Bog

Slagteren

Af (
2016
)

Anmeldelse

Slagteren af Tony Parsons

10 maj.16

En familie myrdes brutalt med en boltpistol. En lille dreng forsvinder sporløst. Kriminalbetjent Max Wolfe er tilbage i samme forrygende, spændende og hæsblæsende tempo som i ’Syv små soldater’.

Sagen starter med det brutale mord på et rigt ægtepar og deres to teenagebørn. Tidligt finder Max ud af, at de fire ikke udgør hele familien, og jagten går nu ind på både morderen og den forsvundne 4-årige dreng. Men hvem ønsker at dræbe denne lykkelige familie? Alt tyder på, de levede et liv i skønhed og lykke. Men er det sandheden? Max må grave dybt og skeletterne viser sig at stå i kø for at komme ud af skabet.

Mordmetoden er usædvanlig, så Max må forbi sin gode ven i Det sorte Museum for at høre, om der tidligere har været sager med samme mordvåben. Og ja, det har der. For omkring 30 år siden dræbte en roma en familie med en gammel boltpistol. Morderen har afsonet sin straf og er løsladt. Max og kollegerne må derfor forbi for at tjekke op på, om samme mand kan være den morder, de søger. Men romaerne er ikke de mest meddelsomme personer, og Max kommer på hårdt arbejde for at finde sandheden.

Ind imellem sker det, at anden bog i en serie ikke lever op til seriens første bog. Dette er bestemt ikke tilfældet her. Max Wolfe er tilbage for fuld udblæsning. Der er fart over feltet og spænding fra første side. Bogen rører ved mange ubehagelige temaer. Der sættes fokus på behandlingen af romaer, på pædofili og på hvorvidt man lægger mere i at finde en forsvundet dreng, når hans familie er rig, end når han kommer fra fattige kår.  Max Wolfe når bestemt vidt omkring, men heldigvis formår forfatteren at holde styr på det store persongalleri og alle sagens detaljer. Derfor er dette en helstøbt krimi, der varmt kan anbefales.

Bogdetaljer

Secondary title
Krimiserien med Max Wolfe, nr. 2
Forlag
Rosinante
Oversætter
Ulla Lauridsen
Faustnummer
52316332
ISBN
9788763841023
Antal sider
301

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer