken målestok bruges? Vælger man den bog, der var sjovest, mest alvorlig, mest udfordrende, mest tankevækkende, mest forståelig, mest problemfri, størst underholdningsværdi? Vælger man efter sprogets kvalitet, de gode naturbeskrivelser eller netop manglen på naturbeskrivelser. Personskildringerne, miljøet. Noget genkendeligt fra eget liv?
Jeg ved ikke om det er en debat værd, men jeg tænker på det, hver gang vi sidder med en af bøgerne.
Jeg hilser også velkommen til alle jer læseglade medlemmer! Og tak for dine kommentarer omkring de forskellige bøger, Caroline. Det er i sandhed seks meget forskellige værker. Profeterne i Evighedsfjorden synes jeg var rigtig god, en "rigtig" roman om man så må sige. Der var både drama, kærlighed, mord mv. Min mor siger, synes jeg også er interessant, ikke mindst sprogligt, hvor dialogerne og for så vidt også monologerne er så skarpt skrevet uden overflødigheder. Den stjålne vej gav øjeblikkeligt også mig associationer til Khaled Hosseini, det var en bog jeg slugte. Smuk og smertelig. Det blå lys gav stof til eftertanke, ikke en "nem" bog, men en bog jeg følte at jeg blev klogere af (og det er jo ikke så tosset en følelse). Sten, saks, papir var også et besøg værd, kunne godt lide mystikken, og Thomas' paranoia, der gjorde, at jeg til tider var i tvivl om hvad der var virkeligt og hvad der blot foregik i hans hoved. I Døden kører Audi var der "smæk for skillingen", fuld skrue derudaf fra et nutidigt dansk perspektiv, hvilket gjorde, at jeg kunne relatere til historien, selvom jeg hverken opfatter mig selv som en Asger eller Waldemar.
Der er ingen af bøgerne som jeg er gået kold i, jeg synes de hver især kan noget. Men min favorit er nok Profeterne i Evighedsfjorden. Hvad tænker I andre?
Jeg nåede det! :-) har spurtet hjem fra arbejde i regnvejr.
Velkommen til DR-.Romanklubbens sidste debat inden sommerferien, den afsluttende, hvor vi skal samle op på de rigtig gode debatter, vi har haft om de 6 bøger der har været nomineret. 6 rigtig gode og velskrevne bøger, og 6 debatter, hvor der har været meget at debatere. Velkommen til, træd indenfor i tørvejr :-)
Spørgsmålet er også, om vi alle kan se, om vedkommende selv har udgivet, eller om det er en anden. Hvor meget selvudgiver er en forlægger, der selv har skrevet 70 bøger, der i blandt altså også udgivet egne, som er det eksempel, der nævnes i Politiken? Jeg udgiver under mit navn - men andre har fundet andre navne, at kolportere deres bøger under. Der er jo også forlag, som stiller sig til rådighed, når blot forfatteren betaler. Er forfatteren så selvudgiver eller hvad? Ved vi i hvilket omfang, der har været rådgiver ind over udgivelsen? Hvis nogen anmelder/omtaler bogen, så må den vurderes, som den nu er, og ikke efter, hvem der har sagt god for den.
Hvorfor skjule, at der kan være et mængdeprobelm, når bøger skal omtales i avisen. Idealet i Danmark er anmeldelse på udgivelsesdagen - hvilket jo er en ren salgsservice. De gamle forlag kan måske leve op til at sende bøgerne forlods ud til medierne - det har vi andre lidt svært ved. Men at fremstille os som en tiggerbande, som Jes Stein Pedersen gør, det synes jeg er direkte tarveligt. De udsendte anmeldereksemplarer repræsenterer faktisk en ikke ubetydelig udgift, og aviserne skal være glade for at modtage denne gave. Jeg har faktisk været ude for at være blevet bedt om at fremsende anmeldereksemplarer til medier, som så aldrig leverede et ord. Men vedkommende personer har altså haft en billig gave.
Emnet er naturligvis en debat værd, og jeg er glad for, at Litteratursiden tager den op. Information havde et par interessante artikler herom, hvor jeg lagde en kommentar. Forleden opdagede jeg, at mine kommentarer var slettet, fordi de var vurderet at have kommercielt indhold. Jeg skrev som selvudgiver, og selvfølgelig refererede jeg til mine udgivelser, for at læserne kunne vide, hvad jeg talte om! Vi har ordet selvudgiver – det lyder som da Indre Mission omtalte onani som selvbesmittelse!
