Bog

Mørkets ansigt

Af (
2014
)

Anmeldelse

Mørkets ansigt af Belinda Bauer

27 feb.14

Forfatteren er udråbt som engelsk krimis nye store håb, og det forstår man så sandelig. Neglebidende, uhyggelig, dyster og knagende god underholdning.

I den lille engelske landsby Chipcott beliggende midt ude i Exmoors øde hedeområder kender alle hinanden. Ingen fremmed forbliver ubemærket, så da en ældre kvinde bliver fundet myrdet i sin seng, kommer det som et chok for alle. Også for den unge landbetjent Jonas Holly, som er flyttet tilbage til sin barndomsegn, efter at hans elskede hustru har fået konstateret sclerose. Det er Jonas’ første mordsag, men han bliver hurtigt kørt ud på et sidespor af den ubehagelige og ubehøvlede overordnede politimand Marvel, som øjensynlig ikke har meget tiltro til det lokale politi.

Jonas har sit at slås med til daglig med sin syge kone, men må nu også finde sig i at blive nedgjort i sit arbejde, og samtidig begynder han at modtage anonyme skrivelser om, at han ikke passer sit arbejde og er en dårlig politimand. Flere mord følger snart efter – alle på ældre mennesker, Jonas modtager flere ondskabsfulde breve, og selvom kraftigt snefald vanskeliggør opklaringen, må Jonas erkende, at han er nødt til at indlede sin egen forvirrede jagt på morderen.

Når man er vant til at læse Grangé, Nesbø og Crag Russell burde man ikke kunne blive overrasket over indholdet og brutaliteten i en krimi, men Bauer forstår i den grad at rykke grænserne for, hvad der er til at holde ud at læse. Bogen er gennemsyret af en dyster stemning og en tristesse, som man sjældent ser. Selvfølgelig centreret omkring de tilsyneladende menigsløse drab men på smukkeste vis yderligere underbygget af beskrivelserne af det knugende landskab og den dystre midvinter.

Skildringen af Jonas og hans kones kamp mod hendes dødelige sygdom hendes tiltagende menneskelige forfald og begges frustrationer over, hvad scelerosen har betydet for deres kærlighed, er hjerteskærende læsning. Som sagt næsten for meget af det gode, men indimellem bliver der dog plads til lidt morbid humor (Marvel), og en i virkeligheden ganske betagende skildring af det lille samfunds sammenhold.

Bauer forener alle disse ting i et mesterligt og særdeles velskrevet plot, hvor man gang på gang bliver ført ind på et nyt spor. Forfatteren første roman, Dyster Viden, som også foregår i Shipcott, leverer ligeledes pragtfuld psykologisk spænding.

Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Jentas
Oversætter
Per Vadmand
Faustnummer
50963780
ISBN
9788776772352
Antal sider
336

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer