Bog

Mellem linjerne

Af (
2016
)

Anmeldelse

Mellem linjerne af Jennifer Echols

23 maj.16

Hvad gør du, når helten fra dine romantiske historier pludselig banker på døren til din skriveklasse? Velskrevet, romantisk feelgood-ungdomsbog om hverdagslivets udfordringer, men ikke Echols bedste.

Erin går på universitet i New York, men for at studere det hun allerhelst vil, nemlig skrivekunst, har hun måttet give afkald på sin arv og klarer sig selv. Det er hårdt, og hun arbejder mange timer, men hun gør det alligevel, fordi hun elsker sine creative writing timer – lige indtil stalddrengen fra en af hendes romantiske historier banker på døren. Hun kan ikke længere slippe afsted med at bilde klassen ind, at hendes skriblerier er pure opspind.

Hunter var stalddreng på Erins bedstemors farm, og det er ham, der nu står til at overtage Erins arv. De var venner engang for længe siden – og efter måneder med uvenskab, frustrationer og en del skænderier, bliver de enige om, at de vil kunne omgås hinanden på en ordentlig måde. De går på det samme universitet og bor på det samme kollegie – men kan det lade sig gøre at lægge fortiden bag sig?

'Mellem linjerne' er en fin ungdomsbog om hverdagslivets udfordringer. Den handler om helt almindelige studerende og deres dagligdag, så er man til ungdomsbøger uden magi og overnaturlige væsner, er den bestemt værd at læse. Jeg synes dog, at Jennifar Echols to andre ungdomsbøger efterlader større aftryk. Der bliver taget mere seriøse emner op i både `Over stregen´ og `Under overfladen´. 'Mellem Linjerne' en romantisk feelgood-roman om kærlighed og venskab - og om alle de uoverensstemmelser der kommer mellem venner og fjender.  Bogen er meget velskrevet og sproget er varieret og flydende. Man lever sig nemt ind i personernes tanker og følelser, og man ønsker det bedste for dem. De fleste fremstår både ægte og vedkommende - de kunne være din egen omgangskreds. Ind imellem er det skønt med en let roman uden tunge emner – og når den så ovenikøbet er både spændende og velskrevet, kan man ikke forlange mere.

Bogen er, som de øvrige af forfatteren, blød og lækker med en fantastisk flot forside, god typografi og dejlige tykke sider. Jeg vil gerne læse mere af Jennifer Echols og håber, der kommer flere af hendes ungdomsbøger på dansk. 

Bogdetaljer

Forlag
Tellerup
Oversætter
Sarah Feddersen Thomsen
Faustnummer
52342139
ISBN
9788758819877
Antal sider
366

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer