Skyggen på den hvide mur

Gennem sit tilbageblik på barne- og ungdomsårene i Viborg forsøger hovedpersonen H. at få hold på fortidens betydning for nutiden.

Horns erindringsbog bærer undertitlen ”Album fra en billedfattig tid”. Det er en interessant betragtning, som i høj grad er med til at fremmane billedet(!) af en svunden tid. Bl.a. hævder Horn, at ”Efter Anden Verdenskrig drukner vi i billeder, mange af dem med skrigende farver og voldsomme effekter.” Men før var hverdagen særdeles billedfattig – i hvert fald for arbejdersønnen H., der stifter bekendtskab med andre miljøer, da han som et intellektuelt veldisponeret barn erklæres egnet til gymnasieskolen.

Den billedfattige stil går desværre igen i Horns skrivestil. Den indledende del, hvor H. beretter om sin nærmeste familie, virker både blod- og billedfattig. Dybest set er det svært at vurdere, om det skyldes mangel på nævneværdige historier, eller om det skyldes en lidt for simpel og stueren formidlingsform. I hvert fald kryber denne del af fortællingen ikke ind under huden.

Anderledes liv kommer der i kludene, da H. præsenterer kammerat-gruppen ”Copains” (navnet er hentet fra titlen på en fransk gavtyveroman af Jules Romains), som ud over ham selv består af pigen Madame, hendes højre hånd Jacq og den sværmeriske notson. Disse fire udgør elevforeningens bestyrelse, og samtidig er de alle på hver deres måde litterært interesseret. Den fælles litterære lidenskab bringer dem i kontakt med byens excentriske antikvarboghandler, som de døber Antikvisten. Også han har en forhistorie, som bidrager positivt til bogens historiske perspektiv.

Copains´ endeligt lurer under overfladen. Horn griber i dette tilfælde læseren med følgende oplysning, som leveres allerede inden, gruppens medlemmer og struktur afsløres:

”… krisen kunne ikke afværges. Siden har jeg mange gange spurgt mig selv, hvad der skete, og om vi kunne have forhindret, hvad jeg stadig betragter som en katastrofe.”

Gruppen opløses, som kammeratskaber af og til gør. Årsagerne hertil vil jeg undlade at afsløre, da skildringen af Copains´ tilblivelse og svanesang netop er bogens højdepunkt.

Horn har taget fat på et filosofisk spørgsmål: Hvordan er jeg blevet den, jeg er? Og skulle man fristes til at spørge, hvorfor en sådan tanke kræver opmærksomhed, svarer Horn selv med Enquists ord, som han lader pryde første side: ”… man opsøger sin ungdom, fordi det hele skal hænge sammen.”