Poesi og andre former for trods

Trods kan antage mange former - fra den stille stædighed til anvendelse af magt og våben. Adda Djørups noveller spejler hele spektret aldeles fremragende

15 noveller omgivet af to kursiverede lyriske tekster, det er Adda Djørups nyeste udspil. Og det er fremragende – for nu at få det sat på plads fra start. Lad mig begynde lidt bagvendt, med bagsideteksten, der begynder:

"Den er kølig og glat. En dejlig kompakt vægt, der føjer sig lige så fortroligt ind i min hånd, som var det min datters hånd. En form der fortæller hånden præcist hvordan den skal gribe. En genial form. Å, lykke."

Og "den" er så – nu vender vi bogen igen – afbildet på forsiden, "den", der passer som "min datters hånd", er en pistol, en Beretta, vist i sin ikoniske perfekt funktionelle form. Sådan! Og læs så lige beskrivelsen af Beretta'en igen, perfekt prosa, som faktisk holder hele bogen igennem.

Pistolen optræder i samlingens umiddelbart mest frapperende, bestikkende mester-novelle "Der er ingen ende på Paris" (Ernest Hemingway får så også lige en lille hilsen i titlen her), hvor en ung kvinde med stor selvsikker selvfølgelighed kan betjene en pistol, udføre et drab i selvforsvar - og derefter nydende gå tur i Paris. Det er nærmest en perfekt historie. Lukket. Måske glat. Men der er også noveller, der river og flå langt mere, f.eks. "Nej" om en nybagt mors refleksioner umiddelbart efter fødslen, hvori det bl.a. hedder:

"Hun slog øjnene ned og lagde barnet til. Dets mund føltes som ild omkring brystvorten, og det var ikke de første naturlige ammesmerter. Nej. Det var visheden om at være uundværlig , om sit eget køds svaghed, om at have foræret døden nok et væsen at lege med (...)".

Endnu stærkere river og flår det – bogstaveligt talt – i novellen "Brombærdalen", samlingens for mig væsentligste novelle, hvor en lille familieudflugt, far, mor og datter, til et lille brombærkrat i Toscana, bliver et grundlæggende drama om menneskelige relationer, fremragende akkompagneret af græsk mytologi i form af indslag som fra koret i den klassiske tragedie, mens brombærrænkerne flår den lille piges hud: "Den skrigende pige med ildrøde rifter op og ned ad armene", som spind, som Ariadnes tråd, i et universelt drama om familier. Det er rystende god novellekunst.

Lad dig også forføre af mindelser om det store bal hos Satan i Mikhail Bulgakovs geniale roman "Mesteren og Margarita", hvorfra de svansende burlesque-klædte piger i novellen fra denne samling "Helvedes gratier" synes at komme dansende, smukke og dragende.

Novellesamlingen viser Adda Djørup som en af tiden fornemste forfattere, med et sprog, en stil, en perfektion, der ikke har mange sidestykker i dagens danske litteratur. Læs den bog! Igen og igen! Djørup er unik.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.