Bog

Nordens herrer

Af (
2007
)

Anmeldelse

Nordens herrer af Bernard Cornwell

21 maj.07

Blodig og fængslende vikingeserie om konflikten mellem kristne englændere og hedenske danske vikinger, som forsøgte at invadere England omkring år 800.

"Nordens herrer" er 3. del af Bernard Cornwells fremragende serie om vikingekrigeren Uhtred. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men det ville være synd, for serien er både velskrevet og spændende. Så start endelig med at læse første del "Det sidste kongerige" og fortsæt med "Den danske rytter".

Gennem de tre bøger følger vi den engelske kriger Uhtred, fra han som 10-årig dreng bliver taget til fange af danske vikinger. Her opdrages han som dansker og ikke mindst kriger. Uhtred har det godt hos danskerne, men som han bliver ældre, og danskerne får mere magt i England, kommer han alligevel i tvivl om han skal kæmpe som dansker eller som englænder. De fjender, han pådrager sig undervejs, og kampen for at vinde den jord tilbage, som retmæssigt tilhører ham, bringer ham ofte i krig og tæt på den engelske konge, Alfred af Wessex, senere kendt som Alfred den Store. Det er dog især kampene og de forskellige listige måder at overrumple fjenden på, som er bogens højdepunkter, og her kommer forfatterens fortælletalent til sin ret.

Cornwell mestrer kunsten at beskrive et vikingeslag, så det føles, som om læseren selv er med på slagmarken og ser rædslerne fra første parket. Vi ser frygten i krigernes øjne, lugter blodet og hører larmen, når klingerne krydses, og det hele går løs.

Kampene mellem danskere og englændere bliver også til kampen mellem den hedenske tro og den nye kristne religion. Det lykkes Cornwell at beskrive, hvor utrolig kompleks denne konflikt var. Det var ikke altid et spørgsmål om selv at vælge sin foretrukne religion, men ofte et spørgsmål om liv og død. Det er i høj grad også danskernes historie som fortælles, og vi har bestemt noget at være stolte af. Man kunne sagtens forestille sig, at danskerne dengang havde besejret England, og så havde historien måske været en helt anden. Der er planlagt 6-7 bøger i serien om Uhtred, og hvis ventetiden føles lang, har Cornwell heldigvis skrevet flere andre historiske serier om bl.a. Napoleonskrigene og ridderne af det runde bord. Bøgerne findes endnu kun på engelsk, men det bliver de absolut ikke dårligere af.

Bogdetaljer

Forlag
Aschehoug
Oversætter
Lene Gulløv
Faustnummer
26778174
ISBN
9788711293065
Antal sider
350

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer