Vores tragiske univers

Forvirrende og sprudlende ejendommelig fortælling om tilfældigheder eller ej.

Tænk, hvis livet bare er en eventyrfortælling med en mission, der skal løses? Meg falder ind i netop dét tankespor, efter hun ved en (måske ikke helt tilfældig)  fejltagelse læser og anmelder en pseudovidenskabelig bog, der flirter med tanken om universets endeligt. Måske findes vi ikke længere, men tror, vi gør, måske er vi hvirvlet ind i vores egen fiktion, hvor vi spiller vores roller, alt efter om vi er havnet i en postmoderne tekst, science fiction eller i en tragedie. Megs liv minder mest om det sidste.

Som forfatter han hun kun succes med de bøger, hun skriver under pseudonym, hendes parforhold er drænet for lidenskab, hendes hjem er fugtigt og fuldt af savsmuld, hendes hund spiser al hendes post, og den roman, hun skriver på, bliver konstant kortere for hver gang, hun arbejder med den. Og så er der Rowan - en langt ældre mand, der som den eneste kan få hendes hjerte til at pumpe hurtigere, og som hun virkelig kan tale med og føle sig forstået af. Men ak, han er gift.

‘Vores tragiske liv’ er en sjælden, ejendommelig og meget velskreven roman, der rusker i tanker og teorier omkring både virkeligheden og fiktionen. Det er snedigt komponeret, og som læser både forvirres og fascineres man af formen, som ryster sit indhold, og som samtidig pløjer sig igennem et mylder af små anekdoter elegant strikket sammen med hovedpersonens livsbane. Det er en lusket roman, der med en troldsplint i øjet og en sjælden konstruktion løber lidt om hjørner med læseren. Det er eminent, og jeg mener, at man altid bør lade sig forføre af romaner, der er ude på noget!

‘Vores tragiske liv’ er også en klassisk skildring af det moderne menneske, om livsvalg og kærlighed. Romanen er ikke svær at læse, men det er en ret mystisk bog, der på en eller anden måde ligesom hele tiden bliver længere, mens man læser den. Det er svært at forklare, men er ikke mere mystisk end romanen.