Sagen for medierne er nok, at ved at påstå at 95 % af selvudgivne bøger er noget bras, så kan man forlods sortere dem fra. Det kunne så være rart at få meldt ud, for så skal jeg nok for fremtiden lade være med at sende et eksemplar til udsmidning.
De læsere, som ikke selv udgiver bøger, køber næppe bøger efter forlag - de køber efter interesser og naturligvis efter den vejledning, som en anmeldelse kan være. "En erindringsbog kan have stor værdi for forfatteren og hans nærmeste familie og venner, men den har ikke nødvendigvis noget at sige en større læserskare." Tja, det er farligt med generelle udsagn. For med netop erindringsbøger er det tit sådan, at de faktisk trods alle mulige mangler har bud til en større læserkreds, end litteraterne forventer. Fagbøger er også bøger, og der er andet end ’litterære perler’, som fortjener at blive udgivet. Jeg udgav en bog, som var erindringsbaseret, men også var en smule forskning og om et emne, som var nul-omtalt, og her har det været vanskeligt at nå igennem med det synspunkt, at det også var en historie om et aspekt af indvandringen til Danmark. Det fremførtes som noget negativt og besværligt, at det var en familiehistorie, som om den var af privat karakter. At det var en indvandrerhistorie, var ikke et synspunkt, man skulle lede efter, hele introduktionen var bygget op herom - lige meget hjalp det. Problemet er i sådanne tilfælde, at de, som skal omtale bogen, ikke har en autoritet at støtte sig til. I kampen med bogbølgen aner jeg så det arrogante synspunkt, at der er anmeldere og redaktionssekretærer, som benytter en god del snobberi som redningsbælte! Det synspunkt hører selvfølgelig ikke hjemme i en seriøs debat, det må afvente en skønlitterær iscenesættelse!
Ja, vi læser bøger, som ikke ligger på boghandlernes eller bibliotekernes hylder
Hvorfor? - Se her!
af Tommy Flugt
I stiller som bibliotekarer på Litteratursiden og som den gode smags tjenere et spørgsmål midt i jeres artikel om, hvorfor I har en tendens til at betragte bøger udgivet af forfatteren selv som mindre værd end de bøger, som har fået et forlagslogo på ryggen. Hvorfor, spørger i udadtil? Jeg synes I skal se på det indadtil. Det er nemlig det etableredes problem. En svunden tids bastioner står for fald. Og I har svært ved at åbne jer, men er dog begyndt. Bare det at stille spørgsmålet.
Jeg har skrevet to blogartikler her om problematikken (Fornyelsens vinde blæser & Tiderne ændrer sig - det er ganske vist) og henvist til gode bekendte forfattere som ufortrødent arbejder videre og med mod og evner. Det er jo bare at opdage dem og andre. Og der er mange andre.
Hvorfor skal man hele tiden blokere sig selv med selvudgivere i dette 200 året for en af de største selvudgivere: Søren Kierkegaard. Dostojevski var det osv. Listen er lang. Men al den etablerede økonomi og kapital omkring udgivelser og forlag i dag, falder man ustandselig på halen for.
Den største registrator af alt der udkommer på nettet i DK-domænet er Det Kgl. Bibliotek, der et par gange om året høster alt, hvad der sker på det danske net. Det er beregnet til forskere at få indblik i og adgang til. Her kan man undersøge, hvad der er og hvordan det virker. Men man kan såmænd også bare tjekke ind på facebook og få nogle litterære venner, så varer det ikke længe før man er ganske godt opdateret. Men der hvor der er flest samlet og udveksler viden i et fantastisk omfang, der ser man ikke det etablerede blande sig så meget. Måske er det ikke fint nok? Hvorfor?
Jeg vil gerne hjælpe med at give let adgang til mine tidsskrifter på internettet. De ligger til glæde for internetbrugere, der er interesserede i kunst, kultur, digte, landskabelige fotos samt kunstudstillinger og et tidsskrift om en af Danmarks i særhed mest fantastiske kunstnerskæbner: Lauritz Hartz fra Odsherred. (Aurora Tidsskrift m.m.: http://www.auroraordhaven.dk)
Og til spørgsmålet fra jer på Litteratursiden: "Læser I bøger, som ikke ligger i boghandleren eller står på bibliotekets hylder, og som man ikke kan læse anmeldelser af i avisen? Og hvis I gør, hvordan finder I frem til dem?"
Svaret er: Ja naturligvis gør vi det. For dels har boghandlerne for eksempel næsten ingen digtsamlinger at byde på, og dem vil jeg gerne læse. De findes på internettet. Og der står slet ikke noget om dem i aviserne, så hvorfor læse dem. På internettet er der masser af samtale og skrivegrupper, hvor man finder frem til de ønskede bøger og skrifter. Og da vi alle sammen er mindst lige så godt uddannede, som resten af samfundet, så er det kun nysgerrigheden og vanetænkningen og ansættelsesforholdene, der holder os fra hinanden.
