Seneste kommentarer

  • Tak for kommentaren og 4 timer 1 minut siden

    Tak for kommentaren og præcisionen. Det er længe siden, jeg læste Den tynde mand, som blev hans sidste, men jeg var ganske godt underholdt. Jeg må i gang med nogle af de allerførste, han skrev.

  • I de links, som Jørgen 8 timer 31 minutter siden

    I de links, som Jørgen Dissing har suppleret med nedenfor, kan vi læse, at The New York Times har valgt (citat) "at hædre ham som den retmæssige arvtager til Chinua Achebe (link til oversigt og andre links om denne forfatter HER)– Obiomas legendariske landsmand, hvis mest berømte værk Things Fall Apart kom i 1958 og trygt kan kaldes for en af de mest udbredte og elskede afrikanske romaner nogensinde." Ligesom den somaliske forfatter og nobelprisnominerede Nuruddin Farah (link til oversigt og andre links om denne forfatter HER) har kaldt ham for"en af de mest lovende figurer i blandt den nye generation af afrikanske forfattere."

    Flere steder omtales historien som (citat fra Laila Heskjærs anmeldelse, som Jørgen har linket nedenfor) ”en mytisk tragedie om en afrikansk familie, hvis skæbne bliver dramatisk ændret, da der opstår en konflikt mellem de ellers tæt knyttede brødre på grund af en frygtelig forudsigelse.” Og det er denne forudsigelse, der, som jeg oplever det, er den voldsomme hændelse, som ændrer familiens tilværelse – eller også er det faderens bortrejse, der er den afgørende hændelse - der lidt efter lidt ender med mord/selvmord.

    Jeg får lige en association til den debat om familietragedier kontra mord, der i disse uger fylder lidt i medierne. Det er i romanens tilfælde, som i virkelighedens Danmark - som jeg ser det - en række af uheldige hændelser – der i starten måske er ubetydelige, men efterhånden vokser og breder sig og resulterer i det nogen helst vil kalde ”mord”. Jeg vil holde på at det skal kaldes en "tragedie".

    Obiomas næste værk er påvej – en roman, der ifølge forfatteren handler om kærlighed. En vanskelig og dødsensfarlig kærlighed, kan man godt forvente.

     

     

     

  • Spændende at læse 10 timer 50 minutter siden

    Spændende at læse debatten!

    Hvis nogen er i nærheden af Gladsaxe på mandag, kommer Merete Pryds Helle på Gladsaxe Hovedbibliotek og fortæller om bogen.

    https://gladbib.dk/arrangementer/litteratur-debat/folkets-skoenhed 

  • Hej med jer   Faldt lige over 1 dag 13 timer siden

    Hej med jer

     

    Faldt lige over denne spændende artikel fra DR kultur, der netop handler om månedens bog. Overskriften er 

    "Forfatter græd og græd over tastaturet" - Læs den HER.

  • En skøn og helt fantastisk 1 dag 14 timer siden

    En skøn og helt fantastisk bog

    På DR Romanklubben på Ishøj Bibliotek er der stor enighed om, at Folkets skønhed er en ’fantastisk bog’, ’en utrolig dejlig bog – og sådan en man får lyst til at læse igen’.

    Romanen blev omtalt som ’et spændende tidsbillede’, ’en nydelse at læse’ og ’en roman, der er lige så tyk som Kirsten Thorups roman men meget lettere at læse’.

    På vores onsdags- og fredagshold var der flere, der ikke kunne lægge bogen væk, den var både sigende for dem, der kunne genkende sig selv eller deres forældres liv i romanen og for en læser, som oplevede, at den ’fortalte om en tid på landet, for sådan en som mig, der er opvokset på Nørrebro’.

    Nogle fandt, at den skønne roman også var deprimerende og var kede af, at Marie aldrig blev et helt menneske, som de sagde. Det er ærgerligt, at hun ender som en depressiv husmor, når hun som barn og ung kan klare en hel husholdning.

    Beskrivelse af forventningens glæde over at flytte i parcelhuskvarteret og den efterfølgende følelse af at være havnet i et trangt husmorfængsel mindede nogle af os om Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman ”Hvad man ikke ved”, hvor livet i hjemmet også bliver alt snævert, ensformigt og med for lidt stimulering og adspredelse for familiens kvinde og mor. Måske også med for lidt kunst og skønhed i Maries tilfælde.

    Også den ukærlige relation mellem Marie og hendes mor eller stemningen og volden i hjemmet, påvirkede os. Det var uhyggeligt med incesten – som jo også foregår i dag. Det er skræmmende, og det sætter spor i de uskyldige, som oplever incest og hvis liv præges af det efterfølgende.

    Var det derfor, at Marie og Otto sexliv aldrig blev bedre, eller var hun for meget den pæne pige, der tog rollen som hustru og husmor på sit som et arbejde? Hun skulle være sød, flink og smile, når manden kom hjem. Det var tiden, sagde én, og en anden sagde: Marie bærer rundt på et traume. En tredje læser fortalte, at der var for mange lighedspunkter til hendes egen ungdom til at hun kunne udtale sig om romanen. Nogle kunne genkende miljøet på Langeland fra ferier på landet. Der var ikke meget at rutte med, og hænderne på forældrene sad ualmindeligt løst.

    Selvfølgelig talte vi også om titlen, maleriet og om kunsten. Vi lavede endda en afstemning om hvorvidt maleriet var en ægte van Gogh. Flere mente, at Marie kunne ’se’ noget. Hun havde en kunstnerisk åre, og det vidste eller fornemmelse begge hendes forældre. Morens store kærlighed til Marie, som hun ikke formåede at vise i dagligdagen og hverdagslivet, viste hun ved at forære Folkets skønhed til Marie efter sin død.

    At Marie fik lov at se sin mors udslåede hår var også en kærlighedserklæring, og der var mange små lysglimt i den grå hverdag på landet, som synes hård og kold og på overfladen også viste en følelsesmæssig afstumpet mor. Merete Pryds Helle skildrer det med sit fine og enkle sprog, hvor der er luft og plads til læseren, hvilket gør læsningen til en nydelse.

    Dejligt var det, at maleriet Folkets skønhed for Marie virkede som et ekstra vindue i huset. Godt vi har kunsten og disse vinduer, udsyn og mentale pauser fra vores hverdagsliv, som kan give os glæde og skønhed midt i alt andet.

    Sidste kapitel – hvis det da er et kapitel og ikke en efterskrift eller en ramme om hele fortællingen, som Merete Pryds Helle har fortalt i flere radioudsendelser, var meget spændende at diskutere. Her var der virkelig delte meninger og opfattelser af, hvad det var for noget. Nogle blev forvirrede over, at personerne nu ikke passede sammen mere, andre forstod ikke, om det var Merete, Marie og Ottos yngste datter, der nu skrev, og andre læste det som forfatterens ord.

    Burde Selvsyn i det hele taget være med eller ej? Det har vi læst på Litteratursiden.dk, at Merete Pryds Helle også selv har været i tvivl om og til slut besluttet sig for, også på grund af sin søsters plads i livet og bilen, da hun opsøges af sin søsters ånd.

    Er Selvsyn kapitlet performativ biografisme? Og tager kapitlet brodden af hele diskussionen, hvorvidt romanen er skrevet 1:1? Og er det i det hele taget vigtigt for os læsere, at vide hvem der er hvem, og om romanen er fantasi og digt eller en oplevet virkelighed? Og hvorfor foretrækker de fleste læsere at læse med de biografiske øjne? Uanset kan vi virkelig godt både lide romanen og ideen om, at slutningen er rammen om vinduet.

    Tak for en virkelig dejlig og berigende roman og læseoplevelse. Vi ses endda med Merete Pryds Helle på Ishøj Bibliotek onsdag den 25. januar kl. 19-21, hvor vi kan forsætte snakken – nu med forfatteren.

  • Hej med jer Jeg er sådan en 1 dag 14 timer siden

    Hej med jer

    Jeg er sådan en der godt kan lide at tænke at jeg kender den forfatter, hvis bog jeg læser. Jeg synes ligesom det giver en dybere klangbund for min læseoplevelse. I forlængelse af det faldt jeg lige over en artikel hvor Merete fortæller lidt om hvad hun lavede nu sidste års sommer. Her kan du læse om Venedig, Ghetto og en 6-årig pige der er vild med naturvidenskab :)

    Læs artiklen her - Min forfattersommer

  • Hej med jer Jeg supplerer 2 dage 3 timer siden

    Hej med jer

    Jeg supplerer lige med et par gode links til Chigozie Obioma:

    - Litteratursidens anmeldelse af bogen HER

    - Artikel om Obioma på Litteratursiden HER 

    - Reportage fra Obiomas besøg i Århus HER

     

    Rigtig god læselyst :)

     

     

     

     

  • Lige en enkelt kommentar 2 dage 8 timer siden

    Lige en enkelt kommentar eller spørgsmål til en af episoderne. Under den forfærdelige familiefrokost til akkompagnement af Giro 413 kommer Kaj ud i køkkenet og siger til Marie: Du har i det mindste fået en mand. Det kunne være en sidste giftighed, hvis der ikke også havde stået, at han var alvorlig, og det kunne vel også være en slags undskyldning eller en kommentar til, at hun har fået et, set med hans øjne, meget godt liv med en god mand på trods af deres odds. Det er netop det dejlige ved romanen, at du viser det store galleri af mangesidede personer uden at forklare eller lade dem selv forklare sig, hvorfor de handler, som de gør. Man ser dem og hører dem, og så spiller læsernes egne livserfaringer ind.  

     

  • Se her hvad Diana Bach fra 2 dage 8 timer siden

    Se her hvad Diana Bach fra DR-Krimiklubben siger om enmet - http://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/tidligere-antimafia-dommer-hvad-skal-vi-med-retssystemet

     

  • Så er det snart februar, og 2 dage 8 timer siden

    Så er det snart februar, og vi skal debatere 'Stjålne liv' og miljøet omkring fertilitetsklinikker.

    Der er også en masse etik omkring dette som er væstentlig og spændende - jeg håber du vil være med på debatten til februar. Jeg lover dig også, at du kan se hvad Helle Vincentz har at sige om dette ;)

  • Det har været vigtigt for mig 2 dage 11 timer siden

    Det har været vigtigt for mig at skabe komplekse karakterer; for jeg tror at vi alle er komplekse og dobbelte; hvis ikke tredobbelte ;-) Vi kan være gode og rare et sted, og rasende et andet. Vi kan gøre ting vi måske ikke selv bryder os om, fordi vi følger os afmægtige eller jaloux eller er tynget af et ansvar, vi ikke føler vi kan leve op til. Vi kan være hårde og besværlige og mildnes af kærlighed. Vi rummer alle mange sider, og derfor er det vigtigt at bogens personer også gør det. Der kan også ske det; som svar på dit spørgsmål om Marie i parcelhuset; at vi klarer os igennem noget, en barndom for eksempel, fordi man hver dag tager sig sammen og laver et panser, så man ikke kan mærke smerten. Men når man så er et andet sted og måske løsner panseret - så kommer al smerten buldrende.

  • Nej, det er igen en 3 dage 6 timer siden

    Nej, det er igen en fortælling, man ikke lige slipper. Som "mormor" tænkte jeg jo også, at Marie kunne have drejet sit liv, eller kunne hun? Det var voldsomme ting, hun oplevede i sin barndom, hun klarede sig igennem og fik et liv, som i forhold til barndommen var noget af en opstigen. Jeg har efterfølgende tænkt mere på persongalleriet omkring Marie. Forfatteren har givet os nogle meget nuancerede personer, som har gjort, at der har været afsnit, jeg måtte læse igen. Maries elskede Otto? Hvor elskelig er han egentlig? Han får de afsindige raseriudbrud. Tit er han fraværende. Hvor er han? Har han mon andre at gå til?. Han bruger ordet luder, hvorfor? Man tænker sit. Kaj? Har han ikke også udviklet sig? Måden han beskytter Bertha på, viser en god side. Hun er jo rent afsindig. Er Kaj et monster, eller var han et produkt af det han oplevede i sit hjem også via faderen? Frøken Videbæk er en spændende person. Hjerte havde hun da; men det viste man jo ikke, for hvordan skulle man så klare livet? Osv.

    Og så er der scener i fortællingen, hvor man både må le og græde. Ottos fødselsdag, hvor alt ender i kaos, og folk bliver smidt ud, og selvfølgelig moderens begravelse, næsten grotesk. Efter min mening lever fortællingen og personerne deres eget liv. Det er dejligt , når forfatteren deltager, men ikke absolut nødvendigt.

     

     

     

  • Dashiell Hammetts bøger hører 4 dage 12 timer siden

    Dashiell Hammetts bøger hører mere hjemme i stil og historie i 1920'erne. Kun to af hans romaner er fra 1930'erne den sidste og svageste kommer i 1934. Det er en almindelig fejl at placere ham i 30'ernes socialrealisme, det gør det desværre ikke rigtigere. Han er imidlertid klart langt mere i trit med 20'ernes ekspressionistiske og eksperimenterende minimalisme a la Hemingway. Bedste hilsen

  • Synes nu det var en god 5 dage 1 time siden

    Synes nu det var en god anmeldelse - Godt arbejde :-)

  • Ville nok sige middel, men er 5 dage 4 timer siden

    Ville nok sige middel, men er ikke decideret uenig!

     

    Fin anmeldelse.

  • Tak, Merete Pryds Helle, for 1 uge 1 time siden

    Tak, Merete Pryds Helle, for en skøn roman. Dejligt at du vil besvare spørgsmål på denne side. Jeg har nydt at læse Folkets skønhed, ladet mig rive med og er blevet draget ind i det beskrevne miljø så jeg har kunnet se personerne og omgivelserne for mig - og nærmest kunnet lugte og smage maden. Når man bliver så opslugt af en god historie, følger man jo bare med personerne på de givne præmisser. Men efterfølgende melder spørgsmålene sig, for det er ikke en historie man lige slipper. Hvorfor går det som det går? Hvorfor er Marie så svag i sit voksne liv, når hun er så stærk i barndommen, på trods af de frygtelige ting hun udsættes for fra Kajs side. Hun fremstår jo som en lederfigur i barndommen, en sej pige der styrer en hel husholdning, malker, passer de små søskende, laver mad, tager de lussinger der kommer, og accepterer vilkårene. Da hun bliver sendt til Påø, er hun lidt chokeret og vil hjem, men så lever hun også op til ansvaret der og passer sit arbejde. Hun klarer det hele, og hun får reageret på sin vrede over voldtægten ved at fælde det træ hun var bundet til og bruge toppen som juletræ. Hvorfor bliver denne handlekraftige og stærke pige som voksen så svag at hun knap orker den meget mindre husholdning og har svært ved at klare sine egne to børn - og svært ved at fungere socialt i parcelhuskvarteret. Og hvorfor kan hun ikke have et lystbetonet seksuelt forhold til Otto. Hun er jo forelsket og bevarer kærligheden til ham, på trods af hans anfald af vrede. Og det første kys, som hun drømmer om og glæder sig til, vækker jo lysten i hende. Er det voldtægten der umuliggør en normal udvikling på det område, eller er der også andre ting på færde? Jeg har svært ved at se det nødvendige i Maries triste skæbne på det område.

  • Nu er jeg blevet færdig med 1 uge 9 timer siden

    Nu er jeg blevet færdig med ”Vi var fiskere” og jeg er meget begejstret.

    Ikke mindst når jeg vinkler den oplysning, at familiens udvikling kan ses, som et billede på Afrikas udvikling.

