Kvinden der forsvandt

Spændende krimi med et uigennemskueligt plot, selvom udgangspunktet måske er lidt stereotypt

Det er helt klassisk: den unge smukke Sunneva kaster sig hovedkulds ud i et stormfyldt erotisk forhold med den ældre, distingverede arkitekt Bjørn, der kunne have været hendes far. Og så er han gift.

Selvfølgelig. Og har to børn. Den ældste, Martein, har luret farens hemmelige affære og opsporer Sunneva. En dag bryder han ind hos hende for at finde beviser, men det går nu ikke helt efter planen.  Kort tid herefter, sent om aftenen, modtager Bjørn et opkald, som får ham til at styrte ud af huset. Senere bliver han fundet bevidstløs på familiens sommerhusgrund. Han er slemt tilredt, og Sunneva? Ja, hun er pist væk…

Kriminalbetjent Valdimar bliver manden på sagen, og snart opdager han, at mellem sagens aktører er der et gustent netværk af løgne og fortielser. Det virker som om, at de fleste har noget i klemme, og dette faktum driver handling og læser frem.

Jeg er langt fra ivrig krimilæser, men har for vane at forgribe mig på genren, så snart de er islandske. Der er nemlig noget ekstra skummelt ved forbrydelser deroppe, synes jeg. Naturen er storslået, mægtig og er med til at sætte dagsordenen. Jeg ser for mig et lavalandskab med varme kilder, geysere og islandske heste med vind i manen. Her er ingen smarte hurtige politifolk med blå lys, forestiller jeg mig, men sindige bredskuldrede og hårdføre islændinge med skarpe kæbekanter og lyst stridt hår.

Indrømmet, naturen og kulturen spiller nu ikke den store rolle i "Kvinden der forsvandt", men skummelheden og historiens generelle troværdighed forstærkes i stedet af, at plottet er velgennemtænkt og uigennemskueligt. Ind fra højre kommer der også en japaner og blander sig. Han er langt hjemmefra og har (heller) ikke rent mel i posen.

Som almindelig lægmand forstår jeg ikke, hvorfor man skal høre sære intime ting fra politifolkenes privatliv. Men en ekspert inden for krimigenren har været så venlig at oplyse mig om, at det kunne være en indikator på, at romanen er første del i en serie. Uanset er jeg slet ikke i tvivl om, at "Kvinden der forsvandt" vil finde mange læsere.

Oversat af Aldís Sigurdóttir. Gyldendal, 2007. 282 sider.