Indlæg til aftenens debat!
Jeg kan desværre ikke deltage i debatten i aften, men har alligevel lyst til at give mit besyv med – så her er min vurdering af dette års bøger
Profeterne fra Evighedsfjorden: Jeg nød sproget, plottet og persontegningen – voldsomt og sanseligt. Hovedpersonen Morten Falck er frygtelig fantastisk beskrevet – jeg krummede gentagende gange mine tæer under læsningen af romanen, over hans selvbillede og af egen tro på evnen som læge.
Min Mor siger: Sjovt sprog – gode figurbeskrivelser og god vinkel. Jeg var ikke helt så begejstret for Søhestemonologerne. Men måske læste jeg for hurtigt til at få alt med?
Den stjålne vej. God fortælling, men jeg følte lidt for meget at jeg læste en roman af Khaled Hosseini. Dog meget relevant at belyse de frygtelige voldtægter af drengebørn – så jeg lærte bestemt nyt ved at læse bogen.
Det blå lys: Jeg var meget optaget af personbeskrivelsen og følte mig meget oplyst gennem bogen. Det må have været et kæmpe arbejde at lave research til bogen. Jeg synes at forfatteren klarer balancen fint, så man føler at man læser en roman og ikke en biografi.
Sten, saks, papir: En roman, der tager tid at fordøje. Jeg bliver mere og mere glad for den des længer tid det er jeg har læst den. Den er meget intens og svær at hitte ud af. Interviewet med forfatteren har give mig meget i forhold til læsning af bogen – især ideen om at den ikke må foregå noget kendt sted, er interessant at fokusere på gennem læsningen. Og så er hovedpersonens sammenbrud flot beskrevet.
Døden kører Audi: Sjov og satirisk. Interessant bud på en maskulin roman. Jeg har straks anbefalet den til en 18 årig ung mand. Jeg tror det er en type litteratur, der kan fange drenge og unge mænd. Jeg synes godt om satiren og miljø/personbeskrivelser, men som sammenhængende fortælling er den lidt for ustabil.
Så summa summarum min top tre lyder:
1 Profeterne fra Evighedsfjorden
2. Sten, saks, papir
3. Den blå lys.
Tak for en fin sæson – glæder mig til at se hvad efterårets tema bliver.
Caroline
På en måde var det helt forfriskende at læse KK’s passionerede indlæg om Kvinden ved 1000 grader, selvom jeg slet ikke er enig i betragtningerne og holdningerne til værket.
Ja, læserforventninger kan selvsagt skuffes, især hvis forventninger til genre og indhold er forholdsvis eksakte og bygger på et kendskab til det beskrevne som eksempelvis KK’s kendskab til Island. Jeg tror dog ikke, at Helgason har ønsket at skrive en rendyrket sædeskildring, en rendyrket historisk fortælling om Island eller en udpræget genrebog i det hele taget. Han blev (ifølge egne udsagn) dybt fascineret af Brynhild Georgia Bjørnssons brogede og inspirerende livshistorie i en turbulent periode i europæisk historie, og med udgangspunkt i denne har han ladet fortælleglæden følge sine egne anarkistiske veje. Brynhilds historie har, som jeg opfatter det, været en undskyldning for at lade essayistiske betragtninger, fantasifulde anekdoter, historisk materiale, et kvindeportræt og sprogblomster folde sig ud i et eklektisk sammenstød. At KK ikke bryder sig om værket er fair nok. Smag og behag. KK fik ikke, hvad hun forventede. Men eftersom jeg er begejstret for bogen, vil jeg alligevel slå et slag for Helgasons sprogbrug.
Sprogfilosoffen Wittgenstein skrev noget i retning af, at mit sprogs grænse er min verdens grænse. Når Helgason anvender nye ordsammensætninger eller ”nysprog”, som KK kalder det, så opfatter jeg det ikke som et forsøg på at blamere sig. Hvis forfattere ikke skulle være nyskabende i sprogbrugen, hvem skulle så? Vi siger ofte, at forfattere leger med sproget, men i virkeligheden er det jo ikke en leg, men et dybt alvorligt forsøg på og et presserende behov for at anskue virkeligheden på en ny måde. Sprog og virkelighed er uadskillelige størrelser. Alternative beskrivelser af og tilgange til det velkendte kan vel i bedste fald trække læseren ud af klicheernes morads og medvirke til nye erkendelser. Man kan opfatte Helgasons sprog som knaster i det episke forløb eller nyde gangen og udsigten på sprogets toppede brosten. Helgasons sprog er ikke gennemsigtigt. Det har ikke underlagt sig plottets fremadskridende forløb, men det skal nydes og smages som en del af Helgasons ærinde, synes jeg.
Når Helgason anvender modsætningsfyldte udtryk som ”lykketrætte”, glædes jeg og bliver mindet om barokkens trang til sådanne modsætninger. Når Herras mor kaldes Skumhvide pga. sin fine hvide hud, når mormoderen beskrives som et knoglelærred, dannes der dejlige billeder på min nethinde. Også den svedende og sælagtige Sved-Gunna, ”flodfanget på et skær”, der opvarmer et helt hus med sin kropsvarme og snorker som en orne, fæstner sig i al sin sanselighed. Jeg kan næsten lugte hende. Når den aldrende Herra lykkes med ”at klemme nogle tårer ud af de udtørrede citroner til øjne”, fornemmer jeg hendes kynisme, mærker citronstænk i mine øjne, smagen af citron og ser øjne erstattet af citronskriver. En opbrugt Herra, hvorfra der knap kan vrides en tåre. Når udviklingen af Herras pubertet humoristisk sammenlignes med en blomst, ser jeg naturprogrammers tidskomprimerede optagelser af blomsters knopskydninger:
”Og hvis det er muligt at bruge verbet at dames i betydningen at lammes, så damedes jeg pludselig ned til knæene. Jeg mærkede knoppen springe ud i skridtet, og det begyndte at snurre bag brystvorterne. Stiklingen blev til en blomst, der foldede sig ud i mave og derunder. Lodden, sort. Sort og lodden.” (S. 145)
Efterfølgende begynder Herra, ”savlende halt af begær” at ”gnubbe livets blomsterskud” mod diverse ting og sager – bl.a. et sagesløst kosteskaft. Jeg morer mig, når jeg læser sådanne passager. – Og jeg synes, at det er godt skrevet. Jeg irriteres ikke, men imponeres af det, som jeg opfatter som et sprogligt overflødighedshorn. En kriblende og krablende ord- og skriveglæde, der ikke kan iføres vante klæder, men glædesfyldt og humoristisk må boltre sig på kanten af det velkendte.
Jeg tror man behandler Kierkegaard med alt for stor ærefrygt. Han er en sprogmester og bl.a. derfor og på grund af hans ideer, filosofi forskes der meget i hans digtning. Selv om Kierkegaard sagtens kunne have været ateist, vælger han alligevel det religiøse som sit endemål eller det yperste. Det i sig selv gør vel, at de fleste i dag står af, men mange læser ham alligevel. Det er helt rigtigt at indledningen til forførerens dagbog også på mig virker ret manipulerende og nok lidt ubehagelig. Når jeg så læser videre, og det gør jeg, synes jeg egentlig, at forførertemaet virker acceptabelt, hvis man ellers vil beskæftige sig med det. Der er mange mænd der opfører sig forføriske a la beskrivelsen i bog "Forførerens Dagbog", men hvad med kvinderne. De kan virke meget forførende på mænd, men på en anden måde. Det er jo da acceptabelt, synes jeg. Nydelsessyge som vist sin yderste konsekvens i "Forførerens Dagbog" hører vel ungdommen til. Ikke alt i ungdom er lige skønt, men de fleste kommer jo igennem den tid og overlever. Regine vOlsen fandt dog også en anden mand. Og i øvrigt DR`s udsendelser hver torsdag er gode og interessante at lytte til. 3. udsendelse kommer på torsdag. Kierkegaard fandt ikke lykken i et ægteskab, men det var jo nok ikke planlagt på forhånd. "Forførerens Dagbog" er interessant, men andre dele af hans forfatterskab er langt mere interessant, men undgå altid overdosering, især i år.
Selvom de tre finalister er fundet, så holder vi fast i en afsluttende debat om alle 6 bøger på tirsdag d. 21. maj fra kl. 20.00. Så har du nogle kommentarer, refleksioner el. andet, så har du her mulighed for at dele dem med os andre - og få andres ditto.
Håber at der er rigtig mange der har tid og lyst til at deltage. Debatten vil foregå her på siden.
Og så vil vi minde om at resten af maj-måned er Døden kører Audi stadig til debat, så meld endelig ind på den debat.
Bedste hilsner
Rikke og Ane
Hej Mathias ( Rassov )
Lægger lige din anmeldelse ind i klubben, så den mere direkte
kan indgå i debatten
En foranmeldelse på en bog begået af 28 dygtige mennesker. Den handler om en mand, der har skrevet i hele sit liv om at leve, tro og ufatteligt meget mere Kierkegaard når han er bedst – og værst.
Tung overskrift- måske, men på mange måder skal det også være lidt tungt. Det er jo om Kierkegaard, en guldalderen dreng (selv guld er tungt) og hans forfatterskab. Tager man alle de bøger, artikler og henvisninger om ham og af ham, ville det fylde flere trillebøre. Flere kilobyte, hvis man læser det ind i en harddisk.Selv når man prøver at forstå ham igennem hans værker, er der flere dimensioner. Ja bare på google.dk er der ca. 1.120.000 resultater (0,32 sekunder), hvis man skriver Søren Kierkegaard uden hans mellemnavn Aaby.
Min gamle, og nu afdøde, ven Villy Sørensen var meget optaget af ham, og jeg var nok for rastløs i mit sind på det tidspunkt til at forstå, hvad han så og ikke så i ham. Når jeg nu sidder her med bogen, kan jeg høre Villys stemme citere ham.
Ideen til bogen eller konceptet, om man vil, er sjovt, for det er jo Kierkegaard, det handler om. og hans værker er genstand for så meget refleksion og analyse. Selv om forfatterne og redaktøren Joakim Graf har forsøgt at lave en stil, har de på hver deres måde kun set det igennem deres eget liv. Derfor er denne bog også endnu en vej til at forstå sig selv - og ikke kun Kierkegaard på de bedste og værste sider. Det ser ud til at Kierkegaards tema er uudtømmeligt - måske kan vi tage 200 år mere med ham……. Mere om bogen er på vej.
Tak for dit input. Det er da en helt oplagt titel til læseklubben. Jeg kan ikke finde frem til en dansk biografpremiere dato endnu - ved du noget? Men så snart datoen er offentliggjort, kan vi jo sætte bogen og filmen til debat her i læseklubben.
Andre gode forslag er velkomne!
Jeg er helt enig med pipib. Jeg læste bogen, da den udkom i 2007 og husker den som rigtig god og nytænkende ungdomsbog. Den var faktisk den første i en lang bølge af vampyrbøger af varierende kvalitet - og derfor ærger det også mig, at filmatiseringen først kommer nu, så den, som pibib så rigtigt skriver, kommer til at fremstå som et ripoff.
Jeg er netop gået i gang med at genlæse bogen. Den starter godt, men jeg er lidt bange for, at min generelle vampyrtræthed får betydning for min bedømmelse af bogen i 2013 i forhold til min bedømmelse i 2007.
Mine favoritter
1. Profeterne i Evighedsfjorden
2. Sten Saks Papir
3. Min mor siger
Så er de tre finalister fundet, det blev:
Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden
Anne-Cathrine Riebnitzsky: Den stjålne vej
Stig Dalager: Det blå lys
Tillykke til finalisterne. Og tak til alle 6 forfattere for gode og meget forskellige læseoplevelser. Den endelige vinder offentliggøres d. 9.juni.
Læs evt. mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Kulturklubber/Laeseklubberne/Romanklubben/Romanprisen_2013/Artikler/2013/05/17/085345.htm?nyhedsbrev
Mine 3 favoritter er:
1. Kim Leine:Profeterne i Evighedsfjorden
2. Naja Marie Aidt: Sten saks papir
3. Stine Pilgård: Min mor siger
Kære Iben
Allerførst - undskyld det meget sene svar.
Jeg har spurgt mig for og det lader ikke til, at der pt. findes nogen fysiske læsegrupper i København, der læser bøgerne fra DR Klassikerklubben. Men jeg vil give dig ret i, at det da ville være en god ide. Måske kan du spørge på dit lokale bibliotek, om det er noget, de kunne tænke sig at være med til at organisere.
Mange hilsner
Ann
hej Rikke
Har med fornøjelse læst din omtale af Monika Peetz, - jeg har nemlig - aldeles tilfældigt købt næste bog af denne forfatter i et tysk supermarked: "Sieben Tage ohne", hvor gruppen tager på kurophold og samtidig vil Eva forske lidt i sin familiehistorie. Altså også en hel del emner under een hat -og meget underholdende. Jeg undrede mig lidt over, at denne forfatter ikke var blever opdaget af noget dansk forlag. Hvilket hun jo åbenbart var...:-)
Måske er det på sin plads at nævne romanen "Nattog til Lissabon" som Bille August har filmatiseret. Den blev vist på Berlinaden i år men desværre ikke med succes. Jeg ser nu alligevel frem til denne rolige film - andet kan den ikke være.