    At faderen indledningsvis lægger en masse pisk og energi i at få børnene til at tro på sig selv og deres muligheder i tilværelsen, hvorefter han af karrieremæssige årsager forlader dem og moren – ”lader dem sejle deres egen sø”.

    Årsagssammenhængen er lidt mudret, for hvis ikke kolonialisterne havde gjort sit indtog, så var opholdet ved Omi-ala-floden ikke blevet bandlyst. Floden var tidligere betragtet som en slags guddom og med Bibelen i hånden, var det ikke tilladt at tilbede den længere, så nu blev den i stedet ond/grufuld (siden 21). Den gale mand, er med sine frygtelige forudsigelser et levn fra en gammel tid – især at Ikenna bliver så følelsesmæssigt berørt af disse.

    Men hans forvandling kan også ses som en ”normal” teenagers udvikling.

    Ikenna og Boja er meget jævnaldrende og kan måske – det er noget der lige strejfer mig i skrivende stund - forstås som to sider af den samme dreng.

    Ikenna ville fiske af forskellige grunde: de tjente penge på fiskene, og i lidt overført betydning kunne de genoplive familiens akvariefisk Yoyodon, som Ikenna og Boja ved en fejltagelse havde fået aflivet. Samtidig var deres iver efter at uddanne sig og blive klogere forsvundet i takt med farens fravær, og noget skulle de jo forslå tiden med.

    Jeg synes det er en rigtig god historie - der udover en spændende handling - giver mig lidt indsigt i livet i Nigeria på det tidspunkt, bl.a. de frustrationer der opstår, når samfundet bliver et mix af gammel og ny kultur.

    To af mine kollegaer: Mikkel og Lisbet enedes for nylig om at skrive en dobbeltanmeldelse af denne roman

    https://bogsnak.dk/2016/12/06/dobbelt-anmeldelse-vi-var-fiskere-af-chigozie-obioma/

     

  • STOR læsning, grotesk, 1 uge 10 timer siden

    STOR læsning, grotesk, humoristisk, bevægende, voldsom, grimt, rigtig god fortællekunst, - ja det er bare nogle få ord som blev sagt ved snakken om ”Folkets skønhed” i Horsens biblioteks DR-læseklub.

    Der var stor enighed bordet rundt om at ”Folkets skønhed” har været en særdeles god læseoplevelse. Fine naturbeskrivelser i flot billeddannende sprog. En kontrast til volden og grimheden. Vi brugte en del tid på at tale om Maries karakter. En i gruppen mente, at hun bare vare ”et klogt og godt menneske”, ”en sød pige”, men der var ikke helt enighed på det punkt. Det faktum, at Marie overhører Ellens stille råb om hjælp, og Maries nedgørende nedladende holdning til veninderne med ”lår i skoene”, viser at Marie ikke bare er en ”pæn pige”. Hvordan det kan lade sig gøre at tage ”strømpebukser” på i 30’ernes Danmark (s 116), snakkede vi også lidt om. Ingen af os erindrer strømpebukser før 60’erne.

    Vi var så optagede af snakken om ”Folkets skønhed”, at tiden løb fra os. Der er masser af stof, og mange emner at tage fat på.  Det er en rigtig god sociologisk roman, og flere sammenlignede med både Vibeke Marx, Anne-Kathrine Riebnitzsky, Erling Jepsen, Knud Romer, Kirsten Myers.

    Til sidst rundede vi også lige den påklistrede slutning. Den kunne de fleste godt have undværet.

    STOR romankunst, ordet STOR skal indramme denne lille kommentar.

  • Tak for en god anmeldelse. 1 uge 14 timer siden

    Tak for en god anmeldelse. :-)

     

    / Siguard

  • Tak for en god anmeldelse. 1 uge 14 timer siden

    Tak for en god anmeldelse. :-)

     

    / Siguard

  • Vi der hjemme holder os 1 uge 16 timer siden

    Vi der hjemme holder os indtil videre til Peter Plys og uskylden. Det andet foregår jo i børnehaven;-)

  • Det blev også en fantastisk 1 uge 2 dage siden

    Det blev også en fantastisk læseoplevelse for mig på flere måder. Jeg finder slutkapitlet interessant, når jeg har fordøjet romanen, og jeg forstår MPH's mening med det. Men ud over det har det ikke nogen betydning for min oplevelse af den store fortælling om  nogle mennesker, skæbner og især Marie i en tid under de omstændigheder , de nu havde. 

    Jeg ventede efter første halvdel af romanen, at Marie nok ville komme til at udnytte de ressourcer, som jeg oplevede hun havde gennem de scener, der udspiller sig set med hendes øjne. For sådan gik det jo mange i de år. Måske lettere, som det er skrevet, hvis hun havde  været 10 år yngre, også på Langeland. Lidt skuffet blev jeg; men det satte mig i gang med at "åbne et vindue" til min egen barndom og ungdom i barndommens gade i provinsen i 50'erne. Bortset fra en enlig mor, som var nødt til det, var der ikke nogen mødre på arbejdsmarkedet, ingen jeg kan komme i tanke om.  En Marie ville falde naturligt ind her. Uddannelse var stadig for de få, som havde en baggrund, der kunne skubbe på.  Miljøet var ikke altid smukt. Vinduet kom også til at åbne længere tilbage til familie og landsby, hvor myterne og de virkelige historier er helt at sammenligne med handlingen i Folkets skønhed og især alt det, man ikke talte om. På den måde er romanen blevet en øjenåbner for mig. Associationerne står i kø. 

     

  • Jeg har fået flere 1 uge 3 dage siden

    Jeg har fået flere forespørgsler på, hvornår Folkets skønhed kommer som e-bog.

    Grunden til, at den ikke er det endnu, er at jeg er ved at lave et nyt ebogsformat. Jeg tænker nemlig, at mange har stor fornøjelse af at at streame fjernsyn - film og serier. Og at det er den store udfodring for litteraturen i dag. Men noget af det, de serier kan, er at man tit  ser dem sammen med andre - lige som man for eksempel i læseklubberne deler læseoplevelse. Jeg kan rigtig godt lide det med muligheden for en fælles oplevelse af litteraturen. Så jeg er ved at lave Folkets skønhed i en version, hvor man kan se den i fjernsynet med en understøttende billedside til; den varer 10 timer. Jeg forestiller mig, at man kan se den med sine familiemedlemmer eller mens man laver håndarbejde - eller se dele af den emd sin læsegruppe. Man kan også læse den som almindelig e-bog eller høre den som lydbog. Der vil desuden være mulighed for at dele bogen med andre, således at man læser den samtidig og kan skrive kommentarer til sine medlæsere i siden af bogen. 

    Vi er stadig i gang med at udvikle. Jeg samarbejder med to programmører i Hyderabad, Ramya og Siddhartha. Vi er endt med at lave det som en hjemmeside, så man kan hente videobogen ned på alle de forskellige dimser man har med netadgang, og jeg har i dag købt domænenavnet m-bogen.dk  Videodelen laver billedkunstner Jeanette Land Schou; hun er allerede langt, men i morgen tidlig skal vi køre til Kirke Hyllinge, hvor vi skal møde en landmand og filme en af hans sortbrogede køer. Jeg er spændt på, om Jeanette også vil sætte mig til at malke koen!! For jeg har jo aldrig malket ....

    Billedkunstner Cecilia Westerberg er også ved at lave Birgitte Krogbølls fine digtsamling Dyr med næb ordnet efter antal vinger som m-bog.   Som jeg kalder det; m for multibog!

    Men jeg må hellere gå i seng; så jeg kan være frisk til morgendagens udfordringer!

  • Det er faren, der giver 1 uge 3 dage siden

    Det er faren, der giver maleriet navnet ...

    jeg var optaget af, at van Gogh i den periode hvor han boede i Holland og malede kartoffelserien, levede sammen med en kvinde, der havde været prostitueret; ligesom min absolutte yndlingstante havde været det ....

  • Det bare så fortjent det der 1 uge 3 dage siden

    Det bare så fortjent det der :D