Jeg, Putin

Rachlins skarpe og indsigtsfulde analyse af Putin som politiker og statsleder er et væsentligt bidrag til litteraturen om Putin.

Som mangeårig udlandskorrespondent i Moskva har Rachlin et indgående kendskab til Rusland og den russiske befolkning, og han har blandt andet beskæftiget sig med Sovjetunionens sammenbrud. Hans fremstilling er essayistisk og skrevet i et levende, journalistisk sprog. Dele af bogen er omarbejdede artikler fra en af Rachlins tidligere bøger, og det giver et lidt fragmentarisk præg, uden at det dog går ud over overskueligheden.

Bogen giver et udmærket overblik over det hidtidige forløb af krisen i Ukraine, der startede i foråret med voldsomme demonstrationer i Kiev, som sendte den prorussiske præsident på flugt og endte med den russiske annektering af Krim. Noget der kom helt bag på den vestlige verden.

Rachlin er skarp i sin analyse af Putin og hans udvikling som statsleder. I sin tredje embedsperiode som præsident er han så populær som nogen sinde, selv om hans ledelse er blevet mere og mere diktatorisk. Populariteten skyldes ikke mindst, at han ad bagvejen har genoplivet drømmene om et russisk imperium, drømme der stadig lever i bedste velgående dybt i den russiske folkesjæl.

Putins verdensbillede er ifølge Rachlin præget af en særlig russisk filosofi med fascistiske træk, der opererer med begrebet ’Den russiske verden’. Det giver god mening for russerne, for efter Sovjetunionens sammenbrud lever der omkring 25 millioner russere uden for Ruslands grænser. Russere, der hører hjemme i den specielle russiske kultur. Disse udlandsrussere kan Putin bruge som undskyldning for at udvide det russiske territorium og i værste fald genskabe et russisk imperium.

Bogens omslag viser en zarlignende Putin, der på en rød løber selvbevidst skrider igennem forgyldte dobbeltdøre. Det svarer meget godt til det billede, Rachlin tegner af ham. Han viser, hvad der gemmer sig bag den uudgrundelige facade, og hvilke virkemidler Putin bruger for at nå sine mål. Putins retorik er gennemsyret af løgne og tvetydighed, som Vesten har svært ved at gennemskue. Rachlin betegner løgnen som en yndet, russisk nationalsport, som nærmest beundres. Putins massive brug af propaganda har yderligere medvirket til at kaste røgslør ud og forvirre Vesten.

Der ligger en indbygget forældelse i bogens beskrivelse af en uafsluttet konflikt/krig, hvis udfald ikke er givet. Der er for øjeblikket ikke fuld klarhed over alle aspekter af krisen, og nye undersøgelser kan give et lidt andet billede. For eksempel er man ikke længere sikker på, at det udelukkende var Janukovitjs snigskytter, der opererede på Maidan-pladsen. Med disse forbehold har bogen værdi som en aktuel beskrivelse af krisen, og Rachlins skarpe og indsigtsfulde analyse af Putin som politiker og statsleder er et væsentligt bidrag til litteraturen om Putin.