Med Jacob Holdt i Amerika

En smuk fotomodel og en charmerende vildmand udforsker USA medaljens for- og bagside

Præstesønnen Jacob Holdt har i mange år rejst USA tyndt med sit kamera. Med det har han foreviget det amerikanske folks personlige historier med blandt andet fattigdom, racisme og vold, og hans bog 'Amerikanske Billeder' fra 1977 er stadig voldsomt populær. Det særlige ved Jacob Holdt er, at han kan begå sig sammen med gangstere såvel som Rockefellers, og hans styrke ligger i det lange flettede skæg og et afslappet, charmerende gemyt, der samtidig rummer stor medfølelse og kærlig indlevelse.

Teksten i denne bog er skrevet af afroamerikaner og tidligere fotomodel Rikke Marott. I 2003 rejste hun  sammen med Jacob Holdt en måned rundt i forskellige dele af USA, primært de mere betændte områder såsom fattige ghettoer og Ku Klux Klan miljøer. Her blev hun konfronteret med den amerikanske virkelighed og med sine egne fordomme om bl.a. racisme og kriminelle.

Umiddelbart et spændende eksperiment, men jeg synes desværre der mangler en anelse mere dybde og diversitet i beskrivelserne. Jeg kunne godt have tænkt mig nogle lidt mere dybdeborende samtaler med eksempelvis inkarnerede racister, hvor begge sider af sagen kunne ryge over bordet. I stedet bliver man præsenteret for et halvlunkent Ku Klux Klan overhoved, der egentlig ikke er spor racist!

Bogen er ellers glimtvis spændende OG foruroligende; der er mange tragiske og rørende skæbner at forholde sig til. Men det hele skæmmes dog lidt af forfatterens noget ujævne skrivestil, der veksler imellem korte, afsnubbede talesprogssætninger og lange metaforiske udladninger. Et grelt eksempel på sidstnævnte: ”Langsomt breder de sig til kroppen, som desperat kommer til at længes efter at hvile op ad ghettoens beskidte mure, hvor vi parkerer bilen, i blomsternes duft fra de skyggefulde haver, vi skimter på vej gennem byen, på de varme fliser, på torvet blandt sælgerne, turisterne, de optrædende, i mørkets sofa i baren, hvorfra jazzen kryber ind i enhver, og ved bordets stilhed, hvor vi spiser gumbo og betragter menneskestrømmens farver sejle gennem gaden….”

Men tankerne bag bogen er sympatiske og man kan sagtens fornemme Marotts indignation, der skinner igennem linjerne. Og historiens (og nutidens) uretfærdigheder fortjener altid at blive belyst.