Bog

Kattemand, åh kattemand

Af (
2018
)

Anmeldelse

Kattemand, åh Kattemand af Dennis Gade Kofod

29 mar.19

Illustrationerne understøtter meget fint de korte tekster i denne lille hjertekrampe af en bog om stor ensomhed, sorg, misforstået godhed og kærlighed til fugle. 

'Kattemand, åh kattemand' er en billedfortælling om, hvordan Aksel tager livet af katte for at passe på fuglene. Det er samtidig et portræt af en ensom, ældre mand, der bor alene og bærer rundt på en sorg efter at have mistet sin kone. Illustrationerne uddyber disse følelser ved blandt andet at vise et gammelt bryllupsfoto, en lille død fugl og Aksels sørgmodige blik gennem hele fortællingen. Den eneste glæde Aksel har er kærligheden til fugle, men den overskygges af kattene, som kan tænkes at spise fuglene.

Teksten er minimalistisk, og ordknapheden virker stærkt. ’Sorgen’. ’Smerten’. ’Tiden’. Aksel oplever ’ensomheden som vand, der drypper ned gennem taget i din stue’. Tomheden kryber næsten ud af bogen og ind i maven på læseren.

Da man opdager, at Aksel faktisk afliver kattene, han fanger i skoven, og flår dem, fordi de spiser hans elskede fugle, kan man næsten ikke holde det ud længere. Scenerne skifter imellem at være urovækkende og hjemlige på en surrealistisk måde. Man præsenteres for en ondskab, der udspringer af godhed. En god verden i Aksel-og fugle-regi, men ikke i katte-regi.

Efter læsning opstår mange etiske spørgsmål om, hvorvidt Aksels handlinger er gode eller onde? Har mennesker ret til at råde over, hvem der skal leve og hvem der ikke skal, også hvis det er for at redde andre? 

Anna Magrethe Kjærgaards sarte blyantstegninger giver indtryk af en form for kladdehæfte med huller, og formen skaber en fornemmelse af, at det er en personlig fotodagbog, man sidder med. Læseren hører ikke meget om Aksel og hans liv i øvrigt. I stedet skaber illustrationerne en komplementerende effekt, så læseren får mere at vide, hvilket er virkelig godt tænkt.

Man mærker tydeligt forfatterens kærlighed til fantasygenren dog uden den typiske forløsning til slut. I hvertfald ikke for kattene. Illustrator Anna Margrethe Kjærgaard er virkeligt dygtig til at illustrere de store og svære følelser og ’Kattemand, åh Kattemand’ er ingen undtagelse.

Billednovellen er en anderledes bog, som ikke er for katteelskere og sensitive sjæle. Den er inspireret af kattemanden i Rønne, der dræbte en del katte, og den blev også præsenteret derovre første gang.

Bogdetaljer

Forlag
Jensen & Dalgaard
Faustnummer
53943004
ISBN
9788771512465
Antal sider
0

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer