Bog

Tropika : Ainukka Heikkinens forandring

Af (
2017
)

Anmeldelse

Tropika af Jon Terje Østberg

13 jun.17

Fremragende dansk Science Fiction. Den debuterende forfatter leverer en meget overbevisende historie om vores planet under forandring.

Jon Terje Østberg er født i Norge, men bosiddende i København, og bortset fra nogle småskriblerier er dette hans første roman. Forfatteren blander med beundringsværdigt held mange science fiction elementer i sin historie, og slutproduktet er både velskrevet, tankevækkende og spændende.

Historien bringer minder om noget af historien fra filmen ’Avatar’, romaner om videnskabelige ekspeditioner i ukendt territorium, science fiction-filmen ’Dybet’ og sikkert meget mere, men det vigtigste er, at forfatteren lander sikkert med sin helt egen vinkel og historie. Meget, meget imponerende.

I året 2057 er det meste af Norden blevet et forfrossent ishelvede, og som om det ikke var nok, er befolkningen også under konstant trussel af den dødbrigende virus, Virus B. Det eneste, der skal holde virussen i skak, er vaccinen, Stabiligen, som produceres af den paramilitære forskningsinstitution, ISoB. Hvad vaccinen bliver fremstillet af, er en hemmelighed, men nu er vaccinen ved at slippe op, og det er bydende nødvendigt at finde nogle flere af vaccinens ingredienser. 

Et område omkring Novgorod i Rusland viser spor af en helt ufattelig og fremmedartet vækst, og en ekspedition stables nu på benene. Ekspeditionen skal bestå af både biologer og zoologer, en militærmand med sin helt egen skjulte agenda og en fotograf, der skal dokumenterer hele projektet.

Den fordrukne og livstrætte Ainukka Heikkinen bliver udvalgt som fotografen, og hun skal komme til at spille en fremtrædende rolle i de kommende begivenheder.Det mystiske område viser sig at indeholde meget mere end tropisk vækst, og snart viser det sig også at ISoB har sin helt egen dagsorden, og at hele historientilmed har spor tilbage til Ainukkas forsvundne forældre. 

Østberg har skrevet en umådelig interessant og spændende historie, hvor han på imponerende vis formår at sammenflette de mange indviklede handlingstråde til en fornuftig og samtidig meget overraskende slutning, og man bliver hurtigt grebet og indfanget af plottet.

Handlingen er spændende, især alle begivenhederne omkring ekspeditionen i Novgorod, men også tilbageblikkene til tidligere begivenheder i Sydøstasien og i Afrika, og samtidig er der undervejs masser af stof til overvejelse omkring menneskets fundamentale opførsel og udvikling.

Selvom de fleste af personerne, bortset fra Ainukka, i virkeligheden blot er prototyper på mennesker, så fungerer de ligeledes fint og i perfekt tråd med plottet.

Bogdetaljer

Forlag
Science Fiction Cirklen
Faustnummer
53156983
Graphic
Manfred Christiansen
ISBN
9788793233256
Antal sider
228

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer