Bog

Jeg har også levet!

Af (
2019
)

Anmeldelse

Jeg har også levet!

22 jan.19

Passioneret brevveksling mellem to store kulturpersonligheder giver et enestående indblik i deres tanker, følelser og kulturelle præferencer med efterkrigstidens kaotiske Europa som bagtæppe.

Brevvekslingen begynder i 1953 lige efter deres første møde og slutter først med Louises død i 1965. Mere end 600 breve blev det til, og de har stor gensidig glæde af venskabet, der mest udfolder sig pr. langdistance, selv om de også får enkelte besøg og fælles rejser presset ind i deres travle hverdag.

De betror sig til hinanden og bekymrer sig om hinanden, og Astrid Lindgren afslører mindre kendte sider af sig selv som sin melankoli og sit store behov for ensomhed. De inspirerer også hinanden, og Louise åbner venindens øjne for tysk litteratur og musik og giver hende et indblik i det smadrede Berlin, hvor Louise med ildhu arbejder med at introducere børn og unge for lødig litteratur som et led i afnazificeringsprocessen. Astrid Lindgren skriver flere af sine mest skattede bøger i perioden og sender dem til veninden, hvis dømmekraft hun har stor tillid til.

Der er tale om et dybt venskab, der endog overlever Louises lidenskabelige tilnærmelser. Hun overøser Astrid med gaver, sender bunkevis af blomster, og senere i venskabet udvider hun repertoiret med tyske kvalitetsvine!, som Astrid lærer at sætte pris på. Det kræver diplomati og takt fra Astrids side at sætte en stopper for tilnærmelserne, men hun afholder sig nu ikke selv fra at være overstrømmende i sine breve.

Når man ser bort fra den enkelte hage ved venskabet, er det et venskab mellem beslægtede sjæle med fælles interesse for kulturen i alle dens former og for den politiske virkelighed, de lever i. De er begge hårdt arbejdende, dedikerede mennesker, men hvor Astrid har mange forpligtelser over for sin familie og sin store venskabskreds og sine mange læsere, er Louise kun knyttet til få mennesker.

Pudsigt nok får Astrid Lindgren selv flere af sine litterære oplevelser ved at læse andres brevvekslinger, og man kan kun beklage, at brevskrivningens kunst er gået i glemmebogen. Man må i sandhed sige, at brevvekslingen mellem Astrid Lindgren og Louise Hartung er et smukt vidnesbyrd om, at de to enestående mennesker har levet. Et liv, som vi nu er så privilegerede at få et indblik i. Redaktørernes forord medvirker til at sætte brevvekslingen i perspektiv.

Bogdetaljer

Secondary title
En brevveksling
Forlag
Gyldendal
ISBN
9788702212686
Antal sider
560

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer